Vandgang

 

 

 

Tiden flyver fra mig. Godtnok er jeg utålmodig efter at nå til august, men jeg syntes måske nok alligevel, at det går lige lovligt hurtigt for tiden. Forleden var det sankthans, men jeg er mentalt ikke engang færdig med maj endnu!  Nu når vi juli om lidt og jeg må lige sørge for at jeg i fremtiden kan huske hvad juni bragte. Godt at man har en blog der kan hjælpe når det kniber med hukommelsen hehe.

Juni har været fyldt med en masse oplevelser, og lidt for meget stress for mit vedkommende, men alt andet lige har det været en dejlig måned. Den slutter af med sønnikes allerførste ophold på Roskilde festivalen, og jeg skulle hilse og sige at han har glædet sig. I sidste uge var der tegn i sol og måne til, at det ville blive en festival i høj sol og med stegende gæster, men her til morgen ser jeg så at lørdag nu er udpeget til at være dagen, hvor himlen åbner sluserne, så han bliver indviet som festivalgæst på behørig vis, med smat og sjap og våde hotdogs. Det kommer dog ikke til at genere vil jeg tro, for når først musikken spiller er der ingen der tænker på våde fødder. Det ved jeg af egen erfaring :-))

Når nu sønnike ikke er hjemme er det vel også en arts ferie for mor her, så jeg har ingen andre planer end een dag ad gangen. Det er tiltrængt og for mig er det ligegyldigt om det er vådt eller tørt, jeg skal nok forstå at nyde dagene som jeg nu har lyst til.

 

Kom an juli, jeg er parat lige snart.

Sidste skoledag

 

Onsdag aften var jeg til sidste skoledags arrangement på Rasmus’ skole. En underligt følelse var det at sidde der, efter at begge mine børn har været elever på skolen, og vi har haft vores gang i huset i så mange år.

 

 

Tre niendeklasser var linet op, og der blev holdt taler og sunget inden de alle fik deres afgangsbeviser. Forældre udstyret med kamera og brede smil vimsede rundt, for at forevige det sidste øjeblik inden de alle flyver videre ud i livet. Blandt andet sang vi  “de smukke unge mennesker” af Kim Larsen, og der fik jeg sgu tårer i øjnene. Blev både trist og rørt på een gang, over det der med tiden der er fløjet, og ungerne der ikke længere er små. Pyhh altså.

 

 

 

I går aftes var vi så til den sidste sommerfest med både forældre og elever. Lærerne kiggede forbi for lige at tage afsked med manér og der blev afleveret gaver og sagt et par ord.

Det var hyggeligt. Eller… jo det var det, men jeg har det bare ikke godt i den slags sammenhænge. Føler mig ikke rigtigt tilpas, hvilket er helt åndssvagt for der bliver altid taget godt imod mig af de andre forældre. De kender min og Rasmus historie, og ved at jeg gerne vil komme for hans skyld og for at vise flaget, men at jeg ikke bliver så længe. Jeg slapper bare ikke rigtigt af. Men jeg var der. Jeg spiste og skålede og sludrede. Og efter nogle timer smuttede jeg lige så stille igen. Fik takket af og sagt god sommerferie. Rasmus var tilfreds og hyggede videre. En stor del af klassen, både piger og drenge, skal til Roskilde festivalen sammen og de har gang i en stor lejr, der skal slås op i dag deroppe. Helt selv har de planlagt og arrangeret, så på en eller anden facon er det en god måde at sige farvel til hinanden på efter 10 år sammen.

 

 

10 år!   De gik søreme med lynets hast. Det er lidt skræmmende. For de ti år er også gået for mig, og jeg har ikke været helt tilstede meget af tiden. De næste ti må gerne gå lidt langsommere..

Hvad vil jeg selv?

 

 

Tjaaa. Lige nu befinder jeg mig i en situation, hvor netop det jeg selv vil og har brug for, hele tiden må skubbes til side. Hver dag dukker problemer op der skal løses. Af mig. Andres problemer, behov og dårlige planlægning, ryger direkte ned i mit skød og det bliver mit ansvar at få tingene til at gå op i en højere enhed.

Jeg er ufatteligt dårlig til at sige fra. Og KAN man sige fra hele tiden? Uden at stå tilbage som den dårlige mor eller, hvad jeg nu er for dem jeg skal være der for?

 

Jeg ved det.. det lyder som en klagesang. Det lyder som om jeg har ondt af mig selv. Det er måske ikke helt forkert, men jeg kan bare ikke holde til det. Når man tænker på at jeg ( godtnok ufrivilligt dengang ), fik mit liv tilbage som Henriette, har jeg ikke flere kræfter til at være blæksprutte, end da jeg var i et forhold og havde fire børn. Jeg prøver hver dag, at være opmærksom på mine egne grænser og behov, for ikke at brænde sammen, og alligevel gør jeg det. Hopper, springer og brænder sammen.  Aflyser det jeg selv gerne ville. Får ikke set dem jeg gerne ville se. Får ikke læst og blogget så meget som jeg har lyst til. Får ikke arbejdet i butikken så ofte som jeg har brug for. Får ikke hvilet nok. Får ikke strikket så ofte som jeg trænger til.  Hver dag er det spændende om jeg kommer hjem til en ulåst hovedør, alt lys tændt og fjernsynet kørende, trods det at ingen er hjemme. Når jeg er et sted, er det spændende hvor længe der går, inden opringningen kommer. Den jeg VED kommer. Om et eller andet akut og meget vigtigt, der kræver at jeg pakker mig selv ned igen, og straks tager afsted for at assistere. Hver dag har jeg dårlig samvittighed over ikke at kunne være der, hvor andre ønsker jeg skal være. Og hver eneste dag har jeg dårlig samvittighed over for mig selv.

 

 

For hvad vil jeg selv? Udover det ovenfor nævnte?

 

 

Hvis jeg ku ville jeg bare tage ferie. Ferie fra alt og alle. Være alene i en hængekøje. Eller sidde for enden af en badebro, med kun fuglene som selskab. De beder mig ikke om noget.

 

 

Kigge på den stille vand, hvor kun vandmænd og både duver. Der behøver jeg ikke tale eller give af mig selv.

Hvis det var muligt ville jeg slet ikke lave andet end det jeg selv havde lyst til, og det interessante er at det burde være muligt. Jeg er kun mig selv. Mine børn er store. Hvad er problemet?

 

Jeg er bange for vreden og utilfredsheden. Ganske enkelt. Den der kommer når jeg siger fra. Jeg skylder jo at være der ik…?

 

 

**********************

Ingen stress tærskel at have, er svært at leve med. En hverdag som mange ikke regner for noget, kan vælte mig på kort tid. Mange input får mit hoved til at snurre og min krop til at smerte. Jeg ved at det jeg har det skidt med, sansynligvis ikke er noget særligt, men det er sådan jeg er og jeg kan kun være fortvivlet over, at jeg ikke formår at formidle netop DET, så dem jeg har nærmest kan forstå det og respektere det.

 

Nu skal jeg til Vanløse/Husum for at hente flyttekasser til Josefine. Til Vangede for at hente festivaludstyr for Rasmus. Køre til Frederiksberg for at aflevere det til den adresse det skal leveres til. Tilbage til Valby og vente på at Josefine er klar til at modtage kasserne. Køre til Østerbro for at skifte og hvile, og så skal jeg til Frederiksberg for at være med til fest for klassens afslutning.  Jeg har aflyst at møde på arbejde, og aflyst min egen plan om indkøb til køleskabet. I morgen vil jeg aflyse jobbet for at kunne hjælpe Josefine med at pakke og være klar hvis Rasmus har brug for mere transport. Jeg skal huske at min mor har fødselsdag, og så vil jeg tage til Frederikssund for at overholde min egen længe planlagte aftale, og håbe at jeg ikke bliver alt for skidt tilpas i løbet af dagen. Søndag håber jeg at jeg kan få fri, men skal muligvis flytte lidt mere for min datter. Og så har vi mandag. OG tirsdag og …

Minderne har man da lov at ha

 

 

Og de minder jeg her taler om har givet mig mange mange kæmpe oplevelser og glæder.

 

Det er minderne fra utallige Roskilde festivaler, stadions med tusindvis af mennesker der alle ville det samme. Små spillesteder og større haller. Christiania, Sherperds Bush, Royal Albert Hall, Wembley, København, Valby, og mange mange flere steder rundt omkring i landet.

Jeg har elsket det. Dyrket det. OG fyldt mit liv med musik i årtier. Men nu er det slut. Det må jeg acceptere og forholde mig til. Faktisk er lige det der med at forholde mig det sværeste, hvilket de sidste tre-fire store koncerter vidner om, for alle har jeg måttet afstå fra EFTER, at jeg har haft en billet liggende i månedsvis..

 

Jeg kan bare ikke længere deltage. Den sidste store koncert jeg var til, var på Wembley Arena hvor jeg hørte Depeche Mode spille røven ud af bukserne, så tårene sprang fra mine øjne. Om ikke andet satte den et flot punktum for min karriere som rockchick ;)

 

I går måtte jeg igen melde fra, denne gang for at høre et band jeg har efterlyst på dansk jord i mange år. Foo Fighters spillede på Refshaleøen og jeg er sikker på at det har været fantastisk. Jeg skulle have hørt dem med Malou, men i stedet for kiggede hun og vennerne forbi for at hilse på, og hente billetten som heldigvis kunne sælges videre til en anden, der gerne vil høre dem. Jeg er superglad for at de gad svinge om Østerbro efter den lange køretur fra Århus, for det gav mig så alligevel mulighed for lige at sige hej til en kvinde, jeg har villet møde rigtigt længe. Det var herligt var det. En gang skal hun sidde på min nye altan og nyde the og godter..  det har vi aftalt :)

Jeg har hidtil troet at det var min sygdom der var årsagen. Men måske det nu også er gået hen og blevet et aldersspørgsmål? Jeg ved det ikke, men faktum er, at jeg udover ikke at kunne klare de mange timer tæt presset sammen med 15.000 andre mennesker, heller ikke orker rent fysisk at gå til koncert. Det er for hårdt efterhånden at stå i timevis. Det er for stressende med al støjen og alle indtrykkende. Så selvom jeg godt gad høre de bands jeg holder af..

 

… så gider jeg bare ikke længere.

 

Giver det mening?

Denne her besked

The response to the POST method received from the blog server was invalid:

The HTTP response was missing the required Location head


...  Kommer frem når jeg forsøger at poste fra WLW.  Jeg forstår ikke hvad der menes, men jeg kan forstå at også andre har problemer.  Håber det er midlertidigt for jeg er IKKE tilfreds med bloggers egen indlægsmulighed.


Øv altså

Hvad nu?

Har skrevet et helt indlæg i WLW, men nu vil den pludseligt ikke poste det???  Syntes altså der er meget bøvl med den for tiden. Nogle gange er jeg nødt til at åbne for Picasa for at få den til at poste, og andre gange kan jeg så godt få mine indlæg udgivet. Det er altså møg besværligt.


Andre der har problemer for tiden???  Med writer mener jeg??  eller er det blogger igen, der kokser??

strikkemusthaveonmyfinger…

 

 

 

Ja altså… jeg kan selv kreere brocher og øreringe med garnnøgler og hvad har vi. Ku muligvis også selv lave ringen her, MEN det er år siden jeg sidst gik til smykkefremstilling, og jeg har alle mine værktøjer pakket ned.

Desuden har jeg så meget andet jeg gerne vil bruge min tid på, så jeg har altså..

 

UPS!!!

 

Bestilt denne ring på Etzy. Den koster ikke meget. Burde nok bruge beløbet på noget andet, men jeg kom til at trykke på knappen inden jeg fik tænkt mig om. Den der lille bitte knap man kan klikke på I ved..  Den med “order now” på. Så nu er der en ring på vej til mig fra Canada og helt ærligt..

 

Der er jo ikke andre der giver mig ringe vel?? ;)

 

*****************************************************************************

 

10 gode grunde til at købe ring:

 

Jeg bor på et krisehjem. ( har brug for trøst)

Jeg har snart fødselsdag ( og vil gerne have gaver)

Jeg fylder 45 ( og har levet et halvt liv)

Jeg trænger til opmuntring ( mine uvorne unger tager livet af mig)

Det er sommer ( og så skal man da have store ringe på)  (( ingen vanter til at hænge fast i ))

Jeg er strikkeentusiast ( og så SKAL man have alt hvad der findes af sjove strikkedimser )

Jeg bor på krisehjem ( og har brug for de små glæder i tilværelsen)

Jeg har pakket alle mine andre sølvringe ned sååå…. ( og man kan da ikke undvære ringe vel? )

Man skal gøre noget godt for sig selv  ( og det ku netop være at give sig selv en ring )

Jeg er skør og impulsiv og nem at lokke og fattig alligevel  ( så hvad betyder 213 kroner )

Sjov og fladmast

 

 

Dagens største hit, var klart Angry birds der fløj om ørene på os. Der var stort set konstant kø og leben omkring de hæklede fuglebolde, og det endda selvom det udelukkende var for sjov. Gratis godt nok, men ingen præmer..  Store som små skød som gale, og der var vist også nogle der reelt ramte de grønne grise så vidt jeg husker hihi.

 

Langs gaden var der underholdning til ungerne som bestod af en herre med en guitar. HAN var også velbesøgt.

 

Min tjans bestod også i at være kreamoster en times tid i workshoppen, hvor man kunne lave sig en hårbøjle eller to.Jeg er generelt ikke den store pædagog, men jeg syntes faktisk jeg klarede det ret dygtigt, og også der var der nærmest kø hele tiden. Vi tog på skift en time ved bordet og børnene.

Jov jov da her sidder jeg. Tror det er min personlige rekord i krea med børn, og jeg er stolt er jeg. Ungerne er dødsøde og lytter opmærksomt til anvisningerne. Og kvikke er de også. Ikke mange minutter gik der, før de havde helt styr på det der med limpistol og hvad har vi.

Det var smadder hyggeligt syntes jeg og jeg nød det hele.

 

Og nu er jeg så fladmast, at jeg ikke engang orker at strikke.  Min krop gør ondt og jeg kommer ihvertfald ikke til at sidde oppe længe i aften. Alt sjov har sin pris :-)

 

 

Vanløse på den anden ende 2

 

 

Ja ok… vejret ser ikke just lovende ud., men så er det da godt at vi har pavillioner at stå under, og masser af hjemmestrikkede trøjer i butikken at tage på hihi.

 

Solen skinner ud fra huller i skyerne lige nu, og jeg er er sikker på at det bliver en skæg dag. Sidst jeg deltog i noget lign, er flere år siden. Dengang deltog jeg i “ Mit hjem er mit slot” i Frederiksberg Have. Een ting er sikkert. Der bliver masser af sjov, og mennesker at hilse på. Der bliver godt humør og skønne timer. OG.. så bliver der en udaset, men tilfreds Henriette bagefter.

 

FOO FIGHTERS

REFSHALEØEN
TIRSDAG D. 21. JUNI 2011 KL. 18:00

Jeg har pakket migrænemedicinen i tasken, for anfaldende kommer som perler på snor uden varsel, men jeg gider ikke lade det spolere mine planer. Ik i dag ihvertfald. Det er slemt nok, at den koncert jeg har glædet mig til de sidste halve år, og som jeg skal til på tirsdag, er i fare for at gå fløjten for mig. En lang aften med høj ( men dog feeeed musik ) kan blive en umulighed for mig, skulle hovedet bestemme sig for at få harddisken til at gå i sort. Hvad værre er, så er det også den aften jeg skal mødes med Klidmosteren for første gang og det er da vildt surt hvis det smutter for os.

 

 

 

Nå, men vi får se. En dag ad gangen som man siger, og nu vil jeg glæde mig over i dag. Og dagens fornøjelser i strikkeuniverset :-)

Vanløse på den anden ende.. (Og tilbud på garn.)

 

 

…  ja det hedder det altså.  ( ja altså ikke tilbuddet, det har jeg selv lige tilføjet ..)

 

 

Jeg har været væk nogle dage og er bestemt ikke frisk i bøtten nu, men der er gadefest i morgen på Jernbane Allé, og hele gaden er derfor lukket af og pyntet til lejligheden. En masse sker der, butikker er åbne og der er musik, modeopvisning og masser at spise og drikke.

******************************************

Hos Nørkleriet sker der også noget.

Vi har workshop fra kl 13.00, og desuden kan man med ungerne lege Angry Birds doiiingg..  Øhh ja, jeg ved ikke hvad man ellers kalder det, og de hersenes kræ er åbenbart ethvert barn bekendt. Vi har fået lavet disse her:

  

 

Det er så meningen af man kan skyde til måls med dem.  Tror det bliver ret sjovt :)  De ser ihvertfald morsomme ud ik?

Jeg selv har fremstillet ringe og brocher.  De ser sådan ud:

 

Foruden andre søde strikketing, har vi nogle gode tilbud som kun gælder i morgen. Det er på Baby Alpaca, og kan jeg så huske hvorfra ??  Nej desværre men prisen har vi her:

Tror faktisk det er Mayflower…

Vi har krydsnøgle apparater og garnvinder fra Järbo også til en god pris.

 

***********************************************************

Kig ind hvis I har tid og lyst. Det ku være så hyggeligt at hilse på jer :)

  

 

 

 

 

PS:  gider I ikke også sørge for at solen skinner hva..  ;)

Nogle gange bliver jeg så træt..

 

 

… af at være mor til en teenager!

Orker og behøver vel egentlig ikke uddybe yderligere vel?

 

I dag er en særlig dag

 

 

 

 

Det er en dag, hvor både borgmester og kongehus viser opmærksomhed på hver deres måde. En dag hvor man har oplevet noget, flere og flere kan skrive under på, men dog alligevel ikke mange når.

 

Det er en festdag, men også en dag hvor man helst ser at ro respekteres.

 

Det gør jeg bestemt, så derfor vil jeg her hylde min morfar. En telefonopringning og så denne smukke rose bliver min hilsen til ham. Morfar fyler nemlig  

 

100  år i dag..

 

Tænk sig…

 

At have levet i hele hundrede år!  At have oplevet en tid uden telefoner, computere, biler allevegne, tv, fly på himlen og hvor der rent faktisk var mindre bebygget i byerne?  Hårdt har han levet. Arbejdsomt og ansvarsbevidst, med fire børn og ikke mange penge. Med en for den tid stædig overbevisning om, at motion må der til. Helt op til han nåede halvfjerdserne løb han Eremitageløb, og i dag hvor han ikke rigtigt går så godt mere, CYKLER han hver dag ned til mormors gravsted og hilser på.

 

Min morfar er noget særligt.

 

Tillykke med fødselsdagen morfar. Store knus sender jeg dig, og også ønsket om fortsat gode dage og lyst til livet. For det må man da have, når man som enkemand og eneste tilbage af sin egen generations venner og søskende, stadigt hænger på :-)))

 

Jordbær og strik på en søndag

 

 

Jeg har hygget i dag. Bestemte mig for ikke at deltage i WWKIP i dag alligevel, for kræfterne er små. Tilgengæld har jeg holdt strikkedagen i hævd med dejlige jordbær og Lewis til at underholde mig.

Ikke nogen dårlig kombi skulle jeg lige hilse og sige :-)

 

Den stribede lilla mangler jo kun ærmerne, og det er lidt at en overvindelse at gå i gang med de sidste to sæt rækker, fordi det giver mig en ulidelig mængde af løse ender. Har endnu ikke styr på det der med at strikke dem med, når det er på så lille en omkreds som et ærme. Tilgengæld råber jeg hurra for magicloop metoden, for det er ulig lettere at komme rundt og rundt, så nu er det første ærme videre og der mangler kun to ture mere på det sidste ærme af de mange farver.

Og nå ja.. så detaljen med at hæfte alle enderne sammen..

 

Det værste er, at jeg allerede har garn til en mere af slagsen, denne gang som cardigan simpelthen fordi jeg så kan lave samlingerne lige på midten og bare klippe trådene op bagefter. De skal stadigt hæftes det ved jeg godt, og den har jeg ikke lige regnet ud endnu hvordan jeg vil håndtere. Farverne er herlige, men om det vil klæde mig er så en anden sag. Det hele er stadigt på tankestadiet.

Svært som der er så meget man gerne vil lave, og at vælge ik.. ;)))

Fodselsdag i det grønne

 

 

Intet manglede da denne dags værtinde fejrede sin dag. Heller ikke solen der sendte sine varme stråler ned over selskabet og kagerne..

 

Heldigvis blev de godt passet på, og ku stå i skyggen så formen ikke blev helt flydende. Ikke at det nu ville have været sansynligt, for de forsvandt på så kort tid, at holbarhed slet ikke var et issue hihi.

 

Tusind tak for en dejlig eftermiddag smukke pige, og du har søreme fortjent alt det solskin der skinner på dig.

Kender I det??

 

 

Når man bare SKAL være frisk, og så ikke KAN sove om natten??

 

 

Migrænen fik mig til at sove på et kikset tidspunkt i går, og da jeg var frisk igen ( i bøtten altså), var det sen aften og så var jeg altså V I R K E L I G T frisk! Godt nok sad jeg og hæklede for at få lidt ud af min fredag aften, og godt nok hyggede jeg gevaldigt med en omgang Lewis på computeren, meeen da det begyndte at blive lyst udenfor og solsorten glad begyndte at synge HØJT, syntes jeg nu nok at det var et problem.

 

Nu har jeg så sovet. Ikke nok, men dog sovet. Og skal jeg være ærlig, så er det altså helt vidunderligt at se lyset bringe dagen frem. Når man ikke har en altan eller en terasse at sidde på for at nyde de lyse aftener og sommerens lyde og dufte, så er det nemt at få en følelse af at man misser muligheden for at nyde den korte sommertid til fulde. Så da natten blev lys igen, ku jeg ikke lade være med at glædes over den.

Jeg fik hæklet en del videre på tæppet, og det bliver bare smukkere og smukkere syntes jeg.

 

 

Planen er at jeg nu vil prøve at gøre påbegyndte projekter færdig de næste to mdr. Forsøge ikke at starte nye op, og for at sikre mig at jeg kan overholde det, har jeg pakket det meste af mit garn ned i papkasserne. Så sidder jeg ikke og bliver fristet. Tænker jeg.. Hmmm

Ambitioner er gode, men om de kan efterleves er så et andet spørgsmål ;)

Den lilla sweater er nået hertil:

Jeg har nølet lidt med at gå i gang med ærmerne, for det er lidt af en dræber med alle de tråde det giver. En kort runde og skift farve. En kort runde og skift farve. En kort runde og skift farve. Mega langsommeligt og dødbesværligt, men jeg er sikker på at den bliver flot når den er helt færdig.

To andre projekter jeg kan gribe til er tæppet her:

Det sommerhus inspirerede rippletæppe. Hæklet på en nål nr 3 og med andre ord, et laaangsomt arbejde. Men flot bliver det også.

Og så er der den lækre lange cardigan jeg begyndte på lige inden jeg blev indlagt. I det tykke uldgarn fra Netto. Den har ligget urørt lige siden og jeg mangler faktisk kun ærmerne. Det burde jo nok ku gøres rimeligt kvikt, da det er på pind nr meget tyk. Så joooo jeg mangler ikke ligefrem noget at fordrive tiden med indtil jeg skal flytte, og heldigvis for det.

Når man sådan ligger og ikke kan være til for smerter i hovedet, gælder det om at finde måder at fjerne fokus fra smerten på. I går var det indretning af min kommende stue. En god metode skulle jeg hilse og sige, for nu har jeg en klar ide om hvordan den skal være. Funktionel og hyggelig og lige som jeg vil ha den.

 

Intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Vel?   :-))