Som Fru E

Undrer jeg mig også lidt :)

Jeg elsker kommentarer og glæder mig over at i gider. I dag har jeg kun fået en, og det er ikke sket siden jeg begyndte. Nu kan det jo være at der ikke har været tid og lyst, men når nu Fru E også har bemærket at der er helt og aldeles uvant tomt for kommentarer, begynder jeg at tro at blogger er gået julekold eller noget..

Jeg gad vide om der er skrevet noget, som bare ikke viser sig her hos mig, eller om sættenissen ( hedder det sådan i tastaturverdenen?) simpelthen driller mig.

Nuvel, jeg kan lige afslutte dagen med at fortælle at Cupcake er livet lidt op, for jeg har forkælet ham med rent hus. Masser af dejlig hø, frisk foder, rent vand, grønt og frugt, og han har været knapt så trist her til aften. De andre er selvfølgelig ikke blevet snydt, men de måtte pænt vente med snuderne helt igennem tremmerne på at det blev deres tur. Vi forsøgte at sætte lakridsen ind til ham lige før, men der var ingen nåde... Cupcake er godt sur og jog ham tilbage til de nye venner. Ja ja, livets gang i lidenmarsvinelund.

Jeg overvejer stadig hvad vi kan gøre og en ny legekammerat er på tapetet, indtil da nyder han livet som mavesvin i sin nye bæresele.


Ja jeg ved det. Det er sikkert aldrig hørt før, men jeg elsker de dyr og min elskede Cupcake skal bestemt ikke være ked. Så han må med mor rundt på tur. Jeg er ikke rigtig klog

Sidste novemberdag med opsummeringer

Inden december begynder med hiv og sving, så er der en november der skal rundes af.


Det handler om strik, marsvin og min effektive fredag. Den sure teenager gider jeg ikke bruge tid på i dag..




Strik:






Jeg er færdig med min baktus. Den har fået en lille blondekant og nu venter den sammen med de øvrige tre seneste arbejder på at blive skyllet og strukket. Jeg kan se at den vil egne sig fint som en mini skuldevarmer med en lille broche og jeg tror søreme at den ender som en ekstra gave til min mor. Hende har jeg ikke set eller talt med i 100 år, fordi hun tilhører den travle del af befolkningen. Sine 66 år til trods er hun stadig i gang på arbejdsmarkedet. Hun arbejder i en børnehave og den tjans tager flere af hendes kræfter end for bare ti år siden. Hun er i mine øjne alt alt for hård ved sig selv, og burde tage den mere med ro, men jeg taler for døve øren. Hun bestrider to forskellige tjanser der, både som pædagogvikar og så er hun den praktiske gris, der får skemaer, indkøb og rengøring fra hånden. Jeg syntes nok at der bliver trukket lige store veksler nok på hendes velvillighed, men hvad ved jeg.. Derudover passer hun sin og fars kolonihave, børnehavens have, min morfar på 98, min far der har været syg i længere tid og senest har fået en ny hofte, og deres hjem selvfølgelig. Og så er der jo også lige mine unger, men som med jeg selv så er vi røget ned af prioriteringsstigen, fordi der ikke er tid og kræfter til mere. Pyhh jeg frygter helt seriøst for hendes helbred. Derfor skal hun have masser af gaver til jul. Gaver der kan varme hendes krop. Det er godt at hun holder sig i gang, men alligevel.


Nå, men det var lige et sidespor


Jeg har den orange sag på pindende, men ellers ikke andet og det er helt underligt. Sokker vil jeg gerne videre med, men jeg er sur på hælene stadigvæk, så jeg vil på torsdag fortsætte med den projekt. Vi skal til Bettina i strikkeklubben. OG JEG GLÆDER MIG ;)))



Marsvin:





Siden sidst har vi oplevet overraskende nye sider af især Lakridsen og Chokofanten. Der var endnu et par kampe i mellem de to andre krigere, og endnu lidt pels der fløj rundt. Ved sengetid syntes vi nok, at det var på tide at få lidt ro på, så vi lukkede åbningen i mellem de to bure med de tremmer vi havde pillet af ovepå buret. Og igen... HOLD DA OP! Det fik Lakridsen og chokofanten til at gå helt bananas. En ny alliance var pludselig under opsejling, en vi slet ikke havde set komme...

Nu har marsvin jo ikke de mindste snuder, men alligevel lykkedes det dem begge to at presse deres snuder helt igennen tremmerne. Der stod de så med poterne helt fremme og hylede og peb, de nussede næser i eet væk og var bare helt ulykkelige. Til sidst kunne mor her ikke bære det længere og vi lukkede lakridsen ind til ham. Stor var "gensynsglæden", men til gengæld blev nu Karamellen totalt jaloux og Cupcake stod på den anden side og var helt nede fordi hans legekammerat var deserteret. What to do..

Jeg besluttede at nu var det nok, og Lakridsen kom igen ind til Cupcake. Det var langt over deres sengetid og der skulle være ro og ikke ballede og leg. HA!

I denne omgang tog Lakridsen et hidtil ukendt talent i brug. Han der er så rolig af natur, passifisten, der altid render væk når der er optræk til for meget snuseri af hans rumpe og som efter at være jagtet længe nok, bare hakker ud en enkelt gang og får respekt, han gik nu til yderligheder.. Med tænderne tog han simpelthen fat om den alternative låge og rystede så kraftigt med den, at den rykkede længere og længere til højre. Faktisk lykkedes det ham at få den rykket så meget at der til sidst ville være en åbning, hvis ikke det var fordi den blev stoppet af en stol der står for enden af burene. Så begyndte han forfra og trak den anden vej!

John valgte denne gang at knække og han fik fjernede lågen helt, igen igen. SKVAT!

Festen fortsatte derefter med at de syntes der skulle leges tagfat og med at Cupcake hylede i sin ensomhed. På det tidspunkt blev vi enige om at kapitulere og gå i seng. For med alt lyset slukket plejer de at gå til ro.


Marsvin der er gået helt døde efter en dag med kampe og "styrketræning"



Jeg skal lige love for at det er muligt at æsler og kameler er stædige, men så har de ikke mødt et marsvin ;)





Køkken:







Jeg var jo effektiv i fredags. Fanden tog ved mig, og jeg fik gjort grundigt rent og ryddet op/ud i køkkenet. Der trængte, også fordi det er svært at arbejde på så lidt plads. Så nu er der fint og ryddeligt igen. Der er vasket hylder og alle de ting der står fremme har været en tur i opvaskemaskinen. Vi har jo gas, noget der er nyt for mig, og det kommer i den grad bag på mig, hvor fedtet et køkken kan blive på den konto. Noget er simpelthen ikke til at blive kvit og det ser herrens ud. Jeg var så inspireret at jeg fik smidt en masse ud, der alligevel bare aldrig bliver brugt, og det betyder at der nu er mere overskueligt i skabe og skuffer. Jeg endte seancen med at koge en super risengrød. Nissemor var på færde den dag :)




Uhmmm på vej til at blive tyk og cremet med masser af vanillie



Idag er der masser af gå til, men jeg ved ikke om jeg får lavet en hujende fis, for om mandagen er jeg altid bombet og efter denne weekends prøvelser syntes jeg det er ok, at tage den helt med ro.





Update : Cupcake er nu så deprimeret at jeg går rundt med ham i en hjemmelavet bæresele. Karamellen har i flere timer stået vagt og jaget ham ud af buret, og det er endt med at jeg har lukket han og de to andre inde i deres eget bur, så Cuppen kan få sit bur tilbage. Han er dog ikke glad og ligger bare og kigger. Det er ikke til at bære og noget må gøres. Han sørger over at Lakridsen er forsvundet ud af deres bofællesskab og at de nu er tre mod en. Naturen er benhård, men jeg er også selv undrende over at der pludselig er opstået denne nye situation. De har været som brødre i al denne tid, så det er meget underligt. Min lille Cup skal ikke hensygne i ensomhed, så jeg må finde på noget, men indtil videre er han hos mig når jeg går rundt. Så ligger han der og kigger frem på verden..

Cupcake og karamel

Vi tog et stort skridt i går.


Vi har i gennem noget tid ventet på at overtage et gammelt sofabord fra en ven. Det er et solidt et af slagsen og vi vidste allerede dengang vi fik det tilbudt, at det skulle være platform for vores marsvin.

Jeg talte forleden med Gitte, deres første mor og fortalte, at de i de seneste mange måneder havde været to og to i to rum og at de ca en gang ugenligt skiftede residens så der var lige meget sjov og ballade til dem. Det er nemlig i stuen festen er, fordi her kan de selv gå ind og ud af buret som det passer dem. Vi skilte dem i sin tid af, fordi pladsen i eet bur blev for trang og de var begyndt at slås. Hun mente at med de rette forhold skulle det ikke være umuligt at havde dem sammen i stuen, så vi har nu begge bure ved siden af hinanden og med en åbning i midten så de kan rende i mellem de to bure. Senere bliver buret mod sofaen åbnet, så der også er mulighed for en løbetur.

Der tales igennem tremmerne og snuses til hinanden.


At sætte dem sammen igen, har været lidt af en gyser, fordi der skal pisses territorie af. Vi var forberedt på at det ville tage nogle dage med ballade og skænderier. Så lang tid gik der ikke, men HOLD DA OP, vi har været bekymret. De blev sat sammen ved sekstiden i aftes, i første omgang uden at kunne komme ind til hinanden, vi mente de lige skulle vænne sig til de nye forhold, MEN det var nok i grunden en fejl. Aldrig har jeg hørt dem brokke, pibe og beklage sig så højlydt. Karamellen som jo IKKE vil være lukket inde, når han residerer i stuen ruskede så meget i tremmerne, at buret nærmest rykkede frem og tilbage, og det blev han ved med.

Lakridsen og Chokofanten sludrer


I morges ved ottetiden ku jeg ikke klare det mere, så jeg hentede karamellen op og slap ham fri i sengen hvor John stadig lå og sov. To sekunder efter hoppede tre marsvin rundt som sindssyge, og han kunne kun ligge og forsøge at lade være med at tisse af grin. De kildede ham under dynen hihi

Chokofanten var den eneste der IKKE ville være med i den leg. Han krøb sammen langs det ene varme lår og der lå han de næste to timer uden at røre sig af flækken. Som vi, kunne han høre de tre andre slås og mundhuggedes, og det ville han tydeligvis ikke blandes ind i. I det hele taget har han vist sig at være noget af en kujon, for stik imod sin normale adfærd var han ikke til at drive ud af mine arme da jeg først havde taget ham op, og ikke en lyd kom der over hans læber. Han der ellers har det højeste hyl af dem alle var helt mundlam.

Der er faldet nogenlunde ro over gemytterne nu. De tre ligger og sunder sig, helt og aldeles udmattede efter de mange timers kamp og beskyttelse af territorie. De gaber næsten højlydt og er også noget flossede i kanten. Cupcake og Karamellen er hårdest ramt, der mangler totter af hår, de har begge forrevne læber og er tydeligt ømme. John og jeg har siddet med en af dem hver, for at give dem lidt ro, og der fik vi hele historien igen, med masser af knirken og pludren. Uh det er hårdt at være kriger, det er det altså.

Lige nu er Chokofanten belastende frisk. Han har jo ikke skader og har bare gemt sig, så nu hopper han glad og fro rundt, æder hø med høje knirk og provokerer de faldne krigere med sine la la la hop. HIHI hvor er jeg frisk siger han, og de andre er ret så ligeglade med ham. Han er jo den yngste og derfor ikke til at regne med :-)) Langsomt sniger han sig på maven helt hen til Cupcake og puffer til ham, lige nok til at være irriterende, men ikke mere end at han spæner af sted så snart der er udsigt til at staklen begynder at reagere. Sådan en lille møgunge tænker den trætte Cup.

Ro er der i stuen lige nu. Rasmus spiller PS og Theis sover stadig.. SÅ vidt så godt. Jeg har ikke nået at få adventslys ordnet, men i morgen når det er hverdag igen, tager jeg ud og henter det mos og gran jeg skal bruge. Josefine skal selv tage hjem så vi spiser lidt godt sammen i aften, inden hun kører. En anderledes advent end de tidligere år, men hvad pokker. Vi når det nok

Jeg læsser lige lidt af

Det er jeg nødt til.


At dele hjemmet med den sure teenager tager meget på mig, og selvom jeg bruger alle mine energier på ikke at lade mig vælte, så er jeg tæt på alligevel. Fire lange dage har der været indtil nu, og ikke før søndag ser det ud til at ændres. HVIS altså det går som annonceret!

Den første søndag i advent kan vise sig at blive mere Uhyggelig end jeg ellers har drømt om.

I dagene der er gået er der sket en ændring i teenagerens adfærd og fremfærd her. En ændring der umiddelbart kunne se ud til at være ok, hvis ikke det var fordi det kun gælder kæresten. Overfor mig er der stadig kun provokationer og tavshed/surhed at mærke. Det viser sig på den måde at jeg kan være på sidelinien og kigge på at han bruger meget tid på at opsøge kæresten om alt muligt og den sædvanlige nysgerrighed omkring alle dele af vores voksenliv. Der bliver klappet på kinder og rodet i hår, der bliver grinet og hyggesludret, altimens jeg stadig er et stort problem i hans liv. Det demonstrerer han ved højlydt at hamre døren til stuen op igen og igen, når han får lyst til at gå frem og tilbage imellem værelse og kærestens plads. En entre der bliver fulgt af det velkendte og traditionsforbundne kæmpebøvs!.. eller to..

Han ved at jeg finder det frastødene og ikke særligt morsomt, og derfor bøvser knægten det bedste han har lært, højtlydt og mere eller mindre fra morgen til aften. Hver gang han bevæger sig i entreen og især i nærheden af mig får den al hvad den kan trække. Jeg er blevet rådet til ikke at lade mig mærke med det, men det tager på mig, fordi det er så åbenlys en provokation, og derfor noget jeg mener han burde blive bedt om at stoppe med. Bare sådan for lige at slå fast at han IKKE skal fortsætte i samme stil som hidtil, når han er her.

Jeg føler mig jo i den grad krænket af de mange måneders målrettede satsning på min forsvinden herfra, og derfor har jeg det sådan i dag, at jeg IKKE er til sinds at få ham til at føle sig velkommen og hjemme. Det skib er forlængst sejlet
Desværre er det en holdning jeg er alene om. Jeg mener ikke at han skal holdes informeret om vores privatliv og almindelige gøren og laden, og derfor har jeg det svært med at se, hvordan der nu er en aktion i gang for at genvinde kammeratskabet med kæresten. Det gør mig utryg ad helvede til for nu at sige det som det er. Hans egen tro på at han er de voksnes ligemand, og at han som storebror til Johns datter har ret til at få indblik i økonomi og beslutninger om stort og småt i vores liv, er det der giver ham den kejseragtige opførsel. Han har det med at vandre rundt og ligesom overvåge mine unger, og forhøre dem om alt muligt, der slet ikke vedkommer ham. Han dukker op som trold af en æske og pusler " helt tilfældigt" rundt i nærheden, når jeg og/eller børnene har samtaler af privat art. Derfor er vi nu nødt til at tale i koder eller bevæge os ind i et andet rum. Jeg er ked af at sige det, men der er en udpræget tendens til at han får det godt ved at det går skidt for andre. Ikke en særlig heldig egenskab syntes jeg. Han har tidligere boret længe og vedholdene i forhold der slet ikke er hans sag, men dengang var jeg ikke så karrig med at sludre om store og små ting i vores liv. Det fik den konsekvens at han "hovsalækkede" en information til Josefine hun absolut IKKE skulle have hørt på det tidspunkt, men jeg stolede dengang stadig på at han var fornuftig og ansvarlig.. BAD choice

Den eneste måde at forhindre at han alt for hurtigt glemmer den sidste konflikt og igen indtager sin position som overdommer, er ved hele tiden at holde kortene tæt ind til kroppen. Sørge for at han ikke glemmer at han har overskredet en grænse, og så længe han IKKE har disket op med en undskyldning og en holdningsændring OG en bedre opførsel her i huset, så skal han ikke have nogen eftergivelse. Det er det jeg frygter er ved at ske. Stille og roligt og ganske langsomt.

Og jeg kan bare kigge på fra min plads i sofaen. Eller i sengen der jo er her i stuen i perioder.. Det at jeg er gået i seng og har sagt godnat, er nemlig IKKE noget der stopper hans fremfærd. Ind i stuen stormer han med smøgen i mundvigen og bøvsen i luften.


Jeg syntes det er grænseoverskridene, det gør jeg altså.


Når det er skrevet, må det så være på sin plads at fortælle at jeg har haft en rigtig hyggelig dag på anden vis. I min egen verden har jeg været effektiv i køkkenet. Knægten står trods alt først op efter to, og derfor har jeg benyttet muligheden for at nusse rundt, gøre rent, flytte om, rense ud i gamle krydderier, og nu er der så fint som det er muligt. Jeg viser har billeder til jer i morgen. Nu er det tid til at få samling på mig selv, så en film kommer i maskinen. Kæresten er ikke hjemme så jeg håber at døren forholder sig i ro resten af aftenen

De onde strikkefirmaer OG lidt om 7'eren..

FØRST må jeg i dag benytte lejligheden til at klage min nød...


Der er en udbredt tendens i disse dage, til at jeg modtager nyhedsbreve fra div strikkerelaterede netnutikker. Jeg syntes det er ondt og grusomt at fremsende den slags lige netop nu. Ved de ikke at vi har masser af gavehungrende teenagere her i huset?? Er de slet ikke klar over hvad det betyder for vores budget?? SOM OM jeg har mulighed for at indkøbe noget til mit slunkne lager af garnrester...

Jeg har sunget som en gal herhjemme om priser så lave at det er en forbrydelse IKKE at benytte sig af muligheden for at proviantere lidt, men kæresten er helt og aldeles tonedøv. Ikke om han har fløjtet med på melodien. Jeg er ikke tilfreds det er jeg altså ikke.

Nu kan det jo være at der i blogland sidder fruer og frøkener med mere musikalske herrer i deres liv, så for deres skyld vil jeg da mægtigt gerne henvise til de sider hvor man kan handle garn i alle farver.

Kig for eksempel ind her. Holst har udgående farver til en flad 10'er! Det er næsten ikke til at bære.. Hun har også fået en mindre samling at maskemarkører og de er ikke uinteressante.


Så er der denne side. De har en adventstilbudsting kørende og hver søndag i advent er der et specialtilbud. Denne gang er det på babyalpaca i skønne farver.. SUK


OG her er der Kauni til en udemærket pris. Kig også i deres rodekasse. Den er fyldt med rester der er værd at gå efter.


Og her til sidst inden jeg bryder ud i hysterisk og forurettet gråd over livets uretfærdigheder, så skal jeg da lige fortælle at min baktus er næsten færdig. Den er ved at få sig en blondekant, men jeg har da rent glemt at tage et billede af det, så den kommer på senere. Jeg er også så småt i gang med at strikke et sjal der skal erstatte det grå jeg solgte så uventet. Farven er dog ikke grå, men mandarinfarvet/ orange. En farve jeg er vild med, men som jeg ikke aner hvad jeg skal gøre med for jeg har faktisk ikke noget der passer til den. Derfor skal det nu laves og så kan det komme op og hænge til udstilling hos negledamen, eller også vil en sagesløs modtage det i julegave.. Hehe

Det bliver strikket i Kauni og Holst. En god kombination.




OG så til noget helt helt andet.





I aftes fik jeg installeret 7'eren på min computer. Derfor vil dagen i dag nok gå med at finde rundt i hvordan denne nye windows fungerer. Kæresten er begejstret så jeg er da fuld af optimisme, men den er godtnok anderledes en den uduelige Vista. Og heldigvis for det.



Det er fredag og jeg skal have flyttet vores halve soveværelse ind i stuen igen. Josefine kommer hjem for weekenden, og jeg er spændt på hvordan hendes uge er gået. Hun havde det ikke så godt i søndags, men intet nyt er jo godt nyt, så jeg håber det er ovre igen med hendes mørke humør.

Så skal jeg have skiftet dæk i morgen, og derefter er det vist på tide at jeg kommer ud af røret og får indkøbt lidt grønt til årets adventdekoration. Den bliver enkel og anderledes i år. Ikke hverken rund eller firkantet, men vi får se hvad jeg finder på... Det hele ligger klar og jeg kan bare gå i gang når jeg syntes det er tid for det.

Er der forresten nogen der har bemærket at jeg er i mit S igen??? ;))) Med en beslutsom bevægelse flåede jeg bogstavet af og fik pustet og renset forsigtigt under den genstridige knap. Det var noget der fik respekt frem af maskinen og den virker som den skal uden yderligere brok. Sådan!



Fredagen venter og jeg henter kaffe til at hilse den velkommen på.

Torsdag med øv på

Jeg har været sygepasser i nat.


Kl halv to vågnede jeg ved at Rasmus kom med underlige lyde og jeg sprang ud af sengen i eet hug. Der lå han og var så dårlig, med kvalme og smerter som han ikke rigtigt kunne forklare hvor eller hvordan noget om. Feber havde han ikke, og det blev heller ikke til mere end lidt spytteri i kummen, men det er underligt er hvad det er..

Han er hjemme i dag og lige nu syntes jeg ikke han ser ud til at fejle andet end at være dødtræt. Ligesom moderen...


I går fulgte jeg Kari's råd om at stille og roligt at kigge kasserne med jul igennem. De blev hentet op fra kælderen allerede i weekenden, fordi vores lyskæder er verschvunden. Pist væk og borte er de, og heller ikke i kasserne lå de. Det ville også ligne mig dårligt at pakke dem så godt væk, dem tager jeg nemlig altid frem som det første når vi rammer november, så en strategisk plads et sted her i lejligheden ville være det mest sansynlige. Men hvor pokker lagde jeg dem så da de blev pillet ned i februar?? Det jo lige det

Nu ligger de ting jeg syntes der er plads til her, klar til at blive sat frem og Rasmus har allerede været der og sikret sig at de vante ting er imellem. Noget er der, men meget mangler og det skyldes at jeg har barberet mængden ned til to flyttekasser. Ved skilsmissen havde vi seks!! Rasmus' eget julepynt er desværre et mysterium, for jeg efterlod det til ham, men han har ikke set det siden og ved ikke hvor far har gjort af det. Der blev ikke pyntet op i fars hjem, og nu hvor han er her, har han så heller ikke fået det med. Det er lidt ærgeligt for der var masser af ting med minder i for ham.


Nå, men jeg er iøvrigt ved at få et hysterisk anfald for s'et sidder fast i min computer og jeg må hamre som en besat hver gang et ord indeholder dette MEGET ofte benyttede bogstav. Derfor har jeg nu bezluttet at indtil jeg kan få knappen til at fungere igen, zå bruger jeg z i ztedet for. Beklager hviz det giver problemer med at forztå ;))) Morzomt zer det ihvertfald ud hihi


Vorez ztore knægt er allerede tilbage igen, og det tog kun to min inden der var kurrer på tråden mellem kærezten og mig! Han har kun været væk een uge af de to han proklamerede, og hvad der nu zker er ikke til at forudze, men jeg har knuden tilbage i maven igen. Jeg orker ikke gå i detaljer, der er allerede zkrevet zå en mazze og at det bare fortzætter er næzten for meget, men lad mig nøjez med at konkludere at de ting der er blevet zagt om mig, hanz holdning til min tilztedeværelze åbenbart allerede er glemt. At forvente en undzkyldning eller at konzekvenzer zkal være længerevarene, er det kun mig der mener, har jeg erfaret. Derfor tuller han nu rundt igen og hygger med far og zkider på mig!

For lige at føje endnu en ting til torzdagenz lizte over æv og øv, zå er min bil punkteret. Hvorfor og hvordan er mig en gåde, da den intet fejlede dengang jeg parkede efter køreturen i tirzdagz. Nu ztår den her og der bliver den. Jeg kan ikke overzkue at zkifte dækket zelv.

Godt jeg ikke har planer der kræver en bil, men Jozefine kommer til at tage toget hjem i morgen..

Ta dig nu sammen søster, julen er på vej.

Julen 2002




Jeg har lidt ( mildt underdrevet ) svært ved at komme ud af starthullerne med det her julehalløj.


Jeg har pippet lidt om det før, og nu gør jeg det igen. Jeg gør det fordi jeg ikke kan forholde mig til min egen forandring. Den sidste jul jeg gik til med fuld gas og høje ambitioner, var i 2005. Det var den sidste jul min eks og jeg og børnene holdt sammen som familie, inden skilsmissen i 2006.


Biblioteket 2003. Japanske lygter i vinduet, dyppet i guld og hængt op i tynd sort tråd.


Jeg husker udemærket at jeg dengang var umotiveret, men at børnene var min drivkraft. En rigtig god grund til at gøre noget ud af en tid, der ellers er mørk og langsommelig. Børn, eller i hvertfald mine har altid været forvænt med et hjem der var pyntet op med gran, lys og pynt fra køkken til entre og hele vejen rundt. De går begge vildt op i at det skal være som det altid har været, og i år har især Rasmus været meget opsat på at jeg gør som han husker. Det er der ikke noget underligt i, han har jo ikke været sammen med mig de sidste tre jule.



Kaminen pyntet op til jul. Den virkede ikke, så den blev fyldt med kogler, lys og duftende æbler og gran i stedet..


Det jeg ikke kan forstå, er hvorfor jeg ikke selv har lyst mere. Lysten er jo det der driver værket, og jeg har de sidste par år, kun været en skygge af tidligere tiders superdekoratør. Hvorfor er det sådan?

Selv eks'ens musikværelse var pyntet op med hjerter af gran i alle vinduerne. Bøjet i blomstertråd og viklet med gran.


Måske ved jeg det godt inderst inde, der er bare visse ting der er næsten umulige at acceptere.



Dengang i '99 da jeg begyndte på det forløb, der skulle vise sig at komme til at vare mere end syv år, blev jeg gjort opmærksom på at jeg ville kunne opleve store forandringer efterhånden som jeg fik arbejdet mig igennem alle lagene af sorg og erindringer. Det at få endevendt sig selv, på vejen mod en mere velfungerende og mindre sorgfyldt tilværelse, ville få betydning for alt hvad der hidtil havde været fundamentet i min måde at gå til livet på. Det der hidtil havde holdt mig oppe og kørene ville blive skiftet ud med noget andet, andre værdier ville så at sige blive fremtrædende. Jeg skal lige love for at hun fik ret, selvom jeg dengang var temmeligt tvivlende.

Alt fra mad til musik og traditioner, over mennesker, interesser og prioriteter er stille og roligt forandret. Uden at jeg selv har villet det, og uden at jeg egentlig har tænkt over det i processen, er det der holdt mig sammen og det der gjorde Henriette til Henriette, forsvundet og en anden person er trådt frem i lyset, hvilket jo ikke er så underligt når man tænker på at hver en lille del af mig og mit sind er blevet vendt og drejet og i mange tilfælde "kognitiseret". Hele formålet med en langvarig terapi, er jo netop at få ændret på de ting der gør en syg og ude af stand til at fungere.

Desværre har jeg bare stadig ikke vænnet mig til mig selv. Jeg kan ikke rigtigt forlige mig med den jeg er i dag, og prøver hele tiden at få mig selv til at handle som jeg husker at jeg gjorde, det er bare umuligt. Så fra den vinkel må vi jo sige at terapien ikke har været forgæves. Alle tårene, alle timerne og alle kampene har båret frugt, forløbet har menneskeligt været en succes på den måde at jeg ikke i dag ligger og kigger på himlen fra min sofa, ude af stand til at bevæge mig, ude af stand til at føle noget. Men noj hvor jeg ikke har vænnet mig til mig selv endnu.

Førhen ræsede jeg afsted nu bevæger jeg mig langsomt, førhen havde jeg 10 jern i ilden, nu kan jeg dårligt have to, musik der før i tiden satte en masse i gang siger mig nu ikke noget, aktiviteter der før havde min interesse, er nu ligegyldige for mig, jeg er blevet mere bevidst om hvordan man kan spilde sin tid på mennesker der ikke vil en det godt, jeg har det mindre godt med overflade og facade og staffage. Jeg har fuldtændtigt helt og aldeles droppet min ambition om perfektionisme i mit hjem. Det var umådeligt vigtigt for mig engang. Faktisk når jeg læser dette, ser det ud til at jeg er blevet mere nærværende. I hvertfald når jeg ikke lige skal bruge al min energi på at kæmpe med teenagere!!

Jeg ved sgu ikke...

Jeg ville nok gerne, at jeg havde bare en lille snert af mig selv tilbage. For børnenes skyld.


Overalt var der små opstillinger med hygge og smukt at kigge på.



I år har jeg ikke engang købt gran endnu!

Kl 14 søndag...

...gik jeg mig en tur ved søen. Lyset var slet ikke at finde og det silede ned med regn, men jeg måtte bare ud. Ud for at se om der ikke var lidt mere energi at hente i den friske luft, end indedøre hvor dagen føltes som aften.


Det var rart at blive blæst lidt igennem, men lys var der ikke meget af, og billederne jeg tog blev alle mere eller mindre uklare selv om jeg havde blitzen på.


En lille and gemmer sig for blæsten


Enkelte løbere trodsede vejret.


Dette træ overlevede ikke den storm vi havde forleden. Som en tændstik var det knækket og flænset, men dekorativt så det faktisk ud.

Glimt af lørdagslykke

Igen og for ANDEN uge i træk har jeg en lørdag der oser af lykke og varme.

Jeg kan næsten ikke rumme det, men jeg tager det hele ind og nyder hver et sekund. Rasmus har haft en ven til at sove her i nat, og de har hygget sig gevaldigt. Først klemt sammen i hans lille værelse, men senere her i stuen hos kæresten og jeg, bevæbnet med leverpostejsmadder og playstation.

Deres pludren varmer mit hjerte og jeg nyder at lytte på dem. Gid der kommer mange flere af disse stunder.

Josefine og Mira er hver for sig plantet foran deres elskede computere og ikke til at få kontakt med..

Mine små elskede pelsede er lykkelige for de har fået frisk hus og hø, hvilket betyder høj jubel og en gnasken og gumlen af den anden verden.
De har også puttet lidt hos mor og far. Livet er godt.



Der hviles ud efter en anstrengende løbetur i sofaen

Han er bare mors hyggefis

Far er nu også god at ligge hos

Lys og kaffe er klar i tusmørket



Hygge

Og min baktus er færdig om fem min


Lørdag er fuldendt lige nu :)))

Noro fik jeg herfra

I forbindelse med indlægget om det solgte sjal var der også lidt om det sidste indkøb af garn.

Noro var det jo, men jeg glemte at linke til stedet med de nedsatte priser. Det gør jeg her, og så lover jeg mig selv og kæresten og ungerne IKKE at snolde mere i år. Her er allerede afleveret lister med julegaveønsker, og med alle de unger der er omkring har vi faktisk en ikke helt lille gavepost.

Resten af weekenden bliver dedikeret alt og intet. Her trænger til at blive gjort grundigt rent, efter fjorten dages permanent ophold i stuen, da Joasefine har været hjemme. Hun har beboet vores soveværelse og dermed skal også det rum nu nærmest muges ud! Jeg har det sådan at jeg slet ikke orker at gå derind, for det gør mig svimmel at se den måde hendes ting og tøj og tallerkener og tasker, er spredt ud over alt. For slet ikke at tale om vores seng hvor det halve af sengetæppet har ligget på gulvet og hygget sig med støv og andet mistænkeligt.


Hun skal tilbage til skolen i morgen og helt ærligt...


Jeg glæder mig

Solen skinner

Og hvor er det bare længe siden.

Jeg har sovet som en sten lige til klokken 10, og da jeg vågnede var det til en soloplyst udsigt og høj himmel. Den voldsomme blæst har fjernet de sidste blade fra træerne her omkring, så landskabet er bart og brunt. Det ligner faktisk en af de der kolde vinterdage man kan have i januar, men jeg tror faktisk ikke det er så koldt endda.

Marsvinene hopper glade omkring her ved siden af mig i sengen. Hopper er egentlig en underdrivelse, for der er mere tale om ræs ind og ud af dynerne. Op i buret, gnave lidt i den pilekurv de fik sidste fredag og som i dag ligner resterne af jeg ved ikke hvad, ud og spæne igen, over mine ben og under dynen. De er helt klart glade og i hopla, pludrer og knirker helt vildt. Jeg må se at finde noget pil et sted fra, for det bliver søreme dyrt i længden at indkøbe de små flettede kurve. Meningen var jo at de skulle bruges til at ligge i og ovenpå, men de smager åbenbart for godt til at de kan få lov at overleve særligt længe.


I dag er der kun en rest af bunden tilbage, resten af kurven er helt spist op..


Og her har Cupcake sneget sig baf om ryggen på mig for at smage på frynserne. Bagefter fik pakken fra UK en ordentlig omgang. Han fik den næsten slæbt med helt op i buret!!


Jeg skal til samling i skurvognen i aften og det har jeg glædet mig til siden vi mødtes sidst, så jeg tager det helt roligt i dag, jeg skal spare op så jeg kan klare mere en bare et par timer. Sådan et arrangement betyder jo sniksnak og munterhed i lange baner, en god ting men også noget der udmatter mig i en grad så jeg skal bruge et par dage til restituere i bagefter.

Dette indlæg har faktisk kigget på mig i en halv time, jeg kan ikke koncentrere mig, og synet er uklart, men nu trykker jeg på udgiv, og så tager jeg mig sammen til at lave en kop kaffe.

Strikkenyt

I går bragte både overraskelse og overrumpelse.



Jeg har modtaget den sidste pakke fra England for i år. Den indeholdt lækre sager såsom garn, strikkeblade og lidt gadgets. Firmaet havde også vedlagt en praktisk lille skriveblog med deres logo på, hvilket jo er en god måde at sørge for at jeg ikke glemmer hvad de hedder..




Garnet er Noro Cashmere Island, og jeg kan jo kun give andre strikkere ret i at det er skønt at skue og berøre. Det er første gang jeg har købt noget af det, men det var voldsomt nedsat, så jeg sprang på vognen.



Bladene er en sag for sig, og jeg er helt færdig over dem. Igen er det første gang jeg har investeret i magasiner fra udlandet, MEN HOLD DA OP hvor er de fede. Masser af artikler, adresser på firmaer der må tjekkes ud, og så selvfølgelig de smukkeste opskrifter på ting jeg godt kan lide. Det ene er et vinternummer og det andet er et "holiday"nummer, med alskens ting man kan lave til gaver og andet. Nu er jeg altså også blevet hooked på blade om strik.


Det måtte jo komme, da jeg altid har været en magasinfreak. Helt fra jeg var lille har jeg været i famile med kvinder der har holdt det ene og det andet ugeblad. Da jeg selv blev større, ung og voksen begyndte det med modemagasiner i tonsvis, så kom magasinerne med interieur, sidenhen mad og have, og nu her senest er det så strik der ryger i kurven, når jeg skal have lidt at kigge i. Det er nærmest sådan en udvikling jeg har gennemgået, og i dag gider jeg feks ikke læse modeblade mere. Der ryger et i kurven en sjælden gang, men jeg bliver altid irriteret bagefter, for det har bare ikke min interesse mere. Jeg ved hvad jeg vil ha på, hvad jeg kan lide og køber alligevel kun som jeg selv vil, uden skelen til tidens luner.

Indretning er lagt lidt på is i disse år, for der er simpelthen ikke råderum til at være kreativ på det område og den er sværere, men jeg prøver hele tiden at holde fast i, at det nok skal komme igen. Jeg har det i mig, og har masser af ting jeg gerne vil prøve af, men det kan bare ikke lade sig gøre lige for tiden.

Mad er heller ikke lige på hitlisten, men mon ikke jeg også får den interesse tilbage igen, når jeg igen kan mærke en fred inden i til at gøre noget ved det?

Tilbage er strik og andet der handler om håndarbejde. Det er nu fint nok, for jeg har virkelig sørget for at yde min del til den glittede industris overlevelse både her og i England. Det er jo en kendt sag at den slags magasiner vejer godt til, og hver eneste gang jeg har været i London eller Bath, har jeg hamstret alt hvad jeg ( eksmanden...) kunne slæbe hjem. Og jeg skulle hilse og sige at det er ikke så lidt, da udvalget er noget større derovre. Tilgengæld koster de blade ikke en brøkdel af hvad de koster her i landet, så der er ingen grund til at være mådeholdende.


Til sidst må jeg fortælle, at jeg havde en noget oprivende oplevelse i går eftermiddags.


Jeg var hos negledamen og var iført det grå sjal. Havde lovet at vise det frem, men da jeg skulle hjem siger hun så til mig, at hun vil købe det af mig, og inden jeg fik set mig om, var sjalet ikke længere mit. Fedt med lidt lommepenge, men uhhh jeg havde det underligt med at gå fra det. Det er jo ligesom min baby, og jeg var slet ikke parat eller klar til at sige farvel. Det endte med at jeg styrtede ud af klinikken uden at se mig tilbage, og nu vil jeg så strikke mig et til. Det går jo ikke, for egentlig var det ment som en julegave...




Det er sgu da meget smigrende at hun syntes det var smukt nok til at betale for :)

Engle bor altså i Jylland.. og et nytårsfortsæt

Det ved jeg nu, for igen i går modtog jeg en pakke fra en derovre fra.


Hvor er jeg ærgelig over at jeg bor langt væk og ikke kan takke personligt, men det må jeg få gjort noget ved i det nye år. Faktisk kan jeg allerede her afsløre, at det skal være mit nytårsfortsæt, at tage bilen og køre en runde derovre. Et fortsæt der skulle kunne være til at overholde ;)





Pakken var fra Mette og jeg blev bare så glad så glad. Tænk sig, jeg har fået en lille håndvarmer, pynt til jul og et lille armbånd. Det er helt vildt at hun sådan har tænkt på mig, og har syntes at jeg har fortjent at få en gave.

Tusind tak Mette, jeg er rørt og glad og har pralet til alle med at jeg har varme hænder resten af vinteren. :)))

Marsvin i sigte.. 2

Jeg vil være marsvineavler... i mit næste liv.



Oj noj og gud hvor er de bare nuttede, og sikke mange slags der var af dem. Jeg blev selvfølgelig betaget og forelsket lige på stedet da jeg fik de små i hænderne. Kun een dag gamle som de var, var de ikke større end en lille mobiltelefon, men trods den korte tid i denne verden, begyndte den lille pelsbold at sludre og knirke lige med det samme da jeg fik den i hånden.



I haven står huse i flere størrelser og jeg var slet ikke klar over, at de sagtens kan bo udendørs året rundt. Det kan de fordi Gitte passer godt på dem, og hver dag fylder godt op med halm. Når vinteren rigtigt sætter ind, bliver husene fyldt til bristepunktet med halmen og derinde er der lunt og godt fordi halmen er hul og dermed fyldt med luft der isolerer, sammen med dyrenes egen kropsvarme. De er så forkælede er de og får masser af grønt og frugt. For tiden er det æbler og grove ting der ligger og er lige til at gnaske i sig.





Efter at have vandret rundt i haven og kigget på dyrene, blev jeg indenfor præsenteret for husets nyeste medlem. En lille bille hvid kaninus. Den er så fluffy at det er som at holde en vattot i armene. Med store lyserøde ører og helt blå øjne, var jeg jo også helt færdig over den. Men jeg nøjes nu stadig med marsvin, de er sjovere i længden.


Masser af plads har de at løbe rundt på og putte sig i





Derude i haven fandt jeg Cupcakes kommende mor til hans børn. På et tidspunkt MÅ jeg have en lille cupcake mere, med de hvide ringe om øjnene, og der i et af husene sad der et marsvin nøjagtigt magen til ham selv. En tromletyk hun, gravid med masser af unger, og hvis de to blev parret er det sikkert at der ville komme babyer i den samme udgave. Det er næsten ikke til at holde ud, og en dag så skal jeg bare have en mere.


Næste gang jeg skal på besøg tager jeg Rasmus med, han var nemlig ikke tilfreds med at jeg skulle derud uden ham. Han er også glad for de små pelsede :)

Marsvin i sigte..

Jeg skal besøge vores marsvine mor Gitte i dag.


Vi taler sammen med jævne mellemrum både fordi det er hyggeligt at høre nyt, men også fordi hun selv har en Rasmus og en hverdag der er lidt hård til tider. Så får vi lige vendt verden lidt, men mest taler vi om dyrene.

Hun var jo ude for en rigtig ubehagelig oplevelse her for ikke så mange måneder siden. Hun og drengene var væk på en kort ferie, og da de kom hjem havde nogen været inde i deres have. Det er en stor en af slagsen og om sommeren er mange af hendes dyr udenfor i bure. For at holde styr på bestanden, var marsvinene delt op i hunner og hanner, men da de kom tilbage fra ferie, havde nogen altså været inde og flytte rundt på dyrene og lukke en del af dem ud...

De siger sig selv, at hun og knægtene var helt fra den og også dybt rystede. Een ting er at blande dem sammen, en anden desideret at slippe så små dyr fri. De er jo forsvundet og tabt og sikkert spist inden for kort tid.. Resultatet af denne utidige blanding af store og små, hunner og hanner var da også at de fleste af hunnerne var gravide da de kom tilbage fra ferien. I sig selv et problem, da man som avler gerne vil ha styr på, hvem og hvor mange der skal have unger ad gangen, men i dette tilfælde også fordi de fleste af hunnerne var alt for unge til at skulle være "mødre". De var selv kun børn endnu kan man sige, og i overhængene risiko for at dø af sådan en omgang med graviditet og fødsel.


I dag skal jeg så ud og se hvordan det er gået de små. Vi har ikke få talt så meget sammen siden det skete, og jeg er spændt på om de har klaret skærene, og hvad hun så har gjort da hun stod med gu ve hvor mange nye unger. Her handler det jo også om plads, og at de helst skulle have det godt alle sammen.


Jeg håber at hun har fået dem afsat og at de alle har det godt.


Så lille var Lakridsen da vi var ude og vælge ham. Han er faktisk ikke til at kende i dag


En lille bitte hårbold, stille og sky men helt bedårene


Og her er Cupcake. De hvide ringe rundt om øjenene, som i dag får ham til at se helt vildt fræk ud til tider, var allerede dengang tydelige


Som i dag, var han det eneste marsvin i kassen med totalt gang i den.. han er bare så fremme i skoene hele tiden.


Et sjældent stille øjeblik. Han ligger og holder øje med mig fra sin udkigspost på sofaens armlæn.
I går var han som sædvanligt i hopla, og jeg kan kun sige endnu engang at jeg ALDRIG havde drømt om at marsvin kunne opføre sig sådan. Jeg fik en opringning tidligt på dagen, og lå stadig under dynen, med computeren på skødet. Det var en længere officiel samtale, og på ingen tid havde Cupcake taget turen tværs over dynen for at finde ud af hvad jeg nu lavede.

Prøv at forestille jer hvor svært det er at være seriøs i en telefon, når der samtidig står et marsvin og hopper ovenpå jer, med snuden HELT oppe i mit ansigt, dens knurhår kildrende min næsetip, OG med begge forpoter solidt plantet på min mund, samtidigt med at den skal undersøge telefonen....... Ik nemt, skulle jeg lige hilse og sige. Når noget interesserer den, så slikker den helt vildt med sin lille tunge, og både telefon, min hage og min hånd blev grundigt undersøgt. Samtidigt med al denne interesse så hopper han altså rundt ovenpå mig. Hans lille krop kan på et sekund vende 180 grader, vupti så giver han et spjæt og vender den anden vej, løber lige op og ned af sengen i en runde, og er så tilbage til mor igen.



Ingen af de andre marsvin er bare halvt så nysgerrige og modige og trygge ved at opleve nyt, og fra han var helt lille har han praktiseret menneskeforhindringsløb.

Han er noget helt særligt, det er han altså.

En harmløs baktus spreder sig

Jeg tør næsten ikke skrive det, for jeg er lidt overtroisk, men her der ikke nogen ond baktus der spreder sig.

En harmløs baktus er tilgengæld ved at vokse frem, og halløjsa hvor bliver den flot. Jeg er så vanvittigt betaget af garnet, og kan slet ikke beskrive de farver der viser sig på pindende. Jeg har taget et billede som jeg håber kan vise bare lidt af forløbet. Det er nemlig helt unikt.

Hver evig eneste maske har en forskellig farve, nøje og fint afstemt efter forrige og jeg fatter ikke hvordan det kan lade sig gøre. Jeg mener.. det er håndindfarvet. Jeg ved intet om processen med at farve garn, men nogen har altså siddet og farvet det på en måde så farveskiftene er så korte, at der aldrig er to masker ved siden af hinanden der har samme farve. Når man sidder med pinden i hånden, ligner den faktisk at farvekort. Prøv selv at se her:


Med mit lille kamera er det temmeligt svært at fange farverne og de kommer ikke helt til sin ret på billedet. Det er svært at se at hver en maske faktisk har sin egen farve, men det har de altså og jeg er dybt fachineret.


Mit sjal er færdigt og jeg kan nu sige at jeg kun mangler een julegave der skal være færdig, så har jeg alle klar, undtagen børnenes. Der er ingen af dem der ville blive særligt begejstrede for mors hjemmestrik, så de må indkøbes i de dertil indrettede butikker.

Jeg har også denne gang hæklet en kant hele vejen rundt, og selvom garnet er tykkere end kaunien, er det blevet rigtigt godt, og nu mangler kun vasken og så at det skal strækkes lidt ud.

Det har fungeret fint med at smide maskerne her også, og det har et lidt mere rustikt udtryk end det grå. Alt i alt er jeg tilfreds med resultatet. Og så er det forresten ret sjovt at se det vokse frem, efterhånden som de "tabte" masker får lov at løbe i gennem arbejdet. :)



En ny uge begynder i dag og jeg er mere afslappet i sindet end længe. Der er ro omkring mig, vores utilfredse knægt holder sig helt og aldeles på afstand af mig, og umiddelbart kunne det lyde som en betænkelig situation, men her må jeg indrømme at det har gjort mit liv og min hverdag så meget lettere og mere behagelig. Trist som det er, er sandheden nu bare den at jeg har det fint med det. Ikke at skulle diskutere, modtage kritik og spydigheder, ikke at skulle mærke den ubehagelige energi der er omkring ham, betyder virkelig en hel del for min trivsel. Som det er nu, lever han og jeg tilfældigvis i samme lejlighed, men vi kommer ikke hinanden ved. Han er i øvrigt ikke hjemme de næste fjorten dage ( nu får vi se med det.. ), utilfredsheden med at skulle betale husleje er så stor, at han endnu en gang er blevet hentet af mormor!

Fred være med det.


Jeg mærker også at min energi og mit humør langsomt er ved at indtage min krop igen, men jeg skal ikke overdrive og derfor gør jeg ikke mere end jeg ved jeg kan. Jeg har tre aftaler i denne uge, den ene ikke lige noget jeg havde kalkuleret med, og jeg håber at jeg kan overholde dem alle, den første er i morgen aften. De pelsedes mor har inviteret til en sludder og lidt the, og det glæder jeg mig til, for er der noget der kan få mit humør op, så er det da at sidde med et lille marsvin i hænderne, og dem har hun jo masser af. Spørgsmålet er så bare om jeg kan klare at tage hjem igen UDEN at tage en baby med mig...

Cupcake er nu så stor at han næppe kan kaldes et lille marsvin længere, men han er stadig den morsommeste af de fire vi har omkring os. Her er han gået kold efter en lang løbetur i vores seng.
Lakridsen er heller i just lille længere, men han er stadig en blød lille bjørn at se på



Uha jeg må være stærk må jeg