Fredagens positive

 

 

 

 

Bare lige en kort fredagsopdatering.

Jeg har idag fået hentet min novemberkaktus ind fra altanen. Lidt af en bedrift idet jeg konstant har husket og så straks glemt igen, at den trængte til varme og omsorg. Hele sommeren har den drevet den af i et ugenert hjørne på gulvet derude, og det der kan undre mig er, at den har masser af fine knopper. Det har trods alt været koldt en tid nu, men den er sejlivet er den :)

Ellers har jeg haft en god dag. Stod op efter en nat med uafbrudt søvn i seks timer, fodrede dyr og modsat i går og den seneste måned BLEV jeg oppe.  Jeg har set Godmorgen Danmark for første gang i umindelige tider, kæmpet med montering af ærmer på Hoodien, skiftet sengetøj og andre småting.

En lur tog jeg først ved sekstiden, og efter maden er jeg nu klar til resten af aftenen.

Min første hele dag oppe…

Heeeelt vildt :-)))))

Synk i garnlageret

 

Meget kan man sige om sygdom, det være sig depression eller andet, men i mit tilfælde gælder at det har forårsaget et voldsomt indhug i garnlageret.

 

Som tidligere fortalt er netop strikningen det eneste ( sammen med mine uundværlige lydbøger), der har kunnet få mine tanker på ret køl. Evnen til at koncentrere sig forsvinder jo nærmest, så det at sidde med garn, farver, pinde og mønster, er bedre end alverdens beroligende kemi. I denne omgang er det simpelthen lykkedes mig helt, at undgå netop de beroligende midler, noget der ellers altid er fulgt med nedturene og mørket. Sidst  jeg var på den var dengang i december, men DET var jo også en ekstra ekstrem måned.

 

 

Jeg har udfordret mig selv, med strikkeøvelser jeg ikke har erfaring med. Øvet strik efter diagram, på engelsk og også lidt i flere farver. Bedst strikker jeg om aftenen, så der er jeg set siddende fordybet i min egne fiberrige verden. Og trods tårer og tungsind, har jeg faktisk i de øjeblikke alligevel følt lidt glæde, og tilfredshed med egne præstationer.

 

Det er jo ikke nogen nyhed, at den slags beskæftigelse er godt for sind og sjæl, og før jeg begyndte på strikkeriet var det de store broderier der hjalp mig. Jeg får ikke syet så meget nu, men en dag skal jeg helt sikkert også have nålen i hånden igen. Det er vidunderligt at se hvordan et smukt mønster vokser frem kryds for kryds.

 

 

 

 

NÅ, MEN…

 

Det var garnlageret vi kom fra ;)

 

Jeg mener bestemt, at jeg nu med gooood samvittighed kan begynde at plage og synge igen om nye garnindkøb. Ja måske endda hamstring vil være aktuelt hehe.  Jeg venter endnu på garnkort fra Slavi, men allerede nu er de kort jeg har hos mig, taget af opslagstavlen for at jeg kan nusse og gramse og drømme.

 

 

 

Iøvrigt er det jo snart JUL    HEHE.. 

Tjek ..

 

 

 

 

 

Skrive klagebrev til Thiele…          TJEK   ( hvorfor findes der ikke et tjektegn på tastaturet?? )

Bestille tid hos ny gynækolog        TJEK  ( min læge var forfærdet da han hørte om Hr. Bagger på P. Bangsvej, og jeg har nu fået anbefalet en ((forhåbentlig)) flink en af slagsen ).

Opdatere Ravelry efter mange måneders fravær     TJEK ( DET har virkeligt været længe undervejs, og jeg  har savnet min gang derinde, har bare ikke kunnet tage mig sammen )

Forberede kæresten på mit fravær lørdag aften        TJEK  ( vil og skal være frisk søndag, til den lange køretur frem og tilbage til efterskolen på Lolland Falster. Rasmus glæder sig til at se den nemlig )

 

Jo jo jeg bør nok være tilfreds for nu, og så får resten af to do listen ligge til en anden dag, i nat har jeg nemlig kun sovet et par timer. I går fik medicindosen endnu et nøk opad helt som planlagt, men det kan altså mærkes på kroppen. Lige nu er jeg helt tåget i bøtten,  Rasmus er sendt i skole og John på job, og det eneste jeg skal i dag, er den ugentlige aftale med Pernille. En gåtur bliver det ikke til, men en kop the i nattøj ( for mit vedkommende ) er også fint. Det er dejligt at hun gider og så ka jeg jo tage mig en lur bagefter.

Jeg gik en tur i dag

 

 

 

Det går trods alt ikke så hurtigt som jeg kunne ønske mig, og mine dage er stadigt præget at voldsom træthed. Især om formiddagen er jeg næsten ikke i stand til at komme ud af sengen, og jeg er først ved at få kroppen og hovedet på plads langt over middag. Det gør mig vanvittig hvis jeg skal være helt ærlig, så idag tog jeg mig selv i nakken, pakkede mine kræfter og mig selv sammen for at gå en tur. Selv det at tage tøj på er en overvindelse i sig selv, men jeg VILLE ud. I min taske lå et let måltid ( youghurt ), strikketøj ( den lette slags ) og en lydløs mobil ( til evt nødopkald ). Planen var en tur langs Damhussøen der ligger fem skridt  fra min hoveddør, og jeg nåede helt op til ishuset  før jeg måtte sætte mig på en bænk. Kameraet lod jeg blive hjemme, da jeg ikke havde lyst til at tænke i kreative baner, ville bare forsøge at nyde nuet og den friske luft.  Svanerne er derfor skudt tidligere i eftersommeren, men det ligner meget godt dagen i dag.

 

En ting der undrede mig helt enormt, som jeg sad der på bænken var et syn, der gentog sig ikke een, heller ikke to, men hele TRE gange henne ved vandkanten. Der var masser af fugle, ænder og svaner, en enkelt af dem lå stille i solen og slappede af. Flot og imponerende tog den hvide svane sig ud, og om det er derfor skal jeg ikke kunne sige, men de mennesker der gik forbi hende syntes altså det var fristende at røre ved hende…  Hele tre gange måtte hun verfe en voksen hånd væk!  Er det mig, eller er det bare helt ok at forstyrre en sovende svane??

 

En times tid var jeg ude. Jeg nød turen, men resten af dagen har jeg været helt væk. Udaset simpelthen. DET irriterer mig altså, og jeg er bekymret for den kommende weekend hvor der er to arrangementer jeg IKKE kan snige mig ud af.   Fødselsdagsfest lørdag aften og efterskolefremvisning søndag på Lolland Falster. Pyhhh jeg er lige ved at tude ved tanken, men håber at jeg har lidt mere energi når lørdagen rammer.

Godmorgen

 

 

 

 

 

Jeg sover ikke fantastisk for tiden, tre timer er det blevet til denne nat, så jeg er søreme vågen allerede nu. Det går snart over igen når medicinen er kørt ordentligt ind i systemet, og heldigvis har jeg jo ingen forpligtelser at skulle overholde til samfundet, såå..  Jeg tager det som det kommer.

 

Fotos er det småt med i denne måned, jeg har ikke orket det, men der er da røget et par nye ind på computeren af de kære pelsede. Tag nu bare Cupcake her, han ligner sin mor gør han. Med et kæmpe gab og absolut ikke inspireret til at stå op, demonstrerer han sin holdning til verden.. 

Den må lige vente lidt.

Da verden stod stille

 

 

 

 

 

Min verden har stået stille i en tid. Langsomt og i slowmotion begynder den nu på ny at bevæge sig. Både indvendigt og udvendigt er der tegn på liv igen og jeg ånder lettet op. Når jeg kigger mig omkring taler døde planter, bunker af papirer, støv og grumsede vinduer deres tydelige sprog. Det er rigtigt svært at genoptage livet efter en pause. Jeg skal nærmest lære at gå igen, og både sind og krop trænger til genoptræning.

 

Selv det at skrive, som jo normalt falder mig så pærelet, går langsomt og med mange rettelser. Ordene er der, men de falder helt tilfældigt ud.

 

Medicinen hjælper, en ny og meget højere dosis betyder at jeg kan se lys i mørket, og snart er tågen helt forsvundet. Indtil da tager jeg tingene roligt og lader mig ikke stresse af, at ikke kun jeg har været på stand by.

 

Jeg har prøvet turen før, mange gange faktisk, men alligevel påvirker det mig at opleve, hvordan mine omgivelser reagerer. At have en depression er en ensom fornøjelse, men det kan hjælpe at vide at verden er der endnu med opmuntring og tålmodighed. Nogle få har glædet mig usigeligt med deres omsorg og forståelse, to faktorer der er afgørende når man ikke kan andet end at trække vejret.  Mange flere holder sig helt væk, muligvis af frygt for at overskride grænser, sådan er det og ikke kun jeg har den erfaring. Det er en reaktion som også kritisk syge oplever, mennesker med døden tæt inde på livet kan fortælle om berøringsangst og isolation. Meget sørgeligt.

 

Jeg ryster det af mig, kommer videre og varmer mig ved den berøring og de kys jeg henter hos den der betyder allermest.

 

Min kæreste er her endnu :-)

Jeg kigger lige frem..

 

 

… fra mit selvvalgte gemmested.  ( Og hvad er der iøvrigt galt med blogbot???)

 

 

Jeg har stadigt ikke mange ord at dele ud af, MEN jeg vil her meget gerne takke alle jer, der har skrevet så opmuntrende til mig i forrige indlæg. Trods min nedtrykte sindstilstand er jeg bestemt i stand til at glædes og varmes over, at I har har lyst til at hjælpe mig med ord og tanker.

 

Jeg knuser jer allesammen for det ;)

 

Jeg er nu begyndt på en ny dosis medicin, og kan forvente et par uger med mere eller mindre utilpashed, men så skulle det også meget gerne gå fremad og jeg håber at det sker i en vis fart. Min faste skriftemoder ( psykologen…) fik lige mindet mig om, at jeg jo trods alt har været i alarmberedskab mentalt 24/7 de seneste to år, så der er egentlig ikke så meget at sige til, at jeg nu er brændt sammen. Det og så den lille detalje at jeg er så dårlig til at bede om hjælp.

 

Det er der nu lavet om på, John er sat på opgaven med at være buffer mellem mig og de mange mange opkald om problemer, der optræder dagligt fra børnene. Min mobil er lukket ned i en tid ( lydløs), og jeg kan for tiden kun træffes til almindeligt sludder og sladder. Alt andet tager han sig af.  Med samtaler og medicin skulle de tre tiltag så gerne få mig op at stå igen. Jeg mærker allerede nu at de tonstunge sten, der har været viklet fast til mine skuldre og min ryg er betydeligt lettere. Jeg har sovet fint de sidste par nætter og slappet totalt af om dagen.

 

Torsdag blev jeg luftet af Pernille. Et kvarter før hun ankom, fik jeg bakset mig selv og min krop ud af sengen, og IHHH hvor var det faktisk dejligt. Jeg havde det bedre resten af dagen og det er jeg dybt taknemmelig for. 

 

 

Jeg får strikket og uden ydeligere forklaringer eller ord kommer her bare lidt billeder af projekterne:

 

 

 

 

Efter at have forsøgt i div boghandler uden held, har jeg nu købt denne via Saxo. De sælger den til  217 kroner så selv med en porto på 19 kroner har jeg sparet lidt på prisen. Jeg venter spændt for jeg har nemlig allerede set billeder derfra  rundt omkring, og både kjoler og trøjer er på hitlisten.

 

 

Og sidst men ikke mindst venter jeg med utålmodighed på at modtage dette:

 

 

Det går da fremad ik.. ;)

Ensomt mørke

 

 

 

 

Jeg er på vej ind i mørket…

Dag for dag kan jeg se en lille smule mindre ( og det skyldes ikke kun de manglende briller!!!), toget er standset og holder nu helt stille.  Det holder stille i en tunnel så mørk at der ikke kan skimtes bare det mindste lys.

Jeg selv er også mere eller mindre gået helt i stå. Med min erfaring kan det undre, at jeg ikke har set signalerne tidligere, ikke har handlet på det og på den måde forhindret depressionen i at få overtaget, men det er sådan det er gået og nu sidder jeg i suppedasen. Alle symptomer er klokkeklare og til at pege ud:

Manglende initiativ og handlekraft

Manglende mimik og liv i ansigtet

Manglende kræfter

Manglende livslyst

Manglende aktivitet

Manglende fremdrift og frem for alt

Manglende tro

Fordi jeg har været der før, ved jeg at der er hjælp at hente, men det kommer til at tage tid at komme ovenpå igen. Ikke så lang tid som dengang jeg var ubehandlet heldigvis, men dog alligevel alt for langt set i forhold til, at jeg har et liv jeg rigtigt gerne vil leve.

Jeg ved at jeg har ting og mennesker at leve FOR, men der hvor jeg befinder mig lige nu tror jeg ikke på det. Tror ikke på at jeg er elsket, at jeg vil være savnet, at jeg har en plads i verden omkring mig, hverken her i blogland eller IRL.  Der hvor jeg er lige nu lyder der en stemme som med klar røst erklærer, at den jeg er ikke har sin berettigelse, og at jeg forringer mine omgivelsers livskvalitet. Jeg mærker angst i mange former snige sig ind på mig. Angst for at gå ud, for at blive forladt, for at konfronteres med livet og mine begrænsninger, og angst for at blive endnu mere dårlig.

Jeg ved det… kan godt se det når det bliver skrevet ned med ord her, at det er helt galt, men det er jo netop depressionens værste vartegn. Jeg mister min fornuft.

Vigtige ting bliver ikke gjort. Klagebrevet er så overvældende en ting for mig, at jeg ikke kan samle mig om at sætte ordene sammen på den rigtige måde. Selve dette at skulle være utilfreds sån helt officielt får angstens sved til at springe, så det er jeg nødt til at finde hjælp til et eller andet sted. Kæresten er ikke god til ord, ellers ville han selvfølgelig gerne. Telefonopkald til efterskoler og andre steder bliver udskudt i det uendelige, jeg kan nemlig heller ikke formulere mig med lyd på. Hakker og stammer og bliver reduceret til en ynkelig figur uden gennemslagskraft. DET opnår man ikke noget med..

Tandlægen i dag er aflyst, lægen i går blev aflyst og flyttet til torsdag meget sent på dagen, vasketøjet står i stabler, ligeså gør nullermænd og opvask, men det får være. Det eneste jeg kan holde mig selv fast i er strik.

Så det gør jeg. Øver indviklede mønstre og teknikker. Ovenikøbet fra opskrifter på engelsk!  Jeg kaster mig ud at VILLE kunne, og som det eneste kan denne beskæftigelse holde alt andet ude.

Jeg bliver i min seng og står først op ti min inden kæresten træder ind ad døren. Lader som om… Hver dag. Gad vide om han har gennemskuet mig??

Jeg gemmer mig

Depression er en MEGET ENSOM SYGDOM.

Psykologens effekt

 

Torsdag eftermiddag fik jeg endeligt talt med psykologen. Effekten har været voldsom og jeg melder derfor ud om, at der holdes en lille pause her på bloggen.

Ordene vælter rundt, og jeg kan faktisk slet ikke samle mig om skriverier. Desværre. Her er jo masser at skrive om i den forbindelse, men det får vente eller være til jeg er i form igen.

 

Jeg håber at I mine kære læsere vil være tålmodige og vente på mig, og så ønsker jeg  jer iøvrigt en smadder dejlig weekend :)

 

Kærlig hilsen

Henriette

 

 

Ikke engang de pelsede…

 

 

 

 

…gider op i dag.

 

 

 

 

Jeg selv venter bare på at jeg skal møde til samtalen med psykologen senere i dag.  Klagebrevet til Thiele rumsterer i baghovedet, og jeg skal lige have taget mig sammen til at formulere det ordentligt. 

 

Tanker er der masser af, og torsdagen ser lidt tung ud, en dyb indånding og lidt levende lys må der til for at jeg kan tage den i brug..

 

Brille”eventyret” fortsat..

 

 

Citat er lånt fra Thieles hjemmeside:

“Kvalitet til fornuftige priser er fair play
Thiele har valgt at støtte DBU og dommerne med deres Fair Play-aktiviteter, fordi aktiviteterne er helt i tråd med Thieles værdier om Fair Play overfor vores kunder. Siden Thiele blev grundlagt har vores motto været ”engang kunde, altid kunde”. Det har nu været vores motto i snart 200 år og vores ambition er stadig helt klar. Vores kunder skal komme igen og igen. Af den simple grund, at vi tilbyder ekstrem høj service og optiske kvalitetsprodukter. Det er Fair Play for os.”

 

 

 

 

Jeg har brugt denne dag på at telefonere,samtale,telefonere, samtale OG telefonere og samtale. Det har selvsagt betydet,at min hjerne har været mere end fyldt med informationer og ord, der skulle på plads. Derfor er det først nu jeg får ro til lige at komme med den første prognose på, hvordan mit brilleeventyr kommer til at udvikle sig.

INDEN jeg går videre vil jeg TAKKE alle jer, der har fulgt min opfordring og skrevet til mig med en kommentar,om erfaringer omkring briller og indkøb af disse (ved jeg nu) MEGET kostelige genstande. Sjovt nok er det med dem,som med alle de andre produkter vi som forbrugere bare ikke KAN undvære, sælgers marked. Tandpasta,bleer til babyer og bind er en guldgrube for producenterne.Jeg har virkeligt haft gavn af jeres input, og kan ihvertfald konstatere at de fleste roser Profiloptik på alle fronter. Derudover er der så flere andre steder jeg aldrig har hørt om, som også giver god betjening osv.

Jeg orker faktisk ikke referere detaljeret om de samtaler jeg har gennemført i dag, men summen af dem er to ting.

1.

Forbrugerklagenævnet er enige med mig i, at jeg er blevet alt for dårligt vejledt og da jeg ikke har skrevet under på nogen låneaftale,så burde jeg kunne komme ud af købet,dog med det store MEN for mig,at jeg så skal igennem en ( med garanti) længere procedure,i form af klagebrev afleveret til butikken, dernæst ventetid indtil de kommer med et udspil,nægter de at“løse”mig fra købet,vil der så blive startet en egentlig sag,der kan tage pippet fra enhver.

2.

Thiele’s sælger mener,at hun med sin gode ret, har kunnet tage for givet,at jeg som kunde kendte INDEN jeg kom i butikken,til muligheden for at kunne låne stel med hjem OG at det var Nordea finans der skulle financiere. Med andre ord, kunne hun ikke selv se,at det var en fejl fra hendes side,at jeg har været uvidende om det!  Hun tilbød derpå at give et nedslag i prisen på summen af de renter der vil være på lånet.

Omkring det at jeg ikke kunne få brillerne udleveret med det samme som lovet, kan jeg kun sige at hun på det bestemteste hævder at INGEN forhandler i DK gør sig i den slags service..  Jeg ku ikke rigtigt argumentere med andet end de oplysninger jeg har bla herfra, og fortælle at jeg har hørt noget andet. Hendes respons på det var at det ikke kunne passe..  Så i følge hende lyver enten jeg eller også lyver I!!  Påstand mod påstand så at sige.

Nu kan jeg så gå og gruble over hvad jeg vil gøre. Jeg ved med sikkerhed,at jeg slet ikke har det der skal til,for at gå ned i butikken og aflevere en skriftlig klage ansigt til ansigt med damerne. Jeg får kvababbelse lige på stedet ved tanken, men det er hvad klagenævnet siger man som det første skal gøre. Derudover skal man ikke forlade butikken før man har modtaget en kvittering på at DE har modtaget klagen.  Den side af sagen har jeg så heldigvis John til. Han er slet ikke så let at bringe ud af fatning som jeg, og vil hjertens gerne tage tjansen som sur kunde. Forudsat at jeg vælger at køre den videre.

Jeg tænker på det lange forløb,og på at jeg rent faktisk har brug for brillerne nu. Jeg tænker på hvor længe der så skal gå før jeg kan få mig et par briller, for at gå et andet sted hen inden denne sag er løst,kan jo i sidste ende komme til at koste mig endnu flere penge.

Ærligt talt..

Jeg orker det næsten ikke, men jeg er dybt utilfreds og tror aldrig jeg vil blive glad for de forbandede briller :(

Jeg har brug for input omkring briller fra blogland..

 

 

 

 

 

 

Endnu en af de dumme dage har det været i dag. Den kunne ellers have været vendt og givet mig et lidt klarere blik på verden, men sådan gik det bare ikke alligevel.

 

Omkring middagstid fik jeg besked fra Thiele om at mine briller  lå klar til afhentning. Lige den besked jeg trængte til, så jeg hoppede i bad og tog glad afsted til butikken. Uhh sikke en kriller i maven jeg havde. De uger jeg har ventet har nemlig bragt en lille tvivl med sig, om hvorvidt jeg nu alligevel ville kunne lide brillestellet jeg bestemte mig for.

 

Når man kaster sig ud i sådan en stor og permanent investering som fuldtidsbriller er, er det altafgørende at de bare er lige i øjet så at sige ( HA!) De skal hænge på mit kranie hver dag fremover, og der er mange ting der skal være i orden fra kunde til kunde. Hos mig er det feks afgørende at jeg ikke kan mærke at jeg har dem på. Dem jeg har nu gør mig simpelthen vanvittig, og ikke kun fordi de ikke er stærke nok, men også fordi de generer mig på næsen og bag ørene. De føles tunge og jeg tager dem af og på konstant. Nå, men altså de nye briller er heldigvis lettere, men også større fordi de jo ikke er læsebriller. En helt ny fornemmelse for mig er det, at de “er over det hele” i ansigtet. Eller.. sådan føles det, fordi stellet er anderledes. Jeg skal ikke længere bevæge hovedet op og ned for at se ud i verden :))

 

I butikken får jeg så prøvet og justeret, og tænker at det nok også handler om tilvending, så jeg spørger hvad der nu skal ske. Og her er der så at filmen knækker helt for mig.

 

Da jeg bestilte dem, fik jeg info om at en afdragsordning intet problem ville være. Jeg ansøgte om tilskud fra kommunen, og spurgte i den forbindelse om jeg selv skulle afsende formularen af hensyn til dokumentation omkring min privatøkonomi. “NEJ NEJ” siger damen, “det plejer vi at gøre og der er aldrig nogen problemer i den forbindelse… “.  Her er det så at jeg SKAL lære at lytte til egne fornemmelser og indre stemme.

 

I sidste uge fik jeg alle papirer lige i hovedet igen fra kommunen, med besked om at de ikke ville tage stilling til noget som helst, før de også havde modtaget de relevante dokumentationer fra mig, medsamt underskrift. På det tidspunkt er der gået 14 dage fra jeg bestilte brillerne. Jeg har jo ikke haft det sk.. godt, så det har været svært at overskue hele halløjet med at finde alle papierer frem, og få dem kopieret og afsendt, og papirene har ligget et par dage på mit skrivebord, men jeg tog mig sammen i går og fik dem sendt så de kunne være på kommunen i dag.

 

GODT SÅ!

 

Jeg sidder så altså med damen, som nu  siger til mig at jeg da helt klart IKKE kan få brillerne med hjem FØR de har hørt fra kommunen. OG at jeg også liiiige skal udfylde ansøgning til et Nordealån, og før det er gået igennem og første rate betalt, kan jeg heller ikke få mine briller. Min forbløffelse er til at tage at føle på, for slet ikke at tale om at jeg her nærmer mig tårer simpelthen. Jeg kan bare ikke overskue den slags uventede ting.

 

HELT ærligt. Jeg er for det første dødskuffet over at komme hjem UDEN brillerne, men også rigtigt underligt til mode over at sidde tilbage med følelsen af utroligt dårlig information. Faktisk vil jeg slet ikke have de briller nu. Jeg syntes det er et dumt firma, med en dum betalingsordning, og med tvivlen om at brillerne er de rette oveni, så vil jeg slet ikke rodes ud i den kæmpe udgift som det er nu.  Flere har skrevet om andre muligheder end den Thiele tilbyder som afdragsordning, og her er det så at jeg efterlyser erfaringer, råd og forslag til hvad jeg nu kan gøre.

 

Jeg kan ikke undvære briller, så HVOR skal jeg kigge efter dem nu? Hvem er rimelige og gode forhandlere?  Jeg er klar over, at jeg nok må finde overskuddet til at kigge flere steder for at prøve stel for denne gang VIL jeg være helt sikker på at både model og betaling passer mig.

 

I morgen ringer enten kæresten eller jeg selv og forklarer dem, at som tingene har udviklet sig må de beholde deres briller.

Uforudsigelighed…

 

 

 

 

 

… er et ord der beskriver ganske fint, hvad mine dage og min psyke rummer. Op og ned, frem og tilbage, rundt og i ring, langsomt og hurtigt, lyst og mørkt, men frem for alt helt uden stabilitet.

Desværre må jeg sige, for netop stabilitet og ensartethed er nøgleordet til min egen trivsel. Ganske som hovedproblemet i en borderline diagnose, der er beskrevet som manglende evne til at se ud over enten/eller, er de to ord så langt fra hinanden at det skriger til himlen.

Uforudsigelighed kontra ensartethed…

Jeg sukker højt og fortvivles en smule. I flere måneder har jeg ingen anelse haft om, hvordan jeg ville have det når jeg efter en nats søvn, vågnede op til en ny dag. Absolut ingen ide om, hvor længe humøret ville vare, om det så var dårligt eller godt. Kæmpe store udsving som tærer på både mig selv og mine omgivelser.

Jeg har været og ER så hamrende træt, både mentalt men også generelt af det, at NU må det være nok.

Fredag fik jeg endeligt snøvlet mig sammen til at få en tid hos min psykolog.  Den træthed der hele tiden præger mig, får mig til at udskyde og også helt glemme at opsøge de mennesker, der kan hjælpe med det der nu gør mig og min krop, til et oplagt emne for dokumentation af sammenhængen mellem sjæl og legeme. Næste skridt er at huske en opringning til min egen læge, for den medicinering jeg får nu, må der gøres noget ved. Ved udsigten til en lang og mørk vinter er der grund til at komme den totale nedsmeltning i forkøbet, og jeg må forresten også huske at få indkøbt den lysterapi lampe, som jeg har fået anbefalet mange gange, men som jeg hele tiden glemmer…

Jeg har en henvisning liggende jeg ikke har fået handlet på, en henvisning som er hentet på en god dag, og som handler om et helt normalt og for alderen forventeligt problem, nemlig smertende knyster efter mange år på høje hæle og i spidse sko. ( Iøvrigt har alle kvinderne i min familie knyster på størrelse med rundstykker, så jeg er bare den næste), men jeg har ikke fået taget mig sammen til at gå videre med det. I stedet gør jeg bare hvad jeg kan for at lindre med div ortopædiske remedier, og i øvrigt lade fødderne leve frit det meste af tiden.

Som det fremgår er jeg lige til lossepladsen, og ser man sådan på det er det nærliggende bare at blive under dynen. Jeg PRØVER virkeligt af al kraft at holde mig selv fast på det gode ved livet, men at leve med en psykisk lidelse og kronisk depression ( nu på 11 år) bremser hele tiden for den fremdrift, der egentlig skulle være med til at få mig som tænkende menneske til at HANDLE på signaler om forfald.

Jeg læser med på mange forskellige blogs, og nogle af dem får mig til at tude på stedet. Af samme grund kommer jeg der ikke så ofte som jeg gerne ville, for kvinderne bag er dejlige og fantastiske individer, de handler på og gør de ting jeg selv så gerne ville, men kontrasten i mellem deres velvære og min egen mistrivsel i kroppen og sindet, er FOR stor. Den river mig i næsen og svider mine øjne.  Det får mig til at spekulere i timevis på hvorfor nogle er født med sort sind, og andre med hvidt. Hvad er grunden???

I dag er igen en af de mørke dage. I går var god, i forgårs bedre end de foregående møgdage, men hvorfor???  Når nu jeg i går havde det sån ok godt, hvorfor fortsætter det så ikke i dag?? Hvorfor syntes jeg i dag at blomsterne virker mere falmede i farverne end de gjorde igår?  Hvorfor kan jeg i dag alligevel ikke overskue at omlægge mine kostvaner, når jeg nu i går ku konstatere, at jeg virkeligt har brug for at få kroppen på plads igen?

Jeg har IKKE tanker om at dø, lad mig lige slå det helt fast, mine børn har brug for mig, MEN jeg har tilgengæld overvældende trang til at lægge mig til at sove. Bare sove simpelthen.

For at befri mig selv for uforudsigligheden.

Garnkup fra Netto

 

 

Jeg spottede at Netto igen reklamerede med uldgarn til en 20’er.  Det er den samme som de har haft før, og derfor ved jeg at den ikke er helt ueffen især til prisen. 100 gr/140 m pr nøgle, er altså ok.  Hele formiddagen har jeg cirklet rundt om mig selv med argumenter for og imod, men da kl pludseligt var halv fire tog fanden ved mig, og jeg ku ses drøne afsted i min lille dyt med retning mod Roskildevej. Jeg håbede at der endnu ikke var udløst garnraids, og at den store biks var mere leveringsdygtig end den jeg normalt handler i. 

 

HEP!

 

Jeg er nu 10 nøgler rigere og en strikket marineblå kjole nærmere hehe.

200 kr for en vinterkjole er da et fund syntes jeg. Hvis jeg altså får den strikket færdigt inden det bliver forår igen…

 

 

Lørdagen har desuden bragt en noget utidig stemning med sig. Det har været under opsejling i nogen tid, dog afbrudt af denne uges deprimood, for i dag at titte frem igen. Endnu værre blev det da jeg åbnede postkassen og så hvad der lå til mig. Det er en ret så stor forskel fra sidste år ved samme tid og hele resten af 2009. Der kneb det gevaldigt, faktisk så meget at jeg klagede min nød i et indlæg, fordi man som mor bare IKKE må ha’ det sådan..

 

Jeg taler om julen.

 

Jeg ved det, det er helt sindssygt og dybt NO NO at omtale den allerede nu, men af ukendte årsager har jeg altså følt en vis julestemnings-lyst snige sig ind på mig i år. Jeg har taget mig selv i at have lyst til at smide en julefilm på dvdafspilleren, dog uden at give efter, af frygt for repressalier fra kæresten. SÅ tror han da at jeg er HELT gak gak. I dag modtog jeg så dette:

 

 

Først tænkte jeg   “ja ja da “ ,  jeg behøver ikke frygte fristelser heller i år kan jeg se, for igen og for gu ved hvor mange år i træk, er forsiden lilla/lyserød og DET er ikke min hitfarve i julen.

 

HA!

 

Det er en fælde er det, og jeg advarer om stærke billedreportager og uhyggelige ord som : rød/hvid/grønne  farver, gran og glimmer, kager og lækker mad, pynt, lys og dekorationer.

 

Jeg siger det bare..

 

Der er jul i sigte hjemme hos os i år :-)))

Glimt fra september

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Køb lækre armbånd her

Så kom der skred i Central Park

 

 

 

 

Dagen i dag er gået med at sy Hoodien sammen over skuldre og i siden, og nu er der samlet masker op til hætten. Jeg har fået strikket de første fem pinde på den, og nu begynder det sgu da at ligne en trøje :-)))   Man kan ikke se det på billederne her, men jeg har syet en mere taljevenlig facon ind i den, og det ser bedre ud end den helt lige op og ned model jeg har strikket på. Kunne ikke selv finde ud af at tilpasse mønstret til taljestrik, så sådan måtte det være.

 

Uh det har været en længe process med de sidste par forstykker og det der med at strække og tørre er bare dødkedeligt, men jeg kan godt se fidusen ved det når man sidder og alle delene skal passe på mål. Det er så også der jeg går kold, for det har jeg brugt enoormt meget tid på. At måle altså.

 

 

At sætte stykkerne fast med nåle så de passer til de fastlagte mål, er slet ikke noget der falder mig let, men jeg fik det da NOGET lettere da jeg droppede at oversætte målene fra engelsk til dansk. Så gik det hele lige pludseligt tjept og nu passer de så fint sammen som man kan ønske sig.

 

 

 

Da det var gjort blev alle brikkerne med strik sat i brusekabinen, og bruset over med løs hånd. Meget nemmere end at stå og skylle og trykketøre inden. Det blev som jeg havde planlagt lettere fugtigt og efter et døgns tørring, er der intet rulleri her. Hun er da lidt kvik hva..?  Ind i mellem..  hihi

 

 

 

 

Nu går der ikke så længe før jeg kan trække den på. Uhh hvor er det spændende :-))

En hyldest..

 

 

Til ære for Tony Curtis som døde i går.