Jeg har aftaler som jeg SKAL overholde

 

 

 

Alle aftaler er på det nærmeste skrottet lige nu. Skrivet fra forleden fik jeg utroligt meget ud af at lægge på bloggen. Een ting er, at det hjælper at se “sig selv” på skrift, en anden er at de kommentarer jeg fik af jer, virkelig gjorde en forskel. Ud over det, må jeg jo så se at passe meget mere på mig selv, foruden at jeg pauser fra butikken er alle mine aftaler sat i bero, og jeg laver helst ikke nye, kun i særlige tilfælde. Om jeg kan møde op er ikke noget jeg ved før i sidste sekund, og det er trods alt kun få der kan forholde sig til det.

 

Det gælder selvfølgelig og heldigvis mine strikkeveninder. De er guld værd alle tre og jeg holder meget af dem.  Det er en lykke at have fundet dem alle her i blogland, men det ved jeg mange af jer også oplever rundt i landet. Blogdamerne her i lille Danmark er små enklaver af flittige og betænksomme mennesker. Forresten er der jo maaange jeg gerne ville møde fra nær og fjern, men omvendt er det jo helt fint at vi er så spredt, for på den måde er der overalt en mulighed for at mødes og ingen behøver være ufriviiligt  “ udenfor ”.

 

Nå, men de aftaler jeg bare SKAL overholde er dem, jeg endeligt har fået op at køre med psykologen. Uhh det er godt at komme i gang igen. Og måske vigtigst lige nu er den jeg i dag har fået med en øjenlæge. Jeg er for det første glædeligt overrasket over at der allerede var en tid på fredag, og for det andet over at den herre jeg talte med var både imødekommende og opvakt. Det er nemlig helt galt nu syntes jeg. Som om det bliver en lille smule værre dag for dag,  og jeg tror selv det er venstre øje den er gal med. Jeg ser nemlig sådan ok når jeg holder mig for det øje og kun bruger det højre. Det er som om der er en linie ned gennem synsfeltet, der deler det jeg ser i to og ligesom forskyder det lidt. Jeg er nu overbevist om, at det er med til at jeg er så monstertræt i hovedet, og også er medårsag til at jeg har hovedpine hele tiden.  Det kan kun gå for langsomt med den konsultation med andre ord..

 

Jeg kan selv, jeg vil selv. Og hvad sker der så ved det?

 

 

 

Joo nu ligger jeg så lang jeg er i min seng, med rystende hænder og ondt i maven. Jeg fik  gjort det jeg havde sat mig for, og det var dejligt, men kroppen er godt nok ikke tilfreds med min hjernes beslutning.

 

Sølle otte små skruer, mere skal der altå for tiden ikke til før jeg går kold. Jeg må jo acceptere det, men det er ret så svært.  Jeg kæmper gør jeg. Et lille skridt er vel stadigt et skridt ik..   ;-)

 

Jeg fik to styks persienner i hus forleden, og nu hænger den ene. De skulle begge have hængt i køkkenet, men målene var forkerte. Heldigvis passer den ene ( næsten) foran altandøren, og nu hænger den der. Basta. Viljens kraft er både dum og praktisk.

 

Præcis sådan ser det nu ud, når jeg ligger her i min seng. Den er for kort, men det kan jeg ikke tage mig af. Den tager lyset der hvor der er mest brug for det, så det er alle anstrengelserne værd.  Rasmus den ged, ja han har siddet lige ved siden af og kommenteret på alle mine støn og prust, og havde han ikke skinne på, fik han dælme et spark over skinnebenet.

 

Det har nu heller ikke været helt ligetil at få skidtet op. Min skruemaskine mangler sådan en forlænger dims, så bit’sne kan ikke nå ind i den lille firkantede metalholder. Så er det man tager en fladtang, og i bare hidsighed bøjer kanterne fra hinanden ik..  Forinden er der boret otte små huller med arme, der kun havde kræfter til at bore kvart ind væggen. Derefter er man bevæbnet med div skruetænger og maskinen, insisterende nok til at få de kun syv skruer man er i besiddelse af, og som er i varierende størrelse, skruet næsten helt i. Ihvertfald nok til at persiennen kunne komme på plads. Derefter presser man metallet sammen igen, for til sidst at sætte facaden på. Den sørger for at ingen kan se hvad der gemmer sig bag.

 

Hele dette cirkus foregår samtidigt med at der lige uden foran min dør, vandrer store stærke mænd op og ned af trappen. Enormt belastende at vide, men samtidigt er det også en god følelse at jeg kan selv. At jeg vil selv og at jeg gør det.

 

Jeg er ikke 100 % procent afhængig af en mand..  Kun 99 hehe

 

Hvad der har været af rod i den forbindelse, lader jeg ligge og stå til en anden dag. Jeg har ikke mere i mig nu, men skidt med det.  Måske jeg endda når at få endnu en op, inden jeg behøver at lægge alt på plads igen, hvem ved. Det eneste jeg ikke selv kan er at få det indkøbte hylde/spejl op over vasken i badeværelset. Den er jeg nødt til at lade stå. Desværre. Men den er indkøbt og dermed er tættere på målet, om et badeværelse der ikke minder om hospitalets.  Hurraaa

 

Chokolademousse.. hvor? her? nej? eller.. øhhh

 

 

 

… der VAR chokolademousse her.

 

Leveret af en engel, set, åbnet, delt og spist på mindre end fem komma dut.  Først tog jeg een bid, så en mere og så endnu en, og SÅ ved jeg ikke hvad der skete???

 

Aldrig har jeg smagt en mus der var bedre. I tre farver, lys, mørk og hvid og så let og cremet, at jeg ikke mærkede hvordan den bare gled af skeen og ned i min mave.  Ups!

 

Det er år og dag siden jeg har fået sådan en dessert, og godt det samme tror jeg nu. I hvertfald når Pernille laver den.  Forresten har jeg en anelse om at det ikke kommer bag på Bettina, at jeg slubrede den så hurtigt. Hun laver nemlig også desserter, der får mig til at svæve og har med egne øjne oplevet, hvordan jeg næsten gik i koma over hendes vingele med bær a’la Nigella. OMG! siger jeg bare…

 

Jeg bør måske nok bare for anstændighedens skyld også lige nævne, at englen sådan helt ud af ingenting kom forbi KUN for at forære mig og Rasmus mad. Diner transportable så at sige hihi.  Hun har holdt fødselsdag for sønnike i går, og der var rester til overs som hun betænkte os med. På cykel kan hun og på cykel tog hun hjem igen. InDen hun nåede Rødovre var musen væk.

 

PIV!   ;-)        ( jeg har lidt ondt i mavsen nu )

Whitney Houston for pokker da

 

 

Som timerne er skredet frem og dagen går mod aften, har jeg mærket en trist stemning inden i. Jeg blev berørt da både Jackson og Winehouse døde, men denne hersens dames død, har rørt ved noget i mig, som måske er lige for. Uden at jeg skal blive for meget, jeg har jo aldrig mødt hende, så har lige præcis hun fulgt mig på min rejse fra nyvoksen til nu. Som jeg har hørt hende spillet på tv i dag, kan jeg hægte en følelse og en oplevelse på hver eneste een af hendes sange. Alle har de været der med mig på et tidspunkt, i både glæde og sorg.

 

Jeg ved ikke.. jeg hylede med resten af verden da Diana døde, og i dag har jeg også fældet en tåre. Det virker på een gang så fuldstændigt åndsvagt, men på en anden så rigtigt. Hendes karriere var måske nok noget nær forbi, men hun har givet mig sine sange til at akkompagnere mit eget liv, og derfor er jeg trist. For selv dette at vi verden over er millioner, der elsker hendes stemme, var ikke nok til at hun kunne få styr på sit liv og sig selv. Hvad årsagen til hendes død er vil måske blive offentliggjort, men et eller andet sted tror jeg desværre at den hænger sammen med, at HUN ikke hang sammen.

 

Jeg har ikke millioner af fans. Jeg har ingen stemme at bruge, men er bare et helt almindeligt dødeligt menneske, der af andre grunde og nok noget mere jordnært, også har svært ved at få det ene liv jeg er givet til at fungere ordentligt.  Så er det jeg må slå  mig selv i hovedet, og insistere på at jeg bare SKAL få det bedste ud af livet. Vi har kun det ene, får kun een chance ( hvis jeg da ikke skulle tro på at jeg genfødes, men det ved man jo ikke fra liv til liv vel..) så for fanden da..

 

Så brug dog dit liv ordentligt kvinde.  ( altså mig ik.. )

 

Jeg skulle have..

 

 

 

 

.. været til Slangerup i dag.  For en mdr siden virkede det ikke som en helt umulig plan, men i dag er det. Migræne fra morgenstunden går ikke godt sammen med talende strikkedamer hihi. Jeg havde sådan set frem til at møde de tilmeldte og til at snolde et par nøgler til mine slunkne hylder, men der ER jo andre måder at proviantere på…  hehe.

 

Da jeg vågnede første gang lå jeg stille og ventede på, at hovedet skulle arte sig med lukkede øjne, men med ørene slået helt ud. Tv’et kan jo godt formidle nyheder til mig uden at jeg kigger på det, og der måtte jeg så endnu engang sørge lidt over, at en af min ungdoms helt store er væk. Desværre kan man heller ikke her sige at det er helt uventet, men alligevel er det alt for tidligt og utroligt trist. Whitney Houston blev kun 48. Jeg hørte hende for mange år siden i Parken og var skuffet som en havegang over hendes krukkeri, og alt for ligegyldige måde at levere varen på, MEN trods det kan ingen tage fra mig at mange mange stunder fra mine unge år dukker op, når jeg hører hende synge.

 

R.I.P  og tak for alle sangene.

 

Indrømmet… jeg kom til at hyle lidt da jeg lagde denne på her. Så sentimental er jeg. 

 

Jeg elsker også denne her, men mon ikke vi lige skal tage en sidste, der er liiiidt mere happy:

 

 

 

Jeg vil kigge ud på sneen, drikke en kop kaffe og tænke lidt over, hvorfor vi ødelægger vore egne liv, når vi er så priviligerede og har så mange muligheder for det modsatte.  Livet er både dejligt og uhyggeligt.

Nu tror i sgu nok jeg helt har tabt småkagen..

 

 

 

Og det er også kun her jeg vover at fortælle, for jeg frygter lidt at skulle få klar besked om at tage mig voldsomt sammen. NÅ!

 

 

I al hemmelighed har jeg noget jeg er meget forvirret over. Når man ved, hvad der ellers sker omkring mig lige for tiden, er det nærliggende at jeg nu slet ikke kan skelne virkelighed fra fantasi, men jeg lover højt og helligt at jeg taler sandt. Det er ikke noget jeg finder på, og jeg ville bestemt også helst at det var indbildning.

 

Jeg har jo ikke nørklet noget tid nu. For mig er det en evighed, men for ikkefiberbesatte vil det nok bare være et kort øjeblik. Nå, men altså jeg har indtil i går aftes bare tænkt at jeg var træt, og at jeg derfor ikke kunne samle mig om det. Sådan føltes det også, lige indtil jeg blev opmærksom på en ting. Mine øjne virker ikke!

 

Ja undskyld mig, jeg ved godt at der også er SÅ meget andet i vejen, at det lyder for åndssvagt, men det er sandt. I første omgang ku jeg pludseligt “se”, hvordan jeg IKKE kunne se ordenligt når jeg pinnede og læste computeren. Kanon- og urimligt dyre briller til trods, ja så sidder jeg altså og drejer, og bevæger hovedet hele tiden for at finde et punkt, hvor jeg ikke ser dobbelt. Hmmm..     Nu som jeg sidder her og skriver ser jeg med brillerne på, både dobbelt og utydeligt.

 

 

Næste opdagelse gør jeg i dag da det er lyst ,og jeg ikke kan se helt skarpt UDEN briller hen på væggen med mine hæklede blomster. Fra sofaen burde det ikke være noget problem, ejheller når jeg kigger tv. Normalt har jeg brillerne på til begge dele, da det jo er det de er lavet til, men jeg KAN ikke holde det ud. Jeg har godt selv været opmærksom på, at jeg er begyndt at tage brillerne af så snart jeg kan se mit snit til det, men da jeg aldrig har været særligt glad for dem, har jeg ikke selv tænkt over at det ubevidst skyldtes ,at jeg simpelthen ikke ser ordentlig med dem på.

 

Ret så kikset når jeg UDEN dem er hjælpeløs.

 

Jeg er i vildrede og aner ikke hvad der sker her?  Jeg er ikke igang med at skifte medicin. Det kan ellers påvirke synet ret så voldsomt. Jeg har kun haft disse briller i lidt over et år. Jeg har heller ikke ændret andre vaner. Jeg sidder så tæt på/ langt fra som altid fra tv og pc. Jeg har længe ikke orket at læse bøger. På et år er jeg kun igang med nr to!!  Det har simpelthen været for anstrengende at læse, men nu er det nærmest helt umuligt.

 

Noj altså hvor jeg dog bare er træt at de forbandede glasøjne. Allermest er jeg lidt småloren ved hvad det her handler om. Kan man virkelig ændre øjne på så kort tid??  Eller er det hjernen der er så frossen at øjnene sitter fast??

 

 

 

Jeg tager brillerne af og går ud og laver mad i stedet, og håber at jeg ikke hakker fingrene af i processen hehe :)

Når man overvejer at give op..

 

 

 

Mørke skyer samler sig om min forstand. Selv kan jeg ikke samle mig om ret meget. Kulden tærer, og knoglerne gør efterhånden så ondt flere steder, at jeg snart ikke orker mere.  Specielt ansigtet har jeg ondt i. Selve kraniet og hele vejen langs hårgrænsen, kæben og nakken værker på en måde, så jeg har svært ved at koncentrere mig. Briller kan jeg ikke holde ud at have på særligt længe ad gangen.  Fra jeg vågner, og til min krop fungerer bare nogenlunde går der flere timer, og alt i alt har jeg nået et punkt, hvor jeg overvejer at give op..

 

Som jeg skrev forleden har jeg skrantet nærmest uafbrudt siden flytningen, og jeg kan faktisk ikke mere nu.

 

I dag har jeg måttet tage en tung beslutning, som virkelig gør mig ked af det. Min fribase og glæde i hverdagen er sat i bero for en tid, som konsekvens af at jeg er slidt. Hver eneste dag har jeg i månedsvis lovet mig selv, at I DAG.. ville jeg afsted, og så er det endt med at jeg ikke har kunnet alligevel. Det duer ikke. Og det giver mig en unødig stress, at jeg lover mig selv og Sisse, uden at kunne overholde. Jeg har en pligtfølelse som får mig ned med nakken. Det kan man faktisk godt have selvom man er pensionist. Hvis nogen skulle tvivle..

 

Officielt holder jeg nu pause fra forretningen.

 

Det eneste der hjælper på den beslutning er hendes ord om, at hun og jeg har en særlig aftale og at jeg ALTID kan komme tilbage og fortsætte hvor jeg slap, når jeg er klar. Den slags ord får mig til at tude på stedet, for det er ord der varmer og betyder mere end man kan forestille sig.  Når jeg sidder her, efter en nat hvor jeg har drømt sorgfyldte drømme om opbrud fra mit gamle arbejde i boghandelen, som jeg var knyttet til i mange år, føler jeg mig slået. Og nedslået.

 

Jeg tænker over, hvor meget længere jeg har lyst til at kæmpe. Især tænker jeg på, hvorfor det liv jeg er havnet i skal være så svært? Hvorfor der et sted er nogen, der har besluttet at jeg ikke skal få lov til at hvile. At få bare et enkelt år med medgang og let gang på jorden. Bare eet. Et enkelt lille bitte år ud af de mange jeg skal leve. Sådan et af den slags, hvor jeg uden at mærke smerter i kroppen, står op og bare lever dagen. Spiser morgenmad, tager tøj på, går ud i verden, er social, kommer hjem igen, laver mad og går i seng. Og lukker mine øjne fordi det var endnu en dag, der bare var.

 

Jeg trænger til ferie. Helt ærligt. Fra min egen hverdag. Det er seks år siden jeg sidst har været væk fra tilværelsen som pensionist. Sådan rigtigt væk. Måske min eksmand alligevel har fået SIT ønske opfyldt, da han råbte til mig at han håbede mit liv ville blive forbandet. Måske han alligevel har evner som en djævel?  Hans ord om, at han ville gøre alt hvad han kunne for at jeg endte på gaden som et nul i et hul, er måske alligevel ikke tomme trusler? I hvertfald har jeg i dag lyst til at grave mig ned. Helt derned hvor jeg ikke mere behøver at være problemknuser, femkæmper i livet og konstant træt. Derned hvor min mobil ikke ringer, og hvor der ikke trampes, hamres, bores og bankes fra morgen til aften.

 

 

Om lidt tager jeg hen og henter Rasmus. Han har vinterferie nu. I næste uge skal han til nogle undersøgelser af benet, så der skal jeg være klar.  En uge.. det SKAL bare gå. Jeg glæder mig til at se ham. Glæder mig over at jeg har ham, og når ugen er gået ved jeg sgu ikke.. måske jeg der, så kan give mig selv ferie. Og grave mig ned som en bjørn der venter på foråret.

 

Jeg vil meget mere end jeg kan

 

 

Kender I det?

 

Jeg må indrømme at det begynder at gå mig riiimeligt meget på nerverne, at jeg ikke er så velfungerende som jeg vil være. Sidste fredag erklærede jeg frisk og frejdig, at jeg var klar til at genoptage mine rutiner i forretningen. I dag er det onsdag og jeg er endnu ikke i stand til at møde. Ja undskyld jeg brokker, men jeg er faktisk voldsomt irriteret lige nu.

 

Jeg gider ikke det her. Gider ikke sidde mine dage væk. Gider ikke aflyse det ene og det andet i en uendelighed fordi jeg, når aftalen indgås, tror jeg kan. Fremfor alt gider jeg ikke være så sk.. svagelig. Hvad sker der lige for det??? 

 

Jeg er muligvis lidt for utålmodig, de sidste måneder taget i betragtning, men ja.. jeg er utålmodig nu. Efter at få mine hverdage tilbage. Til der hvor jeg var for bare et halvt år siden. Nu gik det lige så godt ik..

 

Jeg har ikke nørklet i tre dage!  Det siger ikke så lidt om, hvor lidt jeg har energi til. Igen!  I går kom posten med en pakke til mig, som jeg har glædet mig til at modtage. En lille grøn taske som har stået på ønskesedlen i halvandet år er endeligt min, men orker jeg at fylde den??  Niks. Jeg kan kun kigge længselsfuldt på den. Og vente.

Måske jeg lige skulle fortælle, at tasken er købt hos Fandango. Der var den klart billigst, men KUN fordi de har portofri februar.  Så for 185 kroner fik jeg den endeligt i hus. Den lille glæde I ved :)

 

Og nej.. det er ikke en cigar der står ved siden af, men et hylster til strømpepinde. Jeg troede jeg havde bestilt et hylster til at transportere strømpepinde MED strik på, men der tog jeg fejl. Skidt pyt, jeg prøver igen en anden dag, for det er nu praktisk at kunne undgå at tape maskerne.

Det hjalp lidt på de kolde tanker

 

 

Jeg har talt med ejendomsmanden i går. Sjovt nok er jeg den eneste ( ihvertfald i følge ham..), der har ringet og fortalt om tingenes tilstand her oppe under tagene. Han ku godt se problemet, og jeg fik lov til at investere i sådan en varmeblæser ting på husets regning. Derudover blev jeg også beroliget noget da han forklarede, at der kommer en justering når varmeregnskabet gøres op. Hvordan de har tænkt sig at regne det ud, må vel være noget med forskellen på normalbeløb og så dette års forbrug, men jeg kommer måske så ikke til at blive helt ruineret over, at min radiator kører for fuld hammer.

 

Jeg skulle have været på arbejde i dag, og jeg skulle også have været pakket ned og installeret længere oppe af Frederikssundsvej, MEN sådan går det jo ofte her. Totalt kikset at jeg i fredags meget bestemt slog fast, at fra denne uge ville jeg være klar til at genoptage mine  d a g l i g e  to timer i forretningen. Jeg føler mig virkelig så meget mere frisk nu, at jeg er helt klar til at genoptage mine hverdagsrutiner og mit liv. Sjovt nok syntes hovedet så lige noget andet, og sent i aftes tog jeg en runde i ringen igen med migrænen. Jeg glemte alt om naturmidler, og måske er jeg også lidt nervøs ved at prøve dem af.. men jeg har brugt hele dagen i dag på at blive mig selv igen. Først for kort tid siden opgav jeg at få flyttet mit legeme væk herfra adressen. Håbet er jo lysegrønt, men jeg kan sgu ikke køre bil. Tænker at når jeg stadigt er konfus nok til ikke at kunne samle mig om at putte tøj i en taske, så er det nok ikke heeelt smart at bevæge sig ud i trafikken.

 

Så her sidder jeg. I min seng. I stedet for at ærgre mig for meget ser jeg fremad, for i morgen aften skal jeg nemlig med ud og luftes lidt. Kender I det?  Eller kan nogen huske det? Det der med at skulle hilse på den elskedes gode venner for første gang? Pyhh altså. Jeg håber 1; at jeg er frisk og klar og 2; at jeg bliver blåstemplet.

 

Krydser I fingre for mig allesammen ;-)

 

************************************************

 

Ingen nye billeder er taget, så her får I i stedet cupcakes formet som de fleste kvinders største kærlighed

 

Er de ikke bare   SKØNNE ?      Hva hva hva..  Marianne?  Jeg siger ikke noget, men tænker at man kan jo altid drømme om at få sådan et par en dag.   Hehe..    Helt ærligt så er det da en perfekt kombi.  Sko OG kage i eet. 

Måske det er mig der er snerpet..

 

 

…  og jeg glemte helt at spørge den anden dag.

 

 

I Rødovrecenteret ligger der masser af forretninger som bekendt. En af dem, er sådan en af slagsen med tonsvis af ting man ikke mangler, men som tiltrækker blikket og drager især børn derind. Dukker, perler, ting og sager, postkort,samlekort, fødselsdagsflag, balloner og spøg og skæmt.

 

Og så lige der midt i butikken imellem slik og gaveartikler, på de fire nederste hylder finder man…

 

Store tissemænd!  (Jeg ku godt kalde dem noget andet, men jeg er jo en pæn pige her ik.. )  Jojo, jeg er ellers ikke sippet, men jeg syntes bare det er helt helt fejlbedømt, at den slags står lige i øjenhøjde af børn på 6-7-8 år. Alt muligt er der. Kondomer med smag, attrapper og hvad har vi, forskellige effekter med billede af, hvad og HVORDAN tingene fungerer.

 

Ja jeg siger det bare. JEG syntes det er forkert. Lige der ihvertfald.  Ned bagi med det. Op på de højere hylder og væk fra det, der typisk tiltrækker børnenes blik. De voksne der gerne vil købe det skal sug nok finde frem til det selvom de må længere ind i forretningen. Ekspedienten var forresten heller ikke voksen, men det er en helt anden historie..

 

Jeg nægter selvfølgelig at illustrere denne lille skrivelse med et billede, der viser hvad jeg skriver om så her er istedet et helt uskyldigt og stuerent billede fra mosen  ;-)

Og så røg jeg ellers ud i sneen

 

 

 

Jeg sov længe i går. En hel halv time, inde bag afskærmede vinduer nåede jeg at være vågen før det lige pludseligt gik op for mig, at sneen var faldet.  Jeg har længtes efter den, og har håbet at få bare nogle få dage med hvid skønhed og mere lys, så jeg hoppede lige lidt af glæde der.

 

Jeg har heldigvis lånt skitøj, så ved middagstid så man mig husere i omegnen med manden i hånden og kameraet på maven. Sidst vi var ude var det så koldt, at batteriet ikke ku klare mosten så længe, så denne gang var min lille elskede billedegemmer pakket behørigt ind i et stykke hæklet alpaca. Fint skal det være og underligt har det sikkert set ud, men det virkede faktisk og jeg fik skudt et par snefotos.  Ikke det store og heller ikke de mest fantastiske, men sådan et par stykker af en stille søndag i Brønshøj.

 

 

Jeg elsker altså fuglene på vandet, og sjovt ser det ud som de ligger der og kigger samme vej. Det undrer mig lidt at de ligger helt ude på midten?  Der hvor der er allermindst læ og varme.. 

 

 

Efter sådan en tur i det fri, er det skønt at komme hjem i varmen igen.  Øhhh nå nej.. jeg mener, efter sådan en tur er det interessant at komme tilbage til iglooen igen. Jeg var varm da vi kom hjem, men efter skift fra snetøj til blødt strik var jeg allerede nedkølet på ny, så da vores medbragte pizza var spist røg jeg lige durk under dynen. Og her er det altså fedt med det gamle og stadigt nyttige husråd, en varmedunk med kogende vand i fodenden.  Jeg er godt nok glad for den og også for at Rene mindede mig om at bruge den.  Når man sådan er mere eller mindre konstant nedkølet ind til knoglerne, er der hele tiden en fornemmelse af sløjhed. Underlivet brokker sig, kroppen bliver stiv og værkende, og jeg tror også nu at det kan være medvirkende til at jeg fik så voldsom hovedpine forrige uge. Der er en kuldevæg der ligesom siver ned fra oven over det hele jo.

 

I dag har jeg derfor talt med boligmanden, og jeg har fået beviliget en varmeblæser. Den skal bare købes, og så får jeg pengene refunderet af dem. Der er også udsigt til at jeg får nedslag på min varmeregning i sidste ende, hvilket er en lettelse for det har sgu bekymret mig noget.  Loftet er krakeleret efter der blev slagboret udenfor, men værre er det at det ser ud som om at fugten er trængt igennem i det ene værelses gavlvæg. Det viste sig for mig i aftes da et par reoler blev flyttet, og det skal der selvfølgelig også kigges på, men for nu er jeg bare glad for ikke at blive ruineret og måske at kunne få det lidt varmere inden længe.

 

I denne uge inden vinterferien rammer og Rasmus kommer hjem, pakker jeg lidt igen. Tager væk og bliver væk indtil torsdag. Selvom det kun er nogle dage, så er det rart alligevel. Op og få varme i kroppen. Ahhh    Der sker heldigvis også noget deroppe på loftet. I dag er plastikken blevet fjernet, og hvide rummænd har støvsuget min altan. Lyset kommer igen lidt bedre ind til mig, og det er da en af mandagens små glæder :)  Jeg kan høre de huserer med støvsugeren ovenover også, så mon ikke der er ved at blive klargjort til næste etape af taglæggeriet?  Jeg håber det søreme.

Lørdag i Frederiksborggade

 

 

 

 

Høj sol og frost midt i København.  Vi var på jagt efter en varm og praktisk dunjakke til mig, men måtte gå hjem uden. Desværre. Måske fordi det er sidst på vinter sæsonen i butikkerne, måske fordi kulden har fået lagrene til at svinde ind eller.. måske fordi der ikke rigtigt var den rigtige til mig.

 

Andre sager måtte jeg også droppe, såsom alt for dyre tusher og Washi tape der ikke kunne fås. Øv bøv og sådan kan det gå på en lørdag, hvor der faktisk var flere mennesker på gaden end man skullle tro, temperaturen taget i betragtning. På vejen tilbage mod Rødovre og centret der var sidste mulighed, holdt vi ind for at give mig en lille pause og lidt at drikke. Der holdt en dame med en bil der ikke gad køre, hun var glad for at jeg var lige der, for jeg har nemlig startkabler i bilen :-)

 

Heller ikke Rødovre Centeret ku forsyne mig med varmt overtøj. Det endte med at vi tog hjem. Rene til sine børn og jeg til min seng. Sådan nogle timer gør mig træt som en olding, men jeg var alligevel glad fordi min lørdag var tilbragt udendørs og med den søde mand. Så gør det ikke noget, at det vi var ude efter ikke kunne skaffes. 

 

Der er smukt på sådan en dag derinde. I København. Jeg elsker at kigge op. På tagene og himlen.  Deroppe er der ting og sager at se på, og mange glemmer at beundre fortidens kunststykker.

 

Jeg har fået farver i stuen, eller hvordan der blev plads der sengen flyttede

 

 

 

Eftersom sengen har fået ny plads, kom der pludseligt plads til lidt leg. Derfor har jeg lige nu en lille udsøgt kollektion af farver ved siden af spisebordet, der også for en tid er blevet udråbt til skrive/arbejdsbord.

 

De to kurve på gulvet rummer Arwetta og Cascade. Åhh altså det er den rene slikbutik for mig. I de små plastikkurve er garn til de små projekter jeg har gang i. Alt i alt kan jeg lade som om solen skinner i februar :-)

 

På bordet står min meget savnede printer og NU VIRKER DEN juhuuu. Jeg har samlet ting til print et helt år, sååå nu er der lagt op til en mega ladning af inspiration, jeg endeligt kan bladre i. Jeg kan nemlig bedst lide det på den måde når jeg arbejder, og min computer larmer så meget, at det har været ret så belastende at have den tændt bare for at følge et mønster.

 

 

Fra min sofa kan jeg sidde og nyde synet af det jeg holder så meget af.

 

Det er ret så fedt at jeg bare kan rykke rundt som det passer mig, og hvem ved hvor længe det får lov at se ud som nu?  det ved ikke engang jeg. Måske en mdr måske mer..

Pippi langstrømpe er på besøg

 

 

 

 

Som Pippi er jeg glad i dag. Jeg har nemlig været i forretningen og noj hvor var det bare dejligt. Nu hvor kroppen er ved at være afgiftet fra ketoganen, mærker jeg langsomt og dag for dag, at jeg bliver mig selv igen. Jeg er lidt mere frisk i bøtten, har lidt mere energi og føler også glæde på en anden måde.  Ved gud de piller er en gave for migrænen, men en pest for kroppen.

 

Man kan jo ikke være væk i mere end ti min derhenne fra, uden at der kommer nye varer på hylderne, så jeg har hjulpet lidt til med at lægge på plads og rydde op. Det føles godt at kunne være bare en lille smule til gavn, og så er det heller ingen sur pligt når man som jeg kan gramse garn i rå mængder. Uhmm

 

 

Vi har fået flere forskellige skønne ting, og jeg har ikke styr på detaljerne endnu, men lidt billeder har jeg fået med hjem til jer. De kommer her:

Mayflower Daisy.

 

Lækker Alpaca fra Hjertegarn. ALLE farverne er helt vidunderlige og jeg kan mærke at der mindst eet nøgle med hjem af hver farve. Det Må der bare. Det er så blødt så blødt.

 

Blødt er også dette sokkegarn med en smule glimmer i. Trods glimmer er det skønt og slet ikke kradsende som det ellers godt kan være. Douche forårsfarver har nøglerne. Store er de også, og der er nok til mindst eet par sokker.

 

SÅ er der det her fra Lang.  Genbrug af jeans og i gode farver. Blødt og dejligt at ha mod kroppen.

 

Her er små kompakte nøgler i flerfarvet bomuld. Jeg fik ikke rørt ved det, og er heller ikke helt sikker på præcis hvad garnet består af, men det finder jeg ud af i næste uge. Jeg snuppede bare et billede af vinduet.  120 m/ 50 g og fra Lang.

 

Anisia og Scilla ligger her. Anisia er noget alpaca vims noget og tyndt tyndt. Perfekt til lace feks.  Scilla er 100 % bomuld og det er båndgarn. Farverne er klare og smukke.

 

Til sidst er her en anden ny sokkegarnting. De fås både i ensfarvet og tre slags med striber. Jeg kan sagtens se andet end strømper strikket i dette garn. Det er også dejligt at røre ved og har en god ulden fornemmelse over sig.

Garnet er en del af  “trygge tekstiler”  og total øko.  Ikke dårligt. Ikke dårligt. :-))

 

 

 

Hjemme igen er det tid til en pause. Godt pakket ind og med varm kaffe. Jeg har taget temperaturen på køkkenet, og der er lige præcis 12 grader!  Med andre ord.. Jeg bliver i stuen gør jeg.

 

Måske jeg skulle strikke mig et par Pippi sokker som dem her:

 

 

Sibirisk kulde… JA det tror jeg nok lige

 

 

 

Den såkaldte sibiriske kulde kan mærkes. Koldt er det udenfor, men også her inde i min lejlighed er der  R E T  S Å  K O L D T!

Heldigt er det ikke, at kulden falder sammen med at jeg bor lige under et manglende tag, og i nat har det været så koldt at jeg i dag tager konsekvensen. Jeg flytter min seng ( igen ). Det trækker simpelthen for meget. Den væg jeg sover op ad er så kold, at jeg flere gange i nat er vågnet fordi min hovedbund!!! fryser. Nu sidder jeg godt pakket ind og med hue på. Det kan man jo sige meget om, men faktisk er det jeg tænker mest over den varmeregning det kan udløse senere hen. Den ene side af boligen er slet ikke varmet op, og det påvirker stuens temperatur. Jeg lukker døre og passer på varmen naturligvis, og så glæder jeg mig over at jeg er strikker ;-)

 

Gad vide hvordan de fjerklædte holder varmen i fusserne?

Sådan her…

Og her er Christuntes sjal..

 

 

 

Ray of light kalder hun det, og det KAN ikke hedde andet. Sikke fantastisk det er blevet. Farven er simpelthen så smuk, at jeg nu pludseligt mener jeg ikke kan leve uden et orange sjal. ( Forresten har jeg vist allerede sådan et, men det siger jeg ikke til nogen..)

 

Det er strikket i et meget tyndere garn og er derfor blevet mindre og lettere end mit. Det ligner et sødt lille skuldersjal, og jeg kan vældigt godt lide det.

 

Her kan du se mere om sjalet og Christunte.

 

 

 

 

 

 

 

 

******************************************

 

 

 

Dagen i dag har været af de gode, for jeg har nået mine mål. Der er blevet pyntet på mine negle og jeg har været forbi Nørkleriet, hvor jeg hyggede en tid. Vi fik sludret om hæklede blomster og så fandt jeg søreme jens’me også liiiige nogle farver jeg ikke har herhjemme.

 

 

 

UPS!