Hver sin lyst ;-)

 

 

Så er der Topgear:

 

 

 

Mor sidder her:

 

 

 

 

 

På denne sidste majaften er der stille vejr og det skal nydes til sidste lysstribe på himlen.  Topgear kan jeg også godt lide at se, men ikke når der er så skrappe rationeringer på de TØRRE aftener…  :)

Kan man ikke det ene, kan man tilgengæld det andet..

 

 

 

Heller ikke i dag skal jeg bære sandaler!

 

 

Tilgengæld kan jeg med god samvittighed sidde i denne her:

 

 

Og lave dette her:

 

 

 

 

Indkøb og rengøring taler vi ikke om ;)

I altankassen står en hund

 

 

 

 

Engang i tidernes morgen og da Josefine gik i børnehave, lavede hun denne lille ting til mig. Det er en “skål” med låg og ovenpå er der et lille ansigt af et hund. ( Tror jeg nok…) :)

Den står nu og gemmer sig lidt i mellem blomsterne i altankassen. Holder vagt ku man sige .

Jeg har ikke meget tilbage fra børnenes år i institution, der er gået ting tabt i skilsmisseprocessen så denne værner jeg om med stor omhu.

En håndgranat i min hjerne

At leve med en psykisk lidelse er ikke kun noget den enkelte patient døjer med. Det påvirker i høj grad de nærmeste pårørende og kan i mange tilfælde drive dem om ikke på flugt, så dog ud i kraftige overvejelser om hvorvidt der er kræfter eller følelser nok til at blive. En tragisk følge af noget der dybest set ikke er patientens eget valg. INGEN vælger bevidst at være bims i låget, mere eller mindre vanvittige eller bare triste og mørke i hjertet/sindet.
Der er selvfølgelig den kategori af unge, der ved pillemisbrug kan ende i livsvarige psykoser, men det er en anden snak og det er ikke det jeg vil skrive om i dag.

Jeg har kendt og kender mennesker der lever med maniodepressivitet, skizofreni og deppressioner. Også i nær familie..  Det jeg ikke har oplevet så meget er diagnosen personlighedsforstyrrelse og borderline. Jeg har kun haft mig selv og egne problemer inde på livet, men jeg har nu desværre måttet erkende at også min datter har en splint af det. Hvor slemt det er og kan blive vides ikke endnu helt, og måske er hun heldig fordi hun har fået det konstateret i så ung en alder, at der rent faktisk med den rette behandling er håb om at hun kan blive det kvit.  I lang udstrækning i hvertfald.

Jeg selv har skrevet om det fra tid til anden herinde og jeg ved at mange syntes det er både interessant og godt at jeg fortæller, for at udbrede kendskabet til lidelsen, men jeg ved også at har man ikke selv prøvet det, er det nærmest umuligt at fatte hvad det handler om og hvorfor pokker det er så svært at komme til livs. Til det kan jeg kun sige at det FORSTÅR JEG godt. Man forstår jo også kun i det små hvad det vil sige at leve med sukkersyge, kræft, allergi eller skøre knogler feks.  Er man empatisk kan man sæte sig ind i, AT det er svært, men ikke hvordan den reelle dagligdag fungerer.
At leve med en personlighedsofrstyrrelse/borderline er møgbesværligt og utroligt opslidende.  Læs mere om de tekniske termer her.  Jeg er desuden det man kalder særligt sensitiv og hvad det betyder kan man læse om her og her.

Den sidste månedstid er jeg langsomt blevet mere og mere forstyrret inde i hovedet. Jeg ved det skyldes overtræthed i forbindelse med hele perioden omkring Josefines behandling og det at vi var flere end ellers i lejligheden i en mdrs tid. Når jeg ikke får den daglige hvile og ro jeg har brug for, ryger jeg langsomt ind i en tilstand der minder om en snebold på vej ned af et bjerg.  En pludselig opstået tanke hægter sig fast og jeg kan ikke stoppe udviklingen af tanken, til det der ender med at være en hård klump af gentagne sætninger. Om og om og om igen kører de i i ring, vokser, gror til og bliver til sidst så overvældende dominerende at jeg intet andet kan koncentrere mig om. Min søvn begynder at forringes, mave og hovedpine er konstant, der kommer kvalme og tilsidst noget der minder om angst. Jeg kan ende helt derude hvor jeg rystet og får svedeture, hakker og stammer, ude af stand til at samle mig sammen. Indvendigt kører der en konstant og gentaget samtale imellem mig selv og den eller de mennesker det drejer sig om.  Først for omkring et år siden gik det op for mig, at ikke alle går rundt og taler indvendigt hele tiden. Ikke alle har konstant en dialog med en tavs modpart i gang, og jeg forstår nu bedre hvorfor jeg er så forbandet endnu mere træt i de perioder.

Mine år i behandling har lært mig, at det eneste der hjælper er samtale. Ud med ordene og ind med fornuft fra et andet menneske. Typisk det eller dem jeg bekymrer mig omkring.  Ikke samtale inde i hovedet men IRL.  En ting jeg har endog meget svært ved. For hvordan kan jeg forklare og begrunde de underlige og oftest meget fatasifulde tanker jeg har?

Et godt eksempel er den seneste måned.

For omkring fire ugers tid siden, fik jeg som et lyn fra en klar himmel en tanke om at min elskede og jeg en tid ikke havde talt så meget sammen, og så kører toget. For at tydeliggøre mekanismerne vil jeg her lave en liste over hvordan det så forløber indtil den dag jeg simpelthen bryder sammen:

Tanken om manglende kommunikation opstår
Jeg ser så at der har været en tid med mig der går i seng først og dernæst kæresten… 
Tanken vokser og jeg “ved” nu at det skyldes, at han ikke længere gider mig.
En uge eller to går med spekulationer og jeg kan så “se” tegn der viser at vi heller ikke længere er så nære som vi var..
Jeg syntes pludselig at vi slet ikke rører eller kysser hinanden. Jeg “hører” ændringer i stemmeleje og tonefald, “ ser” forandringer i kropssprog og mimik.
Der går flere dage hvor jeg går rundt om mig selv for at veje for og imod mine teorier.
De ting vi foretager os i favør for at alt er godt, fejer jeg af bordet med en forklaring til mig selv om, at mange jo prøver at redde et skrantende forhold ved at foretage store indkøb, afgørende beslutninger eller måske endda flere børn.
ERGO.. jeg er på vej til at blive fyret.  Noget jeg godt forstår for jeg er da slet ikke til at leve med.
Bolden er nu på størrelse med et højhus.
Vi tager afsted i sommerhus og på vejen derop i bilen syntes jeg, at jeg fanger et øjeblik hvor min elskede ser trist ud og med en hammers kraft rammer tanken mig:
“ Han er trist fordi han har besluttet at stoppe vores forhold”. “ Han ved at dette bliver den sidste tur i sommerhus for os sammen”. Mine ekstremt sensitive fornemmelser for stemningsskift får mig til at registrere et eller andet.
Jeg går helt og aldeles i sort. Kvalmen og smerter alle vegne er nu over mig, og hele fredag aften, lørdag og søndag indtil vi skal hjem igen, går jeg rundt i en tåge. Smiler mekanisk, prøver at være normal og luger terassen for ukrudt indtil jeg dårligt kan rejse mig igen.  Lørdag nat sidder jeg vågen på terassen og tuder i stride strømme. Kan slet ikke rumme at jeg nu igen skal igennem kriser og “skilsmisse”.   Jeg prøver igen og igen at få mig selv til at bringe det op for ham, men bliver bremset af bevidstheden om min egen umulighed. Jeg “VED” at han vil være endnu mere frastødt af mig hvis jeg viser svaghed og tegn på usikkerhed. Hvordan skal jeg finde og udtale de ord der suser i ørene op mig? Frygten for at virke helt vanvittig og irrationel er også en ting der stresser mig.

Søndag i bilen hjem knækker filmen helt og på en parkeringsplads vælter det nu ud af mig. Tankerne, observationerne og angsten. Kæresten er målløs!

INTET af det jeg har “set” eller opfattet er korrekt.  Hele bordeline i en nøddeskal. Den virkelighed jeg opfatter er langt fra den, andre ser eller hører eller mærker.
Hans ord til mig er beroligende, stille forklarende og jeg kan på et splitsekund se at han har ret og jeg bliver med det samme frisk igen. Også noget der er helt typisk. Hele det spind jeg har været viklet ind i, er væk og jeg er glad igen. Kan ikke længere koncentrere mig om det der for et øjeblik siden optog mig så meget at jeg var noget nær fysisk syg.
Jeg er træt og udmattet i flere dage efter, men ellers er alt igen godt. Han elsker mig, vil ikke andet end leve med mig, og er iøvrigt bare selv udkørt af for meget arbejde og for lidt fritid til egne interesser. Derfor de sene nætter og de glemte kys..    Meget mere kunne jeg forklare, men summen er at jeg gør mit eget og hans liv så meget mere bøvlet når jeg ikke er frisk og veludhvilet. Så kommer sygdommen langsomt snigende og jeg mister både realitetssans og fodfæste.  Jeg opfanger signaler der ikke bliver sendt, ser ting der ikke er, hører toner der ikke bliver spillet og har i det hele taget nerver og følelser uden på tøjet.

Dette eksempel handler om de personlige tanker, det kunne  ligeså vel have været en beretning om andet end misforstået kærlighed og nærhed. Det rammer mig af mange grunde og i mange sammenhænge, men fælles for alle nedsmeltningerne er, at jeg i mange tilfælde ikke kan regne mennskers handlinger ud. Jeg kan miste evnen til at se det hele i flere farver, alt bliver bogstaveligt og sort/hvidt. Jeg lever med ekstremerne. Enten/eller og ja eller nej.

Det kræver sin mand at elske mig..

Hvad pokker er nu det for noget??

 

 

Jeg er lidt bagud i det meste, og først nu har jeg læst rundt omkring, at der er bloggere der har fået deres identitet desideret stjålet!

 

Kvalmende læsning, og en wake upper til os alle om ikke at være naive og godtroende, og at vi skal bevare fornuften i hele dette skrive/billed univers. Jeg kan ikke lade være med at tænke et par uger tilbage, da der var en anden problemstilling herinde for nogle, som handlede om voldsom chikane både privat og via kommentarfunktionen, fra åbenbart en ganske speciel blogger.

 

Hvad fanden sker der?  Det er da helt utroligt at man ikke kan få lov at være sig selv, dele hvad man har lyst til og nyde godt af det store netværk der findes herinde, UDEN også at skulle plastre alt til med copyrighttekster og gu ved hvad mere.  Jeg har helt bevidst ikke villet køre frem med netop dette, for jeg har tænkt at det ligesom giver sig selv. Jeg har endda selv været kluntet nok til at lave brølere i denne kategori, indtil jeg fandt ud af hvad det handlede om, og jeg har selvfølgelig undskyldt på det vildeste fordi det slet ikke har været hensigten at gøre ondt eller stjæle.  Nu kan jeg så lære det. For jeg er MIG og ingen anden skal have mulighed for at være det. Iøvrigt skal jeg i den forbindelse så lige minde om, at hvis der er nogen der skulle fristes til at snuppe mit liv, så husk lige på at der medfølger enormt mange sygedage, hovedpiner, smerter OG at det ikke er særligt interessant at gå hjemme og glo..

 

 

Her kan du læse mere om hvad det handler om, og HER kan du med god samvittighed hente denne:

 

 

 

Der er ikke andet for end, at også jeg må til at gøre opmærksom på at mine billeder er mine egne. Indtil videre har jeg været græsk katolsk omkring at nogen skulle bruge et foto af en grøn pind, eller et stykke strik til et eller andet, desværre er det ALRIG faldet mig ind, at det kunne blive brugt til dokumentation for en falsk identitet.

 

JEG GYSER…

Jeg har fået en fin titel

 

Mette og Kristin har begge tildelt mig denne søde award. Det er jeg rigtigt glad for og jeg tager da imod den med et smil. Kristin er endda helt oppe fra Norge af, men alligevel har hun fundet frem til mig, det syntes jeg er fantastisk.

 

 

 

 

 

Reglerne for awarden er:

1. Kopier awarden ind på din blog, for at vise du har fået den.
2. Tak og link til den du har fået den af
3. Link til 7 andre og skab derved lidt glæde ved det :)
4. Fortæl 7 ting om dig selv

 

 

 

Jeg giver den videre til disse syv, men siger samtidigt at det er umådeligt svært at vælge for der er så uendligt mange smukke blogs OG bloggere rundt omkring.

 

Überhausfrau Putz

Pernille på 1.

Frk. Solhat

Hanne

Margith

Miri

Fru Krull

 

Nå, men endnu sværere er det vist at fortælle de 7 ting. Jojo der er da meget at tage af, men efter et år som personlig blogger er der søreme ikke meget tilbage om mig der ikke er fortalt.  Hmmm, det må blive en blanding af nyt og gammelt tror jeg:

 

1: Jeg er født i løvens tegn

2: Jeg elsker ( desværre) chokolade og kager

3: Jeg har borderline/personlighedsforstyrrelse, og har lidt af depressioner siden min pureste ungdom.

4: Jeg er hårdt angrebet af den meget farlige og smitsomme virus,   Garnitis semper paratus købofilius

5: De mål jeg har sat mig for 2010 er delvist nået, men eet af dem er næsten umuligt.

6: Jeg er en skovl til tal, tror bestemt at jeg er talblind…  Mine beregninger syntes altid at være forkerte og jeg forstår det sgutte!

7: Til gengæld er jeg en knag til at samle til lager. Bliver direkte utryg hvis jeg er omgivet af tomme hylder.

Jeg vil ha en baby vil jeg

 

 

Dyrk lige ham her:

 

 

 

Vi kender nogen der har hentet ham her og en bror i går. Jeg er helt færdig og kan slet ikke stå oprejst over hvor herlig han ser ud.

En rigtig lille spirrevip man bliver glad i låget af at kigge på.

 

 

METTE…  Hvad siger du??

Blokeringer

 

 

En pause gør det svært at skrive igen har jeg opdaget. Jeg har nævnt det før så vidt jeg husker, men det er en underlig ting at der opstår en form for blokering, når jeg er tilbage og sætter mig ved tastaturet for at genoptage bloggeriet. Hovedet er fyldt med ord og der mangler ikke emner at tage fat på, men det sidder ligesom fast der i panden på mig.  Nu hjælper det heller ikke at jeg stadig mangler min bærbare computer. Den er min livline alle de dage hvor det går mindre fantastisk, de dage hvor det at tage tøj på, sætte sig ved skrivebordet og holde kroppen oprejst er noget nær umuligt, og derfor har det været en noget ujævn strøm der er kommet fra mig her.

Den bærbare er hentet igen, men der er #!¤”%/&¤#!&#!((&(!#(#!)=!=#”&#%¤%#%%   PILLET ved den på en eller anden facon og nu kan jeg ikke komme på nettet via routeren mere!  Vi har bakset og bøvlet med det i to dage uden held. Det er til at blive helt vanvittig af, så nu bruges der tid på at forsøge at finde ud af, hvad det problem handler om og jeg sidder igen her ved mit skrive/arbejdsbord.

 

 

 

Jeg vil varme min hjerne lidt op med et billede, og så må jeg se hvordan jeg skal komme i skriveform igen.  Det kunne godt lyde som om det er en byrde at blogge, og det skal det jo ikke være, men for mig er det gået hen og blevet en måde at forhindre mig selv i den totale isolation. At blogge betyder også at jeg holder min hjerne igang, får orden på de tanker og ord der vælter rundt som en ukontrolleret myretue inden i knolden. Så for min egen skyld SKAL jeg fortsætte med at skrive, og det helst hver dag. Ikke nødvendigvis om de store tunge emner, bitte små sætninger er også ok når bare der skrives. Jeg skal holde mig selv igang, for ikke at visne og ende som en pensionist af dem, der sygner helt hen i en stol. At gå hjemme er i sig selv noget af en opgave, for det kræver en vilje af stål, ikke at lade verden rulle forbi, imens jeg selv kører langsommere og langsommere.

 

Jeg kan ikke være en Racerbil, men jeg vil heller ikke være en veteranbil, jeg vil bare være sådan en jævn bil med god hastighed :)

 

Faktisk vil jeg være som den bil jeg har..

 

En lille Toyota Starlet. Stabil og med evnen til at køre godt til når der bliver trådt på speederen. Lidt ridser i lakken, men ellers uden de store skavanker.

 

Hmmm, det ser sgu ud som om min bil fungerer bedre end jeg selv!

Jeg flakser rundt…

 

 

 

 

 

 

… i mellem gode og mindre gode timer og dage. De gode bliver brugt til fulde og de dårlige på ingenting overhovedet. Jeg glæder mig over, at de gode bringer en masse smil med sig og at jeg har små oplevelser der kan lagres i hukommelsen til at trække på, når de dårlige trænger sig på. Måske det i virkeligheden er en udemærket balance når nu jeg ikke kan undvige dårlige perioder..

 

Jeg har huseret på altanen de seneste to dage, og efter pinse tror jeg det er tid til lidt mere skriveri om det på altanbloggen, der er både billeder og ord der vil passe dertil, men lige nu må jeg tage den med ro. Jeg var i godt selskab i aftes og alle indtryk fik mig til at gå lige i dørken og jeg sov til kl halv elleve i dag. Jeg har måttet rykke min aflevering af den sorte sæk , for tro det eller ej…

 

Jeg har helt glemt at vi i dag skal afsted i sommerhus!

 

Det er så længe siden, og jeg burde jo derfor ikke tænke på andet, men det gør jeg altså, så nu skal jeg have pakket dyr, tøj og mad ned til senere, og så skal der vist også lige fyldes op i køleskabet inden vi kan køre afsted med god samvittighed. Vi skal hjem igen søndag så det er kun et kortere visit, men som sommerhusgæster ved, kræver det alligevel pakning af alt muligt.

 

Vigtigst af alt er selvfølgelig garn og strik :-))

 

 

 

 

Jeg glæder mig til rolige timer ved vandkanten, i have og på terassen, udstyret med lyttebogen, kameraet og strikketøjet . Jeg er ligeglad med regnbyger eller overskyet vejr, bare det at jeg skal væk og hen et sted hvor der er natur, farver og fuglefløjt er nok for mig.

 

Vi ses igen på mandag og rigtig god pinse til alle.

 

 

 

Jeg prøver igen

 

 

 

Dagen igår begyndte ad h.. til, fumlende og famlende og i næsten søvne. Ved et-tiden ringede min telefon med en besked om, at jeg var savnet hos Anika, min negledame. Hun mente bestemt at jeg havde en tid NU, og jeg kunne slet ikke huske at have set en sms med tid og dato, så der sad jeg i nattøj, sort i sindet og var i hvertfald ikke på vej ud af døren.

Nu er det sådan at hun har til huse uden for min opgang og ti skridt til højre, så hun beordrede mig mildt til at komme i klunset og rubbe neglene ( hihi ). Det tør jeg jo ikke sidde overhørig, for hun er en dame med et travlt og snævert program, mange mange fruer og frøkener lægger deres hænder i hendes, så på fem mirakuløse minutter var jeg ude af døren.

Den næste time gik så med nussen og stille sludren om en fælles bekendt, der er havnet i en fælde af de grimme, en af dem der handler om vold og kontrol, og vores bekymring er til at tage at føle på. Problemet er jo at det er uendeligt svært, for ikke at sige umuligt at gøre noget. Man kan ikke trænge igennem med fornuft og kloge ord, ikke rent fysisk gå ind og flytte hende væk, ikke indgyde hende mod til at fjerne sig fra manden. I stedet kan vi fra sidelinien se på at et ægteskab nu er under opsejling, hendes selvstændige erhverv droppet til fordel for en tilværelse som hjemmegående med hans børn fra et tidligere forhold, og vi er magtesløse.

 

Ikke nogen særligt rar tanke..

 

Da jeg var færdig der, rullede lavinen med flere uforudsete ting, og jeg måtte smide hvad jeg havde i mine ellers tomme hænder, for at komme kæresten til undsætning i Ikea. Belæsset med kommode i papindpakning og andre store og små ting, var kortet i udu ved kassen og gode råd dyrere, end de varer han havde hentet efter en lang arbejdsdag for at glæde mig. Kortet er i mit navn, og proceduren er klar. Er det ikke mig der står med kortet og identifikation i tilfælde af strejke, ja så…

Mig ind i bilen, af sted i myldretidstrafikken på Roskildevej, en youghurt som middel mod koncentrationsbesvær og knurrende mave, og i en bil der har en kæmpe lænestol liggende i baggagerummet, hvilket vil sige OVER DET HELE, da min bil jo er lille og kun lige kan rumme sådan et møbel. Den stol skal retur til udlåner, da datteren ikke syntes om den.. 

Vel ankommet fik jeg et kæmpe knus og en svingtur og kys i massevis.  Benzin til mit bål og jeg kunne pludselig godt overkomme turen hjem igen :)  Faktisk så godt at jeg vejs ende rundede tanken, og fik givet dytten en forårsomgang i vaskehallen. DET var tiltrængt skulle jeg hilse og sige.

 

 

 

I dag skal jeg så bare ha afleveret den pokkers stol på Østerbro, men det klarer jeg nu nok. Det går bedre og jeg tager min dag i små bidder. Solen skinner og det ligner noget der kunne få mig til at smile endda..

For pokker da

 

 

 

Nu gik det lige så godt, de sidste par dage har jeg mærket lidt til mig selv og mit bedste jeg igen, men i dag er jeg vågnet op helt og aldeles kvæstet.

Småsvimmel, træt og uden koncentration har jeg siddet og forsøgt at vågne med lidt bloglæsning, de kommentarer jeg har lige på tungebåndet, virker uoverkommelige som et bjerg, og dagens planlagte gerninger fuldstændigt umulige at overkomme. En samtale i telefonen kiksede fordi ordene kommer stødvis, og i uorden ud af mig. At formulere en fornuftig sætning med lyd på er slet ikke muligt lige nu.Vask er der igen masser af, køleskabet er mere eller mindre tomt og planterne på altanen kalder på mig.

Jeg kan ikke, selv det at komme i bad kan jeg ikke overskue, men hvorfor nu det?

 

Hvorfor?

 

At have en psykisk lidelse som følgesvend er lig med aldrig at vide hvad dagen bringer, altid at være i risiko for planer der må droppes, altid at have skyldfølelse over for de nærmeste, altid at føle sig nødsaget til forklaringer, men værst af alt..

 

En dræbende og altovervældene træthed, der rammer når det mindst passer.

 

Jeg er ikke ene med denne problematik, hende her skriver også om sin hverdag i depressionens skygge. Vi står ikke samme sted, men alligevel er der så mange ligheder i vores hverdage, og det hjælper at vide man ikke er ene om det.

 

Normalt ryster jeg mine indlæg ud af ærmet på ingen tid, men på sådan en dag som i dag har det taget mig næsten en time. Skrives skal det dog for, for det er ord der må formidles videre.

 

 

 

 

Jeg strikker

 

 

Min  hæklehånd gør vondt, så jeg er nødt til at pause lidt fra tæppet med de Maritime striber. Jeg sidder i stedet med strikkepindende og glæder mig til at se et nyt sjal udvikles. Igen bliver det “noget der ligner” set ved Unikarina, som har set det ved Liselotte :)

 

Sjovt som noget håndarbejde bare fra starten er lugter som en dødssejler..

 

Jeg har prøvet det nogle gange efterhånden, og nu igen med den cardigan jeg er i gang med. Jeg er vild med garnet og syntes trøjen er en fin lille ting, men ved gud jeg kommer ikke en meter videre med den. Ved ikke hvad det er der gør det, men den ligger bare ikke godt i mine hænder, så derfor har jeg påbegyndt et nyt arbejde. Så kan jeg imens fundere over, om det er en ommer med trøjen.

 

 

 

 

 

Mit blå minisjal  hænger konstant om halsen på mig i disse kolde dage, så nu strikker jeg mig et til, denne gang i en tykkere udgave som jeg satser på vil være et hit til kolde sommeraftener og til næste vinter i min lænestol.

 

 

Jeg bruger Lucca Fino, købt som næsten altid, på tilbud og denne gang ved Netgarn.dk

 

HOLD da op for et lækkert garn.

 

Jeg er vild med det og helt i svime over hvor blødt det føles mod huden. Allerede nu kan jeg se hvordan det ville være perfekt til en vintertrøje. Kommer der tilbud på igen i andre farver, MÅ jeg have mig noget mere. Det MÅ jeg altså bare.. ;)

 

Da jeg første gang strikkede efter dette mønster, var jeg lidt loren ved det, syntes det var noget underligt sjask, men det er jo selvfølgelig det tynde garn jeg den gang brugte, der gør at det blev et luftigt og lidt løsagtigt sjal. Denne gang går det strygende, garnet er tykt fordi jeg strikker med to tråde, så jeg ku godt gå hen og lave et tredje i en garntykkelse der ligger lige midt i mellem de to. Min psykolog prøver (forgæves..?) at lære mig at jeg er alt for enten/eller, og at jeg skal prøve at forholde mig til den fornuftige mellemvej. Dette er vist en meget god illustration af det med yderpunkterne, for først vælger jeg et ultra tyndt garn, dernæst et temmeligt tykt et af slagsen og derfor MÅ jeg ramme lige midt i mellem tredje gang hihi.

 

Til sidst et billede af mit ydmyge lager af garn. I går ryddede jeg to hylder for stof, og der er nu bedre plads til at jeg kan have garnet liggende overskueligt og lige til at gå til.  OG begejstres over :))))

 

 

Uhmm.

 

Jeg ved ikke hvad en klog kun tolke af dette her, men med sådan et billede ku man næsten sige, at garn i lag er den voksne kvindes erstatning for barndommens teddybear, der var indbegrebet at tryghed og varme. Jeg bliver helt salig af at kigge på det.

 

Jeg har lavet min egen betegnelse for denne lidelse:   garnitis semper paratus købofilius.  Se mere her.

Først til møllen..

 

 

 

 

 

… kom Losarinas mor :))

Jeg kan nu se frem til et gensyn med en glad modtager af den sorte sæk. Hun kom først og jeg ved at hun er cyklist, så jeg smutter forbi hende i næste uge, for den er da vist helt umulig at køre rundt med i en cykelkurv  tihi.

Jeg er så glad for at man sådan kan bruge blogland til at lave byttehandler og andet, for ellers ville jeg ikke lige ane hvor jeg skulle gøre af det.

Nu vil jeg så lige tænke lidt over hvad jeg kunne ønske mig i bytte fra hendes kreative hænder. 

Det er lidt spændende syntes jeg.

Oprydning og byttehandel til de sykyndige

 

 

 

Jeg har fået sorteret og ryddet ud i de stoffer jeg har haft liggende. Det meste har fulgt mig i årevis og gennem flere flytninger, men nu må det være nok.

 

Jeg har for år tilbage været utroligt flittig til at sy på symaskine og i pacthwork,  en daghøjskole med syning og smykkefremstilling fik mig helt op på lakridserne og jeg lærte faktisk en masse i de år, men det jeg ikke har glemt bruger jeg ikke længere så meget. Det bliver måske til et par gange om året, jeg lige sætter mig til maskinen og prøver igen.  Bestikruller, tasker, tæpper, plaider, puder og flere puder, varmehandsker, sjaler, badekåbe og meget meget mere blev det til dengang, men nu er jeg blevet til en styg strikkeheks og derfor skal det ud.

 

Alt det jeg ikke gider, hvis jeg skal være ærlig, skal ikke længere tynge min dårlige samvittighed og derfor står denne nu i mit retreat:

 

 

En skattekiste forklædt som sort sæk, fyldt med alskens herlige tekstiler i alle arter. Noget af det er beklædning der har været for godt til at smide ud, og hvor jeg har klippet de store brugbare stykker af. Der er stumper tænkt som muligheder for applikation og gu ved hvad ellers. Der er helt nye stykker tænkt til patchwork og rester jeg selv har fået forærende alle mulige steder fra.

 

Så her kommer et tilbud til de af jer, der er dødkreative og dygtige til at sy:

 

Kom og hent sækken, den er din hvis du vil ha den, det eneste jeg ønsker mig til gengæld er noget der er syet fra din hånd.  Et par puder, et forklæde eller en strikketaske..  kom med et bud og vi finder ud af det.

 

Jeg håber at nogen vil fatte tastaturet og tage i mod tilbuddet for jeg kan ikke bære at køre det på forbrændingen ;)) Og er der nogen der kender nogen, der ikke læser med her, men som er dygtige til at sy så sig det endeligt videre, hvis I ikke selv er interesserede.

 

 

 

Det her er hvad jeg har beholdt til mig selv. Jeg har dog alligevel lyst til at have bare lidt på lager til en pludselig indskydelse.

Vand = farver

 

 

 

 

Om ikke andet ser det da ud som om jeg har en frodig altan :)

Så fik jeg den!

 

 

 

 

Der kom et vennepar forbi aftes. Jeg vidste egentlig godt at vi havde en aftale, men troede først det var i løbet af weekenden engang. Først panikkede jeg FULDSTÆNDIGT over det, markerede højlydt at “ fint nok, men jeg forbeholder mig ret til at trække mig, når jeg ikke orker mere”, dernæst muttede jeg lidt over, at kæresten ikke lige havde husket at orientere mig om, at det var nu, det var nu.  Hele eftermiddagen havde vi begge nørdet ved computeren, så at klokken var gæstetid kom bag på os begge af hver vores grunde.

Parret er nogle af Johns bekendte og de skulle aflevere en død computer til genoplivning. Desuden har de købt sig to marsvin, efter de forleden så vores Cupcake i aktion. Der var lagt op til snak og kaffe, og jeg blev nærmest desperat over at jeg sad i den sociale fælde.

NÅ, men altså…

Som det ind i mellem kan gå, så gik det jo bare smadder godt. Vi hyggede og sludrede og tiden forsvandt med lynets hast, så bagefter grinede kæresten grumt i skægget og sagde  “ der fik jeg dig”  hehe. Og det gjorde han sgu!

Jeg vil jo ingenting, og det må være dræbende for ham at jeg er så tung at danse med. Jeg ved med sikkerhed at han generelt er fint tilpas over at leve livet lidt mere lamgsomt end han ellers har gjort, men jeg fatter da godt at han har lyst til at se andre mennesker i hjemmet end bare mig og mig og mig, så jeg smiler over hans filurlighed, og takker ham fordi han ku se at det ikke ville vælte mig.

Det er søde mennesker. Han – stille og rolig, fynboende og lidt til det alternative. Hun – talende og hurtig, byboende og mere barsk i filten.  Udenpå…

For indeni er der ingen tvivl om, at også hun har levet sit liv og oplevet ting der har sat sit præg. Det fyldte dog ikke i aftes, for jeg har viklet hende ind i mit strikkegarn  HI!   :-)))  Hun har luret lidt over mine historier om strikkens magi, set mine arbejder og min garnreol, så da hun kom i går, var hun grydeklar og mør.  Måske endda mere end man skulle tro, for det viser sig at hun har en fortid som strikker, der manglede bare sparket til at få gang i pindende igen. Jeg ved at hun i dag vil være mere end klar til, at tilbringe deres køretur til fyn, som passagér i stedet for chuffør.  Man strikker så godt når man kører bil..

I dag vil jeg så få nørdet videre i mit retreat. Blomster skal lide skraldedøden  ( læs mere om det på min altanblog ), garn skal sorteres og lægges på Ravelry, der skal kigges lidt krimiserie på computeren for jeg er i gang med en super en af slagsen, og kan næsten ikke holde ud at pause.   SIDST men ikke mindst, ku jeg også godt tænke mig at komme i gang med min ambition om, at sortere og muge ud i de tekstiler jeg har liggende. De fylder og andre her i blogland vil have mere glæde af dem.

Desuden skal jeg bruge hylderne til noget andet:

GARN  :))

Alene hjemme

 

 

 

Noget så sjældet som en aften alene hjemme havde vi i går. Mira er hos mormor og Rasmus var til fest.  Og her til morgen oplever jeg så at stå op i absolut stilhed!  Det er så specielt at det ikke kan beskrives, og jeg vil bare benytte mig at muligheden for at tulle rundt og lytte til urets tikken og dyrene der gumler på deres salat.

Jeg elsker faktisk min familie, hvad nogen måske kunne tvivle på, men i perioder slider det på min psyke at være mor. Det er en ufatteligt svær situation at takle, den med at jeg har det så svært med støj, konstante stemmer der taler og taler og så teenageres energiudladninger.

Hvor jeg har det fint med et stille rum, er de to unge ved at gå ud af deres gode skind over, at komme hjem til så megen stilhed. De tænder straks alle apperater og går i gang med at skabe deres egen lyd for, at kunne føle sig godt tilpas. Rasmus klager over at der ikke sker nok og og jeg syntes her sker så absolut for meget..

 

Vi brugte to tre timer i går henne ved Josefine for at få hængt ting og sager op, og da vi var hjemme igen var jeg fuldstændigt færdig. Som i 100 år gammel færdig. Intet orkede jeg og den sjældne friaften blev tilbragt på langs i sofaen. Da jeg endelig kravlede i seng, lå jeg og fik den tanke at det er da helt urimeligt at jeg skal være SÅ træt, og i øvrigt træt hele tiden. Det er det ord der ringer mest i  mine ører i øjeblikket, og jeg er meget obs på at kæresten må være ved at få pip til tider, fordi jeg har det sådan.

Trætheden er psykisk, den ligger inde i hovedet og svøber mig ind i en tåge af mærkelige beslutninger og blå mærker.  Årsagen kender jeg jo egentlig godt, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at ændre på det. Jeg genoplever min tid i ægteskabet, jeg troede jeg var sluppet ud af for evigt, idet min egen søn som jo var alene med sin far i næsten tre år, mere og mere viser sider der er sin far op af dage. Besiddertrang, kontrol, jalousi og konstant overvågning er noget jeg bare ikke kan klare i mit liv, jeg vil ikke finde mig i at være ufri, men nu befinder jeg mig igen en den situation. Siger jeg fra er reaktionen også præcis den samme..  gråd, vrede og forurettede følelser, og en evne til at gøre mig skyldig i manglende kærlighed og omsorg vælter ud af ham.

 

Jeg føler mig magtesløs.. 

Blå hvid og rød

 

 

Jeg har købt et pudevår fra tulipaner og tomater. Det er fra hendes serie der hedder Coastal og jeg faldt med et brag da jeg så det.  Jeg har altid været glad for det look, der også ses hvis man besøger New England. Stilen er rød hvid og blå, og hænger i den grad sammen med hav, tang, sten , den rustikke natur og klare farver.

Puden er skøn og med det fineste broderi på. Faktisk har hun mange forskellige og jeg kunne næsten ikke begrænse mig i valg af motiv.

Jeg endte med denne:

De store måger med gyldne næb bringer mig straks til havs :)

Jeg er nu i gang med at tilføje min egen bølge til stolen i værelset med det store vindue. I nogle år har der været en klar tråd i farvevalget, og lime er rigt repræsenteret. Det går jo ikke med en havmådepude, så mit projekt er et tæppe i farver der passer til.

Det går strygende for om ikke andet har jeg jo tilbragt mange timer i forsøget på at finde den indre ro igen. Og i selskab med garn og hæklenål er det blevet til det første stykke af et tæppe jeg ved jeg kommer til at elske:

 

 

Jeg forsøgte først at bruge stribeaktivatoren, men allerede ved farve nummer to, gik det galt da jeg syntes det skulle være på en anden måde. I øvrigt er hvert nyt tryk på knappen en kilde til frustration for alle forslagene er lige herlige. Den meget mørke blå fremstår mere sort her på skærmen, men irl er den marine/navy. Billedet er også præget af overbelysning fordi det er mørkt nu, men alt i alt ser det fint ud. 

Jeg bruger bomuld, købt alle vide vegne fra :)

Faktisk tog det næsten livet af mig at skulle vælge netop bomulden, for jeg har de smukkeste farver i ynglingsgarnet liggende. Som nogen måske vil vide er jeg Holstfan og har et lille bitte lager ( ahemm…. host ) liggende i min ydmyge garnreol. Også rød og blå. Hvid har jeg af mystiske årsager ikke noget af!!   Af hensyn til kærestens velbefindende har jeg ikke villet indkøbe mere garn, så det endte med bomulden. Iøvrigt er garnet også lige tyndt nok, for jeg vil ha et tungt tæppe der mærkes når det ligger omkring mig.

Jeg skriver det hvide uld på min ønskeliste. Der er plads til mere endnu, på den lap jeg bruger  hehehehhe

Regn og torden

Ja ok…  vejret og det manglende lys hjælper ikke på humøret. Jeg har begyndende tristhed og modløshed at fornemme inde i hjertet, men jeg ved jo godt at det ikke bunder i noget specielt eller så dybt endda.

Jeg putter og holder humøret oppe ved at nørkle og underholde hjernen med de ting der kan få mine tanker til at være lette i stedet for tunge.  Skammer mig fordi jeg ikke glæder mig til de næste fire dage som alle andre mødre gør. Man skal hygge med familien på helligdage og i ferier, jeg ved det godt jeg kan bare ikke. 

 

Forresten er jeg blevet henvist til en røngten klinik, og jeg skal bare ringe efter en tid. Ikke nogen svær øvelse, men jeg udskyder det lige lidt endnu. Måske på mandag..  Nu går det jo bedre og jeg vil ikke ud.

 

Karamellen er enig med mig…   Huler er bare det bedste ;)

Så vidt så godt

 

Jeg har været en god pige og lyttet til både mig selv og I andre kloge kvinder herinde. Desværre er det sådan at jeg ikke lige kan møde op selv på nuværende tidspunkt, fordi den mindste bevægelse der giver stød i underlivet sender mig durk til stjernehimlen. Så jeg har ringet til lægen, og bedt om en henvisning til en gynækolog.

Det er så noget der kan give ventetid i flere mdr! Hm

Godtså, kan jeg få en henvisning til hospitalet evt? I betragtning af min historik?  Hmm  tja njoo, siger sekretæren og beder mig ringe igen kl 13.  Hun vil i mellemtiden lige høre lægemanden ad, og se om man kan gå en anden vej end den der fører forbi hans kosultation. Jeg vil scannes og ha tvivlen om cyster fjernet, og det kan min egen læge ikke lige gøre.

Det er ikke altid at den lige vej er den hurtigste, så jeg venter lidt endnu, imens jeg øv'er over at jeg i det hele taget har ondt. Og at jeg er nødt til at få det tjekket.

 

Jeg har faktisk en indrømmelse at gøre..

 

Det går rigtigt skidt på den sociale front for tiden. Jeg har så svært ved at komme ud, ja bare i tøjet faktisk at bare tanken om det uafvendelige lægebesøg der kommer, gør mig helt desperat. Jeg kan næsten ikke. Så hellere blive her og håbe det går over igen. Det er så svært for mig lige nu, at jeg som nogen måske har bemærket også kæmper for at holde mig selv i gang her på bloggen.

IKKE at det er det samme som at jeg ikke vil blogge længere, det er ikke der problemet ligger, jeg glæder mig over den verden, læser med ved jer andre, men jeg kan bare ikke give noget af mig selv for tiden. Min normale interesse og glæde ved at maile, kommunikere og tage "del" i de liv mine bloggevenner har, er svækket. Det huer mig ikke, men jeg har ikke energien til det.  Der suges af mig andre steder fra og det efterlader mig tom og slap simpelthen. Bare det at sætte mig til tasterne og fortælle om de lettere emner, som strik og dit og dat og kaffen i koppen, krævet på et eller andet plan noget af mig, noget som ikke er der nu.

Jeg er mærket af konsekvenserne af min eksmands påvirkning af mine børn...

Sidder tilbage med resterne at mine to elskede unger og er som mor den eneste de har. De er begge knyttede til John, men det er jo mig de helst vil bruge af når de har behov. Og behovet for nær nær kontakt er enormt, specielt hos den mindste af dem.  Så de dage jeg har i denne uge alene hjemme er timer der har høj værdig hos mig. Jeg værner om timerne som en udhungret, og vil ingenting der kræver noget af mig overhovedet. Heller ikke mit eget helbred..  Jeg vil bare sidde her og se uforpligtende tv, strikke/hækle og prøve at lade verden glide forbi. Jeg reagerer ved at trække mig helt ind i mig selv, ind bag den tynde skal der beskytter mig fra omverdenens krav om at få en bid af mig.

 

Jeg savner faktisk at blogge om stort og småt. Savner at jeg i det hele taget kan.

 

Du godeste hvor er jeg træt indeni.

Så blev det søndag og lidt om den kvindelige anatomis mysterier

 

Lad mig begynde med at takke for de seneste indlægs kommentarer. De er læst og jeg skal nok svare når jeg får lidt mere energi, i fald der skulle være nogen der rent faktisk læser mine svar. Det glæder mig at der trods min sløve indsats herinde, stadig er lidt læsere tilbage :)

Lørdag blev brugt til dels at fejre min elskedes fødselsdag, helt uden de store armbevægelser, men dog med flag, lagkage og lækker mad til aften, dels at lave så lidt som muligt.  Vi sluttede af med at samles om film i sofaen. Som altid når det er i vores forhold, sker der uventede og underlige ting, så jeg sender lige en advarsel om utugtigt indhold i næste afsnit.. ;)))

 

En romantisk afslutning endte med at jeg  nu sidder her sammenbøjet og med de vildeste smerter i underlivet. Og nej.. vi er ikke ude i noget med kinky øvelser på lagnerne, mere noget i retning af en overvejelse om lægebesøg i morgen mandag.

Som de fleste kvinder ved, kan der indimellem opstå smerter af uforklarlige årsager i underlivet. I aftes midt i en hyrdestund, sker der et eller andet inden i mig, og jeg får så sindsygt ondt at jeg hyler højt, krummer mig sammen og der bliver jeg sådan set liggende, fastlåst og med noget der minder om smerter som efter slag indvendigt. Det siger sig selv, at stemningen med det samme ændrer sig fra uhmm til hmm???, men uanset hvordan jeg vender og drejer mig er resultatet det samme. Vidste jeg ikke bedre ku jeg forledes til at tro at min kæreste havde sparket mig godt og grundigt i underlivet, nogenlunde lige der hvor livmoder, æggestokke og andre vitale dele befinder sig.

Jeg ku godt få den tanke at den søde og ellers kærlige skat, har ramt plet og sat noget i gang. En uventet fødsel måske.

Jeg har nemlig for et par år siden haft lign smerter og de endte med en spængt cyste og senere ved operation, fjernelse af endnu flere, hvoraf den ene var på størrelse med en golfbold og i øvrigt fyldt med hår,negle og knoglerester. En såkaldt tvilling. Dengang fik jeg at vide at der sagtens kunne dannes flere i tiden fremover, og noget siger mig at jeg har sådan en nu igen. Et puf i den forkerte retning har måske skubbet til den og her sidder/ligger jeg så.

Det er kun en tanke, jeg ved det jo ikke, men faktum er at jeg ikke kan rette mig ud uden at det gør sk.. hamrende ondt. De planer vi har for i dag bliver uden mor her.

Jeg kan i parantes bemærke at jeg sådan i det skjulte har haft lidt småondt de sidste par gange efter vi har hygget os, men det har jeg slået hen. Forklaret for mig selv at det nok bare er tilfældigt, og det der indimellem kan forklares med følsomme indre dele i forbindelse med cyklus i en kvindekrop.  Det er jo set før og bla bla, men jeg må nok tage det lidt mere alvorligt og lige få det chekket. Indtil da må min elskede nøjes med at ae mig blidt på kinden, styre sin begejstring og lære at en kvindekrop ikke sådan at forstå. Det gør ikke engang jeg selv..

 

Ellers går det fint. Jeg tager en dag ad gangen, får langsomt flyttet endnu en lille bunke, fjernet endnu en nullermand, tænkt endnu en ( bekymret ) tanke om datteren der nu skal stå på egne ben. Det kræver al min stålsathed IKKE at ringe konstant for at sikre mig, at hun har det godt. Forleden helt ud af det blå intet, kom der tusind tanker om alle mulige ting der kunne ske hende, og jeg fik helt ondt i maven. Det kommer i den grad bag på mig faktisk. Jeg har været godt forberedt, har været parat til hendes flyven fra reden, og så alligevel er jeg ramt af en følelse af afmagt over at hun ikke længere er min lille pige, og over at jeg ikke kan skrue tiden tilbage og ændre på de ting jeg har gjort forkert. Jeg vil bare så gerne at hun får et godt liv.

Fredag i maj

 

 

Denne fredag bringer intet andet end ingenting heldigvis.  Vasketøjet fik jeg bugt med i går, i mod alle odds fandt jeg viljen til til det frem, og nu er jeg et lille skridt nærmere målet.

Målet som handler om igen at få sat skik på hjemmet efter en måned med lav husflidsprofil. Vaskebunken var stor, men jeg er glad for at den er væk så weekenden kan helliges os selv og ikke så meget andet. Det er som om mine omgivelser afspejler mit indre, selv min bil er rodet og beskidt. Ikke at jeg er beskidt indeni :), men kaos spreder sig fra mine tanker og rundt omkring mig.

Stik modsat før min sygdom gik i udbrud faktisk, for dengang håndterede jeg min indre uorden og forvirring, ved at holde alt udenfor min krop i ekstrem orden og renlighed. Når jeg ikke ku få hold på kaos i hovedet ku jeg i det mindste kontrollere hvordan alt det ydre tog sig ud incl mig selv. Jeg var altid tip top tjekket og i orden.

De mange år med samtaler lærte mig at slappe af og give efter overfor det jeg ikke magtede lige her og nu.  Jeg er blevet rigtigt dygtig til at lade tingene ligge, men den dårlige samvittighed mærker jeg stadig nogle gange. Jeg har jo familie..  Nu har jeg så for min egen skyld gjort det, der var mest presserende og så kommer resten lidt efter lidt igen.

Der skal dog ikke meget til at vælte mig når jeg er i minus, det har jeg fortalt om mange gange og således også i går. Jeg går stille rundt, nyder freden når jeg er alene, samler mig selv sammen i små bidder dag for dag, men en enkelt uforudset afvigelse fra det, får mig til at gå helt i baglås.

I går eftermiddags var det tornadoen i form af kærestens fraflyttede søn der dukkede uanmeldt op af det blå, for anden dag i træk. Ved hans besøg bliver hele hytten sat på den anden ende på et splitsekund, roen forsvinder og jeg får ondt i maven fordi jeg stadigt har alle de grimme oplevelser lige under huden.  December har sat sit præg, gjort dybt indtryk på mig, og jeg føler mig helt klart ikke helt rolig endnu når han er her. Det er noget jeg må arbejde med, for jeg ved at jeg ikke skal være bekymret mere. Hans indflydelse på vores familie er lig nul, men alligevel..  Et sådan besøg er altid præget af en underlig statisk elektricitet, fordi han ingen ro har på sig  selv.

I går lå jeg og hvilede mig efter seks maskiners vask. Kl var halvfem. Det ringer på døren og Rasmus lukker op. Derefter sker der følgende:

BANG! et par sko flyver gennem entreen, et par fødder i løb ender i køkkenet hvor der lyder et brag da en kop tages ud af skabet. I farten bliver der skubbet til resten af beholdningen og det hele klirrer. BANG! skabslågen knaldes i. Der løbes gennem entreen og ind i stuen. BANG! det er thermokanden der rammer bordkanten i farten efter opskænkning af kaffevand. Klirren med sukker, skeer og andet der ligger på bordet, og et sekund efter lyder tv'et for fuld skrue.

Det hele sker på mindre end et sekund og jeg er på det tidspunkt allerede helt færdig. Jeg er alene hjemme med Rasmus og Mira, John er ved Josefine for at samle møbler. Jeg selv har meldt pas og hviler som sagt. Jeg samler mig selv sammen og går ind i stuen, tager fjernkontrollen ud af hans hænder, skruer ned og spørger hvad det er der foregår??

Han erklærer at han kommer for at hente en kuvert, et frimærke, låne telefonen og en computer.

Jeg er himmelfalden og forklarer ham, at det er da fint nok men et opkald i forvejen ville have været at foretrække, da jeg sover og ingen er hjemme. I øvrigt har jeg ikke sådan lige nogle frimærker at diske op med, og hvorfor telefon og computer??

Jo jo..  han har fået taget nettet pga manglende betaling, telefonen har han smadret, ligesom også hans ene dør og et vindue i lejl forresten. I løbet af de fire måneder han har boet for sig selv, er det lykkedes ham at nå dertil hvor han skylder to mdr husleje, er truet med lukning for strøm og nu altså får lukket for internetforbindelsen. Han er på vej til at blive smidt ud fra sin skole, er blevet fyret fra sit fritidsjob pga dårlig opførsel, og skylder nu penge flere steder fordi han har brugt sine penge på tøj, fis og ballade i stedet for regningerne.

Senere da jeg får talt med John viser det sig at han har talt med ham tidligere på dagen, og at aftalen egentlig handlede om at han skulle kigge forbi efter otte, IKKE allerede kl halv fem.

Jeg bliver så stresset og kan slet ikke slappe af overfor ham endnu. Hader hans åbnen og lukken af døre allevegne, hans gåen op og ned ad gulvet konstant, hans pludselige indfald der også fører ham ind i vores soveværelse for at kigge der. Hans høje stemmeleje og hektiske trommen med hænderne på bordene og knæene.

Jeg selv er overbevist om at han er hyperaktiv, og bliver helt svedt ved erindringen om at det var min hverdag i over et år. Knægten er dybest set en sød dreng, men han har et problem. Han er letantændelig, opfarende, hektisk, og helt uden for rækkevidde når det handler om at lytte til fornuft og erfaringer. Han tager konsekvent de forkerte beslutninger, men kan ikke forholde sig til konsekvenserne.

Som med mit eget eksempel først i indlægget, bærer det præg af, at hans indre kaos viser sig uden om ham. Forskellen er at jeg er bevidst omkring det, arbejder med det, har lært at håndtere det på en eller anden måde, men han vil slet ikke se at hans adfærd er problematisk. For mindre end en måned siden fremførte han igen sin holdning til mig, i en samtale med John. Han mener stadig jeg er skyld i hans ulykker, at det er mig der har ødelagt hans liv simpelthen.

Denne gang var min elskedes reaktion heldigvis klar og kontant. Han gider ikke besøge ham, hvis han skal lægge øre til den svada om mig. Havde det været en anden kvinde der boede her, var det samme sket for livet er ikke stationært. Han har problemer, men hvad pokker skal der til for at få ham til at indse det?? 

Vore børn/papbørn vil altid være en kilde til glæde og stolthed, men de giver også evige bekymringer og erkendelsen af, at vi ikke kan redde dem fra alt, når de er blevet så store at de selv skal til at tage ansvar. 

 

I dag vil jeg tage mit hækletøj og finde den indre ro igen..

 

Hvor er solen henne??

 

Jeg har lige skrevet en nekrolog på min altanblog, over de spirer der bare ikke kan vente længere på at komme ud og i altankasserne. Det er stadigt alt for koldt om natten, og jeg sørger lidt over de smukke blomster der nu ikke orker at kæmpe mere inde i mit værelse.

Jeg selv fryser knagme også, og syntes det er at stramme den lige lovligt meget, at vi sådan skal trækkes med kølige temperaturer og strømper på futterne stadigvæk, efter den lange vinter vi har haft.

Jeg overvejer at finde en opskrift frem igen, på varme sokker og tykke trøjer, for strik til sommer og sol virker en kende fejlcastet syntes jeg.

I dag vil jeg prøve om jeg ikke kan komme i gang med den enorme vaskebunke, men jeg lover ikke noget. At løfte de to overfyldte og klargjorte ikeaposer, slæbe dem ned fra anden og igennem den lange kældergang virker i den grad uoverstigeligt for mig. Ja ja jeg ved godt at man kan tage een ad gange og alt det der, det er bestemt også min hensigt, så nu ser vi. Det flytter sig jo ikke nogen steder og som en af de få ting her i tilværelsen, er det en ting man kan slå fast med sikkerhed. Skidt og møg bliver hvor det er. Sjovt nok..

Billeder har jeg ingen af på denne lånte computer, men jeg kan da lige fortælle at jeg er gået i gang med et bølgetæppe igen. Af mangel på beslutsomhed om hvilket projekt jeg skal begynde på og hvad jeg skal tage fra mit slunkne garnlager ( hi hi ), har jeg simpelthen fattet hæklenålen og det går fint derudaf.  Det skal passe til et pudebetræk jeg købte ovre ved Tulipaner og Tomater forleden. Sådan et tæppe er forresten et udemærket projekt både hvad angår destashing og vejrlig. Jeg tænkte lidt over om det skulle være i ulden fra Holst eller bomuld, og endte med at vælge det sidste, da puden jo er meget sommerlig. Et såkaldt coastal look har den, og jeg er vild med de rød/hvide/blå farver. Minder mig om hav og sommer.

 

I mangel på den ægte vare

Langsomt forfra

 

Maj måned er nu godt igang, koldere end ønsket, men dog i gang.

Jeg selv er for gu ved hvilken gang i år, i en tilstand af udmattelse, så jeg tager den vante omgang med langsomt at rejse mig på ny. Hverdagen som den gerne skulle se ud for mig er inden for rækkevidde, med to voksne og to børn og langsomme dage uden for mange begivenheder, men først skal jeg altså lige finde mig selv igen. Min datter er flyttet og det er gået godt synes jeg. Startvanskelighederne klarer vi og hun fra dag til dag, og hun imponerer mig fordi hun ikke lader sig slå ud. Vi har godt nok også knoklet, flytning, indkøb i Ikea af flere omgange, op og ned hundrede gange til og fra tredje sal, nedpakning og udpakning og sortering og fast rutefart til lodsepladsen, siden fredag.

I går måtte jeg så melde at jeg de næste dage bare ikke kan mere. Jeg må lige have en pause og eneste pligt er en enorm vaskebunke, der er blevet skubbet foran mig alt for længe.

Min bærbare kom jo hjem igen fra pc-hospitalet for omkring fjorten dage siden, men det blev en kort fornøjelse og allerede på dag to døde den igen. Retur til forhandleren og jeg sad igen uden legetøj. I mellemtiden byggede kæresten så lige en stationær til mig og jeg har nu en fuldgyldig arbejdsplads på mit værelse, komplet med gigaenormt drev,ram og kram og kæmpe skærm, og udstyret med alskens ting og sager jeg ikke husker navnet på. Det er første gang jeg har min egen computer, men jeg er knagme så flad at jeg ikke engang orker at sidde på en stol for at skrive og læse, så jeg har hugget min elskedes lille bærbare med i seng. I ved.. den med den åndede røde knap i midten.

Det er ellers fedt nok med sådan en skrivebordsmodel, og jeg har da også brugt meget tid på at fedte rundt og installere alt muligt på den, så den er lige præcis som jeg vil ha den. Programmer og mapper, screensaver, skrivebord med de genveje jeg vil ha lige ved hånden, udseende og div ekstragadgets, dens eneste funktionsfejl er så bare at jeg ikke kan tage den med mig når jeg må mere ligge end sidde.. hihi

Jeg har forresten fundet en smart tilføjelse til Firefox, der kan synkronisere alle mine bogmærker og den slags på de to maskiner, vildt praktisk ik...?

Jeg har lidt svært ved at få skrevet her, og har lagt mærke til at når jeg har haft dage med pause, er det en art forfra og om igen, at få ordene til at flyde som de jo ellers altid gør. Det er som en vandhane der har været tørlagt, og nu lige skal lade vandet løbe lidt, for at få rusten væk, inden der igen render vand klart og ubesværet ud i afløbet.

Her er det min hjerne der er rusten og det store netunivers der er afløbet. :))

Kuk kuk

 

 

 

 

Jeg er her endnu selvom jeg har været tavs som graven en tid. Efter flytningen ( som var hektisk og hård, men som gik godt ), skal jeg nu til at samle kræfter og finde tilbage til min egen hverdag igen. Så får jeg også mere energi og lyst til at forsætte  mine skriblerier på bloggen det ved jeg, men lige nu vil jeg bare hænge.

Hænge slapt hen i et tilfældigt møbel, fylde min krop med vitaminer og mine øjne med håndarbejde og tv der ikke kræver en hujende fis af min hjerne.

Med andre ord…

 

I’LL BE BACK!  ;)))

 

 

 

 

 

PS: Jeg har dog lavet lidt, for fredag tog fanden ved mig, og jeg fik endelig monteret de to puder der har ligget færdige i mere end et år. Jeg valgte den lette løsning med en bagside af rester af gamle bløde jeans, og en dag når jeg lige får lyst, skal der sættes en kant på hele vejen rundt.  Skønne farver og de er nu indlemmet i min pudefamilie i sommertøj.