Hold da lige på hat og briller!

 

 

 

 

Forberedt var jeg måske nok, men jeg må alligevel sige, at jeg blev taget med bukserne nede så at sige, da jeg i nat vågnede fordi huset var på vej til at lette. HOLD nu op, hvor har det været et uvejr. Ingen tvivl om, at jeg er glad for at bo i sikkerhed nu, for med de mængder regn vi har fået her, er køkkenet i Vestergade med garanti ved at drunkne.

 

Jeg glæder mig enormt over, at det ikke længere er mit problem, men jeg er omvendt trist på den nye lejers vegne. Det er en ung mand, som flyttede ind kun “ti minutter” efter at jeg havde forladt matriklen, og indtil videre er der ikke foretaget reperationer af mit gamle hus. Selvom jeg er videre, tænker jeg da alligevel på, hvad jeg har efterladt. Jeg øver mig i ikke at tage andres problemer ind, og af samme grund har jeg holdt lav profil, efter at have hilst på mine nye naboer på den anden side ad gaden. DET hus er nemlig også ejet af min forrige udlejer, og helt i tråd med mig, bokser de med vand, fugt, punkterede vinduer og utætheder. Jeg blev så ked af det, da kvinden med optimisme og fortrøstning fortalte mig om, hvordan de var blevet lovet nye vinduer i hele hytten og udbedring af alt muligt andet, i samme uge som de var flyttet ind, for hvad gør man egentlig?

 

Jeg er blevet rådet til ikke at involvere mig og dele mine bitre erfaringer, fordi jeg skal til at finde mit eget ståsted og overskud igen. Det vil heller ikke være særligt rart, at skulle være den som tager pippet fra dem, men jeg har det faktisk ret skidt med at vide, hvilke drejning deres tilværelse kan tage i et usundt og slidt hus og med en udlejer som ikke overholder sine løfter. Hvor går grænsen egentlig? Mellem at blande sig og at holde sig tilbage?

 

Ville jeg selv have ønsket information i sin tid?

 

 

****************

 

Det har været en våd og stomfuld nat. Kattene og jeg holder søndag i fin stil. De slumrer videre og jeg slapper af. Jeg bagte knækbrød i går og fik endda soigneret alle mine pelargonier, foruden lidt andet dimseri, så søndag kan bare komme an. Dog… den opskrift jeg fandt på nettet på knækkene var bare ikke god, og hele herligheden ligger nu i skraldespanden! Måske det bare er mig, men de blev ALT ALT for salte. Der er angivet to teskefulde til en portion, og jeg studsede faktisk lidt over det, for jeg synes ikke at kunne huske den mængde, men jeg tænkte at det måtte være mig som huskede forkert. Af det kan man lære at lytte til sin fornemmelse.. Knækbrød hjemmebagt smager dejligt, men de skal ikke være en erstatning for franske kartofler. Jeg bagte ovenikøbet to portioner.. totalt ærgeligt. De er nemlig fyldt med en mindre “opsparing” af gode (og kostbare) sager, som feks mandelmel, peacannødder, dadler, vaniliesyltede svesker og ristet økologisk kokos til de lidt kageagtige knæk, og masser af økologiske frø og gryn i de almindelige. Det er noget jeg har gået og samlet over tid når der har været penge tilovers og nu, ja nu ligger hele herligheden på bunden af skraldespanden. Uspiselige og dejligt duftende. ØV!

 

Når det er sagt, så er det ellers super igen at have plads..

… til computer med opskriften og netradio feks. Jeg skal stadig lige finde mig selv derude, men øvelse gør mester, så jeg ender vel med at gå i lag med kager og fondanter en dag HA!

Det vigtige element mangler og spændende overraskelser

 

 

 

JEP!

 

 

Meget mere præcist kan det vel næppe siges, og der er heller ingen tvivl om, at mine dage føles som tiår her i januar, fordi jeg ikke har strikket. Eller hæklet.

Heldigvis ved jeg at de fleste strikkere genkender problematikken omkring ( u)frivillige pauser i strømmen af projekter. Sådan en pause kan være uhyre vanskelig at bryde, og ingen kan rigtigt forklare hvad der er årsagen, kun er det veldokumenteret. Ret beset er alle pauser svære at stoppe nu jeg tænker over det, pauser fra sund kost og motion feks, er ligeså onde at overvinde som at bestige bjerge i modvind, men jeg skal nu nok komme efter det. Strikkeriet altså.. Og hæklingen. Der er masser jeg længes efter, at tage fat på så snart armene og især højre albue, igen er smertefrie. Netop nu er det jo den tid på året, hvor jeg feks holder allermest af at hækle, fordi jeg så får farver på nethinden i vinterens sidste stride grå.

 

 

 

 

Så dagene er altså bare så lange, som sådan nogle nu er når man cocooner uvirksomt hen. De tre musketerer fra Søndergade har hver deres måde udføre den øvelse på. Herman under et møbel, Holger på en ydmyg papdims og jeg pakket ind som en eskimo. Det hele virker efter hensigten skal jeg hilse at sige.

 

 

 

Iøvrigt nu jeg lige husker det, stak udlejer hovedet indenfor i går. Han meddelte, at med foråret kommer ikke kun farver, udeliv, potter og glade katte, næh nej for jeg skal nemlig først have helt nyt tag og isolering, og sidenhen malet hele palæet! Jeg må selv vælge farve!!!  Jeg er stadig himmelfalden.

 

TÆNK engang!  Det er næsten ikke til at tage ind, som jeg går rundt i efterdønningerne fra Vestergade og flere flytninger, og selvom jeg føler mig både tryg ved udlejer og med nok tillid til at det kommer til at ske, så KAN jeg alligevel ikke helt se det for mig før den dag stilladset sættes op. Og nu vi taler om det, så er det perfekt timing, at det skal gøres allerede til foråret, for så kan jeg nå IKKE at etablere for meget plantesjov op ad murene til de sider, hvor der skal trampes rundt.

 

Nemmerlig :- )

 

 

Postflytsyndrom

 

 

 

 

 

Solen skinner hvilket gør en stor forskel, så torsdag handler mest om at acceptere bly i armene og beton i fødderne, AKA postflytsyndrom..

 

Jeg kan ikke rigtig overskue faste aftaler på tid og derfor har jeg ikke været hos kiropraktoren endnu. Jeg fik lavet en tid i forrige uge, men måtte aflyse fordi jeg simpelthen ikke fungerer endnu, og det ville kunne blive ved i det uendelige, så behandlingerne må vente. Albuen bestemmer i samråd med fødderne, og ved en demokratisk afstemning blev det derfor besluttet, at kroppen intet skal udsættes for i dag. At hovedet er uenig har ikke haft den store effekt, for flertallet har talt. Sådan er det i et demokrati nemlig.

 

Tak for flere gode forslag til de tanker jeg gik med i går. Sådan set er det også, hvad jeg selv går og overvejer for jeg mangler ikke ideer eller alternativer til at tage den helt store tur i haven denne sommer. Jeg har allerede besluttet ikke at gøre for meget, da jeg ikke ved hvad der ligger og gemmer sig i bedene derude. Grunden til at jeg fortæller er jo at mine indlæg altid har været et billede af, hvad der foregår lige nu og her i mit hoved på harddisken. Den harddisk bliver konstant renset og erstattet af nye programmer, og det program der er allermest påtrængende handler om, hvordan jeg bedst kan gribe næste fase af mit haveliv an. Hvad pokker skal jeg ellers gå og spekulere på når grå dominerer og bestemmer tempoet??  Jeg ender, som I også siger, med garanti med ikke at kunne lade være med, at indrette derude så snart det bliver lidt lunere i vejret. Totalt forudsigeligt og totalt fornuftigt og totalt sundt for alt muligt.

 

 

Forresten..

  … jeg mangler en hurtig ingeniøreksamen!  Laila, Hermans første mor, har foræret de to forkælede baryler sådan et af den slags fine klatrestativer med kradseinstallationer og det hele, men mor her skal pokkermig selv hitte rede i hvordan man samler skidtet. I går på den grå dag lykkedes det ikke, og i dag i solskin ville jeg gerne, men armen har som sagt nedlagt arbejdet. Det skal nu nok lykkedes mig at få sat skik på alle løse dele, det kan vel ikke være mere indviklet end at samle en ikeareol. NÅ!

Onsdag er møøøøøøørk

 

 

 

 

Er det mig, eller slår onsdag bare alle rekorder i grå?

Selv med lys tændt er det helt umuligt, at tage bare eet fornuftigt lille billede!

De hvide tulipaner kører på 15.dag, og så har jeg endda ikke husket at parkere dem koldt om natten, hvilket glæder mig for så får jeg fuld valuta for pengene.

 

 

 

I aftes da jeg var gået i seng, lå jeg og tænkte på haven. Og Haver. Det slog mig, at hvis jeg overhovedet har lært noget, af de nu næsten tre år jeg har været her på Lolland, så må det være IKKE at bruge min tid forgæves, så spørgsmålet for mig nu er om jeg skal forholde mig afventende til endnu engang, at gå friskt i krig med en ny haves indretning.. Min hidtidige rekord er to år på eet sted, så måske jeg bør vente til foråret ‘18 før jeg begynder at udleve ambitionerne. Jeg skal nemlig sige jer en ting, og det er at jeg nu har det på samme måde med haver, som jeg har det mennesker. Det er simpelthen for hårdt at lægge hele sjælen i noget, for så at måtte opgive efter noget tid. Her er det muligvis mine problemer med ikke at være i enten/eller, det skal jeg ikke lige kunne sige, ved ikke om andre har det på samme måde, og det er sikkert også fordi jeg ikke har tilliden til at jeg får “lov” at blive her. Et eller andet skal der sgu nok ske, som betyder at jeg må rykke igen, og denne maveknugende fornemmelse får mig til at ville beskytte min sjæl af al magt, bla ved ikke at engagere mig mere end højst nødvendigt.

Kan ske jeg bare er ude i en januarmøgdag, og så snart solen skinner og jeg kan komme udenfor, går det måske over igen. Det gør det sgu nok..

Om en uge kaster jeg mig ud i det

 

 

 

 

Jeg var lige inde i Maribo i dag for, at se på faciliterne og hilse på de, som er knyttet til stedet. Med andre ord.. næste tirsdag tager jeg mig sammen, og bevæger mig ud i den store verden for at gribe leret.

 

Stedet, hvor jeg skal til at være den nye Alev Siesbye, hedder Kirsebærhuset og det er simpelthen det vildeste kommunale tilbud, jeg nogensinde har været i! Et helt hus af den palæagtige slags, er sat i stand og indrettet så lækkert og indbydende, at jeg lige tabte næsen et sekund. Jeg har været flere af den slags steder i København, og lad mig sige det sådan.. DER bruger man ikke penge på faciliteter af den art. Så er det sagt.

 

Ok,  den enorme nyindrettede gård, som er til fri afbenyttelse, ligger klods op og ned af et fængsel (som jeg iøvrigt slet ikke anede eksisterede her på øen), men det glemmer man lissom når man går rundt på de tre etager og ser sig omkring. Her er tv-stue med gigatv og computerspil af enhver art, her er et billardrum af de større, her er moderne køkken og flere grovkøkkener, her er det kreative værksted, hvor der kan fremstilles keramik/betongejl og malerier, her er en enorm spisetue, et mindfulnessrum med massagestole og hvad har vi, man kan få zoneterapi/nadabehandling og rygestop, OG så husker jeg simpelthen ikke mere. Det hele er indrettet fint og smagfuldt, med lækre møbler, kunst på væggene, planter og smukke farver, og i det hele taget emmer stedet af en ledelse, som har æstetik på programmet. Vi er ude i noget med, at fordi brugerne er samfundets allernederste, behøver de altså ikke henvises til at benytte faciliteter der ligner det hedengangne ungdomshus, og den holdning er ret så sympatisk synes jeg.

 

 

Som jeg gik der var min eneste tanke, at man skulle være et skarn, hvis ikke man af al kraft ville forsøge at benytte sig af det tilbud.

 

Nå ja, og så var der en længe hengemt begejstring, som begyndte at røre på sig da jeg så lokalet med ler og ovn. Jeg har siden jeg var ung altid været tiltrukket af den ro og tankefuldhed, som kunsthåndværk udstråler. Det er ikke til at sætte ord på, men det er noget med tålmodighed, farver, lys, langsommelighed, men også indesluttethed i eget univers. Et univers jeg ikke har været i siden jeg blev voksen. Jeg er helt syg med “made in Denmark” programmerne på DR, og netop der fik jeg jo pludselig den tanke, at jeg igen måtte prøve at kreere i ler. At male egner jeg mig ikke til, der kommer ikke noget af penslen når jeg griber den så at sige, så nu skal der sgu fremstilles trædefliser til haven, måske en figur eller to og så en masse krukker og fade. Og et fuglebad.

 

Der mangler sådan set kun to ting.

 

At min ene arm/albue kommer på plads igen og ti ekstra timer i døgnet, for haven og strikketøjet skal jo også have opmærksomhed, sammen med de to her:

Den stille lørdag bekommer mig vel

 

 

 

 

 

Migræne fra morgenstunden klares bare bedre når hele verden er snestille. Jeg har nydt at se lyset dukke frem over tagene, og at alt bare er SÅ fredeligt når det er lørdag på landet. Intet andet sted i verden vil jeg bo. Så meget er sikkert.

 

 

 

 

De sidste dage er brugt på praktiske ting og især det, at jeg har fået min vaskemaskine sluttet til igen, har været fantastisk. Et punkt mindre på stressskalaen er nu tjekket af. Efter næsten fire uger uden, tog jeg beslutsomt fat i onsdags og ville slutte bæstet til selv. Tænkte, at det skulle jeg sgu da nok kunne finde ud af, og drevet af lige dele desperation / hysteri gik jeg til stålet ude i bryggerset, kun for at opdage at vandhanen bare ikke ville som jeg. Jeg gik i nærmeste byggemarked, indkøbte et par forlængerdimser med gevind i rette størrelse og var tilbage fuld af kampgejst..

 

Skidtet VILLE bare ikke holde tæt!

Enden på den operation blev, at udlejer kom til undsætning med en ny vandhane uden slitage, og jeg opdagede at han er et af den slags mennesker, som bare ikke helmer før tingene fungerer, så i løbet af nogle timer var en bordplade savet over, et rør etableret til skyllevandet OG maskinen sluttet til stationært på sin plads. Personligt ville jeg have været tilfreds, hvis bare maskinen var sluttet til på skrømt foran skabene i bryggerset og med slanger og strøm dinglende tilfældigt omkring. Som det er endt, er det kun forlængerledningen til strømmen, som mangler at blive hæftet ordentligt langs loftet og hen til kontakten på den anden side. Jeg kan ikke beskrive hvor herligt det var at tænde for den første ( af vel omkring seks ) omgange vask. Og nå ja.. nu kan jeg l u k k e  en dør så jeg ikke kan høre den!  Arhmen hvilken lykke ..

I det hele taget er det ihvertfald ti  år siden jeg sidst har boet så rart, pænt, rummeligt og rent, og for hver dag der går bliver her en lille smule mere ryddeligt. Langsomt går jeg rundt og lader huset fortælle mig, hvor mine ting og sager vil tage sig bedst ud. Denne gang handler det ikke om at få smidt på plads i en fart for overhovedet at kunne holde ud at være her, og det i sig selv er den vildeste luksusfornemmelse man kan forestille sig.

 

 

Denne morgen ligger sneen som en mild dyne over hele gaden, og det føles næsten varmt efter de sidste (men skønne) frostklare uger. For mig gælder det om at nyde den, for der varsles mildere vinde om lidt. De to banditter har hver især været ude og inde ad vinduet adskillige gange, og da jeg gik igang med at rydde fortorvet var de naturligvis på pletten. Det sjove er bare, at Herman som jo er frygtløs og nysgerrig på grænsen til det dumdristige, IKKE skal nyde noget når Holger og jeg forlader matriklen bag carporten. Ikke på vilkår om han vil med, så han ligger og gemmer sig under bilen, imens Holger og jeg lister rundt i sneen. Mærkelig lille fætter ham Herman!

 

 

 

 

 

Nu sidder jeg her. Har ryddet en plads på det bord jeg købte forleden i Folkekirkens Nødhjælp for en slik. Det skal være mit arbejdsbord, og når vejret bliver lidt mildere slæber jeg det udenfor og sliber det rent. Tror det ender med at blive rigtig flot, for egentlig er jeg ikke vild med farven, men omvendt er det lige som jeg vil have sådan et bord skal være. Det står solidt på stolpeben og kan tåle lidt af hvert fordi det ikke er nyt.  Sammen med bordet købte jeg også et par ekstra lænestole. Den ene fordi den bare MÅTTE med mig hjem, og den anden bare fordi jeg kunne. Her skal ikke proppes med møbler, men en ekstra lænestol er altid rar at have, og så kan jeg jo pludseligt vælge hvor jeg vil sidde! Igen.. totaaaaalt luksus.

 

Husets nu absolut stjernestol:

Jeg er fuldstændigt syg med farverne og mønstret. At mosters puf så lige passede til er kun en bonus, og inden længe så skal jeg naturrrligvis have hæklet mig et tæppe i matchende kulører. Fik jeg sagt at den kun kostede 125kr? OG fik jeg sagt at man sidder super godt i den??

 

 

Reolerne har jeg puslet en masse med. Det bliver flyttet rundt og byttet om, til det hele står lige som jeg synes det skal. Jeg føler mig lidt som en maler, der bliver ved med at ændre på motivet og farverne indtil billedet er perfekt. Og jeg hygger mig enormt med det. Faktisk begynder jeg at kunne føle noget igen. Bare en lille bitte smule, men jo.. der ER et eller andet som rører på sig derinde. I mit forstenede hjerte.

Gode lunger..

 

 

 

 

Jeg fik i morges dommen fra lægen. Der er intet at se på mine lunger, så jeg fejler ( som altid ) intet som helst, og så dog..

 

Befriende at jeg ikke har stenlunger eller den slags, men bekymrende for så er der kun een grund tilbage, og det er de forbandede svampesporer. Mandag skal der følges op på det, og jeg er sgu lidt spændt på, hvad det kan føre til.

Blandede dage i januar

 

 

 

Januardagene kravler i sneglefart, og de svinger fra det ene yderpunkt til det andet. Ganske som januar plejer at gøre, men det er som om at for hvert år der går, bliver det en smule sværere at håndtere de korte dage og de mange mørke timer. Normalt er jeg bevidst og sparsommelig, men den går ikke i januar, så jeg frådser i tændte lamper. I huset her, er der heldigvis højt til loftet og åbne arealer, og det hjælper faktisk at kunne gå rundt og frem og tilbage og op og ned, så jeg kan få følelsen af forandring dagen igennem. Det hjæper også at kunne gribe knoglen og tale med nogen, efter de nætter, hvor jeg bare har tudet uden helt at vide hvorfor. Den slags nætter, hvor jeg bare ikke KAN finde fornuftige grunde til at gå videre. Det er så mørkt på det sted, at et elendigt helbred, ensomhed og evig kamp IKKE virker særligt motiverende for livslysten.

 

Omvendt er der så de modsatte dage, hvor jeg får kigget kærligt op mod solen og finder energi til at gå videre. DE dage giver mig lidt på pluskontoen.

 

Ikke kun jeg er ved at gå ud af mit gode skind, for Holger og måske især Herman er ved at få fnidder over at være inde. Vi ER begyndt i det små at gå lidt ture, og de får hver dag lov at komme ud når de sidder foran døren og stirrer på den, men jeg skal da lige love for at ingen gider have så meget som spidsen af et knurhår ud i kulden. Så vi hænger alle lidt i gardinerne for tiden. At restituere og tage det roligt er lidt af en øvelse, samtidigt med at man har en teenager på speed. Flere tricks er taget i brug, men summen er og bliver det samme, det ER hårdt for os alle tre at vi ikke kan være ude og få brændt lidt krudt af.

 

 

Jeg har fået taget røngten i dag, og turen ud var smuk som bare pokker. I ti minutter.. Tyve over otte blev jeg hentet, og da jeg åbende døren så det sådan her ud:

En himmel med en helt utrolig kulør.

 

Tre minutter senere og godt ud af landevejen, fik jeg chaufføren til at standse bilen så jeg kunne få indfanget øjeblikket, og så stod vi der. To fremmede i tavs beundring over det sjældne syn. Det var lidt magisk, og jeg er glad for at have fået mine billeder, for blot fem minutter senere var enhvert spor af rød, gul og orange pist væk og alt var bare gråt og brun/hvidt igen.

Jeg synes det var både skønt og friskt af flexchaufføren, at han ikke tøvede med at standse på en ellers pivkold og rutinefyldt tirsdag morgen.

Ros til lægevagten skal gives når den er fortjent..

 

 

 

…vi hører jo kun de dårlige beretninger i pressen.

 

 

I nat vågnede jeg med en af de grimme migræner, og problemer med at trække vejret. Her fik jeg at mærke, hvordan panik kan være selvforstærkende for jo mere jeg tænkte over at jeg var alene i mørket, jo mere elendigt fik jeg det. Og efterhånden, som jeg fik vildere og vildere tanker om elendighed og pludselig død, jo sværere blev det at trække vejret. Jeg endte med at ringe til vagtlægen. Anede ikke hvad ellers jeg skulle gøre. Den læge der tog telefonen, iøvrigt efter kun et minut eller to, var simpelthen så god at tale med, at jeg er nødt til fortælle om det. Huskede jeg hans navn ville jeg råbe det ud fra alle hustage, alene fordi man ellers kun hører om elendige nattelæger, som begår fejl på fejl.

 

Ham her var rolig, lyttende, forklarende og forstående. Han tog sig tid og var tålmodig. Alt sammen noget som virker, når en lettere panisk borger ringer op fordi hun ikke synes hun kan få luft.

 

Når det er sagt, har jeg lige bestilt flextransport til tirsdag morgen, fordi jeg vil sikre mig at jeg ikke står og ikke kan komme afsted. Vejret er usikkert når man kun har sommerdæk på bilen nemlig. Dagene indtil tirsdag skal bruges på at fokusere på alt andet end årsagen til problemet. Blodprøverne viser ikke tegn på infektion, og så er der kun de to værste muligheder tilbage..

 

Allergi eller røg.

 

Begge lige slemme og begge noget jeg er nødt til at tage alvorligt.

Om at lukke øjnene

 

 

 

Ovenstående så jeg i går på Instagram, og jeg følte mig SÅ ramt for godt nok kan jeg være effektiv i mine oprydnings og udsmidnings perioder, men jeg har også visse ting jeg bare ikke har kunnet slippe.

 

Feks min efterhånden talttildødeom seng.

 

Den forbandede seng har fyldt mig så meget med ærgrelse, at man tror det er løgn. Så meget har jeg længdes efter at sove i en god seng, MIN seng, at jeg har nægtet at indrømme over for mig selv, at den var gået hen og blevet en byrde. Dårlig karma har afløst eufori efterhånden, som den er blevet mere og mere ødelagt for nu at sige det ærligt. Jeg VILLE bare have min seng igen. Jeg VILLE bare have min seng med mig til den nye adresse, og jeg VILLE bare sove i den igen. Mærke hvordan kroppen bare kunne finde sig til rette med det samme, og mærke hvordan det ikke værker nogen steder når jeg står op.

 

Jeg fik ønsket opfyldt, og har fra dag eet her nægtet, at erkende virkeligheden fordi den ikke har været til at bære. Sengen er ødelagt. Så enkelt er det, og det nytter ikke at bruge mere energi på den, så i går var jeg hurtig. Et par herrer (som jeg kender)  holdt parkeret udenfor med en trailer, fordi de er igang med at hjælpe en nabo med at flytte, så jeg gik simpelthen ud og spurgte pænt om de gad fjerne monstret fra mit hus.

 

Ud af mit hus, ud af mit liv og ud af min bevidsthed. NÅ!

 

En lille krølle er at Esther, Esthers kæreste og jeg forgæves forsøgte at få den ovenpå sidste søndag, men vi måtte opgive fordi den endnu engang var for kæmpe, og derefter var den dømt til for evigt at være en del af min stue. Heldigvis har de kloge ord fået mig til at tage mig sammen for faktum er, at jeg fra første nat har haft udslet og kløe i øjnene! Jeg har som sagt nægtet at indrømme det, men da jeg vågnede i går morges var jeg så hævet på øjenlågene at da jeg så teksten på IG, straks jeg gik på, så jeg det som et tegn til at NU måtte jeg bare indse virkeligheden.

 

Som sagt så gjort.

 

Det er faktisk en befrielse at have taget en afgørende beslutning, og så tror jeg på at der en dag dukker et alternativ op.

 

Bostøtten ER virkelig en støtte. Af de store

 

 

 

Heldigvis havde jeg en aftale med Lizette idag, og med hende fik jeg mig en god samtale. Humlen lige nu er jeg selv pinligt bevidst om, for med alle de timer jeg tilbringer alene dag ud og dag ind, er det utroligt svært at styre hovedet. Januar er en måned, som ikke har mange udetimer at byde på så ja.. jeg synes dagene er ulideligt lange. Særligt efter Rasmus tog retur til storbyen har det virkelig påvirket mig, og jeg som ellers ikke har problemer i mit mere eller mindre selvvalgte ensomme liv, har næsten ikke kunnet udholde at gå her selv. For at sige det på godt dansk er jeg ved at blive vanvittig af det. Måske det er derfor, jeg bare sådan går i samtale med vildt fremmede mennesker på gaden, og ved I hvad det er?

 

 

Det er sgu da for meget. Og det er sgu da for ynkeligt.

 

 

Jeg er altså ikke mellem firs og skindød. Endnu. Den opførsel jeg lægger for dagen er jo det, man altid forbinden med ældre mennesker, og selvom det også er en smule fordomsfuldt, så er det sandt. Og jeg er træt af det. Jeg har et helt uvant behov for at komme ud og for at være social, og jeg har gået og tænkt over, hvad jeg kunne gøre ved det og her kom Lizette til hjælp for det viser sig, at jeg kan foretager mig flere ting hernede, og derfor skal jeg nu til at genoptage en gammel gammel interesse. Jeg ville jo gerne strikke med andre, men jeg kender bare ikke nogen, som holder sammenkomster med garn, så i stedet kaster jeg mig over stentøjet. I en fjern fortid gik jeg i flere år til keramik med stentøj, og en overgang fik jeg endda et legat til at gå på en højskole for kunsthåndværk. Det blev dog aldrig til noget for i mellemtiden mødte jeg så en kæreste, og tog den traditionelle beslutning at holde fast i ham og ikke min interesse.

 

 

Jeg har allerede planer for hvad jeg vil kaste mig over.

 

Jeg drømmer om at lave mine egne dekorerede fliser til at pynte i haven, OG i det dejlige og inspirerende program “made in denmark”, som jeg har været helt vild med at se, så jeg et fuglebad der bare var SÅÅÅÅÅ flot. Fliserne har jeg engang set i et Søren Ryge program tror jeg.

 

Jeg glæder mig helt til at komme igang. Jeg glæder mig helt til at tage ud med bilen. Jeg glæder mig helt til at tale med nogen. Jeg glæder mig faneme bare helt vildt meget til ikke at bekymre mig så meget.

Lørdag var jo bare en rigtig god dag..

 

 

 

 

Søndag og mandag har ligget i den lidt anden enden af skalaen. Jeg kan skyde skylden på alt lige fra januars mørke til overanstrengelse, og sikkert også det som kan ligge midt i mellem, men summen af det er det samme. Jeg skal igennem en periode der er svær nu, og det som er godt forsvinder meget hurtigt i tågerne af det, min hjerne og min sjæl opfatter som mindre godt. Eller for nu at sige det.. katastrofalt.

 

Det jeg opfatter som katastrofalt er det jo reelt ikke, ikke meget af det ihvertfald, men der er slet ikke noget filter, som kan regulere indtrykkene ind i de rette kasser. Petitesser eksploderer som bomber, der får mig til at gå helt i baglås, som nu feks punkterne på denne her liste:

 

- Min seng kan IKKE under nogen omstændigheder komme op i soveværelset. Vil jeg beholde den, skal den være en del af min stues indretning, og det har jeg slet ikke forliget mig med. Endnu har jeg ikke været i stand til, at trække på skuldrene af dens skæbne og de penge jeg har “tabt” på den.

- Min “nye” sofa som jeg fik foræret af ny nabo, har stået til opbevaring i skuret, og da jeg søndag fik muligheden for at få den båret ind, ja så var den fuldstændigt gennemblødt! Den står nu til tørre og kan godt bruges bagefter, jeg har nu bare ikke en fin sofa, men en skjoldet sofa. Igen.. det kan sikkert reduceres med støvsuger og aftørring, jeg bliver bare så træt af at der hele tiden er noget som går galt.

- Jeg fik taget mig sammen til at gå til lægen, fordi jeg godt er klar over at jeg skal have styr på det her med min vejrtrækning, men i stedet for en hurtig undersøgelse som jeg havde forventet, er der nu sat det helt store maskineri igang!! Jeg gider det næsten ikke altså. Hjertekardiogrammer, blodprøver, røngtenundersøgelser, blodtryk og hvad der ellers blev remset op af tiltag. Jeg vil bare rulle mig sammen i en kugle vil jeg. Fortæl mig det er lungebetændelse og lad mig så være. At det kan skyldes efterårets langvarige svampeallergi eller rygning vil jeg slet ikke høre. Gid pokker at jeg i det hele taget gik til lægen altså.

- Før jul overvandt jeg et andet af mine hængepartier, så jeg kom til tandlæge. Der ville de ikke sætte noget igang før jeg havde ansøgt om hjælp fra kommunen, hvilket jeg naturrrrligvis så gjorde. Jeg vidste på forhånd at den sild var død, for det har jeg prøvet før, men jeg blev nødet til alligevel at prøve. Det blev helt efter bogen endnu et afslag, og den besked gav jeg videre i går. Så stod jeg der, midt mellem patienter og personale og begyndte at tudbrøle. Ikke en del af mine planer, men de kom bare. Tårene. 12.000 kr var overslaget, og selvom det er min egen skyld, gør det ikke situationen mere slugbar. Jeg har som minimum en fortand der inden for overskuelig fremtid går i stykker og så kan jeg fremvise et hullet smil. Et par rødder er i fare for at give problemer også.

 

Nå, men så er der de her småting:

 

- Jeg har mere eller mindre konstant krampe i maven. Vågner om natten med de vildste smerter. Hovedet markerer også. Og armene.

- Hver gang en bil standser foran huset farer jeg sammen med den vildeste hjertebanken. I sidste uge holdt min nu eksudlejer to gange parkeret netop lige uden foran stuevinduerne. Der sad han i bilen og talte i telefon samtidigt med, at han gloede ind ad mine vinduer! Sjovt nok var det lige HERg han måtte standse for at telefonere, ud af alle de gader han ellers kunne parkere på i hele Rødby!

- Jeg synes hele tiden jeg kan høre nogen gå udenfor. Ikke underligt da her er et offentlig fortorv, men lyden af skridt der knaser henover grus og is, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg kan ikke ha det altså. Jeg synes jeg kan fornemme at der bliver trykket på håndtaget i døren, og min fantasi er helt ude på kanten.

- Jeg synes jeg kan se pletter og plamager overalt, og er panisk over vand. Man kan vel nærmest konstatere at jeg er totalskadet i hovedet nu. Er skrækslagen over muligheden for at rende ind i mere fugt, og selvom der ikke er det nu, ja SÅ er jeg da overbevist om at det vil der komme. Tvangstanker om katastrofer in spe ruller rundt fra morgen til aften.

-  I det hele taget afløser den ene frygt den anden i et sådant tempo, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. En mildest talt trættende rytme.

- Jeg bekymrer mig over, at Josefine ikke længere har noget kollegieværelse at bo i pr.15 marts, OG at hun vil skilles fra sin muslimske mand. Han er flink og har altid været høflig overfor mig, jeg kan ikke sige noget skidt om ham, og så dog.. En mistanke jeg har haft siden sommer er nu bekræftet. Han sympatiserer med et ekstremistisk parti, hvilket JEG slet ikke kan håndtere. Om hun fortsat har de tilholdsforhold er uvist for mig, men een ting er sikker. HVIS hun får lov at få sin skilsmisse, KAN det gå hen og blive svært for hende at få sit liv tilbage. Lige nu bliver hun tæppebombet døgnet rundt af sin omgangskreds, som arbejder hårdt på at få hende til at forblive gift og forblive i miljøet. Under alle omstændigheder, skal min datter ikke stå på gaden, sååå om to mdr skal hun bo her. Det er dejligt at få hende tæt på igen, men det giver udfordringer jeg ikke lige ved, hvordan jeg skal klare.

- Rasmus bliver dagligt verbalt forulempet af sin far, som han er tvunget til at bo ved, fordi han heller ikke kan få noget at bo i. I stedet for at sige godmorgen til sin søn, ja så ryger der en svada af panden med ord som “skide taber” og andre ukvemsord.Han bliver nægtet varme i radiatorene, må ikke bade i varmt vand, får kritik uafbrudt og skal liste rundt for ikke at tænde sin far af. Begge mine børn er røget endnu længere bag i boligkøen nu, eftersom kommunen skal bruge de ledige lejemål til asylansøgere. DET har jeg det faneme stramt med. Jeg ved det falder mange for brystet i disse tider, men jeg kan bare ikke forlige mig med at individer som er født og opvokset her i landet, OG som skal være vores fremtid, bliver nedprioriteret til fordel for individer som godt nok også  har det svært, men som ikke i mine øjne er danmarks fremtid. Det er et kildent emne, og jeg vil ikke ind i diskussioner om det, kun vil jeg pointere at mine egne ungers ve og vel ligger mig mere på sinde end asylansøgeres. Beklager. Og belær mig ikke om, at jeg selv har svigtet dem, for det ved jeg sgu udemærket godt. Det lever jeg med hver eneste dag.. Tro mig, ingen psykisk udfordrede forældre er tilfredse med at være i udu. Netop derfor burde systemet være det net, som greb børnene.

 

- I det hele taget er mine egne børn på mange måder blevet nedprioriteret af et system, som i årevis har ignoreret, at skulle de to unge mennesker ikke tabes på gulvet, ja så måtte der lidt hjælp indover. Den hjælp har aldrig været tilbudt, tværtimod. Der har ikke været/er ikke resourcer til det. Var de blevet støttet i sin tid og frem, kunne der have været mere styr på deres fremtid i dag.  Nu ser jeg et land der eksploderer i tiltag for at komme mennesker udefra til hjælp, samtidigt med at vi har en ordentlig røvfuld unge og nyvoksne med problemer, hjemløse og svage borgere, som bliver “glemt”. Det gør mig vanvittig af frustration. Om jeg selv hører til i kategorien “svag” borger vil jeg lade andre om at definere, MEN.. jeg opfatter ikke mig selv som svag som sådan. Omvendt VED jeg, at jeg er havnet på en plads næsten nederst på den sociale rangstige. Jeg ved også at jeg som individ og borger i den grad kæmper med livet, og jeg VED at nogle former for hjælp ville kunne gøre MIN fremtid lidt bedre, men det er der ikke resourcer til..

 

Jeg ved ikke..

 

Man siger at for at være en god mor, skal man sørge for sig selv også. Et eller andet sted er det jo en læresætning, som også kunne overføres til et større perspektiv. Hvis vi som land skal forventes at tage sig af andre, burde vi så ikke også først lige tage os af vore egne svage? Eller er det groft sagt blevet som i dyrenes verden, at de svage er en byrde, som simpelthen overlades til deres egen skæbne? Hvis en mor tager andre dyrebørn til sig gør hun det kun, hvis hun har mad nok at dele ud af, så med andre ord kan et moderland tillade sig at give til andre landes “børn”, på bekostning af sit eget afkom? Jeg vil iøvrigt lige slå fast, at jeg ikke er racist. Kloden kan og skal rumme alle. Kloden skal. De enkelte lande SKAL bare forholde sig til om de kan gøre det samme, for i mine øjne er det uartigt ikke at tage sig af sine egne ordentligt før man lader endnu flere flytte til. Det er ikke kun et spørgsmål om vi har mad nok at give af efterhånden, for selvfølgelig har vi det. Vi har mad, men boliger, jobs, børnehavepladser, læger, og sociale ydelser, DEM har vi godt nok ikke så stort et lager af.

 

*****************

 

Som I ser vælter det rundt med tanker, bekymringer og spekulationer i mit hoved. I et sammensurium af stort og småt, af personlige og mere fjerne årsager, er der en sammenkogt ret jeg næsten ikke kan identificere de enkelte dele af. Det var egentlig slet ikke meningen da jeg åbnede skriveprogrammet, at jeg ville ende med at ytre ord om samfund og meninger, men det voksede bare ud af tastaturet. Hånd i hånd tramper de små personlige og den store verdens problemer rundt inden i mig. Dette skriv er vel i reglen allermest en liste til mig selv, så jeg kan få overblik over relevante bekymringer.

 

Gad vide om sådan en liste overhovedet virker?