Den sidsteste georgine på plads i køkkenet minder mig om en sommer så dejlig.
Levende lys viser mig vej mod efteråret der står og venter.
Det grove køkken lokker med varme og vitaminer til at modstå enhver forkølelse
OG.. Den bedste hobby i verden ligger og venter på mig, parat til at fylde vinterens timer med ulden glæde.
Farvel august og goddag september siger jeg. Modvilligt, men ikke uden forventninger til de sysler der kalder på mig.
I første udgave af Defemibyens strikkemagasin skrev jeg om Eskimimi, og det garn hun går og farver derhjemme. I dagens udgave af strikkemagasinet handler det om Cardigans.
Jeg har længe gerne ville strikke mig en cardigan. ALLE mulige og umulige opskrifter har været til vurdering, og blevet dømt ude med hård hånd. Det er egentlig ikke fordi jeg er synderligt kræsen, de fleste af dem er smukke og spændende, men mine strikkefærdigeder får som regel det sidste ord i den sag. På Ravelry kan man se min forkærlighed for cardigans ved det, at den kategori er rigest repræsenteret i favoritboksen. NOJ hvor er der mange jeg gerne ville lave. Problemet er bare at de enten er for indviklede med mønstre eller flerfarvestrik, ELLER de er på engelsk. Det er jo en ting jeg ofte øv’er over herinde, men det skal jeg nu nok komme efter. På et tidspunkt ;)
I sommer tog jeg så fat i et af de hæfter, der er vedlagt Hendes Verden et par gange om året. Der var en model jeg syntes kunne være et godt og let sommerprojekt, dog med enkelte justeringer, såsom at jeg har strikket den uden stjerner på skulderen. Jeg begyndte med at følge opskriften, men ret hurtigt stod det klart at denne cardigan skulle blive en test af alle mulige påfund, og nu er den så i stedet udråbt til grundmodel for kommende cardigans af den art der kan varieres i det uendelige. Jeg har skrevet ned undervejs hvad jeg har ændret, hvad der er godt og mindre godt, mål og maskeantal er også justeret så den passer til min krop. Denne testmodel har nu en fremtid som hjemmetrøje, for man godt kan se at den er kikset her og der.
Den grå farve er Kauni og striberne er forskellige rester fra Holst og Svit. Den kombi er sådan set ok, og så alligevel ikke for tykkelsen af garnet er ikke den samme, og derfor er maskerne løsere på striberne, hvilket jeg ikke bryder mig om.
Jeg løb selvfølgelig tør for den grå lige inden jeg skulle lave afslutninger på ærmer og hals, så i stedet har jeg brugt Svit. Kanten er en variation af et hulmønster der er på de strømper jeg også er i gang med. Det ser faktisk rigtigt fint ud, bortset fra at farven ikke huer mig.. Den er lige et nummer FOR lys i forhold til resten, men når det er sagt så er selve ærmerne blevet vildt gode og de sidder præcis som ønsket. Strikkefastheden er helt fin og regelmæssig.
Selve trøjen er strikket på rundpind og så klippet op bagefter. En metode jeg synes fungerer godt, men jeg skal da lige øve mig lidt mere i at få en pæn kant strikket på bagefter. Jeg gik jo bare igang og samlede masker på hver række. Først bagefter ku jeg se at det var alt alt for mange, og nu ved jeg at man kun skal have en maske på ca hver fjerde række, på den måde bliver ribben pænere. Ribkanten fornede er for løs efter min smag, så næste gang skal den strikkes på endnu mindre pinde. Halsen ku jeg ikke blive enig med mig selv om. Opskriften angiver en hæklet løsning, men min hækling så helt forkert ud, så der er slet ikke nogen. På den næste skal jeg have styr metoden med at hækle en kant på.
Jeg har som sagt strikket rundt, og har så sat ærmerne på, for derefter at fortsætte med resten af skuldrene. Rundt og rundt gik det og jeg er godt tilfreds med indtagningerne, det ser både rigtigt og fint ud, så den ændrer jeg ikke på.
Ja ok.. faktisk begyndte jeg som beskrevet med at strikke frem og tilbage, men det blev jeg hurtigt træt af. Jeg strikker bare ikke pænt vrang på tynde pinde, så vupti blev der lige taget en hurtig beslutning. Jeg fortsatte med ekstra masker i midten til at klippe i, og det fungerede fint. Jeg har umådeligt svært ved at holde mig slavisk til en opskrift, fuldstændigt ligesom med madopskrifter.. (Jeg har dog været dygtig, og har indtil videre holdt mig slavisk Central Park Hoodie, som jeg jo er igang med nu). Sådan en uvasket trøje ser bare så kedelig ud, men efter vask på 30 gr og tørring er den nu fin og ny at se på. Maskerne har samlet sig og der er ingen ujævnheder der springer i øjenene.
Nu mangler bare at presse ribkanten der er strikket på, og så at det bliver koldere. Sådan en ulden trøje er stadigt væk alt for varm for mig.
Jeg lovede egentlig at skrive om gadgets også, men det får vente. Her står allerede en hel masse, så hold øje med næste nummer at Defemibyens strikkemagasin. ;-))
Sidder her med første forstykke til CPHoodie på pindende, og så ser jeg at der er noget der ikke passer i opskriften. Enten er det mig, eller også er der ged i tal og beregning af mål. Det er sikkert bare en tanketorsk, og jeg er stadigt dybt taknemmelig for den oversættelse der er lavet til mig, men jeg er jo en knude til det der med at regne ud, så nu kan jeg ikke komme videre..
ÆV!
UPDATE:
Fejlen er fundet og der er rettet ind efter den nu. Der skulle slås et mindre antal masker op end skrevet. En lille bitte forseelse, med ret så stor betydning for det færdige resultat.
Nu er det så lige forfra igen, men heldigvis kun med de første 8 cm.
PHEEEWWW “ :)
Det er ikke meget jeg har fået skrevet om strik de sidste par mdr. Har ligesom ikke kunnet tage mig sammen, men det betyder heldigvis ikke at jeg ikke har strikket eller købt garn hehe. Faktisk har jeg heller ikke været på Ravelry mere end et par sekunder i ny og næ, og derfor ligger her en kæmpe bunke af opdateringer, som bare venter på at blive lagt ind. Lageret er da vokset en smule ( host! ), og projekter er færdige. Det hele er parat til at blive registreret, når jeg altså får taget mig sammen..
MEN, … det går jo ikke, at jeg sådan er bagud med rapporter om stort og småt fra mit strikkeunivers, så her kommer det første indlæg om sommerens aktiviteter udi garn, strik og nørklerier.
*************************
Eskimimi er en utroligt sød og dygtigt strikker. Pertentligt og grundigt går hun til værks, når hun blogger om projekter og garn. Hun fortæller om farver og erfaringer med stor gavmildhed, og jeg elsker at besøge hende både på Ravelry og på hendes blog. Jeg er betaget af hendes engagement og blik for detaljerne i selv et par sokker, hendes billeder der står knivskarpe og som er en fryd at kigge på.
Denne sommer har hun kastet sig over egen produktion af farvet garn, og jeg ku ikke nære mig med at bestille et fed da den første portion blev lagt ud på Etzy.
Man kan selv vælge om man vil have det vundet op, eller om det skal leveres som fed, men i begge tilfælde er det med en fin banderole prydet med hendes eget logo, kendt fra hendes blog og med den lille pige på. Alle tre farver ligger nu og venter på det helt rigtige projekt. Blødt og fast spundet som det er, ligger der en dejlig strikkeoplevelse og venter på mig.
Jeg glæder mig :)
Læs mere om garn og strik i næste udg af Defemibyens strikkemagasin :
STAY TUNED :-)
Så er der igen ryddet op, og flere ting er smidt i pulterkammeret.
Denne gang er der bla en broderet pude til dem der kan lide rød, sølvskeer og noget fra Madam Stoltz.
Jeg var jo på bakken i går, og jo.. det var bestemt ( og som altid ) en dejlig dag. Jeg gad faktisk slet ikke, men som jeg jo godt ved og som der også er skrevet, så ender de aftaler generelt med at være de sjoveste. Sådan gik det også i går.
Den traditionelle turnering om bamser og ære blev afholdt, og jeg ( igen som altid..) endte med præmien for dårligste præstation ;) Der er et eller andet med mig og konkurrencer. Vi kan ikke sammen vi to, og det lykkedes mig bla at få pilen i bueskydeteltet til at flyve BAGUD!!
Jo jo det er farligt at være i nærheden når jeg får våben i hænderne, og flere måtte på det nærmeste springe for liv og førlighed. Således gik det også med de hoppende frøer, boldene i hullet og måltesten. EEN sk… sølle skumgummibold fik jeg i hul, så derfor er jeg nu den lykkelige ejer af et par kæmpe guldbriller med dollartegn i øjenene. Egentlig meget fint, da jeg jo elsker alt der glimter og ønsker mig et bundløst pengereservoir hihi.
Vi fik spist, i år på en højtbeliggende restaurant med et meget lavtliggende kvalitetsniveau. Chefen var ikke tilfreds og der kommer vi bestemt ikke tilbage en anden gang. Dårlig betjening, elendig kok og pauver udluftning var med til at vi IKKE var stemt for kaffe og hygge bagefter. Børn og barnlige sjæle var udstyret med turpas og vi andre ku slappe og sludre resten af aftenen på Vin og Ølgod.
Inden jeg slog følge, tog jeg mig en lille social pause. I år fandt jeg ikke helt ind i skoven, men endte på en bænk med udsigt til et lille privat selskab, der hyggede med minikoncert under åben himmel. En slags irsk folk blev der underholdt med, og der på min bænk nød jeg en lille time med strikketøj, og i tavshed. På et tidspunkt var cirkusrevyen slut, og mennesker i flok kom ud og forbi min bænk, et tegn til mig på at jeg måtte tilbage til mit eget selskab.
Vin og Ølgod besøger jeg kun denne ene gang om året, men et eller andet sted, folkelighed og musisk repetoire til trods, kan jeg egentlig godt lide det. Meget kan man sige, men der er der altså gang i den, det er ren fest og alle smiler og danser. I år ikke til Susanne Lana, men til er par herrer jeg ikke har set før. Jeg var helt betaget må jeg indrømme. En ung knøs sang hele den danske pops setlist, og en herre med udseende som en Hells angels prospect spillede glad og fro til, på keyboard. De to var så absolut fejlcastet ved første øjekast, men jeg siger jer.. de ku underholde ku de. Sangeren var fuld af talent og gik til stålet med en entusiasme uden lige. Herligt herligt.
I dag har jeg repareret mig selv, og fået fyldigt referat af sønnike, der i går kom hjem fra sin skoletur til Berlin. Han var skuffet som en havegang, da han fandt ud af at turen faldt sammen med bakkeaftalen, men jeg er i dag ikke i tvivl om at de har haft det herresjovt ( som han selv siger), en pest har de sikkert været for hotellets andre gæster, så det er som det skal være på sådanne ture. Fis og ballade hele vejen igennem. ;)
… banker på, og i dag kl 14 skal hele ventilationsstyrken medsamt familie, samles foran indgangen for at lege og spise. Der spares aldrig på noget, ungerne udstyres med turpas, de voksne med øl/sodavand ad libitum, konkurrencer og spisning på restaurant er planlagt og hele cirkuset slutter kl lukketid. Det plejer at være hyggeligt og festligt, og det er tredje år jeg deltager, dog kan jeg i dag kun sige:
Kære Vorherre. Lad regnen sile ned i stride strømme og giv mig akut en nødudgang, for jeg gider faktisk ikke denne gang.
Kender I det??
Jeg glemmer alt muligt for tiden. Store som små ting ryger helt ud af erindringen, trods både kalender og små sedler. Møg irriterende er det for jeg vil virkeligt gerne være på forkant, men i stedet halter jeg bagefter.
Jeg glemmer telefonaftaler og sammenkomster, regninger, hvad jeg skal indkøbe til køkken og bad, briller, mails der skal besvares, post der skal sendes og ja.. så glemmer jeg altså også både sedler og kalender når jeg går ud.
Det er absolut ikke med vilje, men det er som om der hele tiden siver oplysninger ud fra knolden. I stedet for at lagres mistes de, og tilbage ligger kun det der er lige her og nu.
Som en konsekvens bruger jeg ret så meget tid for tiden, på at beklage og indhente det forsømte. Hvis der er noget jeg har glemt, gider I så minde mig om det??
En dag glemmer jeg vel også hvem jeg er…!
Altså, denne her blæst vi er blevet begavet med i dag, er IKKE en populær gæst på altanen.
Faktisk er den noget af en minikatastrofe, for min store duftgeranie lå væltet omkuld da jeg stod op i dag, alle jordbærrankerne er blæst ind over altankasserne, min basilikum som er ret velvoksen ligner en, der har fået frost, mynthen er næsten fladmast, bladene rasler af humlen og værst af alt.. min klematis er i færd med at miste sine smukke blomster, der indtil nu har prydet væggen i flere uger. Hele gulvet flyder med alskens jord og andet grimt, så alt i alt er der slet ikke pænt derude nu.
UFFF .. jeg gider ikke efteråret selvom det er er smuk årstid, for jeg syntes bestemt at det er liiige lovligt tidligt.
Det er sgu da
KUN AUGUST!!!!
Også tirsdag og i dag, har jeg været oppe før en vis herre og solen fik sko på. Alt for tidligt hvis jeg skal være ærlig. Kæresten skal arbejde meget langt væk, og møde på jobbet tidligere end sædvanligt oveni, så uret ringer kl 05 dut.
Han er sendt afsted nu, ud i verden og om lidt er jeg igen i min seng. Jeg har en plan for dagen, men den kan ikke udføres så længe min hjerne stadigt er indstillet til dvale.
Snorkk zzzzzzzzzzzzzzz
MAND det er tidligt.
I dag har vi været oppe allerede kl fem, for at sende sønnike godt afsted til Berlin, og kæresten til det sydlige Sjælland. Mira tog toget til Vordingborg allerede i aftes. Hun følges med sin tutor fra skolen, en ældre og mere erfaren togfarer i form af en andenårs elev. Trygt og godt for hende.
I går var alt pakket og klar indtil flere gange, penge var talt op og liige chekket en gang mere, og sålerne på Rasmus’ sko blev slidt af de mange utålmodige vandreture op og ned ad gulvet. Allerede kl 22 blev lys og tv slukket, det tidligste jeg har oplevet en teenager i seng meget meget længe, og nu er han søreme på vej. Om lidt sidder han i en bus fuld af spændte venner og lærere, parat til at indtage en storby og klar til at opleve 100 %.
Han har glædet sig har han, knægten. Fortalt og forberedt sig på hvad de frie timer skal bruges på, grundig som han er skal tiden ikke bruges på at rende rundt uden at vide hvor eller hvad. Jeg er lige så spændt som han, og glæder mig til at få den første sms med nyt fra nabolandet.
Jeg selv fik endelig min plads tilbage i går og den stationære computer med den kæmpe store skærm er på plads. En ordentlig kleppert med alverdens tricks og muligheder i sig, jeg skal bare lige lære at udnytte det hele. Indtil videre glæder jeg mig til at lege på Ravelry igen, der har jeg ikke været aktiv i al den tid, kæresten har bygget på maskinen. for på den bærbare er det altså mindre interessant at opdatere lager og billeder. Der har da samlet sig lidt som skal lægges ind, så der er noget at se frem til. Jeg elsker at nørde med alle oplysningerne om garnet, projekterne og opskrifter/bøger.
Med den applikation kan man have ligeså mange bogmærker man lyster, lagt klar og delt op i faneblade lige til at klikke på. Jeg har feks et faneblad der hedder håndarbejde. Eller rettere to.. Den første er med danske garnsider jeg kommer meget på, den næste er med de udenlandske. Så er der et med daglige sider, såsom banken, facebook, vasketidsbooking, valutaomregner, e-boks, biblioteksudlån og mm. Der er et faneblad med aviser på, to med blogs selvfølgelig og et med en masse links til madsider af enhver art. Der er stadigt plads til endnu flere faner, og jeg tænker lidt at shopping ku være det næste jeg skal have lavet. Eneste kiks er min opdatering af mozilla, for jeg kom til at smide backuppen fra den bærbare på her, og den er kun sparsomt sat op til forskel fra fanerne jeg havde før, her på min skrivebordsplads, så jeg skal til at begynde forfra med at få det til at se ordentligt ud, og få lagt det på jeg syntes jeg vil ha nem adgang til.
Der er mange timers leg klar til når jeg er lidt mere frisk i bøtten, men en tidlig mandag morgen gider jeg altså ikke lege og organisere.
Lørdagens indlæg gider jeg heller ikke beskæftige mig mere med, udover at TAKKE for alle de varme og opbakkende kommentarer jeg har fået. Jeg har læst hver og een flere gange og alle har ret i, at opmærksomhed og tid er den ( den spydige kommentar altså) ikke værd at bruge mere af på. Så den er hermed lukket og slukket.
Der er efterlyst flere billeder af de pelsede, og det skal jeg da nok sørge for kommer. Senere.. for jeg tror lige jeg napper et par timer mere på langs :-)
Rigtig god mandag til alle også de sure.. ;-))
Måske var det på tide, at du greb lidt i gammel barm og så din virkelighed i øjnene! Kors, hvor er det dog frustrerende med en kvinde, der dybeste set er hamrende manipulerende og mester i at skubbe alle andre ud af reden, der jamrer så meger konstant og angler efter andres accept. Get over it!
Denne kommentar har jeg modtaget i dag, ved mit seneste skriv. Egentligt har det overrasket mig, at den først er kommet nu, for jeg har blogget i halvandet år, og mange andre bloggere har i denne periode fortalt om spam af enhver art. Hver gang lige ubehageligt.
Det der allerførst rammer er uden tvivl det faktum, at vi her har at gøre med en læser der vælger at skrive svadaen anonymt. Det syntes jeg sgu er lidt tynd-ejnar, men godt så. Det næste er, at det er en læser der åbenbart har læst mere end sidste indlæg, og derfor må jeg antage at vedkommende har en eller anden twisted fornøjelse i, at læse med hos mig, der tydeligvis irriterer og sætter pis i kog.
Om jeg begriber at mennesket gider!
Der er så mange solskins/blomster/happy happy/ no troubled life bloggere, at det virker helt uforståeligt på mig, at tiden så bruges til at læse mine indlæg. Jeg selv gider da ikke læse, der hvor jeg ikke føler mig tilpas. Omvendt læser jeg med, hvor jeg syntes der er relevans for mig selv, hvor teksten interesserer mig, er godt skrevet, eller i den anden grøft, mindre godt formuleret måske, men fyldt med ord der giver mig noget. Ikke på vilkår om jeg gider bruge tid på at læse, der hvor jeg bliver i dårligt humør..
Nå, men jeg kan så videre undre mig, netop pga anonymiteten, om det er en læser der selv blogger, eller om det er en der bare suger af andres liv. Begge dele kan jo være tilfældet, ligesom det kan være en af dem der har afmeldt sig som fast læser. Uanset hvad er det stadig en ubehagelig følelse der rammer mig, når jeg sådan sidder og læser den igen.
Jeg skriver for at aflaste mig selv, fordi det er sjovt, og fordi jeg kan dele det der fylder ( godt og skidt) med andre. Jeg har ikke tænkt mig at stoppe med det, og vil slet ikke begynde at ændre på indholdet, da indholdet er mig. I takt med at tiden er gået, er min egen anonymitet jo forsvundet, og der er faktisk ting jeg ikke længere deler ud af på bloggen, tro det eller lad være. Simpelthen fordi jeg ikke er ukendt mere. Sådan må det være. I øvrigt mener jeg selv, at min blog som afspejler mig som menneske, er fyldt med både solskin og regn. Den er alsidig og ikke kun en tudeklud, men faktisk gider jeg ikke forsvare den som sådan.
Min familie er bekendt med at jeg skriver, de følger med og ved at det er min ventil i de svære tider, og min store fornøjelse i de gode.
INGEN skal heller være i tvivl om at sådan en kommentar rammer mig dybt i hjertet. Jeg blev simpelthen så skide hamrende ked af det, og også lidt forskrækket, for den er faktisk ret så aggresiv. Ydermere kan jeg så med fare for at provokere vedkommende endnu mere, sige at for et menneske som jeg, der med de to diagnoser jeg render rundt med ( særligt sensitiv og borderline), er det ord der går rent ind, sætter noget i gang og som nu uden tvivl vil køre i mit hoved meget længe. Vedkommende der åbenbart har læst med en tid må jeg gå ud fra, ved OGSÅ at jeg bliver dybt påvirket at kommentaren. Derfor er den i mine øjne ondskabsfuld, og det er da klamt.
Hvordan kan man skrive sådan til en man dybest set ikke kender???
Efter denne uges lange dage med absolut ingen energi, ovenpå forrige uges oplevelser, kan jeg godt frygte lidt, at jeg har alt for store ambitioner og drømme. Der er jo noget jeg mægtigt gerne vil, og som jeg har talt om on off i et års tid.
Det er min lille køretur til Fyn og Jylland jeg tænker på.
Jeg vil så gerne hilse på nogle af de bloggere jeg har “mødt” i den tid jeg har blogget, og jeg drømmer derfor om at pakke bilen med strik, gummistøvler, masser af benzin og så bare køre derud af. Det vil også give mig selv et break fra det der foregår hjemme. En lille miniferie til mig simpelthen.
Familien er helt med på den, og jeg har fået penge i fødselsdagsgave, men jeg skal endnu lige spare lidt mere op, så jeg ikke kører tør og må bo til evig tid på en tilfældig mark.
Der er dog en lille irriterende djævel inde i mig, der bliver ved med at minde min om mine egne begrænsninger. Senest nu hvor jeg har været helt færdig ovenpå noget så simpelt som en fødselsdag, et lægebesøg, en fest og en retur-køretur til Vordingborg. Nu ved jeg godt at det ikke er mærkeligt eller specielt, at der kommer en reaktion, men det er så voldsomt syntes jeg. Ikke alene bliver jeg træt, jeg mister fuldstændigt evnen til at tænke en fornuftig tanke, og jeg oplever at jeg ikke engang magter at stå ud af sengen. Fem dage har det taget at komme ovenpå igen.
Det har jeg skrevet side op og side ned om, til bevidstløshed faktisk, men KAN jeg mon overhovedet gennemføre sådan en tur, som jeg drømmer om?? Jeg mener.. hvad nu hvis jeg, når jeg ankommer til en aftale, er så bombet at jeg slet ikke orker at tale? Jeg er sikker på at jeg ved første stop, som jeg håber bliver på fyn, nok skal have det godt, men turen videre? Hvad gør jeg der? Jeg har hele tiden satset på at stoppe en to – tre steder i Jylland, men for pokker jeg skal jo også hjem igen. Og der er søreme langt, hvis jeg ikke engang kan koncentrere mig om at køre bilen. Tog har jeg overvejet, men det er simpelthen for dyrt, og jeg har ikke kræfter til at slæbe baggage ind og ud af tog og bus, være lukket inde på meget lidt plads med en masse mennesker, der taler og tumler rundt. Jeg skal også kunne stoppe op og lægge mig til hvil når der er behov, hvilket jeg bedre kan i bilen. Der er heldigvis mange rastepladser og tankstationer jeg kan holde ind ved på vejen.
Optimisten ville sige at jeg sagtens kan, at jeg ikke skal lade mig begrænse, at jeg har gjort det før uden problemer. At intet er umuligt.
Pessimisten siger at det sikkert bliver for belastende, og at jeg vil mere end jeg reelt kan. At prisen bliver for høj bagefter.
Realisten minder mig forsigtigt om, at jeg skal være netop det.. realistisk.
Heldigvis skinner solen idag, og jeg kan tænke videre en tid endnu :)
Noget nær en hel uge har det taget, men nu er den der.
Energien og frem for alt lysten til at stå op, bade, få lavet lidt og se ud af vinduet. Sikken spildtid tænker jeg, og er hver gang lige undrende over hvor lang tid det tager. Hvornår mon jeg lærer det, accepterer og bare flyder med, indtil trætheden igen forsvinder??
Det er weekend lige om lidt, og så er vi spændte på at høre om, hvordan første uge på efterskolen har været. Datteren kommer hjem, og hun slutter ugen af med en togtur hun bestemt ikke har været tvunget til før. Hun SKAL lære at færdes alene med offentlige transportmidler, og derfor skal hun hjem hver weekend de første tre uger. Det koster spidsen af en jetjager hver gang, men vi får heldigvis tilskud til transporten af kommunen. Vi har forklaret hende, at vi ikke liiiige kan køre 400 km hver weekend for at hente og bringe.. Disse første tre gange vil hun blive fulgt af skolens personale og en særlig rejsekammerat, der kender turen og som kan hjælpe med det praktiske. Derefter kommer hun hjem hver anden weekend, og skal følges med dem der nu skal samme vej, og derefter tage videre selv det sidste stykke fra Kbh H til Flintholm. Hidtil har hun nægtet kategorisk at benytte den form for transport, og er stædigt gået på sine flade konvolutter uanset, hvor lang en vej hun har skullet ud på. Vi er meget spændte på om skolen har formået, at få hende om bord på toget..
De meldinger vi har fået indtil nu om opholdet dernede har været positive, så vi er glade og lettede.
Tanken dukkede op midt i strik og hygge med kæresten.
Selvom jeg er træt som en 80 årig, må jeg tage fat i det gode jeg omgiver mig med. Det smukke og glædelige i dagligdagen og fra ferien, som fortjener at jeg liiige standser op og ryster den sorte kappe af mig. Ikke alt er jo noget hø vel..?
Nu sidder jeg i sengen med tændte lys og lytter til denne cd:
Den indeholder de melodier jeg holder allermest af fra Mozart’s store katalog, tilsat noget så anderledes som havets brusen bagved. Sindet løsnes og knuderne blødes op, når den bliver spillet. Min favorit i denne samling er klaverkoncert nr 20 i D-mol.
For at illustrere for mig selv, hvad der findes omkring mig, og indeni af glæder og hverdags mirakler, som jeg skal holde fast i husker jeg på dette:
Jeg kan få huset til at dufte af hjemmebag på ingen tid, hvis jeg tager mig sammen.
Jeg kan kigge på Cupcake og grine over hans numre og fiduser.
Små skønheder findes lige for næsen af mig
Ham her kysser mig hver eneste dag og holder om mig når jeg trænger
Hvis han da ikke slæber mig med op på et hustag i Gothersgade, iført stiletter og kort kjole ;) Boltens gård er smuk set fra oven sku jeg hilse at sige..
Jeg har haft den smukkeste altan i år at opholde mig på, på alle tider af døgnet
Jeg kan mindes en sommerdag i ny kjole og en havn i Holbæk, med kæresten på arbejde. Romantisk at han tager mig med, og en lykke at vi kan.
Jeg har farverig luksus i mit eget værelse og tiden til at lege med det
Jeg kan mindes dette sarte væsen, på besøg i min klematis en dag i juli.
Og jeg har to unger, der begge er kærlige, fyldt med gode egenskaber og masser af knus.. Det skal jeg holde fast i, når dage som disse sorte af slagsen, rammer mig med en kraft så tung som en kampvogn.
Og nu er det weekend om lidt ;-)
Ja ja jeg ved det.. Jeg har jo lovet at øve mig i optimismens svære kunst, men når jeg er overstimuleret, underskudsramt med ro, og trætheden dominerer hele mit system, har jeg uendeligt svært ved at tralle og synge. På de dage kører tankerne endnu mere end ellers, og alt det jeg normalt er ( næsten) i stand til at fortrænge af mørke tanker og tunge spekulationer, skubber sig frem i første række af min bevidsthed.
Den besked jeg fik på min fødselsdag, har jeg haft lidt svært ved at tage med oprejst pande. Eller.. jo jeg skal jo nok tackle det og tage det som det kommer, for som jeg har skrevet er det hverken dødeligt eller farligt, andre har fået værre beskeder en min, men et eller andet sted føler jeg mig lidt amputeret. At vide at mit underliv ikke fungerer som det skal er altså ret så hårdt. At skulle forholde sig til en fremtid med smerter, som i værste fald kun bliver værre, er næsten ikke til at bære.
Jeg ved at det nok skal gå, at der er flere muligheder for lindring, og at jeg er begavet med en mand der elsker mig, og som siger at også DET skal vi nok klare sammen, men lige nu er jeg bare lidt nedtrykt over det.
Kan man sige at jeg mærker alderen trykke??? ;)
Jeg fortsætter med at være fladmast i dag. Det er som det er, men jeg bliver alligevel stresset over at måtte sætte mig selv på stand by, hver gang jeg har muntret mig lidt. Der går alt for megen tid med ingenting syntes jeg. Mine små basser ligger her ved siden af mig og hygger, vi slapper sammen gør vi :)
At det er sådan det må være, og at det sansynligvis er sådan det må være resten af livet, er en nedslående tanke, så jeg ser i stedet frem til næste uge, og håber at der denne gang IKKE opstår uventede ting, for går det som det planlagt er kæresten og jeg søreme alene hjemme i fem dage i næste uge..
At tænke sig.
Det bliver første gang i vores tid sammen.
Rasmus skal til Berlin med klassen og datteren er jo på efterskole, så jeg har meldt ud til de to store at vi IKKE er “hjemme” i næste uge. Har simpelthen erklæret at telefonen kun skal bruges til nødopkald, og at vi IKKE er tilgængelige. Min samvittighed er ren som sne, og jeg glæder mig som et lille barn. For mit eget vedkommende vil jeg ikke være at træffe uden at jeg selv har bedt om det. Kæresten kan gøre som han vil, men jeg ved at han også glæder sig rimeligt meget. Det er tvivlsomt om vi overhovedet vil tage tøj på i den uge hihi.
Altså når vi er hjemme… ;-)
