En lang måned er slut, og med den slutter også en periode, som jeg med glæde lægger bag mig.

 

 

Bortset fra den lille græshoppe, som stædigt blev siddende på mit sidespejl hele vejen fra Østerbro til Brønshøj, og er med her kun fordi jeg synes den er smuk, så har jeg bla mistet tre elskede kæledyr i perioden. Det er en sorg, men her har jo også været glæder. Altanen bla.. og gåturene. Min søde underbo som har holdt lidt øje med mig. Mine veninder. Posten som jeg har lært at kende fordi han så mange gange har leveret garn hertil ..   

 

Nu vender jeg blikket sydpå. Og der skal nok også komme et nyt lille pelset væsen til mig en dag. Om så det bliver et marsvin eller en hund eller en hjemløs kat, det må tiden vise. Jeg skal ned og cykle. Og tage tusindvis at ensformige fotos af fugle på himlen. Så mange at I til sidst skriger på nye motiver herfra hihi.

 

Jeg føler mig fredfyldt her til aften, og glad fordi jeg har kysset Josefine på hendes kinder og fortalt hende at jeg elsker hende af hele mit hjerte, selvom jeg nu må langt væk fra hende. Rasmus ser jeg på fredag. Så får han samme omgang.

 

 

Kom maj du søde milde

Den får mig sgu til at tænke på Matador… 

Jeg KAN kun være ok lige nu

 

 

 

 

 

TO dage tilbage OG mine tænder bliver så godt behandlet :)

 

Mere om det i morgen. Nu vil jeg bare nyde at min smukke datter står i mit køkken og laver mad til os. Hun er sgu en skat.

Tirsdag er to tider hos tandlægerne

 

 

Det bliver sgu nok en lidt hård omgang, men noj jeg har ventet med længsel. 14 dage er der gået siden sidst, og selvom jeg er begyndt at mærke en klar bedring i gummerne, så er det stadig træls for jeg savner at knase i alt muligt.

 

Over and out.

 

Nu gælder det bare om ikke at falde i søvn inden jeg skal køre…

TJEK’

 

 

Læge  -  TJEK’

Psykolog  - TJEK’

Drikke vand  - TJEK’

Flyttefirma  - TJEK’

AAB  - TJEK’

Drikke vand  - TJEK’

Vaske sidste maskine tøj  - TJEK’

 

 

PHEW’’ 

Den sidste uge er fyldt til bristepunktet, så jeg strikker ..

 

 

 

Langt mere fyldt end jeg kan rumme. Det kommer til udtryk på den måde, at jeg lige nu har siddet, siden jeg vågnede for et par timer siden, og kigget på listen over dagens gøremål, og jeg kan bare ikke koncentrere mig om det.

 

Hold da op jeg er udmattet.

 

Så jeg strikker. Tager en time ad gangen, og ser hvad den bringer. Det sidste jeg mangler at få pakket, er alle de daglige brugsgenstande og private ting og papirer. Uden logik har jeg en følelse af panik over, hvis noget forsvinder, så også der er jeg fuldstændigt handlingslammet, og kan bare ikke overskue hvad jeg skal stille op med det.

 

Humøret er fint og jeg glæder mig, kun er jeg så træt at jeg ikke engang orker at smile. Kinderne vil bare ikke trække op i de rette muskler!  Så jeg strikker.

 

Hele denne reaktion har jeg prøvet mange gange før så jeg ved, hvad det handler om. Når grænsen er nået lukker systemet simpelthen ned, og jeg bliver på en måde sort i hjernen. Der, hvor den praktiske zone befinder sig, er harddisken frosset. Så jeg strikker.

 

Jeg kan stadig uden problemer, holde smøgkvoten på et par stykker om dagen, så på den front er jeg mega stolt. DET kører efter planen, men de tekniske detaljer omkring funktionerne i E-ciggen, som er en forholdsvis simpel gadget, ja dem er der slet ikke plads til derinde. I zonen for ny viden. Så jeg strikker.

 

En sommersag så hindbørrød, at jeg hele tiden næsten kan smage og dufte de lækre bær. Ingen tvivl om at jeg glæder mig. Til nyt bo, til sommer, til ro. Og indtil da

 

Så strikker jeg.

Så meget ligger fast nu.. næste lørdag drikker jeg min morgenkaffe på TERASSEN

 

 

 

Det har været en stille SIDSTE lørdag morgen her på min altan. Jeg har siddet og kigget på husene og himlen. På den næsten tomme lille plet af ro, jeg har været så glad for her midt i orkanens øje. Jeg ved nemlig nu med sikkerhed, at jeg næste lørdag vil vågne i et hus, som ligger henved 200 km herfra.

 

En underlig og overvældende tanke. At jeg kommer derned skyldes ene og alene min og venners indsats, og selvom det er en god fornemmelse ER det alligevel et antiklimaks at få beskeden om, at  “ JO vi vil gerne tilbyde dig hjælp, men NEJ vi kan ikke alligevel yde den i form af en engangsydelse, men i stedet som en lån…”

 

Hvordan var det nu lige det var?

 

Var der ikke noget om, at jeg blev sendt hjem fra statsdimsekontoret ( kan ikke huske navnet), med en besked om at jeg IKKE måtte få mere gæld?? 

JO, det var da sådan det var. Og har jeg selv lyst til at låne flere penge mon?? 

Nej vel.

Og ved kommunen, at det er sådan det er?

JA, det ved de sådan set godt.

 

 

SÅ her er den altså endt. Hjælpen som kommunen selv tilbød mig. Med at det alligevel ikke er så stor en hjælp, og med at det først lovede ikke kan holdes alligevel. Sådan er der så meget, og det eneste jeg har sagt ja til er at få flyttefirmaet til at flytte for mig. Det kan jeg, hvis jeg er heldig og kan formulere mig rigtigt, nemlig måske og muligvis få betalt. Jeg skal baaare lige indsende lidt flere ord, og et par underskrifter fra et par læger og sånt..

 

Jeg har brug for den tryghed kan jeg mærke. At det er der styr på. Og at det gør andre for mig.

 

Nu er der gået en dags tid med den viden og jeg er pludseligt kommet til et nyt problem i min lille stressede hjerne. Fredag er en hverdag, og dermed har jeg kun mig selv til at styre flyttemænd, rengøre lejligheden, sende dem afsted på forhånd og dirigere dem derned af, OG handle ind så jeg har lidt til weekenden. Jeg ved nemlig at køreturen derned bliver med lidt pauser undervejs, og når jeg først er landet og alt er læsset ind i huset, forbereder jeg mig på at bruge de næste dage på at gå stille rundt. Kigge mig omkring. Sove. Kigge mig omkring. Gå stille rundt. Sove. Mere kan jeg nok ikke forlange af mig selv.

 

NU er det så jeg spørger her.  Der er et par af jer læsere, som har bedt mig sige til, hvis jeg har brug for hjælp, men jeg kan ikke huske hvem og i hvilke indlæg.  Hvis I stadig har lyst, må I meget gerne skrive til mig. Det er fredag i næste uge det drejer sig om.

Bededag er lige hvad det er her

 

 

Humøret er bedre, godt hjulpet på vej af jeres kommentarer. Tak for det, og så går jeg da rundt med den lille bøn, at alt nok skal flaske sig :-)

 

Hr og Fru Rap er ankommet til den lokale plæne i dag. DET gør  mig glad

Dagen efter i går, eller.. borderlineren reagerer

 

 

 

Som en spæd spire er min psyke skrøbelig, og ikke særligt godt rustet til at håndtere visse ting. Beslutningen om, at bloggens fokus fremover skal ligge et andet sted, end på netop min psyke må til tider alligevel vige, hvis jeg føler det nødvendigt at forklare.  Eller … dele viden om.

 

Det gør jeg idag.

 

Som jeg mange gange har fortalt, er en borderliner sat sammen af ydergrænser. Deraf den udemærkede og meget rammende betegnelse, borderline. Selve ordet siger det hele. Jeg går på kanten hele tiden, selvom jeg i hverdagen måske ikke fremstår sådan. Uadtil ligner jeg et helt almindeligt menneske faktisk. Trods det jeg har været igennem de senere år, er det nærmest unaturligt, at jeg IKKE er mere slidt. Udvendigt..

 

Indvendigt er jeg tilgengæld flosset, og ikke særligt sammenhængende.

 

Mine tanker springer lynhurtigt fra det ene til det andet, og jeg glemmer hele tiden hvad jeg har lovet, eller ting jeg har sat mig for. Jeg har svært ved at koncentrere mig. En ting som er virkelig svær for mig, er det med at tænke positivt og at være optimistisk. Det er ikke en evne jeg besidder fra naturens side, og hver dag er en remse af ord, som hele tiden skal hjælpe med til at give mig en god dag.

 

De fleste kan nok godt forholde sig til, at jeg ikke har haft det overdrevet let de senere år. Den slags sætter en vis skepsis på hylden med livserfaring, og da jeg jo er på grænsen, bliver denne skepsis overfor det gode i livet, og det held nogle taler om at man kan opleve, til en desideret afvisning af at noget godt kan ske for mig. Så jeg kæmper. Og siden jeg besluttede at flytte tilbage i januar, har jeg VIRKELIG kæmpet. Med remserne om at alt bliver godt. Forlangt af mig selv, at TRO på det.

 

Da der viste sig en mulighed for hjælp via kommunen, fik jeg en lille følelse af håb og jeg gav slip på min personlighed. Det er jo enten/eller, husk på det ik.. Jeg gik all in. Set udefra kan  “normale” mennesker sikkert stå og sige, at jeg er nødt til at holde hovedet koldt, og alle muligheder åbne for enten et afslag eller et ja, men det har jeg slet ikke kontrol over. Så jeg troede. Tvang mig selv til at være optimistisk. Nægtede at lade mig påvirke af spekulationer, selvom de mange ugers uvished sled på mig indvendigt. Så kun frem og hen mod lyset.

 

Med den meddelelse jeg fik igår, omkring kommunens betænkeligheder er jeg gået helt i baglås nu. Enten/eller..  

 

Det hele kan være lige meget. Jeg kan ikke overskue resten af nedpakningen, som mest er køkken, og alt hvad der ligger løst rundt omkring. Jeg kan ikke koncentrere mig om hvor mange kasser jeg mangler, eller hvordan jeg skal få dem hentet. I det hele taget er min hjerne nu lukket. Især omkring det, at noget godt er mig i vente. Jeg hører kun de ord i min hjerne, som handler om at jeg ikke får det meget lettere dernede, og at det jeg troede ville være en blødere fremtid, alligevel kommer til at fortsætte, som en knudret og hårdtslående hverdag.

 

Sådan er det at være mig. Med den sygdom, som løber i mine nervebaner og blodårer og hjerneceller. Den bestemmer over mine tanker, og når tingene bliver for svære er resten af mig sat ud af spillet.  Værst af alt.. den træthed som altid er med mig, er nu så dominerende at jeg lader alt være. Et indlæg som dette tager timer, i stedet for minutter. Det hele kan rende mig noget så grusomt, og resten er jeg ligeglad med.

 

Grænsen er nået.

En opringning fra kommunen får mig til at messe, “ du må ikke tage sorgerne på forskud, du må ikke tage sorgerne på forskud”

 

 

 

Jeg har lige sundet mig en times tid. Klaret tankerne, og soigneret mine klematisser så de er klar til at afmonteres væggen i næste uge.  Eller… bliver det så i næste uge??

 

Det er jo lige det ik?

 

Endelig blev der ringet tilbage fra damen på kommunen. Jeg lagde besked i mandags, fordi jeg er forholdsvis stresset over IKKE at vide, hvad de har tænkt sig omkring den sk.. flyttehjælp. Jeg orker simpelthen ikke gengive hvert et ord, men summen af det hele er nogenlunde sådan her:

 

De overvejer endnu, OM jeg får det så meget bedre ved at flytte!  Deres beregninger viser, at min økonomi ikke vil komme op på et tilfredsstillende niveau!!  KAN det så overhovedet betale sig for dem at hjælpe mig? SKAL jeg flytte lige nu?  Ville det mon være bedre, om de fandt mig en mindre og billigere bolig i Kbh??

 

Og

 

“ Nå, du HAR allerede opsagt lejemålet! “    OG    “ Nå, lejligheden ER allerede lejet ud igen! ”  OG   “SÅ du SKAL altså være ude om senest nogle uger??”   OG  “ HVOR meget betyder det for dig, at det skal være d. 3 som aftalt med flyttefirmaet? “

 

Her fik jeg et godt gammeldags hysterisk anfald.

 

Mistede simpelthen al sans og samling. Stortudende fortalte jeg i dramatiske vendinger, om stress og medicinfremkaldt paradentose, (skide være med at smøgerne også har en betydning, det kommer ikke det smør ved lige nu), som jeg nu også går og slås med. Om hvordan min krop bare er så fyldt med smerte og spændinger, at jeg dårligt kan sove om natten. Om hvordan jeg HAR pakket hele hytten sammen, og at jeg HAR gjort klar til at rykke videre. Jeg brugte mængder af ord og energi på at overbevise om, at jeg HAR et netværk hvor jeg nu skal bo (og så håber jeg faneme, at I er der hihi ), at det er tvingende nødvendigt at jeg nu FÅR LIDT FUCKING RO i mit liv.

 

Jeg er godt nok noget usikker over, at deres beregninger er så meget anderledes end mine, hvilket ganske givet må skyldes min egen dårlige evne til at overskue tal, MEN..  Jeg forklarede at jeg får billigere forsikring bla.  AT der er brændeovn, som skal varme huset for en stor del, ( det er nemlig et argument for at de IKKE vil hjælpe mig..   at der er elopvarmning ), jeg forklarede hist op og kom her ned, og nu kan jeg så ikke gøre mere.

 

Kun vente…  Bum bum

 

Får en melding senest fredag om, hvad de beslutter. Bliver det nej tror jeg bare, at jeg går under dynerne og tuder mig i søvn weekenden over. Jeg ER lovet hjælp fra anden siden “hvis nu”, så jeg skal nok få flyttet, men det er jo pengene som er hele det springende punkt her.

 

Jeg synes allerede jeg kan se, hvordan jeg fra i morges og til nu har fået endnu flere grå hår og rynker. For slet ikke at tale om, at det gør ondt i maven og i hovedet og i bisserne.   Og i lilletåen sgu nok også..

 

SUK

 

 

UPDATE kl 20.25

Pernille er kommet med et fint input, som jeg ikke lige selv orkede at få med i første omgang, jeg lægger det på her som oprids af årsagen til dette indlæg. OG.. der er spurgt til bilen, men det er IKKE den forsikring jeg taler om. Det er min indbo som faktisk falder med hele 500 kr. Jeg har slet ikke omtalt bilen i denne omgang, da jeg jo godt ved at den KAN ende med at måtte sælges. AT jeg ender på Lolland var i første omgang fordi, jeg skulle helt derned for at finde mig en husleje jeg kunne betale, og der viste det sig mirakuløst at jeg ku få hus og have for de penge..   Jeg er IKKE gået efter noget jeg ikke har råd til som pensionist, ej heller har jeg ønsket mig mere end jeg er “berettiget” til.

 

Pernille har skrevet:

For det første er det muligt du er på overførselsindkomst, psykisk syg, medicineret og førtidspensioneret, men det giver ikke kommunen ret til at gøre dig til den slave og bestemme, hvad der er godt for dig. Det er din drøm at få et hus med have. Det er dig selv der har fundet en mulighed for at realisere drømmen. Om det er den bedste løsning, det kan kun du vide og finde ud af.
For det andet var det ikke dig, der fandt på at søge om hjælp til flytning. Det var kommunen selv, efter at have negligeret en henvisning fra din læge i flere måneder. Damen du talte med, vidste godt at beslutningen var taget, at du var ved at flytte og var ved at finde muligheder for hjælp i den retning.
Det var altså kommunen selv, der gav dig troen på at hjælpen var på vej.

Græsset ER bare grønnere..

 

 

 

 

Forskellen på een uge er ganske tydelig nu synes jeg. Det er sgu da en fornøjelse :-)

Jeg fandt et glemt projekt i kælderen

 

 

En kæmpe bunke skindrester. Det blev kasseret af min mor, men jeg KAN bare ikke bære tanken om, at det både gode og brugbare matriale ender som skrald, så jeg rev posen til mig i sin tid. Siden har den stået glemt og gemt i kælderen. Lige indtil nu, hvor vi fik styr på, hvad der skal med og hvad der IKKE skal.

Skindet ligger nu i en bunke på gulvet, klar til at jeg får kigget nærmere på det. Der er helt klart potientiale i det, så det skal med til Lolland. Jeg folder og sorterer bare lige først, så det ikke ser så skraldeagtigt ud.

Jeg fik besøg i dag

 

 

 

 

Tak Pernille. Den næstsidste forhindring er overvundet med din hjælp. 

Lampen er slukket i dag

 

 

Det slider. Helbreddet. Og smerterne.

 

I dag er lampen bare helt slukket, og jeg har svært ved at finde overskuddet til at fortsætte. Målet er så tæt på, og selvfølgelig når jeg derhen. Jeg er bare træt. Og en smule desperat over, at der stadig er en uge til at jeg igen har lidt penge på kontoen. Det er svært at disponere over ingenting, men skal jeg prioritere et overtræk til kost eller medicin? 

 

Det er sgu da altid noget, at jeg ikke skal købe smøger længere :-)

Den perfekte måde at gå ned i vægt på..

 

 

 

… få paradentose!

 

 

Indtag i meget små bidder:

Flydene kost

Mos

Bløde oste   (især brie med stuetemperatur er velegnet)

Blød frugt uden trevler

Is ( ved godt det så ikke er så sundt, men åhh det lindrer )

Mildt smagende mad uden for meget peber og andet stærkt krydderi

 

 

Undgå kød, alle former for brød eller i hvertfald den sprøde del, hold dig langt væk fra alt, hvad der sætter sig i tænderne generelt. Fede frø og kerner. Nødder. Tomater. Bladselleri, og for guds skyld ALDRIG knækbrød.. Det gør bare nas. Så er I advaret.

 

****************

 

I dag er jeg først ved at være på benene ( eller i sofaen ) nu. Ingen tvivl om, at presset på mine tanker bliver værre, som tiden nærmer sig og jeg endnu ikke har hørt en hujende fis fra kommunen. I morges, da jeg efter noget melon stod med tandbørsten, sagde det SPROINGGG i nakken og nu er hele højre side mere eller mindre fastlåst af en nerve i klemme. Jeg burde nok ikke have tjekket min konto alligevel, men sket er sket og jeg gik direkte tilbage under dynen. Jeg er bare færdig. 

 

Humøret skal det understreges er stadig fint, det er kun kroppen som reagerer på alle mulige og umulige måder. Så her sidder jeg så. Med varmt sjal på den ene side, koldt vand til gummerne, smertestillende til hovedet og uden hverken kaffe eller smøger til at stimulere mig. Og nå ja, det fristende hindbærrøde strikketøj må forblive urørt. Livet er en jammerdal, men jeg giver faneme ikke op. Det gør jeg altså ikke.

 

Ok.. SÅ stopper festen, og jeg skal faneme ikke være tandløs inden jeg når de 50!

´

 

 

Af skade bliver man klog, og jeg kan derfor godt insistere på at få en doktorgrad efterhånden, for NOJ hvor jeg da bliver klogere og klogere i disse år.

 

- Klog på psykofarmakas betydning for min livskvalitet, MEN også på de ikke så rare bivirkninger der følger med. Jeg VED godt, at de i de sidste par uger har været en programrække omkring netop den slags medicin, men jeg har valgt dem fra af den simple årsag, at netop den slags udsendelser ikke gavner mig. Jeg har ikke noget liv uden min medicin, og sådan er det. Jeg er desværre ikke, hverken fejlmedicineret eller overmedicineret for den sags skyld, så altså den klogskab lader jeg passere.

 

-  Klog på de sociale myndigheders ( manglende ) evne til at slå til, når man har brug for hjælp.

 

-  Klog på mig selv i forhold til mænd, og hvad der ikke er godt for mig.

 

-  Klog på hvordan jeg har det bedst, og hvad der skal til ( selvom det ikke bliver lettere af den grund )

 

-  Klog på min egen rolle som mor, og hvad jeg har af resourcer i den forbindelse

 

-  Og nu.. også klog på mine tænder..  og derom handler netop dette indæg:

 

Det er nok held i uheld, at jeg måtte til tandlæge i forrige uge med den dersens tand og rodbehandlingen. Uden at vide at det ville få betydning, var jeg jo et par uger forinden gået fra 15 –18 smøger om dagen, til 1-2-3 styks. Fint nok og jeg er lykkelig for det, men.. og det er her jeg er blevet så klog, at jeg nu næsten kan undvære hovedet fordi, ….   jeg har nu læst på lektien efter at AndersPernilleskæreste, fik sat den efterfølgende smerte og værken i tandkødet i forbindelse med rygestoppet.

 

Det hænger sådan sammen:

Som ryger nedsættes blodtilstrømningen til tandkødet, så man kan gå en rum tid med tandkødsbetændelse uden at det kan ses eller mærkes. Ingen blødning ved tandbørstning, og ingen umiddelbare synlige tegn på rødt og irriteret tandkød. At være ryger, at tage psykofarmaka som bla udtørrer mundhulen, og at have det skidt i lange perioder, så man ikke får tilset tænderne regelmæssigt, er en MEGET RINGE OG MEGET MEGET slem treenighed.

 

Med rygestoppet, er blodet så at sige igen begyndt at flyde normalt i gummerne, så da tandlægen sætter gang i rodbehandling samtidigt med, at de første uger som røgfri er gået og effekten af det er ved at vise sig, falder munden sammen som et korthus billedligt talt. Min tand gør ondt, men endnu værre er det med tandkød og gummer som i den grad og stadigvæk er helt åndssvagt ømt. Tandplejeren konstaterer begyndende paradentose, men jeg fortæller ikke at jeg er holdt med at ryge, da jeg ikke aner at det har en betydning før nogle dage senere. I næste uge har damen ferie og med mindre der kommer en aflysning kan jeg ikke få en tid før d. 30 april, og så er gode råd jo dyre.

 

Jeg går på nettet gør jeg. Læser side op og side ned, og nu ved jeg hvad der venter, hvis ikke jeg tager det her dødsens alvorligt. Ventetiden kan jeg ikke ændre på, kun håbe der kommer en akut tid inden, men jeg kan gøre så meget andet og det gør jeg så.  Skyller mund to gange dagligt. Børster med elbørste efter forskrifterne, bruger tandtråd/stikker og ruster mig mentalt på den rensning, som jeg SKAL igennem for at hindre det hele i at løbe løbsk. Med en målrettet indsats, kan det lade sig gøre at standse udviklingen så jeg ikke ender som tandløs, og jeg kan godt love jer at jeg nu ses med konstant og hele tiden TOP rene tænder. I tiden efter min grundrens, vil jeg skulle være virkelig perfid med mundhygiejne, men det er jeg helt klar til.

 

Faneme om jeg skal være BÅDE enspænder, københavner på landet, med gummistøvler og underlige gevanter, herreløse katte i hobetal OG uden en pløk i munden.

 

NO fucking WAY

 

********

 

Læs mere om Paradentose her:

http://www.tandlaegeforeningen.dk/Patienter/Tandsygdomme/tandkodsbetaendelse_paradentose.aspx

http://www.tbt.dk/almindelig-tandpleje/paradentose/

http://www.tep6.dk/tandbehandlinger/paradentose-behandling

Et langt skridt videre

 

 

Lørdag kom jeg virkeligt et godt skridt videre her. Der er efterhånden kun køkkenet’s sidste og uundværlige ting og sager, som skal pakkes. Der er lidt småtterier hist og pist, og det der man aldrig lige ved hvor man skal gøre af, fordi det ikke må blive væk under flytning. 

 

Den sidste store, og nok værste opgave ligger i kælderrummet. OMG! der er meget og det meste af det er Rasmus’ sager. Faktisk kan jeg ikke helt overskue at tage fat på det, så når Pernille kommer i næste uge er det vist det, hun skal hjælpe med. Hun ved det bare ikke endnu… Hehe

 

I dag er jeg træt, men tilfreds og derfor har jeg sovet mere end jeg måske synes er i orden, fordi vejret er dejligt udenfor. På den anden side, måske jeg bare skulle overgive mig og sige som Snoopy:

Visse projekter er bare ikke .. meant to be

 

 

Som nu den her dejlige saftige grønne sag, jeg drømmer om at ku tage på når det bliver en smule mere forår.  Med det fjerde forsøg i “skrotkassen”, må jeg simpelthen lægge garnet til side og glemme det for en stund, for ellers ender det med at jeg i et anfald af hysteri kommer til at sætte ild til skidtet.

 

Og det ville jo være synd for det lækre garn ik..

 

 

- Første forsøg blev alt for stor

- Andet forsøg blev for tyk

- I en anden garnkombi gik det på samme måde med forsøg nummer tre,  og nu

- Forsøg nummer fire, ja man sgu faneme tro det var løgn, men der er ikke samme antal masker på skuldrene! 

Hvordan faen er det nu gået til???  Jeg aner det simpelthen ikke, for der er talt og talt igen. Der er strikket TOLV cm inden jeg opdager fejlen, og nu gider jeg bare ikke mere.  SLUT prut finale.  Det grønne bliver lagt i skammekrogen, og jeg griber istedet til den hindbærrøde og strikker noget helt andet gør jeg.

 

Eneste jeg vil gentage er de smukke raglanudtagninger. Dem er jeg begejstret for, og med fire forsøg må de siges at sidde i hænderne nu.

UPS!

 

 

Jeg har lige opdaget, at jeg ikke har betalt for mit internet i denne mdr. De penge har jeg selvfølgelig slet ikke nu, sååå bliver her pludseligt stille herinde ved I nu hvorfor. 

 

Abb her løber til d. 15 maj, og det nye bredbånd der skal overtage når jeg flytter, er først aktivt d. øhhh… hmm.. , jo den 1 maj tror jeg nok jeg har sat det til.  Ved så ikke lige om jeg orker at sætte mig ind i, at få det op og køre før jeg er flyttet. 

 

Det betyder at jeg uanset vil være offline nogen tid omkring flytningen. Det er sikkert også meget godt med en pause fra nettet, så jeg kan bruge tiden på alt det andet som også fylder :-)

En lille forsmag på, hvad der venter mig på landet

 

 

 

Fredagen er fastlagt og lige til at gå til da jeg lægger mig torsdag aften.

 

Apotek  ( jeg har kun en migrænepille tilbage)

Tandlæge ( juhu jeg glæder mig til at fortælle om rygestop, og få færdiggjort tanden)

Hente lidt mælk og et par croissanter hos Liedl og så…

 

Strik og pleje af gummerne resten af dagen, med kold is i stride strømme.

 

****

 

Jeg vågner kl halv otte med BRAGENDE migræne!  Det eneste som bare IKKE må ske i dag, men jeg sluger den sidste pille og håber det bedste.  Intet sker. Ikke andet end begyndende kvalme, summen i hænderne og øjne jeg ikke kan se ud af. 

Gode råd er dyre, og jeg er alene i dag. Tilfældet vil at der ikke er nogen  i nærheden, som kan fræse på apoteket for mig, og netop sådan vil det jo nok være fremover,  dernede langt fra verden og det nærmeste apotek.  Jeg får ringet til tandlægen og aflyst, hvilket er noget skidt for næste ledige tid er først d. 30. Lige snert nok efter min mening, men jeg bliver skrevet på en akut venteliste så det går nok.

Jeg ligger lidt og prøver at få ro på kroppen. Er lige et smut ude og runde toilettet. Kaster op og ind i seng igen. Tænke tænke.. what to do?  Der er ketogan jeg kan tage, men det smadrer de næste 24 timer, og det har jeg faktisk ikke tid til. I weekenden kommer der hjælp til noget af det jeg ikke selv kan overskue, og det VIL jeg ikke også aflyse, så det ender med at jeg tager en beslutning.

Langsomt og med lukkede øjne begynder jeg at klæde mig på. Spiser lidt melon for at få lidt i maven. Stille og forsigtigt bevæger jeg mig ned af trapperne, og hen til bilen. Apoteket ligger kun fem min væk, så jeg er fast besluttet på at jeg godt kan klare turen derhen og tilbage igen. Det går, og damen ved skranken er så flink at komme med en stol og en kop vand, så jeg kan sluge en pille inden jeg tager turen hjem igen.

 

 

Nu sidder jeg så her. Der er gået nogle timer ca, og hovedet er ved at være klart, men jeg er lettere dopet og skæv nu. Det er tid til at være lidt stolt fordi jeg har klaret mig selv, men også til at skælve lidt ved tanken om, hvad der venter mig i fremtiden. Lige netop sådanne dage som i dag vil der også være dernede, så jeg skal lære at planlægge grundigt omkring mit hjemmelager af nødhjælp. Dernede tager det ikke kun fem minutter i bil, hvis uheldet er ude og jeg har brug for hjælp.

 

Oj det er en skræmmende tanke.

Jeg lærer nyt hele tiden

 

 

Feks har jeg i dag lært, at problemerne med mit tandkød KAN skyldes at jeg er stoppet med at ryge. Noget med giftstofferne og kroppen som reagerer. Det KAN også med rimelighed skyldes, at jeg en smule tynget af visse praktiske ting og meget tynget af, at ikke al hjælp er tilbudt uden en pris.

 

Humøret er i bund og grund godt, men jeg har været presset i så lang en periode efterhånden, at jeg bare ikke kan tåle selv det, mindste stress eller ydeligere pres.

 

Summa summarum:

 

En cocktail af dårlig tand, småparadentose og unødvendige belastninger gør ihvertfald ikke mit helbred bedre.

En knudret knold som denne her fra mors og fars kolonihave, minder mig sgu lidt om den måde mine nervespidser har det på for tiden. TOTALT forknudret.

 

 

PS: efter tirsdagens besøg hos tandlægen gik jeg direkte  hjem og røg en smøg!  Så jo, det ER megasvært at stoppe, men jeg er topmotiveret og klør på med det. De dersens E-cigger, som jeg nu har med allevegne, de gør hele forskellen.

Torsdagsbarometer

 

 

 

 

 

Humør i top ( Trods av i tandkød )

Tandkød i bund ( men det skal nok blive godt igen )

Vejret er udemærket ( ingen frost )

E-ciggen kører lidt op og ned ( men jeg har nedsat forbruget til 2-3 styks dgl )

Strikkepinde er glødende varme

 

 

Alt i alt en torsdag med fremtid i :-)

Så gad jeg altså godt være i Århus..

 

 

 

 

 

I Aarhus er de så kreative, at de har arrangeret en super god “leg”.  Klik på ordet ovenfor, hvis I vil vide mere om hvad den går ud på.

 

Skulle jeg ikke flytte. Var jeg ikke bankerot. Kendte jeg lige nogen som kunne huse mig.. ja så var jeg helt klar på en omgang stafet i det jyske. Sådan bliver det så ikke i år, men er det en succes så håber jeg skisme at det bliver en tradition.

 

Her er en liste over de butikker som er med på legen:

Butik Himmelblå
Holme Møllevej 6
8260 Viby J
City Stoffer & Garn
Park Allé 9
8000 Århus C
Fandango
Gl. Munkegade 19
8000 Århus C
Garnlageret
Rosenkrantzgade 31
8000 Aarhus C
Gazelle Garn
M.P. Bruuns Gade 44
8000 Aarhus C
Ingers
Volden 19
8000 Aarhus C
Netgarn
Banegårdssgade 5
8000 Aarhus C
Strikkepinden og
den lille zebra
Jægergårdsgade 44
8000 Aarhus C
Stof & Stuff
Badstuegade 20
8000 Aarhus C
Tøndering Strik
Graven 3
8000 Aarhus C
YarnFreak
H. Pontoppidansg. 2
8000 Aarhus C

 

 

God fornøjelse til de af jer, der tager stafetten :)

Bare en lille tanke fra onsdagens pause

 

 

Har nogen husket at fortælle mig, at jeg flytter meget langt væk??  GISP!

 

 

Den slags tanker summer ind og ud af hjernen nu, men lidt har jeg da fået strikket, og ligeså endda pakket endnu et par kasser. Det bedste ved denne dag er dog et besøg, som var aftalt OG, som endda betød at min strømforsyning her til den bærbare ikke længere er i fare for at dø.  Fisters tænder var begyndt at præge forbindelsen med både gnister og andet ubehageligt, men nu kører jeg igen sikkert derud af.  Tak for det ven :-)   Efter 15 år er det stadig godt at se dig.

 

Dagen har i sandhed været lilla, solrig og blød

Nedtælling og optælling

 

 

Jeg har fjernet min nedtællingstæller i sidebaren igen. Har nået det punkt, hvor sådan en stresser mere end den glæder. Ikke at jeg ikke glæder mig, men uhh jeg synes jeg mangler meget, og at tiden nu går hurtigt.

Omvendt går jeg og tæller op. Af kasser og poser og alt det andet som skal flyttes. Det går støt og roligt fremad, og igen.. uhh der mangler en del endnu.

 

Så alt i alt skal de sidste fjorten dage hurtigt få ben at gå på. Og det er årsagen til, at jeg i dag onsdag IKKE vil beskæftige mig med andet end at sove, strikke, surfe, drikke, sove, strikke, surfe og drikke. MAO…

 

Onsdag er pausedag.

Man ved med 100% sikkerhed, at det er forår når..

 

 

 

    .. Henriette kører bil allerede kl halv ni en tirsdag morgen. MED tøj på.  Ja altså.. jeg mener, i andet end nattøj selvfølgelig. HA!

 

Den slags er simpelthen slet ikke sket de sidste mange år om vinteren, så ja.. NU er det forår. Endelig

 

Grunden til min uvante deltagelse i morgenmylderet bor bag de to vinduer. I Lyngby på 2. sal. 

 

 

Jeg har været til tandlægen igen. Og da det nu er mig vi taler om, så kan det vel ikke undre nogen, at det der har plaget mig de sidste dage IKKE har en hujende fis at gøre med rodbehandlingen. Nææh nej da. Vi tager da også lige og får konstateret

 

Begyndende paradentose!

 

Jov jov. Kom ikke her og bli væk. Så nu er en nødbehandling sat i værk i dag, og går det efter planen, bliver de næste 14 dage ( op til flytningen jeps .. ) muntre, og besat med en intensiv og under fuld bedøvelse, startbehandling i form af en omgang grundrens. Vi kan lige nå det inden 3 maj, og så tager vi det videre derfra, som damen så flinkt beroligede mig med.

 

Jeg synker lige en ekstra gang gør jeg. Gyser og sluger endnu et par smertestillende, og håber bare at noget en dag sker, som IKKE koster penge eller gør ondt. For ondt gør det når der skal renses ud i “lommerne” under tandkødskanten. Jeg synes det er ret så synd for mig, hvis jeg skal være helt ærlig.

 

Jeg lever for tiden ret så flydende, for alt svider og gør nas når jeg tygger. Efter den besked ved tandlægen var en pause påkrævet, så jeg slog mig ned med en smoothie i verdensklasse på Statoil. Når jeg skal grundrenses, så skal bilen knagme også. Den trængte til det efter den lange vinter, så jeg nød solen og glemte for en stund at jeg har

 

…  begyndende paradentose!!!

 

 

A hva ba?  

Spring has sprung

 

 

 

 

Nu tror jeg på det. Det lidt jeg har tilbage på altanen nægter at holde sig nede, så nu kigger små anemoner og et par jordbærplanter så småt frem. Der er grønne skud på klematisserne, og så står der også et par nyindkøbte ( super godt tilbud ) klatreplanter, hvis nu ulykken rammer og dem jeg har her ikke klarer flytningen.

De røg med, da jeg i lørdags hentede endnu en ladning flyttekasser i Silvan. UPS!

 

 

 

Jeg er stadig fyldt med mandagskarameller i kroppen, men jeg har faktisk siddet og strikket en times tid udenfor. Iført tykke sokker, bare ben og natkjole. Et ømt syn, men heldigvis er der jo ikke nogen som kan se mig heroppe. Hvor er det bare skønt at være ude igen.

 

 

Og strikkeriet.. ja det er såmænd også forårsgrønt. Sidste måneds forsøg er pillet op, og nu er en to’er af gårsdagens råhvide påbegyndt, for den er bare perfekt til mig. Jeg laver selvfølgelig et par ændringer bare for underholdningens skyld, men basis er det samme. Oppefra og ned, firkantet, raglan og kort krop.

Som en sej karamel i gebisset…

 

 

Kender I den fornemmelse?  Når noget bare er irriterende og besværligt at tage livtag med?  Næsten umuligt at håndtere? Sejt og insisterende?

 

Ja, ok det er måske nok liiige i overkanten at bruge den sammenligning, men sådan synes jeg altså denne mandag morgen er. MEGASEJ at tage hul på. Iøvrigt er der også andre ting jeg har det sådan med, men det er en helt anden historie..

 

 

Jeg sidder her og forsøger at tygge mig igennem formiddagen, med ømme gummer forresten, (hvilket er virkelig irriterende for de er ikke en metafor ), og en trang til bare at sige see you, og på gensyn i morgen tirsdag. Bare springe dagen over simpelthen.

 

 

Det har været en god, givende men travl weekend. Jeg kan med rette sige, at jeg har været glad i den, og at jeg stadig er glad, især over den succes min nye gruppe på Ravelry har vist sig at være. Jeg vidste med mig selv, at den ville dække et behov, men jeg er alligevel overrasket over tilslutningen. I går aftes inden jeg driblede i seng, var 90 nye medlemmer tilmeldt!!!

 

Siger og skriver  H A L V F E M S  !!!!  på mindre end et døgn

 

Det synes jeg faneme er godt gået, og jeg glæder mig over at der allerede nu flittigt er opdateret med billeder af FO’s og skriverier. HEP for det og tak for interessen derude :-)

 

 

Og ja.. jeg har ondt i gummerne. Aner ikke hvorfor, men faktum er at de lissom værker hele vejen rundt og oppe og nede. Det gør mig vanvittig faktisk. Is er godt til bedøve lidt. Ligeså hjælper det, hvis jeg overhovedet ikke tygger på noget. Jeg når muligvis at blive lettere svimmel inden fredag, hvor jeg har en ny tid, men på den anden side så kan jeg snildt tåle at smide et par kilo såå…

 

Nok for nu. God mandag til jer, som er friske derude. Hils dagen fra mig ik..

Jeg har oprettet en ny gruppe på Ravelry

 

 

Jeg har gået længe og ventet på, at andre ville få samme tanke og være frontløber, men i dag fløj en raptus i mig ( hedder det det?? ), så nu har jeg gjort det selv. NÅ!

 

Ej, jeg synes bare at den er relevant, at den har manglet, at det kunne være sjovt OG at det må være på sin plads.  Jeg har oprettet en ny gruppe på Ravelry. Den er i al sin enkelhed for alle os, som bare er vilde med garnet fra Nordjylland. Faktisk har jeg ikke helt overskuddet til altid at være på som moderator, så jeg håber at en eller to andre, vil melde sig til den frivillige tjans. Opgaven består kun i at være med til, at holde god ro og orden i gruppen. En moderator er også en som kan gå ind og markere, hvis der er opstår en ubehagelig tone eller uenigheder. Det er heldigvis ikke ofte sådan noget sker, men det hænder når mange har en mening.

 

I kan finde gruppen ved at klikke på billedet her:

 

 

Sådan kan der ske så meget på en søndag, og nu tror jeg så også det må være nok for i dag, fra mit initiativrige lille hjørne af hjernen. 

Om hvordan Blackill kan få mig til både at sukke, stønne og skrige

 

 

Ja, man skulle tro det handlede om det rene porno ik..

 

Det gør det bare ikke, og så alligevel måske. For os som strikker og elsker fibre, er der måske en skjult fetish omkring det at opleve, hvordan uld kan skifte karaktér. Det er den rene forløsning at se og mærke, hvordan et strykke strik kan gå fra at være en en smule tvivlsomt, til at være fuldstændigt fantastisk efter blot en skylning.

 

Jeg selv sukker og stønner mig sgu ofte igennem processen, og skriget kommer når jeg efter mange timers arbejde opdager en fejl, hvilket heldigvis ikke er hver gang jeg har lavet noget. 

 

Min Boxyinspirerede sommersweater er færdig og ligger nu til tørre. Den er fuldstændigt vidunderlig og jeg ved at den kommer til at hænge på mig når aftenerne bliver kølige, MEN..

 

Her i det kolde skarpe morgenlys, med kaffen til at klare min hjerne og brillerne på næsen til at åbne mine øjne, skriger en fejl til himlen:

Næsten usynlig er den, men den er der.  Kan I set hvad det er?  Forskellen mellen flødeskum og kaffefløde er hvad det er, og selvom den er minimal og ikke en kæft sikkert vil bemærke det ude i den virkelige verden, så ved jeg det.

 

Der er ikke andet for..  jeg må igang med nummer to,   STRAKS!

 

 

Her kommer så lige en lille billedstrøm:

 

Jeg er ikke i tvivl. Trods fejlen elsker jeg simpelthen denne trøje. Det skyldes i allerhøjeste grad garnet, som bare er så lækkert. Både at arbejde med, og især efter skyldning. Det er et lille tryllenummer hver gang. Den lidt hårde hør/silke og lammeulden, bliver til det blødeste blødeste stykke strik.

 

Jeg sidder bare her og gentager mig selv, og det undskylder jeg, men som strikkere kan I sikkert godt give mig ret i ( og vi siger det ikke til nogen vel..), at det er en lille øjenorgasme vi får, når et stykke strik er færdigt og vellykket ik.. 

 

 

Rigtig god søndag derude :-)