Dipdye sweater, lettere modificeret

 

 

 

Her er den så. Lidt kortere, men til gengæld bredere end originalen. Og med glatstrik på retsiden efter farveforløbet. I betragtning af alle de øv’er jeg har hvisket hver gang jeg har arbejdet på den, er den faktisk blevet ikke så ringe endda. Øv’erne har handlet om tvivlen omkring farvevalget. Var de gode nok eller ej. Og så om det her med vrang på ydersiden.

 

Nu er den her og jeg ved at den nok skal blive brugt. Ret så heldigt efter de mange timers rundt og rundt med maskerne.

(og så taler vi ikke om, at jeg i vanlig stil løb tør for den mørke brunlige farve og derfor bare sked på alle regler, og strikkede videre med en ligeså mørk blommefarvet. OG vi nævner heller ikke, at jeg naturrrrligvis ikke fik strikket den mørkebrune lige langt på ærmerne, og at der derfor er forskellige bredder på den blommefarvede!!!)

(( i det hele taget er det et mirakel, at den alligevel ser ret så pæn ud, når man tænker på HVOR doven en strikker jeg er))

 

 

Jeg går i seng.. liiiige om lidt

 

 

 

 

Det er langt over min normale sengetid, men jeg kan ikke helt tage mig sammen i aften. Det ene serieafsnit tager det andet, kender I det?

 

 

Lige inden jeg slukker og lukker for i dag kan jeg da fortælle, at jeg trods den nu begrænsede tid haven, har været derude alligevel. Det var mildt og tørt og vindstille da jeg stod op, og det lader jeg mig ikke sige to gange. På med sweater og sjal til at begynde dagen med udenfor, og så ellers bare tage dagen ind. Jeg fik flyttet lidt flere krukker ind i skuret, så de står sikre for for frost i den kommende vinter. Endnu et højbed blev soigneret, fyldt op med haveaffald og mere jord, og nu ser der bare totalt ryddeligt og pænt ud på det stykke jord.

 

 

Der er efterhånden ikke meget mere for mig at gøre derude af det hårde arbejde, kun georginerne står og venter på den første frost. Jeg har på afstand holdt lidt øje med den gamle have i Vestergade, og jeg har kunnet se at mit forsøg sidste efterår med at lade knoldende blive i jorden og dække dem af har virket over al forventning. Man kan se store blomster ude fra vejen.. Det er dog ikke den løsning jeg vælger i år, for jeg har ikke helt styr på, hvor de skal stå næste sommer og nå ja uanset hvad, bliver DET jo alligevel heller ikke en blivende plads sååå. Jeg tager turen med spaden inden så længe regner jeg med.

 

 

Der er pænt derude nu. I min have. Så fint og ordentligt det hele står, og så meget jeg er stolt af at have lavet. Højbede, stier og små rum. Hvis ikke det var fordi det er en fjollet tanke, så kunne det da være at jeg simpelthen skulle nedsætte mig som haveindretter. Mod gratis logi og fri konto til havecentrene, ja så kunne jeg simpelthen slå mig ned i en bolig, hvor der trænger til at blive gjort noget ved haven. OG så flytte videre fra sted til sted. Fra den ene forfaldne have til den næste.

 

Bortset fra..

 

… det kan jeg nok ikke helt holde til i længden. HA!

 

Når man er vågen om natten

 

 

 

 

 

 

Jeg har været vågen siden klokken fire i nat!

 

 

Det er meget meget længe siden at jeg har været på den galej, men den er muligvis i gang igen. Tredje døgn på migrænemedicin er jeg på, og i nat måtte jeg så op. Skynde mig ned af trappen og se at få slugt pillerne i en hulens fart, inden anfaldet for alvor tog fat, og det lykkedes da heldigvis, men prisen..

 

.. prisen er ligeså muligvis, at det er noget jeg må vænne mig til igen. For en tid. Vi får se.

 

 

Lykkeligvis kan jeg da heldigvis bruge tiden i mørket på noget fornuftigt, og jeg er endelig endelig blevet færdig med et af den slags strik, som virkelig har trukket tænder ud. Kender I det?  Nærmest fra allerførste omgang kan man bare mærke, at man faktisk ikke helt er tilpas med det? Normalt ender det så sine dage enten længere og længere ned i bunken af projekter, efterhånden som nye og mere interessante bliver påbegyndt, eller også bliver det slettet fra erindringen og pillet op igen.

 

 

Denne gang er det gået en smule anderledes, for jeg har uvist hvorfor, stædigt strikket på den forbandede trøje og nu er den færdig. Skyllet og lagt til tørre. Er den så håbløs som jeg har følt den ville blive, ender den som havesweater. Brugt skal den nok blive, men ved gud det bliver sidste gang jeg strikker noget der ligner.

 

Det er en såkaldt dipdyemodel, designet af Camilla Vad og teknikken løber som en steppebrand overalt i strikkeland for tiden. Sokker, vanter, sweatre, sjaler, trøjer, puder og alt, hvad der nærmest kan tænkes, er “dipdyeet”. Selve den teknik er ret sjov at have med at gøre, og det er ikke den jeg har været irriteret på. For at strikket skal få det rette udtryk, skal man bære det strikkede med vrangen som retsiden. Og DET har jeg aldrig kunnet forlige mig med. Selv når jeg skal strikke snoninger retter jeg som regel til, så der bliver mindst mulig vrangmasker at se forfra. Aner ikke, hvorfor det generer mine øjne sådan, for jeg elsker jo rillestrik feks. Det er bare sådan det er, og derfor har jeg i modsætning til forskrifterne kørt kompromisløsningen. Forstået på den måde, at indtil farveskiftforløbet er færdigt er det vrang der er på retsiden, men resten af blusen har jeg så vendt så der er retstrik.

Det har nok været det, jeg ikke helt har kunnet se om ville fungere, men faktisk ser det ok ud nu, hvor det er skyllet og lagt fladt ud.

Jeg skal nok vende tilbage og vise bluse på og i noget bedre lys..

 

Iøvrigt har jeg også ændret på faconen. Opskriften er en ret så meget lige op og ned ting, men det klæder absolut ikke den facon jeg promenerer, så jeg har gjort den bredere ved simpelthen, at strikke indtil ærmegabene var mere komfortable, hvilket også gør selve blusen bredere, når man strikker oppefra og ned. Opskriften kører så med ekstra opslag i ærmeåbningen og dem har jeg taget med, selvom jeg har kunnet se at det ikke var nødvendigt. Så nu har jeg en løs model som jeg kan bevæge mig i. Tju bang dynamolygte bum!

 

 

 

 

Nu venter så den næste opgave, der så fint kan fylde endnu en dag med havregrødshimmel og våde fortorve.  HVAD jeg skal jeg nu i begynde at slå op til…

I dag er jeg bare træt

 

 

 

 

I går aftes fik jeg kvalme. Det kom snigende og var ikke til at blive kvit, så det endte som den slags ofte gør. Jeg kastede op. Der var ikke meget at give af, for appetitten er en smule nedslået, men sjovt nok tager maven sig ikke af den slags bagateller. Jeg gik slatten i seng, og vågnede helt uden for nummer først ved ni-tiden! Første tanke var kattene, som jeg jo var overbevist om måtte ligge og ralle af sult, dernæst kom trætheden. Og bevidstheden om, at mandag ville blive træls.

 

Op og i tøjet og fylde madskåle og kaffekop.

 

 

 

Dernæst ud. Ud fordi det var vindstille og kun smådryppende. Ren stædighed har givet mig tre timer i det fri, med lidt oprydning og havenusseri. Konstant ignorerer jeg den sætning, som kører i ring konstant.. “det er meningsløst, det er meningsløst”. Selvom jeg føler søvnen sidder og prikker mig på den ene skulder som en djævel, vælger jeg at lytte til englen på den anden, og stædigt gribe min lille skovl, for at flytte lidt på en plante eller fire, som trænger til mere plads.

Så jeg har altså flyttet kodriver. Og ryddet bedene for de sidste rester af morgenfruer. Jeg har klippet de næsten færdige høstasters ned, og også sankthansurt er røget for saksen. Begge har irriteret min øjne fordi de var væltet. Jeg har revet lidt, samlet frø og sidst men ikke mindst har jeg siddet i mit hjørne og bare kigget. Ud over haven. Og tænkt. Skal, skal ikke når den tid kommer, grave alle de flotte fliser op igen, som jeg har fået foræret i foråret. Skal, skal ikke tage både det ene og det andet med mig.

Godt nok har jeg besluttet ikke at gøre en hujende fis før til nytår, men det er ikke det samme som, at der er spekulationer som er svære at lukke ned.

Så ja. Jeg er træt. Mandagstræt. Og flyttetræt. Gammeltræt og parat til, at byde enhver velkommen, som skulle få lyst til at sende mig på en månedlang ferie til Bahamas. Nemlig.

 

 

(ps: intet er så godt at det ikke er godt for noget, for om ikke andet er nyeste drama sgu da årsag til, at genoptage regelmæssig aktivitet på bloggen!!)

Fristen er lang, så jeg melder ro på og holder søndag

 

 

 

 

1.november 2017. Det er den afgørende dato, og der er heldigvis lige nu lang tid til. Der er faktisk så længe til, at jeg for det første gør alt hvad jeg kan for at lukke ned for niveauet af bekymringer, og for det andet insisterer på at søndag skal være som søndage i oktober er bedst.

 

I en stol. Med to fungerende hænder og flere forskellige valg i strikkebunken. Måske en hjemmebagt bolle fra i går glider ned senere, og med let fordøjelig underholdning på skærmen.

 

Jeg har allerede været den lange liste af godser med udlejning igennem, og mandag sender jeg dem mails. Der er fem-seks stykker med potientiale, men jeg har en klar fornemmelse af, at det trods alt er uden for min rækkevidde. Alle har nemlig ret voldsomme beløb som indskud, og så nytter det ikke at gøre mere ved det, men jeg vælger lige at bede om at få tilsendt lidt information. Alt skal da prøves.

 

Når de mails er afsendt, gør jeg ikke aktivt så voldsomt meget mere før efter nytår. Det er nødvendigt for min egen indre ro, og for ikke at få hele mit efterår og den efterfølgende jul totalt ødelagt af spekulationer. Det eneste som kan ændre på den beslutning er et mirakel. Som feks en rig ukendt onkel fra Dubai med lyst til at testamentere mig penge. Eller som i at der uventet dukker lige DEN perfekte mulighed op, som det ville være dumt ikke at handle på. Eller at nogen vinder så kæmpe en gevinst i lotteriet, at jeg bliver betænkt med en portion penge til at købe udlejer helt ud.

 

Intet af ovenstående er dog andet end urealistiske fantasier, og den slags gør jeg mig ikke længere ret meget i. Jeg spilder i forvejen en del af min tid på tanker af enhver art, så der er ikke også plads i kalenderen til den slags fjollerier. Drømme… HRMPFF!!

 

Jeg kan forresten berolige alle, og lige slå fast at jeg nok skal tage ALT i betragtning. Helbred, katte, beliggenhed, økonomi, transport, indkøbsmuligheder osv osv osv. Det er så godt at I gider tage jer tid til at minde mig om det. Jeg takker og mærker så godt efter, hvad der er bedst for mig. Når tiden nærmer sig.

 

Dagen efter dagen

 

 

 

 

Fredag kom og gik, men i timerne fra jeg stod op til jeg gik i seng igen, var jeg igennem både mavekramper, hovedpine og diffuse smerter. Og en sjælden fornemmelse af ikke at kunne få luft. Den slags udmatter og tager pusten fra mig.

 

Fredag var også en trøst på sin vis.

 

Bag ved min adresse ligger der et stribe huse, hvori der blandt andet bor et ældre ægtepar. De har fra starten været ualmindeligt søde til at byde mig velkommen i kvarteret, og det er blandt andet dem, som i sommer forærede mig en samling sager, der for mig er guld, men for dem var no go. Lanterner, havestole, en bordgrill og haveredskaber var noget af det jeg måbende tog i mod. Det var også herfra Josefine og jeg fik assistance da hun skulle flytte til Nakskov.

 

Med andre ord, har alle de steder jeg indtil nu har været hernede, budt på naboer som har vist sig at være guld værd. Viola på Alsøvej. Majbritt i Vestergade og nu John og Rita i Søndergade.

 

I går formiddags sad jeg solformørket i deres lille køkken og tudbrølede! Præcis som jeg har gjort i Violas køkken. Og i Majbritt’s. Arhem hvad fanden er det her for noget altså? Til alt held tog de to søde ældre mennesker det med oprejst pande og løftede våben så at sige, for da de hørte hvad der er “overgået” mig, gik begge helt i chok. De kender perifert min udlejer, og ser man bort fra det ulykkelige i en skilsmisse og i, at heller ikke de havde set DEN komme, så var første spontane reaktion, at det ikke skulle få lov at slå mig i gulvet. Pokker tog ved Hr. John og han fik mig til at love, at jeg nu slår koldt vand i blodet og tager det heeeeelt roligt. Deres årelange netværk hernede er så omfattende, at det er utænkeligt at der ikke dukker et godt sted op til mig inden der er gået et år. Jeg har tiden for mig, til at mærke efter, hive fornuften og erfaringen frem, så der ikke bliver truffet hovedkuls beslutninger.

 

Så langt så godt.

 

Intet kan dog fjerne skammen i, at jeg for gud ved hvilken gang, IGEN skal rundt med violiner og sang for at finde assistance når flyttedagen kommer. For det er næsten det, der slår mig mest ud. Een ting er at jeg skal pakke ned og ud. Det kan jeg vel nærmest i søvne og udgive ekspertbøger om, en anden og værre er, at en flytning jo ikke bare er noget jeg lige gør. Jeg skal rundt igen og høre om nogen vil stille tid, bil og trailer til rådighed. Jeg skal rundt igen for at høre om nogen vil være muskelkraft. Jeg skal rundt igen for at bede på mine knæ med andre ord om, at nogen vil vise sig storsindet nok til at flytte for mig. Jeg HADER HADER HADER den situation. Det er ikke særligt morsomt og det er ikke særligt stolthedsudviklende. Ydermere er den kommende flytning så ekstra kompliceret ved det, at jeg jo har arvet en del ekstra møbler, som ikke tidligere har skullet med i flyttelæsset. Og ved at jeg denne gang ikke kun har en dårlig skulder men nu fanme og sgu også dårlige knæ. Især det venstre har svært ved at finde tilbage til de gode bevægelige tider. Det gør rent ud sagt stadig møghamrende ondt, hver gang jeg forsøger at gå på hug.

 

HOLD nu kæft jeg er lige en smule træt. Igen..

 

Der er også mine to pelsdyr. Mine to uundværlige livsglæder. Herman er jeg ikke så bekymret for, idet han nøjes med at surmule helt åndssvagt en tid, men hurtigt glemmer. Holger er omvendt en helt anden natur. Her på matriklen har det taget næsten fem måneder før han var helt sig selv igen. Han blev så stresset af den voksende bunke af flyttekassser og og det nye hood, at han tabte al pelsen på maven. Det er først ved at vokse frem igen nu! Det er ubærligt og måske for nogen ikke til forstå, men for MIG ubærligt at han skal udsættes for det een gang til.

 

 

Nu det lørdag. En kold og blæsende lørdag. Og der er lidt mere ro på mig, for visse fakta er jeg allerede nu helt afklaret omkring.

 

Det her er noget som åbenbart er min skæbne og derfor noget som “bare” må tages oppefra og ned. Ret hurtigt slog det ned i mig, at når nu det ikke kan være anderledes, ja så går jeg målrettet efter at jeg VIL udenfor den umiddelbare by. Er jeg ufrivilligt tvunget til at flytte, ja så bliver det edderbukkeme til et hus der ligger på en mark. Eller noget der ligner. Basta. Det her må jeg se som chancen for at ende der, hvor jeg allermest drømmer om at bo. Der, hvor solopgange og solnedgange er lige uden for døren. OG der, hvor der er stille. OG natur. Og vilde dyr. Og hvor Holger, Herman og jeg kan gå ture i fred. Sammen.

 

Så sådan bliver det.

 

Hvis altså lige at det ligger i mine kort. Og om guderne vil. Og hvis månen går rundt om en stjerne på en ulige dato med solen i ryggen og det er vindstille vejr. NÅ!

 

At jeg så igen måske ender i et hus, uden plads til overnattende gæster, eller hvor der måske ikke er så lyst som her, eller hvor køkkenet er grimt og badet fra min barndom, det gider jeg simpelthen slet ikke bruge energi på at ærgre mig over. Lige nu går min energi på, at være sindssygt frustreret over, at ovenstående i det hele taget er på dagsordenen. I mange måneder fremover.

 

Endeligt kan jeg afslutte tiraden her, med den oprigtige nedtur jeg har over at jeg, med den slidte krop i baghovedet, er en smuuuuuule øv over haven. KAN jeg i det hele taget rent fysisk køre det show for fjerde gang? Jeg har jo bevist overfor mig selv og den store verden, at man rent faktisk kan flytte og etablere en smuk have på en enkelt sæson, men kan kroppen? Endnu engang?? Lige nu virker det umuligt, men tiden må jo vise det. Sandt er det, at jeg (med fare for at blive skudt i skoene, at jeg er en naiv idiot), virkelig denne gang troede at det var anstrengelserne værd, at tage fat og gribe spaden. Jeg vil slet ikke begynde at fable om de penge jeg har lagt derude. I mulden. Tænker jeg på det, er der ikke tvivl i mit sind, det hele skal med. IGEN! Absolut.

 

Og så er vi tilbage til udgangspunktet.

 

For skal også haven og hele udstyret af ting og sager og krukker og redskaber og paller og sten og.. med, vil det kræve yderligere velvilje fra de, som forbarmer sig over mig. Når jeg skal flytte. Uanset hvordan jeg vender og drejer situationen, så er og bliver det bare ikke det jeg lige har brug for. OG det er og bliver noget lort.

 

Og ja.. man kan altid finde andre, der har det værre end een selv. Og ja, man skal da naturligvis altid glæde sig over i det hele taget at være i live og over at man, som psykiateren så kvikt forklarede mig, jo ikke er på flugt fra hverken krig eller tortur sååå…

 

 

Jeg er da så heldig er jeg.

 

 

Lammelse. Kan ikke beskrive det på anden måde

 

 

 

 

Mine fingre ligger på tasterne, men .. jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal sige. At prøve at beskrive det sted jeg står nu er egentlig let nok, men chokket har paralyseret den del af min hjerne, som styrer evnen til at bevæge mig. Og til at handle.

 

Jeg kan simpelthen ikke.

 

Meget har jeg været igennem de sidste seks år og mange forskellige følelser har været med i forløbet, men DET her.. jeg ved sgu ikke, bortset fra at der ikke er en kæreste indover, så har jeg det fuldstændigt som dengang jeg blev kørt hen og afleveret på den lukkede. Sorg. Chok. Uvirkelighedsfornemmelse. Vantro.

 

Vrede eller det der ligner kan jeg slet ikke engang svinge mig op til.

 

 

Til alle I, der på mine vegne har skrevet med råd om indsigelser og LLO. Det nytter ikke noget som helst, for enden bliver uanset hvad, at udlejer selv skal bo her. Punktum. Det vil være nytteløst at forsøge at stampe 700kr op af den tørre muld. LLO svarer ikke på noget som helst før man er medlem, og det vil i sidste ende alligevel være mig, som efter opslidende kamp skal pakke hele lortet ned i flyttekasser een gang til.

 

Og lov mig nu, at I ikke vil begynde at skændes i kommentarfeltet.. Jeg kan sgu ikke klare det, selvom jeg ved I mener det godt, og at det er fordi I føler med mig og vil hjælpe. Jeg er ikke i stand til at leve som andre, med et socialt netværk, der kan troppe op og være der for mig, og derfor har jeg behovet for at “tale” med nogen både her og via de sociale medier. Jeg har brug for jer derude, men I må ikke skændes. Vel.

 

Hvis I gerne vil gøre noget, så er det jeg har allermest brug for, hjælp til at komme videre herfra. Og med det mener jeg ikke i al hast, DET har jeg prøvet og det er gudskelov ikke nødvendigt, selvom enhver tanke om at være her, på eet sekund blev ubærlig. Selv er jeg stået helt af nu. I hovedet. Der skal pludselig til at kigges boliger igen, og jeg magter det bare ikke. Konsekvenserne er for voldsomme og da jeg vågnede i morges, var ansigtet fuld af udslet! BANG og BUM. Kroppen reagerer med det samme, og den gør det over det hele. Smerter og allergi. Noget siger mig, at det igen skal følge mig, og det sandsynligvis lige indtil den dag, jeg står et nyt sted og har pakket ud. Igen!

 

Jeg kan stille min fremtid ret klart op nu:

 

Enten er det slut med private udlejere,  hvilket vil betyde at min fremtid ligger et eller andet sted i en lejlighed. Bliver det sådan, så vil jeg udenfor enhver tvivl måtte aflive begge katte, og selv vil jeg igen havne der, hvor jeg ikke kommer uden for en dør i uger og måneder af gangen. Jeg ved det, for der HAR jeg været.

Eller.. jeg kan slå mig til tåls med, at jeg i al fremtid skal være nomade. Flytte fra hus til hus med jævne mellemrum.

 

Og så har jeg slet ikke taget økonomi og menneskeligt overskud med i ligningen.

 

Det er der jeg befinder mig nu. Mentalt. Og der hvor jeg befinder mig nu, er der så meget mere utrygt og fortvivlende end der, hvor jeg befandt mig for 24 timer siden. Lad det være en lektie til os alle. Intet er stationært. Man kan aldrig være tryg. Man kan miste fundamentet på et sekund uden forvarsel. Og den der med, at “tro på det”, “tillad dig selv at give slip”

 

.. glem det.

Mit hjerte holdt op med at slå og min hjerne gik i sort..

 

 

 

 

 

…. for en halv time siden fik jeg besøg. Udlejer kom med en opsigelse. En skilsmisse betyder at jeg må flytte herfra.

 

 

Lige nu kan jeg ikke tage det ind. Jeg kan ikke andet end at tudbrøle. Konsekvenserne er slet ikke til at overskue, men jeg ved nu at utrygheden igen tager ophold i min krop.

 

Jeg har gudskelov et års opsigelse.

 

Jeg har ikke mere at sige.

 

Nå jo, jeg må have husket at ringe til min læge, for nu er der endnu engang brug for beroligende medicin i en periode og jeg må have husket at ringe til min bostøtte.

 

Jeg føler mig syg og har kvalme.

 

At ønske mirakler er omsonst. Den tro jeg var begyndt at føle, på at livet også har noget godt i vente til mig er simpelthen bare død. Jeg skrev i december, at jeg havde SÅ svært ved at forstå at dette hus var min nye virkelighed, og at jeg kunne tillade mig selv at hvile i bevidstheden om, at NU var jeg kommet “hjem”.

 

Jeg burde aldrig have tilladt mig selv den tro. Det VAR for godt til at være sandt.

 

Jeg går i seng.

Varme i brændeovnen og tanker om jul

 

 

 

I dag er sådan en dag, hvor brændeovnen må i brug. Det er gråt i gråt, og med en kølig vind der står lige på fra havet, er stuerne fra den ene uge til den anden, udpræget kølige.

 

Det er en dag for tyk strik og ild til at hygge.

 

 

Jeg går lidt og trækker den med at tænde for radiatorerne, fordi vejret stadig kan skifte så meget, men der går nok ikke så længe før også de kommer på arbejde. Vi har været så forkælede med den varme september, at jeg foruden glæden ved at det har givet flere udedage, også har tanke på at det betyder senere opvarmning. Jo længere jeg kan trække den, jo mere kan jeg spare på varmeregnskabet, en ikke helt uvæsentlig detalje i min hverdag.

I dag har jeg forsøgt at få fat i min kommuneøkonomidame fordi jeg skal finde ud af, om det er muligt at spare lidt op så jeg kan få råd til at jule. Realiteterne er som altid, at min hverdagsøkonomi er så stram, at der ikke er til noget ekstra. Vi bliver fire i år juleaften. Min to børn og en af deres kærester… Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg det vildt dårligt over at skulle have en fremmed til middag og juletamtam, og så er der ikke en eneste gave under træet. Josefines kæreste er amerikaner, og han skal opleve en dansk jul for første gang. Jeg glæder mig til at gøre mit bedste, men det stresser mig også ad helvede til. For nu at sige det mildt.

Jeg ved, at han ER forberedt på situationen her. Jeg ved, at han er forberedt på ikke at forvente så meget (eller noget som helst), men alligevel. Jeg har julepynt og kan pynte fint som jeg glæder mig til, men julemad, juletræ, knas, kager og gaver.. Det er det ekstra jeg kommer til at ligge søvnløs over. Det der knuger mig mest er, at efter fire år uden min datter til jul, er hun endelig en del af mit liv igen, og så kan jeg ikke engang give hende noget af det, som vi begge har minder om, at jeg gjorde engang. Jeg kan ikke være nissemor. Måske jeg ikke ville tænke så meget over det, hvis vi bare skulle være mig og ungerne, men jeg synes det er totalt pinligt når der kommer en fremmed her for første gang.

At jeg i det hele taget magter en ekstra person juleaften, skyldes ene og alene at vi nåede at få Josefine ind på kollegiet inden. Skulle han have været på besøg i december med ophold her i huset i længere tid, var jeg gået totalt i spåner. Mine forældre kommer desværre ikke. Min far er ikke frisk nok til turen herned, hvilket jeg ikke har forventet men selvfølgelig er super ked af. Det ville have været så dejligt nu, hvor jeg endeligt bor og har plads til os alle. Jeg har forresten forsøgt at lægge penge til side, men efter tre uger på kiks og nudler fik jeg nok, så jeg hævede opsparingen og gik ud og købte ind. Deraf forrige uges totalflip med hjemmebag og gryderetter.

 

 

Nå, men det var lige et sidespor, jeg ville egentlig bare fortælle at jeg har tændt for brændeovnen  :-)

 

Hvide roser og gamle mænd

 

 

 

Sidste fredag kom Josefine på uventet besøg, og selvom jeg i første omgang var ved at få hjertestop over det, blev jeg simpelthen bare så glad.

 

Jeg sidder og strikker i stuen, og lige pludselig hører jeg en dør åbnes og derefter fodtrin i køkkenet. Jeg anede ikke selv, at jeg stadig havde sidste års overfald siddende i mig, men åbenbart.. Hjertet røg op i halsen og pulsen gik på 200. Jeg fløj op og styrtede ud i køkkenet parat til at kæmpe, og da det gik op for mig at det “bare” var min datter, blev jeg helt udmattet på et sekund. Staklen fattede ikke en meter før jeg fik fortalt, at de lyde hun kom med gjorde mig helt panikken, så nu har vi aftalt at selvom hun gerne vil overraske mig, så er det nødvendigt at hun liiiige pipper inden hun kommer ind. Hun åbnede med nøgle, men det kan man ikke høre gennem to døre, og jeg indrømmer at det er ret utroligt, som det stadig rører ved en skræk inden i mig.

( som en lille ekstra bemærkning kan jeg afsløre, at den senile men yderst aggressive herre stadig spøger på sin egen mystiske facon. Dement eller ej, så har han nemlig formået at hægte sig fast i mit navn. I sin tid betalte jeg for at Rasmus’ mobil, og selvom jeg ikke længere har noget med hans telefon at gøre, så er det altså fuldstændigt umuligt at få hans navn fjernet fra min adresse ved teleselskabet. Mit eget nummer er ikke offentligt…  OG, på en eller anden måde har Hr.Dement fundet frem til “mig” via Vestergade eller noget, og nu ligger han og ringer til Rasmus!!!  blaprer løs om huset, huslejen og den samme gamle sang om at jeg snyder ham for penge. Historien gik jo på, at huset i Vestergade engang havde tilhørt hans forældre og det eneste han i sine tågede hjerne nu kan huske, er den detalje. Han tror stadig huset er hans. Selvom jeg nu er flyttet har han ikke sluppet tanken om, at jeg har snydt ham. Han kan ikke tage ind at han ikke selv bor der OG nu ligger han altså og ringer til Rasmus.)

 

 

Nå, men Josefine kiggede altså forbi sin mor. Og Josefine havde blomster med. Og en lille gave. En flot hvid kop med grønligt gummi på. Mor her blev simpelthen så overrasket og glad, da hun først havde sundet sig lidt. Koppen er indviet og blomsterne står vanvittigt flot endnu.

 

Den varme trøje

 

 

 

 

Denne morgen har jeg for første gang i mange mange måneder mærket køligheden i luften. Jeg drikker stadig morgenkaffen udenfor, og i dag kunne jeg indtage den iført en lækker vams af en hjemmestrikket trøje, men selv med den på kunne solen på himlen ikke fortrænge realiteterne. NU er det altså efterår. Og NU er det ved at være på det sidste med at vågne langsomt i frisk luft. Det er sæsonens vendepunkt, og jeg er bare dybt taknemmelig for, at det i år har været muligt helt frem til oktober.

 

Det er fanme ikke ringe synes jeg.

 

 

Den varme sag begyndte jeg på allerede i august sidste år, men først nu er den færdig. Og lige i rette tid til en dag som i dag. Den er strikket på tykke pinde, hvilket har været en hård omgang for fingrene dengang de havde det værst, men det har været det hele værd, nu hvor jeg har den på og kan glæde mig over en trøje der går til midt på skinnebenet.

Når man strikker på langs, trækker arbejdet nedad så at sige, og jeg var faktisk slet ikke forberedt på, at den ville ende med at blive så lang. Det skyldes også at garnet i sig selv er tungt. Fire tråde har jeg brugt. Cottonwool, silkmohair og alpaca. BUM!  Det fås ikke mere luksusagtigt. Inden vask var den en smule slatten af se på:

En smule uformelig og uden hold, men efter vask har ulden sat sig til rette så at sige, og nu er den tæt og formfast. Miraklet ved uld og hjemmestrik stopper aldrig med at tage pusten fra mig, for det er virkelig utroligt som det færdige arbejde efter vask bare fungerer. Hvis altså man husker IKKE at bruge for varmt vand. Det er en væsentlig faktor for succes. Denne trøje er så tyk, at det har taget mere end 24 timer at få den helt tør.

 

 

Med det vil jeg lige slutteligt meddele, at dagen i dag herinde nok kan fremstå lidt mystisk, men det er fordi jeg har sat mig til rette i stolen for at tage fat på lidt fornyelse. Her skal lige lidt efterår indover og sånt. At genetablere alle de mistede links vil jeg også lige se om jeg kan få fred til. Det hele afhænger af ham her:

Kære bløde dejlige varme Holger fedtemus. Holger som i øjeblikket er totaaaalt forelsket i sin mor, og som næsten ikke magter at ligge andre steder end i skødet på hende. Og med sådan en krabat er der ikke så god plads til en computer. Indtil videre har jeg pladsen for mig selv, så jeg skynder mig at komme i gang i maskinrummet..

Hvor pokker gik I hen??

 

 

 

Totalt mystisk og virkelig virkelig belastende. ALLE mine links til andre bloggere er væk!  Forsvundet, borte og fraværende. Jeg fatter ikke en meter, og indtil jeg lige gider sætte mig og være it-nørd beklager jeg de manglende links. Det tager tid og kræver motivation, at begynde helt forfra med at huske OG finde jer alle igen. Som det er nu, skal jeg nærmest skrive små sedler til mig selv med påmindelser om, at jeg skal huske at åbne computeren. Der kan gå uger imellem.. Det siger også noget om hvor lidt jeg er i computermode, at jeg ikke har skiftet udseende i over et år! Det er bestemt ikke normalt, og i alle årene har jeg været ret om mig med hele tiden, at sørge for at den var årstidssvarende og farverigtig. Jeg er faldet af på den er jeg.

 

 

 

 

I går tog vi afsked med september og i dag begyndte en af de smukkeste måneder på året.

Lettere uglet, men stadig smuk stod morgenhaven i fuld sol og jeg har været derude nogle timer. Bare sådan lige for at snuppe lidt hist og her. Og for at klippe de nu HELT smadrede ærteblomster ned. På trods af det sørgelige ved at se bagsiden af sommeren nu, så taler det til min indre firkant, at jeg på denne årstid begynder at klippe ind og ned og til, at krukker og dimserier så småt bliver sat af vejen og at der begynder at være mere luft i mellem tingene derude. Der kommer orden igen. Og jeg falder selv i hak.

 

Jeg holder feks utroligt meget af sankthansurten, men jeg indrømmer at jeg også blive næsten vanvittig over, at se hvordan den bare vælter til alle sider:

Det irriterer mit øje. Endnu har jeg ikke fundet ud af, hvordan man gror dem så de bliver stående, desværre. Nederst til venstre lige ved siden af, står tre samlinger med en art der minder om urten, men de er bare slankere og mindre i væksten, og de blev hidsigt klippet allerede for flere uger siden, fordi jeg fik et flip over, at de bare lå og flød på jorden.

 

Inden længe kan jeg få styret min klippelyst, når det bliver så tilpas køligt, at der for alvor skal skæres ind til benet. Et eller andet sted bliver det rart at få ryddet op derude. Og forenklet haven.