Jeg kan ikke sige det bedre selv..

 

 

 

 

 

Hvad jeg KAN sige er dette:

Hurra.. jeg har fået min underskrift. Føj jeg har haft den ondeste hovedpine i dag. ØV jeg gik dermed glip af de vidunderlige soltimer vi fik her. Hurra, jeg var mere frisk end længe i går aftes. Hurra, nu er der kun to mdr til flytning. GISP!!! jeg har fået en liste så lang, med ting der skal gøre ved lejligheden når jeg flytter, og AV det kommer til at gøre ondt i pengepungen.  ( AAB er totalt hysteriske omkring selv de mindste ridser i lakken bogstaveligt talt )

 

I dag forsvandt i smertetåger, men i morgen har jeg det sikkert godt igen.  Så har vi nemlig 1. marts og det betyder i sidste ende sommertiiiiiiidddd.

 

Og nu:

 

Jahhhh solen skinner

 

 

 

Humøret er lyst, og jeg nyder dagen.

 

Det må være ord nok for i dag :-)

Mht til igårs skriv

 

 

 

 

Årsagen til, at jeg har opsagt uden at være heeelt dækket ind, er at jeg bare IKKE har råd til at blive her ret meget længere. Jeg svinger imellem en stærk tro på at det nok skal gå, og så total usikkerhed. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg faktisk ikke engang kræfter eller overskud til endnu en flytning, MEN som tingene endte bliver det en god løsning.  Dybest set har jeg ikke brug for mere spænding eller flere eventyr i mit liv, det kan alle vist både forstå og give mig ret i, men når det er sagt så er jeg vildt glad for at jeg har besluttet at tage konsekvensen af min økonomi.

 

Skulle noget kikse, har jeg et tilbud om midlertidigt ophold indtil jeg kan flytte ind i “mit” hus, og det må jeg tage til mig som noget positivt. Det handler om timing og så det evige problem.. penge. Uanset hvordan jeg vender det, så vil der være minimum een mdr, hvor jeg skal betale to steder. Der hvor jeg skal flytte ind, har lejeren frist til at flytte ud senest 30 april, og jeg selv skal betale husleje indtil 1 juni. Dog skal jeg være ude senest 15 maj.

 

Så er der den lejer som bor i huset nu..

 

Denne lejer bliver opsagt pga manglende betalinger af husleje bla, lejeren kan opsiges med to mdr varsel, men.. den opsigelse gælder jo først fra 1 marts, og derfor får jeg ikke kontrakten tilsendt før efter d. 1. Jeg har dog bedt om at få en underskrift på, at jeg HAR lejeretten til huset fra 1 maj, og den venter jeg så på at få med posten. 

 

Og JA… jeg har taget en chance her. Det har jeg både fordi jeg alligevel SKAL ud herfra uanset, hurtigst muligt, OG fordi jeg faktisk er ret vild med det hus her. Det har været det bedste af de muligheder jeg har kigget på, både økonomisk og kvalitetsmæssigt. Mange af de lejligheder jeg har haft chekket ud, har IKKE altan og jeg kan simpelthen ikke rykke hele mit liv op med rode endnu engang, for at ende med at bo i en trist lille lejlighed uden mulighed for at kunne gå ud og se tingene gro. Så ved jeg at jeg vil gå helt til grunde.

 

Siden januar har en masse tilfældigheder betydet at jeg står her nu. GODE tilfældigheder skal jeg lige huske at understrege, men dog alligevel tilfældigheder. Det har jeg det lidt svært med, for jeg er blevet en kontrolfreak med et overdrevent behov for sikkerhed og konkretitet. ( Er det et ord forresten??) Desuden er tingene sket hurtigt, og det betyder altså nogle praktiske problemer som bare skal løses. Og de bliver løst.  Tju bang tog jeg konsekvensen af min situation og besluttede at flytte. Tjubang var der det her hus, som kaldte på mig, helt tilfældigt og uventet. Sådan kan det gå og jeg føler mig heldig, jeg er bare ikke VANT til at være heldig. Så derfor..

 

.. er jeg lettere forpustet.

 

NU skal jeg ha vejret igen, og huske hvorfor det nu lige er, at jeg gør det her. Jeg skal fortælle mig selv, at det er den forhåbentlig sidste rutsjetur jeg må ud på for, at jeg i sidste ende kan få et godt, trygt, langsomt og dejligt liv.

 

På landet:

Sjældent har jeg rystet SÅ meget på hånden ved et tryk på en knap

 

 

 

 

Jeg har netop afsendt en opsigelse til AAB, på lejligheden her.

 

 

Jeg kan faktisk ikke beskrive de følelser der går igennem mig, men angst dominerer nok allermest. Angsten for at et eller andet ikke kommer til at gå som det skal, og at jeg så igen vil stå hjemløs. Jeg har kvalme, ryster over hele kroppen og er i nuet overbevist om, at jeg har begået en fejltagelse.

 

Ja det er noget fjol, men sådan har jeg det altså. Glæden over at skulle flytte ned til ro og natur, kommer nok først helt når jeg har min egen underskrevne kontrakt foran mig.

 

Jeg har helt klart ikke længere tillid til nogen eller noget som helst. At jeg om og om igen er blevet forsikret om, at alt går som det skal kan ikke fordrive min mistro, og det er nok det sværeste. Jeg kender slet ikke mig selv, men jeg har nok også altid været for naiv. Ellers var jeg ikke hvor jeg er i dag.

Jeg ER bare nysgerrig, selvom jeg hvert år siger aldrig mere

 

 

 

Oscar altså. Du bliver bare kedeligere og kedeligere for hvert år der går, og sidste år (eller var det forrige år?), erklærede jeg offentligt, at NU var det slut.

 

Min beslutning holdt sådan set meget fint, lige indtil jeg i nat ved halv femtiden vågnede. Normalt øver jeg mig i at vende mig om og sove videre, for ikke at ødelægge døgnrytmen for meget, men i nat/morges var jeg lysvågen og tja..

 

Jeg måtte jo lige se ik..

 

Jeg kan kun gentage. De MÅ snart begynde at finde på noget nyt, men jeg nød Adele’s Skyfall. Godt jeg ikke så med hele vejen igennem, godt jeg har mit strikketøj, godt jeg ikke skal op og på arbejde og godt trods alt, at de omsider har lært IKKE at snakke snakke snakke henover taler og sange. Det var før i tiden virkelig irriterende.

 

Så altså..

 

Godmorgen verden og blogland. Det er sidste mandag i februar og skal vi ikke lige ta en sang for det da:

 

Nuerdetsnartforår sidstpåvinteren sløvhed

 

 

Kender I det?

 

I guder hvor jeg bare ikke får lavet en skid for nu at sige det som det er. Lidt her. Lidt der. En flyttekasset samlet. En kop kaffe drukket. Et par ting pakket ind. Et glas juice hældt op. Åbne køleskabet. Kigge ind. Lukke igen. Drikke juicen. Strikke to pinde. Se vejrudsigten.

 

OSV OSV OSV OSV

 

 

Nooooj hvor jeg bare trænger til forår og SOL. NU

 

Bøgerne bortgives - først til mølle, OG.. en interessant ung havemand

 

 

 

 

Sagen er klar, og kun er jeg ked af ikke selv, at have tænkt tanken. Godtnok mangler jeg midler, men jeg har fået SÅ meget af mine venner fra blogland, at her er en oplagt mulighed for mig, for at give noget tilbage.

 

Først til mølle gælder, eneste betingelse er at I selv er friske på at komme her og afhente. Klik ind med en kommentar, hvis I gider og har lyst, og så tager jeg den derfra.

*************

 

( billedet er lånt herfra:http://enydmyghave.blogspot.dk/)

 

Netop mit skriv om bøgerne i går, gav en ( ny?? ) læser lyst til at komme med et forslag. Denne læser er ikke en jeg selv har besøgt hidtil, da jeg slet ikke har været klar over at han har en blog, men jeg tror nok lige jeg vil kigge forbi i fremtiden. Kun en knægt er han :-) , men man skal nok ikke lade sig narre..

 

Mathias Emil har sin egen nystartede haveblog, og jeg synes at han er værd at anbefale simpelthen fordi han har skønne billeder at kigge på, han er entusiastisk omkring det han brænder for, OG så er han altså ikke helt ueffen til det der med at skrive. Kun 19 år.. ak ja, bliver han ved så får han et laaaangt og vidunderligt haveliv. Om han så også har en fremtid, hvor han kan leve af sin interesse skal blive interessant at følge med i.

 

Selv bruger jeg en del tid på, at pinne ideer til min kommende bolig medsamt haven selvfølgelig. Jeg læser om huse og deres vedligehold, jeg læser om kuldebroer, tegn på fugt, sne på taget, rensning af tagrender, isede fortorve, græsplæners pleje, haveplanlægning og meget meget mere. Alt er interessant, noget er nyt, og det meste handler bare om at jeg vil være så godt forberedt, som overhovedet muligt.

 

Alt dette og alligevel så ryster jeg på hånden, hver gang jeg skal til at trykke godkend på min opsigelse af lejemålet her. Jeg har stadig et par dage at tage af, men GUD hvor er jeg bange for at noget skal gå galt, og jeg stå uden tag over hovedet igen. Så nytter det ihvertfald ikke en skid, at jeg nu ved hvordan jeg renser tagrender vel.. ;-)

Jeg sorterer fra og kigger dybt i mig selv

 

 

 

 

Sidste flytning foregik jo i huj og hast, så alt hvad jeg tog med blev pakket af mine flytteengle (selv sad jeg nærmest lammet i sofaen og kiggede på). Bøger blev smidt i poser, køkkenting blev stablet i kasser uden at være pakket ind, og hobbyting røg ned i mellem det hele. Ikke at det i sig selv skal lyde som en bebrejdelse af de tre, overhovedet ikke nikke nej. Det ku bare ikke være anderledes, og jeg ved slet ikke hvad jeg skulle have gjort uden dem.

 

Denne gang kan jeg heldigvis gøre det omvendt.

 

Fordi jeg har så god tid kan jeg pakke lidt efter lidt, og jeg har besluttet at jeg ikke vil stå den sidste måned med stress og dårligt forberedt. Derfor går jeg alt i gennem, og kun det jeg ikke kan undvære i de næste par måneder bliver fremme. Jeg skal have min sjæl med denne gang.

 

I soveværelset er min seng og alt mit tøj ( det jeg altså kan passe! )

I stuen er mit garn, mine siddemøbler og bøger om have og strik. Punktum.

Køkkenet skal ligeså bare rumme det nødvendige.

 

Faktisk nu jeg ser det på skrift, vil det sgu da bare være som det var på Østerbro. DET klarer jeg nok, og desværre har det jo vist sig allerede dengang, at jeg dybest set ikke har brug for alt det andet for at overleve. Jeg tænkte allerede dengang ret så meget over, hvorfor det mon så er at jeg omgiver mig med så mange ting i mit hjem. Det er jo ganske rart at bo luftigt, og uden alt muligt støvsamlende nik nak. Det sker bare. Og det gør mit hjem til MIT hjem.

 

Nå, men det var lige et sidespor..

 

Jeg har kigget dybt i mig selv, og sorteret med hård hånd, og nu har jeg en mega stabel med bøger, som under ingen omstændigheder får lov at flytte med for syvogtyvende gang. Det er bøger jeg ikke bruger eller læser i. Der er bøger om strik, syning, madlavning, indretning, en enkelt roman jeg er sur på og lidt andet.

 

 

Det jeg står med nu, er så et dilemma, for jeg har taget billeder af hver og en for at lægge dem til salg i Pulterkammeret. Da jeg får hårdt brug for penge til maling indvendigt af huset, vil alt hvad jeg kan tjene en skilling på, være velkomment. Jeg kan sgu bare ikke overskue det. At finde priser, udregne porto og derefter ifald nogen gerne vil købe, pakke ind og gå på posthuset af måske mange omgange.

 

Jeg bliver helt svimmel ved tanken.

 

Lige nu står stablen midt på gulvet her. Den vejer et ton. De skal bare ikke med. What to do?

Hviledage i solen

 

 

 

 

Jeg har haft et par hviledage i sofaen og i solen. Godt nok har jeg været inde og solen været ude, men noj hvor jeg nyder hvert sekund. For slet ikke at tale om, hvor meget jeg værdsætter hvert eneste minut vi får hver dag med dagslys.

 

 

De små pipper har nu virkelig travlt, og der bliver hentet mad konstant fra morgen til aften. Min ny ven fru solsort er jeg lidt bekymret for. Hun har forelsket sig voldsomt i et bestemt lille hjørne med jord i mine kummer, og finder hun på at bygge rede der, er jeg bare nødt til at forpurre hendes planer, for ellers vil hun ligge på æg lige midt i min flytning.

Hun ser ret bister og beslutsom ud ik …

Sjalet ser nu sådan ud. Jeg ku pludseligt se, at der ville komme til at mangle nogle meter lyst garn, så jeg måtte improvisere. Nu er der lige et par striber uden for nummer.

Dagens billede

 

 

 

På den blå streg ligger mit lille hus

 

 

 

 

 

 

 

 

Behøver jeg sige, at jeg glæder mig til at komme ud og bruge min cykel?

En time i solen på altanen..

 

 

 

 

 

  ..det er næsten verdens bedste medicin. Den kemiske del har søde bloggere hjulpet med at skaffe, og både mine engle og solen på himlen giver mig igen energi og jubel i hjernen.

 

Jeg elsker og har elsket den altan fra første gang jeg så den. At jeg nu får en have giver nye og helt andre former for grønne glæder, men jeg er helt bevidst om, at netop det at bo på anden har sin helt egen fordel. Jeg har udsigt og fordi altanen er bygget ind i huset, kan jeg sidde i læ hele året rundt. I både regn, blæst og sne har jeg fået dækket behovet for høj himmel, fugleliv og følelsen af frihed.

 

Jeg ved da godt, at der sikkert er masser af andre altaner rundt om i landet, som er ligeså gode, og alligevel er jeg overbevist om at denne min oase er den allerbedste i verden. INGEN altan kan måle sig, og jeg bliver bestemt trist ved tanken om at sige farvel til den. De mange mange timer derude sammen med Fister har været det allerbedste her.

 

Flere ting på en gang

 

 

Jeg har hovedpine i dag, men det skal nu ikke stoppe mig fra at glædes over min søn. 

 

Han har bestået sin køreprøve og jeg har dermed et barn som er voksen OG bilist. Hillemænd altså

 

TILLYKKE knægt, jeg vidste at du ku :-)

 

 

Hovedpinen skyldes nok den samtale jeg endte med at vente 55 min på. Mere om den senere, lige nu vil jeg slappe af og glemme alt om praktiske ting. Jeg vil hygge mig over, at jeg efter halvandet år for første gang har set en solsort her i kvarteret. Lige her på min altan. Ikke alene beværter jeg en solsort, men også en rødkælk og en Søren spætte er pludseligt begyndt at frekventere restauranten. Er det ikke vildt??

 

De har ikke været helt lette at fange med kameraet, men jeg har forsøgt:

 

Typisk ik.. Nu skal jeg flytte, og så kommer der en masse nye og spændende fugle for at besøge mig. Spætten spiser lidt her, og flyver så direkte over i træet for at hakke løs. Det ser herligt ud :-)  Og så her midt i byen? 

Jeg trænger lige til et andet emne end flytning, så her er lidt strik:

 

 

 

 

Billede herfra:   http://www.ravelry.com/patterns/library/eden-prairie

 

Jeg har måttet lade min smukke stribede sweater ryge i venteposition, for jeg har alligevel ikke Noro nok. I stedet har jeg nu gang i sjalet på billedet. En opskrift fra Ravelry, og jo.. det minder i den grad om Derecho, som jeg strikkede inden jul. Det er sjovt at strikke feltvis en farve ad gangen, og da jeg ikke er til sort har jeg valgt at gå en hel anden vej:

Lyse farver og en gul opdeling.  Jeg elsker jo havets og himlens nuancer, så endnu engang er det, hvad jeg greb ud efter på garnreolen. Garnet er en gave fra en læser, og jeg skal da lige hilse og sige at jeg er totaaaaalt lykkelig over de mange nøgler Kauni. Nu bliver nogle af den til et enormt sommersjal.  Jeg vidste ikke hvor stort det ku ende med at blive, men allerede nu tegner det til GRANDE størrelse. Og jeg elsker det allerede :-)

 

Med opskiften følger også denne lille tegning, som man så kan lege med inden man går igang. Det er sgu praktisk må jeg indrømme, bortset fra at jeg ikke lige har nogle tuscher eller blyanter liggende. Hvorfor aner jeg ikke, jeg ved at jeg har haft masser på et tidspunkt, men de er borte nu, og så må jeg jo ty til afklippede stumper.

Ventetid

 

 

 

Ventetid kan være så mange ting.

 

 

Jeg venter på at jeg skal flytte.

Jeg venter på den tid jeg har måttet udskyde ved tandlægen.

Jeg venter på en kontrakt jeg meget gerne vil skrive under.

Jeg venter på solen og foråret.

Jeg venter på posten.

 

 

 

Lige nu venter jeg dog allermest og på 32’ende minut, på at det bliver min tur i en række af 15 ventende i telefonkøen hos AAB.

 

Tik tak tik tak.. K-tjiiinnggg siger det for hver 25 øre det koster.

 

Så er den hjemme… jeg bliver hus og have lejer 1. maj JUHUUUUU

 

 

 

 

 

Da først beslutningen og følelserne omkring en flytning til Lolland var på plads, gik eftersøgningen i gang. Lejebolig.dk og Boligportalen.dk blev scannet igennem, alle de links I har været så søde at sende mig blev gået efter i sømmene, men det blev et lille hus formidlet ad helt andre kanaler, som jeg tabte mit hjerte til. Så gik turen til syddanmark sidste søndag, og jeg var endnu mere hooked, men et par praktiske detaljer og en vis usikkerhed om nuværende lejers afgang betød, at jeg i den forløbne uge kun har kunnet vente i uvished om det overhovedet kunne lade sig gøre. Fordi det haster for mig at bo billigere.

 

Uvished har vist sig at være det værste jeg kan gå med.

 

Mit sind har jo været præget af det her med min medicinmangel, hvilket ikke har hjulpet på min coolnes, men når det er sagt så kan jeg altså ikke håndtere at være magtesløs. Et resultat af de sidste par års oplevelser, som jeg har måttet indse har sat sine spor. Også når det handler om uvished. Selve følelsen af at være i andres hænder har sat en kædereaktion igang af panik, angst og bekymring, jeg ikke har kunnet takle særligt godt.

 

Helt galt gik det i går. Med kun 300 kr tilbage at leve for indtil første marts, KAN og VIL jeg bare ikke blive boende her ret meget længere. Det gør mig simpelthen så stresset, og jeg fik meldt ud at ku jeg ikke i det mindste få en definitiv melding om JA, huset bliver dit, eller NEJ det kan ikke lade sig gøre inden for en overskuelig fremtid, ja så måtte jeg tage aktivt fat i de næste to huse jeg har på listen.

 

Jeg kan simpelthen ikke klare nogen former for måske’er og hvis’er. Jeg må være sikker, jeg må ha vished, jeg må ha noget jeg kan forholde mig til. Og ja.. det er totalt enten/eller der viser sig her, men sådan er det bare.

 

I aftes fik jeg så endelig en bekræftelse på, at huset er “mit” fra 1. maj

 

På et sekund forsvandt al min uro og jeg er nu bare så glad. Utålmodig selvfølgelig, men mest af alt lettet. Nu skal jeg kun gennemføre to mdr mere uden penge til mad og medicin, og så..

 

…  FLYTTER JEG SGU PÅ LANDET

 

 

Flytningen og alt det praktiske omkring det ved jeg allerede nu, at jeg har hjælp til. Det er kun at vente. Pakke. Vente. Pakke. Vente. Og pakke. Hoppe op og ned af utålmodighed. Pakke. Hoppe. Og SÅ….

 

SUK

Visse ting glemmer man ikke sån lige

 

 

 

Flytninger feks.

 

Jeg har endnu i meget frisk erindring, hvordan flytningen hertil foregik, og efter halvandet år har jeg stadig ting, som ikke er hængt op endnu. Det er en langsom proces i hvertfald for mig, og nu skal jeg altså på den igen. Pyhh..

 

Godt jeg har tid til at pakke kasser i langsomt tempo, og også godt at jeg kan få sjælen med, men knapt så godt at jeg bogstaveligt talt bliver dårlig af det.

 

Stille og roligt har jeg i dag pakket tre kasser. Ikke noget særligt, bare ting I ved. Lidt tøj som ikke bruges lige nu. Lidt bøger. Nogle tæpper. Dit og dat. Det var nok, og det var hvad jeg kunne rumme. Kvalme og mavepine tog over, nok mest fordi der hænger erindringer ved selve pakke processen. Heldigvis er det her jo en vej til nye erindringer som skal lagres, og de er så meget bedre og mere glade end dem jeg overskriver, men åhh det er fandens så lidt der skal til før jeg begynder at hyle. Så længe efter, og så er såret endnu ikke tykt og helet endnu.

 

I det daglige er det jo slet ikke noget jeg beskæftiger mig med. Den del af min fortid er fortid og jeg er på mange måder videre, men sorgen som jeg ikke engang kan definere, ja den er der åbenbart stadig. Jeg ønsker på ingen måde det liv eller den mand tilbage, så hvorfor fanden bliver jeg så så følsom, at jeg begynder at tude, bare pga en skide papkasse?

 

Psyken og hvad den kan tage er en underlig en.

 

Jeg har pakket nok for i dag, og nu vil jeg se om jeg kan få resten af dagen til at være bare lidt rar. Medicinen I ved..  Jeg sover mega meget, orker intet og har heller ikke lyst, men DET er der heldigvis en løsning på. Så snart kemien er på plads i mine årer, bliver jeg til Henriette igen. Forresten.. det ER altså også bare dødtrist vejr i dag. Nok til at slå selv en klovn til jorden.

 

Jeg hiver lige et billede frem fra en lysere tid:

Langelinie, april ‘11. Knivskarp blå og lysende gul. Tør asfalt og klar himmel. Mere skal der sgu ikke til, for at få mig til at elske livet.

Der røg lige et par dage, men nu kommer weekenden

 

 

 

 

De mange ting som fylder min hjerne, tog lige pusten fra mig lidt, foruden at jeg mangler noget af min medicin. Jeg har ikke råd til at købe mere før d. 1 marts, så jeg mærker også symptomerne på nedtur begynde at vise sig så småt.

 

I dag har det vigtigste været den teoriprøve, som Rasmus skulle tage. Jeg kørte ham til Valby, ventede og kørte ham hjem igen, og JA han bestod. Tillykke min dreng, det vidste jeg du ville, og jeg er rigtig stolt af dig.

 

Nu kommer weekenden, og der vil jeg så småt tage fat på de første flyttekasser. Nu har jeg jo ikke mange ting host host, så deeeeet.  Det er fedt denne gang at kunne tage det langsomt, og dermed også sørge for at der er styr på, hvad og hvor og hvor meget. Jeg kan allerbedst lide at have overblik og kontrol, og da jeg ikke har haft meget af det de sidste par år, så vil jeg bare begynde endnu et nyt kapitel med at være topstyret hihi.

 

Det er ingen hemmelighed, at jeg er virkelig spændt på hvor jeg ender, og i hvad. Lige nu er der to huse med have til, som jeg skal vælge i mellem groft sagt. Det seneste har jeg endnu ikke set jo, og glipper første prioritet så tager jeg turen derned igen selvfølgelig. Også hus nummer to er interessant fordi huslejen er lav, der er ovenikøbet også god plads, og så er der haaaaave til. Åhh jeg har allerede to million milliarder planer og drømme for, hvordan jeg vil ha min have. Jeg har tre million milliarder pins med tips, tricks og ideer, som jeg bare så gerne vil prøve af i fremtiden. Tid har jeg jo nok af, det hele handler som altid mere om økonomien, men meget kan gøres for små penge og så håber jeg, at der er noget af det jeg får brug for, som ligger ubrugt hen i alle jer læseres udhuse/garager/kældre eller lofter. Haveredskaber feks. blomsterfrø/løg/aflæggere ligeså. Jeg ønsker mig en syrenbusk, en hortensia, en hyld, en kaprifolie ( i stedet for den som døde fra mig sidste år), og sådan ku jeg blive ved hihi.

 

Allerede nu har jeg dømt den arbejdsbænk, som jeg har i kælderen til at skulle være mit plantebord udenfor, for selvfølgelig skal jeg da have mig et pottebord til at rode på. Bordet overtog jeg fra forrige lejer, og der sidder endda en kæmpe skruetvinge på. HEP!

 

Jaja, Henriette har mange drømme og nogle af dem er også vel nok højtflyvende, men det er helt i orden. Sgu så.

 

 

Kom an weekend.

Var det virkelig mig der sagde det??

 

 

 

Her til aften, fik jeg mig en sludder med min forsikringstillidsmand ( jo jo, det hedder det gu så ), en ny herre i mit liv. Via min far, som har været tjenestemand, har jeg som familiemedlem, fået tegnet nye forsikringer. Det har givet mig en årlig besparelse på hele, og hold nu lige fast:

 

3000 kr. Siger og skriver    t r e t u s i n d e   kroner!

 

Er det ikke vildt?

 

Nå, men ikke nok med det, så har jeg talt med ham igen her til aften, fordi jeg har besluttet at få taget mig sammen til, at få træk på bilen. Det har jeg talt om i flere år, og især omkring alle de flytninger jeg har brugt den til. Nu gør jeg det, og det kommer ikke til at koste mere på min ansvar. Det er jeg jo vildt glad for, så endnu en god ting ved min flytning er nu på plads. TJEK.  Jeg vil være så selvhjælpende som muligt, og nu kan jeg snart også sætte anhænger på, når større ting skal transporteres.

 

Vi sidder så og sludrer og han spørger lidt ind til min situation, da han ved jeg har søgt gældssanering. Hans reaktion er selvfølgelig, “åh altså hvor ærgeligt”, og så er det, jeg hører mig selv sige de ord jeg aldrig troede jeg skulle sige, uden at have terpet dem først:

 

“ ja, det er død ærgeligt, men jeg har valgt at se det som en mulighed, i stedet for en begrænsning ”.

 

!!!!!!

 

????

 

NU kender jeg for alvor ikke mig selv længere. Jeg  mener.. det kom bare helt spontant.  Er det mon muligt? Er jeg mon virkelig ved at have lært, at jeg ikke knækker så let som jeg tror?

 

Jeg er endnu lettere rystet over mig selv. Og så er jeg sgu også totaaalt stolt af hende der kvinden, som bor i mig.

 

En lille ekstra krølle på halen er, at jeg foruden de 3000 sparede kroner allerede nu, kan se frem til et præmiefald på endnu ca 500 kr, når jeg får adresse på Lolland. Jamen altså, så står verden da ikke længere.

 

Magtens korridorer, soundtracket til mit nyeste nye liv.

 

 

 

Kender I det?  Det der med, at man i en given situation, efter en særlig oplevelse, eller omkring en periode af sit liv har hørt musik, som senere og altid vil vække minder til live. Gode som dårlige?

 

Sådan er det ihvertfald med mig, da jeg hele livet har hørt musik. Jeg kan ikke høre TV2 uden, at gode dage med min allerførste kæreste dukker lyslevende frem fra glemslen. Jeg kan ikke høre Cardigans uden, at mindes en langfart gennem landet, på vej til en date mange mange år senere. Depeche Mode hænger uløseligt sammen med London. Cure med regnvejr på en Roskildefestival i 90’erne. Pet Shop Boys, med Pernille og jeg til karneval i slut firserne. Jeg kunne blive ved. Noget musik holder jeg aldrig ud at høre igen, og noget klarer jeg fint at ha’ i mit liv endnu.

 

Musik er bare en tricker for mange ting, og nu har jeg uden at jeg vidste det ville blive sådan, fået mit et nyt soundtrack til livet. Eller.. til det nyeste nye liv, som gerne skulle begynde inden sommeren. Jeg bestemte musikken til Lollandsturen, og nu, ja nu hører jeg den hele tiden i mit hoved. Heldigt nok, da jeg er vild med bandet hihi. Jeg ved allerede nu, at uanset udfaldet vil Magtens Korridorer for altid minde mig om den tur.

 

I min verden er der musik, som er mere velegnet til langfart, end andet. Det er noget med rytmen i musikken og stemningen omkring det at drøne derudaf, kilometer efter kilometer. Jeg elsker jo at køre. Allerhelst som fører af bilen ( selvom det også er skønt, at kunne slappe af med strik i passagersædet), bare mærke farten og frihedsfølelsen, og så altså med feeeed musik og åbent vindue. Åhh det giver mig et kick af livet, og også derfor elsker jeg min lille racerbil. I den sidder der højtalere, som kan give verden baghjul skal jeg lige hilse at sige

 

Det her er totalt velegnet sømmetibund musik:

 

( teksterne er i dette tilfælde ret interessante, måske giver de ikke mening, men de er lette at huske, så man kan skråle med i vilden sky hehe )

Fantastisk weekend med dejlige udsigter og grund til håb

 

 

 

 

I dag bliver det bare billeder og stikord. Mit hoved er så fyldt med indtryk at jeg er overstimuleret, men bare rolig.. det er på den gode måde og jeg er kun træt. Har sgu ikke engang hovedpine!

 

 

Lørdagskøretur i eget selskab langs fjorden.

 

Søndag gik turen til Lolland, med en kapabel chauffør. Truckeren guidede rundt og jeg.. jeg slappede af hele vejen. Tog en masse billeder, fandt et sted jeg bare MÅ flytte til, og håbet brænder nu så voldtsomt i mig, at jeg er bange for skuffelsen, hvis ikke det går i opfyldelse. Detaljer følger naturligvis, lige nu kan jeg bare sige, at et lille to etages hus med en lille have er for enden af min køretur. Så fint og velholdt og så for mig uvant et held, hvis det går som jeg håber, at jeg næsten ikke kan rumme det. Mere end rigeligt med plads til mig. Jeg har næsten ikke sovet fordi jeg både er spændt og fyldt med tanker om praktiske huskelister.

Åhhh lad mig mærket heldet. Lad 2013 være MIT år.