I dag har jeg været på visitter

 

 

 

 

Første besøg var hos Anika, der fikser mine negle, næste stop var i forretningen, hvor jeg nød kaffe og opdateringer på nye garner og savnede knus. Planen var derefter egentligt at skulle hjem, men en impuls fik styret mig lige i armene på Vinna, der jo lagde nøgle til sin bolig en masse gange sidste år. Jeg har ikke set hende længe, da kræfterne ikke har været der, så det var skønt at jeg i dag ku kigge spontant forbi. Med mig hjem fik jeg fire glemte potter med tulipanløg!  Tænk engang… jeg har fuldstændigt overset at hun havde dem stående. Jeg ved godt at der i kælderen stadigt står ting og sager, men de der potter de var en dejlig overraskelse.  Nu skal det blive spændende at se, hvor mange der har overlevet året i eksil, og om de kommer frem.  

 

Apropro tulipaner.  Tror I ikke at jeg, da jeg satte potterne ud på altanen her til aften efter jeg var kommet hjem igen, opdagede tre buketter tulipaner jeg købte i fredags!  DEM har jeg også glemt alt om, så i morgen når det bliver lyst skal de søreme ind så jeg kan nyde dem. Sikke noget altså.  Jeg satte dem ud for at de lige skulle finde sig selv natten over, men så kom lørdag og så.. ja så er det altså nu onsdag. Ej altså Henriette!! 

 

Rom blev ikke bygget på een dag

 

 

Kort og kontant:

 

 

Skøn weekend 

Nina fra Humlebæk er en super sød kvinde

Strandvejen og kysten er OGSÅ et besøg værd på en kold og blæsende lørdag i februar

Jeg er nu indehaver af en god begyndelse til altanen

Jeg har igen igen rykket om i lejligheden   ( har svært ved at føle mig hjemme på den rigtige måde)

Min elskede har givet mig morgenmad MED AVIS på sengen søndag morgen   ( tror ærligt talt at det er første gang i mit liv )

Lørdag og søndag var dejlige dage

Jeg fik hjælp til at bære ned og smide ud. Fik vasket tøj.

Mandag var jeg vågen OG klar i hovedet allerede inden otte. 

Mandag fik jeg badet og handlet inden 11.00

 

***********************

 

Rom blev ikke bygget på een dag.

 

***********************

 

Mandagen sluttede med migræne, og i dag tirsdag fortsætter pinen med at slå mig i gulvet.  Jeg glæder mig over at have haft gode dage. Glæder mig over det jeg har har udrettet, og minder derefter mig selv om at ting tager tid. Det tager tid at finde sig til rette må jeg indrømme. Tid at føle sig hjemme. Tid at få et nyt liv til at fungere og være rart. At nå de mål jeg har sat mig for, tager tid. Mandagens tidlige start var både vidunderlig og underlig. Fordi jeg fik en masse ekstra timer forærende og hvordan er det nu lige jeg skal udnytte dem så? Nåå jo, når der bliver flere af dem, så skal jeg tilbage til butikken. Og ud i det fri.

 

Ud i det fri som i weekenden:

 

Vi slap med skrækken, YES!

 

 

 

Der er ingen operation i udsigt. Vi hoppede så meget vi ku af lettelse og glæde. De næste to uger skal Rasmus fortsat ha skinne på, denne gang er den justeret ind så han kan bøje benet 90 grader. Og derefter står den på genoptræning med fysioterapeut. Nu er han igen på skolen, hvor eleverne i weekenden har temasjov. De plejer at bede en gruppe elever om at bestemme, hvad der skal ske og nu skal de altså pynte op og lave mad mv, som om der skulle fejres bryllup. Det er da vildt sjovt syntes jeg, og sidste gang han var med til sådan en weekend, var det fødselsdag der var temaet. Lagkager og boller og sang i lange baner, som eleverne selv står for. Det ER bare en super skole.

 

På vej hjem gennem Frederiksberg, tog jeg alleen, og der fik jeg øje på guld højt oppe. Tænk engang, jeg har boet i området i 11 år, og aldrig har jeg lagt mærke til denne smukke top. Den sidder på Betty Nansen Teatret.  Jeg elsker det kvarter og skulle liiige ha et par billeder med mig tilbage.

 

 

 

 

Det har været dejligt at være ude i den forårsagtige luft, men noj hvor er jeg bare ikke mig selv om formiddagen. Som en zombie stod jeg op, efter vækning i telefonen af Rene. Som en zombie klædte jeg mig på og kom afsted. Som en zombie fik jeg hentet knægten og kørt ham til Bispebjerg. Ventetid var der heldigvis ikke meget af, men til gengæld er jeg HELT BLANK når det handler om at referere detaljer fra de to undersøgelser. Jeg aner simpelthen ikke hvad der er blevet sagt, andet end det med, at han ikke skal under kniven. Min hjernes harddisk er simpelthen ikke tændt. Driverne virker ikke og de opdateringer der er klar, bliver først kørt senere på dagen. Alt hvad der er af brugbart derinde, er det der i forvejen er installeret fra barnsben, hvilket vil sige at jeg kan manøvrere mig selv i trafikken, jeg kan gå og stå, tale og gestikulere, smile og se ud som et levende menneske, men indeni… der er alle ledninger disconnected..

 

Nå, men jeg er hjemme nu. Med lettere hovedpine, og glad forventning om lørdagens udflugt mod Hornbæk. MAND hvor jeg se frem til det, også fordi jeg sjældent kommer der, så jeg håber at energien også er til lidt havudsigt inden vi tager hjem igen.

 

Dette vindue var så fint pyntet. Den lille frisør om hjørnet ved siden af chokoladebutikken har altid helt enkle dekorationer til at fange øjet. Og i vinduet ligger der også ALTID den sødeste lille hund. Åhh jeg bliver hundeskruk når jeg se sådan en.

Han ER da ikke til at stå for vel?  Som jeg stod der og tog billeder, var han på pletten og kom hen i den åbne dør for at hilse på og slikke lidt på min hånd. Jeg er som smør efter sådan en hilsen :) Håbløs dyreelsker som jeg er.

Henriette’s altan er snart i luften igen

 

 

 

 

I går fedtede jeg lidt med layoutet, og inden længe begynder jeg igen at skrive der også. Det er helt rart igen at tænke i praktiske udebaner, for på Henriette’s altanblog handler det udelukkende om jord, ro i sjælen og de grønne glæder. Ikke så meget personligt fis der, og på den måde er den vel også en slags oase i space.

 

Der er et link ude i siden, hvor man kan klikke videre direkte til siden, og når jeg har postet nyt vil jeg lige pippe om det her. Jeg håber selvfølgelig at I også gerne vil følge med der, så sæt jer glad på som faste læsere hvis I har lyst, så bliver jeg så glad.

 

På lørdag skal jeg på en rundtur ud i verden, efter krukker og kasser. Uhh jeg glæder mig især fordi den søde tager med mig. Nogen skal jo da slæbe ik.. ;)  Jeg skal hilse på damer jeg slet ikke kender, og det er både spændende og lidt skræmmende, men jeg er klar. Bilen bliver pakket med varm kaffe og lidt at gumle på, og så tager vi på udflugt til både Humlebæk og Herlev. Mere tror jeg ikke skal på programmet den dag. Kameraet skal selvfølgelig også  med, for der skal være pauser på turen. Jeg elsker den slags udflugter, og håber af hele mit hjerte at jeg har kræfterne til det. I morgen skal jeg nemlig med Rasmus på hospitalet ( selvfølgelig skal jeg det, men øv.. det var ikke med i min ugeplan), for knæet har det ikke godt, og nogen har hvisket noget om mulig operation i øret på ham. SUK. 

 

Nå, men DET har han og jeg besluttet, at vi IKKE tror bliver aktuelt. Nej. OG nej. Og  N E J .  Hehe

 

Jeg har forliget mig med tanken om, at det er muligt han så igen skal være hjemme i en  periode, skulle det ske alligevel, men psykologens ord om, at jeg skal fastholde mig selv i troen på, at mit liv nok skal blive en smule lettere og mindre fyldt med problemer, ja det kniber det sågu med. Hun vil så gerne lære mig IKKE at se med skepsis på fremtiden..  Jeg selv har den der livserfaring, der fortæller mig det modsatte. At jeg er født i et bjergfyldt terræn, der ustandseligt kræver koncentration og balancegang, to kompetencer jeg mestrer rimeligt dårligt. Sidste samtale var forresten også en øjenåbner omkring lige netop de to ting. Min krop og mit sind er nemlig kodet til konstant at være i alarmberedskab. Ikke underligt, men bare heller ikke godt.

 

I dag nøjes jeg heldigvis med bare at drømme. Gode og dejlige drømme for foråret. Drømme der helt lader spændinger og bekymringer passe sig selv, for i dem er det både muligt at få malet det jeg vil male herhjemme, at få min altan til at spire, at få kræfter til at gå ture og tage billeder af dyr og natur, at igen kunne nusse marsvinebabyer, at få min nattesøvn tilbage og for at mærke både ro, forelskelse uden at andet fylder, og glæde over at jeg HAR MIT EGET HJEM :-)

 

Lyder det ikke godt?

 

Drømme kan ingen undvære. Nogle mener at det er en måde at fornægte virkeligheden på, jeg selv mener det er vejen til overlevelse. Ganske enkelt.

Beklager at billedet er uskarpt, men jeg kan f… ikke se hvad jeg laver.

Onsdag med lys på

 

 

 

Sådan her ser jeg ud idag. Med næsen lige oppe over dynekanten hihi.

 

Ej, det er så mørkt at min hjerne bliver til mos, og jeg selv bliver handlingslammet. Først kl næsten to, lykkedes det mig at starte bilen og fedte hen efter lidt forsyninger af mælk og sånt. Tju bang og jeg var hjemme igen. En mad’s tid senere ude på altanen, frøs jeg og nu er jeg igen under den varme dyne. Det er bare sådan en dag. En dag hvor der er dømt seriemaraton på tv og masser af kaffe eller te i min mave. Og lys nok til at forsyne et mindre kraftværk med energi.

 

 

En mand på vej op af trappen på stilladset blev lige råbt an:

 

“Hej du der mand. Hvorfor går I og tramper mig sådan oven i hovedet hele tiden? Hvornååååår er i færdige?? “

 

Den stakkels sagesløse herre vidste først ikke lige hvad jeg talte om, så jeg måtte oversætte og forklare, at inde i min stue lyder det præcis sådan hihi. Jeg har også truet ham med, at det er så belastende IKKE at vide hvad det er man kan høre, at jeg overvejer at hoppe over gelænderet for at kravle op og kigge henover kanten ind til loft og tag. Nøjagtigt ligesom min lille sjove hoptimist hehe. Så tog HAN fusen på mig, og sagde at det var jeg da velkommen til. Jeg kunne til hver en tid da bare kigge op!  Øhhh… nu tør jeg slet ikke alligevel. Pokkers osse. Jeg er ved at blive drevet til vanvid. Og det ikke af larmen, men af min egen nysgerrighed. Iøvrigt var han forsigtigt ude i at love, at den værste ballade er slut i midten af næste uge. 

 

JUHU  :-))

**********************

Jeg er også uanset hvor mørkt det er i dag, helt vildt glad fordi så mange har villet hjælpe mig igang på altanen igen. I weekenden har jeg udsigt til herlige timer på udflugt hid og did, efter ting og sager. Nu kan foråret bare komme an, og den første lune dag med sol, er jeg klar til første “spadestik” derude. Der skal gøres ret så meget rent, ryddes op og smides ud, efter måneder med en tendens til at sætte alt, hvad jeg ikke lige ved hvor jeg ellers skal gøre af, derud. Kender I det?

 

Indtil det bliver muligt at drive planter frem, har jeg istedet fremstillet mine egne af slagsen. En smart tingest til at standse ud med, farveprøver fra en malerbutik, lim og sytråd… og voila.  Et par søde dingenoter pynter nu ved døren. Og jeg skal da lige huske at fortælle, at det giver sådan en feeed lyd, når man trykker på maskinen :-)  Klak. Klak. Klak

 

Jeg må ganske enkelt prøve at spare lidt sammen, så jeg også kan få mig dem med prikker og hjerter i. Sikke meget sjov man kan få ud af sådan en tingest hihi.

Jeg efterlyser effekter fra overskudslageret ;)

 

 

 

 

De af mine læsere, der har fulgt med længe her ved, at foruden garn og strik er min altan og det at se det grønne gro, det der tilføjer mit liv allermest livskvalitet. Ihvertfald når der er tale om det, der IKKE handler om det menneskelige aspekt. Så ingen behøver at fare i blækhuset eller harcelere over, at jeg helt overser mine børn eller kæreste i det stykke.

 

Nå, men det er heller ingen hemmelighed for de mange der har have, at det psykiske velbefindende forbedres ganske væsentligt, skulle man have muligheden for at få jord under neglene. Om det er i have, på altan, i køkkenvinduet, eller måske i en kolonihave er eet fedt. Man bliver så glad og rolig af hele processen omkring det at se det grønne spire og gro.

 

I otte lange måneder ventede jeg på krisehjemmet. Ventede på at der var en bolig lige til mig, og en af de ting kommunen vægtede højest, var netop at jeg skulle have muligheden for at være på en altan. Jeg har jo perioder hvor jeg ikke magter at gå ud, og der er en altan et godt alternativ for luft og grønt. Jeg fik som bekendt en altan. Og det en ret så stor en af slagsen. Hver dag indtil det blev FOR koldt, har jeg siddet derude. Også inde bag stilladset nyder jeg at bare sidde der og kigge på verden.

 

Selv en meget lille altan har været en lykke som I kan se om lidt. I lyngby var min altan ikke stor, men det lykkedes mig alligevel at insistere på både frodighed og hygge. Her gælder i allerhøjeste grad, at det er ikke størrelsen men gørelsen hihi. Bare se her:

Jeg sad der i mit hjørne i timevis. Både i regn og sol, sne og gråvejr. Det gjorde ingen forskel, når bare jeg ku se på blomsterne derude.

Det første år jeg boede på adressen var jeg heldigt at rende ind i en enorm buket tulipaner i februar.  De stod på altanen permanent, og holdt i hele to måneder, så også på den måde er min altan en forlængelse af min dagligstue året rundt.

Jeg ku lige sidde på en lille skammel og nyde min kaffe og en bog.

 

**********

Andet år jeg boede i Vanløse fik jeg blod på tanden, og oprettede min altanblog. Der findes et utal af haveblogs allerede, men ihvertfald på det tidspunkt, var der så vidt jeg ved ikke andre der bloggede om haven på altanen. Både altan og blog gav mig mange sjove timer det år, men det kom jo til en brat ende i november, da jeg måtte forlade hjemmet nærmest fra den ene dag til den anden. Bloggen har ligget forsømt hen lige siden, men nu pønser jeg på at genoptage skriverierne der, for foråret ligger jo lige om hjørnet.  Den ene af mine to klematis har overlevet opholdet som gæst på en anden altan, og jeg håber at yderligere to planter viser tegn på liv, men derudover er der intet tilbage. Hverken min lille rødbedeaurikel, som jeg virkelig så frem til at skulle se i blomst, eller jordbærrene, hverken det lille stykke skovbund med anemoner, eller løvstikken har klaret at være upasset.  Jeg har stadigt nogle forskellige småting jeg skal have hentet hjem til min nye altan, deriblandt lidt potter og den smukke smedejerns altankasse. De står endnu i Vinnas kælder, og jeg har ikke fået det hentet efter jeg flyttede ind, men nu skal det være.

Udefra kunne man rigtigt se hvordan jordbærrene pyntede med deres lange ranker.

 

Og sådan så den jo ud den varme sommernat, hvor jeg ku ligge på gulvet og kigge op på stjernerne. ( Her skal kun i parantes nævnes, at det jo så også var den samme sommer, hvor jeg oplevede at være virkelig ked af det.. ) Altanen var min glæde det år.

 

De skønne sommeraftener blev udnyttet til fulde derude.

 

I potten står en lille stikling jeg har fået af Losarinas mor. Den er een af to jeg håber på har været stærk nok.

 

 

Og ja.. de to her overlevede heller ikke, og deres mor savner dem kan I tro. Dog SKAL jeg ha et nyt par som kan lege udendørs med mig,  når den tid kommer.  Hvem skulle ellers guffe af mine planter hihi.

 

Snart er det ved den tid igen, og jeg glæææder mig.

 

Og nu kommer jeg så til humlen ved dette indlæg. For også i år og allerede nu, ser jeg frem til livet på altanen. Denne gang måske endnu mere end ellers, både fordi jeg lige sprang sidste år over, og også fordi jeg prøver at se frem mod bedre tider. Det har været en håååård vinter og jeg har været tæt på at give helt op, så en af de ting jeg nu bruger som incitament til at se fremad med glade øjne,  er den nye altan. Jeg har bestilt nogle poser frø til at begynde med og jeg har også et håb om at det jeg har liggende fra sidste efterår kan bruges.

 

Og så er det at jeg vil høre jer ad, alle I der har haver. Jeg har brug for en smule starthjælp. Skulle I mon ligge inde med potter og kasser i ikke har brug for? Jeg har ikke rigtigt penge på budgettet til altanleg, andet end at jeg VIL have mig en ny klematis, en lanterne, og også gerne en guldkaprifolie. Dem henter jeg på planteskolen, men potter og deslige kommer det til at knibe med. Jeg har en ide om, at haveejere er ligeså slemme til at samle i rå mængder, som jeg er med mit garn..  Og dermed håber jeg, at der måske er nogen der kan undvære. Jeg kommer gerne i min lille dyt og henter selvfølgelig. Det handler også om at jeg ikke har så meget overskud, at jeg kan køre land og rige rundt på loppemarkeder og lossepladser for at lede.  Forresten kunne der jo også være en, som ligger inde med en af disse jerndimser man bruger til at sætte på væggen, så planterne har noget at slynge sig fast om.

 

Derudover efterlyser jeg en med lyst til at hjælpe mig med, at sætte hylder op på væggen derude. Jeg har fem der skal sidde i forlængelse af hinanden. Meget kan jeg selv, men jeg syntes ikke jeg lige tør begynde at bore huller i betonen. Det kunne nemt ende med noget skidt hihi.

 

 

 

Uanset hvad, så er det snart forår og det ser jeg virkelig frem til. Stilladset vil blive fjernet igen, hvornår er ret så usikkert, men det skal knagme ikke stoppe mig. Niksen biksen :)

Sådan kan det gå, når man køber briller

 

 

 

Jeg begynder min dag ganske langsomt nu. Jeg har været forberedt så ærgelse er ikke aktuelt, men jeg var jo til øjenudersøgelse i går, og det var godt nok interessant. Sådan en omgang finder hovedet sig ikke bare sådan i, så i løbet af aftenen begyndte jeg at få ondt. Som sagt var det forventet, og helt galt var det i morges da jeg vågnede. AV for den siger jeg bare. Så altså.. medicin, væske og hovedet under dynen igen.  Rasmus har været stille som en mus, og har iøvrigt også sovet længe :-)

 

Nu her jeg her og halløj til alle.

 

Jeg ved ikke med de der briller. Dengang jeg fik dem var der jo meeeget bøvl med dem, og jeg har aldrig været glad for dem. Faktisk hader jeg dem af et godt hjerte, og benytter enhver lejlighed til at tage dem af når jeg kan. Det er heller aldrig gået op for mig, hvorfor det skal være så fantastisk med de der flydende overgange, for jeg selv syntes det har været totalt irriterende, at jeg KONSTANT skal bevæge hovedet frem og tilbage og op og ned, for at finde lige det sted hvor jeg kan se skarpt når jeg bruger computeren og nørkler. En simpel ting som at file negle er helt umuligt, og jeg sætter liv og lemmer på spil når det er dem på fødderne, der skal ha en omgang.  Jeg kan ellers godt forstå meningen med overgange. At man kan have dem på hele tiden og se både langt og kort, men for mig har det været mere besværligt end livslettende.

 

I går fandt jeg ud af hvorfor. Den kvikke læser vil sikkert allerede nu have en mistanke om grunden, men jeg er jo så skide hamrende naiv, at jeg går rundt og tror at et par briller til 12.000 ( jo jo i læser ikke forkert, og jeg BLEV taget godt og grundigt i røven af sælger dengang), de MÅ være super duper. Toptunede og fremstillet af nogen, der ved hvad de har med at gøre.   NOT!

 

Kig godt igen på billedet her:

 

Det er de yderste vi her taler om.

 

De ligner da et par helt udemærkede briller ik?  Og nogen syntes måske endda de er smarte ( jeg selv har aldrig været glad for dem, men det er en anden historie), men faktisk er de OVERHOVEDET ikke i nærheden af at være udemærkede. Jeg har nemlig i går fået følgende oplyst:

 

Briller med glidende overgang kræver en vis plads for, at man kan få hele verden med så at sige. Man skal kunne køre bil og se langt, man skal kunne lave mad uden at skære fingrene af, og man skal kunne læse en bog uden at sidde med strakt arm. Det sidste har jo især været no go for mig. Med god grund…

 

Læsefeltet der sidder nederst i brillen ER DER NEMLIG NÆRMEST IKKE!!!

 

Fordi brillen er FOR SMAL!!  Der ER et sted i glasset hvor styrken passer, men det sidder så tæt på stellet i bunden, og er så lille at man på ingen måde kan forventes, at kunne bruge det til en hujende fis i praksis. Og derfor er mine øjne nu så trætte og fejlhjulpne, at de er ved at gå kolde i overanstrengte nerver ( eller hvad det nu var det hed ) og derfor er mit syn nu så skævt. ( OG derfor har jeg muligvis fået de her vanvittige hovedpiner )

 

Jeg sad med munden åben som en torsk, der forgæves forsøger at trække vejret. Fuldstændigt målløs over informationerne der bare blev ved med at komme, og rystet over konsekvenserne. Både de fysiske men også de økonomiske. Jeg mener.. jeg er sgu bare en lille pensionst, og de briller har kostet mig en formue ( jeg betaler stadigt af på dem ), og nu er der udsigt til at jeg må af med flere for at få rettet ind igen. Nå, men ud over brillernes mangler, så har mine øjne også ændret sig i reel forstand i den tid der er gået.  Faktisk er jeg ret så langsynet nu, og for at begynde et sted har jeg fået to par billige briller med hjem, der skal få mine øjen til at slappe af igen. En her og nu løsning fordi jeg ikke må bruge de gamle briller mere, og heller ikke kan klare mig uden. Det vil tage sin tid og give mig hovedpine sikkert, men det er nødvendigt fordi man ikke med sikkerhed kan sige hvilken styrke jeg skal ha. før de er helt sig selv igen. Det kan man først når øje og omgivelser igen er helt afspændte. Lykkedes det ikke at få dem til at spænde helt af, skal jeg have noget afslappende ind i øjet ( kan ikke lige huske om det skal sprøjetes ind eller dryppes), og efter en tid kan jeg så blive undersøgt på ny.

 

I dag sidder jeg derfor med briller ved skærmen der hedder +3 og når jeg skal lave mad hedder de +1,50.  Det er første forsøg. Jeg kan mærke en enorm lettelse, men kan selvfølgelig godt se at det er en nødløsning, for jeg har stor forskel på de to øjne. Afstanden til tv’et kræver yderligere et par briller har jeg også kunnet erfare nu, hvor jeg er blevet forbudt nogensinde at tage de gamle briller på igen. Så mandag må jeg lige forbi en Tiger eller noget, for at få et tredje par. Møgbesværligt er det at skulle skifte imellem dem, når man som jeg både ser tv og nørkler/surfer/blogger samtidigt, men so be it. For now.

 

Min far røg helt op i det røde felt da han hørte om det. Foruden at han igen igen ikke lige kunne rumme, at jeg i det hele taget endte med de skide briller, er det ikke ok at jeg går og betaler på noget der har givet mig så store problemer. Til det kan jeg kun give ham ret, men også igen igen minde ham om, hvordan det nu lige var jeg endte med købet, OG at der hvor jeg befinder mig lige nu rent menneskeligt, ja der kan jeg slet slet ikke overskue det der skal til, hvis jeg skulle kaste mig over en klagesag. Det kræver overskud, overblik, styrke, kræfter, tid og en særlig art af kampgejst. Jeg har tiden, men alt det andet kan jeg ikke lige påstå jeg har på lager. SUK.

 

Til dem der skulle være interesseret, har jeg linket til et indlæg fra 4 okt 2010. Der er skrevet flere af slagsen i perioden slut september og ind i oktober 2010, så kig i de måneder efter ord om brillehandel. Jeg er lige nu for bims til selv at lede tilbage ;)

 

Sagaen om briller og øjne forsætter helt sikkert, men for nu tager jeg en slapper så at sige. Prøver at undgå enhver form for overanstrengelse af synet, så min kreapause kører videre. Godt jeg har lydbøger og at mine ører IKKE fejler noget hihi. Jeg kommer ikke rigtigt rundt til nogen af jer for tiden og det er jeg rigtigt ked af, men jeg sparer på synet. I skal vide at jeg savner jer, og jeg mangler at vide hvad I går og laver. OG.. jeg glæder mig til at jeg igen kan læse med i bloglands gøren og laden. Se billederne der inspirerer mig, og som jeg altid nyder at bruge som glæde i hverdagen.  Det syntes jeg bare lige i skal vide. Knuuuus

Kvinden der slæber sig hen ad fortovet..

 

 

 

Det er sådan jeg ser mig selv i disse dage :-)   Sådan lidt a la det her:  tunge skridt, snegletempo, armene der næsten rører jorden, og tasken der først ses i en lang rem to meter bagved.

ALT hvad jeg laver tager en krig ( også at blogge ), og alt hvad jeg tænker rammer først bevidstheden flere timer efter ( igen.. at blogge er for tiden en længere affære ). Fra jeg tænker tanken at nu vil jeg have en kop kaffe, til den faktisk står varm i koppen ved siden af mig kan der let gå et par timer. Horisontalt er klart meget mere behageligt end vertikalt. Jeg kører helst ikke i bil, for jeg reagerer nærmest ikke på noget.

Det er sagt på en anden måde, som om mit maskineri nu er rustet op, og bare ikke kører mere.

 

Heldigvis var det super godt at få talt med psykologen i onsdags. Hun har kendt mig siden ‘99 og kunne lynhurtigt afklapse mig, da jeg opgivende stønnede noget om at det her ingen ende vil tage. “Henriette” sagde hun fast og med sit bredeste smil, “ i de mange år jeg har behandlet, er du den eneste patient jeg har haft, der i den grad er en korkprop”.   ( nogenlunde sådan var ordene)

Der sad jeg og måbede, og havde forudset et eller andet i retning af, at jeg var den eneste der var så sortseende, men nej nej. Jeg selv forstod slet ikke hvad hun mente, sad bare og kiggede på hende med krydser i øjnene, så tålmodigt siger hun til mig:

 

“Henriette, uanset hvad du har skullet kæmpe med, og du har virkelig haft reelle og svære ting at bøvle med, så formår du at komme op til overfladen igen. Der har været ting så hårde og svære, at du har ligget helt fladt nede i mørket, og alligevel har du rejst dig og fundet tilbage til dig selv igen. Det er der faktisk mange der aldrig formår.”

 

Hvad pokker siger man lige til det??

 

Det er bare slet slet ikke sådan jeg ser mig selv, og slet ikke sådan jeg har oplevet forløbet!  Faktisk er det uhyggeligt. At jeg ikke selv har kunnet se det sådan, for hun har edder nok ret. Fandens osse altså ;)   Knivskarp er hun. Og belastende klog også. Hver gang jeg tror jeg har hende med en af mine livserfaringer af den mørke slags, så skyder hun hurtigt tilbage igen med et eksempel på et eller andet, der beviser det modsatte.  ØV …  hun kender mig for godt gør hun. Og netop derfor er hun alletiders må jeg indrømme. Jeg kan komme og dumpe ned i hendes stol, tage tråden op uden timelange referater fra mit liv, og derfra kører diaglogen bare.   Hun af alle ved hvad mit liv rummer. Til forskel hvad man måske tror, så ER der mange ting jeg ikke omtaler her på bloggen, og de ting ved hun altså at jeg har håndteret og overlevet. Og hun husker når jeg selv glemmer.  Praktisk ik :-)

 

Så altså, jeg er lidt tavs for tiden, men nu er der kun få dage tilbage så får jeg min enetid tilbage igen. Ugen er gået og klaret, men de der ekstra reserver som Anita vidste der kunne hentes frem, ja de er nu ved at være tomme. Der ligger kun liige et par stykker af dem tilbage på hylden med “ det SKAL bare gå”, og når jeg har afleveret min store dreng på efterskolen, så synker jeg tilbage i puderne med et stort pust. Der er en undersøgelse af hans knæ mandag middag, og den tager jeg med. Derefter slukker jeg mobilen, sætter alt på stand by og øver mig i at trække vejret helt ned i maven en uges tid. Det må jeg godt.

 

Jeg har ikke rørt hverken garn eller pinde, kun et par cm af mit optimistiske hemmelige projekt er der lavet.

Og nå ja, så er min rundpind taske nu fyldt op.

Ikke nogen let opgave, især fordi de små mærker der skal sættes i er SÅ SK.. SMÅ. Mand, jeg fik flip mere end en gang over at de bare ikke ville på plads, men nu står den her. Klar til brug og ved siden af den, min kurv med strømpepinde og hæklenåle i fin orden.

Nu orker jeg ikke mere, så det må I høre mere om en anden dag.

Langsomt, meget langsomt

 

 

 

 

 

Natten er skyld i dagens tempo. Den er langsom. Meget meget langsom. Indkøb af mælk, smør og smøger betyder at jeg MÅ ud, ligså gør aftalen med psykologen, men jeg må indrømme at jeg allehelst ville blive her. Med dynen strukket helt op over hovedet. Noj altså, hvor er jeg træt.

 

Havde jeg været alene, var al udgang nok droppet og udskudt, men knægten er sulten så der er ingen vej udenom desværre.

 

I dag er forresten også en af de dage, der virkelig trækker tænder ud på en anden måde. Arbejdet over mit hoved er gået ind i en ny fase, det er svært at vurdere hvilken, men larmen har nået nye højder. Skulle jeg tro på de lyde jeg hører, så står der lige over mig en cirkusartist og jonglerer med store træplanker, og han er ikke særligt god til det. Der lyder grangiveligt som om han taber dem hele tiden. Lyden kunne også minde lidt om en, der taber en ordentlig bunke brændeknuder på et meget tyndt, men hårdt underlag. Bulder og brag med andre ord. Derefter tager cirkusartisten plankerne og hamrer løs på dem med en energi jeg må misunde ham, indtil han igen henter en ny omgang. BANG! så tager vi turen igen.  Halv otte gik det i gang, og på et tidspunkt sværger jeg på at lampen i loftet gyngede lidt.

 

Nå, men det skal jo være skidt før det bliver godt, og om det er gulv eller tag der arbejdes på i dag, så MÅ det vel snart betyde at her bliver lidt varmere. De sidste dages mildere temperaturer har fået mit termometer til at stige fra 12 til 15 grader sååå…  Vi sveder vel nærmest lige nu ;)

 

I aften har jeg en aftale med strikkedamerne og skal til Hvidovre. Ud til hende der I ved, der er berygtet for at pynte hjemmet op med både spind og gys. Hun har godt nok erklæret at der ikke er pyntet til fastelavn, men kan man nu stole på det??  Måske der står en uhyggelig klovn bag døren når jeg kommer ind? Man kan aldrig helt vide med hende Frau Putz ;)

 

Under alle omstændigheder vil jeg meget gerne møde op, så er jeg ikke for smadret efter aftalen kl 16, ja så må Rasmus klare sig selv i aften. Faktisk har jeg aldrig været i familie med en krykhusar før, og jeg har da lært at det IKKE er nemt sådan at manøvrere rundt på smalle arealer. Der væltes ting i en jævn strøm, så når jeg kommer tilbage igen vil jeg være spændt på, hvad der ligger af ting der skal samles op og rettes ud hihi. TO gange er strømmen gået i hele hytten, efter hans forsøg på at åbne døren fra badeværelset af. Af ukendte årsager kan den få sikringen til at slå fra når den rammer strømdimsedutten!  Jojo her er ikke kedeligt.

 

Meget afhænger af hvordan jeg kommer igennem de næste timer, og må jeg aflyse så ved de damer heldigvis hvorfor og at det ikke er med min gode vilje.  Lykkedes det, så tager jeg det her med i dag. Jeg vil videre med det vendestrikkede sjal.

Jeg sover ikke endnu

 

 

 

Nu gik det ellers lige så godt, og der har været en periode med stabilitet og god søvn. Godtnok forskudt lidt mere end jeg har sat mig for, men dog mange timer i eet stræk. I nat skal åbenbart ikke være sådan. Lukkede og slukkede ellers så fint lige inden midnat. Godnat og ahhhh, varmedunken på plads i fodenden. Lukkede øjne og helt sunket ned under dynerne, og på den madras som jeg nu virkelig har vænnet mig til.

 

Inde der bag øjenlågene er aktivitetsniveauet bare et helt andet end godt er. Og den der med, at det er helt umuligt at holde øjnene lukkede uanset hvor meget man anstrenger sig, træder ind. Jeg kan mærke jeg er træt, men ved gud om hovedet er enig med mig. Efter en tid gider jeg altså bare ikke ligge der, og lytte til den tiltagende blæst og de presenninger der blafrer helt ukontrollabelt. En stige knirker også et eller andet sted, og der lyder en regmæssig klinken af metal, som i nattens stilhed lyder øredøvende. Blæsten må komme fra en anden side end tidligere, for det lyder som om hele stilladset er ved at brase sammen.

 

Nu giver jeg mig selv en time, og så prøver jeg igen.

Jordbær fra mormor, leveret af morfar

 

 

 

 

Der er ikke den store stil over dem. Jeg forsøgte virkelig at gøre mig umage, men nu er smagen jo også det vigtigste ik..                 

Mormor besluttede at vi skulle forkæles med jordbær, og så måtte morfar jo afsted. Det var nu ikke kun den eneste grund, for han medbragte også en ekstra dyne til knægten, en ordentlig bunke ugeblade til mig, og lidt mad til køleskab og fryser. En stor hjælp for mig, for her fire dage inde i vinterferien, begynder jeg at kunne mærke den manglende alenetid. Ingen kan bebrejdes andet end jeg selv og min psyke, for Rasmus er meget afdæmpet. Faktum er bare at der jo ER ting han ikke kan, og det er der jeg mærker trætheden. Inden søndag skal jeg have fundet kræfter til at få vasket tøj. Han har en ordentlig bunke med sig hjem, og jeg selv har også bygget et lille bjerg. 

 

Nå, men det er rimeligt mange år siden jeg sidst har fået jordbær med chokolade, så de er nydt med højlydt guffen af både Rasmus og jeg.  Jeg begyndte i fin stil med at dyppe i den smeltede chokolade, men endte med at hælde hele herligheden ud over dem. Tålmodighed.. I ved.  Den brunøjede og jeg ku ikke være sammen i dag, MEN i morgen har en særlig betydning for os. Der kan vi så heller ikke lige ses, så vi må nøjes med at tænke på hinanden. :)  Jeg bliver jo grundigt forkælet af ham hele tiden, så det går nok endda.

Et hjem med pip i ( indretning i mindre skala )

 

 

 

Jeg fandt også fugle i Ikea forleden.  De var svære at gå forbi da jeg jo er vild med fugle, og gerne vil ha’ dem rundt omkring i mit hjem. Fuglene fra Miri har stadigt ikke helt fundet deres plads, men det kommer og nu har de altså fåe selskab af disse her.

 

En bakke, servietter og dækkeservietter. Mindre kunne ikke gøre det. Var det ikke fordi jeg er så vild med åbne døre og vinduer, så havde jeg bestemt for længst ladet en undulat flytte ind..

 

På badeværelset er der også rykket en slags pip ind. Jeg købte dem allerede på østerbro, og egentlig skulle de have været sat andre steder, med det slog mig i lørdags, at de helt fint kunne udfylde funktionen som vinduesdækker, så jeg nu kan bade lidt mere skjult. Blomsterne er bare for sjov, og efter min barndoms metode.. plastikposer og vand. ( Min ide med at hækle et ophæng blev ikke rigtigt godt syntes jeg nemlig)

Sådan ser der ihvertfald ikke ud på hospitalet, som mit badeværelse ellers ligner lidt for meget. Med de bare vægge og sånt. Jeg er ret så splittet når det gælder det rum, for på den ene side syntes jeg der skal farver derud, og på den anden siden tiltrækkes jeg vældigt meget af de badeværelser, hvor der er mere maritimt/strandagtigt.  Blålige og grønlige toner med et strejf af rødt. Eller hvad med dem, hvor det udelukkende er douche farver.. det kunne jeg altså også godt tænke mig.

 

Nu er det bare sødan at rummet er præget af masser af fliser med huller i. Der er heller ikke de store muligheder for interessante indretninger eller specielle ideer, så for nu tror jeg bare det skal være sjovt. En stang venter på at komme op, og på den skal der være S-kroge som jeg hænger kurve og andet på. Ovenover vil jeg have en hylde til det der helst skal stå. Det skal nok komme, og indtil da kan kyllingerne pippe derude for mig. Forresten har jeg i  min farverus også købt et par håndklæder i Ikea. De lå der og råbte på mig og da jeg ikke orker mere larm, røg de ned i kurven også.. hehe.

 

 

Sådan får jeg lavet en smule ind i mellem, og det gør mig glad at komme lidt videre. Humøret stiger også et par grader når det rykker lidt, og det får mig til at glemme for en stund, at helbreddet IKKE rykker.