September er slut nu ( og efterlysning af strikkeopskrift )

 

 

 

Goddag til oktober

Jeg siger farvel til september og goddag til oktober med dette smukke U2 nummer. Og hermed håber jeg så også på, at jeg kommer over denne omgangs mooddowner hurtigt. Lige nu er status, at jeg er fuldstændigt urimeligt støjfølsom og generelt bare urimelig. Når jeg har det som nu, betyder det ikke at jeg IKKE samtidigt godt kan se mig selv udefra, og frem for alt HØRE mig selv, når familien er omkring mig. Derfor trækker jeg mig for det meste tilbage. Som nu feks.  Josefine er her og mine to poders aktivitetsniveau og sludredecibel ligger langt over min grænse. Når så også kæresten ( som jo også har lyst til sit når han er hjemme) hører musik i stuen, er jeg den der er skredet. Hele mit system går ned og jeg bliver både småtudende og irritabel. Alle de hensyn der skal tages til mig, hader jeg selv og derfor lader jeg dem tumle i fred, for at forhindre at jeg ender med at råbe, kritisere, hakke og bide af dem. Jeg syntes ikke om mig selv, når jeg har det sådan :(

Når det er skrevet, så har jeg forelsket mig i en trøje, som jeg mener jeg udemærket selv kan strikke. Den er lækker og lige til at krybe i på de kolde dage, MEN den er altså for dyr når man selv kan strikke. Nu har jeg lånt billedet som er fra Isabellas hjemmeside, og så håber jeg at mange strikkere vil melde tilbage, at lige netop DE har en opskrift der kan bruges som udgangspunkt til en Henriette udgave..

Oprindeligt er den lavet i cashmere, men så krævende er jeg ikke. Især fordi jeg har lækkert garn på hylderne der sagtens kan bruges. Hmm…   Får det faktisk lidt småskidt ved tanken om at lageret svinder..

Nå, men pip, skriv, syng, råb, send røgsignaler eller ring hvis I kan hjælpe mig  :)

Laaaangsomme dage

 

 

 

Jeg tager det meget langsomt lige nu. Laver et minimum, og prøver at holde den dårlige samvittighed nede på et minimum. Jeg har ikke siden længe før skilsmissen set tv i dagtimerne, men siden tirsdag er serier som Glamour ( !!! jojo den køre sgu endnu),  Oprah, Dr. Phil, Folk og fæ og et lægehus på landet blevet genopfrisket, og hvor er det egentlig befriende at glo uden at skulle have hjernen med.

 

 

Jeg får strikket og drukket kaffe, nusset med mine små basser, som IKKE beder mig om noget hele tiden, men alt hvad der handler om praktik og min pligt som menneske, mor og kæreste kan jeg ikke rigtigt koncentrere mig om. Begge mine børn er bestemt IKKE tilfredse, og Josefine skal hentes i eftermiddag, fordi hun gerne vil hjem til os.

 

 

Jeg ruster mig..

Sikke et tal på en ellers lidt trist dag..

 

 

 

Ja undskyld mig.. 

For præcis et år siden ( og 10 dage..) satte jeg en tæller på min blog. På det tidspunkt havde jeg blogget et halvt år, men kunne ikke rigtigt gennemskue hvor mange der egentlig læste med, eller blot ramte min blog på vej rundt i space.

 

Tænkt sig at det så lige i dag, hvor jeg har været ked og opgivende, blev dagen hvor min tæller rundede de 100.000 besøgende.  DET har gjort mig vildt stolt og også glad.

 

TUSIND TAK til alle der har været forbi her. Det betyder en masse det kan jeg bestemt  ikke nægte, og især på dage som denne har jeg utroligt meget glæde af at få støtte og opmuntring. Jeg skal nok svare på de kommentarer jeg har fået i løbet af dagen i forrige indlæg, men lige nu vil jeg bare kigge lidt på det der tal :-))

 

100.000..  det er knagme mange :)

Her skulle det have handlet om efterskolen, men..

Jeg har egentlig lovet at fortælle om lørdagens udflugt til efterskolen. Der er masser af underholdning i den dags oplevelser, og også søndag bød på mulighed for ord om skønhed, efterårsfarver og hygge i stearinlysenes skær.

Desværre bliver det ikke i dag jeg kan skrive om det. Mandag gik min hjerne og min krop i baglås og jeg har det virkeligt skidt lige nu. Det ene øjeblik står jeg på planteskolen for at hente husløg og lidt andet til altan og retreat, det næste ringer telefonen og jeg går fuldstændigt ned. Visse samtaler, visse problemstilinger og visse krav til mig som menneske, ligger ud over hvad jeg formår og reaktionen var voldsom.

Efter planteskolen var planen at jeg skulle hente Rasmus ved skolen. Han ville imidlertid IKKE med hjem alligevel.. så jeg vendte bilen og kørte mod Godthåbsvej for at kigge ind til Jorun Garn, som jeg har set omtalt på Ravelry og andre steder her i bloglands strikkeunivers. Inden jeg nåede så langt bimlede min mobil og Rasmus var igen i røret. Denne gang for at fortælle at han alligevel gerne ville med hjem og om jeg ikke kunne vende bilen og køre tilbage. Altså søde..  Først er det livsvigtigt at blive hentet, så ikke alligevel, og  så igen..  vil han med hjem. Jeg slog fast at NU måtte han sgu tage bussen.

Besøget i Jorun endte med ingenting for mine tanker var helt andre steder, og jeg var hurtigt tilbage i bilen for at køre hjem. Så langt nåede jeg bare ikke. Bedst som jeg holder og venter i et kryds får jeg vanvittigt ondt. Det føles som om ribbenene strammer til om lungerne og jeg kan næsten ikke trække vejret. Hedeture, hjertebanken og rysten på hænderne gør mig voldsomt utilpas og jeg må parkere på en sidevej for at samle mig. Der sidder jeg så. Tankerne ræser og  jeg mærker bare lysten til at smide håndklædet i ringen. Give op og stå af.



Den senere tid har jeg forsøgt at se de gode ting ved tilværelsen, forkusere på de små glæder og fremhæve det positive, glædet mig over den kærlighed jeg modtager fra kæresten og familien, ikke altid med lige stort held, men jeg har virkeligt prøvet.  Sandheden er bare at det er en kamp hver eneste dag. En kamp at skulle tage medicin med bivirkninger, en kamp at forsøge at overvinde den depression der hele tiden ligger lige under overfladen og truer med at kigge frem. En kamp at bevare optimismen trods et helbred der bliver dårligere, og er alt for dårligt i forhold til min alder. En kamp for at fungere bare nogenlunde så de forventninger der er til mig som mor kan indfries.   En kamp at forholde mig og hjælpe med alle de problemer der hele tiden fylder min datters hverdag.

Hvad skal det hele nytte? Hvorfor kæmper jeg? og til hvis glæde?

Min generelle livskvalitet er bare for ringe, det ved jeg selv og jeg bliver mindet om det hver eneste dag, når jeg er nødt til at afslå besøg både ude og hjemme, når jeg efter nærmest ingen ting oplever en træthed der er så voldsom at jeg kan sove overalt og gør det. Jeg forsøger at ignorere de begrænsninger og insistere på at leve bare en lille smule som andre. Alle der har prøvet at leve med en depression, ved hvad jeg mener når jeg siger, at man på et sekund kan rammes af så lammende en træthed, at selve det at løfte hovedet og kigge ud over dynekanten bliver noget der kan minde om det rene fitness program. Det var det der skete i går da jeg sad der i bilen. At løfte blikket og holde fast i rettet, styre bilen hjem og bestige trapperne til anden sal, tog tyve gange så lang tid som ellers. L A N G S O M T og med bly i skoene fik jeg fragtet mig selv hjem. Ringet efter John for at få hjælp, og sidenhen efter endnu en time med overtøjet på i en stol, ku jeg gå det sidste stykke hen til sengen for at mærke dynens tyngde om min krop.

Siden har jeg intet kunnet.

Jeg ved at det går over igen. At jeg igen formår at rejse mig og se fremad, men lige nu overvældes jeg af magtesløshed. Gider jeg overhovedet kæmpe videre? Mod smerter i underlivet, der igen er under udvikling, en hverdag med et minimum af energi, men med at maximum af dårlig samvittighed fordi jeg ikke er den mor mine børn forventer af mig. Med bevidstheden om at jeg ville have godt af en livsstilsændring, som jeg bare ikke kan overskue at gå i gang med for mig selv. Sundere kost og motion kræver både overblik og evnen til at fastholde sig i det, og netop koncentration og overblik har jeg ikke meget af.  Især det at jeg dagligt og om og om igen, skal forklare, undskylde og beklage at jeg er som jeg er, dræner mig. Jeg selv prøver at acceptere min situation, men det er pokkers svært når jeg mærker at det samme ikke er tilfældet hos mine nærmeste.

Jeg ved sgu ikke..  hvad nytter det egentlig?



Er der stavefejl og manglende kommaer i dag, beklager jeg. 

Søndags skovtur

 

 

Dagen i grår tog en uventet drejning, men den historie kommer først på her i morgen, for nu vil jeg besøge min sofa. Formiddagen har jeg brugt på en ensom gåtur i en skov, så der er ikke mere tilbage i mig denne weekend :-)

 

 

 

 

Det er nu også helt i orden for med kaffe, en flødebolle og strik kan dagen næsten ikke bruges bedre.

 

 

 

Rigtig god eftermiddag derude ;)

Lørdagen er begyndt tidligt

 

 

 

 

Jeg er alt for tidligt oppe i dag syntes jeg. Eller dvs… jeg er vågnet til sædvanlig tid, men i dag kan jeg ikke hoppe i seng igen som jeg plejer for vi skal allerede køre ved nitiden..

 

Mit indre vækkeur mener bestemt at jeg skal være tidligt på færde, det samme gør de pelsede. Jeg selv er dybt uenig med dem, men jeg har heldigvis muligheden i hverdagen for at klatre ind under dynen igen, når jeg har sendt de to andre i husstanden afsted til dagens opgaver.  Sådan bliver det ikke i dag for vores forældresamtale er lagt forholdsvis tidligt på lørdagen, så vi må afsted i god tid og jeg må ruste mig med alle midler så jeg ikke falder i søvn midt i det hele.

 

For mig er det et maraton vi skal gennemføre, for John er det just another day, men heldigvis kan jeg fortrække til bilens bagsæde når det bliver nødvendigt. Dagens program byder på Køretur til Vordingborgkanten, samtale, aflevering af marsvin til deres nye hjem, fælles frokost med hele skolen og forældreholdet, hygge og hjemturen på en timestid. Naive mig troede bare vi skulle derned, samtale og hjem igen..

 

Jeg behøver vel ikke fremhæve, at sådan en dag kommer til at trække alt ud af mig og mere til vel?

 

Når jeg returnerer til adressen her, vil jeg være noget nær kvalmegrænsen, og sikkert ganske uinteresseret i andet end passive timer på langs, så jeg ønsker alle en dejlig lørdag og så “ses” vi igen i morgen :-))

Gensyn med mødregruppen…

 

 

…gik rigtigt fint. Jeg klarede aftenen i fin stil, men jeg kan godt her indrømme, at jeg inden jeg gik ind sad og sov i bilen i en halv times tid. Det var jeg simpelthen nødt til, og det hjalp mig til at være mere frisk i hovedet. Jeg kan efterhånden ses sovende de underligste steder og på de mærkeligste tidspunkter, gad vide hvordan det virker udadtil??

 

Nå, men jeg blev modtaget vældigt festligt og med masser af knus og kram. Det varmer at jeg har været savnet det vil jeg ikke nægte, men overvældende var det også. Efter to års fravær er der jo masser af historier der skal følges op på, og man må sige at de to år IKKE har været  begivenhedsløse hos mig i Vanløse. Ud af de tre, er der kun en som har en vis erfaring i at bruge computer, og de har derfor ikke kunnet følge med via Facebook.

 

Det første der skete da jeg trådte ind ad døren, var en grundig inspektion efter forandringer. Man må sige at der ikke bliver lagt fingre i mellem, når gamle veninder/bekendte/kvinder mødes hihi. Een markant forandring var helt tydelig.. Alle som en udbrød de i kor:

 

“ Hvorfor har du stadigt ikke fået rynker i ansigtet???”.

 

Og ja..  jeg ved det godt selv. Lige netop på det punkt kan jeg ikke klage, mit ansigt har endnu ikke vist de store alderstegn, men jeg kunne jo så berolige dem med, at jeg  nærmest er stæreblind og venter på ny briller :-) 

 

 

Mange flere timer end jeg egentlig havde ønsket, gik der inden jeg tog hjem igen. Af en eller anden grund har det altid været sådan i lige netop det forum! Jeg kan ikke tage mig sammen til at rejse mig og sige farvel, men sidder bare og venter på en passende pause i talestrømmen. De er så søde alle tre, der er ingen tvivl om at der ikke er noget ubehag i deres selskab trods de store forskelle, men uanset hvad så bliver jeg altså bare så hamrende træt efter de aftener.

 

Nå.. skidt pyt med det. Min mavepine forsvandt som forventet og jeg kan bare undre mig over mig selv. Som så mange før dem bemærker også disse kvinder, at de ikke kan fatte at jeg har så svært ved det sociale, for når jeg er ude kan man ikke mærke det på mig. Jeg snakkesnikker ligeså meget som de, deltager og er åben, har meninger og er bestemt ikke usynlig. 

 

Det undrer også mig. Indvendigt har jeg mest lyst til at forsvinde. Indvendigt sidder jeg og ville bare gerne være stille og lytte på. Men udvendigt opfører jeg mig som om jeg trivedes fortrindeligt. Kan slet ikke lade være. Det sidder på rygraden simpelthen, det der med at slå automatpiloten til og så være en af flokken. Jeg forstår ikke mig selv på det punkt. Også John undrer sig, for HAN ved jo hvordan jeg er hjemme i privaten, stille og fredelig og uden ord i timer ad gangen.  Jeg har sågar mødt nogle der har fundet det direkte provokerende..  Det med at jeg virker glad og veltilpas udadtil, når nu jeg selv giver udtryk for det modsatte blandt andet her på bloggen.  Det eneste jeg kan sige er vel, at jeg selv efter mange års terapi endnu ikke har opnået at kunne være helt mig selv, når jeg er ude. Den lille pleaser og flinkefrøken sidder endnu og bestemmer over mig på toppen af min sjæl;)

 

 

Uden ord med lyd på er jeg bestemt også nu. Nyder at jeg ikke skal tale indtil familien igen er hjemme. Indtil det sker vil jeg gå ud på min altan og lægge lidt flere løg til glæde ved næste forårs komme :-))

 

Jeg ved det..

 

 

…godt!  Jeg har skrevet om fænomenet masser af gange og stadigt er jeg ikke blevet klogere.

 

 

Aftenens arrangement giver mig mavepine og jeg har stresset over det lige siden jeg vågnede. Hvorfor? .. spørger jeg mig selv, er det sådan og hvorfor skal jeg igennem den samme åndssvage rutsjetur hver eneste gang der er aftaler i udsigt, som ligger ud over det vante og velkendte??

 

Torsdag er “luftedag”,  for der tager Pernille mig med ud at gå, og jeg begyndte med at aftale tid og sige ja, men ti min efter måtte jeg melde afbud fordi min mave gjorde ondt og en ubegrundet træthed skyllede hen over mig. Fornuftigt nok måske, da jeg ved at aftenen bringer efterfølgende dage med enorm udmattelse, men ærgeligt fordi jeg dybest set hellere ville have gået tur og sludret i ro og sol, fremfor det jeg nu skal.

 

Ingen andre end mig selv kan jeg bebrejde.  Det er og bliver mig selv der har sagt ja, og grunden til at jeg sagde ja dengang for halvanden måned siden, skyldes simpelthen at jeg virkeligt prøver hårdt på ikke at isolere mig for meget herhjemme. Prøver at have et eget liv, udenom den  lille verden min kæreste og børnene udgør. For simpelthen ikke at gå i stå, for at opleve andet end det vante, for at komme ud af den forbandede dør, for at få luftet andet end mit bløde tøj, for at vise at jeg stadigt KAN, og for at hilse på gamle veninder der har været store støtter for mig dengang jeg blev syg.

 

Mange gode grunde, men ingen af dem får  mig til at føle glæde eller forventning. Kun desperation og tanken om hvor længe der skal gå før jeg kan tillade mig at tage hjem igen.

 

SUK

 

Og så ved vi jo alle INCL mig selv, at nå jeg endeligt kommer afsted viser det sig også, at jeg får dejlige timer og gode smil med i købet.

 

Så hvorfor er jeg så hamrende utilpas ved det???

Godmorgen

 

 

 

 

Weekenden nærmer sig med hastige skridt og det kan jeg bestemt ikke klage over.  Som det ser ud nu, venter en køretur til efterskolen og et forældremøde, begge dele ser jeg frem til med forventning. Jeg satser på at vi kan holde ind på vejen og måske nyde en kop kaffe inden vi skal høre mere om hvordan det går dernede. Som passagerer har vi to marsvin der er savnet. Gad vide hvordan de tager deres nye liv i det fri??  Vi håber det går uden at de bliver for stressede, med dyr kan man aldrig vide..

 

Lige nu er jeg behageligt bænket foran skærmen på mit skrive/arbejdsbord igen. 

 

Stor gensynsglæde iblandet lidt spænding om, hvorvidt det nu også fungerer som det skal dernede i harddisken. Indtil videre lyder det rigtigt, så jeg håber at kunne få lagt alle mine data og billeder tilbage i løbet af dagen. En passende syssel på en dag hvor aftenenen bringer timer med intensiv sniksnak og et livligt selskab :-)  Jeg ved ikke rigtigt med mig selv om jeg har lyst til at genoptage min deltagelse i mødregruppen, men jeg er blevet spurgt igen og igen om jeg ville komme, så nu har jeg sagt til i dag. Et eller andet sted glæder jeg mig til at se de tre andre igen, men vi er forskellige som dag og nat, har forskellige prioriteter og interesser, forskellige liv og ikke mindst forskellige vilkår, hvilket er blevet tydeligere efterhånden som de små er blevet store, og vores møder ikke længre har været begrundet i babyer og småbørn. Skønne kvinder er de helt klart og med masser af humør og energi, langt mere end jeg selv er i besiddelse af, måske det er derfor jeg ikke rigtigt føler mig hjemme mere når vi mødes..

 

Har jeg kræfter og lyst, vil jeg tage afsted i god tid for at runde skoven i Lyngby, mine forældre samme sted og den lille blomsterhandler overfor møllen. Der plejer at være et udemærket udvalg af årstidens planter til fornuftige priser.  Måske jeg vil for meget, det er sket så tit når jeg skal på “langfart”.  De sjældne udflugter jeg tager bliver pakket med alt, hvad jeg har lyst til de dage jeg ikke magter at gå ud, og resultatet bliver derefter. Fordeling af kræfter er ikke min stærke side desværre.

Halvdelen af ugens hverdage …

 

 

 

 

 

… er gået og jeg syntes ikke det har været så dårlige dage endda. Jeg har ting indvendigt som roterer i mig, men jeg prøver at holde fast i det gode og de små glæder.

 

 

 

 

Onsdagens glæde her i Vanløse, var en kæreste der kom uventet tidligt hjem. Hjem til sin kæreste der har opsendt røgsignaler om PC-problemer hele dagen :)

 

 

Nu håber jeg at den stationære snart vil fungere efter hensigten igen, der er ihvertfald rodet med den til langt ud på sidste nat, og nu igen idag. Vi troede at grafikkortet havde overlevet syndfloden, men det ser det så ikke ud til alligevel. Et nyt er fremskaffet fra kælderens dyb, og så krydser vi fingre.

 

Måske jeg i morgen kan skrive nyt henne ved skrivebordet..

 

Jeg håber og satser og ser

Overvindelse af hoodie etape og en efterlysning

 

 

 

 

 

Det der med at måtte lægge et arbejde fra sig, for at vente på nødhjælp er altså ikke godt for moralen.

Sidste uge fik jeg den assistance jeg havde brug for, så jeg kan komme videre og blive færdig med sidste forstykke på min hoodie, MEN her er processen så frosset til. Næste skridt er nemlig at få delene spændt ud til blokning og tænk..  jeg kan ikke få taget mig sammen til det. Syntes det virker helt og aldeles uoverskueligt at skulle hive og trække for at få de mål frem der skal til. Højre forstykke skal lige strikkes lidt tilbage da det er blevet for langt, men det er jo en bagatel der ikke bør tage mere end en time. Tror I jeg kan få det gjort???

NÆ NEJ og NEIN.

Jeg strikker på alt muligt andet. Så er der lige den sidste vante, så begyndelsen af et halstørklæde i Misti’en, så vil jeg gerne i gang med en poncho og bruger oceaner af tid på at finde en opskrift jeg kan hitte ud af, og som ser ud som jeg vil ha den skal se ud. Så sidder jeg og sumper over at jeg har syltet Ravelry alt alt for længe, ja faktisk hele sommeren. Jeg har en kæmpe bunke med opdateringer af strik, billeder der skal oploades og nyt garn der skal registreres, men igen… jeg kan ikke tage mig sammen til at trykke hul på bylden. Det irriterer mig grænseløst, men mht Ravelry har jeg alletiders undskyldning hehe. Det er nemlig allermest effektivt på min stationære computer, som jo har været til lægen, for der er der meget mere skærmplads, og jeg kan have flere sider åben ved siden af hinanden på en og samme tid.

Bla bla bla og undskyldninger er der nok af :)

Kom i gang Mutterfit!

Omkring ponchoen VED jeg, at jeg har set en masse forskellige og skønne udgaver alle vegne her i blogland, men husker jeg HVOR og hos HVEM???  

Kære strikkemedsøstre, som har ponchoer i skabet, gider I muligvis lægge mig en hilsen så jeg kan finde jer og de opskrifter I har brugt?  Jeg må have lidt inspiration og vil gerne henvises til de steder hvor gode opskrifter er at finde.

Forresten har jeg jo også lovet mig selv og Christunte, at levere små tæpper til de premature på Hvidovre..  Du godeste, det går da ikke at jeg sidder her og skriver, jeg må afstig afsted ind i strikkeuniverset, så jeg i det mindste kan præstere bare lidt inden jeg bliver gammel og gigtplaget.

KNIT ON og keep rockin’ :-))

3 dejlige dage

 

 

 

 

 

Lørdag, søndag og mandag har været tre dejlige dage. Mandag endda til trods for, at jeg i sidste uge indførte fornægtelsesmandag til brug for efterweekendnedturs kriser. Ølsted bød på timelange vandreture til mig, og lettere arbejde til kæresten, masser af indsamlet natur til altanen og senere  hen juledekorationer, og ikke mindst rare timer med strikketøjet og hyggelige krimier på computeren.

 

Åhh hvor har jeg nydt det. Min døgnrytme og energi ligger et helt andet sted når jeg er deroppe, og allerede kl otte søndag morgen var jeg iført regnfrakke, gummistøvler og kaffekop, ude på den første gåtur i området. Blæsten var på det nærmeste ved at løfte mig ud over markerne og senere fjorden, men jeg nød det alligevel. Med mig hjem fik jeg tre poser fyldt til randen med kranse flettet af grene fra div buske og træer. De hænger nu på altanen og pynter indtil jeg skal bruge dem senere. Til den tid er de gode fundamenter for gran og andet til årets juledekorationer. 

 

Lige nu er løvet frisk og senere ryster jeg de tørrede blade af så de ikke drysser for meget.

 

Min favorit er denne:

Jeg elsker humlen med de små fine klokker på.

 

Også kastanjer, kogler, bær og vedbend i rå mængder ligger nu på lager. Det holder sig fint udendørs indtil jeg skal bruge det.

 

På turen blev jeg færdig med min kålorm, men det var ikke længe jeg fik lov at have den i huset, for Josefine var forbi søndag aften og SNUPTI.. så sad den på hende og der blev den siddende :-)  Den klæder nu også hende noget bedre end den ville have klædt mig, så nu er hun varm om skuldrene og jeg er glad for at den vil blive benyttet flittigt hele vinteren.

 

 

I går mandag fik jeg besøg af en barndomsveninde. Vi har ikke set hinanden i halvandet år, så der var masser af tale om, meget mere end vi kunne nå, og især handlede det om garn og strik. Hun er hooked som jeg selv, men mere behersket når det gælder lager af garn og opskrifter ( hmmm ), så hun var lovet fri grams og tid til at kigge opskrifter. Hun var nærmest helt rundtosset da hun tog hjem, men jeg ved at der nok vil være et sjal at finde hjemme hos hende inden længe. Denne side af et venskab er ny for os, for tidligere var det mere kærester, fester, tøj og tjuhej der blev vendt i vores samtaler. At der nu er kommet hjemlige sysler ind over også, er vist et udemærket udtryk for vores menneskelige udvikling tror jeg.   Fik jeg nævnt at der også blev talt om svigtende syn og brilleindkøb??

Jo jo, tante et og tante to ku man fristes til at tænke ;)

 

 

Efter tre dages intensive indtryk og aktivitet er de næste dage dømt ude for mig. Jeg er HELT flad. Fysisk fordi jeg er i dårlig form, har ligget i en elendig sovesofa og ryggen gør knuder, mentalt fordi jeg har talt mere end jeg ellers gør. Lørdag skal vi til efterskolen til den første forældresamtale og for at aflevere Mira’s marsvin til deres dyrehold dernede, så alt i alt skal denne uge bare være heeelt stille :)

 

Nå, nej forresten..

 

Der er jo lige torsdag aften. Der har jeg lovet at møde op til en aftale i en gruppe jeg ikke har set i henved to år. Mødregruppen fra dengang jeg fik Rasmus. Den kører endnu og på 16. år. Det skal jeg lige indstille mig mentalt på, for i det forum ( selvom vi kun er fire ialt tilbage), lyder hønsegokken livligt og jeg er kun glad for at der er nogle dage til, for lige nu kan jeg næsten ikke engang formulere mig på skrift. DYYYYB koncentration er kodeordet og jeg skal hele tiden lige tilbage for at rette stavefejl og bogstav kludder i teksten.

 

Faktisk syntes jeg det her nærmer sig det rene volapyk så jeg smutter igen.

 

Vil lige sove lidt mere..

 

Gooodddnnnaaaattt… 

 

Viii seeeessss  ::---)))))))))

Vi pakker og kører..

 

 

 

 

 

 

…i sommerhuset.

Jeg har afsvoret John IKKE at overbelaste sin skulder, som er den der knaser mest i leddet for tiden. Der skal vist graves noget til nogle rør og sån, så vi får se om det løfte kan overholdes.. ;(

Jeg selv vil pakke de varme sweatre og sokker, regntøj og røjser for at være tip top til en gåtur. Jagten går ind efter matrialer til en efterårskrans. Sådan en har jeg ikke fremstillet i flere år, men nu håber jeg at inspiration og lyst kan få mig i gang.

Eneste aber dabei er, at vores pelsede så skal overlades til skæbnen i form af Rasmus..  Han vil gerne passe dem, men om han husker at fodre dem som de er vant til fra deres mor er mere tvivlsomt.  Jeg ringer ihvertfald hjem når det er tid.  Vi gider ikke tage dem med for seks styks kræver lidt logistisk planlægning og jeg mener.. vi skal hjem igen i morgen sååå..

Der står grovsuppe på menuen og jeg er sikker på, at efter timer udendørs senere i aften, vil varm spicy suppe være et rent hit, og pointene på hausfraukontoen vil stige hehe

Ølsted og Roskilde Fjord  HERE WE COME :-))

 

 

 

PS:  Vi er faktisk lidt forsinkede så jeg smutter nu og når ikke at svare på de kommentarer jeg har stående på forrige indlæg idag, MEN jeg er jo hjemme igen i morgen aften og så skal jeg da helt sikkert nok svare tilbage ;))

Jeg kan snart se klart igen

 

 

 

Jeg skrev for et stykke tid siden om det der med uforudsete udgifter. Om hvordan de kan komme ind fra venstre og skubbe andre planlagte udgifter til side. Min planlagte køretur måtte vige, hvilket jeg  jo er dødærgelig over, men sådan er det.

 

 

 

En af de der udgifter, som jeg ikke lige har set komme eller, som jeg i hvertfald har lukket mine i forvejen halvblinde øjne for, er ironisk nok nye briller. Det er ikke en udgift vi hilser velkommen skulle jeg lige hilse at sige, men nu er mit syn faktisk så ringe at jeg ikke kan udskyde problemet længere, så derfor var jeg i går en tur hos brilledamen.

 

Jeg fik sgu et mindre chok da jeg hørte, hvor meget mine øjne har ændret sig siden jeg for halvandet år siden fik de briller jeg har nu, og der er ingen vej udenom det længere. Det er helt vildt faktisk og det hjalp ikke det mindste på chokket, at den flinke dame ( på min egen alder) fortalte, at det var skam da heeelt normalt for min aldersgruppe!  A  HVA  BA??  Min alder??  SÅ gammel er jeg da heller ikke ??  Men jeg skal altså nu vandre rundt med briller fra morgen til aften, briller med overganghalløjsa i ( er det mon første trin på overgangsaldersstigen??? ), og dertil indbygget solskærm, så jeg ikke ( som nu..) skal have to par uden på hinanden, når jeg er udendørs.  Hmmm  Der stod jeg så i blandt 100vis af brillestel, alt for mange valgmuligheder og en ide om at jeg ikke gider ligne en sekretær, en skolefrøken, en bibliotekar, en forsikringsagent eller en revisor. Ikke at der er noget galt med dem, men de signalerer mere klogskab end jeg besidder, og mindre sexiness end jeg gerne ville udstråle ;)    Jeg mener..   een ting er at jeg går hjemme og derfor ikke bruger mit lækreste outfit til hverdag ( mest fordi jeg er en gris og en fumlefidus, der a l t i d spilder på tøjet), en anden ting er at jeg godt ved at jeg ikke ligner en sexy mama i mit skånetøj. Skal dertil nu også lægges klogebriller, så er enden nær og min karriere som fristerinde SLUT.

 

Chokket blev ikke mindre, da jeg hørte prisen for sådan et par øjenåbnere. Hjerteflimmer og åndenød dækker vist udemærket min reaktion, og selvom man ikke skal kimse af tilskud fra kommunen, så er der ikke meget at hente i det store regnskab derfra.

 

Summa summarum solarium:

 

 

HURRA for afdragsordninger!

 

 

Jeg vil bestemt ikke anbefale den slags anordninger, men her må jeg selv ty til dem, for ellers kommer jeg til at lægge alt fra mig i fremtiden. Ingen madlavning, intet tv kiggeri, ikke noget strikkeri og ikke noget med at sidde tæt på kæresten. Alt det jeg ikke kan se nu, bliver kun mere og mere tåget i fremtiden. Jeg afholder mig selvfølgelig fra at tale om aldersbetinget kropslig degenerering, og vil i stedet insistere på at det handler om udefrakommende påvirkninger, såsom medicin, forsvindende ozonlag, den generelle forurening af byluften og måske for meget sprut i mine unge dage.

 

Sådan er det da ik.. ;)

 

 

Tre uger går der inden jeg igen kan se lys for enden af tunnelen, skimte lys forude, se klart som blæk og med vinduer så nypudsede, som krystalglas på dronningens middagstaffelbord. Tre uger som nu, hvor jeg har erkendet behovet, syntes som tre ÅRTIER. 

 

Jeg glæææææder mig til at få syn for sagen igen :-))

Det er fredag i dag..

 

 

 

 

 

Ja ok.. tilgiv mig. Det er ingen vist i tvivl om, men jeg må lige slå det fast, HVIS NU nogen alligevel troede det var torsdag eller lørdag ell sånt.

 

Det er fredag i dag :-))

 

 

Det betyder udsigt til et muligt sommerhus visit,  og bliver sommerhuset droppet er udsigten alligevel skøn, for så står den bare på pleje af husbond, der er ved at være lidt slidt i kroppen, og sysler i stil med strik, varme fødder og bløde samtaler.

 

Med andre ord, gider vi ikke andet end at se hvad de næste to dage bringer af indslag.

 

Det der med husbonds slidte krop, er faktisk ikke engang til at spøge med. Han har hele livet haft et fysisk arbejde, og det mærkes nu i form af led der værker og en krop der ikke altid vil det han beder den om. Slitagen er sat ind. Jeg håber bare at han passer på sig selv, og ikke overbelaster den mere end godt er, for den skal jo helst kunne holde til at holde i mange år endnu.

 

Det er bla også derfor, vi ikke lige ved om der er basis for en tur i det der sommerhus. Sådan et ophold betyder godt nok dejlige timer til mig, men virkeligheden for John er hårdt arbejde. Han er blevet spurgt om hjælp til et eller andet deroppe, og  “ et eller andet”  betyder i dette tilfælde ALTID fysisk arbejde..  Så jeg forstår faktisk godt, hvis udsigten til en tur derop ikke lige frister så meget for ham. Jeg har masser af gange bedt ham holde inde med at være så sk.. flink. Altid siger han ja til at hjælpe, og det er selvfølgelig et pænt træk i hans karaktér, men han skal altså til at tilgodese sig selv lidt mere, mener jeg. Han er ikke 20 år længere og kroppen er ofte øm når han kommer hjem efter job, så han ville have godt af ikke at bruge den til noget i weekenderne. Nu er jeg så ikke hans mor, og han må selv finde ud af at sige fra, men jeg tænker mit. Jeg kan derimod godt med ømhed i stemmen antyde, at han ville have godt af en weekend hjemme, og samtidigt friste med lidt kærlig pleje og hjemmebag, og måske en kæreste iført lettere gevanter, så det trick bruger jeg da bare. HEHE 

 

 

 

Afstig afsted går det nu, jeg vil ha burene renset i dag. De pelsede har ikke mere hø i livet, og den går jo ikke vel ;)  Cupcake har færten af et eller andet i tæppet og snuser ivrigt efter spor. Det sjove er, at det er ham selv der har ligget på det sidst.  ;)

Defemibyen’s strikkemagasin #3#

 

 

 

 

I tredje udgave af strikkemagasinet her på bloggen, handler det om gadgets. For en samlernatur som jeg, er det næsten en umulig opgave at lukke øjnene for, hvad der findes af hjælperedskaber og andre sjove strikkerelaterede tingester rundt omkring.

 

Altså.. selv syntes jeg jo ikke at jeg har alverdens legetøj, men nogle vil nok modsige mig der, for ikke alle er til småting og flere ekspl af samme funktion.  Jeg har klare favoritter. Favoritter som oven i købet hører til i den simple ende af skalaen, og så er der tilbehør som bare ikke hjælper mig en bønne, selvom guld og grønne skove bliver mig lovet. Jeg er også sikker på, at det jeg selv syntes er et hit, helt sikkert er dømt ude af andre strikkere. Vi har alle en forkærlighed for forskellige remedier, ligesom vi har for garn og opskrifter.

 

 

 

Jeg viser her, hvad jeg selv absolut ikke kan undvære, hvad jeg syntes der fungerer lige for mig, hvad jeg syntes der er helt håbløst, og til sidst hvad der står på ønskelisten til jul.

 

Must NUMERO UNO. For overhovedet at kunne lave noget som helst må og skal jeg have mine briller på. Det er sket et par gange at jeg har forlagt dem, og der kan omgivelserne fortælle om panikagtige scener, grusomme lyde og masseordrer om at smide alt, hvad de har i hænderne og lede til de segner. Senest var det en sen aften, nogle var endda gået i seng, men de blev kostet ud af fjererne igen gjorde de. Anklager om sabotage var i spil, og ingen var i ro før mutter her igen ku se ;)

 

Næste absolutte must, er min fede håndcreme og et par gode neglefile. Enhver strikker ved at sindssygen banker på, hvis man sidder der og strikker i det skønneste garn, og samtidigt hele tiden hænger i fordi man har tørre hænder, hårde neglerødder eller måske endda en knækket negl. DET holder ikke.. Derfor er det en rigtig god ting, at have nødhjælpen med sig og parat. Med andre ord er det bare helt essentielt i min strikketaske/kurv.

 

 

Ja ok.. denne gadget er muligvis ikke lige til at forstå, men jeg har simpelthen fået “læst” mange flere bøger siden jeg fik den i fødselsdagsgave sidste år. Den kan naturligvis ikke være interessant i forbindelse med strikkearrangementer, men hjemme og når jeg strikker for at få ro på mig selv, er den guld værd. Det giver sig selv, at man ikke kan bøvle med både pinde, garn OG en bog, så her slåes to fluer med eet smæk. Jeg ved at mange endnu ikke har vænnet sig til at lytte bøger, jeg selv var også noget loren ved tanken, og lad mig her liiige reklamere for vigtigheden af, at en TALENTFULD oplæser er alfa og omega for oplevelsen. Jeg har med hård hånd ( sarte ører..) sorteret i oplæsere, for nogle af dem er simpelthen dybt belastende at lytte på. En god oplæser og strik  er en højere enhed ;)

 

 

Første reelle strikkegadget er det lille knit kit som jeg har købt ovre ved Slavi. Jeg måtte eje den, men den har søreme også vist sig at være anvendelig. Feks var den med i min taske da vi var på Bakken i sidste måned. Den rummer alt hvad man lige skal ha med sig PÅ NÆR een vigtig ting, som jeg så selv har tilføjet. Heldigvis passede størrelsen lige. Den manglende ting er den lille mini strikkepind i ser på billede to. Nærbillede er nedenunder her.  Egentlig er det nåle i træ, til at holde på strikkede stykker der skal syes sammen. De er vildt praktiske, men jeg bruger altså også mine til når jeg kabler. OG en af dem kan lige netop være i rummet sammen med de andre småting i Knit Kittet. Faktisk undrer det mig at de ikke selv har tænkt over at den mangler for at sættet er komplet.

 

En anden lille sjov ting er denne ring. Den er til os ( og mig..) der ikke kan finde ud af det der med to tråde. Jeg har brugt den og den virker. Jeg regner dog med at jeg med tiden kan strikke flertrådestrik UDEN ringen på, for det går klart langsommere. Speed er dog ikke det vigtigste når man skal øve og træne nyt. Det vil enhver kørelærer vist også give mig ret i ik..?    ;)

 

Næste for mig UUNDVÆRlige tilbehør er disse små gummihatte. Jeg kan ikke rose dem nok og de er med mig overalt. Jeg har en forkærlighed for at strikke med strømpepinde. Ikke nødvendigvis strømper, men alle strikkerier der ikke er større end de der 30 –40 masker ( feks Dominostrik ), strikker jeg på denne måde. Dutterne sidder på den anden ende i spidsen, for så hænger de ikke i når jeg pakker det sammen igen, eller når arbejdet er blevet stort og fylder hele skødet. Og som en ekstra bonus gør det heller ikke nas, når man jokker fødderne ned i kurven ved en fejltagelse, OG rammer direkte ned i en strikkepind!!!  Smart ik?

 

 

 

 

 

Udover mine egne favoritter, er der så de effekter alle ikke kan undvære, incl hjælpemidlerne til Knit Pro..

 

 

 

Og disse to praktiske fætre her:

 

 

 

Næst sidst på listen over gadgets, havner disse som jeg under ingen omstændigheder kommer til at bruge. Jeg har ellers givet dem en chance i form af forskellige udgaver og producenter, men lige meget hjalp det. De er simpelthen for små til mine pølsefingre, MEN jeg tvivler faktisk ikke på at de vil være praktiske, hvis man altså er en kvinde med slanke og MEGET KORTE fingre!!

 

 

 

Allersidst i denne udgave af defems strikkemagasin er her hvad jeg ønsker mig til jul :-)

 

 

 

Fra øverste venstre hjørne er det:  Blocking wire og strikkekalkulator, nedenunder er garnholdere og mønstertavle.

(Billedet af garnholderen med sort finger er lånt hos Geilsk, og den af træ har jeg lånt ovre ved Eventyrgarn.)

 

Jeg har set garnskåle flere steder og de er faktisk heller ikke helt uden evner, så måske…                             Bla har Lavendel vist dem frem, men om de er hendes eget brug eller om de er til salg i hendes butik er jeg ikke helt klar over. HER er hvad jeg fandt ved at google ordet. En fin lille sag fra Sverige ;)

 

 

 

 

Jeg har hygget mig mægtigt med, at skrive og illustrere denne tredje udgave at mit eget strikkemagasin, så jeg tror godt at jeg kan love/true med flere udgaver i fremtiden :-))

 

Hehe

System i de pelsede

 

 

 

 

Jeg er ved at lægge alle de pelsede historier ind på den ekstra side jeg har oprettet til dem.  Er nogen mon klar over, HVOR mange gange jeg har fortalt stort og småt fra deres hverdag her i huset?  Nej vel.. Heller ikke jeg. Jeg er i den grad forbløffet over, at se mængden af indlæg og det tager godt nok sin tid at få det lagt på i rækkefølge. Indtil nu er jeg kun nået til juli sidste år, altså de første tre mdr, men resten skal nok komme løbende på. Det har været sjovt at se, hvordan ordene er gået fra lidt oplysning til rene historier.

Er der stemning for lidt munter underholdning, så klik ind på de pelsedes helt egen side på fanebladet under headerbilledet.

God fornøjelse :-)

Onsdagsord ;)

 

 

 

 

 

 

 

Skulle vi ikke lige tage en omgang onsdagsord, indtil overskuddet til ord her, igen rammer overetagen.. 

 

 

Onsdagen onduleres også, omend orden og overblik er til at overse. Overvejer onsdagens omfang af overskud til oplevelser . Optimismen er dog igen i omdrejninger.

Hihi

Minus til plus

 

 

 

 

 

 

 

Jeg prøver af al kraft at gøre minusdage til plusdage.  Dagens overskrift på min FB profil er denne:

 

Tirsdagens trussel om tungsind tager ikke til. The og trommende regn tricker trivsel og tilfredshed :-)

 

Nu håber jeg det virker, for om jeg vil det eller ej, så er der ikke harmoni imellem krop og sjæl i disse tider. Det er som om jeg ikke kan genkende den. Kroppen altså..

 

En lind strøm af ubehag gør det umuligt bare at være. Især maveregionerne og energien knudrer. Hedeture  i vildt ridt nedover huden rammer som lynet, men om det er midicinen eller livet som det er for mig, der får kadaveret til at brokke sig, kan jeg slet ikke gennemskue. Et faktum er det selvfølgelig at når man går hjemme hver dag, vil det være nærliggende at tænke i retning af hypokondri. Man kan bestemt også have FOR meget tid til at mærke sig selv.. Tid til at pille i navlen og uden afbrydelse overanalysere.  Den er jeg helt med på.

 

Uanset hvad og hvordan og hvorfor, så er det sådan det er. Jeg ønsker mig tilbage til dengang inden jeg kom i behandling. Tilbage til dengang hvor jeg slet intet kunne mærke overhovedet. Heller ikke behovet for noget så elementært som toiletbesøg, sorg, træthed eller mæthed. Dengang INDEN kroppen sagde STOP og begyndte at kræve mit nærver om egen trivsel. Jeg syntes det er dødanstrengende at være så bevidst om selv den mindste lille ændring af kroppens tilstand.  Gider ikke at det fylder så meget i hverdagen. Det er som om den nu efter alle årene med forsømmelse, er gået helt grasat og ikke kan finde en fornuftig balance mellem eksistens og opmærksomhed.

 

 

Jeg vil simpelthen returneres til afsender med forlangende om, at få udleveret en anden model. En der virker upåklageligt og som koster mindre i reservedele og vedligehold. Jeg har derfor skrevet en klage..

Til rette vedkommende:

Jeg vedlægger hermed den udleverede krop med tilhørende uvirksom og defekt hjerne. Den fremsendte udgave er en fejlleverance og ikke den jeg har bestilt, og da jeg regner med at skulle gøre brug af den mange år endnu, mener jeg bestemt at det må være et mindstekrav, at den kan holde til et helt almindeligt liv. Jeg har ikke brug for en krop til hårdt fysisk arbejde eller tunge videnskabelige udredninger, kun en der ser godt ud, er nem at vedligeholde, billig i drift og frem for alt uden behov for evige reparationer. Den behøver heller ikke være tanket fuldt op med tanker. Jeg bestiller også lige en ekstra harddisk med større hukommelse.

Med venlig hilsen

Henriette

 

 

 

Er det så meget forlangt??

Den er helt gal i dag

 

 

 

 

 

 

Jeg har ikke lyst til at strikke!

Gisp!

Er jeg blevet syg??

Er der en virus i omløb?

Findes der en mikstur for sådan noget?

Mine vanter venter jo på at jeg begynder forfra…

Og min Hoodie ligger også og venter på, at jeg skal finde ud af hvordan og hvorledes..

Har jeg ikke sagt at det IKKE er mandag i dag måske, og at når det nu er tirsdag så skulle alt jo være fjong?

Goddag mit navn er Maud, og jeg går i ind og lægger mig ;)

Jeg fornægter mandage

 

 

Mandag er som sådan ikke en dag, der skiller sig mere ud end onsdage eller fredage. Mandag er heller ikke hverken længere eller sortere end tirsdage eller torsdage. Mandag begynder lige præcis på samme tidspunkt som resten af ugens fem hverdage. Mandag er ligeså fyldt med sol eller regn som en lørdag kan være. Mandage har ligeså højt til himlen eller langt til vandet som de seks andre dage i kalenderen. Mandag har som alle andre dage hele året, både kig til fremtiden og skygger fra fortiden. Månen kan også ses på mandage.

Så hvorfor er det så at mandage bare ikke fungerer?

Hvorfor er det at mandage altid virker mere tunge?  Sværere at komme igang med, at tage hul på?  Hvorfor er det at jeg simpelthen ikke har lyst til, at se den indtage mit hjem efter weekenden?

 

Jeg fornægter hermed mandag og erklærer dagen i dag for tirsdag.  Så ved I det, hvis I skulle være i tvivl om hvad der er galt med jeres mandag.  Den er taget af programmet og vi er direkte videre med en ekstraudsendelse af tirsdag.

Pyhh nu har jeg det bedre. :-)

Altanen er ren og fin igen

 

 

Jeg har nusset på altanen. Lagt flere løg til næste forårs komme, fyldt lidt mere frisk jord i kasserne, der var blevet lidt tomme efter jeg fjernede de halvdøde sommerplanter for ikke så længe siden.  Det ser nu bedre ud at der er ryddeligt og soigneret, for en beskidt og jordblæst altan virker alt for trist endnu syntes jeg. Miri’s sommerblomst har endeligt nu fundet sig en plads i en af kummerne så den næste år kan vokse sig endnu større og måske endda få flere af de lette lysegrønne knopper. Billeder kommer senere..

Nu kan jeg udstyret med kaffe og et stykke marcipan, sætte mig til rette i lænestolens hjørne. Fred hviler over land, og først om et par timer skal Mira afleveres ved toget igen. Vi har nået at få hendes hår klippet lidt og hun er heldigvis tilfreds med resultatet. Der skal en vis tillid til, at lade (til tider onde og dumme..) reservemor komme til med den skarpe saks, men på den anden side er det at foretrække frem for at lade en fremmed røre ved hende. Det prøvede hun sidste efterår, og DET var ikke et hit. Nu kan hun se ud af sine øjne igen.

 

Ved min stol står alt, hvad der skal til for at en strikker kan fungere:

På højre side af stolen er det lille sybord

 

Og på venstre side er der strikkebøger/opskrifter, og garnkurve/tasker

 

Bare kald mig en hyggefis.. ;)