Sæson for nye bøger

Efteråret er højsæson for nye bogudgivelser..




Jeg elsker jo bøger, men har af pladsmangel måtte indskrænke mig gevaldigt. Jeg er gået fra at have et temmeligt stort værelse indrettet med eget bibliotek, til i dag at have tre høje reoler i stuen. Dengang i eget bibliotek, kunne jeg sidde i timevis og henånde over alle de skønne og gode titler, der stod side om side i række efter række. Med en stor tung lænestol med puf til, en plaid, en god læselampe, borde til at lægge fra på, smukke ting samlet gennem årene, og INTET tv, var dette rum det bedste i hele den store lejlighed, vi havde da jeg var gift.


I dag er mit liv jo så meget anderledes og jeg har ikke fået læst så meget den senere tid, men det skal nu ikke afholde mig fra at indkøbe nye bøger. Det gode ved bøger er at de ikke har nogen udløbsdato. De kan holde i al evighed hvis man passer godt på dem, og jo flere gange man har læst dem, eller bladret i dem, jo mere charme får de. Jeg begyndte at samle på dem da jeg var 14, og i min storhedstid havde jeg lidt over 2000 af slagsen. I dag er der måske noget mere i retning af 3-400.

Til alle tider har jeg holdt af, at krydse af i kataloger. Før i tiden kom der jo mange flere af dem, end der gør i dag, og da jeg arbejdede i boghandlen var der jo ikke computere til at hjælpe med at finde dem, så fra dengang har jeg den vane at klippe ud og gemme hvilke jeg ønsker mig. Så jeg går altså rundt med sådan en lille plastiklommeting, fyldt med bogudklip, boganmeldelser og omtaler, så jeg altid kan huske hvad jeg ønsker mig. Der kommer på denne tid af året så mange, at jeg umuligt kan huske dem alle i hovedet. Derfor udklippene. Iøvrigt har jeg aldrig i den tid jeg arbejdede i branchen oplevet, at få min fulde løn udbetalt....

De bedste julegaver gennem livet, har næsten alle været bøger. Den første jeg fik i julegave har jeg endnu. Den handler om en pige med spisevægring, og jeg kan huske at mine forældre ikke helt kunne forstå hvorfor jeg ønskede mig en bog, med sådan et trist emne. I juledagene har jeg så siddet der i min elskede stol og nydt stablen med litteratur af mange slags. Kigget på dem, bladret i dem, snuset til dem, læst lidt på skrømt, rørt ved deres ru papir, fantaseret om historierne i dem, og glædet mig til at de alle skulle tages i brug.

Arten af bøger jeg ønsker mig, er i dag noget mere ensporet end da jeg var yngre. Jeg har læst næsten alle genrer, nogle knap så ophidsende end andre. Feks kan jeg bare ikke holde science fiction ud. Du godeste hvor er det kedeligt! Der sker intet i min hjerne, når jeg sådan læser om rum og space og fremtiden år 4000..

Bedst er det med, gode spændingsromaner, krimier,bøger med historisk indhold, og fagbøger. Uhh fagbøger er næsten umulige at vælge i mellem. Politiken har altid gode emner, og bøgerne er i god kvalitet, der tåler mange gennemlæsninger og opslag. Bøger om mad, hunde, planter, have, håndarbejde, historie, musik osv osv. Listen er alenlang syntes jeg.

Indtil de nye titler begynder at vrimle frem i butikkerne som svampe i skoven, har jeg lige bestilt lidt af det, der ikke er så nyt mere, men som jeg stadig ikke har fået indkøbt. Gyldendals Bogklub går man aldrig galt i byen med, og i går med månedens katalog i hånden og hjemmesiden på computeren, fik jeg øget min samling lidt igen. En dag ved jeg nemlig, at så er der plads igen, til at jeg kan få mig et værelse med kun mine bøger i. Herligt herligt


Her er hvad jeg faldt for i går:


En bog fyldt med spænding, et mysterium, og masser af fakta om Shakespeare. DEN må jeg bare læse, det er da klart.


Hvorfor bombarderede englænderne København?? Det får man forklaringen på i denne bog. Jeg har selv set kanonkuglerne der stadig sidder rundt omkring i murene derinde, og det er altså dødinteressant syntes jeg.


Hende her kan vi være imponerede af. Hun var en kvinde der var langt forud for sin tid. Middelalder og drama i eet. Danmarks første Margrethe skal jeg også læse om i denne vinter.



Når der igen er penge på på kontoen, så ligger disse lige for at bestille:


Jeg venter på nyt fra Camilla Läckberg, og i ventetiden vil jeg så gå igang fra en ende af med hende her. Jeg har egentlig købt en af de seneste hun har skrevet, men jeg tror jeg vil tage dem kronologisk.



Vinteren kan bare komme an her. Eneste problem... man kan ikke både strikke og læse på en gang. Jo jo der er da lyttebøger, men de er næsten mere kostbare end bøgerne, og det er slet ikke alle man kan få på den måde. Jeg må lære at prioritere må jeg.

Housewarming

Uhh det var sådan en god sammenkomst vi var med til i går..



Vi skulle være der klokken 14, og den var 21 da jeg måtte bide i tæppet og bede kæresten om at køre mig hjem. Det syntes jeg sådan set var ret godt klaret i betragtning af, at jeg slet ikke havde hvilet på noget tidspunkt i løbet af dagen. Normalt smutter jeg jo lige ind i nærmeste soveværelse og lukker alt ude en tid, men det nåede jeg slet ikke at overveje i går.


De var en del mennesker, men ikke flere en at det hele tiden var til at overskue. Jeg fik en velkomstdrink som med det samme gjorde mig svimmel, så det var godt at jeg kunne sidde ned. Med de høje stylter jeg havde på til lejligheden, ville jeg være væltet som en anden uchekket chick. :-) Jeg ER altså bare ikke længere rutineret drikker, så det mærkes især når jeg får et glas vin. Sjovt nok ikke med øl eller spiritus. Hmm

Muntert var det ihvertfald og jeg holdt mig til sodavand resten af tiden, for jeg får sådan en dundrende hovedpine ellers. Jeg har jo lært at kombinationen af piller og sprut ikke er så godt. I alle tilfælde ikke dagen efter....




Jeg fik grinet, sludret med en masse jeg ikke kendte på forhånd, og på ægte Henriettevis også dummet mig på alle mulige måder. Jeg har det med at sige et eller andet der får bragt mig selv i fedtefadet, og som altid syntes andre det er såååå morsomt, når jeg så skal rede mig selv på land igen. Men ok.. jeg griner osse, det kan nemlig ikke nytte at være for selvhøjtidelig, og når jeg absolut skal bemærke at jeg har det vildt varmt, så beder jeg jo selv om det. Bemærkninger om overgangsalder og pre dit og dat fløj gennem luften. Lidt pletter på tøjet nåede jeg også, og så er alt ved det gamle igen. Vi fik i øvrigt den skønneste thaisuppe, god og stærk var den. Måske det var den der fik mig til at få hedeture?? Hmmm


Søde mennesker, et dejligt hus til indvielse, hjemmelavede isvafler, sol og gode samtaler...
Hvad mere kan man ønske sig? Ja jeg spørger bare :-)


Vel hjemme igen var der kun een vej for mig, og det var den direkte til sofaen og strikketøjet. Mit hoved snurrede som efter en koncert, og jeg orkede ikke engang at koge vand til kaffe. Det ordnede John. Med Barnaby på skærmen og garnet i hænderne faldt jeg glad i søvn.



I dag skal jeg bare tænke og tale minus. Sidder stadig i sovesofaen med dynen og marsvinene og hygger, men måske jeg skulle overveje at få stuen til at ligne stue igen?? NOT!


Skal nogen bruge mig til noget, må de sende en ansøgning i tre eksemplarer, og vente med svar til i morgen.

Mads og monopolet og marsvin

Vi begynder denne lørdag morgen med vores ynglingsradioprogram.



Mads og monopolet er altid leveringsdygtige i gode dillemmaer og herlig underholdning. Eet er at man får et indblik i alle mulige og umulige dilemmaer, et andet er monopolets panel, der sommetider får sagt nogle rimeligt morsomme ting. Ikke altid bevidst..

Med radioen kørene og morgenkaffen i kopperne har vi også været uderholdt af vores små pelsede kæledyr. Denne weekend er det de to ældste der er bosiddende for enden af vores sovesofa. De kom ind i torsdags, og helledusseda for en begejstring de lagde for dagen. Efter en uge i buret, uden at kunne gå ind og ud som de selv vil, er der ingen tvivl om, at det er dejligt for dem at bytte plads igen.

Jeg åbner lågen da jeg står op. John ligger stadig under dynen og snuer, og lynhurtigt indtager de hele sengen og får hurtigt lavet rav i den. Cupcake som jo er den der er allermest modig, spæner ind under dynen og ender helt oppe ved hovedpuden. Der står den så og slikker John forsigtigt på kinden. Den nusser og snuser og kilder han med knurhårene, noget han slet ikke kan holde til. Han er så utroligt kilden at bare den mindste berøring får ham til at grine, derfor er sådan et pelset dyr noget der kan få ham til at vågne på stedet. Det hygger jeg mig rimeligt meget over at kigge på. hihi

Nu har de brugt en times tid på at ræse rundt i de gange de får lavet under vores dyner, og er endt i en bunke i den ene ende af sengen. Der ligger de så sødt og sover. De er simpelthen vilde med dyner,tæpper og puder.

I torsdags da de kom herind spurtede de rundt, og skulle lige prøve det hele af. Det foregik på den måde, at de i fuld fart ræsede op og ned af sofaen,for derefter i en hurtig og pudsig bevægelse at smide sig ned for lige at afprøve hvordan puderne var at ligge på. To sekunder efter var de i gang igen, og så skulle næste sted afprøves som soveplads. Sådan gik der lang tid og jeg tog en masse billeder for at fange lidt af deres opførsel. Det er svært at forklare, men kig med her:


Her er billeder af deres afprøvning og billederne ligger i kronologisk rækkefølge. De er alle taget i løbet af fem-ti min.


Hej igen dejlige pude

Og hej her


Her er vist godt at ligge

Eller jeg kunne også rykke herhen

Eller her måske

Nej jeg vil også ligge her:




Ahhh her er der godt at være

Og her er også en mulighed for hygge


Lykken er en kammerat at sove med



Hold op hvor jeg er glad for de små nuttede kælepotter.




Morfar har lige været forbi for at hente Rasmus. De to skal ud og cykle sammen idag. Josefine skal bare være her og nyde at hendes computer står klar med spil, og der er vist også en ordentlig bunke vasktøj der skal klares inden hjemturen i morgen.
Mira har skoledag i dag fra klokken 12, det er afslutningen på en temauge i skole.
Og Theis... tjaaa ham ved vi faktisk ikke rigtigt meget om. Han sover endnu!
Om ikke mange timer skal John og jeg til housewarming og jeg må hellere smutte en tur i bad. Vi skal lige omkring rødovrecentret inden vi skal være der, en gave skal indkøbes, det glemte vi selvfølgelig alt om i går, da vi var der for at købe lidt ind. ÆV


Sådan ser vores lørdag ud her på matriklen.

Brændende halse og sved der springer..

Jeg har lavet mad i wok her til aften..



John var tilfreds.

Jeg har svedt mindst to liter vand.

Børnene var delte.

Theis og Josefine ville slet ikke spise med.

Mira og Rasmus kæmpede bravt, og spiste næsten op. Ros til dem :-))



Og hvad var det så lige der skete??


Mnjooo, jeg skulle såmænd bare være frisk og eksperimentere lidt.



Note til mig selv:

Eksperimentér kun når du laver mad til dig selv.


Jeg hakkede en hel rød chili, normalt skraber jeg kornene ud, men ikke i dag.
Tabte karryglasset ned i. Normalt bruger jeg en ske.. Upss
4 stks hvidløg, det er nu meget normalt, så ikke noget problem med det.
Ingefær revet i
Forårsløg

Det hele ristet af i olie i wokken, inden kødet kom i.

Dernæst blandede jeg hakkede selleri,rød peber,snittede sukkerærter og en halv pose frosne eksotiske wokgrøntsager i.

Smage smage..



Billedet ovenover illustrerer meget godt følelsen i min mund.


Jeg kom akaciehonning i for at bløde lidt op på den.

Not working.

Jeg kom mælk i, måske det kunne gøre det?

NOT


Kære bloggermadeksperter hvad gør man når maden er for stærk?


For med en lidt mildere udgave var det faktisk smadder godt. Suppleret med rosiner, peanuts og chutney som jeg er vild med.

Madplan og strikkeklub

En madplan er under udarbejdelse...



Det er dog ikke så let syntes jeg, og jeg tror jeg må vente til næste uge, med at sitte mig ned og gøre det grundigt. Min koncentration er i udu, og jeg roder rundt i links og gode råd. Dog vil jeg lige bemærke at Suslings ideer ikke er uden evner, så dem har jeg taget til mig. Der er nu lagt i kakkelovnen til mindst een fiskedag hver uge OG en dag uden kød. He he he

Jeg er djævlen forklædt som moder.. :-)


Et måltid uden kød er lig med dyb depression, opgivende blikke og troen på sultedøden. MEN..
Jeg er da ligeglad for jeg bestemmer nemlig. Det er sådan det går, når ingen gider yde deres, men gerne vil brokke og modtage. ;)



Nu tror jeg istedet jeg vil sætte mig til rette med mit strikketøj, en krimi og en kop kaffe.



Jeg har iøvrigt bestilt lidt nyt kluns. HM er min faste leverandør af jeans og andet, og det passer mig så fint at jeg bare kan klikke mig frem til garderobens fornyelser. Jeg absolut hader at shoppe tøj. Det keder mig, jeg bliver utålmodig og finder jeg ikke med det samme, hvad jeg går efter, så er jeg den der er smuttet igen. Jeg shopper utroligt meget på nettet også fodtøj, og jeg har endnu aldrig haft een eneste negativ oplevelse. Heller ikke fra de butikker jeg har handlet med i udlandet.




Da jeg endnu ikke føler mig god og tålmodig nok til at gå i gang med strikkede lange trøjer, har jeg bestilt en sådan, den er selvfølgelig slet ikke i samme kvalitet som en jeg kunne fremstille selv, tilgengæld har den ikke kostet noget særligt, og så kan den holde den kommende sæson. Derudover er der lidt t-shirts og et par jeans jeg kan passe...

Det er da om ikke andet noget at se frem til på tøjfronten. :-)





Til sidst vi jeg lige minde alle om, at der i aften er en uge til at vi skal mødes hos Losarinas mor, til vores første strikkefællesaften. Jeg glæder mig meget og håber at det bliver smadder hyggeligt og inspirerende. Er der nogen derude, der stadig overvejer, så kom da. :-)

Svedigt møde på skolen

Mødet i går aftes var lidt svedigt...

Af flere grunde faktisk.



Da jeg ankom slog det mig pludselig, at risikoen for at eks'en kunne finde på at møde op var til stede. Jeg begyndte omgående at svede helt vildt. Nu ved jeg godt at medicinskiftet kan være medvirkende, men fornemmelsen af dråber der triller ned fra halsen og i ansigtet, er altså bare så ubehageligt. Jeg begynder at forstå hvad det handler om, når kvinder fortæller om hedeture i forbindelse med overgangsalderen...


Der sad jeg altså varm som en toast, og lyttede til diverse planer for det kommende skoleår. De fleste af forældrene kender jeg jo godt, det har alle dage været en fasttømret forældregruppe, men det sjove er, at der i mellem dem var nogle der ikke anede hvordan de skulle takle, at jeg dukkede op. Det er dem der har drenge. De forældre har jo haft kontakt med Rasmus far de seneste år, og selvfølgelig er den lidt tricky. Jeg er heldigvis ligeglad, men var ikke tilpas ved tanken om de scener der kunne udspille sig hvis han mødte op.

Sådan gik det heldigvis ikke, og senere kom jeg i tanke om, at det slet ikke var aktuelt for der var jo en vigtig fodboldkamp på programmet i aftes, og det er noget der får højeste prioritet til alle tider hos farmand.


Jeg havde min bog med til at notere i, og det var heldigt for helledusseda, hvor var der mange punkter. Det der i min bog fik mest plads, er så det faktum at der i dette år sker en masse omkring fremtid og valg. Datoer på møder om praktik, efterskoler,gymnasier osv osv er blevet plottet ind. Og jeg skal lige hilse og sige, at det er mange!

Derudover er der så problemer med en stor del af drengegruppen. For Rasmus vedkommende er det jo ikke overraskende i betragtning af de seneste måneders oplevelser, og der bliver jo ikke nævnt navne, men alle ved alligevel godt hvem det handler om, og der er blevet sat en masse i værk for at få dem på sporet igen. Fokus er på at det er næstsidste skoleår, og derfor et år med en del forberedelse til niendes mange prøver og krav. Jeg selv skal lige sluge al den information, for nu har jeg så fire børn med hver deres problemer og medfølgende opgaver der skal løse dem.

Pyhh altså


I dag er der endnu to-tre vigtige opringninger jeg skal have fra hånden. Den ene er om mig selv.

Jeg fik skæld ud hos Ester i mandags, fordi jeg jo har ændret på min medicindosis uden at tale med lægen om det... og JA JA, jeg ved det er no no, men han var altså netop gået på ferie og jeg KUNNE BARE IKKE udholde een dag mere på de to slags jeg fik. Tanken om vægten der bare stiger og stiger i raketfart, fik mig til at gå tilbage i mine egne journalkopier og der kunne jeg se, at jeg tidl har fået en anden dosis og bla bla bla... jeg har masser af gode undskyldninger, men nu skal jeg nok få bestilt en tid, så jeg kan få lægen med på den også. Jeg ved jo godt at der skal være kontrol hele tiden.

Hvad ellers... hmmm


Ik så meget tror jeg. Der skal købes ind, jeg skal ud og gå tur med Anika i aften, jeg vil gerne ha strikket lidt videre. Er lidt ærgelig over, at det er så længe siden jeg har været på strikkecafeen, så måske jeg i morgen smutter derned lidt. Jeg har fået lov til at komme og få hjælp selvom det egentlig kun er tirsdag formiddag der er åbent og det er jo sødt af hende. :-)

Indfrahøjreforældremøde

Der kom lige et møde ind fra højre..



Siden jeg flyttede fra min eks med Josefine, har jeg ikke været i kontakt med skolevæsenet af nævneværdig betydning. Heller ikke lus for den sags skyld!!

Her til eftermiddag fik jeg så lige en opringning, med besked om at der er møde på Rasmus' skole nu her til aften kl 19. Desværre har jeg jo ikke lavet en hujende fis i dag, og jeg kan slet ikke klage over hverken minus overskud eller kraftige smerter et eller andet sted, så jeg tager selvfølgelig afsted. Desværre er John ikke hjemme og ham ville jeg egentlig gerne have haft med, og desværre er jeg heller ikke den der har super stor succes til den slags møder, så derfor er jeg alligevel øv over at skulle derhen.

Jeg ved ikke lige hvorfor, men den slags møder får altid det værste op i mig. Jeg som ellers altid er så tilbageholdende med at gøre mig upopulær, kan bare ikke holde kæft i netop dette forum. Det er meget muligt at jeg nu træder en masse over tæerne, men så kører jeg jo bare stilen videre også herinde. :-)


Til sådanne arrangementer er det jo givet at vi som forældre kommer med en holdning til hvordan vores børn skal opdrages og indlæres når de er på skolen. Det er helt fint, men allerede da ungerne var små, blev der tændt en lunte inden i mig. Det var da vi var til et møde der handlede om de smås medindflydelse på deres hverdag. Her har vi altså pædagoger der sidder i ramme alvor og taler om, at tre-fire årige skal være med til at bestemme hvordan tingene skal køre i børnehaven! Selvfølgelig er jeg ikke afvisende overfor at de i rundkreds kan tale om hvilke ture der kunne være sjove at ta ud på, eller om der skal læses den eller den bog højt i sovetimen. Der hvor filmen knækkede FULDSTÆNDIGT for mig, var da nogle af forældrene insisterede på, at deres børn skulle have lov til selv at bestemme hvornår og hvordan de ville indtage deres frokostmadpakke.

Jamen helledusseda.
Se det lige for jer:


20 børn på en stue med to - tre pædagoger. Alle disse børn er sultne på forskellige tidspunkter, ergo er der hele tiden mindst eet barn der fiser rundt med en leverpostejmad i hænderne. For slet ikke at tale om hende der syntes det var i orden at lille Hans ikke sad ned når han spiste.. "Han syntes jo det er så meget skæggere at løbe rundt når han tygger", var hendes forklaring.

I min bog så skal de unger bare lære at sidde (pænt) ned ved måltiderne. De skal lære at sidde forholdsvis roligt når maden skal indtages og de skal blive siddende til alle har spist færdig. Derefter skal der i fællesskab ryddes af bordet og hvad der ellers hører med.


Rasmus i børnehaven. Han ser sur, for han ville ikke være klædt ud.


Det er muligt at jeg er håbløst bagefter, men min teori om at det ender i kaos, er sådan set bekræftet i og med at mine to " nye" børn, der aldrig har haft egentlige regler eller normer, i dag spiser og opfører sig dybt uacceptabelt når vi spiser. Den ene nægter at bruge kniv fordi det er alt for besværligt!!! og den anden nægter at gå et andet sted hen og ryge, så tågerne står os om ørene ligeså snart han selv er færdig med at spise...

Lige præcis de her problemstillinger her i huset, har jeg nu så valgt at stå af på. Det må sejle må det, for jeg har bare ikke de kræfter der skal til, når det handler om at rette op på gamle mønstre. Jeg HAR prøvet og det er alt for opslidende. Men det er så netop min pointe. Det er da vigtigt at de fra små lærer almindelige regler for opførsel sammen med andre.


Det var så lige et sidespring fra aftenens møde, men humlen er den samme. I alle årene har der været disse forældre, der ønsker at deres børn skal være frie fugle, og ikke lære at indrette sig efter andre. De skal være individualister skal de.


Nu er der bare det problem, at den slags børn bliver til de unge, der ikke kan fatte at man gør som der bliver sagt på en læreplads. De bliver til dem, der vil have medindflydelse også som elever, og det er nu engang sådan at man starter i bunden og ikke får firmabil med det samme.
De bliver senere til voksne der ikke kan indrette sig i et forhold. Som ikke kan finde ud af at gå på kompromis og som generelt kun tænker på sig selv.



Ja ja det er hårde ord, men jeg er trods alt så gammel nu, at jeg rent faktisk ved hvad jeg taler om. Så jeg skal altså her til aften ruste mig til lidt af hvert, for jeg husker nemlig godt de fleste af de forældre der er i den klasse. Og i mellem dem, er der altså nogle der er riiimeligt alternative.





For lige at lette lidt på stemningen, så er her et billede af Rasmus og Josefine til fastelavn.
Rasmus HADEDE at være klædt ud, og det ses tydeligt her på billedet. Josefine derimod elskede det og det er hende der griner højt lige ved siden af ham.

Jeg syntes det er sådan et morsomt billede. Og vi har faktisk ikke eet eneste af ham hvor han syntes det er morsomt....

Hejmdal Privathospital

Josefine og jeg har nu været til den indledende samtale på Hejmdal Privathospital..



Det lyder jo fint, fancy og ekslusivt sådan at være i behandling sådan et sted, og det er da også et ret så flot hus, der rummer de lokaler vi skal være i. Jeg store fjols havde endda kameraret med i tasken, men huskede jeg at knipse et billede?? Næhhh det gjorde mummitroldemor ikke, hun var mere optaget af, at tørre sved af panden og drikke af sin medbragte vand.

Huset ligger på Frederiksberg, ikke langt fra vores gamle hjem, skole og kvarter. Smukt tilbagetrukket og omkranset af høje træer står det statelige tidligere herskabshus, hvidt og strålende og indbydende, så langt fra vores almindelige hospitalsmiljø, man overhovedet kan tænke sig. Indenfor er der også hvidt, lyst og dejligt luftigt. Venteværelset byder på lidt lekture, frisk frugt og væske i form af the og koldt vand. Vi har dårligt sat os da vi bliver hentet ind, trods det at vi er et kvarter for tidligt på den.

Allerede her, er alt så fuldstændigt anderledes fra de hospitaler jeg hidtil har frekventeret.

Kvinden vi nu har som Josefines kontaktperson/behandler og diganostiker, er en moden og rolig type, som med det samme indgyder tillid og.... tid. Der er ingen tvivl om at hun har patienter der skal til efter os, men hun er alligevel grundig i sine spørgsmål omkring Josefines opvækst og ungdomstid. Lige nu sker der så det, at hun skal gennemgå sine notater med kolleger til en konference, hun vil der komme med en første vurdering og så skal Josefine så komme igen til en yderligere samtale, hvor der skal yddybes endnu mere. Vi er blevet forberedt på det forløb der så kommer igang, og det virker søreme til, at de ikke lige sådan vil slippe hende før hun er fit igen. Forudsat at hun så altså får en diagnose der skal behandles. Det kan jo også være at hun bare skal have fornyet starthjælp i form af samtaler der kan hjælpe, men nu får vi se.

Jeg er meget positiv efter dagens oplevelse og tror at hun endelig efter næsten tre år, er havnet et sted, hvor de tager problemet med en teenager der er socialt amputeret, alvorligt.


Efter samtalen tog vi som altid et måltid mad og så blev hun ellers afleveret til skolen igen. Jeg selv tog hjem, fik lige rundet Netto, og har derefter sovet som en svedig sten lige til klokken seks. De to dages lange samtaler har gjort mit hoved meget træt.





Jeg har drømt intenst og da jeg vågnede var jeg helt desorienteret, for i drømmen var jeg på vej til et besøg hos Moccapigen. Det var ikke lige der jeg var i virkeligheden. Jeg kan slet ikke huske hvorfor eller hvad det handlede om, men tror da det ville have været hyggeligt :-)


Nu er resten af aftenen helliget mit strikketøj.

Mødet på Engen i morgen er aflyst, da Jeanette Mariae har været så uheldig at falde og slå sig. Det er i stedet skubbet til d. 9/9/9... En morsom dato ik.. Det kan da kun betyde succes.


Varmen er begyndt at påvirke mig, og jeg glæder mig faktisk over at det ser ud til at vi får lidt mere ustadigt vejr de næste dage. Jeg går rundt med en hinde af sved på min krop og i nakkehårene, er mærkeligt tung i kasketten, så jeg har brug for at få lidt friskere vinde i ansigtet.

:-))

Huskeseddel

Huskeseddler er et must i min tilværelse..



Nu er jeg jo generelt glad for lister og at løse opgaver metodisk, men huskesedler gad jeg godt leve uden. Jeg har huskesedler med indkøb, huskesedler med mennesker jeg skal ringe til,huskeseddler omkring alle børnenes forskellige lægeaftaler mm, en kalender med aftaler jeg skal huske og så er der de huskesedler jeg får hos psykologen..


I går eftermiddags fik jeg sådan en igen, for jeg kan ikke komme uden om at de hjælper mig utroligt godt, og at jeg bare ikke kan huske de ting vi har talt om uden sådan en.


I alle årene med samtaler har der været et helt bestemt mønster når det handler om de ting der er svære. Emnerne kan være mange og forskellige, men når der bliver taget fat om ting der virkelig er tunge for mig, sker der hver evig eneste gang det, at jeg ligesom får svært ved at koncentrere mig. Vi kan sidde og tale og være i god kontakt og jeg er med, men i det samme minut hendes ord falder, mister jeg fokus. Jeg bliver nærmest svimmel, tankene flyver i alle mulige andre baner, jeg begynder at gabe helt uhæmmet og bliver så træt at jeg ku sove på stedet. Jeg kan se hendes mund bevæge sig, men jeg kan ikke høre hende tale.
Jeg ved at det er min underbevidstheds måde at skærme mig selv på. Når jeg skal ændre handle- eller tankemønstre der kan være grænseoverskridende, så er jeg nødt til at have disse sætninger skrevet ned på papir, så jeg kan se dem hele tiden. Min hjerne kan simpelthen ikke huske ordene.

Så jeg har altså en sedel med hjem igen. En seddel der skal hjælpe mig til at takle tingene bedre omkring de konflikter der er med børnene. Så jeg ikke kører mig selv ned.

Ordene på sedlen beder mig om ting der er meget svære, og så snart jeg har foldet den sammen, er de igen glemt. Væk, borte og glemt. Så svære er de at forholde sig til, at jeg ikke kan rumme dem endnu. Men sådan er det at arbejde med sindet og det tager tid. Men tiden er givet godt ud, for jeg jeg har jo også erfaret at det faktisk virker, og er en stor hjælp på min vej til at få det bedre og til at takle min sygdoms fangarme.


Efter sådan en omgang kommer jeg hjem og er så træt som et alderdomshjem.


I dag er så dagen hvor Josefine endelig skal til den første samtale med lægen på Hejmdal. Det skal blive interessant at se og høre hvad de kan tilbyde hende.

Jeg vil tage det roligt indtil vi skal afsted, for det kræver alle mine sanser og kræfter idag. Når hun er kørt tilbage på skolen vil jeg resten af dagen være påpasselig med mig selv, for i morgen skal jeg med Losarinas mor op til Engen, og det glæder jeg mig så meget til. Der skal jeg være frisk.


Det skal jeg bare.. :-)

Sensommer på altanen

Min altan er sølle i denne sensommer..


Det har ikke just været en frodig altan jeg har haft den senere tid. Efter sommerhusferien gik det jo strålende og alt var herligt. Senere kom så alle de små sorte klistrede luseagtige smådyr. De sad i klaser på både tallerkensmækkere og vedbend. Efter en tid var det så sørgeligt et syn, at jeg simpelthen flåede smækkerne op. Måske var jeg for hurtig, jeg ved det ikke, men bare dage senere kom alle mariehønsene og måske de alligevel kunne have overlevet og ha blomstret op igen.

Falmede blade og klistrede blomster er ikke det jeg ville have på min altan, men
næste år er jeg jo så klogere på den oplevelse.


Lige nu er det min duftgearnie jeg er lidt bekymret for. Den er simpelthen vokset så flot og lige nu er den fuld af vidunderlige lysende blomster. Men der er ugler i mosen. Små hvide flagrende tingester har også forelsket sig i den, og jeg har nu overbruset den først med sæbevand og siden skyllet den igen. Jeg syntes nemlig der er for mange blade der er begyndt at skifte fra grøn til gullig. Dyrene er bitte bitte små og de flyver så snart man dasker lidt til planten. De gjorde de sorte på smækkerne ikke. De sad bare der og åd sig mætte i mine flotte blomster.

I går gik jeg så igang med at soignere lidt derude. Det trængte virkelig og i dag er den så gjort ren og pæn igen. Det har betydet at en masse halvdøde planter er fjernet. Jeg har klippet mine to buske små igen, de fyldte efterhånden for meget i altankassen. Der er faktisk lidt bart nu syntes jeg, og i nærmeste fremtid, må der vist nye planter derud.

Der er lidt gråt og trist derude lige nu


Ligenu er det så jeg har brug for et fif. Hvad gør jeg med geranien så den kan overvintre? Hvordan tager jeg afliggere af den? Jeg ved egentlig godt hvordan, men jeg mener.. hvad er bedst? Nu eller senere? Er det den samme metode som med pelargonier?


Mandag er i gang og jeg har ting jeg bare skal huske i dag. Opringninger til skolehjem og læge i forbindelse med Josefines problemer. Hun skal ENDELIG til en første samtale i morgen. Det foregår på Frederiksberg, og jeg er virkelig spændt på, om vi igen må gå med uforurettet sag, eller om de kan gøre noget for at hjælpe hende. Og i så fald hvad? For nu falder en mulig behandling jo sammen med at hun endelig er begyndt på uddannelse, så for meget fravær er ikke lige sagen. Nå, men vi må se på det i morgen.

Hun skal til at vælge voksentandlæge, det er vi blevet bedt om af skoletandlægen, så det skal jeg også lige finde ud af. Sådan er der i dag en masse små ting. Min madplan skal føres ud i livet, men måske jeg først går i gang senere på ugen. I hvertfald har jeg fået et interessant link omkring sådan en plan, og det skal jeg lige se. Det ville nemlig være dejligt med lidt starthjælp. :-)

Kaffen venter mig, mandag kalder , en frisk uge er i gang.

Og så blev det statussøndag

Og vores sidste feriedag er i gang..


Det har alt i alt været en god sommer, trods det at jeg har haft mine nedture. Kigger jeg ud over landskabet af månedernes dage, så har jeg jo lært en masse om mig selv. Eller dvs jeg har måttet erkende, at den viden jeg har om mine egne kræfter, må og skal huskes hele tiden. For det jeg har lært er jo ikke just nyheder for mig. Jeg har bare langsomt glemt det.

Reglerne for mit liv og mit velbefindende er flg:


Jeg SKAL bare passe på mig selv, hver evig eneste dag.

Jeg skal huske at tage pauser i eget selskab.

Jeg skal huske at sige fra og ikke engagere mig mere end nødvendigt i de fire børns indbyrdes konflikter.

Jeg skal ud hver dag og have lidt lys og luft.

Jeg skal benytte mig af at jeg har tiden, til at gå på vandring og opdagelse i verden omkring mig.

Jeg skal drikke masser af væske, fordi jeg har brug for at blive skyllet ordentligt igennem.

Jeg skal bare tage mig sammen til at motionere, om så bare i det små. Smerterne i min krop bliver ikke mindre med årene. Men det vidste jeg nu alt for godt allerede.. Suk

Jeg vil prøve at føre mit ønske om at lære at meditere ud i livet


Denne søndag kan vi så kigge tilbage på godt og dårligt i familien, men alt i alt syntes jeg at der er kommet gode ting ud af det. Jeg har det bedre, Josefine er godt i vej indtil nu, Rasmus har så småt vænnet sig til at være her hos mig, og resten må vi så finde ud af. En plan for Theis skal føres ud i livet, for han skal jo også komme videre i livet. Mira skal lære at være mere aktiv, og det bliver en af de svære, så een ting ad gangen.


Jeg har længe gået og tumlet med en eller anden form for struktur omkring det der madproblem vi/jeg har. Måltidet om aftenen rider mig stadig som en mare, og det slider mere på mig, end godt er. Det underlige er, at jeg engang var fuldstændigt opslugt af madlavning og køkkenkultur.
Jeg brugte timer på at kokkerere/sylte og bage og jeg investerede i kilovis af fantastisk kogegrej og køkkenlegetøj. Kogebøger og madprogrammer stod i metervis på mine hylder, og jeg elskede at sidde med Nigella, Jamie, og resten af BBC-food's madguder, kørene på min dvd, i mens jeg lod mig inspirere til alskens herligheder.

I dag gider jeg ikke engang koge et æg!
Hvad er der blevet af hende Henriette, der kunne trylle hvad som helst frem af en sten?

Jeg ved det ikke, men jeg tror hun døde i takt med at hun fik større børn, der ikke gad spise hverken det ene eller det andet. I dag får hun ondt i maven bare ved tanken, om det ramaskrig der ville lyde, hvis hun lavede det hun selv ville ha på tallerkenen.

Derfor har jeg som skrevet, tumlet med denne her plan. Helt i tråd med min begejstring for systemer og rækker og geledder, så kunne jeg tænke mig noget med at planlægge måltider for en periode af gangen. Enten for 14 dage ell en måned.

Kigge bøger igennem for at finde noget der duer til alle, få styr på opskrifterne, fordi jeg ikke længere har så meget overblik at jeg kan improvisere, lave indkøbslister og proviantere, så jeg ikke skal spekulere så meget over det hver dag.

Med sådan en plan kan jeg og resten af familien se og vide, hvad aftenen byder på af mad. Det ville også være en lettelse, fordi de to nye børn i mit liv begge har en meget hysterisk opfattelse af måltider, og hvad de skal bestå af. Af en eller anden grund kan det vælte deres verden og bringe desiderede tårer frem i Miras øjne, hvis vi en dag ikke skal have varm mad. Jeg har aldrig oplevet noget lign, og med en plan kan både hun og Theis forvisse sig om, at de IKKE skal sulte ihjel.. OG de kan på forhånd forholde sig til og rase ud over, de aftener der er rugbrød på menuen. DET er nemlig noget der kan få dem til at bryde helt ned, og jeg nægter at fortsætte med at skulle ligge under for den form for børnetyrrani. Ihvertfald ikke hver dag..

Så altså, mit liv ville blive noget nær lettere, hvis jeg kunne få stykket sådan en madplan sammen. I en fjern fortid, før jeg fik Josefine var der faktisk af hensyn til økonomien sådan en plan i vores unge liv. Det fungerede fint, men der var vi jo også kun to voksne der spiste alt, og det er ulig lettere end at skulle kokkerere for fem-seks personer.


I dag vil jeg dog ikke beskæftige mig mere med planer og projekter. Jeg vil resten af dagen strikke videre på mors sjal.

Hygge hygge til alle jer derude fra mummitrolden fra Vanløse. :-)

Firmamedfamiliebakkeudflugt

Sådan en ting var vi med til i går..


Johns arbejdsgiver holder ikke julefrokost, tilgengæld samles alle medarbejdere med familie, hvert år i august, til en festlig dag på bakken.

Det er et massivt arrangement med en masse mennesker, og på denne dag er der ikke sparet på noget. Chefen er en gavmild mand og der er ikke bund i portemonnæen, hvilket betyder at alle får turbånd om armen, at mad/is/popcorn/drikkevarer kan indtages til vi alle segner, at middagen indtages på en herlig restaurant, og at turen ender på Vin og Ølgod... Hmmm :-)

Det siger sig selv, at sådan et arrangement kræver sin mand/kvinde og jeg havde da også taget højde for, at jeg på et tidspunkt trængte til lidt ro. Efter maden tog jeg min lille rygsæk, og gik en tur for mig selv i skoven. Ud af forlystelsesparken og væk fra al støjen og musikken og ind i den dybe grønne skov. Ad en vej og på en sti gik jeg, og lige der midt i det hele lå en lille åbning med en bænk.

Der på bænken med hækletøj og vandflaske, sad jeg en lille times tid. Noj hvor var der dejligt.


Desværre er der jo sådan en fredag ikke tomt for mennesker og fred være med det, men jeg må indrømme at skov og høj disco/techno ikke lige rimer i mine ører. Et stykke fra min bænk var flere store skoleklassebørn samlet til et eller andet halløj. De var mildest talt godt stegt og har helt klart haft det herligt. Jeg husker selv mine udflugter til skov og strand med kammerater og flasker, så det er bestemt ikke et surt opstød jeg kommer med her. Eneste øv er bare, at der var så uendeligt smukt lige på den plet, og det gik lidt fløjten fordi der vrimlede med berusede teenagere, som råbte og skreg og så altså hørte riiiiimeligt højt musik. Heldigt er det så bare for mig, at jeg efterhånden er ret så god til at lukke mig selv inde i håndarbejde og mig selv, så jeg var egentlig ikke direkte generet af dem, og efter en times tid var jeg igen opladet og klar til at returnere til bakken.

Jeg har besluttet mig til at besøge det samme sted en søndag morgen i stedet for.


Imens John og jeg og de andre voksne hyggede og blev underholdt på det meget besøgte Vin og Ølgod, var alle børnene ude og muntre sig i forlystelserne. Vi så nærmest ikke skyggen af dem i mange mange timer. Ind i mellem kom de lige og fik en tår sodavand og så smuttede de igen.

Klokken halv midnat var der bare ikke mere strøm på mine batterier og jeg ville hjem. En togtur og en lille gåtur skulle vi igennem før vi var vel hjemme og jeg har bare sovet og sovet lige til nu.


Og gud hvor har jeg sovet godt.. :-)


Her er lidt stemningsbilleder fra turen:


Vi er på vej i en af vores sjælne togture..

Et hornorkester på øvelse lige udenfor bakken..


Og ænder der var fuldstændigt upåvirkede af, at orkestret som stod næsten lige ved siden af og spillede..


Min bænk. Det ser jo idyllisk ud og der var også så dejligt. Bare synd der ikke var så stille som billedet antyder.. :-)


Om ikke så længe vil der være de mest fantastiske farver her.


Mit kommende vintertæppe.


Jeg er retur til selskabet igen. Rasmus laver fis..


Josefine og jeg i lys og skygge

Jeg gentager lige..

..Sjalet een gang mere.


Jeg har ikke været strikkecafeen i denne uge, så i mangel på hjælp til ny kunnen, strikker jeg lige et sjal mere. Denne gang bliver det til min mor. Hun fortjener i den grad at blive lidt forkælet, og et varmt sjal, hun kan bruge alle de timer hun tilbringer udendørs i børnehaven, må være lige noget hun kan bruge.

Holst har leveret garnet og jeg bruger faktisk hele fire bolde ad gangen. Det skal være et tykt og varmt et af slagsen, og de fire tråde i to farver bliver bare så flot. Petrol og lys turkis er farverne jeg bruger denne gang. Pindestr er nr 9





Jeg har ingen skriveenergi i dag , så mere kommer der ikke fra mig tror jeg, kun vil jeg da lige sige at alt er vel og jeg går og overvejer om jeg skal takke ja til en invitation fra mødregruppen i aften. Det er lidt ambivalent for mig, for jeg har jo fået Rasmus tilbage og har ikke længere den grund til at holde mig væk, men et eller andet sted kan jeg mærke at jeg bare ikke har lysten mere. Der er mange grunde til det, men mest handler det om, at jeg ikke rigtigt orker det. Pigerne i gruppen lever alle helt anderledes liv end jeg, mere hæsblæsende og med fart på. Jeg ved sgu ikke.... Vi har ikke set hinanden et helt år. Meget er sket siden da og jeg ved, at møder jeg op vil der være masser af fokus på mig, og hvad jeg har at fortælle.


Jeg har ikke energien eller lysten til det, det har jeg bare ikke, så hvorfor er det så jeg syntes at jeg bør komme???


Hmmmm

En lup må vist til her..

Prøv lige at se smutte ind på denne side.

Her er der en kvinde der hækler med entusiasme og STORE briller..

Billedet er kopieret fra etsy og her er adr:

http://www.etsy.com/view_listing.php?listing_id=27019302


En meget flittig kvinde hækler miniaturer i broderigarn!!!

Det er så smukt og jeg kan slet ikke forestille mig hvor svært det må være at se, for slet ikke at tale om, hvor meget tiiiiid det må tage. Pyhh

Tingene er til salg og jeg ønsker mig klart sådan en smukt halsting.



IMPONERENDE det er hvad det er. :-))

Solopgang og medicin

Jeg har været meget tidligt vågen idag..


Hele natten har jeg vendt og drejet mig, jeg har kigget på uret adskillige gange, igen og igen prøvet at finde hvile og ro. Med andre ord har jeg i nat sovet ad h..... til.


Det gør ikke noget, jeg har jo heldigvis ikke noget job at skulle passe. Havde det været tilfældet ville jeg have været desperat af stress over hvor træt jeg senere ville blive. Sådan er det ikke lige nu.

Jeg ved at det skyldes ændringen af min medicindosering, og at det kun er en overgang. Det er nu to uger siden at jeg begyndte på den nye dosis, og der har været mange og tydelige bivirkninger i min krop. Jeg har en krop der skal finde sig i at kemien også vil bestemme dens funktioner, og det bryder den sig bestemt og heldigvis ikke om. Heldigvis skriver jeg, fordi det jo trods alt betyder, at jeg har en krop med de naturlige instinkter i behold. Den brokker sig over at jeg fylder mig med det skidt jeg nu gør. Tilgengæld glæder mit sind sig, så sådan må det bare være, når nu jeg ikke selv kan producere det der skal til for at jeg kan glædes over livet.

I den her forbindelse er det nok lige på sin plads at slå fast at medicinen jo ikke giver glæde og lykke af sig selv. Det er noget man selv skal finde og skabe. Det er lysten til i det hele taget at leve de hjælper med.

Bivirkninger er der som sagt mange af. Havde jeg fået en helt ny slags ville det have været 1000 gange værre, nu er det bare en dosisændring, og så er det mere forbigående og skiftende gener der kommer. Dog er det drønubehageligt imens det står på.

Jeg vågner om natten gennemvædet af sved. Hovedpinen dundrer bag øjenene, kvalme kryber op gennem spiserøret,drømmene går agurk, søvnløshed om natten og ekstrem træthed om dagen gør mig helt bimmelims, jeg bliver tørstig som en kamel, svimmelhed og almen utilpashed gør mig ubrugelig ind i mellem, og jeg må bare vente på at alle disse symptomer forsvinder om nogle uger igen.

Dengang for mange år siden, da jeg første gang måtte give op og sluge den bitre pille i ordets bogstaveligste forstand, blev jeg fuldstændig desperat og kunne slet ikke holde ud at være i kroppen. Jeg troede aldrig det ville få en ende og jeg opgav flere gange igen. Det fik mig bare til at få det endnu værre..

I dag har jeg ( desværre..) erfaringen med mig, og jeg kan ikke længere hidse mig op over det. Jeg tager det som det kommer, orienterer familien og håber at de kan holde mig ud så længe det står på. Kan de ikke det, er det iøvrigt bare ærgeligt for sådan er det nu engang.


Sådan en morgen som nu, har jeg ikke haft længe. Selvom det skyldes kemien at jeg har sovet så dårligt og er så tidligt oppe, så er jeg taknemmelig. Her sidder jeg nemlig og kan for en sjælden gangs skyld nyde solens opstigning på himlen derude. Jeg begyndte at skrive i en mørk stue og nu er der helt lyst.

Derude i horisonten ligger skyer, og på skorstenen på huset overfor sidder de to fugleforældre og morgennusser som jeg ved at de gør hver eneste morgen.
Det syn ser jeg sjældent fordi jeg normalt kun lige er vågnet på dette tidspunkt.

Det er så morsomt at se. Hver morgen, sommer og vinter hopper de op fra deres rede, der åbenbart ligger der i en lukket skorsten. Den er stensikker hver gang, først den ene og lidt efter den anden. Tidligt tidligt om sommeren og først meget senere om vinteren hvor mørket stadig er dominerende til efter otte. De er ingen tvivl om at det er de samme to fugle der bor derovre. Det er hyggeligt syntes jeg.

Om lidt er der liv her i huset igen, ungerne står op en efter en, så jeg må hellere lukke ned og komme videre.


Sikke en dejlig måde at starte dagen på. Helt zen-agtigt syntes jeg, i stilhed og med fred. Pillerne til trods.

Mandagstema

Denne uges mandagstema er Maskulin.

Jeg holder jo ferie med kæresten og som en hyldest til ham, MÅ det være ham der skal være ugens bud fra mig.

Jeg har faktisk aldrig haft en kæreste/mand der var så maskulin som lige netop ham.
Han er maskulin i ordets bredeste forstand. For mig er det IKKE muskler i maxistr eller jakkesæt og mappe der repræsenterer en rigtig mand, men en der kan bruge sin krop og sine hænder til alt det jeg som kvinde ikke er så god til. Jeg kan udemærket selv, det er ikke det, men jeg kan det ikke ligeså godt og er heller ikke lige så stærk som han.

En maskulin mand skal være en, der kan få mig til at føle mig som endnu mere kvinde, han skal kunne få mine rødstrømpegener til at blegne og få mine feminie sider til at stråle. Det kan John så ganske effektivt.

Han er ligeså knudret som en gammel træstub, men det følger vist også med en maskulin herre, og det må jeg så bare prøvet at leve med og måske skubbe lidt til hen ad vejen.

Jeg elsker ham så meget og værdsætter hans selskab og kærlighed hverdag.

Og sådan forløb den dag..

Jeg har været vågen, men doven. Og jeg har været glad...


Jeg sov helt til middagstid og er ikke rigtigt vågnet op syntes jeg. Måske det er min sædvanlige mandagstræthed, måske det er det mørke vejr.. jeg ved det ikke.

Een ting kan jeg dog skrive med sikkerhed og fra hjertet:

Jeg har haft en skøøøn eftermiddag i ren ro og med tændte lys i mit retreat. Og ovenikøbet mit retreat her i huset. Meget bedre kan det ikke blive. John har siddet i stuen og hygget med computernørkleri, lidt rock i højtalerne, og jeg har siddet i mit soveværelse med det der nu gør mig gavn og giver glæde i mit hjerte.



Som vejret er nu, giver det mig inspiration og lyst til at tænke lidt på den tid der kommer, nemlig efteråret. Det er lige om hjørnet og jeg elsker faktisk den årstid, trods det at jeg IKKE glæder mig over at mørket følger med.



De mange ufatteligt smukke nuancer i naturen er lige mig, og det er ikke uden grund at jeg i sin tid blev gift netop i september. Det kunne endda også have været i oktober, for farverne er der endnu dybere, men i september blev det, og der er vi igen på vej hen.

Jeg er har idag siddet med min nye musikspiller i ørene, soundtracket fra insp. Morse er min absolutte favorit. Vol 4 indeholder både klassisk musik af Mozart og Bach, og underlægningsmusikken til de sidste episoder, der har specielt dystre noter over sig, og lige den stemninghar passet til lyset udenfor i dag. Ikke at jeg er dyster, men det passer bare SÅ godt i dag.




Forsynet med de sidste mange års efterårsnumre af Country Living og Isabellas, kaffe, Morse på computeren (jeg er jo nødt til også at have den kørene, så jeg kan se det elskede Oxford og omegns miljø) ( ( og ja ja jeg ved det.. jeg er en nørd! :-) )), hækletøj, tændte lys og notesbog, har jeg siddet der og bare ladet mig inspirere til at finde farverne jeg vil bruge i tæppet og senere i vores stue.



Country Living er det absolutte bedste blad når man drømmer om at bo lidt mere ude i naturen. Det er også fyldt til randen med de skønneste billeder af rustik indretning, mad og livsstil. Jeg har jo altid haft en forkærlighed for det britiske, og her er jeg fuldstændigt fortabt. Er der noget de kan, så er det at kombinere mønstre og farver. Det er heeeelt vildt bogtaveligt talt. På denne tid er det altid tekstiler og uldvarer med mønstre i tern og striber og ikke mindst med dyr på . Naturens vildt og fugle er et hit.

Jeg svømmer allerede hen igen indvendigt over de smukke eksempler der vises. De bringer også altid historier fra de små byer på landet hvor der gøres en masse ud af de lokale virksomheder. Det er ting som mejeridrift, særlige oste, marmelader, farvning af uld fra får der er så smukke, økologi,snedkeri,med andre ord alskens næsten glemt håndværk og gud ved hvad mere.

Jeg er udemærket klar over, at de jo i høj grad nærer en drøm, men de gør det knagme godt.


Jeg har i årevis haft fast abonnement på bladet, også i de triste tider. Selvom jeg der, slet ikke kunne beskæftige mig med den slags, så har jeg gemt dem, i bevidstheden om at jeg igen en dag ville glædes ved livet og naturens gang.

DEN TID ER NU..... :-)


Jeg mærker en trang til at komme ud, for på den tid er skoven min. Jeg elsker den aldrig højere end nu, og i månederne der kommer. Der er ikke for varmt og overrendt af mennesker. Bedst er det på de dage hvor det stille siler ned med regn. Så kan jeg gå der alene og lytte og dufte og samle ind til vinterens og julens dekorationer. Herligt


Til sidst vil jeg lige fortælle at jeg for tiden når jeg sover har de vildste drømme! Jeg har altid haft et heftigt drømmeliv,men medicinen går ind og påvirker dem også. Det mærkes når man skifter dosis eller præparat. Så jeg har i dag været igennem en fødsel, to er døde incl min farmor. Hun døde iøvrigt også forleden nat!! Jeg har været ude i sne uden ordenlige sko, John har nægtet mig et eller andet jeg ikke kan huske. Jeg har haft fødselsdag og jeg fik et hav af gaver, jeg har mødt en masse gamle bekendte og fødslen foregik iøvrigt på min gamle skole, hvor vores marsvin løb frit omkring...

Alt sammen på een og samme nat. GU ve om det er derfor jeg er så træt når jeg vågner???

Om det med drømme så besøg lige hende her, det er hende der fik mig til at tænke på det med at huske sine drømme..