31 januar 2011, taknemmelighed

 

 

 

 

Jeg har fået en dejlig gave af Mette. En nyttig lille, men TYK bog med mange mange sider i. Formålet med den er enkel og perfekt til sådan en som mig. Jeg skal hver dag skrive i den. Om de små glæder, hvad der har gjort mig taknemmelig, hvad der er gået godt i løbet af dagen, sanseøvelser og mm. At modtage den gav mig sådan en varm fornemmelse i maven og glæden over at hun tænkte på mig, var præcis en ting jeg straks skrev ned på den første dag.

Det er lidt tid siden jeg modtog den, og jeg har  ( næsten ) husket det hver dag. Der har været dage hvor det har været FOR svært at erindre det positive, men det bliver stadigt lettere måske fordi jeg netop har lige præcis denne smukke bog, der leder mig på vej.

I DAG er jeg dybt taknemmelig for at det er d. 31 januar :-)  Det betyder nemlig at jeg har udstået den første måned i et nyt år, en måned som pr tradition er L A A A N G og mørk og næsten umulige at se sig ud af. Jeg er taknemmelig for, at jeg snart har gennemlevet tre mdr ovenpå bruddet og indlæggelsen, og jeg har gjort det med en styrke jeg ikke anede jeg besad. Jeg er taknemmelig for at opdage at jeg har ændret mig, at jeg ikke længere er den Henriette jeg var før eller for bare tre år siden. Jeg er en stærkere og mere klartseende Henriette, der står et helt andet sted, med følelser der er HELT anderledes når det handler om mit eget liv, end jeg var inden jeg mødte John. Jeg har i dag en lyst til at klare livet som jeg ikke helt havde før. ( om jeg så kan det, er en anden sag..), (( og lysten er ikke heelt fastlimet i mit hjerte endnu, men den er der ))

I dag er jeg ikke mindst taknemmelig for at jeg har husket at ønske min ene faster tillykke med fødselsdagen ( jeg har nemlig ikke rigtigt kunnet rumme at huske den slags før) OG for at det i morgen er 1 februar. Årets korteste måned og dermed et skridt nærmere foråret og den lejlighed jeg så brændende ønsker mig.

Endnu en gave vil jeg fremvise i dag. Det er en julegave fra Pernille, min kære strikkeveninde og flyttehjælper. Tænk sig..  hun sidder og laver de smukkeste tasker og punge af blade og magasiner. Klipper, klistrer og fletter og syer. Med tålmod frembringer hun tasker der med detaljer som de ansigter der alle har ramt hvert sit felt, gør dem helt unikke.

Jeg er SÅ taknemmelig for at eje min taske, og jeg indrømmer at jeg gerne ville ha et par stykker mere.. :) 

Og så er den forresten rød. Rød som foruden de grønne nuancer er en farve der gør mig glad  og fro. Jeg holder så meget af rød. ..

.. og af de to kvinder der har begavet og tænkt på mig.

Nyt fra altanbloggen

 

 

 

 

Der er lidt nyt på min altanblog. Eller… egentlig er det vel ikke noget nyt for mine faste læsere her, men til dem der ikke har været forbi her så ofte, eller ikke ved at jeg har en sådan så er her et link:

 

http://henriettesaltanblog.blogspot.com/

 

Jeg ved nemlig ikke lige hvordan jeg skal råbe op om mine indlæg nu når Blogbot ikke længere er aktiv.. ???

Tænksomt mode..

 

 

Den smukkeste tekst, sådan vil vi alle gerne opleve det ik..

 

Denne uge har bragt megen glæde og optimisme med sig, men OGSÅ en rutsjetur ned i mørket igen. Disse skift er opslidende og jeg er dødtræt lige nu. Heldigvis er det en lifesafer at jeg har mit job og gode mennesker omkring mig, som med lethed får mine tanker til at svæve væk fra ØV og hen til hurra. Det har bare ikke holdt så længe at jeg har kunnet samle mig ordentligt når jeg så er alene igen, og det der driver mig er bevidstheden om at det er forbigående. Jeg har det meget bedre end for to mdr siden, kan en masse jeg ikke kunne dengang, og jeg er ikke engang i nærheden af at have behov for dagligt beroligende medicin, hvilket er en sejr i sig selv.

 

Rasmus er hjemme, men det er ikke ham der skal være min støtte, så jeg smutter en tur ud i verden og får aflastet lidt andre steder. Han er nemlig super glad i denne tid. Har fået sig et dejligt job og kan nu begynde at tjene sine egne penge, og så er han også endeligt blevet meldt ind i et fitness center. Det har han talt om siden han kom tilbage til mig i 2009, og jeg støtter selvfølgelig knægtens vilje til at komme i bedre form. Han er sej er han :)

Ligeså er min datter der desværre er syg for tiden, og  ikke engang kan komme hjem til sin mor for at blive plejet lidt. Her er simpelthen ikke plads til at hun kunne varme sig under en dyne her. Hun er jo begyndt på VUC for at færdiggøre sin skole og DET er et kæmpe skridt for hende., Så vidt jeg hører går det godt og hun er positiv omkring det. Jeg håber det passer, og at hun ikke bare giver mig en sandhed der betyder mindre bekymringer for mig.

 

LYT til sangen, og uanset om du kan lide stemmen eller ej, så lad teksten berører dig. Den er så smuk..  :)

Bad standing..

 

Det sidste års tid har holdingerne til blogawards stille og roligt ændret sig fra at være populære og sjove at få og sende videre, til at være en ting mange fravælger.

 

Den positive ide er mere eller mindre endt i Bad Standing..

 

Jeg selv har med stor glæde og en varm fornemmelse i maven og hjertet modtaget dem der er mig givet, men jeg indrømmer at jeg nu ikke rigtigt ved hvad ben jeg skal stå på, for jeg elsker faktisk at få dem og elsker at sende dem videre, MEN jeg kan godt følge argumenterne for at man fravælger dem. Dilemmaet der opstår når man skal fremhæve nogle frem for andre, og hvem skal det så være, og hvorfor og hvad tænker så dem der bliver fravalgt blandt de blogvenner man har.

 

Forleden fik jeg så igen en af min kære “lidelsesfælle” udi psykproblemuniverset, men også en kær og endnu ikke mødt veninde, der som jeg arbejder hårdt på at finde det lyse og gode ved livet frem hver dag, OG som også skriver om det for at udbrede viden og forståelse omkring livets mørke bagside af sindet, nemlig METTE med det store hjerte.  Hun skriver:

 

* Henriette, fordi hun skriver om at kæmpe for sit liv... og om strik.

 

Det kan jeg altså alligevel ikke lade være med at glædes sådan over, for jeg prøver virkelig på at formidle hvordan livet også kan være, og ja.. lige nu kæmper jeg ihærdigt og stædigt, og jeg gør det åbent her på bloggen, hvilket giver mig ekstra styrke og lyst til at kæmpe som jeg gør, for her henter jeg nemlig også en stor del af den støtte, der er så vigtig når man ligger ned.

Så hvad gør en klog nu??? 

Med awarden følger nemlig også det at man skal give den videre ( selvfølgelig hehe), OG så de hersens tre ting man holder af at lave.

 

Det sidste først:

 

 

NUMERO UNO MÅ jo være at strikke. Det har i høj grad, også lige nu og her i mit livs nok sværeste krise, ( og ja ja nogen vil måske mene, at så er det sgu ikke værre at blive forladt, men for MIG har det altså været et jordskred), - været med til at holde fokus på andet end sorgen og afmagten. Strik er bare alletiders som behandlingsform ;)

 

 

Nummer deux… hmm bum bum… der er jo så meget… tænke tænke:   at kunne give noget fra mig som jeg er god til, og som andre kan have gavn af. Jeg har feks allerede i strikkeforretningen oplevet, at kunne yde assistance til en kunde der ikke kunne hitte ud af et mønster. Jamen jeg siger jer, det var KÆMPE stort for mig, at jeg og lille mig ku noget som jeg ku lære en helt fremmed. Ab fab feeling og jeg holder MEGET af den :)

 

 

Nummer TRE må så være at være MOR. Alle og enhver vil nok med god grund kunne tvivle efter at have fulgt med her hos mig, MEN trods min ringe evne til at rumme og overskudsdele til mine børn til hver en tid, så elsker jeg dem faktisk af hele mit hjerte og jeg elsker at JEG er deres mor. Jeg ville ikke undvære dem og at have holdt dem som spæde for NOGET i verden.  De er mine hjerter :)

 

Her er det så at jeg kan fortælle at jeg har besluttet at give denne award videre til ALLE jer søde, dejlige, smukke og frem for alt GIVENDE af hjertet bloggere, der har støttet og opmuntret mig fra start og indtil videre i nuet, efter det jeg har været igennem med indlæggelse og hvad har vi. I fortjener den alle, og jeg ved at mange af jer fravælger at modtage den, men I skal vide at I alle i dén grad fortjener den. Om I tager den eller ej er mig ligegyldigt, det vigtige er at I ved hvem I er, og at jeg er så glad for at I har været derude.  Ingen nævnt ingen glemt..

 

MANGE KÆRLIGE HILSENER og tak til Mette selvfølgelig

 

Henriette

Sæby og Roskilde fjord

 

 

 

Her er jeg anno Januar 2011.

 

Stedet er Roskilde Fjord, nærmere betegnet Sæby og omgivelserne byder på stilhed, let kulde og en stadigt frossen fjord. Jeg nyder hvert minut, godt og varmt plantet i en sofa. Alt hvad jeg har brug for er lige  her:

 

      

 

Jeg har tændt op i denne her:

 

Hvor skønt er det ikke at kunne lytte til stilheden, og det fugleliv der udfolder sig lige uden for vinduerne.. :)

 

Lige inden jeg tog afsted i formiddags, var jeg til et møde med den dame der skal indstille mig til en bolig. Hun kommer fra Hjemløseenheden, og jeg syntes stadigt at det lyder forkert i egne ører, at jeg nu har status af hjemløs!  MEN sådan er det vel egentlig, og nu er jeg ihvertfald på listen over dem der trænger. Det er umådeligt vigtigt at melde ud om de særlige omstændigheder, der måtte være forbundet med et sådant boligtilbud, da man kun får EET tilbud. Derfor gennegik hun meget grundigt min situation, og den jeg er som menneske for at pejle sig ind på, hvad der vil være gavnligt for mig, så jeg kommer godt videre og med flest mulige chancer for at få et godt fundament videre frem.

En ting der blev talt om er, hvad der skal til for at jeg trivedes, og får en god hverdag så jeg kan bevare min styrke og min energi, så derfor er tre ting nu skrevet på som ( vigtige ) elementer ved den en ene lejlighed jeg får tilbudt. De tre ting er ikke sat som betingelser, jeg føler ikke at jeg er i en situation hvor jeg kan stille krav, men hun slog fast at det netop er vigtigt at have med for at finde den helt rigtige bolig til mig og Rasmus.

 

 

De tre elementer der betyder noget for min trivsel er:

Lys.         Med andre ord vil en kælderlejlighed ikke være på hitlisten..

Altan.     Igen.. ikke afgørende, men kan det lade sig gøre, vil det forbedre min livskvalitet en hel del.

Plads.     Plads nok til at både jeg og Rasmus kan have eget soveværelse, er også vigtigt, da jeg jo har en hobby der skal være plads til af hensyn til min psyke og livsglæde.. Faktisk er det slet ikke en reel del af ønskelisten, da det på forhånd er givet at vi som to, har ret til minimum tre rum.   Det glæder jeg mig over, for jeg SKAL bare også have plads til mine to elskede pelsede.

 

Som ekstra drys på kagen, har jeg jo håbet om, at det bliver et sted hvor jeg må holde enten hund og/eller kat. Det er bestemt ikke afgørende og heller ikke noget jeg har nogen forhåbninger om skal lykkedes, men man har jo lov at drømme ik?  ;)

 

 

Jeg kan nu bare æde min daglige tålmodighedspille og vente på at nogen flytter ud, så jeg kan flytte ind. Det er ikke helt til at sige hvor længe der går, men jeg tror indtil videre fuldt og fast på at det bliver inden sommeren. Allerhelst håber jeg i løbet af marts eller april, men vi får se.

 

 

Et syn som dette er med til at gøde min spirende glæde over, at jeg skal til at indrette mig igen. Den del af mig som finder stor fornøjelse ved at pusle og nusse om mit hjem, begynder at røre på sig efter en tid i dyyyb dvale. Jeg mærker trangen til forår og tænker nu at med forår kommer spirer af nyt liv frem, ganske som et nyt liv også skal begynde for mig. 

 

Ku det ikke være fedt hvis foråret og jeg fulgtes ad, i vores genfødsel og spiring med små skud af skønhed og glæde?

 

Efter mørke mørke måneder ser jeg nu lyset derude foran mig. Jeg kan se at det et eller andet sted er en ny chance for mig, at jeg bogstaveligt talt skal begynde forfra. Selvom mine kære flytteveninder mener jeg har mere end godt er, er faktum at jeg jo hverken har seng, borde eller stole, skabe, ordenligt bestik eller tv osv. osv.  På den måde begynder jeg helt om igen, og jeg ser det som en kæmpe mulighed for at få et hjem og et liv der er helt mit eget, og som ikke har en masse kedelige minder med inden for de ny døre.

 

Det er sgu da herligt. Nye farver, nye indretninger, ny stil måske?, nye udsigter og i det hele taget.. En genfødsel :-)

 

Som symbol på mit nye fri liv, og min frie sjæl har jeg fået Losarinas mor til at love mig en fugleranke ( jeg betaler selvfølgelig for den). Jeg fik ideen igår ovre på hendes blog, for de små fugle hun laver er så fine syntes jeg. Jeg skal lige finde ud præcist hvordan jeg ønsker den skal være, men jeg VED at farverne skal være hvide/grønne/turkis/blå/lime  som havets spil. Ved havet finder jeg nemlig altid ro i sjælen. At det er fugle symboliserer min nye frihed som jeg er blevet tvunget ud i uden selv at ville det, men som jeg nu glæder mig over.  Men Men.. skal det være en ranke eller skal jeg have et par snore med fugle under hinanden?? 

Jeg tror søreme at det skal være tre bånd der kan hænge i forskellige længder i min fremtids vindue. Som uroer.. Det er da perfekt ik :)

 

 

Uhh jeg har en god dag og glæder mig over at jeg og solen er på vej igen.

Bibliotekaren og the Hurricane

 

Tjaaa, begge dele er to helt nye titler der er blevet tildelt mig i denne uge.

 

Bibliotekaren skyldes vist nok det faktum, at Frau Putz stadigt har lange arme efter at have fået min bogsamling i hus. Da vi mødtes i strikkeregi onsdag aften, var det ikke småting jeg skulle lægge ører til, og selvom jeg ikke selv mener  at jeg har sååå mange bøger ( host host), så er det nu slået fast, at en underafdeling af Vanløse bibliotek befinder sig hos hende.  Jeg hygger mig og syntes stadigt at både hun og husbond er mennesker med store hjerter og varme sind, så jeg smiler og takker for den ikke ringe nye titel hihi.

 

 

 

I butikken kom det for en dag i fredags, at jeg uden at vide det er omdøbt til The Hurricane. Sisse skulle taste mit nummer ind på sin mobil, og så fløj det ud af hende at jeg stod under H. IKKE for Henriette MEN for Hurricane. Det viser sig at hun i sit hoved har omdøbt mig sådan, fordi jeg i de timer jeg var der i torsdags har formået, at få hendes baglokale til at fremstå som et chekket og ordenligt lager, med alt på lige rækker og i en orden der ikke har hersket nærmest siden åbningsdagen :))

Jeg er der jo kun to-tre timer pr dag, men jeg kan da godt se at jeg på den tid virkeligt får givet den en skalle. Butikkens kundeunderlag vokser dag for dag, og hun alene har ikke haft tid til at lave andet end at ekspedere, vejlede, afsende ordre og modtage kasser med garn. Inde bagved er bunken af både tomme og fyldte kasser vokset, medsamt div andet der ikke har været tid til at tage sig af. Alt det er nu borte, væk og smidt ud eller lagt på sin egen plads. Status er talt op, og en ny garnsæson kan bare komme an..

Jeg selv har til tider svært ved at få overskud til at holde perfekt orden hjemme, men sjovt nok har jeg altid i mine jobs været hys med systemer og overblik. Så er det jo vildt heldigt at netop denne egenskab er meget velkommen på Jernbane Alle :))))

Et hint om lagersalg i Vanløse kulturhus i morgen søndag.. ( garn selvfølgelig ) hehe

 

 

 

Jeg har egentlig masser af ting at skrive om, men lige nu vil jeg bare lige smide en reklame for et lagersalg i Vanløse ud her.

 

 

 

Det er i Vanløse kulturhus ( ovenover Føtex v/Vanløse st.), og foruden garn fra Nørkleriet deltager også en mængde andre lokale butikker. Jeg vil ikke selv være tilstede, da det nok er lige i overkanten af hvad jeg kan overskue sån rent støjmæssigt, MEN alle jer der skulle have tid/lyst/lejlighed skulle da tage et kig derhen i  morgen søndag.

Der er åbent fra kl 11.00 og til -- ??

Jeg har selv pakket en mængde af garnet, så jeg VED at der er nogle rigtigt gode tilbud i mellem :)

God fornøjelse :))

Jeg skal endeligt i strikkeklubben igen

 

 

Tasken er pakket med garn, mønstre og forventinger om en dejlig aften, for jeg skal til Frederikssund for at strikke. Det er længe siden syntes jeg at jeg har deltaget sidst, så det bliver skønt at hilse på og få knus af de søde “søstre” igen:)

Forinden skal jeg lige runde psykologen og Ålekistevej for at hente de sidste poser. Jeg afleverer dem i Hvidovre hos Frau Putz og med mig tager jeg selve hausfrauen i egen høje person. Så triller vi lige så stille afsted for at få styret vores fibersnakketrang.

 

 

Jeg glæder mig, både til at få de sidste ud af døren i Vanløse og til at jeg derefter ikke skal være alene, men sammen med kærlige kvinder for jeg er sikker på, at når nøglen for sidste gang er brugt, vil der muligvis trille en lille tåre.

 

 

Bare en lille en..

Strik og skyld

 

 

 

 

 

Sjovt som der er forskel på tingene.

Rytmen med min lille tjans i garnshoppen er sådan, at jeg møder og arbejder så meget som jeg nu kan den dag, som regel er det omkring to - tre timer, og når jeg så ikke rigtigt kan mere, så sætter jeg mig ned og strikker og nyder omgivelserne og, at være i et miljø hvor alt handler om strik og garn, og derefter kører jeg hjem igen  :)   Alt dette foregår om formiddagen og ser man bort fra, at jeg stadigt har svært ved at komme i omdrejninger så tidligt på dagen, så er det en rigtigt god rytme jeg er ved at indarbejde i mit liv. Jeg er svineglad for at være der, og føler for første gang i en arbejdssituation intet pres om præstationer eller krav, hvilket betyder at jeg kan yde helt uden stress eller utilstrækkelighedfølelse. Jeg har fået frie hænder til forbedringer hist og her, og har allerede hørt hvisken om at mine evner som ordensmenneske er vældigt værdsat, og at det vækker begejstring. En lykkefølelse spreder sig langsomt i mig :))

 

 

MEN..

 

 

 

…  Når jeg er hjemme som jeg jo har været i årevis, så KAN jeg ikke få mig selv til at sidde med strik før ved aftenstide.  Generelt er alt det jeg har strikket indtil videre strikket om aftenen, og hver gang  jeg har forsøgt at strikke hjemme om formiddagen så føles det skrubforkert!

 

Hvorfor skriver jeg så om det?

 

Tjoo det gør jeg såmænd fordi jeg et eller andet sted åbenbart stadigt, efter seks år på pension har en indbygget fornemmelse af, at det er uartigt at gøre hvad man har lyst til. Måske også fordi jeg åbenbart stadigt ikke helt har forliget mig med at være pensionist, og have al den tid til rådighed jeg har.  Man BØR jo være i arbejde, bør jo være effektiv og aktiv og give sit til at hjulene kan dreje rundt ik..

 

 

Er det ikke tumbet? En af de ting jeg skal skrive på listen over  “ to work with” må bestemt være at jeg bestemmer over min egen tid.

 

 

 

Så nu griber jeg mit strikketøj og prøver at hygge mig med det her til formiddag..  NÅ!

Sku vi ikke lige tage lidt strik hva..?

 

Det er faktisk lidt trættende med alle de problemer på tapetet her i det nye liv, så vi tager lige en strikkepause..  Forinden skal I dog ikke snydes for den daglige dosis af  “det var da uheldigt”, så jeg kan informere om, at jeg i dag tog et styrt!  IGEN!!  Denne gang da jeg stiger ud af bilen og glider på en isplet.

Skadesopgørelse:

Et styks halvt afrevet negl AV

Et styks bagoverbøjet langfinger AAVV

Et styks asfalteksempyntet håndflade  PIV

Et styks forslået hofte  P I VV

Et styks bagdel med ondt i   HYYYLL

Div møgbeskidte beklædningsdele

 

Alt i alt, ret god score ik :))

 

 

Nå, men fra mit leje af bløde underlag, kan jeg så her lige fremvise det strik der har været igennem mine hænder siden nytår.  ( beklager billedkvaliteten..)

 

En tyk gul halsting, strikket i to tråde på pind 10. Garnet er Araucania nature wool solids, fundet i bunden af min strikkekurvs slunkne lager. Den er tyk og lækker og foræret væk allerede.

 

Og ja..  jeg har min CPH på. Den er siden hospitalsophold og flytning blevet ALT for stor så jeg kan kun have den på og se ordentlig ud, hvis jeg bruger den med en kæmpe trænål. Desværre kan man så lidt for tydeligt se den ekstra strikkekant, der er fremkommet da jeg syede den ind så nu buler den underligt for neden i siderne.    MAO jeg må strikke en til, hvilket jo betyder at jeg selvfølgelig må have mig noget mere garn hehe. Surt hva ;)

 

Og lige nu er jeg så igang med endnu en model strikket fra samme mønster som, min grå kjole og brune sweater. Jeg er vild med modellen og især at man strikker oppefra og ned. Denne gang er det med en tråd uldgarn nyindkøbt fra netto i denne uge ( råhvid) og en tråd supersoft ( camel) fra Knitrennie. Jeg blev lokket af Anita, der ku fortælle om fordelagtige priser på Ebay for nogle mdr siden. Indtil videre kan jeg forudse, at den kegle kan forsyne mig med temmeligt mange ting, for man kan dårligt se at jeg har vundet et nøgle fra keglen og nøglet rækker laangt endnu. Det lugter lidt af får, men jeg regner bestemt med at den efter vask bliver både blød og velduftende. Farven er ihvertfald lige mig, og jeg strikker lystigt videre.

Lækker lækker lækker :))

 

Nå ja forresten, så har jeg da også strikket denne varme sag. En vest i tyk tyk Kauni. Nem og hurtig at lave  og faktisk så varm at jeg næsten ikke kan bruge den under jakken.  Garnet er igen fra strikkekurven og derfor kan jeg så også nedskrive lageret lidt. Jeg har jo det meste af mit garn stående på hotel i Hvidovre og jeg har derfor intet overblik over hvad jeg har eller mangler, en gyselig tilstand som kun kan afhjælpes ved lidt friske forsyninger, eller hvad mener I??  ;)

 

Og her er så hvad jeg må lade mig nøje med lige nu. Det ligner jo det rene ingenting!  Men ok.. jeg kan da trods alt lave noget, og selvom pladsen lige nu ikke er til store indviklede projekter, så rækker det fint til de velafprøvede og lette opskrifter.  Det sgu ok :)

 

På strikkefronten er året begyndt godt, og jeg regner bestemt med at det fortsætter sådan, og glæder mig sindssygt til den dag jeg igen kan stille reolerne op, fylde dem og derefter læne mig tilbage for at beundre synet. Uhh det bliver skønt.

 

Fibre er godt for mave og for sjæl..

Flytningen og trappestigen

 

 

 

 

Onsdag blev dagen hvor jeg fik flyttet mine ting. Min forestilling om at det var hurtigt klaret og, at det ville være forholdsvis enkelt da jeg  jo ikke syntes jeg har meget tilbage og ikke de store møbler at tage med mig, gik hurtigt fløjten efterhånden som mængden af kasser og poser og ting blev pakket sammen.

 

Jeg tror roligt jeg kan skrive her, at jeg selv og mine fantastiske hjælpere blev bekymrede da realiteterne gik op for os… Erhmmm.. host host..Mildest talt ;)

 

Når jeg skal være ærlig, og det er jo altid min hensigt her, så var jeg dybt rystet og en overgang nærmest gråden nær, fordi jeg simpelthen ikke troede på, at det kunne lade sig gøre at få plads til det hele ude ved min engel og førstehausfrau Putz. Hun er den der generøst tilbød mig at stille plads til disposition, og Hr. Putz tror jeg også fik et par ekstra grå hår over sin kones spontanitet, men det er kreative mennesker og det endte med at lykkedes. I dag står så det meste af mit liv derfor drysset ud over deres matrikel og vist nok også mere til.

 

 

En lejet flyttetrailer af den største model, blev fyldt, kørt, tømt og returneret til Ålekistevej TO gange. Op og ned af trapperne gik det, og Pernille’s knægt der var blevet “beordret” til at møde og hjælpe mere eller mindre frivilligt, imponerede hele banden ved simpelthen at gå i gang fra en ende af, og uden at kny et sekund gik han til  opgaven med beundringsværdig energi. Jeg skylder begge Skauerne KÆMPE tak for deres indsats. Derudover stod en god gammel eks’date og nu god ven klar med arbejdstøjet og musklerne for at tage styringen over både kvinder og trailer. Det var dog kun traileren der er i realiteten lod sig styre hehe. Også HAN skal have masser af knus for at være der for mig, og for sin hjælp. :)

 

Nu har jeg efterhånden flyttet mange gange i mit liv, og da jeg var yngre syntes jeg det var en fest at skulle begynde forfra nye steder. Elskede udsigten til at male, sætte i stand, mere plads som regel, og at skulle indrette på ny.

 

S Å D A N    H A R   J E G   D E T   I K K E   M E R E !!

 

I guder jeg svor, at jeg ikke ville flytte igen før om mange år, da jeg kom til Vanløse dengang i 2009, og jeg siger det nu igen: NU GIDER JEG SGU IKKE MERE. Når jeg er velinstalleret i den lejlighed der måtte blive min snart, så skal jeg faneme bæres ud, eller også må andre klare ærterne mod betaling, OG forinden vil jeg personligt brænde alle mine bøger på et veltilrettelagt bål, for bøgerne er ved gud det værste i sådan et flyttelæs. Når jeg så hertil lægger, at jeg denne gang “kun” skulle pakke og rykke indholdet af fire lofthøje reoler, så siger det noget om, hvor belastende det er at eje det skrevne ord. Dengang jeg var gift havde jeg mit helt eget bibliotek, et kæmpe værelse med tre gange så mange reoler og gu ved hvor mange flere bøger stående alle andre mulige vegne. Siden da har jeg med jævne mellemrum ryddet op og ud i samlingen, for nu kun at eje det der virkeligt interesserer mig, og så alligevel er der mange. ALT for mange..

 

 

 

NÅ, men på et tidspunkt efter mange mange timers slid, tænker jeg så : “ den der lampe kan jeg sgu godt lige selv skrue ned fra loftet”.

 

Jo jo  det ku jeg da også, men måske jeg lige skulle have overvejet min ringe højde, og den træthed der fyldte både hoved og krop, for på et sekund mistede jeg balancen og så tog jeg ellers et styrt forover og ned over stigen.  Det første jeg husker er en stor gul plet for hvert øje, der ikke forsvinder før længe efter faldet. Jeg mener ikke jeg har slået hovedet, for lige der har jeg ikke ondt, men alle andre steder er jeg mørbanket. Ingen blå mærker kan jeg fremvise underligt nok, for dem får jeg ellers med lethed, men i stedet kan jeg næsten ikke bevæge mig i dag. Forstrakte sener og muskler må det være, og så selvfølgelig selve renderiet op og ned af trapperne og alle løftene, har betydet at i går torsdag var en træg dag at få kroppen igang på, og i dag er endnu værre. Min tjans i butikken ku jeg skyde en hvid pil efter i går morges da jeg skulle op. I dag VIL jeg til gengæld ikke blive her. Jeg bliver vanvittig af ikke at komme ud ( og ja det er Henriette der skriver.., hende der ikke har været ude for en dør det meste af sidste år..), og  jeg må bare ha luft og lidt motion, så jeg har aftalt med Sisse at jeg møder i eftermiddag og tager den derfra.

 

Efter styrtet var det som om jeg bare ikke kunne mere, og vi besluttede at nu måtte det være nok. Derfor mangler jeg desværre stadigt ca ti poser med bøger, et par småskabe og en mikroovn John har fundet til mig, og som vejer et ton. Det står til næste onsdag, hvor jeg kigger forbi og henter det sammen med Frau Putz, og så kan jeg endeligt lægge nøglen og lukke døren bag mig. Og så alligevel ikke, for jeg har jo også mine elskede pelsede, som må blive indtil jeg har fået fast bolig, og hele min altan som vi har aftalt skal bestå, indtil jeg ved om jeg overhovedet kommer til at få sådan en igen. Uanset hvad venter jeg nogle måneder med at rydde den, der er alt for meget andet lige nu, og intet sted at stille planter og krukker.  Mentalt har jeg det fint efterhånden, tårene er stoppet, og jeg er nået dertil hvor jeg næsten takker John for at han tog sin beslutning. DOG kunne metoden og forløbet godt have været mere velvalgt, og jeg ville gerne have undværet de sidste to mdr forløb, men et eller andet sted kan jeg nu se at han muligvis er den af os, der har haft det klareste syn. Jeg selv VILLE vel ikke se det. Os to sammen går bare ikke. Vores psyke er for forskellig og vi var hver for sig brudt ned og helt ødelagte. Sådan skal det jo ikke være.  At vi må videre hver for sig er jeg afklaret med, begræder forsat at det ikke gik som vi drømte om, og jeg har stadigt mange følelser for den mand jeg nu er flyttet fra. Jeg KAN ikke hverken hade eller være vred, selvom det nok er det mest hensigtsmæssige, dertil har jeg for stor indsigt i grunden til at han ikke magtede mig, og at jeg blev syg af vores samliv. Vi bærer alle på livets tilsnigelser, og selvom man helst ikke skulle VÆRE de tilsnigelser, så gør de os til dem vi er, og de fleste af os vil altid have svært ved at løsrive os helt fra livets ar. Det gælder ihvertfald her.  Jeg selv vil fortsat arbejde på at være Henriette som hun er bedst, og ikke Henriette med Borderline og depression  øverst i kufferten.  Jeg har tilgivet og ser frem til, at jeg nu skal til at bo som jeg har det bedst. Det bliver da skønt ik. :)  Jeg skal ikke leve med de dårlige sider og alt ansvaret som fik mig til at smuldre, men kan nu fokusere på at ha’ det godt, og inde bagved vide med mig selv, at jeg er stærk nok til det.  Og så vil jeg insistere på at mindes de gode sider, der findes mange af hos min eks'. Jeg orker nemlig ikke andet. Det vil kræve alt for mange kræfter af mig, at skulle holde fast i at han har såret og skrammet min sjæl. Jeg ved at HAN ikke har været stærk nok til andet, og hvordan kan jeg være vred over det?  Også han er kun et menneske, så jeg vil nøjes med at ærgre mig i bevidstheden om, at han på sin egen måde er et utroligt varmt og hjælpsomt menneske.

 

 

Jeg må videre.. på alle måder :)

Skriveblokering!

 

 

 

 

Det er en hel uge siden jeg sidst har givet lyd fra mig, og det er bestemt ikke med min gode vilje, men jeg er ramt at skriveblokering!

 

Billedet jeg har valgt i dag, er fra det lille arbejdsværelse jeg havde før jeg flyttede til Vanløse.  Det var smalt, men godt og havde mange funktioner. Denne ene væg var systue, den anden planteskole og endevæggen udgjorde “lageret”, dvs de to store reoler der stadigt følger mig, og som dengang rummede rå mængder af tekstiler og andet. Det var jo før min karriere som strikkist begyndte, så garnet var slet ikke en del af mit liv dengang. Foruden de tre nævnte funktioner, befandt der sig modsat reolerne, i den anden ende af rummet en lænestol og et lille bord, hvor min bærbare og div papirer ku være. OG OG.. for at det ikke skal være løwn, så havde værelset også et ekstra “hemmeligt” rum. Der var nemlig et indbygget skab, som jeg lynhurtigt fik omdannet til et teeny weeny walk in closet :)  Desværre har jeg ikke noget billede af skabet, men hurra hvor jeg elskede det. Reoler med tøj på den ene side, og for enden en kommode og over den en bøjlestang og hylder. Så kun jeg gå ind i det og stå og få det store overblik over min iøvrigt beskedne garderobe, men fedt det var det sgu.

 

Her kommer lidt flere billeder:

 

 

 

 

 

Der skal ikke være nogen tvivl om, at det værelse jeg netop har måttet sige farvel til, har været mit favoritarbejdsværelse, både med hensyn til indretning, farver osv, men jeg ved også at jeg altid kan finde mig en ny plads et sted i det kommende hjem. Det bliver så med andre møbler, for det meste af det, der er på disse billeder har jeg ikke længere.  Jeg må nok også indrømme, at jeg bare frygter at pladsen simpelthen ikke bliver til det. Jeg prøver virkeligt hver dag at være optimistisk og positiv, men det er en kamp fordi det ikke ligger i min natur at tænke sådan. Jeg frygter det værste og er helt overbevist om, at jeg hverken får altan eller plads igen til det er er mig. 

 

Måske det i virkeligheden er derfor jeg ikke har skrevet herinde?…

 

Jeg kan godt selv se, hvordan det må være SÅÅÅÅ trættende at læse om hende kvindemennesket, der bare ikke rykker en meter. Nu må hun sgu tage sig sammen og se fremad, ku man tænke, og det forstår jeg godt.  Realiterne er, at det gør jeg så godt jeg kan. Hver dag som sagt, tager jeg fra en ende af. Jeg sover stadigt lidt uroligt, så jeg har lidt svært ved at vågne og få begyndt dagen, men jeg gør det dog. Står op, tønder for lyslampen og får sendt knægten i skole. Også han har reageret på denne pludselige oprykning med rode ( som for ham er EEN gang til på få år), og han skal motiveres voldsomt lige nu. Hver dag sørger jeg for at tale med nogen for ikke at gå i selvsving. Jeg kommer ud. Har været på arbejde som frivillig første gang i fredags, og jeg har været til pigefødselsdag i går aftes. To enormt gode oplevelser for mig :)  Jeg har forsøgt at lave hverdagsting såsom rengøring af de få kvm her er, jeg har vasket tøj og ryddet op. Ikke at oprydning for tiden er særligt aktuelt, for her er så småt, at intet KAN ligge andre steder end der hvor de har fået plads. Så nemt er det..

 

Madlavning ligger det til gengæld ret så sløjt med. Her er to kogeplader, men jeg har dybest set intet kogegrej der duer, da alt har været brugt på gaskomfuret, så jeg har nu besluttet at det gavekort jeg fik af en vidunderlig og forbilledlig kvinde fra fyn til Ikea, skal gå til gryder og pander. Her er hverken ovn eller mikroovn, så mulighederne er med min manglende fantasi og inspiration ikke så vilde, og på det punkt indrømmer jeg ærligt at jeg er gået helt kold. Vi lever af alle mulige varianter af kold mad. Fint og ok, og Rasmus brokker sig ikke, men det kunne gøres bedre det ved jeg da godt. En dag så..

 

Internettet er en historie for sig, men det virker so and so, og sådan må det bare være indtil vi flytter videre igen.

 

Som det fremgår er det ikke fordi jeg kan bidrage med de fede beretninger og skønne illustrationer lige nu. Fantasi og kreativitet er på stand by, og jeg bruger istedet hvad jeg har af overskud og energi ti,l at øve mig i at se fremtiden som netop det. MIN fremtid. Jeg står lige der hvor jeg ikke føler ret meget. Hverken sorg, glæde eller kærlighed. Jeg ER bare.  Øver mig i at mærke mig selv, hvilket både er svært, angstprovokerende, farligt og ubehageligt.  Glæden og humøret er dog ikke helt forsvundet fra mig, for netop i selskab med andre liver jeg op, og i butikken havde jeg som nævnt nogle helt forrygende timer. Vi er begyndt året med at optælle lageret til status, og en kæmpe bonus ved det er, at så får jeg jo både set, mærket og opdaget en hel masse nye fibre jeg hidtil kun har læst om i blade og her på nettet.  Jeg råber højt hurra for Sisse som har taget mig under sine vinger. :)

 

Nye veninder er også dukket frem i horisonten og specielt den ene er jeg utroligt glad for at have i mit liv nu. Hun er guld værd og sammen med dem jeg allerede har, og de skønne bloggekvinder jeg også har kontakt til, ja så er jeg jo slet ikke helt alene og forladt alligevel. Lyset kommer tilbage i mit liv på mange måder, også på himlen og jeg ved at jeg er både stærk, smuk og værdig som menneske og ven. Om jeg så er det som kvinde/elskerinde tvivler jeg stadigt på. De åbne sår jeg går rundt med, og som er påført mig fordi jeg ikke har slået til som netop kvinde/partner/elskerinde og individ, er dybe og smertende. At jeg er besværlig at have med at gøre når jeg får tilbagefald, eller bliver overbelastet af livet med for mange problemer, overskygger åbenbart det menneske jeg er. Uanset hvor meget jeg giver af mig selv, hvor dybt jeg elsker og hvor trofast jeg er, så overskygges det af ja.. min skyggeside.

 

Jeg kan kun gentage endnu engang her, at man godt kan elske for meget. Det har jeg gjort. I den forstand at jeg mistede mig selv i forløbet. Det MÅ aldrig ske igen, så det er det jeg arbejder med hos psykologen. Godt jeg har lange negle, for det er dem jeg hænger i med nu.. ;)

Første skoledag

 

Uha, første hverdag/skoledag efter nytår og den lange juleferie er altid svær, så jeg har været meget tidligt oppe, for at køre sønnike til skolen. Lidt moralsk støtte er aldrig af vejen, og han kom fint afsted og vi lander i god tid på Frb, kun for at opdage at han har glemt sin skoletaske..

Ja det starter godt og i fin stil, men han må forsøge at klare sig igennem undervisningen, for hjem og tilbage og hjem igen, DET gider jeg altså ikke :)

I dage venter socialrådgiveren, og jeg glæder mig til at høre og se hvad vi kan få gang i omkring bolig og andre praktiske ting. NU sker der forhåbentlig noget aktivt. Juhuu. Senere skal jeg et smut til psykologen, og det glæder jeg mig også til for jeg skal liiige ha lidt mentale vitaminer med mig hjem. Jeg tror det bliver en god dag.

 

Jeg har stadigt ikke mulighed for at illustrere med billeder, så jeg vælger at gå tilbage i tiden og bruge billeder fra FØR jeg flyttede til Vanløse. Det er fotos fra dengang jeg boede for mig selv i Lyngby. Der flyttede jeg til efter min skilsmisse, og det kan være med til at minde mig om, at jeg faktisk har levet alene og også gjort det i flere år, uden de store problemer. Selvfølgelig ville jeg dengang som nu da allerhelst være to, men jeg nød virkelig at være min egen herre, og der skal jeg mentalt hen igen, så indtil jeg får et kamera bruger jeg Lyngby som illustration og symbol på det sted jeg arbejder mig hen imod.

Mit eget hjem og i fred med det.

 

Hvordan gør man det??

 

 

 

 

 

 

Hviler i sig selv..

Heler de sår der stadigt er åbne..

Rejser sig fra mørket..

Overvinder angsten der har sat sine spor i mig..

Genvinder troen på egen værdi..

 

 

Det spørger jeg mig selv om i dag.

 

 

Jeg føler mig ensom i mig selv og ved ikke hvad jeg skal bruge mig til. Jeg har været så koncentreret udadrettet i de senere år, at selve det at skulle finde ind til mig selv, mærke mig selv og være til for min egen skyld, er helt ukendt og utroligt svært at rumme. Jeg kommer ustandseligt til at fokusere videre og over på enten Rasmus eller andre, og der sker det der plejer at ske når psykologen har udfordret mig til noget der er svært:

 

Jeg får ligesom et sort gardin der går ned og jeg kan slet ikke koncentrere mig.

 

Tænk at det skal være så svært at koncentrere sig om sig selv! At fokusere på egne behov i stedet for andres. At mærke efter hvad jeg selv vil og hvordan jeg selv har det, uden at været tvunget til det i form af smerter i kroppen.

 

Det bliver en laaaaang process er jeg bange for.

1 Januar 2011 - frisk begyndelse

 

 

 

Så kom jeg endeligt til det nye år. Det har været ventet med længsel og symbolikken i, at et helt nyt år også betyder et helt nyt liv for mig er stor. Juledagene siden juleaften har været utroligt hårde at komme igennem. Af flere grunde.. Helt indlysende fordi det jo er en tid hvor man samles med sine kære, og nyder freden sænke sig. Sådan har det ikke været for Rasmus og  jeg, der i den grad følte isolationen i de to helligdage der fulgte d. 24 dec. Der sad vi, han og jeg, alene sammen på så få kvm at der intet andet var at tage sig til end at sove, spille på playstation og for mit eget vedkommende forsøge, at få nettet til at fungere så jeg dog kunne følge med i tv2 News og DR’s daglige programmer.  Jeg gik ture hver dag, men specielt d.25 var det så hamrende koldt, at jeg måtte vende om inden der var gået en time. På de to dage mistede jeg en del af min, på hospitalet indhentede tro på fremtiden. Depressionen og sorgen kikkede frem igen, og de redskaber jeg havde fået med mig derfra mistede hurtigt effekt. Efter at have været isoleret det meste af året, har jeg nu indset at det er vejen til endnu mere tristesse, så derfor gik det mig utroligt meget på, at jeg ikke kunne være i kontakt med nogen som helst i de dage.

Endeligt blev det mandag og livet begyndte igen at røre på sig udenfor mine vinduer. Tirsdag tog jeg mig sammen og gik til personalet her på stedet, for at få hjælp til ikke at gå helt ned igen.  

Lad mig sige ærligt:  DET VAR GODT AT JEG GJORDE DET.

Bare det at sidde med et menneske der havde god tid, og som er kompetent og har alle de rette muligheder for at hjælpe, fjernede alle de tanker der havde hobet sig op på bare de to- tre dage jeg havde været alene med mig selv. Fra en ende af gik vi igennem de ting der tynger mig rent praktisk, og jeg gik derfra med lettelse og mere optimisme. Allerede nu på mandag mødes vi igen, og så går vi igang med systematisk at kime alle de instanser ned, der findes for at skaffe mig en bolig. Tirsdag har jeg en aftale med banken, så jeg kan få sat min økonomi i system igen, de skal også forberedes på min situation og på, at jeg er nødt til at låne penge af kommunen til indskuddet, når den tid kommer. Kommunen skal jeg nemlig ikke betale renter til..  Jeg får også praktisk hjælp til at få skånejobbet i stand, og bliver det for besværligt i praksis, så arbejder jeg frivilligt er vi enige om. Jeg er hamrende ligeglad med hvordan det løses, bare jeg kan se frem til en hverdag med noget jeg skal. Noget jeg holder af og som får mig OP og UD af døren regelmæssigt. Jeg glæder mig usigeligt til det :)

( Beklager der forringede billedkvalitet, jeg har endnu kun min mobil at illustrere med :(

D. 30 havde Rasmus fødselsdag og knægten gik hen og blev 16 år. Om jeg fatter hvor tiden blev af? Vi tog til mine forældre for at fejre ham, da der ligesom ikke var basis for fest, lagkage og flag der hvor vi er nu. Jeg indtog straks sofaen og puttede under et tæppe, for at komme hjem til mor og far er bare dejligt og trygt, selv for en voksen kvinde :)  Vi fik den lækreste lagkage og varm chokolade og boller. Efter besøget smuttede Rasmus og jeg videre hen til Gittemarsvinemor for at hilse på. Hun har fået sig en ny lille hundehvalp som simpelthen var så nuttet at det er løgn. Rasmus er forelsket.. hihi. Desværre er hunde jo ikke en del af vores planlagte fremtid, men marsvin er. JEG SAVNER MINE PELSEDE så meget, at jeg en morgen vågnede op efter at have drømt, at de var halvdøde af sult. Uh jeg kan ikke vente med at få dem tilbage. Hos Gitte blev der nusset gevaldigt med hunde, marsvin og undulat, så nu kan jeg klare mig lidt igen.

Nytårsaften har jeg så tilbragt sammen med Rasmus her hos en anden veninde. Stille og roligt og helt i tråd med det jeg havde lyst til. Rasmus skulle have været videre i løbet af aftenen, men han hyggede sig så meget her hos os, at han ikke ville afsted. Vi tre har siddet på rad og række med hver sin computer, de to har spillet og jeg har bøvlet med min blog. Jeg skal nemlig sige jer.. jeg kan ikke længere for lov at logge på blogger når jeg bruger Firefox!!! Det har været et problem et stykke tid, og det irriterer mig enormt. Faktisk skete det samme i løbet af sommeren på min stationære, og nu er jeg så helt udelukket på begge mine maskiner. Jeg er nødt at gå på via Explorer og der ser det heeelt forkert ud. Jeg tænkte så, at hvis jeg nu oprettede en helt ny blog, med adresse der passer til bloggens nye navn, såååå… Det gik fint med oprettelsen, jeg har lavet en fin ny forside, leget med headeren der nu er blevet næsten som den skal være, skrift og farver er også på plads. Da så jeg går på som altid i Firefox KAN JEG IKKE LOGGE IND!!!  Hva’ fanden sker der???  I øvrigt gider jeg faktisk ikke en helt ny blogadresse, for så mister jeg alle mine faste læsere som jeg er så glad for, så nu er jeg bare sur er jeg.

Nogen der ved hvad det handler om???

Nu er det 1. januar og jeg sidder og RÅhygger i en herlig seng, med tv der virker og en dejlig dyne. Rasmus har også sovet godt, han er allerede igen igang med World of Warcraft, som han ellers ikke har spillet i umindelige tider. Veninden er lige vågnet og nyder kaffen, og at vi bare kan slappe af. Først engang senere idag tager vi retur til Østerbro. Jeg har nydt aftenen i går, også med strik for jeg havde min garnvinde og mit krydsnøgleapparat med mig. Jeg mangler og savner  jo det meste af mit elskede garnlager, men har dog noget med mig, så jeg sad og nussede med lidt af det i aftes. Kjolen jeg begyndte på da jeg var indlagt er færdig, ALT for stor er den blevet fordi jeg har tabt mig så meget, så jeg tror den må en tur i vaskemaskinen for at krympe lidt. Hvad der skal på pindende nu ved jeg ikke helt endnu.

Omkring midnat fik jeg lige en halv time med sorgen der tittede frem, men det var ventet. Netop der vælder minderne naturligvis frem, så det var godt at der var forståelse omkring mig. Jeg ved nu at John og jeg bare ikke KAN være gode sammen fordi vores psyke er så forskellig, vi har begge brug for noget den anden ikke kan levere, og han har muligvis været den klogeste af os to, men timingen har været kikset. Der findes ikke noget godt tidspunkt at fortælle at man ikke elsker mere, men her med en indlæggelse indenfor rækkevidde og julen oveni har det gjort det ekstra svært for mig at skulle klare. Mine følelser er generelt mere i kontrol, når blot jeg ikke er i kontakt med ham, så nu skal jeg bare have mine sidste ting ud af lejligheden og så kan jeg komme helt videre i mit eget tempo. Det sker om forhåbentlig ikke så længe.

DET NYE LIV er begyndt og det kan kun blive bedre nu.