Dyreliv i Vanløse

 

 

Når man vender ryggen til et marsvin, så husk liige at de ikke er dumme… ;)

Ham her solede sig ved Damhussøen, men hvad er der galt med hans næb?? 

Helt uberørt at alle menneskene der cykler, løber og går forbi ligger svanemor på reden og passer sine æg.

De ser altså lidt stivnakkede ud ik.. ;)   Helt synkront holdes der øje med udsigten.

Og som rosinen i pølseenden fra ugen der gik i Vanløse, et perfekt klædt stenbed. Sprødt og friskt at kigge på.

 

 

Jeg er tilbage på Østerbro og uanset hvor skønt det er at låne lejlighed og plads, så er egne ting og omgivelser altså skønt at se igen.  Mit tæppe og min nye miniovn feks.. Tæppet var for tungt at slæbe med på ferie, så det ligger klar til at jeg kan genoptage arbejdet med det, og ovnen.. tjaaa i erkendelsen af at jeg måske skal være her i mange måneder endnu, orkede jeg ikke længere at undvære. Så nu kan Rasmus og jeg igen smage nybagte boller, hjemmelavet pizza og grøntsager i fad. Foruden at der faktisk også kan være en lille steg derinde.. Med varmluft er det en god investering og om ikke andet kan den bruges af ungerne når de engang får eget bo.

Stille dage i Vanløse

 

 

 

I min familie har vi ingen traditioner for at samles til påske. Ihvertfald ikke i de sidste mange år, og derfor har jeg tilbragt tiden siden tirsdag i Vanløse. Som altid vil Rasmus ikke forlade Østerbro, han knokler som en besat med at køre som pizzabud for at spare op til sin første ferie med indlagt Roskildefestival, så jeg har været alene i lejligheden som er overladt mig, da veninden fejrer sin påske på fyn.

Det har været en tiltrængt pause fra mit liv, og jeg har nydt de ensomme og stille dage her, kun afbrudt af besøg fra ungerne og en dejlig ven. Jeg har øvet mig i mentaltræning, nusset om dyrene og altanen, og arbejdet i butikken lørdag. Gået ture og strikket til højtlæsning af en af mine favoritbøger.  Det har været helt vidunderligt at høre stilheden. Intet tv har kørt i timevis, ingen stemmer der har talt nonstop, kun den saglige stilhed. Fredag var der på P2 hviledag hvilket passede mig strålende. En lang dag kun med stille klassisk musik fik mig til at spænde helt af i mine ellers hårde knuder i nakken.

Hele april har vist sig at være stressende for mig rent psykisk, og jeg har haft en af de mdr hvor jeg ikke har formidlet meget herinde, men jeg håber at maj blive bedre og mere udadvendt igen. Ihvertfald har denne uge været lige hvad jeg havde brug for.

 

Snapshots fra min påske:

 

 

De sidste to dage vil jeg nyde på samme måde. Stille, mediterende og langsomt. Med naturen der i den grad er sprunget ud i denne uge. Med solens lys der varmer min sjæl og mit sind. Med strik og hækling og historier. Med drømme og håb om min fremtid i hjertet.

 

Det har været en rigtigt dejlig påske.

Min påskegave AKA Operation Påskeglad

 

Jeg har modtaget min påskegave i lørdags.  Posten bankede forsigtigt på døren lørdag formiddag, og da jeg åbnede døren stod der en ung fyr med et bredt grin. I hænderne holdt han så forsigtigt som var det ukogte æg, den fineste pakke.

 

Æsken er pakket ind i papir som lige præcis har min ynglingsfarve. Den lysegrønne..  Forårets farve. Både øverst og på siderne er der sat mærkat på med logoet fra Operation Påskeglad, en ide jeg ærgrer mig over at jeg ikke selv fik sat på den pakke jeg har afsendt..

 

I æsken ligger der en masse fine ting og jeg er intet mindre end både overvældet og rørt over den tid og energi der er lagt i gaven.

En tændstikæske pyntet med en glad lille bi. Små mærker til at sætte på fremtidige fødselsdagsgaver, i alle mulige forårsfarver og i facon som blomster. En fantastisk mængde påskeæg klippet i karton og pyntet i alskens smukke papirer og silkebånd så de kan hænges op. De bliver den første påskepynt jeg har og kan gemme til mit fremtidige hjem. Foruden disse hjemmelavede og smukke påsketing ligger der også chokolade og en hilsen til mig.

 

TUSIND TAK til påskeharen i form af en kvinde jeg slet ikke kender og som jeg heller ikke lige kan gennemskue om har en blog jeg kan besøge.

 

 

******

Kære Silla fra postnummer 7570,  du skal vide at jeg virkeligt glæder mig over din gave. Med sirlig håndskift har du skrevet, og selvom jeg har lært og skriver skråskift selv, så kan jeg simpelthen ikke læse hele afsenderadressen ;)  Så derfor takker jeg dig ad denne vej.

Kærlig hilsen Henriette

*******

 

Og jeg selv.. ja jeg har også selv afsendt min gave til en modtager her på Sjælland. Jeg har haft den færdig og liggende længe, men har igen og igen glemt at tage den med til posthuset. Endeligt i går kom den afsted, og den flinke postdame lovede mig højt og helligt at den nok skal nå frem, ( jeg har sørget for at betale for den hurtigste fragt man kan). I tråd med mit forrige indlæg kan jeg så tilføje endnu et par kiksere til listen af stressrelaterede hændelser.

 

Jeg har SÅGU da glemt at forevige min pakke inden jeg sendte den!!!!  Så jeg kan desværre ikke fremvise nogen pakke her i år. Men fin var den. Og så håber jeg bare at modtageren bliver glad for den. På trods af at  jeg ikke har magtet at være kreativ og frembringe krationer fra egen hånd. Men jeg lover at den alligevel bringer påsken frem til modtageren :-)

I går var også dagen, hvor jeg tabte et af de nøgler garn jeg lige har hentet hos Slavi!  Med andre ord har jeg bogstaveligt smidt guld på gaden..  Et nøgle Malabrigo Lace ligger et eller andet sted i København, og jeg håber ved gud, at den der finder det og samler det op må genkende kvaliteten og fornøjelsesværdien i det.

Jeg har taget navneforandring!

 

Det nye liv’s blogejer hedder nu

Frk.  Hovedet under armen Hald

 

 

Denne uge har været præget af helt fantastisk tåbelige hændelser. Hændelser der kunne være undgået, hvis bare mit hoved ikke var så stopfyld med alskens problemer og tunge emner..  Op ad bakke er hvad det er.

 

 

Allerede sidste lørdag rullede hovedet af, hvilket jeg HAR fortalt om her. Derefter er det gået slag i slag, og i dag er ingen undtagelse.

Ugen der gik:

Bilnøgler glemt i låst bil INDE i vaskehallen.

Vaskekort stukket i maskinen mere end een gang!  Resultatet er en hvidvask til 50 kroner. SUK  ( ikke første gang i denne mdr jeg har lavet det nummer! )

Vask af min absolut favorit cardigan denne vinter og dette forår. Resultat.. den er krympet og DET har jeg jo også bedrevet før og ret så for nyligt!  FANDENS OSSE.  Jeg er faktisk temmeligt knust over det, for trøjen kan ikke købes længere, og det forsøg jeg selv gik i gang med som kopi er kuldsejlet da ærmerne endte med at være dumme.

Har pudset vindue i dag.. Resultat:

Jeps :-)  vandet der skulle i spanden via brusehovedet endte med at overbruse mig i stedet for. Så om ikke andet fik jeg da også pudset mine briller.. Og vandet entreen!

 

Har som skrevet vasket idag. På vej i kælderen tømmer jeg postkassen for reklamer og post. Går derned smider noget af tøjet i tørretumbleren og går ovenpå igen. En time senere kan jeg i vaskerummet finde min bunke med reklamer OG flere private breve..  Jesus altså!

 

Og sådan går det ret ofte for tiden. Jeg husker som en si. Glemmer konsekvent. Taber ting. Spilder ting. Går ind i alt. Forlægger ting og endnu værre.. mister også ind i mellem elskede ejendele. Senest i denne uge også. En sølvring jeg har været meget glad for, og et af de sidste smykker jeg har tilbage og går med altid. Borte og væk er den. Tabt forleden et sted mellem Vanløse og Østerbro. Har søgt og ledt, tænkt og overvejet, men der ER og bliver væk. Satans osse. Hvad værre er, så er det en foræring fra en kær veninde, hvilket gør mig endnu mere ked.

 

Jeg ved det jo godt. Det er stress. Uden tvivl. Og selvom jeg gør hvad jeg kan, så vil den ikke helt slippe taget i mig. Derfor skriver jeg ikke så mange ord her for tiden. Jeg ville gerne, men lytter efter og mærker at det bare ikke er nu jeg skal bruge energien på at HUSKE at kommunikere med blogland. Der er masser af små og store historier på lager, men der bliver de. Har slet ikke villet nævne det, men har endnu en gang haft en kæmpe nedtur med monstermigræne og den helt store tudetur i denne uge. Med akuthjælp fra personalet og hvad har vi, men jeg skal nok rejse mig endnu engang. Selvfølgelig.  For jeg gider da ikke spilde mere tid end højest nødvendigt.

 

Indtil jeg ikke længere er stresset og presset bør jeg muligvis bruge min cykelhjelm hver dag hele dagen og desuden supplere med beskyttelsesbriller, knæbeskyttere og rustning. Ellers kommer jeg en dag alvorligt til skade er jeg bange for.

 

Men jeg kan da nu se ud af mit vindue igen :-)    De små glæder I ved..

 

Ustabil

 

 

 

 

Jeg er vanvittigt ustabil i øjeblikket. Eller.. jeg har fået et tilbagefald. Til der hvor jeg gerne vil en hel masse men INTET orker. Om morgenen når jeg vågner er bare tanken om, at jeg skal op og i tøjet nærmest uoverskuelig. Jeg har simpelthen ikke lyst. Har heller ikke lyst til at arbejde, skrive her på bloggen, ikke lyst til at gå nogen steder, ikke lyst til at være praktisk..  ikke lyst til noget som helst!

 

Energien og lysten kommer i små doser, som feks i lørdags. Da var jeg frisk nok. Men siden har jeg været helt flad igen. Det er muligt det er helt normalt, min situation taget i betragning, men det gør mig ked af det. Jeg vil så gerne være i live hver dag. Give af mig selv og være noget for alle, men jeg kan ikke.

 

Selv strikkeriet som jeg er så glad for kan jeg ikke tage mig sammen til. Jeg er jo klar til et nyt projekt, men jeg kan ikke samle mig om det. Har påbegyndt flere forskellige, men så igen lagt det fra mig. Lysten.. I ved. Det eneste jeg faktisk har lyst og energi til, er hækling. Det kræver intet andet end “lige ud af landevejen”, og at række ud efter en tilfældig ny farve. De to kanaler jeg har på mit lille tv er rigeligt med underholdning sammen med min lydbog.  Mere kan jeg nærmest ikke rumme.

 

Måske det skyldes migrænen som rammer i flæng og uden varsel. Det tager flere dage inden det er overstået igen og trætheden derefter er overvældende. Måske det skyldes at jeg bare bruger enorme mængder af kræfter på at motivere mig selv. Til netop IKKE at gå ned. Til at nægte at lade mig kue af huset her. Til IKKE at tænke på pengene som hele tiden er for få.  Til at få sønnike af sted hver dag. Til alt det der hele tiden ikke fungerer.

 

Aftaler er svære at overholde og derfor nok åndsvage at lave. I går var jeg inviteret til Lysfest i Tivoli feks. En ven havde et par fribilletter liggende og jeg har ikke været der i flere år såå… Jeg endte med at aflyse. Faktisk var der tre aftaler i går jeg aflyste! Dømte dagen til huledag simpelthen. Delvis også fordi mandagen var migrænedag og den stærke medicin sløver mig længe efter. Om aftenen lod jeg mig alligevel overtale til at gå ud. Bare til en kop kaffe. Jeg tilbragte timerne med at længes hjem!

 

Jeg ved sgu ikke..   Hvad der sker med mig. Men jeg ved at det her krisehjemnoget, det tærer på mig. Og er der iøvrigt nogen der gider slukke for himlens vandhane og tænde for lyset igen??

Det behøver ikke være kedeligt..

 

.. at tilbringe tid på en tankstation!

 

Ihvertfald ikke når man er mig.  I første omgang besøgte jeg min egen nærstation for at tanke bilen. Det samme ville en masse andre, så der var kø helt ud på gaden. Fint nok for mig for jeg havde god tid, og med solen som følgesvend gad jeg slet ikke hidse mig op over en smule masen og bukseren. Så holder jeg altså der. Venter så pænt og med eet er der plads til, at jeg kan trække til venstre og parkere  min lille dyt for at give den mere brændstof, men så er det at bilisten bagved mig går helt amok!  Kvindemennesket begynder at dytte, råbe og gestikulere fuldstændigt vanvittigt og jeg kigger mig om for at se om nogen er kørt over eller noget??  Hun fortsætter og der går det op for mig at det er MIG hun flipper over. Og hvorfor gør hun så det??  Jojo, fordi jeg PARKERER for at tanke såmænd!!

Jeg stiger ud af min bil, kigger spørgende på min sidemand der tanker på den anden side, og da hans øjenbryn sidder helt omme i nakken tænker jeg, OK så er det sgu her jeg må træde i karaktér. Med faste skridt går jeg hen og spørger damen om, hvad det er hun mener er så fandens irriterende, og det skal jeg sige jer:

 

Hun raser over at jeg tanker!!

 

Jeg mener.. vi er for fanden da på en tankstation. Der er kø ja, og nu er det så tilfældigvis MIN tur. MIN bil er lille og væver, men HENDES er et ordentligt drøn og der har vi måske problemet hehe.  For hendes dæksel sidder i DEN ANDEN SIDE af bilen og hun kan hverken komme frem eller tilbage før enten jeg eller min sidemand er færdige. Hun skal om på den anden side af mig, eller vente på min sidemand og det huer ikke damen. Tough luck moster siger jeg, og fortæller som en ekstra bonus at når jeg er færdig med at tanke, vil jeg gå ind for at handle lidt kaffe og ekstra, så hun må vente.  Der er lissom køkultur her.

 

MAND hun var tosset. Og jeg var ligeglad for herregud solen skinner, og da hun besluttede at holde ind lige her, var der allerede kø som sagt helt ud på gaden, så måske hun mere skulle rase over sin egen fejlvurdering af ventetid og overskud. NÅ! Jeg fik sidemandens brede smil, og min kaffe med på min videre færd ud i verden og jeg grinede hele vejen.

 

 

NÅ, men mit stankstations eventyr stopper ikke her for jeg kører mod Lyngby for at besøge en adresse, der måske, måske ikke huser mine gummisko..  Desværre er mor og far ikke hjemme, så jeg runder impulsivt deres lokale og meget besøgte bilvask. NU skal det sgu være. Den blå skal være ren igen. Jeg har tiden, solen skinner og det er en dejlig lørdag. Foran mig er der fire bilen i køen og det passer mig fint, for så kan jeg jo sidde der og strikke og kigge på mennesker i ventetiden. Langsomt nærmer vi os den magiske vaskemaskine, og da manden foran mig kører ind går der noget i skuddermudder derinde. Han kommer ud og melder om startvanskeligheder i vaskeprocessen.

 

SKIDT da med det tænker jeg..

 

Jeg har nemlig i melletiden fået udsigt til denne smuksak, og ja ja jeg mener ikke den smarte fyr i solbriller, selvom han nu var tjekket nok, men BILEN :-) Den bliver nusset og pusset og jeg kommenterer til fyren, at sådan håber jeg søreme også han behandler sin kæreste. Vi griner og han fortæller stolt at han lige har fået den. Snik snak om lækre biler følger, og efter ti min går det så op for mig at jeg står og sludrer med en af Lyngby’s superligadrenge.. Ja hvad ved mødre om agurkesalat, men jeg erkender åbent min uvidenhed og han tilgiver mig da heldigvis. Smiler bredt og giver mig sit navn, hvilket jeg erkender er så håbløst at udtale, at jeg vil udelade et forsøg her.

 

Endeligt er det min tur og med fast greb om rattet styrer jeg ind i hallen, parkerer og haster ud. Der er et par ansatte der kigger med, for at tjekke at maskinen nu også virker og alt er lutter smil, hjælpsomhed og hurra. Ud med mig for at skyde lidt flere billeder af drengene med de smarte biler.

 

Livet er herligt, mutter her kan stadigt få smilet frem hos de hurtige drenge, jeg nyder min smøg i solen, og får både dytten og vinken til hilsen da de i fuld fart ræser videre. Porten glider op og så er det man kan se smilet på de FEM bilister der holder i kø bag mig falme en kende. Som den typiske kvinde jeg jo er, har jeg nemlig glemt en vigtig ting..

 

Som I kan se holder jeg der så fint, bilen er klar og det er alle andre sådan set også. Bare lidt noget skidt at nøglerne sidder i tændingen

 

INDE I DEN LÅSTE BIL!!!

 

( og ja.. det er jo ikke første gang jeg prøver det vel.)

 

Tror I lige jeg fik viftet med øjenlågene?  Tilbage med skuldrene, frem med kavlérgangen og så ellers ud til de ventende for at forklare min brøde. Bilen kan ikke flyttes. Der kommer til at gå lidt tid. Hjælpen er inden for rækkevidde, men tålmod er vil være godt her. Beklager..  Især fordi den anden vaskehal er i udu.

 

UPS!

 

De tog det pænt  heldigvis. Smil og ih og åh kom frem. Medsamt flere forskellige bilnøgler til at forsøge at åbne dyret med. Forslag om dette og hint. Forsikringer om at DET ikke betød så meget. Og efter et kvarter kom min kære far cyklende i fuld fart med reservenøglen. Pyhh sikke noget altså. Måske jeg sku koncentrere mig om min egen bil, og ikke de smartere modeller i fremtiden *fnis*

En lille krølle på den historie er, at bilen slet ikke var ren da jeg kom ud i solen igen. Maskinen blev erklæret død som en sild, jeg fik mine penge retur og en polet til støvsugeren. Så nu er den ved håndkraft pudset op, støvsuget og så ren som længe set.

 

Det er sgu da ikke nogen dårlig måde at tilbringe en lørdag formiddag i april på :-)))

SkrivebloGering

 

 

 

Der er lige smuttet et par dage fra mig. En masse oppe i hovedet har skullet finde deres rette plads, og så er jeg bare stadigt generelt udmattet efter sidste uges nedsmeltning. Jeg har efterhånden lært på den hårde måde, at når det sker ( og det gør det jo stadigt med jævne mellemrum..), ja så tager det det meste af en hel uge bagefter, at rejse mig helt igen.

 

Jeg har ikke jobbet så meget, faktisk ikke før et par timer i går. I dag har jeg brugt et par timer på praktisk papirarbejde sammen med min kontaktperson her på centret. Ansøgning om tilskud til det ene og det andet er udfyldt, og når jeg har hvilet mig lidt, skal det lige læses igennem og så er det bare afsted med det hele i en fart. Tilskud til medicin, tænder og så en flytning. Jeg har det umanerligt dårligt over, at vi nu går sommeren i møde, og jeg ved endnu ikke hvor længe jeg skal blive her. Det betyder at de ting, der nu fylder i Putz’ernes kælder, og endnu værre… i deres udestue, dem må jeg finde et andet sted til. Jeg kan ikke leve med at de ikke kan benytte deres ekstra rum, nu her hvor det for alvor begynder at være varmere. Derfor må jeg have hjælp til at få det flyttet og opmagasineret et ordentligt sted, og det koster jo sååå.. derfor tilskuddet.

 

Pyh jeg kan næste mærke tårene presse sig på over det. Det er uoverskueligt og besværligt, og ikke mindst påvirker min situation jo også søde menneskers hverdag omkring mig. DET er det værste.

 

Så jeg har hængepartier alle vegne. Hængepartier der opstår fordi jeg er træt og ikke kan koncentrere mig, og min hukommelse svigter. Jeg ved jeg har mails jeg har glemt at besvare, og her er der lagt kommentarer til mig, som jeg bestemt er glad for, men som jeg heller ikke har reageret på. Til dem der ikke kender mig, men har læst med og skrevet vil jeg bare sige, at jeg nok skal vende tilbage. Senere. Lige nu orker jeg desværre ikke meget mere end lige give lyd fra mig.

 

Jeg er færdig med min poncho. Resultatet er so and so, men den kan bruges og det er ok. Min cykel er allerede flad på baghjulet, så den står stille lige nu. Den hæklede smuksak er jeg blevet grundigt uvenner med og den er endt som tæppe, men jeg er alligevel opsat på at lave en, så jeg begynder forfra.. senere. Lige nu har jeg fået NOK af hækling. Strik står mit hjerte nærest, så jeg tager lige en cardigan på pindende inden jeg igen finder hæklenålen frem. Der ligger jo også mit bølgetæppe i kurven med projekter såå.

 

Jeg har ting jeg skal have sendt afsted med posten. Jeg har bilen der skal fikses, og hvad er der mere..             NÅ JO da, jeg har forsøgt at få plads i mit køkken til at lave ordentlig mad. Det går ikke det her med den kost jeg får, så nu har jeg faktisk fået hjemmelavet varm mad i går aftes, grød til morgen og frokosten skal nok også blive fornuftig. Jeg VIL ha min energi igen. Og måske blive nogle af smerterne kvit.

 

Jeg slutter med lidt foto’s fra de seneste dage :

 

 

 

 

I aften tager jeg ud og strikker med søde piger, og om jeg så kun kan klare et par timer, glæder jeg mig rigtigt meget til det.

Lørdag på Langelinie, og en udfordring til blogland

 

 

Jeg elsker altså bare den cykel. Hu Hej hvor den tager mig rundt og omkring. I dag bragte den mig til Langelinie, og jeg er så optaget af at kigge rundt, at jeg næsten glemmer at se mig for i trafikken.. Henriette 5 år og ja jeg ved det.. jeg skal passe på mig selv, så derfor er der også blevet givet mig en fornuftig cyklehjelm, men den får I altså ikke at se lige i dag. Med den på ikke bare ligner jeg Henriette 5 år, jeg føler mig sgu også sådan ;-)  Forresten er det en ualmindeligt dejlig følelse, at et andet menneske ønsker at passe på mig for mig, så omtanken der ligger i den hjelm er næsten bedre end at mit kranie ikke går itu ved en mulig kontakt med en kantsten.  Jeg elsker den hjelm, men Ih guder hvor ser jeg åndet ud!  Hvad med jer derude?

 

*******************************************

 

Hermed en lille udfordring til blogland:

 

Kører I med eller uden styrthjelm og i så fald hvordan ser den ud? 

 

VIS os din cykelhjelm, og jeg viser min :-)

 

**********************************************

 

 

 

Her er dagens indtryk fra min cykeltur:

 

 

Jeg har det meget bedre nu. Tak Inge for rådet om en tur til vandet. Det er altid helende.

Jøsses!

 

 

 

 

Jeg har det elendigt her til morgen. Er vågnet efter et mareridt af værste skuffe og hele min krop, organisme og mit sind er påvirket af det. Et mareridt om flytning, en eks der bliver ved med at insistere på at spøge, og ikke vil lade mig komme videre og være fri. Indtryk fra en masse steder med mit indbo hulter til bulter. Kaos og stress og en masse gode mennesker, der gør hvad de kan for at hjælpe. En drøm der fanme ikke engang kun er en drøm, men da jeg vågner viser sig at være den skinbarlige virkelighed her og nu for mig.

 

Faktisk essensen af hvad der fylder mit hoved hver eneste dag..  Nu plager det mig sgu også om natten!

 

Nå, men jeg må ryste det af mig, prøve at få en god dag og satse på at solen kommer frem på himlen. At kæmpe for sig selv hver eneste dag, er for hårdt og jeg har allermest lyst til bare at give op. Lade mig drive afsted på beroligende piller, glemme og sove. ( Men det gør jeg selvfølgelig ikke )

 

I dag kan jeg mærke ensomheden helt ind til benet. Gråden der ligger lige under overfladen. Hvor tyndhudet jeg er, og hvor meget angsten har fået bolig i min krop. Det er ikke den slags angst der invaliderer og lammer mig, men den der allerstedsnærværende utryghed. Hvad skal der blive af mig?  KAN jeg overhovedet forvente nogensinde, at fortjene omsorg og kærlighed igen?  Jeg kæmper af al kraft hver dag for ikke at fortiden skal ødelægge min fremtid, men hvor længe skal der gå før jeg ikke længere skal tvinges til at kigge mig tilbage over skuldren?

 

Mest af alt frygter jeg, at jeg pga min sygdom og min fortid aldrig kan forvente at blive elsket. For hvem gider mig?  En halvgammel kvinde, der har lig i lasten og som ikke er ukompliceret???   Kan jeg overhovedet tillade mig at drømme om tosomheden??  Kan jeg tillade mig selv troen på at en dejlig, kærlig, varm og elskelig mand gider bruge sit liv med mig en dag?  At sådan en mand findes og evner at elske en som jeg??

 

GU KAN JEG, men idag tror jeg bare jeg vil tude lidt. Det må man godt engang i mellem..

Gratis lydbøger i April

 

 

 

      

 

Ovre på DR’s hjemmeside har de igen et super godt og GRATIS tilbud til os, der er hooked på pinde med en god historie til. Der er tre krimier til download, og jeg er allerede spændt på hvad de byder på. Først skal jeg dog lige lytte færdig på den jeg er i gang med  for tiden.

Jussi Adler Olsens historie om udenlandske tjenester og kemisk krigsførelse. Jeg har ikke haft så god koncentration på det sidste, eller også er denne bare ikke så god som alle hans andre bøger, jeg ved det ikke.  Jeg har ihvertfald været lææææænge om at lytte den færdig.

 

Klik og lyt her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Lydbog/20101006123938.htm?nyhedsbrev

Den store badedag

 

 

 

Fælledparken var ellers bare våd, grå og kedelig, men fuglen her var underholdning nok for mig.. :-)

Ahhhh :-)

 

 

Ja ok.. det er godt nok ikke det fedeste vejr at begynde april med, MEN det sk.. jeg på, for jeg har udsigt til nogle dage uden nogen som helst planer. Så vidt jeg da husker!  Min hukommelse er nemlig helt ad pommern til igen, og er der nogen derude der ved noget jeg har glemt, så sig endeligt til. 

 

Nå, men altså ud fra hvad jeg selv tror jeg ved, så har jeg god tid til at restituere mig igen. Intet er fastlagt, men jeg håber at få opdateret min Ravelryside, og så vil jeg gerne nørde lidt med på computeren. Hvis himlen tørrer ud vil jeg også gerne ud på min cykel.  Få og letoverskuelige planer er lige hvad jeg har brug for nu.

 

Det er fridag, det er fredag og så er det ikke engang løgn ;-)))