Det begynder at synke ind

 

 

 

 

Jeg er ramt af akut panik, stress, mavepine og lysten til at lægge mig ned og melde mig ud. Jeg skal og jeg kan, men kan jeg mon det her endnu engang? Jeg har adgang til det nye lejemål fra 1. januar, så derfor er det sådan set bare at tage fat fra en ende af..

 

De seneste uger har været vel rigeligt intense. Langt mere end jeg har det godt med. Den ene underlige/ubehagelige oplevelse har taget den anden, her har mildest talt været overrendt af alle mulige mennesker, og derfor føler jeg mig lettere overstimuleret nu. På den der måde, hvor det er svært at få sat skik på arkiverne i hovedet.

 

Der bliver ikke meget tid til at tage den med ro, praktik skal overtage for en stund, men hvor bliver det dejligt, når jeg inden så længe endda kan sove i et andet hus. Og nu det her med at sove ik..

 

Udlejer har jo haft min højtelskede seng, som ikke kunne være i dukkehuset, opmagasineret. Aftalen har været, at den blev der indtil andet blev aftalt, og nu øjner jeg muligheden for at få den tilbage, hvis altså den er i en stand som er fornuftig. DOG frygter jeg lidt, at den seng er forsvundet i tågerne af hans egen afgang fra Rødby, og det kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på. Ingen kan fortælle mig hvor den befinder sig nu. Første to do er skrevet på notesblokken.

 

- Find min seng -

 

Lige i hælen og i tæt rækkefølge kommer:

 

- flyttekasser -

- spande fra jem og fix -

- sove -

- nedsvælg rigelige mængder af alkohol til at dulme nerverne -

- sove-

- fyld op med kaffe -

- nedpak bekymringer -

- find overblikket -

- spis and og flæskesteg -

- sove -

- bedøv katte så de ikke bliver forstyrrede af al den uvante aktivitet -

-

-

-

-

-

 

 

Lige pludselig vil jeg bare have min mor hos mig, og spise risengrød under dynen!

Den højere enhed ….

 

 

 

Mandag er endt som håbet, men med en masse nerver på højkant og følelser i spil. Umiddelbart er det ligetil med sådan en opsigelse, men her er det på marginaler min fremtid ligger, og efter endte regnestykker, uendelige telefonopringninger og en enkelt skuffet tåre midt i kaos, er min opsigelse nu afleveret og jeg nåede det lige på et hængende hår. Modtager har kvitteret og lovet at finde en måde at overbringe min rettidige melding.

 

Det bliver ikke første eller anden gang, at jeg ligger i flytterod i december, underligt nok. Ejheller er det første gang, at jeg afleverer en opsigelse i sidste sekund. Det er SÅ nervepirrende og fyldt med hverdagsdrama, at jeg er helt færdig nu.

 

Nu håber jeg faneme sgu helvede pokker i trut, at det bliver sidste gang. Ihvertfald i dette årti!

 

En søvnløs nat er næsten kørt igennem

 

 

 

 

Jeg har godtnok ikke sovet særligt fantastisk i nat. Vejret har lidt af skylden, men mest skyldes det en indre uro og spænding jeg ikke helt har kunnet tøjle, for NOJ hvor jeg er spændt på mandag.

 

I går eftermiddags begyndte jeg at tænke over, HVOR stor en forandring det bliver at flytte denne gang. Som dagene går mærker jeg en uvant positiv spændning over alt det, som er godt ved at komme væk herfra, og jeg kan næsten ikke være i min krop. Jeg er vant til negative stressfaktorer og uro, så at håndtere positiv energi så mærkbar og reel er nyt,og det gør mig helt rundt på gulvet. Det knager og brager i min knold fordi det vælter frem med ideer til både have og hus i en sådan mængde, at jeg er ved at eksplumdere.

 

Jeg kan godt mærke, at det ikke er helt hensigtmæssigt fysisk set, og jeg har igen smerter i skuldre og arme så det forslår, hvilket gør det sværere at gøre det jeg gerne vil, nemlig at strikke. Og at skrive..

 

Når mandagen er mørk påny, ved jeg med garanti mere end jeg gør nu. Det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig til at fortælle bostøtte de gode nyheder, og jeg glæder mig til at høre mere om, hvad der så videre skal ske, men først vil jeg se om jeg ikke kan få sovet lidt igen.

 

Så blev det første søndag i advent

 

 

 

 

Jeg har absolut kun fået en mindelse af jul eet sted, og det er her på bloggen. En lille smule. I huset bliver det i år noget med hyacinter og lys, og så det det. Indtil videre, men herinde kan jeg heldigvis jule behørigt, for jeg har masser af julebilleder på lager, som snildt kan genbruges. Faktisk er min elektroniske fotobunke af en sådan størrelse, at jeg snart bør begynde en seriøs grovsortering. I år kan jeg derfor indføre genbrug også herinde. Ikke så ringe endda :- )

 

 

 

 

 

 

Hold på hat og briller, siger jeg og Plys. Og fortsat god søndag.

Vel nærmest på klokkeslet og dato

 

 

 

 

Nedenstående fotos er skudt dagen efter d. 28 november 2011..

  … 

 

Knapt så voldtsomt bliver det efter sigende ikke hernede i dag og i aften, men jeg siger det bare. Jeg er ærligt talt glad for, at jeg i dag ikke er bosat på vestkysten, for lige nu har vi godt nok et heftigt uvejr i Rødby, og hvis det bliver værre tænker jeg, at mit tag godt kunne ende som dengang i Brønshøj. OG eet er sikkert, jeg har ihvertfald allerede en skål stående til det vand som drypper i køkkenet. Bum bum

På et sekund røg hjertet op i halsen

 

 

 

Han gik forbi igen. Lå og sov, men vågnede fordi noget ramte min dør ude på fortorvet. Jeg siger jer.. jeg fik kvalme og blev svimmel lige på stedet og røg op som en raket, men da jeg kiggede ud, stod der en dame ved siden af ham, så han blev altså fulgt på vej, og jeg er lidt undrende over, at han alligevel nåede at i det hele taget røre ved huset.At hun ikke har feks sørget for at han gik ovre på det modsatte fortov! Bagefter var jeg lidt overrasket over min reaktion, for jeg synes jo jeg er ok igen. Det er jeg så alligevel ikke helt. Kæft jeg har det stramt med at han kan gå forbi som han lyster, og jeg kan ikke sige mig helt fri for at have lyst til at smadre knæskallerne på ham. Bare sådan lige for at sikre at han ikke kan gå eet skridt igen.

 

Nok kun godt at jeg ikke har et boldtræ..

I sidste sekund, på et hængende hår, og en smule nervepirrende

 

 

 

 

Det her med det gule hus og fremtiden er gået hen og blevet lige en smule for spændende efter min mening, for i går blev det som sagt slået fast, at “kun” økonomien er det springende punkt. Som om det ikke også er nok.

 

Her til morgen gik det så lige op for mig, at med tre måneders opsigelse, kunne jeg risikere at det efter tirsdag ville være en ventetid helt til marts jeg måtte finde mig i. Som det er nu, er det bare enormt lang tid at gå med rotter i væggene og våde gulve. Og vanvittige eksistenser..

 

 

 

Nu sidder jeg så her. Det har været en lørdag, som absolut er begyndt på en måde jeg ikke er tilfreds med, og til orientering har jeg en brugt killing til salg, om nogen skulle have lyst. Herman er bare SÅÅÅÅ rastløs i regnvejr, så de første mange timer er dybest set gået med, at forhindre ham i at bide i alle ledningerne, at hænge i alt hvad kløerne kan hænge i, at splitte så meget som muligt ad, at lyde som om han er ved at dø af sult, at klatre på kanten af alle overflader, at skubbe til blade og garnlager og og og.. HOLD nu op jeg er helt forpustet. Alligevel nænner jeg ikke at forvise ham til den silende regn udenfor, hvor det også blæser koldt. Nu, endelig har han overgivet sig, og der er ro på både ham og naturligvis Holger stoneface. Samtidigt med mine anstrengelser udi opdragelse, fik jeg et tilbud fra uventet kant, så

 

 

JEG ER REDDET.

 

H U R R A A A A A A A

 

 

Min lettelse kan ikke beskrives, og glemte følelser af lykke, håb og tro ruller gennem hele mit småslidte system. Tænk sig, jeg har fået muligheden for at betale indskuddet, som er nødvendigt, OG at skrive en opsigelse lige meddetvuns. Der blev hjulpet fra en uventet kant, så jeg når det ovenikøbet inden første december gør jeg. Hvor hulen skal jeg så aflevere den henne forresten? Nå, det må jeg se om jeg kan finde ud af, faktum er at jeg kan komme væk herfra. Uden overdreven hast og i ro og orden. Arhmen jeg ved slet ikke helt, hvordan jeg skal opføre mig eller, hvor jeg skal gøre af mig selv lige nu. Alt det praktiske får jeg hjælp til på mandag af Annelise, så det vil jeg ikke spekulere over nu. Eneste jeg vil er at splatte helt ud med tv, knitrende ild, kaffe og strik. Ikke mere spænding til mig. TAK. Jeg er helt færdig faktisk.

 

Op på hesten igen og så derudaf

 

 

 

Jeps! der er jeg nu. Fredag er godt nok endnu mere fysisk smadret end torsdag, men hovedet og jeg er enige om, at den voldsomme episode faneme ikke skal knække mig. Ikke på vilkår om jeg også vil være mærket på psyken af den, der er lissom nok at tage af, af fortid og “krigstraumer” på lageret, der kan lægge mig ned. NU må det bare være nok. Punktum.

 

Den lille familie er lige nu samlet her i sofaen, der er ild i ovnen og vi har været et smut i haven. Det sidste er det, som stadig er sværest at tage ind. Det ER sørgeligt, at der kommer en dag, hvor gåture i egen have vil begrænses, men heldigvis ved kun jeg det. Jeg skal nok få indrettet og kreeret nye legepladser til dem et andet sted, så derfor flytter jeg i videst muligt omfang, alt det jeg overhovedet magter med af byggematrialerne, som jeg har fået samlet sammen her. Pokker tage mig om jeg vil efterlade noget. EEn ting er økonomien(energien) i at skulle samle nyt, en anden er at selvom jeg skal forfra og om igen, så nægter jeg at begynde fra bunden, når nu jeg allerede har et lager af sjov og ballade at bruge af. Det er jo det rene haveguld. Brændestabel, træstubbe, grene til at lave buer af, sækkevis af næringsrig kompost, paller, stolper, sten, fliser og alt muligt andet hejs. Nogle vil mene det er forrykt og underligt, at det betyder noget for mig, andre vil udemærket forstå.

 

Jeg rykker hele lortet gør jeg. Og hjælp er jeg allerede nu garanteret fra forskellige kanter.

 

Det hele handler om at se med de briller på, som kan tilpasse sig den størrelsesorden der leves i. I eventyrhaven har jeg skullet tænke i store linier og brede bede, en i mindre have skal der tænkes i højden og med forskellige niveauer af stenbede og indretninger. Hvis nogen vil se, hvad der kan gøres på endnu mindre plads end den jeg måske får, så kig bare ind i Esthers have. Tror reelt ikke min havevendinde kender til begrebet “det kan ikke lade sig gøre”!  Den er nærmest vanvittig i sine løsninger..  på den gode måde. Man tror ikke sine egne øjne, hvad der er på de kvm hun har til rådighed. Derfor tror jeg, at jeg får det totalt sjovt i en mindre have. Når bare jeg har alt, der skal bruges til det ved hånden.

 

Den dag jeg med sikkerhed kender min nye adresse, griber jeg handskerne og går i gang. Det bliver et større og længerevarende arbejde, at afmontere en hel kæmpe have, og med både dårlige arme og en øm ryg in mente, er det bare at gå i gang fra en ende af. Stille og roligt. Det bliver noget med at fylde gårdhaven op, så alt er lige til at tage og læsse, når det bliver tid.  (Og sende hestebud i forvejen til de som skal hjælpe, så de ikke går i koma når de møder op. Hehe)

 

Som det er nu, er eneste forhindring mod det gule hus, de tre mdrs indskud/forudbetalt husleje. Haven er frigivet til brug, og kattene må også gerne komme med, så nu er det faktisk kommunedamen, som holder min fremtid i sine hænder. Hun har fået status af god fe eller ond heks, alt efter udfaldet..

 

Sikken magt hun har hva!

It’s all pratical

 

 

I dag kom efterraktionen, og med den en følelse af magtesløshed i højeste potens. Også et rend af søde mennesker og masser af assistance har fyldt torsdagen, så alt det som kan gøres ER sat i gang. Nu er det kun at vente. På reaktioner fra kommunen, teleselskabet, plejesektoren og .. har jeg glemt nogen.. jeg tror det ikke.  Et par lokale har lovet at holde øje med min adresse, og jævnligt gå en runde for lige at tjekke op på huset. Jeg har fået en lånemobil med akutnummer, og to lokales numre jeg kan ringe til døgnet rundt. Der er mere, men jeg kan ikke rigtigt huske mere. Jo, jeg kan fortælle at nu hvor Majbritt er taget på aftenvagt er jeg for første gang seriøst nervøs ved at være alene hjemme her på adressen. Jeg lever tilbagetrukket og passer mig selv. Går bare rundt i eget univers og er anonym, så alt hvad der ellers har været af ballade her på vejen, har aldrig for alvor givet mig grund til at frygte noget. Ingen gider (heldigvis) beskæftige sig med mig, når det handler om de dramaer som ellers udspiller sig.

 

Som et sidste kan jeg lige indskyde at der arbejdes på det gule hus og mulighederne, men det ser lige nu ud til at det kan mislykkes. Det står og falder med indskuddet, men igen.. der gøres et ihærdigt fodarbejde for at finde en løsning.

 

Herman er faldet til ro igen, og har været helt sig selv, men Holger er ikke veget en tomme fra min side siden i aftes. Han er konstant tæt op ad mig. Han er så trofast er han.

Jeg blev overfaldet her til eftermiddag

 

 

 

Ja, måske det virker underligt at jeg allerede sidder og skriver om det, men jeg er alene og min hjerne er så stresset, og jeg selv så chokeret at jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre. Det KAN nemlig ske igen. Ingen ved hvornår..

 

I eftermiddags sad jeg og skrev lige her. Om hus og have. Sjovt nok handlede indlægget om netop de ting, jeg IKKE vil savne her fra. Nærmest som en understregning af den uro adressen indebærer, gik en mand amok på mig og mit hus. Episoden har været under opsejling længe, nu jeg ser tilbage, men at han kunne blive så agressiv begyndte jeg først at indse sent i aftes.

 

Lige nu kan jeg ikke huske om jeg har nævnt manden før herinde, men han har huseret siden forsommeren. Lige nu kan jeg heller ikke rumme empati eller forståelse omkring ham, kun uendelig frustration over at, det ikke er muligt at kontrollere ham bedre..

 

Manden er nemlig senil dement.

 

Personligt er jeg og har altid været, FOR en form for “snor” til de som lider den sørgelige skæbne, at miste hukommelse og forstand. Det er ikke værdigt eller sikkert for dem, at man ikke kan give dem begrænsninger. Det er så heller ikke sikkert for andre, da demente ofte udvikler agressive tendenser. Det kunne være en enkel tingest, som feks kunne ringe på et kontor, hvis pågældende kom uden for en fastsat radius. Bare en tanke.

 

Her har jeg at gøre med en person af ældre årgang, som begyndte at vandre på gaden engang i maj/juni. Ret hurtigt begyndre han også at gå ind i min have. Først vendte jeg ham bare om, og sendte ham venligt retur til fortovet, sidenhen opstod situationer, hvor Majbritt har måttet træde til med hjælp, fordi han hamrede på mine vinduer og rev i dørene. Hver gang har hun fulgt ham retur til plejehjemmet, og hver gang har de lovet at de ville håndtere det. Selv går han rundt og tror at det er hans hus, jeg er brudt ind og at jeg snyder ham for husleje og at jeg er besætter.

 

En dag lå jeg og sov ovenpå, da jeg hørte noget..

 

Da jeg kom ned af trappen stod han i mit køkken, og jeg gik totalt grasat. Som I ved kan jeg nærmest ikke blive vred, eller.. der skal virkeligt meget til, og har opdagede jeg så en grænse. Jeg råbte og skreg, fik ham ud og igen slæbte Majbritt ham tilbage til plejehjemmet. Selv stod jeg tilbage dybt rystet og helt ude af flippen. Derefter gik der nogle uger med ro på, men for et par uger siden gik han til den igen. Hamren på vinduer og flåen i min nu konsekvent låste dør, og jeg med mere og mere stress og uro, og i aftes var det virkelig uhyggeligt. Klokken 22, lå jeg i min seng. Havde lige hørt klokkerne slå på kirkens ur, da han begyndte at hamre løs på vinduerne ind til stuen. Inden jeg nåede ned af trapperne var han i haven, så jeg ringede til Majbritt som ENDNU engang slæbte af med ham. Han bliver jo skældt hæder og ære fra, men det er reelt nytteløst og også uhyggeligt, for to minutter senere aner han ikke, hvad der foregår omkring ham.

 

NU er det så gået helt agurk og jeg må erkende at jeg har fået nok. Problemet er bare, at hans personlige frihed betyder, at jeg ikke kan gøre en hamrende fis, også selv om han i eftermiddags gik korporligt til angreb.

 

Først begynder han at hamre løs på vinduerne ude på gaden, imens han råber og skriger at jeg skal ud af hans hus. At jeg er en tyv, og at huset er hans og at jeg snyder ham for penge. Jeg bliver så bange over tonen i hans adfærd, at jeg styrter op på første for at ringe efter hjælp, men der opdager jeg at min mobil ikke virker ( tilfældet vil at damen på kommunen igen ikke har betalt til tiden, så nu er den helt død,hvilket jeg har fået opklaret ved at låne mig til en telefon og ringe op til mit mobilselskab efter balladen. Det problem må jeg tage mig af i morgen..). Inden jeg når at løbe ned igen, lyder der et kæmpe brag og da jeg kommer ned i stuen har han smadret en rude i min køkkendør med en sten og lukket sig ind. Han står i min stue. Med knyttede næver, blod strømmende ned af armene og klar til at gå på mig. Jeg beder ham om at forlade huset, hvilket han nægter, så jeg forsøger at løbe ud i haven, men han vil ikke lade mig gå forbi ham og han tager fat i mig.

Derefter er det hele mere uklart.

 

Jeg får løbet ind til socialpsykiatrien, som heldigvis er aftenåbent. Får hentet hjælp op der bliver ringet til politi og ambulance. Manden er stadigt i mit hus, her er blodspor over det hele, på gulve og vægge. Han har smadret noget i køkkenet og glasskår flyder på gulvet. Jeg tænker kun på kattene og deres poter. Især Herman bliver helt forstyrret og han vil stadig ikke ind. Enden på det hele er, at manden bliver kørt på skadestuen og når han er syet, bliver han kørt hjem igen..

Og teoretisk kan han stå her igen inden sengetid.

 

 

Ærligt talt. Jeg føler mig magtesløs og bange. Ved hverken ud eller ind. Er lammet og kan faktisk kun sidde her og skrive, som en måde at få samling på mig selv og tankerne på. NU er det lige pludseligt altafgørende at jeg bare kommer væk fra denne adresse, for her kan jeg ikke blive. Om og om igen gentog jeg over for politiet, at jeg vil ha’ ham fjernet fra byen. Hans senile ide om at det er hans hus stadigvæk vil aldrig kunne tøjles. Han HAR boet her, men det er mere end 15 år siden, og får han lov at blive på plejehjemmet længere nede ad vejen, ja så bliver det her uden ende. Som en lille krølle kan jeg tilføje, at han frekventerer det lokale værtshus, og at han både i aftes og i dag var hamrende vissen. DET gør det med garanti ikke bedre, og jeg fatter ikke at der ikke er personale som holder styr på ham.

Desværre har han ret til personlig frihed, og jeg kan med garanti aldrig være tryg her igen. Jeg hører hele tiden lyde på mine vinduer feks. Ser blodet på mine tæpper, de blodødelagte håndklæder som er blevet brugt til at tørre af og op med. Blodspor på gulvet. Og på mine møbler. Jeg er helt ude af den faktisk.

Eventyr og haver og himmellegemer og mig

 

 

 

 

Jeg nåede lige at få taget billeder af tallerkensmækkerne inden de, første morgen efter frosten, faldt sammen. En lang sæson er nu afsluttet. De frø jeg bare kastede fra mig fordi de var i overskud, endte med at blive havens mest frodige indslag, med skud på hele fire meters længde. De har stort set passet sig selv, og derfor nåede de helt op på taget af skuret, de indtog nabohaven, og snoede sig rundt om vandtønder og brændestabel.

 

Nu er de alle nærmest borte.

 

Klasket sammen og skrumpet ind til ingenting ligger resterne tilbage, som et symbol på hele havens historie. Haven, der begyndte som en grim og milsligholdt ælling, udviklede sig til den skønneste svane, men svanens fremtid er dyster. Desværre. Det kan ikke være anderledes, og jeg agter ikke at kigge forbi i fremtiden. Den dag jeg forsvinder herfra, bliver også den dag jeg må lægge denne have bag mig. Jeg kan næsten garantere, at næste lejer IKKE vil vedligeholde, og det bedste for mig er derfor slet ikke at se mig tilbage.

En eventyrhave. Sådan gik den hen og blev. Planerne var at gøre den endnu mere “vild” sine steder, og at få den til at være en historie at gå rundt i, men dette eventyr blev overrendt af virkeligheden, hvilket jo absolut IKKE er kotyme for et rigtigt eventyr. Det er synd for haven synes jeg, men virkeligheden er altid barsk. Altid rå og kontant. Det kan ikke være anderledes, så jeg glæder mig nu endnu mere over, at jeg kan tage en stabel billeder med mig videre, for eventyrhaven har også været min læremester på sin vis. Her har jeg kunnet eksperimentere, øve, erfare og opdage. Min viden tager jeg med mig til den næste have. Den tredje af slagsen (uanset hvilken det ender med at blive), vil på lige fod med de to første skulle føles på tænderne. Der vil være elementer som kræver tilvænning, men også nogle som vækker begejstring fra første øjeblik.

 

Et af eventyrhavens allerbedste “features” og et, som jeg med sikkerhed IKKE kan afmontere og tage med, er også det som jeg mindst ventede ville få betydning. Jeg så det ikke komme, men for hver dag der er gået, har DET element opnået stjernestatus.

Eventyrhavens helt eget klokketårn.

 

Jeg har syntes det har været så fantastisk og cool med eget ur på himlen. En total luksus og noget helt særligt. Det kan af praktiske årsager ikke flyttes.. Men jeg gad faneme godt. Og sådan vil der igen være ting, som er svære at sige farvel til og at undvære. Første have bød på høj himmel, rigt dyreliv, frihed så langt øjet rakte og den ondeste blæst. Anden have var helt omvendt godt pakket ind med læ og privatliv, kilovis af ukrudt, ingen solnedgange og uendelige muligheder. Første haves beliggenhed var et kæmpe savn, anden haves muligheder bliver det samme, MEN..

 

.. det er også lidt spændende, hvad næste have har at byde på. Hvad mon der venter af udfordringer, sjov, anstrengelser og blodsudgydelser. Jeg forsøger at huske den gamle følelse jeg ved jeg har haft i mig, af forventning og spænding over noget nyt. Alt andet lige er denne flytning så absolut kun mod det bedre og ikke det værre. Og den behøver ikke gøres på rekordtid. Jeg kan nå at tage afsked med eventyrhaven på en ordentlig måde, jeg kan nå at gøre overvejelser og status. Det i sig selv betyder allermest for at hele historien kan ende godt.

Tvivl er der sådan set ikke meget tilbage af nu

 

 

 

Gult hus eller ej, så er der ingen tvivl tilbage nu. Jeg har talt med bostøtter, og også tænkt på alt muligt, godt og skidt, for og imod, op og ned, rundt og rundt og… jeg skal knagme ikke blive her. BUM!

 

Som det blev påpeget i en af kommetarerne herinde, så var Vestergade i første omgang en tvungen panikløsning, og med det in mente er det lidt lettere at beslutte næste træk. Der arbejdes på at finde løsninger, så det gule hus kan være mit næste stop, men går det ikke flytter jeg alligevel. Så snart noget fornuftigt måtte vise sig. Hvad jeg IKKE gør denne gang, er at beslutte, pakke og rykke i huj og hast. Det har jeg slet ikke mave til.

 

Jeg overvejer muligheden med at tilbageholde husleje, men der er konsekvenser på den konto, som jeg endnu ikke helt har styr på, og den vej vælger jeg kun og først, når intet andet løser sig. Da jeg kun afdrager på despositum her i Vestergade, vil der heldigvis ikke komme problemer med at få DET udbetalt ved en flytning. Hvad mere … Nå jo, bliver min næste bolig tæt på, som jeg nu forsigtigt er begyndt at håbe på, ja så klarer jeg det. Jeg har flyttet i den lille blå bil før, og jeg kan gøre det igen. GUD SKE tak og lov, at den er fit for fight. Det er i den grad heldigt at jeg stadig har den.

 

For nu er det kun at være tålmodig indtil der er nyt om det gule hus ( som er laksefarvet ud til gaden.. GYS!), og så at minde mig selv om at der i dag kun er een mdr til juleaften. Det kunne være årets julegave for mig, at der kom en god løsning.

Rentokil.. en gæst man ikke gider se

 

 

 

Tidligt i morges blev jeg mere eller mindre taget på sengen af et af den slags besøg, man bare helst ville undvære..

Det er tolv dage siden jeg anmeldte problemer til Hr. Rottefænger, så der er ingen tvivl om at jeg ikke er den eneste, som hører lyde i væggene. Tidligt i morges stod han her så, med hele udstyret og alvorlig mine. Faktisk så alvorlig, at jeg nu sidder og tager konsekvenserne ind. En smule chokeret indrømmer jeg gerne.

 

Det er ikke underligt at Herman opfører sig besynderligt efterhånden, og det er heller ikke underligt at jeg hører lyde, hvor der ingen burde være. Her er rotter, og her er flere af dem. Alle døre og vinduer blev forsvarligt lukket, og så blev der ellers sat røg til huset via en udendørs kloak.

Resultatet var overbevisende, eftersom hele huset på få sekunder blev fyldt med røg. Derefter blev jeg “forhørt” om eventuelle symptomer på alverdens ting, og om der var synlige spor inde i huset, hvilket jeg heldigvis kunne afkræfte, MEN.. Køkkenet skal sprittes af, jeg må ikke have fødevarer stående fremme, OG jeg skal være opmærksom på om her sker en forværring. Ydermere var det endnu engang en lettere spøjs sitation at stå i, da jeg blev spurgt om udlejers navn, adresse og telefonnummer. Som med flere andre officielle instanser jeg har været i kontakt med, var han himmelfalden over min forklaring og over, at han ikke er at træffe. Værst af alt er dog, at problemet kommer af en kloak, som er ødelagt ( hvilket forklarer de lugtgener jeg har haft på badeværelset siden starten), OG som skal være ordnet inden en måned. Der er afsendt rapport til kommunen, men det er udlejer som har ansvaret.. bum bum. 

 

Jeg tager lige en kop kaffe imedens jeg som sagt tager tirsdagen ind!

Tilvænning og omstilling

 

 

 

 

To ord, som kommer til at dominere en tid fremover igen. To små ord, som kort og koncist rummer egenskaber, der ikke kommer let til mig. Var jeg arbejdstager, ville jeg have været blevet fyret for tværhed, inden første dag var gennemført.

 

I årene som er gået har jeg oplevet, at det bliver sværere og sværere for mig, det her med at flytte mig. I ordets bredeste betydning. Det tager tid og koster enorme mængder af energi og overskud. Igen i ordenes bredeste forstand. Det er SÅ svært at rykke, og når det så endelig begynder at vende, når jeg begynder at slappe af, når jeg har opnået følelser for omgivelser og betingelser, ja SÅ må jeg på den igen. Rive rødder op, som kun lige har nået at finde liv.

 

Hvor mange gange kan man flytte en plante uden at den dør?

 

Her må jeg se på min egen efterhånden symbolske klematis, som har fået rykket rødderne over lige så mange gange som jeg selv. Også den har hele tiden måttet begynde forfra med at etablere sig, med at få kraften tilbage i det rodnet som er livgivende, og med at finde sig til rette i den jord, den nu er blevet plantet i. Hver flytning har betydet tilbageslag i størrelse og kraft, men død er den ikke. Endnu.

 

Min klematis blev etableret på en lille bitte altan i Lyngby i 2007.

 

Siden er den flyttet og etableret i Vanløse

 

Den har derefter været i pleje, da jeg selv røg til Østerbro

 

Næste bosted var en altan i Brønshøj

 

Den blev dernæst forsigtigt pillet ned meter for meter og nænsomt puttet i jord i Fuglse,

- hvor den knapt nåede at finde ro før den endnu engang blev rykket op, og sat ned for at vænne sig til livet i en gårdhave.

Det har den været vældigt tilpas med..

 

 

Det tager tid at tilvænne og omstille. Det tager tid at etablere rødder, og finde livgivende næring på den plads man er givet. Hver gang rødder skæres over og nye omgivelser trænger sig på, sker der et tilbageslag som ikke lige indhentes på en studs. Det KAN lade sig gøre. Det viser både min klematis og jeg. Jeg kan ikke spørge og få svar fra min plante om, hvordan den har det med alle de steder den har boet, men spørger man mig kan jeg fortælle at det er hårdt. Knaldhårdt. Jeg når lige at begynde at slå rødder. Når lige at begynde at sætte pris på fordelene og glemme bagdelene. Når lige at lægge planer og se fremtid. Og så er det videre endnu en gang. 

 

 

Alle de nye steder jeg har været, har det været vildt svært at falde til. Det har taget tid, at opdage alle fordelene ved lige netop DET sted. Nogle vil mene at det må være DET, som kan motivere og interessere. Det nye, det spændende, udfordringen og oplevelsen. Sådan har jeg det bare ikke længere. Da jeg var ung var det sådan, men ikke nu. Jeg har ikke længere behov for flere nyheder, ikke længere lyst til at give slip eller begynde forfra. Hvad værre er, så har hver flytning betydet reducering af ejendele i et omfang, som kun få kan forholde sig til. Det er både godt og skidt. Godt fordi jeg har fået loset en masse dødvægt af skuldrende, men virkelig skidt, fordi jeg hver gang også mister fundamentale møbler. Flytter jeg igen, er det reolerne som ikke overlever, og så skal jeg til at slå rødder med et spisebord, en sofa, en lænestol og en seng! Som de store ting. Her er også en del småmøbler, men ikke nogen som kan indeholde tøj eller bøger. Eller div tekstiler. DET synes jeg er skide svært. DEN detalje gør det mindre og mindre nemt, bare at rykke videre. Det giver rod på matriklen, rod i mit hoved og følelsen af tab i mit hjerte. Det giver en enorm følelse af tomhed, og af ikke at have opnået så pokkers meget når det kommer til stykket. For jo, det er da trygt og dejligt at have (tørt) tag over hovedet, men det er godt nok en noget ensom fornemmelse, at sidde i en halvtom stue.

 

Nu bliver mine hjem heldigvis aldrig tomme at være i, for jeg har evnen til at gøre godt med hvad jeg har, dog er jeg møghamrende træt af gammelt og genbrugt skal jeg være helt ærlig. Jeg ved godt, at det er supertrendy med bæredygtighed, genbrug og hittepåsomhed. Det er TOP moderne med gammelt. Med at udnytte alle resourser og ikke lade gå til spilde. Nu er det bare sådan, at jeg har levet på den måde med underlige pivskæve og halvgode løsninger i årevis. Med hjemmelavede forordninger og naturens matrialer både ude og inde. Det er fint. Det er kreativt. Og bare lige sagen.

 

MEN JEG ER DØD TRÆT AF DET! Ihvertfald når det er gennemgående. Små indslag er skønt, men totalt er det ved at være yt. For mig.

 

Jeg havde engang en drøm om, at være samme sted længe nok til at kunne leve så stabilt, at et sofabord kunne spares op til. En skænk måske. Og en dag endog en ordentlig seng igen. Jeg drømte om spisebordsstole, som ikke rokkede og var uens. Om en kommode til mit undertøj og endda måske, hvis det skulle gå helt vildt til og jeg gik hen og fik et normalt liv, nye havemøbler. Og en parasol.

 

Den slags drømme giver jeg mig slet ikke af med længere. Jeg er holdt op med at drømme i det hele taget. Om noget som helst. Jeg har ikke længere håb af nogen art. Kun dag til dag forsigtige planer for eventuelle gøremål. Når håb og drøm er forsvundet er det noget lort. Helt ærligt. Jeg kunne måske gå så vidt som til at begynde med at drømme om, at jeg måtte få håb og drøm tilbage.. Det må jeg lige overveje og se om jeg tør.