Den sidste dag i august sendes afsted med musik

 

 

 

 

 

Som en hyldest til den smukke august, siger jeg farvel med et stykke musik. Jeg holder så meget af klassisk musik, det giver mig en indre ro, men sjovt nok er det mest efterår og vinter jeg nyder det. Det er som om selve årstiden indbyder til både bøger, den klassiske lyd og dejlige timer med uldent strik. Med andre ord er hyggen ved at indtage hjemmet indendøre igen. De levende lys er klar til at tændes og lageret med the er også parat til at erstatte kaffen for en tid.  I nærmeste fremtid vil jeg gøre alvor af at få mine bøger ind i stuen. Jeg KAN ikke undvære at kigge på dem, og det har ikke været optimalt for mig, at de har henslæbt deres dage i et rum jeg ikke bruger til andet end opbevaring og den lille uldtot. Så nu prøver jeg igen at rykke rundt og ser om det kan lade sig gøre. Typisk  mig.. Intet er stationært i længere tid ad gange. Forskellen fra før til nu er bare at NU kan det ikke genere nogen. Hehe

 

 

 

 

 

Uh jeg har haft så mange dejlige timer udenfor, og jeg er da lettere bekymret for hvordan jeg skal undvære tiden på altanen, MEN jeg gør hvad jeg kan med al den hygge jeg kan mestre. Iøvrigt er også min lyslampe ved at skulle støves af igen. Den skal i brug for at jeg kan forebygge bedst muligt inden mørket slår mig helt ud i januar. Der er noget kontrastfyld over min begejstring for efteråret, når nu jeg ved at det også bringer mørket med sig, men jeg elsker altså naturen og farverne der er i vente. De skal nydes så meget som muligt.

Nå!! nu kan man så heller ikke få lov at ligge og være solformørket i fred mere!!!

 

 

 

 

 

Nææ nej. Ud af fjerene og op med sig.

 

 

 

Der lå jeg så. Et tryk fra at aflyse en aftale, og et klik fra at lukke computeren. Fint nok med mig, men ikke fint nok med Rene, som uden at diskutere yderligere formante mig om at stå op og klæde mig på for vi skulle ud. Hm. Da han ankom kort efter var jeg ikke til sinds sådan lige med det samme at slå smilet til, så jeg brokkede og diskede op med flere gode undskyldninger for, hvorfor jeg meget hellere skulle blive hvor jeg var. Ikke tale om. Mere brok. Ta tøj på. Jamen jeg har ikke noget jeg kan passe. Snik snak. Mere bøvl fra mig. Er du klar? Jeg skal liiiiige…

 

 

Vi kom selvfølgelig ud af døren, for hvem orker at blive ved med at argumentere. Du får ret og jeg får fred.

 

 

 

Første stop gik til nærmeste isenkram. Nogen har besluttet at jeg skal gå mere i hverdagen, så derfor mener nogen at jeg må have mig en indkøbsvognetaske. Arrj men altså, HELT ærligt. Det er sgu da nemmere at tage bilen, og sådan en taske er da for gamle pensionister, og ihh hvor er de grimme sådan nogle, og og og.   Ti min og en taskevogn senere var vi ude på gaden igen. Lettere rystet måtte jeg erkende, at jeg nok har fundet min overmand. Det virker knagme som om jeg ikke får lov at slippe så let om motion længere.  Ved siden af mig gik en mand, som på det nærmeste lignede en krigsherre. I ved sådan lettere bredsmilende og med attitude af overmagt. OG med kommandoråbene klar til at blive pudset af. Jeg burde nok have tænkt på, at han har soldaterblod i årene, og at der derfor ligger en potientiel  ‘sjant gemt i ham. ØV

Her står den så i al sin magt og vælde. Og så er den ovenikøbet sort. Ik lige mig heller, så efter mere brok kommer jeg til den konklusion, at den som minimum må have ny “kjole” i form af noget hæklet betræk af en art.

 

 

 

 

Næste stop var mine negle. og JA, jeg har fået dem tilbage igen, men i dag blev jeg offer for det fæleste komplot.

 

 

 

Sød som jeg er, inviterer jeg jo manden med til at se, hvordan og hvorledes og hilse på, men inden jeg får set mig om, så sidder de to og rotter sig sammen, og på en eller anden måde er det nu blevet til, at jeg for at få flere gaver er nødt til at motionere for dem!  Igen, HELT ÆRLIGT hvad ligner det?  At sidde der og være så rørende enige om, at det vil være så godt for mig at få sat skik på mine dårlige vaner, og ydermere at tage mine bekvemmeligheder fra mig??  Jeg føler mig i den grad ført bag lyset gør jeg. Jeg havde det nu lidt på fornemmelsen. At de to ville slå sig sammen, for de er lige slemme begge to, til det der med at agitere for frisk luft hver dag. Ufff det er slemt det her.

 

 

Videre til Ikea, efter forsyninger af stearinlys. Sæsonen er begyndt her i hytten nemlig så. Derefter ku jeg endeligt vende snuden hjemad igen. Og så ku man ellers se mig med lys i vogn, trille hele vejen langs husene inden jeg fik bakset bæstet helt op til anden sal.  Phew’’  den sved.

 

 

Nu er det så at jeg sidder her og spekulerer på, hvad det er for en snebold jeg har sparket til, da jeg bad om hjælp til at komme igang? Altså det jeg bad om var specifikke ruter til min cykeltur, fordi jeg ikke kan finde ud af at køre uden retningslinier. Det jeg bad om, var hjælp til at komme igang fordi jeg bare ikke er i stand til at gøre det uden. Jeg bad IKKE om, at jeg skulle yde noget som helst for at kunne nyde NEJ!  Uhh jeg er så loren ved det her. Det er jeg altså.

 

 

 

Ej spøg til side. Sådan en som jeg må bare indse, at der intet sker uden at jeg får assistance. Det er så skønt at den bliver mig givet, og jeg glæder mig helt bestemt til at komme igang. Kosten prøver jeg også at forbedre. Der er støtte at hente og jeg er taknemmelig hele vejen til bageren. Nå nej, grønthandleren.

 

 

 

 

 

Jeg er bare ikke helt tryg ved det der med gavestoppet.. 

Som ramt af lynet er jeg formørket i hovedet igen!

 

 

 

 

 

 

 

Jeg fatter det bare ikke. De sidste dage har jeg været så glad. Har været energisk i små doser, og jeg har nået en masse af de ting, jeg går og gerne vil nå, men så  BANG!  vågner jeg i dag og er bare så ked så ked.

 

Hvorfor nu det??

 

Er det regningerne som jeg igen skal forholde mig til? Er det min egen måde at fungere på?  At jeg ikke kan styre impulserne? Er det ynglingsstøvlerne, som jeg nu ikke kan lyne op fordi jeg har taget så meget på? Og som jeg ikke kan erstatte med et par nye?  Er det fordi jeg har brugt nogle dage på at læse tilbage i min egen blog? At læse om mit eget liv ryster mig indvendigt, og er det derfor jeg nu er ked igen?  Eller er det fordi jeg netop kender mig selv alt for godt, og VED at jeg aldrig aldrig mere kommer til at være “normal” ?

 

 

Jeg ved det ikke.

 

 

Summa summarum, er jeg altså ked af det. Tænker alle mulige tanker, der ikke er til få hold på.  Jeg er nødt til at gå ud i dag, men jeg er godt nok ikke meget for det, så jeg håber at det kan klares i en ruf. I dag er sengen min ven.

Sur sur sur, lille bi omkring..

 

 

 

 

Det er ikke mange bier jeg har haft på altanen i år. Jo, lige efter min hjemkomst fra fyn var der en uges tid med livlig aktivitet. Siden har jeg intet set til dem, bortset fra denne lille fyr her:

En lille ensom fister, som brugte en krig på at beslutte sig for, om det skulle være den ene eller den anden blomst, der var egnet til at lande på. Normalt er jeg ikke kvik nok til at fange dyr i bevægelse, ( og jeg hader egentlig bier eller hvepse eller hvad det nu er for en),  men jeg lover jer.. ham her gav mig gode muligheder. Jesus altså..

 

 

 

Når Henriette kan fange en bi med sin linse, SÅ er der tale om en virkeligt langsom bi :-)))))

Blomsten på min altan

 

 

 

 

Den er da så fin syntes jeg. Dens søstre er på vej, så indtil de kigger frem nyder jeg denne og de forrige fra forleden.

 

 

Lykken ER og BLIVER en altan.

Må jeg få syvethalvt minut af dit liv?

 

 

 

 

Det er efterhånden 13 år siden jeg første gang blev indlagt. De følgende syv år fik jeg intensiv behandling med samtaler to gangen om ugen. Resultatet er at jeg i dag ikke er så ekstrem mere. Heldigvis. Først efter fire år gik det reelt op for mig, at jeg lider af en personlighedsforstyrrelse/Borderline disorder. Mange mange ting gav pludseligt helt ny mening for mig. Eet enkelt af de mest karakteristiske træk har jeg dog aldrig lidt af..  fysisk selvskade og desiderede selvmordsforsøg. Heldigvis.

 

 

Jeg beder jer kigge på denne lille film. Den er et 100% rammende billede af mig i de år, hvor jeg var allermest syg. Idag er jeg nået langt og kan skimte gråzonerne. Jeg er blevet mildere og had er ikke længere i min ordbog. Heldigvis. Alligevel græder jeg når jeg ser den lille film, for smerten og alt det andet ligger lige under overfladen. Også I mig. Hele tiden.

 

Allermest håber jeg, at den lille film kan give jer, alle mine læsere en lille smule større forståelse for, hvad jeg er for en for jeg ved jo godt, at fuld forståelse er næsten umuligt når man ikke selv er der, hvor en borderliner er.

 

( Jeg advarer lige om, at filmen kan virke stærk. )

Hvis linket ikke virker så prøv her:

 

 

 

 

Kiggede du med hele vejen

 

TAKKER

 

jeg af hele mit hjerte.

Jeg sælger min elskede Ektorp lænestol

 

 

 

UPDATE:  Jeg er så impulsiv at jeg skrev mit indlæg uden at chekke med andre steder på nettet. Jeg kan se at jeg har sat prisen alt alt for højt ( SUK ), så derfor er prisen nu rettet ind efter konkurrencen.

 

Nogle gange må man være praktisk og indrette sig efter forholdene. Det gør jeg så, men der er nu flere grunde til det, og mest af alt ville jeg helst beholde den, for NOOOJJJ hvor er den altså bare skøn at sidde i. Den er bare for stor og klodset i min lille stue, og jeg har drømme om, at mine bøger skal herind på en eller anden måde, såååå…

 

Jeg sælger den sammen med puffen og der er hvidt betræk på. Betrækket er nyt, eller.. det blev købt da jeg flyttede ind her i august sidste år. Eneste der kræves er at en evt køber selv sørger for at hente den, og så vasker betrækket. Det er ikke snavset, men jeg tænker at det alligevel vil gøre den helt spritny at se på igen.

I Ikea koster stolen med det hvide betræk 1.399 .- og puffen koster 799.- ( puffen er hul og kan fyldes med alverdens ting og sager.. ret praktisk )

 

 

Jeg sælger begge dele samlet for 1.000.-

 

 

Jeg har allerede fundet den stol, der skal løfte arven efter denne skønne stol, og da den koster 1.700.- uden skammel, så skal jeg ha tjekket efter om der er mere jeg kan sælge, men for nu er det altså lænestolen og puffen.  Jeg håber søreme der er en læser derude, som lige præcis sidder og drømmer om sådan et sæt, så skriv til mig her hvis det har interesse. I morgen ryger den over på min pulterblog så den kan stå der og pynte også :-)

Her går det udemærket

 

 

 

 

 

Tirsdag bimler jeg bare lidt rundt. Lang søndag og lang mandag betyder langsommelige efterdage. Eneste plet på den plan er larmen fra underetagen, hvor en overivrig håndværker allerede ved syvtiden gik igang med at flå opgangsdøren ud af murværket. Vi skal have ny dør og det er jo fint, og den sagesløse mand dernede kan jo ikke gøre for at jeg har føjtet rundt, så jeg lukker ørene og lader som om jeg slet slet ikke kan høre noget. Tra la la

 

Anderledes er det med den lille fis med pels. HAN kan bestemt ikke lide høje og uventede lyde, så han spjætter forskrækket og fræser ind under lænestolen. Det lille skind..

Her er han ikke spor bange, tværtimod..  Tæppet får en ordentlig omgang og så har han besluttet, at blomsterpakkerne i stolen bagved bare IKKE må ligge der. Lige så hurtigt jeg lægger dem på plads, bliver de med voldsom iver gnasket i, og derefter kastet i en flot bue ned på gulvet. Sådan. Det ser vildt morsomt ud, for bevægelserne er så hurtige at ørene står helt vandret ud i luften hihi.

 

 

 

Det får vi meget tid til at gå med skal jeg lige hilse at sige..

Godnat siger jeg bare

 

 

 

 

 

 

Laaaang dag. Godt selskab til aften. DØDtræt nu.

 

 

Vi ses i morgen , forhåbentlig med flere ord end jeg har brugt i dag, og så er tirsdag dømt læseblogdag, slappeafdag, lægge planerdag og.. endnu mere sovedag, for jeg glemte lige at passe på mig selv til aften.

 

 

 

Jeg falder i søvn til det smukkeste stykke musik nu:

Portræt af min mandag

 

 

 

 

Smukt ik..

 

Og så tager jeg ellers bare de langsomme sokker på, for jeg er lettere sammenfalden. Omtrænt ligeså sammenfalden, som min hvide klokkeranke, der i går aftes blæste halvejs ned!  Jeg opdagede slet ikke at blæsten rasede, men da regnen blev så kraftig at overdøvede lyden på mit tv, måtte jeg selvfølgelig ud på altanen for at nyde det lidt, og der hang den. Hele den ene side var revet af væggen! Jeg forstår ikke helt hvordan og hvorfor, men så kan det da nok lige være at jeg fik hevet stigen frem. I buldermørke og på bare fødder balancerede jeg under taget med det forhåndenværene, for at sikre at ikke hele planten skulle ligge på gulvet til morgen. Pinde og strips blev metoden for at begynde at hamre søm i murværket kl halv elleve om aftenen, ville nok ikke være populært. Næste år skal jeg helt sikkert have lavet mig et snoresystem på den væg også..

Lagerstyring AKA, der er taget hul på projekt garnistueogpåhylderskaltællesopoglæggespåRavelry..

 

 

 

 

 

 

Til morgen da jeg vågnede var der ikke tegn i sol og måne på, at det skulle være i dag jeg gik igang med den opgave, MEN.. som jeg sad der på altanen med kaffen, og var helt klar til at drible tilbage i seng igen for at sove videre, tænkte jeg at det skulle blive løgn sgu det.

 

Så jeg greb knoglen, ringede til Vinna, foreslog morgensamling og garndag. Heldigvis er Vinna mere impulsiv end jeg selv er, så hun var frisk og en times tid senere fik jeg besøg. Klokken var vel ca 10 eller deromkring, og jeg skal da lige love for at vi ( men mest hun ) fik noget fra hånden.

 

Planen er at jeg vil ha genoprettet garnstatus, og ryddet op i baljerne med gamle projekter og rester, for derefter at få lagt det på plads på en mere hensigtmæssig og organiseret måde. I dag fik jeg begyndt, hvilket har givet mig en lille portion, der skal lægges til salg på min pulterblog, en bunke som Vinna købte billigt og så en portion med rester til donation. Det tog hun også med sig. Det lyder jo ikke umiddelbart til at tage alverdens tid, MEN jeg har en garnspole og den er blevet brugt så flittigt i dag, at den nærmest må stå til afkøling på altanen..

 

 

Vinna har drejet og drejet og jeg selv har puslet med ditten og datten. Sørget for musik og senere en lydbog til vores ører. Jeg gik igang med at bage knækbrød, men nåede aldrig længere end til at tænde ovnen, før jeg ( vi.. ) måtte fatte skraldeposen. ALT var sat til med orme og spind ADRR.  Vask, støvsugning i omvendt rækkefølge og systematisk udrensning betyder at jeg må ud og proviantere på ny før der bliver bagt noget som helst her igen. Det er SÅ belastende altså, men ok.. da ovnen allerede var varmet op fik jeg så tilgengæld smidt den kylling i ovnen, jeg købte forleden og som var nær ved at lide glemmedøden. Fint nok.

 

Jeg tog en lur, Vinna drejede videre og Fister ja, han var langt væk i kanindrømmeland også. Vi fik spist og pakket sammen og endda også vasket lidt op, inden klokken nåede 19, og vi begge måtte kapitulere og sige godnat.  Skøn dag og projektet er skudt godt igang. Derfor er det også så forbandet underligt, at jeg på trods at total rolig stemning og intet stress eller jag, alligevel skal kæmpe med et indre der er både uroligt og anspændt og småstresset. Det er MIG der inviterer og MIG der alligevel er ved at gå kold indvendigt. Hvad fanden er det da for noget altså???  Vinna den stakkel, bøjer næsten sig selv sammen i begge ender for at holde sin energi indenbords, og hun er så opmærksom på IKKE at stresse mig at hun nærmest er ved at eksplumdere af bare hensyntagen, så det utåleligt at jeg ikke selv kan holde mig rolig indvendigt. Jeg VIL ikke ha det sådan, at alle former for socialisering efterhånden gør mig skidt tilpas.

 

 

 

 

Jeg er glad for at jeg overvandt mig selv, men gid det snart bliver bedre med mig.

Jeg må være ved at blive gammel..

 

 

 

 

 

 

… for jeg kan ikke huske om jeg har postet denne her før, MEN på den anden side så syntes jeg den er såååå cool og laid back at jeg da bare poster den igen så…    ( og nej.. jeg gider ikke kigge tilbage for at chekke )

 

 

 

 

 

 

 

Laid back er vi også her. Fister og jeg. Jeg med en farve så fuldstændigt fantastisk, edder knaldhamrende topdollar lækker, og Fister med.. nå ja han ER laid back hihi. Her i fodenden som en anden lille træt vagthund. Jeg har fået knipset lidt nyere billeder af ham i dag, turde simpelthen ikke andet, da Linda så kort og kontant efterlyste. Javel ja og jo da :-)

 

 

 

 

 

 

 

For ikke at I skal tro det allerede er sengetid, så er her lige noget, der kan ryste enhver sengeloppe ud af fjerene. Perfekt til bilen forresten..

 

 

Og når I så er rystet let igennem, så er det tid til denne smukke og karakteristiske stemme. ( Altså når man er mig.. )

Godnaaat allesammen.

Nyt fra altanen og så lidt om minderne fra dengang børnene var små

 

 

Endeligt fik jeg griflet et ydmygt indlæg om altanen, og du kan se det her:

 

http://henriettesaltanblog.blogspot.dk/

 

 

 

***********************************************

 

 

 

 

Jeg ved ikke med jer, men jeg selv er altså aldrig vokset fra tegnefilm. Heller ikke selv om mine små nu er flyttet hjemmefra. Til tider savner jeg vildt de hyggestunder, der var i familien når det var weekend, eftermiddag, og ungerne sad på gulvet foran en tegnefilm, med hver deres bakke med små madder på. Så sad de der og var helt væk, imens jeg selv trak sytøjet frem måske, og slappede af efter de hektiske timer med indkøb og menneskemylder allevegne i byen. Der er taget en million billeder dengang, men de fleste fik jeg slet ikke en kopi af, da jeg blev skilt og det eneste jeg lige kunne finde er ovenstående. Det er typisk Josefine hyggefis. Hun har lagt sig godt tilrette foran kassen. Det er fra dengang vi boede i Lyngby kan jeg se. I kurven ligger masser af babylegetøj, så Rasmus gemmer sig et eller andet sted uden for billedet.

 

Ja ok.. sentimentalt måske. Men man ved ikke hvad man har før man mister det.

 

 

Uanset, så sidder jeg da bare selv og ser Iceage NÅ!  Med lidt strik og en kop kaf’.

Jeg er ved at rejse mig igen, men ting tager tid

 

 

 

 

 

Langsomt er hovedpinen ved at fortrække, og jeg er ved at rejse mig igen. Desværre går det jo ikke så hurtigt som jeg har lyst til, men jeg lytter og sitter når det er nødvendigt. I går fik jeg vasket op, lagt rent på sengen og støvsuget det værste af Fister op fra gulvene. Han har haft sin første fældning, men hans pels er så fin at det ikke har været slemt. Det var lige ved at tage pusten helt fra mig, så resten af dagen måtte jeg tage på langs.

 

I dag var bedre så jeg kom på gaden efter madvarer, og så lå garnet fra jylland og ventede på mig nede på tanken. DET kan få selv den sygeste strikker ud af fjerene hihi. Første hentede jeg Vinna, der jo er flyttet hen et par gader fra mig, så vi kunne deles om nogle af varene og hun fik de tungere ting kørt hjem. Win win foruden at jeg lige fik set hendes nye lejlighed. Den er så fin og med en sød lille altan, hvor alle hendes blomster liver op. 

 

Resten af dagen har jeg så igen taget den med ro. Har kigget i det nye Ikea katalog. Set tv. Spist grov mad og kigget beundrende på indholdet i pakken. Og nå ja forresten så fik jeg endeligt tømt bilen for det sidste jeg har haft liggende fra ferieugen. Eneste rest er posen med strandsten.. Den er så tung, at jeg bare ikke orkede den.

 

Nu er det aften og jeg har en lille kanin liggede langs min dyne. Vi hygger indtil det er sovetid og så håber jeg, at i morgen bliver endnu mere energisk og måske den dag hvor jeg SLET ikke har ondt længere. Det ville da være herligt, især fordi jeg har en masse ting jeg gerne vil have gang i. Strik feks. I denne uge har det været helt umuligt for mig at nørkle, så jeg længes efter at få produceret noget igen. Jeg skulle have været i strikkeklubben i aften, men for gud ved hvilken gang, måtte jeg melde fra. Og godt jeg gjorde det, for som de sidste par dage, får jeg det værre hen mod aften. Sikkert bare kroppen der skiller sig af med kemien, men ubehageligt er det, med mavekneb og småkvalme. Så er det rarere at være hjemme.

 

 

Til sidste en lille sær vane:

Samler mig??  Nej da..  I æsken ligger samtlige de bånd ( har akut glemt hvad de hedder!! ), som jeg har taget af garn jeg har brugt siden jeg begyndte at strikke. Det begyndte som en lille ide, men er endt med at være noget jeg bare gør. Tror nok det er fordi, jeg et eller andet sted så dem brugt til et eller andet kvikt, engang for længe siden. Hmmm….  Gemmer I dem også??

Sådan kan en stue også se ud, og heldig er jeg fordi jeg har pladsen, magten og viljen..

 

 

 

 

 

Siden jeg i marts rykkede det meste af mit liv udendørs, har stuen stået ensom og næsten ubrugt hen. Og dog forresten, for Lillekaninen bruger den flittigt som fitnesscenter, hvilket jo også en måde at udnytte pladsen på, men jeg selv er først nu ved at føle trang til at opholde mig i de bløde møbler igen. Der er stadigt masser af timer tilbage i altanen, og jeg agter bestemt ikke at rykke mit legeme ind sådan helt seriøst før frosten bider næsen af mig, men

 

 

Et er agt, noget andet er magt.

Lyder godt ikke ;-) , om det giver nogen som helst mening er vist mere tåget,, men jeg elsker rim så jeg lader det stå. Og uha der røg jeg lige af vejen, her kommer jeg op igen:

 

 

 

Ordet magt er i denne forbindelse det helt rette, for magt det har jeg nemlig når det handler om, hvordan jeg vil bo. Bruge min plads, rode, regere og agere, og det er heeeerligt. Så skønt det kan være at være to ( eller flere måske ), ligeså fedt er det at være een og almægtig. Herskerinde over egne kvm ( nåjaokså, lejede kvm..), når det nu er sådan skæbnen har lagt sig for mig. Så i mange måneder har stuen været kulisse for både gæster i det små, rod, vasketøj, projekter, kaninpels, støvbolde, hårbolde og legebolde, tøj i bunker og tøj på gulvet engang imellem også. Min energi og mit fokus har været udenfor, og så kan alt andet snildt vente til den tid vi ved kommer, og som nu er indfor rækkevidde allerede igen.

 

Lige nu ser stuen derfor sådan ud:

Den er vel egentlig allermest et arbejdsværelse/krearum/retreat og alt muligt andet end kun en stue

 

Hvad vil jeg egentlig fortælle med alle disse ord hva??

 

Jamen jo, jeg vil bare ovenpå en masse skriverier om smerter og problemer gerne fortælle, at der skam også er en kæmpe stor glædesbold i min mave. Den har været længe om at vokse sig stor og stærk nok til ikke at miste pusten. Et helt år faktisk for jeg har nemlig nu boet her lige præcisos et år. Juhu siger jeg bare, men videre i teksten skal vi.

Min stue kom jeg fra. Min stue som stadigt mangler lidt finish hist og her, blandt andet i form af billeder, tegninger og andet sjovt, der ganske som Pernille også kunne fortælle om forleden, har indkøbte rammer stående parat i en bunke. Min glædesbold i maven er der fordi jeg i min stue kan være den jeg er, uden at skulle fjerne sporene hele tiden. Har jeg behov for kreativt rod, eller omvendt pertentlig ordentlighed er det ikke noget problem. Lige nu er det det kreative rod, der hersker herinde. Her er spor efter en sommer med mange forskellige ideer, som er hevet frem og lagt til side igen. Her er strik og hækling i een stor pærevælling og opskrifter alle vegne, for slet ikke at tale om garnet som er endt udenfor reolen. Garnreolerne ja de er ikke længere så fint organiserede som de var i vinter, men det bedste af det hele er..

 

 

..  at jeg elsker mit kreative rod.

 

 

Det er beviser på at jeg lever nemlig. At noget fungerer endnu derinde i min hjerne. At jeg har haft lysten til at frembringe noget, er tegn på at jeg ikke er helt færdig som gårdsanger, trods alt hvad der ellers foregår på ydersiden af mig. Og det bedste er at det ikke generer nogen.

 

Om kort tid er jeg klar til at tage fat og få sat system i tingene igen. Det er nemlig på to do listen til efterår og vinter. Rydde op, sortere og lægge på stash i Ravelry. Set med de briller gør det ikke noget at sommeren går på hæld. Forude venter mange timer med min ynglingsleg.

 

Garnlegen.

Det her kan simpelthen ikke fortsætte, men hvordan får man en regnorm lavet om til en ståland???

 

 

 

 

 

 

Statistisk set har jeg de seneste to år ihvertfald, haft flere og flere af de voldsomme hovedpineanfald. Alle mulige gode grunde kan jeg remse op, men summen af dem alle bliver den samme. Smertebehandlingen ødelægger min krop, og den bliver kraftigere og kraftigere. Det kan gå begge veje, men jeg har alle dage været meget bevidst om, at hovedpine i sidste ende kan opstå som abstinenser af den smertestillende pille.  Det er skruen uden ende, men jeg tilstår blankt at jeg er rædselsslagen intet mindre, for tanken om detox. Det er blevet mig tilbudt flere gange og nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg alvorligt må overveje det. Men bange det er jeg. Bange for smerten, som jeg forestiller mig kan blive ved og ved uendeligt, uden at jeg ved hvornår det holder op. Sjovt nok tager jeg ikke piller til smerter andre steder i kroppen, men hovedet.. det kan jeg altså bare ikke holde ud gør ondt.

 

Det har jeg forresten skrevet om engang før.

 

Nå, men bevidst det er jeg. Noget andet er at gøre noget ved det. Først vil jeg have godt af at få mine organer renset og gjort klar til resten til af livet. Glostrup hovedpinecenter vil kunne hjælpe hvis jeg tør. Dernæst må og skal jeg bare få lavet om på mine vaner, som jeg OGSÅ ( gaaab ).. har skrevet om igen og igen. Det er bare så megasvært. Og nå ja forresten allerførste skridt er vel at erkende, at jeg på hovedpinefronten har et problem. Et misbrug. URRKKK bare at skrive det, er grænseoverskridende. Men det er vel sådan jeg SKAL se på det. De doser jeg tager for at fjerne smerten er så store, at de burde kunne slå en hest i jorden, men oftest mærker jeg intet andet til det end, at jeg kan fungere.

 

 

Sikke noget lort hva?  Ja undskyld sproget, men det er det altså.

 

 

Som med alle former for misbrug, skal man jo erkende før man kan handle på det, og som jeg sidder her og skriver, tænker jeg over om jeg mon er den eneste blogger i universet, som har et misbrugsproblem??  Eller er det noget jeg ikke bør skrive om? Er det FOR tabu eller overskrider jeg flere grænser end mine egne?? MÅ man i det hele taget være SÅ åben? Og får det jer, mine læsere til at drible væk fra mig, og videre til andre og mere behagelige blogliv??

 

Jeg ved det ikke, men i dag har jeg simpelthen bare fået nok. Jeg gider ikke mere sluge alt det skidt i de mængder, og jeg er nødt til at gøre noget ved det, så snart jeg har fået kræfterne tilbage efter denne omgang. Seneste anfald kom nemlig for fuld styrke i morges. BANG! så sad den der igen, og Rene ku heldigvis stå foran apoteket til åbningstid for at være bud for mig. Det har så taget det meste af dagen og lige nu er jeg ok, men hvor længe ved jeg ikke.  Og Mia forresten.. i går tog jeg springet og tænkte at det vel dårligt kan blive værre, så nu er det dag to med de der Feverfew du sendte mig :-)

 

Der skal andre boller på suppen, men jeg kan ikke klare det alene. Det kræver at jeg gør mere end, at tænke på at ændre livsstil med hvad det indebærer af andre kostvaner, mere motion og nye måder at tænke på. At tænke og vide er ikke nok, men bare de to ting er altså nok til at jeg bliver ukoncentreret og overvældet over, hvad der skal til, så ja.. jeg skal ha en form for hjælp. Især fordi jeg ved der kommer en tid nu, med mindre lys og dermed flere sindsformørkede dage til mig. Dage som ikke er dage med overskud til at være obs fra morgen til aften på min krops tilstand.  Jeg vil så gerne, men når det kommer til stykket så bliver jeg en pivende klynkende kælling, som fortryder og ik ve alligevel. Så det kræver stærke kræfter at gennemføre.

 

 

 

På den anden side.. hvis Paprika Steen kan, så kan jeg vel også..