Dejlig solrig søndag i sofaen

 

 

Min nye ynglingsplads er lige her :

I julen fik jeg en pludselig ide, og jeg rykkede omtrent hele stuen om. Igen. Igen. Igen.

 

Når her er pænt og ryddeligt skal jeg nok lige skyde nogle fotos herfra, men for nu ser det her da sån ok ud ik. Jeg flyder i sofaen, skriver på bloggen, tv’et kører og solen skinner. Jeg har forresten også været ude at gå lidt, så det her er bare en af de vældigt gode dage.

 

Når tiden på den bærbare er slut, griber jeg min hæklenål og fortsætter med projekt hvadskaldetendemed.

Jeg har en ide i mit hoved, og uanset hvad det ender med, så har det mine sommer ynglingsfarver. Hav, himmel og sol.

 

Jahhhhh

Jaaaa, det sner og neeej, jeg er stadigt småsløj

 

 

 

 

Herligt at sidde her og kigge ud på snefnuggene som daler stille ned. Knapt så herligt at jeg ikke kan komme ud i det.

 

Dog, det er stadigt tidligt lørdag og jeg kan jo nå at få det bedre og det kan jo ende med endnu mere sne senere på vinteren. Hvem ved..

 

Sidste lørdag gik jeg på altanen i en bomuldstrøje. I dag bliver det nok nærmere en varm frakke hvis jeg skal derud, og et eller andet sted er det da forunderligt, at vejret har så store udsving.

Det begynder godt, eller hov! jeg har allerede glemt mit nye tiltag.

 

 

I går kom og gik, og jeg glemte helt at poste et billede. Sikke en forrygende start på det nye blogår hva.

 

Derfor begynder jeg lige med et tilfældigt billede fra de forrige år:

Ølsted. En dag ved vandet. Strandfund i en bunke.

*************

 

Og så til de mere interessante ord herfra.

 

 

Jeg er småsløj, og har et eller andet uderfinerbart rumsterende i kroppen. Alligevel måtte jeg afsted til tandlægen i går, og jeg brugte det meste af formiddagen på at debattere med mig selv, fordi jeg selvfølgelig var allermest tilbøjelig til at melde afbud. Fornuften og viljen vandt, så jeg overholdt min tid og godt for det. Sån da..

 

Jeg har skrevet om det før og nævner det lige igen. Psykofarmaka er den rene tanddræber. Uanset, at jeg gør alt hvad jeg kan for hver dag at passe bisserne, så smuldrer de alligevel. Og de gør det indefra!  Det er så underligt og frustrerende, for det betyder at jeg ikke kan gøre meget selv. Allermest betyder det endnu et økonomisk problem, som kan virke ganske overvældende.

 

I går fik jeg renset og gjort ved. Tjekket og fotograferet. Og kom hjem med en ny tid, hvor jeg skal i gang med endnu en rodbehandling..  Vi håber på at det kan undgås, men hullet inden i tanden er stort og erfaringen er bare, at det kan handle om at udskyde noget som alligevel MÅ gøres. Og altså betales.

 

Alligevel nægter jeg at tude over det. Så jeg brokkede i stedet ( som altid ) over, at der hverken er sjove film i loftet, som jeg kan kigge på under behandlingen, eller et håndtag jeg kan gribe fat i, og klamre mig til når det skriger og hviner i mit hoved.  Jeg mener.. i går var stakkels Petertandlæge ved at få sig en kæberyster, da jeg med et hyl svinger venstre hånd op. På den sidder min monsterring, og var han blevet ramt kunne han være gået hjem med et blåt øje. Heller ikke den søde assistents hånd har fortjent at blive klemt så hårdt, så altså en metalstang til at flå i, vil være god af mange grunde når jeg ligger i stolen.

 

Jeg vil heller ikke tude over, at jeg for ikke at risikere noget som helst, måtte flytte tiden for gældssamtalen på mandag. Jeg er som sagt sløj, og frygter hvad der kan udvikle sig til, og har derfor talt med en flink gældsmand, som gav mig en tid om 14 dage. Det er totalt øv at skulle vente to uger mere, men igen.. hellere det, fremfor at skulle aflyse med få timers varsel på mandag. Man kan nemlig risikere at blive afvist alene på det grundlag.

 

Nu er det så fredag. Jeg tager en dag på langs med masser af the, og varme under tæpperne på sofaen, tænker lidt mere over en af de svære beslutninger, som jeg trods alt mit positive hype, har været nødt til at træffe.  Jeg smiler i mit ansigt fordi det sner så fint udenfor. Jeg nyder alle de programmer som DRkultur kaster om sig om formiddagen. I dag skal jeg høre om familien Medici:

 

 

Medici-familien - renæssancens mæcener

Amerikansk dramadokumentar fra 2003.

DR K | Fredag d. 11 januar kl. 09.26 - 10.20

"Et dynastis fødsel". 1400-tallets Europa var sønderrevet af krig og pest og underlagt den katolske kirkes autoritet, men der var grøde i byerne, hvor en stigende handel med omverdenen gav rigdom og appetit på oplysning og udvikling. I år 1400 var republikken Firenze et vigtigt handelscentrum. Giovanni de'Medici drev sammen med sønnen Cosimo en bank, der efter et heldigt pavevalg, hvor Medici selv havde en finger med i spillet, skulle vokse langt ud over Firenzes grænser og løfte familien op i Firenzes elite.

 

Kunst, kultur og historie i de tidlige dagtimer. En perfekt kombi, når man i januar ikke rigtigt kan andet end bare vente på, at energien vågner igen.

 

 

Når den gør det skal jeg vist lige have kigget på lidt på opvasken..

Nu det her med hedeture og overgangsalder ik..

 

 

 

 

Gider nogen derude måske sparre lidt med mig??

 

Jeg er blevet testet ved lægen i oktober, og ifølge resultatet er jeg IKKE i overgangsalderen, MEN men.. hvad pokker sker der så lige med min krop?

 

Jeg ved godt, at det også kan skyldes medicinen, men uanset hvad og hvorfor så er det virkelig gået hen, og blevet meget ubehageligt.

 

ALT hvad jeg foretager mig giver mig svedeture, af den slags som betyder at jeg må skifte t-shirt. Ikke fordi der følger lugt med ( heldigvis ), men fordi jeg er gennemblødt. Nu her hvor det er vinter får det en ekstra dimension, når jeg ikke lige kan få et tørt inderlag på, for så går jeg hen og bliver iskold på bryst og ryg. Og det vel at mærke samtidigt med, at jeg fortsat er totalt overophedet indvendigt. Jeg kan for eksempel tage tøj på og gå ned af trapperne. Ud på fortovet og så er jeg allerede godt på vej til den første hedetur. Inden jeg er nået feks den korte tur frem og tilbage fra supermarkedet er jeg derfor både gennemblødt, varm OG nedkølet. En tur ud for at børste tænder, eller lave mad giver samme resultat.

 

Det siger sig selv at det lige pludselig er vældigt utiltrækkende for  mig, at gå i gang med rengøring og andet fysisk, for jeg skal hele tiden skifte t-shirt, og i lørdags på altanen ku man se mig gå rundt derude kun iført en tynd trøje, til trods for at vi er i januar. Ja jo, det var mildt i vejret men alligevel. Jeg bliver simpelthen vanvittig.

 

Nu har jeg det sådan, at min generelle livskvalitet halter og som alle mine læsere ved, har jeg sat mig for at jeg ikke vil isoleres og handicappes mere end nødvendigt, så jeg vil op og ud. At være varmeovn hjælper ikke på mine hverdage, så jeg er næsten villig til at prøve hvad som helst, som kan give mig gode dage. ALT hvad jeg kan gøre for et godt liv VIL jeg gøre. Også prøve tryllemiddel, heksepulver eller rottegift..

 

HIT ME. Kom med alskens gode råd og egne erfaringer. Vi må simpelthen ha’ overgangsalderen frem i lyset, om jeg så selv er i den eller ej. Der er vældigt mange bloggere i samme aldersgruppe som jeg selv, så jeg kan vel ikke være den eneste som mærker kroppen gå agurk. Eller hva ba???

 

Tør næste ikke tænke på, hvordan det skal gå når det bliver sommer!  Så eksplumderer jeg vel.

Et lille nyt tiltag på bloggen

 

 

 

 

Jeg kæmper gør jeg, men nogle gange har jeg ikke energi til alt det jeg vil. Derfor vil jeg fremover på de dage, hvor jeg ikke lige orker ord, have indlæg kun med et dagens billede på.

 

Jeg gør det for min egen skyld for jeg er godt klar over, at det ikke er det mest interessante indlæg man kan bruge sin tid på som læser. Jeg gør det for at holde fast i de daglige rutiner, om de så bliver nok så små. Jeg gør det også, for på de dage at finde noget smukt, morsomt eller dejligt frem.

 

Derfor vil disse indlæg ikke nødvendigvis være nye billeder. Jeg har et enormt lager af fotos, så der er nok at tage af tænker jeg, og eet er sikkert. Alle billederne kan fortælle en lille historie. Jeg vil vælge helt tilfældigt og med lukkede øjne så det bliver så spontant som muligt.

 

 

Så mine damer og herrer, dagens billede:

 

Mine poder gøres klar til fastelavn engang i slut halvfemserne.

Den mildeste søndag morgen i januar

 

 

 

Ligeså lys og solrig lørdag var, ligeså grå og mørk er søndag. Uanset, er søndagen mild og stille. Og jeg nyder det.  Jeg har godtnok en migræne, som er under afvikling ( lyder fint ik .. ), men som vejret er den mild ved mig, så jeg er ok.

 

 

(  Billede er fundet på Pinterest og fører HERTIL )

 

Lys får jeg fra lamperne, og farver får jeg på en rundtur i det vidunderlige univers af hækling, som er det jeg er optaget af lige nu. At surfe rundt, og opdage nye steder giver ikke mine egne hæklenåle særligt megen motion, men det kommer nok. Lige nu er det stilheden, mildheden, den åbne dør til altanen og Fister der muntert hopper rundt udenfor, som fylder mig. Og det er bare om at suge til sig, for inden længe vender kulden tilbage og med den vist også sneen. Sneen som giver en anden slags lys og glæde.

 

Og sådan vil jeg blive ved. Fra dag til dag.

 

Trække hvert eneste lille element og atom  ud af januar, som kan bruges til at gøre mig til menneske igen. Lægge på lager og spare op, så jeg igen kan mærke lysten til at leve og gå ud. I livet.

 

Jeg synes jeg gør det godt.

 

 

                         ( Husk.. der er KUN få mdr til foråret igen er over os )

Man kan også rydde FOR meget op!

 

 

 

Jeg har mistet mit SD kort til kameraet…

 

 

Jeg behøver vist ikke forklare, hvorfor det har gjort mig helt ude af flippen, for jeg bruger det jo her til bloggen, og nærmest hver eneste dag. Jeg har ikke råd til at købe et nyt, men som på FB vil jeg her spørge om nogen måske ligger inde med et, som kan undværes?  Øv hvor er det ærgeligt altså .. 

 

Iøvrigt har jeg tilbragt det meste af fire timer på altanen i dag. Åhh hvor har det bare været helt vidunderligt, men også lettere surrealistisk. Jeg mener.. det er januar!  En mand med en boremaskine kom tilfældigt forbi, og tænk sig nu er der søreme også sat en lampe op i køkkenet, foruden lidt hist og her.  Helt uden at det var planlagt på forhånd.  Det har været en rigtig god dag, med masser af smil og varm kakao, så jeg sidder nok så fro her i sofaen under mit tæppe. Efter solen forsvandt blev det køligt igen, så nu er det skønt at nyde indelivet, varmen i stuen, og hækletøjet.

 

Og nej.. der er så altså ingen billeder af noget som helst. Hverken hylden som nu sidder under vinduet derude, den friske hø til Fister eller fuglehuset som er sat op. Men fint er der, det kan jeg godt love :-)

 

 

UPDATE :   Malou har søreme et som jeg kan få. Hurra så er der snart nye foto’s igen.

Bagsværd sø i regnvejr.. mon jeg er ved at udvikle mig til optimist???

 

 

 

Jojo, den er god nok. Jeg fik den brilliante ide, at en lille udflugt til Bagsværd Sø ville være lige det, der skulle til på en fredag.  Vejrudsigten var tjekket, men jeg ved ikke.. jeg må have overset den bid, hvor let støvregn ville udvikle sig til en mere silende en af slagsen..

 

Hvorom alting er så pakkede jeg min taske. De hjemmebagte knækkebrød, en kande kaffe, lidt hækletøj, plastik til bænken og et tæppe til at sidde på.

 

Jeg tog afsted, og inden jeg nåede at svinge ud fra Brønshøj begyndte det at støvregne, men jeg var fast besluttet, og jeg endte da med at sidde ved søen en times tid. KUN drevet tilbage til bilen af en nu noget tungere regn. ØV 

På sådan en dag er det ikke de mest fantastisk billeder man får med hjem, og slet ikke når man ikke har taget gummistøvler på. Derfor blev det kun til et par langskud fra min plads ved bredden. Fik jeg sagt at der også var temmeligt blæsende?

 

Jeg gør alt hvad jeg kan for at fokusere på det gode, og hvad der gør mig glad. Jeg har lyslampen tændt i flere timer hver dag. I stuen står den bare tændt fra jeg står op, og det er ikke fordi jeg sidder foran den efter forskrifterne hele tiden, men den fordriver mørket om formiddagen. Jeg har købt mig en kalender, hvori jeg nu begynder at skrive dagens detaljer ned. For at se om der er et mønster, og for at kunne sammenligne og kigge tilbage, når næste år begynder. Hvilke piller jeg sluger, hvor meget jeg sover, hovedpiner i forhold til dagens hændelser, min kost, smerter, om jeg har været ude osv osv.

 

Jeg håber, at jeg kan holde fast i det som en rutine i hverdagen, og at der måske viser sig noget jeg ikke har været opmærksom på, så jeg i sidste ende kan få et bedre heldbred.

 

I regnvejr er det ikke smart at hækle, men jeg er alligevel nået et godt stykke videre på tæppet. Kanten begynder at ligne noget nu:

Igen.. håbløst at tage billeder i januarlys. Farverne er bare ikke helt realistiske

Eet opkald fra en bisidder og så piskede tårene. DET havde jeg ikke ventet..

 

 

 

Her til eftermiddag fik jeg et opkald fra den herre, som var klar til at bistå mig når jeg d. 14 skal til møde. Midt i knækbrødsbagning stod jeg der, og knækkede selv midt over.

 

Jeg tager telefonen, lytter, svarer, lytter lidt mere og derefter er løbet kørt for mig. Det kom simpelthen bag på mig, at sådan noget kunne ske, men også at jeg stadigt er SÅ sart og hudløs for grunden handler om noget, der ligger mange år tilbage efterhånden.

 

Det var måden han talte til mig på.

 

Hverken mere eller mindre, eller værre end det. Hans facon fik mig til at gå helt i sort, stivne og som sagt tude uden at jeg kunne forhindre det. I det her tilfælde er det en bisidder som er til rådighed via SIND, og det kan da godt undre mig en smule. Jeg mener.. er man bisidder for lige netop medlemmer af SIND, ligger det vel nærmest i ordet, at det menneske man skal hjælpe er af en lidt sart støbning, foruden at det ligger i SELVE ordet bisidder… sådan en har man kun brug for når man ikke kan selv. Tænker jeg.

 

Hvad skete der egentlig, spørger i så måske ?

 

Jamen, det kan jeg allerede nu næsten ikke huske. Her flere timer efter mærker jeg stadigt en rysten indvendigt, og jeg har slugt noget beroligende for, at kunne få mig selv på plads i de rette folder igen.

 

Som sagt var det både tonen, men også måden han greb mig an på. Da jeg har sagt mit navn siger han hvem han er, og går i gang uden nærmere indledning, med at bede mig om flere ting på en gang. Han taler kontant, tjept og i mine øre, som en højtrangerende soldat taler til en værnepligtig eller noget. Jeg er IKKE i tvivl om, at han intet ondt mener med det, ej heller at det bare er hans facon. Problemet er bare at jeg ikke kan klare at blive kommanderet med, ikke kan overskue at få udstedt opgaver som skal udføres hurtigst muligt, OG at blive bedt om noget jeg lidt havde troet HAN ville sørge for.

 

Jeg ved ikke.. Jeg gik i baglås og det fortalte jeg ham faktisk. Midt i det hele, og da tårene begyndte at flyde stoppede jeg ham. Fortalte at jeg ikke kunne håndtere måden denne samtale foregik på, og at det var derfor jeg nu stod og græd helt åndssvagt.

 

Han blev helt tavs!

 

Regulerede ind og fortsatte i en noget mere tøvende tone, men jeg var tabt. Kunne hverken sige fra eller til, så det endte med at jeg sagde ja og jo og farvel. Og derefter fik jeg så talt med Hanne, som har været mellemmand. Hun er en knag, og har sørget for at det bliver en anden, som jeg skal være i kontakt med. DET kunne jeg trods alt ikke få mig selv til at meddele manden.

 

Tænk engang..

 

Min reaktion handler om noget jeg bærer med mig fra mit ægteskab. Tror jeg nok. Jeg er ikke heeelt sikker, men det er altså seks et halvt år siden jeg blev skilt!

 

Noget andet er, at jeg er helt klar over at netop denne særlige måde at tale til mennesker på, meget muligt også benyttes lige præcis på sådan et møde jeg skal til. Her vil jeg dog ikke lade mig slå af pinden, for her er jeg på hjemmebane. Jeg har været til et utal af møder hvor jeg har skullet tale min egen sag, og netop MIN sag kender jeg sgu ud og ind. Jeg tager notater med. Og kan uden at blinke remse alt det op jeg vil der vil blive spurgt ind til. NÅ!

 

Det var det. Moving on.

Nu griber jeg hækletøjet igen

 

 

 

Det kribler i mig efter at hækle lige nu, så strikketøjet bliver sendt på ferie en tid. Ikke fordi jeg ikke har en million milliard opskrifter liggende i favoritmappen, men fordi hækleri bare er så skønt at nørkle med i mørke tider. Måske det har noget at gøre med, at med hæklepinden kan jeg gå amok i farver og blomster/ firkanter/ hexagoner og alt muligt andet. Også her har jeg både pins og favoritter på Ravelry i stakkevis. Jeg mener.. det er endeløst hvor mange smukke og sjove projekter jeg er forelsket i. Og drømme er så dejlige at have ik..

 

 

 

 

Alle farverne til trods, er det nu det gråbrune tæppe jeg lige tager fat på. Det har ligget hen alt for længe, så et par omgange skal det altså lige have inden jeg tager et kig på mit garnlager..

Ja jeg spørger bare..

 

 

 

 

Jeg elsker bare Trine gør jeg

 

 

…  OG jeg får næsten lyst til at råbe med hende hihi

Mummitrolden er vågnet

 

 

Solen er ved at gå ned, men jeg har da nået at få glæde af, og nyde fire timer af dagslyset. Inden da har jeg leget hulebjørn, og ventet på at energien skulle vågne op i min krop. Jeg gider ikke frustreres over, hvad jeg IKKE får ud af dagen, for det er bare sådan det er. I januar. Ok.. det var også sådan i oktober og november, men nu er det et nyt friskt år, og dermed skal der nye boller på suppen. Så altså … jeg accepterer og lader stå til om formiddagen. Retter kroppen og sindet ud ved middagstid. Klæder mig på og går en tur i den friske luft.

 

Jeg bruger januar til at varme op til februar. Øver hver dag lidt mere ( efter kl 12 ) i, at gå ud og være aktiv. Og når næste måned kommer, så er jeg og Sisse klar til at jeg begynder i butikken igen. Langsomt, men med viljen forrest fordi jeg VIL. Mit fokus nu er på mig selv, og på at jeg vil have en god hverdag, og derfor vi jeg ikke koncentrere mig om andet end det. Ikke føle skyld over at jeg sover meget. Ikke føle skyld fordi det overskud jeg har går til mig selv, og ikke sociale aktiviteter. Det skal nok komme og mødet d. 14 tænker jeg ikke på, før det er nødvendigt.

Og så elsker jeg forresten hvide tulipaner, så jeg vil håbe på at jeg har råd til mere end denne ene buket :-)  De gør mig nemlig glad gør de.

Den må jeg altså lige ha med, selvom den er lidt forsinket

 

 

Det ene indlæg ser så ensomt ud der i sidebaren under år 2013 …

 

Det må jeg jeg straks gøre noget ved, og jeg kan da afsløre at  jeg og mine sutsko ikke er nået længere end hertil:

 

 

Fister har smidt sig her:

 

Jeg tænker ikke,at jeg flytter mig videre end til køkkenet på et tidspunkt. Der står en opvask ( som altid.. ), og jeg ville egentligt have bagt knækbrød, men nu ser vi.

 

Faktisk er jeg så hamrende doven, at jeg  ikke engang gider løfte mine hænder for at være kreativ!  Jeg sidder istedet og lader mig inspirere rundt omkring på blogge med hækleri og strik. Man bliver mægtigt udmattet af sådan en rundtur hos andre,  som er mere flittige end en selv ik.. ;-)

 

Jeg fik dog forresten lavet lidt i juledagene. Et par hæklede vanter til moi, og en cowl med knapper til Josefine. Nu venter et nyt kreativt år med garn og forhåbentlig også lidt papir, og det der hvide lernoget, som Pernille gør sig i. Forhåbentlig. Nu får vi se.

 

Forresten er vanterne lidt af hver. Jeg så et billede af nogen som jeg bare MÅTTE lave, men som med huer må jeg have GRANDE hænder, og først i tredje forsøg gik det godt. Inden da nåede jeg at køre sur i blonden på håndleddet, så jeg har lavet den lidt anderledes.

De første røde blev for små.

De næste hvide blev for store.

De lilla passer.

 

Måske jeg laver et par mere i en ny farve. Nu får vi se..

Jahhh, januar står friskt og venter på vi går ombord

 

 

 

Måske overskriften er lidt vel fjollet, men jeg har bare glædet mig så meget til denne januar. Den bliver uden tvivl hård at komme igennem, hvis jeg skal se det fra den mørke side. Lyset som jeg savner så stærkt, må jeg supplere med lampen I ved nok, men når det er sagt, så er jeg alligevel fuld af optimisme.

 

Så meget at jeg allerede nu, ikke mange timer efter de sidste feststemte naboer er gået i brædderne, er oppe og nyder stilheden.

 

Stilheden ja.. Ahhh den er vidunderlig lige nu.

 

Dette nytår viste sig at være et af dem, der kunne høres i dagevis. Jeg mindes ikke hvilket år vi sidst har haft så massivt et fyrværkeri, i dagene op til d. 31.Jeg har i tidligere år fortalt om min afmålte begejstring for bulder og brag, mest fordi jeg har en skræk for det uforudsigelige i raketternes opførsel, men selvfølgelig elsker også jeg, at se på alle de smukke farver himlen får når klokken slår midnat. En anden ting som var markant, var de virkeligt voldsomme bomber, som sprang med jævne mellemrum lige her omkring i mit kvarter. På et tidspunkt følte jeg mig faneme hensat til en mellemøstlig borgerkrig!  Jeg har selvfølgelig ( og heldigvis ) ingen anelse om, hvordan det må være at bo i et krigshærget område, men nogenlunde sådan forstiller jeg mig at det må lyde.. Jesus altså, mit hjerte røg i halsen hver eneste gang af bare forskrækkelse.

 

Det interessante er, at selve nytårsbraget nærmest fra det ene minut til det andet, døde ud efter kun 40 min!!  I det fjerne blev det ved i små glimt, men ikke her omkring og nu er her som sagt helt stille. Og lille Fister er glad igen. Nooj hvor han ikke brød sig om det. Han var egentlig rolig nok, men ikke helt sig selv. Det endte med at han gemte sig under sengen i mørket.

 

Nå, nok om det.

 

Jeg sidder i min sofa og Fister dimser omkring. Kun fuglene kan jeg høre. Lidt a la Palle alene i verden. Måske jeg lige snuer lidt længere, men når klokken bliver 10 er jeg klar, for der sendes nemlig fire programmer på DR2, som er enormt interessante. Om kunst. Smukke, lærerige, og langsomme. Jeg missede de fleste af dem i første omgang, men ser til min glæde at jeg har chancen igen idag. Det sidste afsnit er især totalt spændende:

 

“

På sporet af kunsten

Originaltitel: Fake or Fortune

Engelsk kunstserie fra 2010.

DR K | Tirsdag d. 1 januar kl. 13.10 - 14.10

Fiskeren Tony faldt ved et tilfælde over nogle malerier smidt ved en flodbred. 15 år senere kunne kunsthandleren og kunsthistorikeren Philip Mould fortælle den forbløffede fisker, at et af malerierne var omkring 30.000 pund værd. Det var nemlig et hidtil ukendt værk af en af de væsentligste amerikanske 1800-tals kunstnere, Winslow Homer. Fiona Bruce og Plilip Mould går straks i gang med at løse gåden om, hvordan maleriet var endt på lossepladsen og finde frem til den oprindelige ejer. “

 

 

Må I alle vågne op nøjagtigt så glade og friske som jeg.  HEHE… 

Tak for i år og på gensyn i 2013

 

 

En lille velfortjent blogjuleferie har jeg holdt. For at puste ud, og slappe af.

 

Dagene er brugt på totalrenovering af julehjemmet og energireserverne. Der er nu igen ord på lager som vil ud her, og en stue som står klar til 2013, ren ryddelig og rar.

Jeg har set Ringenes herre for allerførste gang ( ja.. jeg indrømmer nu offentligt, at jeg ALDRIG har læst bøgerne eller set filmene ), som boghandler muligvis en mindre skandale, men min hjerne mangler simpelthen den chip, som kan forholde sig til den slags fantasiverdener. Nå, men i år sprang jeg så på dem. Den første så jeg med Rasmus som tolk, og jeg må til min store undren bare tilstå at jeg blev revet med. Jeg kan godt regne ud at de vil være endnu mere medrivende på et ordentligt og større… tv, og jeg tror også jeg må ønske mig dem på dvd, for sådan nogle mastodontfilm kræver gensyn, hvis jeg skal have det hele med. Eneste irritationsmoment er Frodo. MAND hvor er han belastende i længden. Ikke som karaktér, men inden de tre film var spillet til ende, var jeg bare SÅ træt at hans store bekymrede øjne i det hvide ansigt.

Den første er iøvrigt klart den bedste synes jeg.

 

Jeg har også i går fejret Rasmus 18 års fødselsdag. At tænke sig min lille dreng er voksen nu??  Vi fik lagkage og boller hos mormor og morfar i Lyngby, og nu er han SÅ klar til, at indtage de danske veje som bilist. Han er begyndt på at tage kørekort, og taler dybest set kun om biler og teori. OG når han er med mor ude at køre, må hun nu finde sig i at blive korrekset. hver gang hun trodser hans nye viden.

 

SUK!  

 

I år gider jeg ikke gøre status over hverken livet, strikketøjet eller mål som ikke er nået.

 

Ejheller vil jeg sætte nye mål op, for jeg bliver så trist når jeg kigger mig over skulderen, og kan se at endnu et år er gået, uden at jeg kom så meget videre.  2013 skal tages i nakken og med beslutsomhed trampes igennem, dag for dag.  Jeg VIL bare ikke længere sidde her og jeg har sagt det før, NU REJSER mig sgu så. Fra sofaen og direkte ud i det fri.  I stedet for mål, har jeg håb.

 

Jeg håber at jeg i 2013 opnår:

 

- at genoptage det gode liv i butikken.

-  at få kundskaber udi lace eller flerfarvestrik

-  at blive hørt og mødt med forståelse af dem som beslutter gældssanering

-  at jeg derfor kan blive her sammen med Fister

-  at jeg kan finde midler til endnu engang, at skabe mig en oase på altanen

OG jeg håber at jeg får et bedre helbred.

 

Der er sikkert mange flere håb, men de her hvad jeg lige kan huske nu :-)

 

Jeg vil slutte blogåret af med at takke endnu engang for at I læser med her. Takke for støtte og gode råd, og råbe HØJT hurra for jer alle sammen.

 

GODT NYTÅR

En verdensfjern beslutning, en rundsendt IKKESPAM mail, et førstegangskig OG en zombiemor med motoriske vanskeligheder..

 

 

 

 

 

Her sidder jeg så. Næsten lige vågnet og med en klar fornemmelse af, at jeg har begået en noget urealistisk aftale for nogen tid siden.  Noget i retning af dette:

 

“ Hvad siger du til at få besøg d. 27 /12?   Bare et par timer og for at hygge lidt? 

Ei jo helt sikkert. Den er jeg med på. Kom bare så efterjuler vi lidt.”

 

!!!!!!  AEHMM…. jeg må jo have været helt fra snøvsen, eller omvendt totalt overskudsagtig dengang den aftale kom i hus, for i dag kan jeg jo hverken tale eller bevæge mig. Iøvrigt ret forudsigeligt, hvis man altså husker at tænke sig om, men det har jeg så ikke lige husket at gøre. Så jeg er begyndt dagen  med en aflysning. Vi indhenter en anden dag gør vi.

 

 

Og så kommer her lige en lille info fordi..

 

 

I går rundsendte jeg en mail til alle jer, som holder af strik og som jeg har mailadresser på. Jeg er lidt nervøs for at I tror det er en spammail, fordi jeg har linket til en side, men det er det altså IKKE.  Det er såmænd helt reelt, og handler om at jeg på Pinterest kom forbi denne lille foræring fra Tin Can Knits til alle os, som holder af strik. Den skal da deles med så mange som muligt så jeg sendte altså rundt.

 

Skulle der sidde flere rundt omkring i blogland, der gerne vil vide hvad det handler om og, som kunne ønske sig et mønster de måske ikke ellers lige ville have set, så kommer her linket igen:

 

http://us2.campaign-archive1.com/?u=ac55a87e0c49ad678b42da26a&id=06f9d3b1f1&e=7c17b2b9f5_

 

I al sin enkelhed er der ni mønstre, hvoraf man frit kan vælge et som så bliver sendt kvit og frit. Jeg var i forvejen ret forelsket i cirkeltæppet, så det har jeg nu valgt som en gave til mig selv. HURRA for gavmilde designere siger jeg bare.

 

Og ved I hvad..

 

Nu kan jeg slet ikke koncentrere mig mere, ej heller huske hvorfor jeg hittede på så lang en overskrift, så resten må I få senere *fnis*

 

Gammelsmølf vil nedsænke sit legeme i sofaen, til lyden af et tryklufthammerbor, som i dag er på arbejde i den mur der udgør bagvæggen i min stue. Den mur som ellers har stået urørt i ugevis siden arbejdet udenfor begyndte, men som åbenbart nu her på 3. juledag SKAL gøres færdig!!!

 

En murerarbejdsmand er i overhængende fare for, at blive overhældt med koldt andefedt fra bradpanden, af en enormt træt og støjfølsom 

 

 

ZOMBIEMOR  !#/%(/!¤)!¤(&()!#&)(!#)!¤=*%#%¤%¤()”&¤”(O¤”/T”(/¤&/”(ebe(rx”/(t/”(¤”(/¤t”(/¤ty”(o/¤”(o/ye¤(“/ye¤ye b

 

arrrggggggggg!!!!!!

 

 

PS: der er Poirot, Mordet i orientekspressen om lidt på DR1, den er jeg med på. Helt helt og vandret med på :-)

Juleharmonien er vigtigst, MEN en flosset jul er fejret og nu står den på dage i nattøj og røde sutsko

 

 

 

 

Juleaften kom og gik, og da juleharmoni og et vellykket måltid mad tæller højest kan jeg fortælle at efter lidt startvanskeligheder, var aftenen som håbet.

 

Dog er der et par ting, som gør denne jul til en jul vi kan huske, og desværre ikke fordi vi hyggede.  Skidt med, at de fotos jeg fik taget alle blev helt håbløse ( Ovenstående af Josefines medbragte hamster blev således det bedste!!! ), og skidt også med, at jeg kom til at hakke alle mandlerne, og at vi derfor ikke kunne finde den i Ris a’la manden. Pyt med, at jeg heller ikke havde husket kulør til den iøvrigt vildt velsmagende, men noget blege andesovs, og pyt også med at jeg glemte, at slukke for ovnen så sværen på stegen blev aehmm….. endog meget sprød ( aka brændt ).

Vi overvandt ligeledes de indledende skænderier og små anspændte ( pga mig og min elendige stress ) gnidninger, ligesom vi fuldstændigt glemte at tænde lysene på træet, ( men så brændte det i det mindste ikke hytten helt ned.. ). 

 

Det, der får aftenen til at være en aften vi aldrig glemmer, handler om noget helt andet.

 

Josefines allergi.

 

I sidste uge fik hun en forebyggende indsprøjtning med binyrebarkhormon, men den må siges absolut IKKE at have virket. Som timerne gik, blev symptomerne på allergien mere og mere tydelige. Hun holdt tappert ud ved tanken om et par dages samvær som familie her, og med udsigt til masser af film, havregrynskugler, hygge og sjov, var hosten og pivende vejrtrækning i første omgang betydningsløst. Lige indtil hun gik i seng..

 

Ved tre-tiden var det da så slemt, at hun slet ikke kunne trække vejret ordentligt, og det tog til da hun lagde sig i sengen.  Trods ihærdig rengøring, måtte vi tage den møgsure og ærgelige beslutning at køre hende hjem. Så midt i den mørke julenat, så man mig pakke mængder af mad og godter ned. Man så os iført nattøj og uglet hår liste ned til bilen, og derefter håbe af al kraft, at vi kunne nå frem og tilbage fra kollegiet midt i Tingbjerg inden bilen gik i stå, for den var nemlig ene og alene drevet af dampene fra en tom benzintank.

 

NOJ hvilket antiklimaks. Og NOJ hvor syret at liste gennem natten med en seriøs risiko for, at vi måtte efterlade bilen på vejen, og gå ubevæbnede gennem området. OG allermest NOJ for en trist Josefine vi måtte efterlade på dørtrinet.

 

I går var jeg så selvsagt dødtræt, men jeg fik fat i mine forældre som også vidste, hvor meget vi havde set frem til nogle dage sammen her, og da Josefine vågnede op blev hun hentet og installeret i mine forældres sofa i stedet for, udstyret med film og knas og omsorg. Jeg er sikker på, at det alt andet lige er bedre end at være alene i julen, og så må jeg have fat i doktoren snarest muligt for at høre hvad pokker der gik galt. Ikke at det ændrer noget, men jeg fatter ikke at hun reagerede så kraftigt med antifidus i kroppen??

 

Alt i alt nåede vi at få en sjov aften, med en middag som blev mere vellykket end man skulle tro. Anden var perfekt, sovsen smagte ualmindeligt fantastisk og inden d. 25 ankom, havde vi på skift været i køkkenet for at hapse kolde kartofler med sovs og rødkål flere gange, og derfor er der for første gang intet tilbage.

 

I aften smutter også Rasmus og hamster igen, og derefter står den på et let oprydning og gåvækjul manøvrer. Julen 2012 kom og gik, og nu glæder jeg mig umådeligt ved tanken om, at jeg i år skal være alene nytårsaften. Åhhh det bliver sgu godt.

MERRY CHRISTMS Y’ALL

 

 

 

 

 

Kh Henriette 

Julekalender d. 24 december 2012

 

 

 

 

 

Så blev det den 24, og om lidt er det juleaften. Klikker I på billedet er der en lille ting, som både kan glæde jer selv, og måske andre nu hvor det er vinter og koldt.

 

 

Jeg ønsker alle jer mine læsere en rigtig god jul og takker for den støtte og opbakning i giver mig. Det er den bedste julegave jeg kunne få, og jeg håber at julekalenderen har været den julegave, som jeg har kunnet give tilbage.