Så røg jeg næsten ud af sengen..

Hende her har nemlig sendt mig en award.


På sådan en dag med flere indlæg om æv og øv, er det da noget jeg bliver så super glad for.


Jeg vælger nemlig at se det på den måde, at der altså er minimum een der mener, at jeg ville kunne finde på noget interessant at fortælle.


hmmm

Tænke tænke

Nu er jeg jo egentlig i forvejen ikke karrig med at fortælle helt ind til benet, om mig selv og mit liv, så hvad mangler jeg egentlig??


Hmmm


Jeg tror jeg starter med punkt 1:


JEG:

1 HADER at føle mig strammet op. Derfor har jeg (muligvis til kærestens store ærgelse) aldrig undertøj på hjemme. Jeg færdes og trivedes bedst i løst og blødt tøj.

2 Syntes jeg burde være 1.stram, 2.sexet og 3.ustyrlig lækker hele tiden, men jeg 1.kan ikke være det, 2.orker det ikke og 3.finder det for anstrengene i længden.

3 Har ønsket mig sådan en de sidste næsten 10 år. Ved at det ville være godt for sindet og helbreddet, og en dag så VIL jeg altså bo et sted med tilladelse.


NØJ hvor er det svært...


4 Ville gerne leve af sushi

5 Har en søn født med klumfødder. Han går fint idag, men sådan så det ikke ud da han kom til verden

6 Er kun 161 cm, og har alle dage ikke kunnet se en fis til koncerter

7 Drømmer om at vågne en dag med en historie i hovedet der bare må skrives. Jeg vil nemlig gerne være forfatter. Kun er det lidt kikset når man ikke har noget at fortælle

8 Er enebarn og elsket af mine forældre. Derfor er det underligt at jeg hele mit voksne liv, ikke har elsket mig selv.

9 Har haft en blog tilbage i 2006, men den måtte nedlægges pga chikane..

10 Er løve, og har så ubetinget fået dens egenskaber.. Når jeg har spist er der kun en vej for mig, og det er den direkte til sofaen. Jeg elsker at ligge ned ( desværre), jeg gider helst ikke fange (tilberede..) maden selv og mine unger er der ingen der skal genere. Iøvrigt har jeg også altid elsket fyldigt og langt hår (manken), selvom mit eget ikke helt ser sådan ud længere. Nå ja og så har jeg jo mine lange kløer hihi


Pyhh det holdt hårdt.

På den tidligere blog fik jeg også et par awards og det glæder mig søreme lige så meget nu, som dengang. :-)

Nu til den lette del:


De tre jeg sender den videre til er:

Anita den skønne kvinde

Pernille den milde fe

Gittemay med de helende ord og den kulørte manke


God fornøjelse He he



UPDATE...


Pernille har allerede fået så jeg giver den tredje videre til:

Jeanette Mariae Englen på engen

Jeg bliver fortæret af..

... dårlig samvittighed som jeg ligger her


Følelsen af svigt og frygten for rygter om dovenskab er enorm.


Ved nærmere eftertanke ved jeg, et jeg nok var lidt vel kvik i sidste uge.

Jeg er superdårlig til at fordele mine kræfter og min energi ligeligt over tid, og nu kommer så prisen.


Så er de jeg tænker at jeg alligevel ikke skulle have været i et forhold, for så kunne jeg lade verden være uden at skulle undskylde. Så ville jeg ikke have ansvaret for at familien kommer hjem til et tomt køleskab og rod i soveværelset.

På den anden side gør det mig ked, at der ikke er vilje til at tage over uden at jeg først skal bede pænt om det, efterfulgt at undskyldninger og forklaringer.


Der venter sure børn og en træt mand om ikke så længe og jeg gemmer mig for dem.


Det gør mig faktisk endnu trættere..

Mummimor i tomgang

Jeg er gået helt i tomgang..

Min hjerne står stille. Ingenting sker der. Jeg ved jeg skal et eller andet, men hvad var det nu lige det var. Min kalender er ligeså blank som min hjerne, så det er altså noget jeg ikke har noteret på dagen i dag. Hmmm


Jeg tror jeg lader fredag være fredag og Josefine være Josefine. Hun må selv tage hjem fra skole og indkøb må ordnes af andre for jeg er kun til een ting... Dynedag.

Vejret er brilliant og perfekt for september, livet er godt og weekenden banker på, det er bare ikke noget jeg overhovedet kan ha med at gøre lige nu.


Hvorfor nu det????

Hverdagens små fornøjelser..

Denne kande har alle dage fremkaldt gys hos mine nærmeste..


Både i ægteskabet, senere forhold og nu med John oplever jeg en udpræget afsky for denne unikasag.

Sjovt nok er jeg den eneste der syntes den er lidt sjov.


Historien er simpel. I bryllupsgave for snart 14 år siden fik vi bla også kontanter. De skulle jo formøbles og den sidste rest ville jeg bruge på en kande. I lyngby ligger der ved møllen en lille butik der hedder... øhh det har jeg lige glemt! Men det er altså sådan en lille kunsthåndværkerbiks lige over for Lyngby Mølle og den store græsplæne. De forhandler lertøj, stentøj, hørtøj, strik og mere af forskellige kunsthåndværkere.

På en hylde står så denne kande med den gule leopard på. Jeg kan ikke stå for den, fordi den er så egen og så er den sjov syntes jeg. Da jeg kom hjem med dem, var det næsten den direkte vej til skilsmisse.

Efter ægteskabets forlis, har jeg stadig måttet kæmpe for min kande. INGEN syntes om den, og nu er jeg nærmest nået dertil at den må ryge. Jeg bruger den aldrig, men den står da fremme i køkkenet sammen med de andre kander. Jeg ville gerne bruge den til blomster, men glemmer at jeg har den, så leoparden må da være helt ked efterhånden.


Jeg har samlet på kander i en årrække og ved skilsmissen, måtte jeg af pladshensyn vælge ud og efterlade halvdelen. I Lyngby hvor jeg flyttede til, røg der et par stykker mere, da en hylde faldt af væggen med et kæmpe brag. Nu er samlingen reduceret til 8-10 stykker. Drømmen var dengang at de skulle hænge på række i et stort køkken, i dag står de rundt omkring i lejligheden. Nogle ved min arbejdsplads, nogle i køkkenet, et par stykker i stuen og det er egentlig fint.






En kande kan man aldrig undvære...

Altanen og planen

Jeg har fået ryddet lidt op og ud på min altan.


Den trængte til en makeover og til at få fjernet alle de rester af jord og blade, blæsten i sidste uge sørgede for landede her hos mig.

Nu er der klar til at jeg kan få sat lidt efterårsblomster og den slags op. I mange år har det været lyng, der har haft pladsen, men jeg bliver også hver år irriteret fordi de så hurtigt bliver tørre og blege i farven. Derfor vil jeg i år prøve at hitte på noget andet.

Altankasserne er klar til at få gran og lys i når den tid kommer, og det er lidt interessant at se, at de små løgplanter allerede har skudt de første lange blade op ad jorden. Det er jo ellers først til marts at de skal begynde at pynte derude. Mine tallerkensmækkere som jeg jo klippede ned med hård hånd, skyder igen og de bliver nu brugt til marsvinefoder. Med stor succes :-)

Efter en af de dage hvor de har fået lov til at løbe rundt på gulvet derude, fejede jeg op efter deres mad og små pøller. Det hele røg i en af potterne og nu skyder der lystigt græs op i store mængder. Det må være nogle af de frø der er i deres madblanding som lever videre på den måde, og det har betydet at også det kan genbruges i buret som grønt slik.

Jeg har mit eget økosystem hihi

Det eneste jeg mangler er at tage dahliaknoldene op. Det ved jeg ikke lige hvad og hvordan jeg gør med. Vil jo gerne af de overvintrer til næste sommer.


Jeg har været tidligt på færde og er allerede næste færdig med at vaske nu. En spontan tur i kælderen, har betydet at jeg ikke skal tænke mere på det, når vi rammer weekenden. Det er nu altså lidt rart.

Armen og helbredet er i bedring, men gud og halløj hvor er jeg træt. Syntes ikke der er nogen grund til det, men sådan er det altså. Derfor vil jeg ikke lave mere, når tøjet er hentet og jeg lige har været lidt ude og handle. Desværre er bare tanken om indkøb nok til at jeg er ved at tude, og når jeg når dertil, så ved jeg at jeg skal passe på. Jeg forstår det ikke helt, for sidste uge var jeg jo så aktiv og hver dag gik med aftaler og effektivitet. Fredag kunne jeg ikke mere, og siden har jeg ikke lavet meget så derfor burde jeg jo være klar igen, men nej. Kræfterne er der bare ikke.


Træthed til trods, er jeg glad og fro for jeg har da fået hæklet videre på mit tæppe og snart kan jeg komme igang igen med den røde sweater. OG næste onsdag begynder min aftenskole. Jeg glæder mig heelt vildt til det, og har allerede planlagt hvad jeg skal lære når jeg er der. Snoninger, hæklede firkanter og så de pokkers kantede hexagoner som i mine hænder bliver runde. Og nå ja.. sokker. Sokker som jeg selv kan lave er virkelig på hitlisten over to do, for jeg bruger ikke andet om vinteren herhjemme, og det ville da være helt tosset at købe dem færdige.


Nu når jeg altså er blevet en strikketante. Hihi

Alternativ til udflugten til engen..

Jeg har været nødt til at blive hjemme fra engen i dag...


Hos Jeanette Mariae befinder der sig en lille gut, der ikke vil have godt af at blive smittet af mig, så jeg måtte pænt aflyse og håbe på at en anden dag måske byder på besøg.

I stedet har jeg så været alternativt på efterårsmission.


Farverne i mit første strikkede sjal er jo nærmest som skabt til at bære nu, så jeg fik taget mig sammen til at få det skyllet op. Det råhvide sjal fik samme tur og nu ligger de til tørre det eneste sted jeg har, hvor der er plads og underlag nok til at klare våd uld.. nemlig på vores seng.


Det kunne godt se ud til at vi skal sove i stuen i nat, for de to strikkede skønheder overlapper hinanden og er nok lidt længe om at tørre helt igennem.

Jeg er dybt imponeret over hvor meget større og perfekte og bløde de er blevet, nu hvor processen er færdig.


Dagens talemåde:
Tålmodighed er en dyd...


HOLD da op hvor har jeg sat mange nåle i. Da først jeg var færdig med at nåle op, blev jeg helt fikseret på hvor meget forskel der var på de blonder der ikke havde fået en nål, og dem der var sat nål i, så nu er ALLE blonder på begge sjaler glattet helt ud.



Med posten kom den første lille bog jeg bestilte forlede fra bogklubben. Den blev ikke nævnt da, men nu får den lidt spalteplads for ihh hvor er det faktisk en god lille sag.

På en let og overskuelig måde, giver den små anvisninger på hverdagsmeditation som kan puttes ind i alle mulige situationer.


Lige noget for mig, og den skal nok komme i brug :-)


Min albue har det meget bedre efter at jeg har pauset fra den røde sweater, så nu er der udsigt til at jeg kan komme lidt videre. Indtil i morgen er det dog tæppet jeg vil hækle videre på.


Her til sidste vil jeg lige sige at jeg i morgen kommer med ny datoer for strikkeklubbens arrangement. Så er der god mulighed for alle til at finde tiden enten i okt/nov eller dec. :-)

Jeg er IKKE på hitlisten hos vores asperger...

Da jeg var alene med Josefine og hun nærmede sig de 17-18 år, kunne jeg begynde at se en ende på den svære periode med piger der er trodsige, surmulende og obsternasige...


Jeg ville lyve hvis ikke jeg nu indrømmer, at jeg er lidt loren ved udsigten til endnu en af slagsen i mit liv, og så ovenikøbet en der -


1. - Ikke er min egen. Med andre ord er jeg "stedmoder" og sansynligvis ond

2. - Asperger, med de kommunikationsvanskeligheder det nu giver

3. - Mere sammen med mig end med sin far

4. - Kan sno sin far om sin lillefinger

5. - Kan få ham til at ændre mening når jeg ikke er der...



SUK


I aftes havde vi igen ballade. Ikke af den store og larmende slags, men ikke desto mindre trættende.

Vi har i den seneste halvanden måned haft sløset med arbejdsskemaet, både pga ferietiden og så også fordi jeg selv, ikke har haft så meget overskud til at være efter de fire ( nu tre ) børn hele tiden.Det har så selvfølgelig betydet, at de ingen lommepenge har tjent.


Mandag aften fortæller vi så, at nu skal den igen tages i brug. Nu gælder samme regler som da den blev lavet, nemlig at gider de ikke lave det de skal, ja så gider jeg heller ikke. Med andre ord.. der bliver ikke kokkereret hvis ikke jeg kan komme til i køkkenet feks. Jeg fortalte også at jeg gik og pønsede på en madplan, og at jeg er igang med at få det sat i system, men at det er på betingelse af, at vi alle yder vores.


Fint nok...


I aftes var det så Rasmus' tur til at sørge for at køkkenet var pænt og ryddet inden der skulle laves mad. Da han ikke var hjemme gik tjansen videre til Mira. Theis stod for middagsbordet, dvs ind og ud med sevice og i opvaskemaskinen.
Da Mira har tjekket køkkenet, kommer hun ind i stuen og beder om lommepenge.

Jeg forklarer hende, at dem er der ingen af før til okt, da vi ikke betaler forud for deres arbejde. Hold da kæft hvor blev hun sur. Jeg forklarer at hun på intet tidspunkt den seneste måned har lavet noget som helst af det hun skulle, så der er ikke så meget at være i tvivl om. John bakker op, men det er mig der siger det der skal siges..
Hun talte ikke til os resten af aftenen, men der er ingen tvivl om, at det er mig der må lægge skuldre til at være den onde.


Her til morgen er den så gal igen. Lige inden hun skal ud af døren, kommer hun og spørger efter en seddel til skolen. Den kender jeg ikke noget til, og spørger hvad den skulle handle om. Det viser sig så at hun alligevel har fået lov til at gå hjem fra skole efter gymnastik uden at bade først.
Den ordning har været debatteret lige ved skolestart, og der var vi klart enige om, at det ikke var en god ide, da hun generelt hader at bade, og skolen sætter som krav for at ungerne kan få lov, at forældrene så sørger for at de får badet når de kommer hjem. Og hvem er hjemme når hun kommer hjem??? Ja det er jeg jo. Og det er så mig der skal tage skænderiet med hende uge efter uge. For skænderier bliver der med sikkerhed. Allerede første gang vi talte om det, var hun muggen over at skulle bade her hvis hun fik lov til at slippe, derfor valgte vi at sige nej.

Ser vi bort fra at sådan en ordning med garanti vil betyde at nogle får lov og nogle ikke, så syntes jeg det er en underlig ting at de i det hele taget får muligheden for at slippe. Det er en kendt sag, at i den alder gider de ikke bade, og at mange af dem kommer hjem til et tomt hjem, og derfor slet ikke vil blive smidt i bad af nogen som helst.


Tilbage til i dag..

Jeg får så forklaret hende at jeg ikke lige har hørt at hendes far har ændret mening, men at jeg da lige vil finde ud af det. I samme moment husker jeg hende så også på, at får hun lov så betyder det at jeg vil være over hende når hun kommer hjem, og sørge for at hun får badet, inden hun går i gang med alt muligt andet...


BANG! så smækkede døren endnu engang. Sur teenager igen

Jeg får talt med John, og han bekræfter at hun har fået lov til at droppe badet på skolen, men inden jeg får lagt røret på, er hun smuttet så jeg går ud og kalder på hende fra altanen, for at spørge om hun ikke ville have sedlen med alligevel. Hun er fuldstændigt udtryksløs i ansigtet og kigger bare på mig, stiger op på sin cykel og kører.

Hold da kæft hvor er det træls at være i mine sko ind i mellem.

Disse to episoder er bare eksempler på hvordan det kan være virkelig svært at være stedmoder og hende der skal tage de daglige ting, og dermed være den onde. Så er der alle de gange i løbet af en dag, hvor jeg må tage fat i hende for at lære hende at hun IKKE skal smide papir fra bind, toiletrulle, thebreve og mad på gulvene, men i de dertil indrettede skraldespande. Hvis ikke jeg gør det lærer hun det aldrig, og lige netop med hensyn til at skulle vade rundt i skrald, vil jeg altså ikke selv gøre det for hende. Mange andre ting er jeg stoppet med. Gider ikke mere balladen.


Nu er det heldigvis ikke så tit at det lykkedes hende at sætte splid i mellem hendes far og jeg, men det er sket og det sker endnu. Hver gang føler jeg mig virkelig underligt til mode. Hvad nytter det, at jeg prøver at få lidt skik på tingene, hvis tøsen bare skal tude lidt foran sin far, og så giver han efter??


Uanset hvordan eller hvorfor, så ender jeg som den onde stedmoder...

Rasmus er sur... på sig selv.

Denne aften har jeg fået en godt mukken dreng hjem fra farmor..


I eftermiddags kom han uventet hjem. Han skulle egentlig til farmor, men inden han nåede så langt var hans klippekort versvunden. Han var knotten, men fik penge til en billet og tog afsted alligevel.

Her til aften ringer Johns telefon. I den anden ende er en herre, der kan fortælle at han på Vangede station har fundet Rasmus pung! Vi takker og får hans nummer og adresse, og lover at Rasmus vil ringe ham op, så de kan aftale omkring afhentning.

Jeg ringer op til knægten, der på det tidspunkt er på vej hjem i toget. Han er eddermøghamrende sur, men bliver selvfølgelig lettet over at pungen er fundet.


Og hvorfor er han så, så sur???


Jo fordi det jo så altså er ANDEN gang på samme dag han mister klippekortet. Første gang var inden han forlod Frederiksberg efter skoletid, og på det tidspunkt havde han stadig sin pung. Anden gang er på Vangede stations perron, EFTER at have klippet kortet. Der røg også pungen..

Så foruden at have kørt turen hjem, uden gyldig billet, opdagede han at pungen lå på jorden foran en bænk, lige netop som døren i toget lukker. Han ku kun kigge langt efter pungen, og ærgre sig gul og grøn.


Jeg syntes jo at han er vildt heldig at der er en ærlig sjæl der ringer og fortæller at den ligger til afhentning, men lige nu kan han ikke rumme andet en irritation.

Sådan kan det gå..

Jeg kan ikke få armene ned

Josefine har lige ringet...

Hun lød så glad så glad, og det forstår sig :-)



Hun skal jo i praktik i to x en uge om ikke så længe. Alle eleverne har brugt en del tid på at trække i tråde, ringe rundt, lede og skrive, for at finde steder de kan komme hen. Der er mange om budet og alt for få pladser, desværre..

I sidste uge var hun endt som den eneste der endnu ikke havde fundet en plads, til dels fordi hun ingen forbindelser har. Jeg har jo John som er ansat på KVL, og vi har derfor har forsøgt at skaffe hende et eller andet derinde, men indtil videre uden held. De to uger er vigtige, men ikke så kritiske som den lange periode med praktik, der skal følge de første 30 ugers skolegang. Finder hun ikke en plads til den tid, ryger hun af holdet. Vi har derfor hele tiden haft gået efter, at hun skulle skaffes ind på KVL til den tid og ikke allerede nu.
Som med Zoologisk Have i Valby, er der virkelig pres på pladserne og det er med en vis bekymring at vi venter på nyt omkring forløbet efter skolen.


Lige før ringede hun så til mig fra skolen.
Hun har fået praktikplads i de to uger der kommer. JUHUUUUU og hurrraaaa


Pladsen er ikke mindre end i en zoo der ligger i Odsherred. Ikke noget med en dyrehandel, eller en gård, men en rigtig zoo med forskellige eksotiske dyr. Og for at det ikke skal være løvn, så har hun fået tilbudt at hun kan bo hos sin klasselærer de to uger. Hun bor nemlig i Asnæs ikke langt derfra, og det betyder jo at hun ikke skal her fra Vanløse hver dag frem og tilbage.

Her er den zoo hun skal arbejde i:
Odsherred Zoo


Jeg er så hamrende glad på hendes vegne, for det er lige netop den slags held og succes hun har så meget brug for at opleve, og jeg kunne da også klart høre på hendes stemme at jubelen ingen ende ville tage. Endnu mere herligt er det at en af hendes bedste venner fra skolen bor i Asnæs, så der er måske også basis for lidt besøg efter arbejdstid.



Jamen det er da fantastisk.

Alt med måde

Jeg passer på mig selv syntes jeg..


Pakker mig ind, drikker the i rå mængder, pudser næsen godt, og sidder ikke i træk. Følelsen af at være skvattet og skidt tilpas er ikke lige sådan at ryste af sig, men det går jo over igen og jeg har brugt mandagen til at strikke uden dårlig samvittighed.

Alt med måde er en gammelt og fornuftig talemåde. En talemåde jeg har måttet sande i løbet af aftenen i går. Efter de mange timer med pinde og garn er min røde sweater godt i vej, og den er nu delt i for og bagstykke. Det første ærme er påbegyndt, men jeg må nok lade det ligge i dag, for smerter er begyndt at dukke op i albuen. Et dybt underligt sted, men ikke desto mindre svier og brænder det lige netop der. Det trækker nedad i underarmen og efterhånden som jeg bare fortsatte blev det værre og værre.

Hvad pokker er nu det. Jeg har da strikket et stykke tid efterhånden uden problemer, og det er ikke en ny bevægelse jeg har gang i, så jeg syntes det er noget pjat, at min arm nu lige pludselig skal flippe ud over lidt arbejde.

I dag er jeg nok nødt til at holde en pause, men det er bestemt ikke noget der huer mig, jeg er godt igang, og i øvrigt får jeg da et flip hvis jeg skal sidde/ligge passiv hen og bare snøfte og hoste.


I dag skulle jeg jo have været både til tandlægen og på strikkecafeen, men begge dele må droppes. Både af smittehensyn og fordi jeg er et skravl. Godt det ikke er i denne uge at aftenskolen begynder. Det ku have været herligt at måtte aflyse den første gang... NOT





Måske jeg kan hækle lidt? Det er jo ikke den samme bevægelse..
Det må jeg vist lige finde ud af.

Hygge,alvor og rød næse

Weekenden har budt på hygge, lidt efterårsforberedelse, samtale OG baktusser..




Jeg har været dygtig og virkelig haft taget Henriettetid.

Fredagen blev godtnok indledt med en alvorssamtale med vores største knægt, en samtale der bød på gråd fra både knægten og jeg, men med et resultat der endte rigtigt godt. Han har jo været rådden som ind i helvede i længere tid og det har især betydet mobning af Rasmus og konflikter generelt. Flere gange har vi prøvet at tale fornuft med ham, men det er ikke rigtigt trængt ind hidtil.

Samtalen fredag var af en anden karakter, for jeg har som mor virkelig haft det skidt med, at min søn ikke syntes det har været så fedt at være her. En knægt på 18 har jo en vis attitude, og det tog sin tid at få ham til at lægge paraderne, men da jeg fortalte ham at jeg trods det at han har været ubehagelig og belastende, inderst inde holdt af ham, at jeg op fatter både ham og Mira som mine egne unger, at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at også de skal have det godt, og at jeg aldrig har glemt hvor vidunderligt han tog imod mig, da jeg kom ind i hans fars liv, ja da brød han helt sammen. Jeg fortalte ham at jeg udemærket godt er klar over at han har det skidt, at han muligvis har fået den opfattelse at jeg ikke kunne lide ham, fordi jeg har været efter ham og at jeg ved det er hårdt for ham at være det barn der hverken har sin rigtige far eller mor hos sig. Jeg mindede ham om, at han faktisk besidder nogle smadder gode egenskaber, men at de er blevet gemt væk den senere tid. Egenskaber der fik ham til at gå til mig med sine problemer allerede fra begyndelsen af. Jeg fortalte at jeg aldrig har glemt hvordan han kom og fortalte om alt muligt, vores stunder sent om natten når vi begge ikke kunne sove og hvor vi lærte hianden godt at kende.

Hele den lange smøre fik sgu også tårene frem i Johns øjne, men det var nødvendigt at det blev sagt. Det kan ikke nytte, at han går rundt og har det skidt og lader det gå ud over Rasmus. Han er i øvrigt endelig i behandling med samtaler, og har i den forbindelse fået medicinsk hjælp. Vi er alle meget optimiske omkring det, og håber at det hele kan hjælpe ham til at komme igang med sin uddannelse een gang til.

Efter hårde ord, høje stemmer og tilsidst forsoning, endte jeg med at give han en ordentlig krammer og kys på kinderne. Han er blevet mindet om at jeg faktisk holder af ham. Det var tiltrængt..



Weekenden bød på masser af timer for mig selv, da John jo var på job i lørdags. De gik med at forberede stuen på efteråret og vinterens komme. Når vi er nået hertil gider jeg ikke se mere på lysegrønne og blomstrede tekstiler, så alt det sommerlige er pakket væk, og frem er kommet tæpper , plaider og puder i brune, grå og andre mørkere farver. Min stol har fået sit vinterbetræk på, og der ser nu helt smukt ud igen. Mange af mine planter på altanen er kommet ind, og nu skal jeg bare finde plads til at de kan overvintre. Det kommer nok til at ske i soveværelset for der er koldest vinteren igennem.


Her er lagt op til mange timers læsning og hulefornemmelse. Resten af tæpperne ligger i sofaen, men det glemte jeg lige at fotografere.


Der er blevet strikket, hæklet og drukket dejlig the, og i går fik jeg søreme bagt boller til morgenmad.

Ja miraklernes tid er IKKE forbi endnu. :-)


Tilsidst kan jeg berette om årsagen til min indtagelse af the i rå mængder...


Fra det ene sekund til det andet blev jeg i går eftermiddags ramt af det vildeste nyseflip i mands minde. Det var så overdrevet, at det bragte børn frem fra deres gemmer for at se, hvad pokker der foregik. Anfaldet forsatte uafbrudt i henved et kvarter og jeg måtte kigge op for at se om der muligvis var begyndt at drysse peber ned fra loftet. Efter sidste nys ku jeg kun læne mig udmattet tilbage, og så begyndte ellers min næse at løbe. Et urimeligt antal pakker lommetørklæder er brugt og kun med hjælp af min 8hour creme, har min næse kunnet forblive min og ikke Rudolfs. Deraf min genopdagelse af theens herlige virkning. Især da når man hælder et ordenligt skvæt rom i.. :-) Det har dog ikke hjulpet sån særligt på ,at virus og baktusser har besat min krop.


Jeg er nu helt og aldeles skidt tilpas. Er varm og øm, træt i kadaveret, mit hoved er pakket ind i vat, så jeg bliver under tæpper og dyner i dag. Andet kan slet ikke komme på tale.
Godt jeg er igang med både Morse på computeren og strik i lange baner. Så kan jeg nemlig blive i min seng uden at blive helt desperat.


Atjuuu og dejlig mandag til alle i bloggeland :-)

Weekendpause

Denne uge har for mig ,været mere pakket og social end ellers..


Allerede i løbet af torsdagen kunne jeg mærke at jeg var nået til et punkt hvor jeg bare ikke kunne meget mere. Og da aftenens striksammen, var ved at være slut vidste jeg, at jeg måtte smide håndklædet i ringen, og udskyde min aftale om fredagen. Det var jeg ikke særligt glad for, men dagens forløb i går beviste at jeg tog en fornuftig beslutning.

Jeg vågnede som bekendt først ved halvtolvtiden. Hoved og mavepine slog ligesom fast at det nu er tid at stoppe lidt op. Efter et hurtigt smut på toilettet, faldt jeg i søvn igen og vågnede anden gang efter kl to. Der sad Josefine ved computeren, jeg havde slet ikke hørt at hun var kommet hjem..

Resten af dagen foregik i slowmotion, men jeg fik da strikket lidt, og også vasket lidt tøj.

I dag er John på arbejde, Rasmus og Mira har begge overnattet andetsteds, så jeg har udsigt til en stille formiddag. Jeg kan mærke at alt hvad jeg skal have at gøre med idag, skal foregå langsomt og måske endda slet ikke. Trætheden er overvældende og jeg bøjer mig belært af erfaring. Denne sommer har ikke været helt forgæves, så jeg trækker stikket ud og mig selv tilbage. Et par dage uden skriverier er en del af programmet, så jeg kan komme ind i næste uge frisk og veloplagt.


Jeg ønsker alle en rigtig dejlig weekend trods regnen, for husk at det faktisk er en vidunderlig oplevelse at tage røjser og regntøj på. At gå tur i skoven eller ved vandet i regnvejr, er befriende og man mærker årstidens skiften.


Det er det jeg selv vil gøre.

Strikkeklubbens premiere

Torsdag aftens premiere var en succes syntes jeg..

Iført røde sko og , tullede jeg afsted for at mødes med tre helt fremmede kvinder, jeg alligevel følte jeg kendte.



Igennem længere tid har vi læst om stort og småt fra livet hos hinanden og det er den "nye" bloggeverdens utrolige sidegevinst. Man får muligheden for at møde mennesker man aldrig ellers ville støde ind i, nogle af dem endda næsten det man kunne kalde naboer. Bloggeuniversets skrivere er spredet over hele landet og hele verden, men uden at vide det er mange af os faktisk ikke så langt væk alligevel.

Torsdag aften skulle vi så mødes hos Pernille, hun har vist sig at bo mindre en ti mins kørsel fra mig. Det er da lidt sjovt.

Emilie var også klar med garn og pinde.


Vi endte med at være fire omkring bordet, der var spækket med herlige boller og ost og muffins, og jeg var rørt over at hun havde haft lyst til at byde os så fint velkommen. Trods alt sprang hun til med kort varsel.

Der sad vi så os fire. Med garn og pinde og masser at sludre om gik tiden utroligt hurtigt. Det vil være synd at sige at snakken kun drejede sig om strik.. :-)

Mange emner kommer på bordet sådan en aften, både lette og tunge og her kommer så igen bloggenes daglige fortællinger ind i billedet. Vi syntes alle at vi kender de andre, kender deres familie og søreme også deres bolig. Det er svært at forklare for andre ville med rette sige " jamen I kender jo ikke hinanden, det er bare noget i tror I gør". Faktum er er bare at når man dagligt følger med i skriverier om job, børn, interesser, ferier, mænd og ændringer af indretning i hjemmet, kigger på de billeder der ofte følger, og skriver sammen i form af kommentarer, udveksler opskrifter og gode råd mm, så er det sgu svært at føle sig som fremmede, den dag man står ansigt til ansigt. Kun er det stemmen der er ukendt :-)

Mht strikkefælleskabet ja så er det vist hermed slået fast, at der ER interesse for og lyst til at mødes for at være fælles om det. Jeg fik selv kigget på det tæppe Pernille er i gang med at kreere af tusindvis af tråde der er genbrug fra et andet tæppe. Et smukt resultat og en rigtig god ide.
Der blev digtet et mønster til noget snoning på en sweater, og talt om garner og opskrifter.



Vi fik hilst på husbond, der var henvist til at klatre over bord og stol for at frekventere altanen når trangen til røg meldte sig. Vi var to, der lige måtte gøre ham selskab, til stor morskab fordi det er en ny måde at komme ud og ind af et rum på hihi



Foruden os var der faktisk fire andre, der også gerne ville være kommet. Lotus har slået hovedet og er ikke helt frisk, Losarinas mor var forhindret og Sifka kunne ikke få det til at passe med tiden den aften. Jeanette Mariae har jo sin Anton og de deraf følgende møder der gjorde det umuligt at presse sådan en aften ind i programmet, men alle har de lagt billet ind på næste dato.

Jeg er fuld af optimisme om, at næste møde nok skal blive ligeså godt.
Desværre glemte jeg rent at forevige vores projekter. Det ville ellers have været passende ik..;)

Nu er aftalen af vi fremover vil mødes en gang om måneden. Jeg vil derfor sætte mig ned og finde datoer der kan plottes ind for resten af året. Dvs i begyndelsen af okt, nov og dec.
Så vil det forhåbentligt give flere mulighed for at være i god tid med at finde plads til at deltage. Jeg har foreslået at vi laver en "rulle" ordning, så det ikke er den samme der hver gang skal have hjemmet klar til gæster ;)


Mange tak til Pernille og på gensyn i okt.

Hasteindlæg

Jeg er absolut lige vågnet, og jeg er helt ved siden af mig selv...k



Jeg haster derfor lige med at skrive en kort rapport til dem der måtte være interesserede.


Torsdag aftens strikkekomsammen, gik som håbet rigtig godt. Der manglede hverken det ene eller det andet, men jeg skal nok komme med en fyldig og illustreret beretning så snart jeg har fundet mig selv igen.


Allerede i løbet af i går kunne jeg mærke at jeg muuuuh..ligvis havde været et nummer for optimistisk med egne kræfter, og da aftenen var ved at være til ende var sagen klar. Jeg var glad men dødhamrende træt og fredagens aftale, er blevet skubbet lidt.

Jeg har det lidt skidt med det, fordi jeg ved at vi begge har glædet os, men det er her til morgen så altså slået fast med syvtommersøm, det nok var meget klogt lige at holde inde med den sociale skydning.


Hele familien er gået i morges uden at jeg har hørt en fis! Jeg går ud fra at John har være inde som altid og kysset mig farvel, men helt ærligt så husker jeg det ikke.

Klokken halv tolv vågner jeg, fuldstændig rundforvirret. Kigger på klokken og kan slet slet ikke fatte hvor formiddagen er blevet af. Det snurrer bag øjenene og jeg kan ligesom ikke rigtigt finde fokus, kender I det??

Nu skal jeg lige ha lidt "morgen"mad og senere når jeg er lidt mere klar i bøtten, så får I den fulde historie om strikkeklubbens premiere. :.-) :-) :-)

Strikkeklub i aften

I aften skal vi have den første sammenkomst i strikkeklubben.


Vi skal besøge hende her, og jeg takker så mange gange for at hun var spontan. Tre er forhindret i at møde, men vil gerne deltage næste gang, så vi lægger blidt ud med at være tre i aften.

Det syntes jeg er en god start, og om ikke andet giver det jo gode muligheder for at få lært hinanden at kende. Jeg tager selvfølgelig min trøje med, men faktisk er det svært at vælge hvad jeg skal nørkle med, for der er også andre ting jeg kunne tænke mig at tage fat i.


Nu da det er dagen før aften, kan jeg mærke hvor spændt jeg er, og også hvor glad fordi det ku blive til noget. :-)



Jeg siger vi ses i aften til Pernille og Bettina.


I morgen skal jeg igen på farten, for at møde endnu blogger. Endnu et møde jeg er dødspændt på, for selvom man har mange ting at tale om, er det jo aldrig givet at det klikker IRL. Jeg er nu sikker på at det nok skal gå godt, for denne kvinde er ligefrem og direkte, så der er ikke så meget pjat med hende. :-)

Jeg har været mere udadvent end længe i denne uge, og derfor tager jeg også tingene med ro i den nærmeste fremtid. Kun een aftale foruden tandlæge ligger forude, og det er på Engen. DET vil jeg ikke undvære, så jeg tager et par fridage når vi rammer weekenden. Sparer lidt op på energikontoen. Mon ikke det er meget klogt??


Jeg bliver søreme pludselig helt træt ved tanken om, hvad jeg har præsteret den sidste tid. Sikke en energi jeg har lagt for dagen. Det kan jeg altså også kun fordi jeg har lagt noget af ansvaret fra mig herhjemme, fordi jeg ikke længere har dårlig samvittighed over at tage Henriettepauser, og fordi skolen er i gang igen. Så er hverdagen ikke så hård ved min psyke.



Nu svimler mine øjne og jeg mærke den tidlige start på dagen. Jeg napper lige en time mere på den anden side.

Middag for tre og marsvin på gale veje

I aften har vi kun været John, Rasmus og jeg selv til middag.


Det var simpelthen for god en mulighed, at lade gå fra sig og vi udnyttede, at husets andre tre (kræsne) beboere var udebys.


Vi fik marinerede grillede rejer og pasta med hjemmelavede tørrede tomater. Uhmm


Aftenens ingredienser


Marinaden med masser af hvidløg, chili, citron, soya, olie, ingefær og akaciehonning

Blandet og næsten klar

På køkkenets mest elskede genstand... grillpanden.


Og vupti, så har man en dejlig let middagsret. En ret der forresten er ny for mig, da jeg hidtil har stejlet lidt ved tanken om rejer og pasta. På pastaen er der kun citronsaft, salt og peber, og så hjemmelavede tørrede tomater. Mmmm


Efter middagen skete det her:



Snoren på mors natkjole er reeet interessant




Jeg nåede lige at redde min sweater :-)

Strikkecafe 4

Tirsdagen bød også på et besøg i strikkecafeen i Nørkleriet.


Det er jo lidt tid siden sidst, men i går lykkedes det for mig at være vågen og klar nok i hovedet til kl 10. JUHU for det




Det var et par utroligt lærerige og givtige timer, og jeg tog glad derfra videre til den blåøjede tandlæge. Jeg fik begyndt på den snart berømte røde vintersweater, jeg fik ovenikøbet lavet en strikkeprøve først, hvilket er noget jeg aldrig før har haft tålmodighed til.





Jeg fik lært endnu en hæklefidus. En simpel opskrift har glattet mine krøller ud indtil flere gange, og tilsidst har jeg været nødt til at hente Cisse frem til at oversætte de underlige forkortelser. Det er noget hende her kan tale med om..



Ingen tvivl om, at den virkelig ER simpel, men når man ikke ved hvilket hul der skal hækles videre i, så har man en problem. Jeg brugte Kauni som øvegarn, men der er alt for lang i mellem farveskiftene, så i stedet vil jeg hækle sjalet i en af disse zauberballs.





Jeg fandt mig en opskrift på de varme futter jeg vil strikke til min mor, så hun får varme både oppe og nede til vinter. Sjalet er iøvrigt lige ved og næsten færdigt, men gæt selv hvad så nu...



Jeg er løbet tør for garn!

Pissosse, og jeg må påny hente Holst frem fra bogmærkerne, så hun kan supplere med det sidste nøgle. Godt der er lang tid til jul :-) OG at hun ikke læser med her. Hihi

Alt i alt endnu en dejlig oplevelse i strikkeuniverset.


Dernæst fik jeg forresten også handlet lidt bånd. Det er bestemt ikke fordi jeg mangler, men de lå lige der og kiggede på mig i Hobsons Choise. Den ligger også i Lyngby og det er en lille himmel for sådan en anglofil som mig. Med båndende fulgte også Country Living. Og i det er det flotteste sjal/halstørklæde. Det er lavet af minimini hæklede firkanter og sat sammen som patchwork. Jeg er da helt færdig over det, og også prisen... det koster nemlig 200 pund! Gang det lige med sån ca otte, så har du prisen i dansk klingende mønt. Pyhhh

Jeg har nu endnu et projekt jeg må og skal i gang med.... på et tidspunkt. :)

Tandlægen med det blå øje

Jeg var igen i går en tur til tandlæge i Lyngby.

Der sidder jeg så i venteværelset og overvejer hvilke krumspring jeg kan komme på, for at nå at smutte igen, inden han får magten over mit ansigt.


" Henriette, så må du gerne komme med mig", lyder det fra døren.

Jeg rejser mig, og da jeg kigger på ham, er det eneste jeg ser et kæmpe ( og jeg mener virkelig kæmpe) blåt øje.

Hihihi min tandlæge har verdens største sæbeøje, og jeg må bare kommentere på det. Det er umuligt andet.

" Nå så var der endelig en patient der fik nok hva???" Mit smil er bredt som en tresporet motorvej.

Nøø bøøø, siger han. Jeg troede jeg stadig var tyve og derfor i samme form. Jeg fik et surfboard lige i øjet.

Vi muntrer lidt videre over alle de bemærkninger han må lægge øre til i den forbindelse, lige fra konen der har klappet ham en, til den berømte dør der gik ind i ham. Jeg fik også lige forevist et par andre blå mærker, for han syntes lige at han ville bevise at det altså var rigtigt nok, det med surfereventyret.


Det underlige er, at han kunne fortælle om rigtigt mange patienter, der simpelthen bare slet ikke lod sig mærke med noget. Som om han altid har blå øjne og lilla farver i panden. Han fortalte, at det næsten var værre med deres ikke stilte spørgsmål, fordi han så kunne sidder der med sine instrumenter i deres mund, og tænke over hvad DE mon tænker om hans øje.


Det kan jeg faktisk godt sætte mig ind i.


PS: Jeg slappede faktisk så godt af i stolen i går, at jeg skulle gøre mig anstrengelser for ikke at falde i søvn! Den var ny for mig. :-)

Den unge kunstner

Ja det var altså mig. :-)


Jeg har nusset lidt rundt i aftes, der skulle lidt orden til igen. De to dage Josefine indtager vores soveværelse, får rummet til at ligne kaos. Jeg ved søreme ikke hvordan hun får det til at ske, men faktum er, at jeg hver mandag lige må tage og rette op på tingene igen. Desuden har jeg været hård og fjernet alt det tøj jeg ikke kan passe. Det gør mig i dårligt humør, at jeg hele tiden skal lede efter det jeg kan passe, så nu er en sort sæk fyldt og klar til, at jeg kan putte det videre i en kasse og sætte det i kælderen. Jeg vil ikke smide det ud endnu for jeg håber at få styr på kroppen igen.

Under oprydningen faldt jeg over en mappe med tegninger jeg har lavet i mine unge dage. der var nemlig engang hvor jeg kunne den slags, og jeg var utroligt flittig med at øve mig. Hver eneste dag sad jeg der med blyanten og skitsede. Min far er uddannet tegner, så jeg har det nok fra ham. Ihvertfald er han klart den der har præget mig til, at gribe om pennen og lege med skygger og lys.

Det er smuttet fra mig nu, jeg fik andre ting at tænke på da jeg fik børn og i dag skal jeg virkelig tage mig sammen, hvis jeg skal illustrere noget, men jeg gør det da ind i mellem. Dengang jeg var indlagt kastede jeg mig over akvarellerne, og jeg kunne mægtigt godt lide at sidde med farverne og eksperimentere.
Jeg blev nu aldrig helt god til det syntes jeg...


Her er er lidt af det jeg har gemt fra dengang jeg ku:


Her har jeg lavet en kopi af en tegning jeg så på et museum. Jeg husker ikke helt hvorfra, men det kunne sagtens være Thorvaldsen, et sted jeg har besøgt et utal af gange. Der er så smukt og fredfyldt derinde.


Et modeblad har været forbillede her.. Uha sikke en tegning. :-)


Her er en fra endnu et modemagasin. Sikkert Vogue som jeg dengang altid købte


Min første akvarel. Farverne er anderledes i virkeligheden. Mere støvet grønagtigt



Til sidst mit skrin med tegneting. Dem skiller jeg mig aldrig af med. Den er et skatkammer af kul, stifter, farver og meget andet.


En dag måske jeg finder et sted her, hvor noget af det kan komme op og hænge.