I anledning af Halloween

 

 

 

Halloween er i høj grad en amerikansk tradition, men den bliver mere og mere synlig her i landet også. Radiserne fejrer også halloween, og da jeg elsker det pudsige univers af småbørn skal de bestemt på bloggen idag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En lille film må der også til:

Bare fordi jeg godt kan lide det

 

 

 

Dagens billede er fra en tur i begyndelsen af oktober. Imponerende og smuk ligner det fuldstændigt fyrværkeri ik..

 

 

Heldigvis skinner solen her til morgen. En mørk dag som i går får mig til at gå helt kold og ja.. i sort. Satans osse. Jeg fik dog talt med AAB om problemet med den voldsomme huslejestigning til december. Jeg står på ventespring til en toværelses jojo, men huslejen i de lejemål er det samme som det jeg betaler nu og her, sååå…  eneste anden udvej er at flytte helt væk herfra. Ud af storkøbenhavn. Det vil jeg slet ikke tænke på lige nu, så jeg gemmer det problem i kassen med hængelås på. Nøglen tager jeg først frem igen, når jeg har det bedre og kan tænke rationelt og klart.

Frisk luft er godt på en søndag

 

 

Sådan tænkte jeg i går da jeg nød den ekstra time vi fik foræret. Uret viste derfor kun halv ti  ( eller var det nu halv elleve?? ), da jeg pakkede mig godt ind i overtøj og gik en lille tur ved mosen. Desværre var der ikke så ensomt og stille som jeg ku have ønsket mig for løbere, gåere, hundeluftere, cyklister, småbørnsfamilier og stavgangsmotionister vrimlede overalt.

 

 

Nuvel, jeg kom ud og gå. Det var missionen og det lykkedes for mig.

 

 

 

 

Her står jeg i høj sol og let frost. Jeg er kun et skygge af mig selv ;)

 

 

 

 

 

 

 

Slooow going

 

 

 

 

Jeg er i gang med at optrappe den daglige dosis af medicin. Derfor er jeg så tavs for tiden. Jeg er ok, men bivirkningerne er liiiige lidt hårde at bokse med. Var jo igennem den samme omgang for præcis to år siden, og dengang blev jeg opmærksom på at det kan gå helt galt, hvis ikke der holdes nøje øje med hvordan det går.  Foruden det antidrepressive, er jeg også i voldsomt underskud af D-vitamin, så dem får jeg også lige et tilskud af dagligt. Jeg indtager FeverFew hver dag og får lysterapi, og i sidste ende håber jeg på at jeg får en bedre hverdag igen.

 

 

I dag er det smukt og frostklart i vejret. Måske jeg kan finde lysten til at gå ud. Indtil det sker strikker jeg videre:

 

Jeg er igang med femte bane nu. Da det er et helt trekantet sjal vilj eg fortsætte, for ellers bliver det ikke så jeg kan vikle det om mig uden at spidserne falder ned hele tiden.

 

 

ENDELIG har jeg påbegyndt ærme to på den grå sweater, og ponchoen vokser støt og roligt. Det er det kedelige strik…

Derecho sjalet er både let og sjovt at strikke

 

 

 

Har stadigt ikke mange ord, men det skal ikke fohindre mig i at blogge om strik.

 

Jeg har samlet neutrale farver og strikker to tråde sammen. Blackill uld/ mohair  og Blackhill/ alpaca. Den mørkebrune uld er dog fra Jamiesons, et engelsk spinderi som jeg engang har handlet ved. Garnet har ligget og ventet på lige det rette for jeg har kun fire nøgler. Det er mega blødt og er en kombination af lammeuld og uld.

 

Sjalet hedder Derecho, og jeg aner ikke om det betyder noget, men smukt er det. Har været lidt tøvende over farvesammensætningen, men nu hvor den mørkebrune er kommet til, er det faktisk både smukt og interessant, foruden at garnets kvaliteter sammen gør det vanvittigt blødt at røre ved. Jeg strikker på pind 4, hvilket giver det et let og luftigt look. Man kan dybest set strikke det så stort som man orker, måske endda vælge at gøre det firkantet og lave sig et superlækkert tæppe til lænestolen, men jeg tror nu jeg vælger at strikke det i str L.

 

Opskriften kan findes HER.

 

Både dette og det forrige Stripe Study Shawl er sjaler jeg absolut vil strikke igen i andre farver.

‘nuf said ….

 

 

 

 

 

 

 

 

Fem timers søvn i træk og uden afbrydelser.

Stripe study shawl med et twist er færdigt

 

 

Jeg er helt tom i hovedet og kan slet ikke få ord frem til bloggen, men jeg er færdig med mit sjal. Kan faktisk rigtig godt lide det og især den mørke del fanger mit øje. Sjalet bliver en gave, så jeg er allerede igang med forberedelserne til et nyt til mig selv. Måske det bliver samme opskrift som viste sig at være totaaallt nem at følge, eller også vælger jeg en anden stribet sag. Der er masser på Ravelry at vælge imellem jo.

 

 

Nu skal sjalet bare skylles op og spændes ud, så er det klar til jul

Milde dage i oktober

 

 

Fister er helt klart den der hopper højest over de milde dage vi har haft. Ikke at jeg ikke sætter pris på dem, men den lille fyr.. han har nydt dem. Fordi vores dør har været åben hele dagen lang, og det giver mindelser om de gode dage i sommer. Og fordi han så har kunnet snue i timevis derude. Og ikke mindst fordi hans spæneture har været længere hihi.

 

 

 

 

 

Jeg selv har på min egen stille måde ladet dagene komme og gå. Har ikke været ude og gå, men jeg har da drukket et par kopper kaffe på altanen. Det er godt nok for tiden. I går kom først Rene forbi og senere var det Josefine, som hilste på. Derfor kan jeg heldigvis fortælle ,at jeg har det noget bedre end i sidste uge. Hovedet har jeg under behandling og kræfterne bliver sparet op.

 

 

RO er mantraet lige nu. Jeg trivedes med det, og om lidt kommer en fremmed dame, og henter det jeg har doneret af strik og garn til “Varm en hjemløs projektet” . 

Det har jeg det også godt med.

Som sendt fra himlen, eller rettere.. sendt fra fyn,men det er vel næsten det samme ik

 

 

 

 

 

Jeg skrev forleden om migrænen igen.

 

I denne uge er anfaldende bølget lidt frem og tilbage, og her til morgen vågnede jeg ved halv femtiden med et som var i fuld gang. Det er det værste. At få migræne i søvnen, for så når jeg ikke at tage det i opløbet, og uden at vide hvor længe det har stået på før jeg vågner af smerten, kan jeg så dermed ikke vide, hvor voldsomt det vil udvikle sig videre. Jeg rækker ud efter den forhadte, men også nødvendige lægeordinerede Imigran, og sluger den forsigtigt med så meget vand jeg kan uden at få kvalme. Dernæst er det bare at vente, og vide at dagen vil være sløv og uvis.

 

 

Det lykkedes mig at falde i søvn igen ( med Fister liggende lige ved siden af mig, som en anden lille væbner), og jeg er først vågnet her klokken halv ti. Fordi dørtelefonen insisterende bliver ved med at kime. Jeg dingler ud af min seng og ind i stuen hvor den er nødt til at stå ( meget kort ledning!!!), og hvem er det så der venter på at jeg reagerer..

 

 

Det er såmænd Postmand Per, med en pakke fra Fyn.

 

 

En pakke som jeg godt vidste var på vej, men som jeg på ingen måde vidste ville indeholde SÅ stor en gave. . .

Tænk sig, En engel fra Fyn har sørget for at jeg kan holde migrænen i skak i en rum tid fremover, uden at jeg skal bekymre mig om, hvordan jeg skal få råd til det. En MEGA sending blev med andre ord leveret til mig i dag, og jeg kan godt lige love for at jeg  meddetvuns har slugt min dagsration i et hurtigt hug.

 

 

Her gik jeg og glædede mig til et par bøtter, som nok skulle kunne hjælpe mig godt i månederne fremover, og så kommer der hele FEM!! styks. Jøsses og hurra for engle

 

 

I tiden efter dramaet på Ålekistevej, har det vist sig at min verden omkring mig er fuld af mennesker, som rummer varme hjerter og overskud af enhver art. Jeg har mærket det fra mange sider, alle landsdele og i enhver afskygning. Hver og en har gjort indtryk og det sjove er, at min elendige hukommelse her bliver trumfet over, for jeg husker hver eneste af de mennesker, og hver og en af de gestusser jeg har modtaget.

 

Jeg drømmer om en dag at kunne give noget tilbage. At jeg må få energien og kræfterne til det. Indtil videre kan jeg her afsløre, at jeg gemmer alle de navne og adresser jeg har fået i den forbindelse. De ligger samlet et særligt sted, og indtil jeg kan handle på den drøm, kan jeg på de megadumme dage tage kort, breve og beskeder frem og varme hjertet med tanken om, at jeg har Engle som vil mig det bedste. Både i min nærhed, men sandelig også i det fjerne og ukendte fremmede.

 

 

 

Så er man da heldig ik..

Vi tog os lige en netfridag

 

 

 

 

Fister og jeg. Vi vender tilbage i morgen og indtil da..  Godnat og grin godt

 

Jeg sover i det mindste ikke i dag :-)

 

 

 

 

 

Jeg var til lægen i går, og for at tage det fra en ende af fik jeg taget blodprøver til alt muligt for, at se om jeg basalt er ok. Ingen grund til at ændre på medicin, hvis jeg feks er i mangel på noget vitalt, eller det er hormonerne der driller. Mandag skal jeg så ringe og høre resultatet, og så tager jeg den derfra. Så langt så godt, og jeg må vise tålmodighed lidt endnu. Ikke lige min stærke side.

 

 

Der er egentlig flere småting at berette om i den forbindelse, men jeg gider ikke tænke på det i dag. Så hellere fokusere på at jeg er oppe. Jeg har tøj på. Jeg har smidt venner på computeren for, at kunne overdøve tankerne i hovedet. Det virker godt med bevidstløst tv, som også kan få mig til at grine. Utroligt nok gør jeg det endnu, selv efter at have set den 1 million gange hihi.

 

Nu sidder jeg og nørder videre på Ravelry. Har fået taget billeder af alt garnet nu, så det er bare at gå i gang fra en ende af. Forleden var det garnet fra Garnudsalg.dk, som kom på “hylden” derinde, og det smarte er jo at man ikke selv behøver at taste så meget, for man kan bare finde garnet frem i “garnafdelingen”  og så bruge de allerede oplyste informationer. Det eneste jeg skal gøre er at taste antal nøgler/gram og farven. Peace of cake :)  Og lige det jeg kan forholde mig til i dag.

 

 

 

Jeg har forresten og moret mig over Fister. Han har snuset nysgerrigt rundt om mine ben og garnreolerne med stor interesse. Som jeg har stået der og taget billeder, og flyttet rundt på kasserne skulle han bare være med helt i front, men det trætter jo at være vagthund, og det endte med at han smed sig lige midt i mellem mine fødder. Så ku jeg ellers bare stå og stå, for flytte mig nænnede jeg jo ikke hihi. Den lille fis er så herlig og han følger sin mor overalt. Når hun altså går rundt og laver interessante ting..

 

Han er mit lille daglige lys med pels på..

Jeg elsker moderne tider

 

 

Jeg vil begynde med at takke for de svar jeg har fået i forrige indlæg. Det er er stor hjælp at I fortæller og reagerer, og jeg har læst kommentarene flere gange med glæde, men jeg er jo træææt så jeg magter ikke at svare hver enkelt desværre. Derfor får I et fælles kæmpe knus her :)

******************

 

 

 

Klokken bliver nemt to halv tre før jeg har tøj på i disse dage. I går tirsdag, da jeg ventede besøg af Josefine tilbragte jeg hele dagen i sengen, og stod først op ved aftenstide. Jeg forsøgte af flere omgange at stå op, men det kiksede hver gang. Første gang ved ottetiden faldt jeg i søvn lige durk foran lyslampen!! Det burde ellers være umuligt da den skinner 1 million watt eller noget der ligner. Anden gang var ved middagstid, men der faldt jeg i søvn i sofaen. Jeg sad ellers og drak kaffe og så nyheder men..  Min krop er simpelthen helt slukket nu. Så er det jeg glæder mig over, at jeg lever i moderne tider, for da min Josefine skulle hjemad igen var jeg lige præcis klar til at hoppe i gummistøvlerne og køre hende. Vi rundede Liedl på vejen, og det er lige netop den mulighed jeg hylder nu. TÆNK at jeg kan handle når JEG har kræfterne til det..  Jeg kan ikke som økonomien er for tiden, bestille madvarer leveret fra nettet, det er ellers også en super ting for mig, og jeg har benyttet mig af det flere gange, men jeg kan handle ind klokken godnat om aftenen i stedet for, og det er lige netop der jeg har det bedst. Så jeg fik lidt mælk, friskbagt brød, nogle julesmåkager ( ja jeg indrømmer skamfuldt at jeg elsker dem ), lidt juice og andet småt med mig hjem igen. Nu kan jeg klare de næste dage, og for at det ikke skal være løvn fik hun og jeg hakkebøffer med broccoli og spejlæg til. Et fyrstemåltid for os begge, da hun ikke har noget køkken og jeg ikke generelt får lavet varm mad så tit.

 

 

 

Alt ialt var tirsdag aften bare god, og jeg fik krammet min smukke pige. Så beder jeg ikke om mere lige nu.

Hvis det bare er sådan det er, hvorfor så bruge så meget energi på at ændre??

 

( Advarsel: Langt og kedeligt indlæg følger. Kun skrevet fordi det er nødvendigt for mig selv at se ordene sort på hvidt, MEN skulle nogen alligevel ramme bunden, så vil jeg meget gerne høre jeres tanker om det.  TAAAAK)

 

 

 

 

Måske jeg skal til at gribe tingene an fra en helt ny vinkel? 

 

 

 

Jeg har brugt en del tid på, at læse andres erfaringer omkring Borderline. Også de proff udlægninger og hvad der ellers findes af info. Helt overordnet kan jeg konstatere, at jeg heldigvis ikke længere er så syg som mange af mine medlidende er. Jeg kan ( men det vidste jeg heldigvis godt) konstatere, at de syv års intensive behandling jeg var igennem faktisk hjalp, og at noget af den indlæring jeg fik stadig sidder fast et sted inde i mig. Hele problematikken omkring vredesudbrud og selvskade er slet ikke en del af mig længere. Lige det der med vreden er måske knapt så praktisk, og jeg tænker lidt at også her gælder enten/eller princippet åbenbart. Før var mine raserianfald legendariske og skræmmende, nu KAN jeg slet ikke blive vred..  Det har jo blandt andet betydet, at jeg stort set ikke har reageret med andet end sorg dengang jeg blev indlagt og  “smidt på porten”, og måske jeg ville have haft godt af at blive godt gammeldags rasende, men lad det nu ligge.

 

I alle disse tekster, i alle ordene og beskrivelserne har der også være nye aha’er for mig. Jeg troede ellers jeg vidste det hele, og var mere end almindeligt klarsynet og bevidst omkring min egen manglende evne til at være “normal”. Heldigvis er det aldrig for sent at blive klogere, selvom jeg er lettere forbløffet over, at jeg ikke allerede havde fattet sammenhængen. For der ER faktisk ( og åbenbart .. ) en sammenhæng mellem det psykiske og det fysiske. Jaja.. jeg ved godt at det er sagt mange gange, og på et eller andet plan ved jeg det også godt, men alligvel. Det er noget jeg har meget svært ved at forstå, og især blive ved med at huske.

 

 

Jeg mener selv, at jeg var en af de første ( måske DEN første, men det skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed ), som gik i gang med at skrive om Borderline. Siden er der kommet mange flere til, og i går ramte jeg et sted jeg ikke er stødt på før. Det er en blog, hvor der kun er skrevet ganske få indlæg og det sidste er fra september 2010. Total anonym er hun som fortæller, og pist verschvunden er hun altså igen, men det gør ikke hendes ord mindre aktuelle eller interessante. Jeg har ikke selv problemer med at forklare mig på skrift, men alligevel har jeg indimellem problemer med præcist at belyse, hvordan og hvorfor tingene sker for/med mig som de gør. Denne hersens anonyme blogger ramte mig på flere punkter, og jeg er ret så paf over det.

 

 

Jeg vil og må jo ikke direkte kopiere hendes tekst af her, men jeg opfordrer og håber at I vil klikke ind og læse hende. Hun forklarer helt detaljeret omkring mekanismerne ved vores personlighed, og det så enhver kan om ikke forstå, så ihvertfald forholde sig til denne dysfunktion.

 

Læs her om vores selektive hukommelse

 

Læs her en detaljeret forklaring på kriterierne for diagnosen

 

 

Til sidst er der dette indlæg, som egentlig er lidt rodet og usammenhængende, men alligevel. Det er rammende og beskriver udemærket problemerne omkring vores måde at bruge energi på, samt de sociale problemer vi oplever i større eller mindre grad.

 

 

Og hvad ER det så jeg syntes jeg har lært nyt om?

 

Tjaa, jeg har feks aldrig vidst at mine søvproblemer kan skyldes sygdommen, og måske de heller ikke gør, men det er da alligevel interessant at formanden for B-foreningen fortæller, at hendes erfaringer viser det samme søvnmønster hos alle borderlinere. 

Jeg har heller aldrig været klar over at min evne til at blokere for  erindringer er kakakteristisk. Det kan vi alle i en vis udstrækning, men der hvor det bliver et problem, er når man som jeg ikke kan huske, hvis jeg har haft en samtale om noget jeg ikke kan forholde mig til. Det forsvinder simpelthen.

 

 

 

Efter alle disse ord og med denne lange kedelige smøre spørger jeg nu mig selv..

 

 

 

Nytter det, at jeg bruger så meget energi på at ændre på, at være anderledes?  jeg ved allerede nu, at al denne opsøgen viden for at forstå og måske kunne ændre, har fået det til at hænge ud af halsen på mig.  ( Jeg bliver forresten også både mere dårlig og ked af det ). Jeg ved, at bare tanken om fornyet terapi og selvindsigt gør mig såååå træt. Jeg gider bare ikke at det skal fylde så meget i mit liv mere. Jeg har arbejdet så rigeligt med mig selv synes jeg, at jeg er ved at kaste op over det. Mig mig mig.. hæng mig, og giv mig noget mere interessant at bruge kræfter og tanker på. At leve med en problematisk psyke er nok det mest selvoptagede og navlepillende man kan leve med, og jeg er bundhamrende træt af det. Gider ikke mere. Mange medpatienter er blevet vældigt vrede og pikerede over at jeg siger sådan, men det er jo sandt. Vi kan ganske vist ikke gøre for det nej, men egoistiske det er vi altså.

 

 

Hvorfor vil jeg så gerne forstå og ændre, når det nu viser sig at det ikke er til at lave om på medmindre jeg sætter alt til side, og igen bruger alle mine kræfter på terapi. Det vil jeg altså lige se om jeg ikke kan samle mig om længe nok til, at jeg kan beslutte at jeg IKKE vil.

 

 

Giver det overhovedet mening for jer fornuftige og efter alt at dømme “normalt” tænkende medmennesker?

Ud på eftermiddagen har jeg fået nørdet lidt på Ravelry

 

 

 

 

 

Det er de små ting jeg må hive glæden ud af for tiden, så det gør jeg med lettere besvær, men til min egen tilfredshed. Ved halvto tiden ku jeg endeligt finde motivation frem til at skrubbe ud af min seng og få lidt tøj på. Derefter har jeg tilbragt tiden med at føre lager på Ravelry. Også lidt hæklede firkanter er syet sammen. Jeg kommer ikke videre med tæppet før det er gjort, men noj hvor det keder mig. Kan ikke lige finde andre måder at gøre det på med det mønster jeg har brugt, så jeg må bare være tålmodig med nålen og tråden.

 

 

 

 

Undervejs summer det hele tiden i baghovedet, at jeg burde lave andre ting. Jeg kan bare ikke.

 

 

I morgen aften kommer Josefine hjem til mig, og så SKAL jeg bare være iorden. Jeg savner hende så forfærdeligt nemlig, og glæder mig til at se hende igen. Hun har travlt med lektierne og jeg er så stolt af hende, fordi hun kæmper så hårdt for at indhente de tabte år. Mine børn betaler også en pris for at jeg ikke fungerer, men i morgen skal vi kramme og spise sammen. Det glæder jeg mig til.

Jeg må gøre noget. Det siger min fornuft mig, men følelserne dikterer mig at gå i hi.

 

 

Jeg aner efterhånden ikke hvad der er hvad. Hvilke elendigheder og smerter der tilhører hvilke grunde. Min hjerne tænker så voldsomt at, harddisken er brændt sammen ganske enkelt. Jeg er faldet ud over kanten og glider langsomt men sikkert nedad i mudderet af årsager og mulige grunde, uden at blive hverken klogere eller mere frisk af det. Det er ikke fordi jeg egentlig er trist eller har lyst til at kaste mig ud fra en bro, jeg er mere sån handlingslammet.  Overvældet af dagene og livet, og faktisk er det næsten det værste.. at være helt uden følelser. Hverken det ene eller det andet. Bare tom og træt. Gider næsten ikke engang strikke, og SÅ er det sgu slemt.

 

 

Sat systematisk op, er der meget at vælge imellem. Som årsag til, at jeg lige netop nu allermest har lyst til at gå i hi, og blive under dynen for at vente på bedre dage.

 

 

Jeg har været i behandling for kronisk depression i årevis, og det kunne være at humøret og energien dropper fordi det nu er efterår. Lidt tidligt ganske vist, sammenlignet med tidligere sæsoner.  Jeg har måske ikke fået lys nok i denne sommer heller. Det kan også skyldes at jeg har nået en alder, hvor mine hormoner er gået helt i selvsving. Måske jeg er på vej til overgansalderen?  Så er der hele historien med indlæggelsen, årsagen dertil, opholdet på krisecentret og diagnosen på Post traumatisk stress, som er accelereret helt åndssvagt efter jeg fik min lejlighed. Det har jeg slet ikke kunnet styre siden, og jeg mærker ofte hvordan det hele rykker i mig af den grund. Den utrygge situation jeg har været i, er jo slet ikke slut endnu, og jeg har daglige bekymringer om min økonomi og mit hjem. Og om jeg kan handle mad i næste uge.  Det kan også skyldes, at jeg slet ikke har fået talt med en proff om den omgang efterfølgende. Måske der sidder alt for meget indeni, og nu er der ikke plads til mere..  (Der er alle tankerne om min tredje diagnose, som jeg er mega sur over at slæbe rundt på. Jeg er uhyggeligt klar over hvad den får mig til, og hvordan den gør mig utilregnelig i tide og utide. Allermest forvirrende er det, at jeg ved at alle reagerer og føler som jeg ind i mellem, det får jeg ofte at vide, men det gør det ikke lettere. For graden at det jeg har inden i mig er så meget mere voldsom, og hvad skal jeg så gøre?  Jeg tror dog ikke at lige dette her er årsagen til at jeg nu sidder i mørket og er helt i udu ). 

 

 

Alle disse sting snurrer i mit hoved, i forsøget på at finde ud af hvorfor. For så kan jeg måske tage fat, og gøre noget ved det. Bare et eller andet. Hvad som helst. Hvis altså jeg bare orkede og havde lyst ik..

 

 

Jeg ved jeg må bekæmpe mig selv, men dybest set har jeg ikke lyst. Det går i ring og alarmklokkerne bimler højt. Jeg har været her før, og har siddene på rygraden at SÅ er det på tide. Ellers ender jeg med bare at ligge igen. I den tilstand jeg befinder mig i nu, er jeg egentlig ligeglad og helt tilfreds med det, og det er jo det allermest tydelige tegn på at den er gal, for jeg mindes noget om at jeg egentlig syntes det er ganske fedt at være glad og energisk.

 

 

Jeg har en tid ved lægen på onsdag og så må vi se hvad han har af visdom til mig.

Tro kan flytte bjerge, men det er nu alligevel utroligt at mærke forskellen på med, eller uden FeverFew

 

 

 

 

 

Jeg sidder i min seng. Nedlagt og udmattet i hovedet efter fire dage med migræne. Humørsvingningerne gider jeg ikke omtale i denne omgang, for de er gammelt nyt og bare trælse at høre om. Det er migrænen måske også, MEN jeg har da ( for mig ) godt nyt i den forbindelse.

 

 

Forleden løb jeg for anden gang tør for de dersens naturpiller jeg fik en prøve på af søde Mia. Og for anden gang har jeg oplevet hvordan anfaldende blev både værre, hyppigere og længerevarende!  

 

 

Jeg har jo den der indbyggede mistro til alle de forskellige produkter, der sprøjtes ud på markedet for naturmedicin med mere eller mindre sandfærdig effekt. Mener lidt, at de er skabt for at nogen kan tjene tykt på mange menneskers svigtende helbred. Mine faste læsere vil kunne bevidne, at jeg lider og har lidt, ALT for meget af hovedpine i ALT for mange år. Den nedlægger mig for et godt ord og uden forvarsel. Jeg tør slet ikke bevæge mig uden for min hoveddør uden, at være fuldt bevæbnet med alskens kemi, som kan slå et anfald ned.

 

Pyhh jeg kan næsten ikke samle mig om at skrive sammenhængende eller klart, men summa summarum af det jeg vil i dag er:

 

 

FeverFew VIRKER sgu!

 

 

På en eller anden facon, og i en eller anden udstrækning. Og da jeg ved hvad jeg taler om, vil jeg vove at påstå at I kan tage det for gode varer, at lige de her naturpiller altså HAR en reel effekt. Om det så er bjergene vi har med at gøre ved jeg ikke, og jeg er også hamrende ligeglad. Mit hoved får det lettere når jeg sluger dem, så det må være grund nok.

 

 

Desværre er de dyre, og dem jeg lige har kunnet skaffe rækker kun til 14 dage hvilket giver mig en merudgift på ca 300 kroner om måneden. Og før I når at tænke at  “ jamen så sparer du jo det kemien koster søde”, så kan jeg hertil lige tilføje at kemien kun koster mig i snit ca 10 kroner pr pakke…  Jojo, det er skam efterhånden både let og billigt at få kunst til invordes brug. For billigt ku man så måske sige, men igen.. de HAR kostet 700 kroner pr pakke dengang der var patent på,  så alt andet lige er det heldigt at de nu er så billige, når man som jeg er pensionist og småtlevende, men det er en helt anden debat.

 

 

Jeg vil prøve at finde ud af om de kan fås billigere på nettet, og om det kan betale sig at hente et større parti hjem andre steder fra. Jeg har endnu ikke været igennem hele den anbefalede 3 mdrs indkøringsperiode, så det kan jo også være at jeg kan ende med at nøjes med at tage dem kun ved anfald, men indtil videre vil jeg bestemt fortsætte med at sluge de to kæmpe ampuller med sindsro.

 

 

 

Det vil mit hoved glæde sig over :)

Lørdag i billeder

 

 

 

 

 

 

Der kigges langt efter menukortet, men hotellets køkken er lukket grundet manglende forsyninger..

 

Fister gør mig selskab her, for jeg har hovedpine og er gået i seng igen..

 

 

Sjalet vokser, men om jeg kan lide farverne er spørgsmålet. Syntes det er lidt blegfesent. Mit eget tvist i form af striber i bundfarven, der bliver bredere og bredere er måske heller ikke just en fordel. En gave er vist under opsejling til jul ;)

 

 

Ikke mindst fylder dette i min bevidsthed for tiden. Jeg har det jo ikke ligefrem fantastisk, humøret svinger ulideligt meget, og især fjerde punkt mærker jeg tydeligt i alt hvad jeg gør. Faktisk er det eneste jeg magter at holde ved og gøre færdigt, mit strik. Underligt nok. Jeg har ord i mig, som nok bliver nedfældet herinde inden længe, men i dag er jeg passiv. Det har jeg brug for at være, så det er ok med mig. Og Fister :)

 

 

Jeg har forresten bestilt mig sådan en armbånd. Det er jo en sag der berører mig selv i høj grad, men armbåndet er også pænt synes jeg.

En dejlig sprød fredag

 

 

 

Jeg har ikke sovet i nat. Jeg har hovedpine. Jeg er lettere nedtrykt. Alt i alt ku det se ud som en rigtig møgdag, der skal forceres.

 

 

Det er det bare ikke, for jeg har bestemt mig for, at jeg VIL glædes over den sprøde hvide overflade, som dækker græsset nedenfor mine vinduer. Jeg VIL satse optimistisk på at hovedpinen kan overvindes, og at der derfor venter mig en dejlig eftermiddag og måske endda en gåtur senere. Iøvrigt er jeg også inviteret til Kulturnatten i aften, hvilket ku være sjovt, men nu ser jeg lige hvordan det går med det.

 

 

Halloween nærmer sig, og det kan man især se på alle de græskar, der ligger i supermarkederne. I den anledning har jeg en Radise til jer:

 

 

 

Rigtig god fredag derude og nyd det smukke efterår.

Jeg sidder i dyb koncentration og total stilhed til en forandring

 

 

 

 

 

Med de to –tre strikke projekter jeg er i gang med nu, er jeg lettere farvedepraveret, så i aftes kastede jeg mig ud i et sjal med lidt kulør på. Faktisk blev jeg helt kuldret da jeg skulle beslutte HVILKEN farve, for der er så mange at vælge fra og de er alle så smukke. Det endte med grønne nuancer i uldgarn, og hurra for en fed fornemmelse det er at tage fra lageret, og se det svinde UDEN at købe nyt. Helt ny oplevelse *fnis*   Endnu højere hurra for at få en ide, og så bare at kunne gå ind til reolen og finde lige det jeg skal bruge…  Garnet er endda det første jeg nogensinde købte i sin tid af sin art. Det er fra Sommerfuglen og sådan en af de der pakker man kan købe med fem farver sat sammen. Dengang sad jeg og vandt op på knærne, og pyhh det var godt nok hårdt. Senere fik jeg så min nøglevinder og livet blev bare lettere siden.

 

Jeg har faktisk et foto af processen fra dengang. Lettere uskarpt, men længe leve fotoarkiver

Bortset fra den gule Kauni, er resten fra Sommerfuglen. Dejlige farver og sjovt nok har jeg bare ikke kunnet finde ud af at bruge dem til noget før nu. Så har garnet været for kradst eller for tykt. Eller det har været forkert i farven. Eller der har ikke været nok. I går kom det rette mønster lige til mig, og nu bliver det så strikket op.

 

 

 

Jeg har en bundfarve af naturfarvet Kauni. Den har nemlig fint samme tykkelse af tråden, og vil egne sig perfekt til sjal.

 

 

Indtil videre er jeg nået her til:

Det ser ikke særligt inviklet ud vel… Men for mig er det nu alligevel en fin udfordring fordi jeg skal have flere maskemarkører på, OG der er vendestrik som ikke går symmetrisk. At opskriften er på engelsk er ikke i sig selv et problem, den nød HAR jeg knækket for et par år siden, MEN det kræver nu alligevel noget af mig, hvilket er helt fint for mit intellekt.

 

 

Og hvordan skal sjalet så se ud når det er færdigt??  

 

 

Det er såmænd det smukke og ganske enkelt udseende       Stripe Study Shawl.

Min printer har ikke mere blæk og jeg må sidde med computeren åben for at kunne følge opskriften. DET er tilgengæld noget der irriterer mig voldsomt. Dødupraktisk er det også, for så kan jeg ikke hverken strege ud eller markere med min kuglepen. ØV

 

 

 

Ponchoen er godt videre og mega blød med kombinationen af Vital uld og blød alpaka.

 

 

Den chunky grå er også næsten færdig. Jeg er begyndt på det første ærme og snart kan jeg trække i endnu en varm sweater.

 

 

 

Nu vil jeg fortsætte min ekspedition udi koncentrationens verden, det er så spændende at se hvordan det vokser nemmerlig I