Her sidder jeg så…

 

 

…. midt om natten. Lysvågen. Rastløs og lidt betænkelig.

 

Jeg kan ikke rigtigt finde ro nu. Har svært ved at slappe ordentligt af. Bruger kræfter og energi jeg burde spare på.

 

Der er endnu to uger til F.dag, og bliver det ved sådan så crasher jeg sgu. Lige nu har jeg været vågen i et par timer, efter at jeg gik tidligt i seng. Mente det ville være en god ide, efter en dag hvor jeg har knoklet med pakkeri og transport. Jeg tog fejl. At sidde vågen om natten er ikke praktisk for et væsen som mig og slet ikke nu.

 

Jeg har faktisk forberedt mig så godt på flytningen, at jeg kan nøjes med at arbejde lidt, og så ellers prøve at få dagene til at gå, og det er vel egentlig ikke så mærkeligt at jeg er spændt og ivrig. Faktisk er jeg så spændt, at jeg næsten ikke kan samle mig om at strikke!  Utroligt

 

Måske jeg bare skal nyde núet og adrenalinet der suser i min krop..  Hmmm

Never ending story.. Chapter 3

 

 

Lad mig sige at jeg HAR fået madrassen. Men det har søreme været lidt af en bjergvandring, og jeg har ikke nået toppen endnu!

 

Rasmus og jeg fik købt det sidste til efterskolen i dag. Ohh manner gid jeg ikke var så forfængelig. For 1000 bobs fik han flg:

1 par sikkerhedssko

1 par gummistøvler

1 par arbejdsbukser

1 sæt regntøj

2 par thermosokker

OG et dejlig tyk varm fleecetrøje.

 

Helt ærligt det er da rørende,Så meget kluns til en kvinde fås ikke til de penge. Også skønt at noget går så let. Ind i Harald Nyborg, prøv, beslut, betal og ud igen på mindre end en halv time. Lige noget der passer en shoppehader som mig. Jeg er absolut mest til nethandel. Der kan man sidde i ro og mag kan man. Ikke noget med at stå i en overophedet og overbefolket butik.

Anderledes besværligt skulle det vise sig også i dag, at blive at få fingrene i den seng jeg gerne ville handle.Ikea ligger lige ved siden af Harald, så jeg svipsede hurtigt videre dertil. Parkerede bilen en kilometer fra indgangen, cirklede ind og ud mellem indkøbsvogne, trailere, mennesker og transportere hen til det forjættede land. Op på første med målbevidste skridt, trække et nummer og vente. Jo jo de havde skam lige een pakkeløsning tilbage. Pheww tænkte jeg og hankede op i nogle af delene, som skulle tages med derfra. Tilbage i stueetagen, snuppe en vogn og handle lidt af det jeg ellers mangler ( bla plastikkasser str XL til vådforsikring i kælderen), og UPS…

Først der opdagede jeg, at jeg jo ikke kunne håndtere både indkøbsvogn og en vogn nr to med en madras på 100 kg. På med vanten og klar til kamp, strøg jeg til kasserne for at betale første afdeling. Laaang kø. Ud med varerne i bilen, drikke en flaske lindrende vand, og tilbage igen.

 

Haste hele vejen igennem etagen, og hen til den reol hvor madrassen stod. Pågribe en sagesløs til at hjælpe med at få bakset bæstet op på vognen, og videre i slowmotion hen til næste reol 1000 km væk, for at finde næste del af pakkeløsningen, som bestod af en topmadras.

 

S O M   I K K E   L Å    PÅ   S I N   P L A D S !!!!

 

Mig ha fat i dame. Forklare og gøre ved. Hun nægte at en sådan pakkeløsning overhovedet var til salg. Mig insistere på at det var det nu altså, for jeg stod jo med fakturaen i hånden. Hun ringe rundt for at få bekræftelse. Hun forklare at noget var gået galt ( nej er det virkeligt sandt???), og at der var   U D S O L G T af topmadrasser. Mig få et føl på tværs. Med voldsom men afdæmpet stemmeføring forlange at noget måtte gøres, da dette var mit tredje besøg i denne uge efter den skide madras. Hun ringe rundt igen. Mig svede tran og med begyndende hovedpine. Hun melde tilbage at der var fundet en løsning.

Jeg gå i gulvet over håbløsheden i deres fleksibilitet. Fordi:

Jeg nu har købt til fuld pris de fire dele ud af fem. I næste uge kan jeg så afhente den sidste del, gå igennem kassen og betale fuld pris. Derefter skal jeg så gå direkte til afdelingen for retur, hvor jeg skal aflevere en håndskreven forklaring til den første den bedste ekspedient der kalder mit nummer ( sikkert efter at have svedet i en kø igen ), og så kan jeg få refunderet det beløb der er betalt for meget…

Jeg tier og påkalder mig gudernes tålmodighed her.

Nu er madrassen så leveret. Med op til fem timers leveringstid måtte jeg beslutte at få den sendt til Østerbro. Orkede ikke at sidde brandvagt i bilen så længe ved kælderindgangen i Brønshøj. Til deres ros skal jeg måske sige at den kom en time før aftalt, men desværre med det resultat at Rasmus ikke var nået hjem for at hjælpe med at bære op. Derfor måtte de to der ellers ikke havde fået betaling for slæb, tage tørnen op ad trapperne til tredje og igennem de otte døre der er på vejen. Hehe

 

 

Jeg selv har kuret den hen ad den lange gang og ind her. Det ser ikke ud af meget, men den er altså 160 X 200 så nu er her ihvertfald lyddæmpet :)  Jeg er glad og klar til at fortsætte med at pakke ned.

 

Et eventyr er det at få tingene til at gå op, men i sidste ende går det garanteret godt og prinsenssen kan sove fint og dejligt i sin nye seng, på sin nye adresse.

Tredje gang MÅ da være lykkens gang ( og lidt om sex, schyyy )

 

 

 

Jeg har nået en masse siden sidst. Flyttekasser står parat på Østerbro. Møde med to sagsbehandlere er afholdt. Ting skifter adresse. Rasmus’ udstyr til efterskolen samles sammen. Der er blevet vasket SEKS maskiner tøj, som har stået og ventet efter himlens sluser åbnede sig, og alt gik ned. Her er smidt ud, lavet mad!!  ( jeg har søreme været i humør til et måltid ordentlig mad jojo ), OG jeg har strikket. Alt i alt super duper dejligt, MEN..

 

… madrassen har drillet.

 

Mandag var en øvoplevelse. Tirsdag fik jeg løst problemet med transport, så i aftes tog Jesper- flyttehjælpsmand og jeg afsted for at få dyret hjem. Han efter en laaang dag i et sommerforlystelses land med børn og kæreste OG en kæmpe forkølelse, og jeg med penge i pungen og spænding i maven. Vi fandt parkering, entrede med faste og målbevidste skridt møbelgiganten, forcerede grædende børn, sultne forældre og mænd/kærester med meeeget trætte ansigter, hapsede et nummer og ventede.

 

Madrassen  U D S O L G T.

 

JESUS altså. Igen stod jeg der og var lige ved og næsten og så alligevel ikke. Den yderst høflige unge mand, der måtte stå model til min fortvivlelse forklarede, at der ville være flere på lager fredag, men i dag har jeg ikke transporthjælp mulighed. Som den voksne myndige dame jeg jo er ( host) forlangte jeg derpå, at få svar på hvad han ville gøre ved det, for nogen måtte jo bøde for tingenes tilstand og mit problem. Med humor kan man jo normalt komme langt, men lige lidt hjalp det, også selvom min følgesvend kiggede på den unge sagesløse sælger med et blik, der signalerede “ ja JEG vil ikke svare for konsekvenserne af en desperat kvindes handlinger”, der var bare ikke noget at gøre, så for anden gang gik jeg med mundvigene nedad ud af biksen.

 

Jeg har nu kun een mulighed tilbage, og den benytter jeg. Det kommer til at trække tænder ud af mit sind der HADER al venten, men so be it. I aften tager jeg endnu engang afsted, håber på heldet og så må Ikeas tilbud om transport klare resten. Det betyder kø foran bestilling af transporten, og derefter et uvist antal timer i bilen foran kældernedgangen. Hvad gør man ikke for at spare penge..

 

 

I dag er der så 14 dage tilbage. 14 lange dage, som nu nok skal få ben at gå på. Jeg mærker kildren i maven nu. Glæde og forventning. Tirsdag er det endeligt tid til at åbne butikken igen. Jeg mangler stadigt nogle ture frem og tilbage mellem  garager og kælder, så tiden kommer til at gå mega hurtigt. Eneste lille øv er det faktum, at jeg så også rammer min fødselsdag med hastige skridt og det er jeg mindre begejstret for. Jeg ved det.. det er absolut ikke i tråd med tidens hippe trend, men jeg har efter nu fem år i denne liga ikke vænnet mig til tanken om at være i de forrygende og seje 40’ere. Jeg hører ikke til de tjekkede kvinder der syntes at ALT er så meget mere fantastisk nu, at livet bare styrer for vildt, at jeg har fået styr på mig selv, min krop og mit liv. Tværtimod har mine fem år i fyrrene været en række af op og nedture, som fortsætter efter et helt årti med desideret sygdom og hard times i 30’erne. Eneste ting jeg kan give medier og medsøstre ret i,  (OG en ikke uvæsentlig detalje sku jeg mene ), og som jeg bestemt er begejstret for ( hehe og stort fnis ), er at med fyrrene følger en forrygende ny selvsikkerhed sexuelt. Halleluja og hurra siger jeg bare. På DEN front er det bestemt sjovere og bedre og mere frigjort end i de unge år.

Så ok.. set fra den vinkel, ( og kan vi ikke blive enige om, at DET er en ret så vigtig vinkel af livet? ), glæææder jeg mig til at fylde 45 HA!  Bare kom an siger jeg faktisk til fremtiden.

 

… og min nye madras ;)

Så er det altså at jeg bliver lidt ØV

 

 

Jeg går jo og sparer sammen til en seng. Ikke en hurtig plan, men dog en plan jeg er ret målbevidst omkring. Jeg har besluttet hvilken en det skal være, hvordan og hvorledes, hvor den skal handles og alt det det.

 

 

Nu har jeg så fået en mail med besked om, at i DENNE uge, kun i Gentofte og kun for Ikea family medlemmer, kan jeg få min seng hele 1000 kr under normalprisen. Derfor så man mig i fuld firspring og bevæbnet med tålmodighed ( det er trods alt regnvejr og ferietid, hvilket betyder en million grædende småbørn.. ), fedte rundt i det store møbelhus i eftermiddag.

 

En halv time senere ku man så se, hvordan jeg gik nedbøjet hjem igen.

 

Hvorfor?  Jooo ikke fordi der var udsolgt. Ej heller fordi køen var for lang, eller sengen for bred, men simpelthen fordi jeg SKULLE tage den med hjem med det samme!  I sagens natur en umulighed. For det første fordi jeg ikke har træk på bilen, og for det andet fordi jeg ikke har noget sted at gøre af den før d. 15 august. Og at købe den nu, med levering senere var ikke en del af tilbuddet.

 

Så er det altså at jeg bliver skide ærgelig, for 1000 kroner er mange penge for mig, og vel også for de fleste andre, og nu kan jeg så sidde her og vide at når jeg om to uger tager til Ikea på ny, skal investere i en seng der koster ekstra 1000 kr. Ihh guder det er dyrt at være fattig.

 

ØV

Om tre uger..

 

… flytter jeg :-)

Det vil jeg lige begynde med at slå fast. Bare hvis nogen skulle være interesseret. Det begynder at kunne mærkes helt fysisk nu. Hvor jeg dog glææder mig.

 

At jeg har det at se frem til hjælper på det faktum, at jeg har kastet sommerkjolen i ringen og har iført mig varme sokker, trøje og et lunt halstørklæde. Det strider mod al fornuft her sidst i juni, men jeg hader at fryse, og er ikke vild med lukkede vinduer så det må bare være sådan, for her til morgen er sk… koldt uden for dynen. Også lyset er tændt, så i min lille verden føles det som en tidlig morgen i okotober.

 

Jeg gik en aftentur i går, glemte kameraet der ellers kunne have fremvist beviser på at også naturen er i tvivl om datoen. Brune blade ligger der allevegne på gader og fortove, regnen silede ned og for enden af vores hus vokser der en stor vin, som allerede nu har røde blade!  Jeg mener.. hvad sker der lige for det?? 

Lige nu er min hverdag er ikke præget af de store oplevelser, den triller stille afsted med små gerninger og den evindelige hovedpine som jeg bare ikke kan blive kvit. Ser jeg bort fra smerterne som jeg kun kan undre mig over ikke forsvinder, ja så har jeg det godt. Der er ikke meget at tage billeder af, ikke meget at berette om, andet et jeg hygger mig med at gå på opdagelse og lade mig inspirere på Pinterest. Fordi jeg jo snart skal indrette nyt bo, er det skønt at lade fantasien vandre og drømmene få frit løb. Det er som et magasin med glittede billeder, bare med klik på i stedet for. Som Catarina skrev forleden så er det ganske rigtigt et site for alle os, der altid har elsket at lave lister, klippe ud og klistre ind. I mit tilfælde et godt alternativ til de blade jeg ellers ville have betalt en formue for. Nu sparer jeg pengene op til en seng i stedet for.  WIN WIN for mig. :-)

 

Hverdagsord på en mandag. Ikke særligt spændende, men stadigt et kapitel i mit livs dagbog. Nu griber jeg strikketøjet, og venter på at hovedet dømmer klar til at gå videre. Og illustrerer med lidt genbrug og lånte fjer.

 

 

Lidt ideer fra Pinterest:

 

 

 

 

 

 

 

En trist dag på flere planer

 

Denne lørdag har har været trist på flere planer. Fra min egen lille boble i universet meldes der om tiltagende tristesse grundet den lange regntid. Mørke dage og endnu tidligere mørke aftener begynder sgu at påvirke humøret. Jeg VIL ikke lade mig trække ned, men indrømmer at i dag har det været så som så med energien, og jubelscenerne i det lille hjem på Østerbro. Efter at have sovet i flere omgange det meste af dagen væk, tog jeg våddragten på og begav mig uden for. Sejlede et læs til Brønshøj, besøgte marsvinemor, aede nye små babyer med længslen efter mine egne siddene lige inden for skjorten. Fyldte bilen på ny med endnu et læs, tilbage til Brønshøj for at tømme bilen og derefter hjem igen. Fire timer gik der og humøret blev da løftet lidt.

På et helt andet og meget større plan, er der Norges tragedie. Da jeg ikke har nyheder på tv var det først i dag, det gik op for mig at noget var hændt. Man kan læse sig til meget på nettet, men jeg har ikke helt fattet HVOR slemt det egentlig er, og hvad der er sket nøjagtigt, men jeg kan fortælle at jeg mærker en skræmmende side i mig selv. Den side, der med årene er blevet forrået af alle de gentagende storkatastrofer verden har set. Både de menneskeligt påførte, men også naturens kræfter der lægger hele landsdele øde. Jeg ved ikke hvad det er med mig, for det er ved gud forfærdeligt og skræmmende, men jeg bliver ikke som før i tiden fuldstændigt rystet og påvirket mere.

 

DET skræmmer mig faktisk mere end noget andet..

 

Et sted midt i mellem tristessen i det nære, og den store katastrofe ligger så nyheden om stortalentet Amy Winehouse’s død. Ikke at den var uventet..   nærmest tværtimod. Os der elsker musik og som har lyttet til hende, og fulgt med i pressens mere eller mindre sobre dækning af hendes menneskelige forfald, vil nok alle kunne være enige om, at det har ligget alt for sikkert i kortene at hun kunne følge i andre store stjerners fodspor. Med et liv der blev kort, levet hårdt og endte i en alt for tidlig og grim død.  Jeg har hendes fantastiske album Back to black i bilen og jeg hørte det faktisk i denne uge igen.

 

 

Det er som om min egen indre dæmon trækker sig hurtigt tilbage set i det lys. Jeg har ikke noget at være så sk.. trist over trods alt. Solen skal nok skinne over mit hoved igen. Det kommer den ikke til for de pårørende i Norge og England..

Se lige ud. Se til højre.. Nå nej

 

 

Jeg sitter fast. Sådan rigtigt fast. Som i at jeg sidder og intet kan andet end at se lige ud. Noget har forstrakt sig ( eller hedder det forstrukket???  BEO? Hvad mener du? ). Højre arm summer alarmerende, og når jeg forsøger at løfte den bliver summen til brølen. Brølende følelsesløshed og varme der spreder sig prikkende helt ned i hånden. At se til højre, venstre og op og ned er helt umuligt.

 

Alt i alt er jeg paralyseret og det er ikke noget der huer mig i denne tid. Ikke engang strikke eller hækle kan jeg. Kan det blive meget værre??

 

Lå ellers i aftes og tænkte, at med den forestående flytning kan I N T E T slå mig ud på humøret. Heller ikke det faktum, at den sidste tids mørke vejr har fået mit system til at gå i efterårsmood, og at bliver det ved på denne måde, når jeg julestemningen allerede i september! 

 

Der under den varme dyne, og med tændte lys kl allerede kl 21, med en god serie på computeren og tanker om kulører i efterårstoner, må jeg have forregnet mig på optimismen og de gode energier. På INTET tidspunkt faldt det mig nemlig ind, at jeg skulle være ude af stand til at røre mig få timer senere. Og er der noget jeg IKKE har tid til nu, så er det da at sidde og bare glo. Glo ud i luften og være tålmodig. Jeg som hader alt der sinker mig.

 

Jeg tror lige jeg vil være lidt muggen over det, og så ser vi om ikke et laaaangt varmt bad kan løsne lidt op for problemet. Jeg skal nemlig videre med det her:

 

Mit hvidmalede kælderrum der minder mig lidt om et svensk træhus. Jeg er jo i fuld sving med at fylde det midlertidigt op med indbo, OG med at male vægge og ting.

 

Jeg har sgu ikke LYST til at være sat ud af spillet. Det jeg har ligesom været længe nok ik.. NÅ!

Rap rap

 

 

Jeg rapper lige lidt. For at fortælle at jeg har fået malet kælderen og er begyndt at flytte ting derned. Uhh det er skønt er det. Lige så stille bliver hjemmets værelse mere åbent og til at ånde i, og jeg nyder at kunne se de daglige små skridt fremad. Alt andet lige er det svært at være småsamler på få kvm, og med mit garn og mine ting ude herfra er der ligesom mere luft at trække ind her.  God motion er det forresten også, for elevatorene er stadigt ikke i orden efter regnen. Så det er op og ned fra tredje, og igennem de OTTE døre der er af hensyn til de små i ejendommen. Pyhh altså..

 

 

Lidt flere huer er lavet, og de er alle hver for sig fine syntes jeg. Et nemt stykke håndarbejde og det rette til at have med sig alle vegne.

Camel bliver jo igen det helt store til efteråret, men jeg syntes alligevel denne farve er lidt fesen til en hue. Tænk sig med den blege kulør vi har her i landet, at gå rundt med den..  Hmmm..

Nå, men nu må det så også være nok med dem. Der er jo grænser for hvor mange huer en kvinde kan have på lager hihi. Min datter nægter at gå med sådan en, men måske min mor vil blive glad for lidt varme ører?? 

16 juli.. Og hurra for livet

 

 

I GÅR var der PRÆCISOS en måned til den dag, jeg endeligt kan komme videre i livet. Sån rigtigt altså..

 

Jeg er jo allerede ret så meget godt videre, hvis jeg selv skal sige det, men det sidste og første skridt er nu så tæt på, at jeg næsten er ved at eksplodere af utålmodighed.

 

Siden maj har jeg ikke rigtigt kunnet gøre andet end at vente på dagen. Efter de mange måneder i uvished om hvornår jeg kunne få en bolig, har det været skønt at have en dato at forholde sig til. Jeg har haft det bedre og været mindre presset indvendigt, men måtte dog i sidste uge erkende at jeg ikke længere orker at være gæst i andres hjem. Og nu endeligt sker der så noget. Utroligt som en lille matfedtet og godt brugt nøgle kan gøre mig så glad, men det kan den altså.

I onsdags hentede jeg nemlig min første af slagsen. Den er til ejendommens kælder. Det betyder at jeg fra nu af kan begynde med, at flytte en masse ting og sager ind i mit nye kælderrum. Det er et rigtigt godt rum, med masser af lys og god plads. I de næste par uger hvor butikken har ferielukket, kan jeg så gå og hygge mig med at male det lidt op og få styr på tingene der skal hentes rundt omkring på lofter, i kældre og garager. I rummet står et gammelt men solidt langbord, og når rummet er fikset op kan jeg bruge det til værksted bla til jul og når jeg skal potte jord og den slags. Det er så fedt syntes jeg. :-)

Jeg har nu efterlyst malingsrester rundt omkring, for farven og kvaliteten er ikke så vigtig det er trods alt bare et kælderrum, og at investere i helt ny frisk maling er måske lige i overkanten.

 

I den forløbne uge har jeg prioriteret at være i forretningen så meget, som jeg nu har haft kræfter til. Tirsdag og onsdag har været vanvittigt travle dage, og torsdag nærmest kravlede jeg hjem. Fredag måtte jeg holde fri og i dag har jeg været der for at kunne sige god ferie, og lige proviantere lidt.. hehe. Jeg mærker tydeligt konsekvensen af mine egne behov for at gøre hvad jeg godt kan lide, og hvorfor det er jeg ikke har et fuldtids og lønnet arbejde. Jeg har ondt overalt. Er helt og aldeles smadret, og som både I og jeg selv ved så skal jeg nu bruge lidt tid på at komme til hægterne igen. Sådan er betingelserne, og i hegnet med det. Jeg har det så meget mere fantastisk nu end for et år siden. Jeg har social kontakt. Jeg oplever at få ros og være til nytte. Jeg får respons på mine ideer og lov til at udfolde mig. Jeg kommer ud stort set hver eneste dag. Det kan der ikke sættes en pris på, eller kimses af.

Jeg har haft en mindre hækleraptus fordi jeg blev inspireret til at lave mig en vinterhue. Har ikke haft hue på i årevis, men denne hersens model kan jeg godt lide, hvilket betyder at jeg nu har fire huer færdig og flere er på vej. Jeg ender sgu nok med at kunne tage en forskellig på hver dag hele sæsonen HA!. Kan man få for mange huer??  Nej siger jeg, for de skal jo klart passe til det jeg ellers har på ik… nå.

Nummer et ( og temmeligt uskarp her), er hæklet af to forskellige nøgler NORO. Vi fik det ind ad døren i sidste uge og snupti.. så sad der en hue på mit hoved. Den er blevet dødflot syntes jeg.

Nummer to er lavet af mit nyeste ynglingsgarn. Viking Alpaca. Novra hvor er det bare blødt. Den er lige det mindste, men ok og jeg er glad for farven. Måske jeg tager mig sammen og laver en ekstra række muslinger på den. Vi får se.

Nummer tre er råhvid med en enkelt marineblå musling. Igen i Viking Alpaca og den er bløøød siger jeg bare.

Nummer fire er grå med en række lysegrå og råhvide muslinger på. En knap i toppen giver lige det sidste finish.

Den er hæklet i en anden favorit nemlig Hjertegarns Vidal babyalpaca. Også heeellt vildt blødt. Desværre er det for dyrt til at jeg har råd til en hel trøje, men en lille hue og måske et halstørklæde kan jeg godt klare. Lidt er bedre end ingenting i denne her forbindelse :-))

 

Jo jo jeg har været flittig og alle huerne er fremstillet på to dage. De er hurtige og lette at sidde med. Lige noget for mig.

Til den grå hue har jeg så strikket en lang cardigan. Eller.. næsten strikket, for der mangler ærmerne og lidt detaljer, men det er hurtigt gjort. Jeg bliver så fin gør jeg, når efteråret rammer os. Iøvrigt elsker jeg at strikke i uld og til vinteren, og jeg syntes det er skønt at have noget nyt liggende parat til den tid. Trøjen har jeg strikket i Naturuld. En tyk og vamset sag bliver det. Lige til at putte sig i. Herligt.

 

Livet er skønt. Jeg er glad. Det er endnu sommer. Skidt med regnen. Jeg har ikke gigt i mine fingre. ( Det har min mor, og hun har måttet opgive at brodere helt nu. Jeg er knust på hendes vegne, for hun SKAL leve i mindst 20 år endnu, og hvad gør hun så?? Med sin tid?? ) Jeg kan se ud af mine øjne. Jeg kan cykle og hula hoope. Jeg kan elske og knuse og kysse. Jeg kan væltes og rejse mig igen ved ( næsten) egen hjælp. Jeg kan spise til jeg segner og lytte med mine ører. Der er masser jeg kan, så skide være med at jeg IKKE kan arbejde 40 timer om ugen.

 

Ingen bitterf.. her ;-)

 

 

… men masser af rap fra ham her.   Rap rap rap

Satans osse!

 

 

Så sidder man her og lover det ene og det andet. Bla billeder til bloggen.. Desværre er det et no go i dag, for mit hukommelseskort til kameraet er ..

 

VÆK!

 

Strik klart til at forevige. Kamera frem. Tænd. Og så gør den lille billedmaskine høfligt opmærksom på, at der ikke er noget kort i.

 

Her er det så at jeg igen igen sætter mig, og bare sukker dybt. For er det ikke netop DET jeg er så hamrende træt af. Med al denne flytten rundt. Jo lige netop. Mine ting forsvinder. Bortkommer. Ligger alle mulige og umulige steder, men HVOR?  Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst tog kortet ud for at overføre til computeren. Ej heller HVOR jeg gjorde det. Eller hvad jeg så har gjort af det siden hen. Faktum er bare, at efter en længere periode uden at skyde en eneste lille pipfugl eller noget, så har jeg nu det vildeste behov for at bruge mit kamera. Selvfølgelig. Det er den menneskelige natur, eller i hvertfald min… Hvad jeg ikke kan eller må, det bliver det eneste jeg har lyst til.

 

Normalt er det jo en lettere barnlig opførsel, men lige i dette tilfælde er det ok at flippe lidt, for sådan et kort kan jeg da ikke undvære. Jeg må tilbage til Vanløse for at lede højt og lavt må jeg.

 

ØV.

 

 

Glade dage

 

 

 

Hvilken lettelse det har været at “flytte” tilbage til Østerbro igen. Nærmest med det samme jeg ramte adressen, var det som om en masse stress og ubehag forsvandt, og jeg har haft det SÅ meget bedre igen.

I morgen skal jeg endeligt hente nøglen til kælderen i Brønshøj, hvilket betyder at jeg stille og roligt kan få flyttet alle de mange løse dele og småting derud, i løbet af den næste tid. Det er noget især min far glæder sig til, for det har været rimeligt hasarderet, hver gang han har skullet ud og ind af sin garage. Allerbedst giver det mig noget at forholde mig til. Det gør den sidste måned lidt nemmere at holde ud. Bare det at jeg kan GØRE noget, der minder om et nyt livs begyndelse, er fantastisk.

Fra på lørdag holder butikken ferielukket i to uger. Perfekt timing mener jeg jo, for så kan jeg uden at skulle afstå fra at møde hver dag, køre lidt frem og tilbage med indboet. Jeg glæder mig vildt gør jeg. I disse våde tider, og med fornuftig fremsynethed har jeg planer om at lægger træpaller ud langs alle siderne på gulvet. På den måde bliver mine ting løftet ihvertfald to lag op og jeg kan på den måde forhindre den værste katastrofe, HVIS uheldet skulle være ude. Det siges godt nok, at det er en tør kælder men man ved jo aldrig vel.. :) 

 

 

Jeg er blevet færdig med den lilla sweater, og er godt igang med flere andre nye projekter, men jeg er en ged for tiden. Glemmer at tage billeder af alt det der sker, så lige nu har jeg kun det halvdårlige billede af mig selv iført nattøj og sløret sweater hihi.  Det andet skal jeg nok se at få foreviget, det lover jeg. Der er også nyheder i butikken, og det skal selvfølgelig også lige nævnes her, men det må blive i morgen. Lige nu er jeg nemlig godt flad. Har været på arbejde længere end sædvanligt fordi jeg har hygget mig så godt derhenne. Pernille fra Birkerød kom forbi for at få assistance til en hæklet hue, og kunderne er nærmest væltet ind. Alle for at sikre sig mod at gå garnkolde midt i det hele.

 

Jeg afslutter med at ældre billede. Et at de få gode jeg syntes jeg har taget her i den lille bolig.

Nomade, naver, rejseleder…

 

 

 

 

….  eller rygsækrejsende bliver jeg ALDRIG. 

 

Siden 15 november har jeg stort set levet i en kuffert. På hospital, på skift mellem venner der i bedste og varmeste mening har tilbudt mig ophold i hjemlige omgivelser, og så her på Khjemmet. Med andre ord i henved otte måneder. Jeg har med glæde og taknemlighed taget imod, og pakket op og ned og ind og ud og frem og tilbage, men nu orker jeg ikke mere.

 

Efter den vandgang jeg fik sidste lørdag, pakkede jeg igen mig selv ned og tog til Vanløse. HA! det har jeg slet ikke tænkt over før nu. Hvor morsomt. OG NEJ Vanløse gik ikke forbi, men var også ret så vandet da jeg ankom…  Hihihiihi.  

Nå, spøg til side..

 

Nærmest med det samme, da jeg havde pakket mit liv ud så godt jeg nu kunne, tøj, strik, computer, opladere til kamera/mobil/computer, toiletting, læsestof og indkøb til køleskabet, ku jeg mærke at NU var det nok. For meget simpelthen. Hele ugen forsøgte jeg at finde mig til rette, og slappe af i de hjemlige men dog alligevel fremmede omgivelser, men jeg kunne bare ikke. Jeg har sovet dårligt, haft hovedpine, været stresset og ikke særligt glad. Simpelthen fordi jeg har fået nok af at være gæst. Nok af at mit tøj ligger i uordentlige bunker i en kuffert og en pose. Nok af hele tiden at mangle et eller andet, der ligger et andet sted. Nok af at skulle pakke det hele ned igen. Slæbe det hele op og ned af trapper, ind og ud af bilen, frem og tilbage mellem bydele og igennem en masse låste døre.

 

I går pakkede jeg for næstsidste gang mig selv ned. Skulle have været væk hele juli, så denne gang var der meget at huske at få med tilbage igen, og nu er jeg tilbage på Østerbro og her bliver jeg indtil jeg skal flytte. Dette sted som jeg har haft det så skidt med at skulle være, er nu endt med alligevel at repræsentere en form for hjem for mig, og jeg er lykkelig for igen at sidde på den hårde og smalle seng. Lykkelig for at have mine egne ting og mit eget rod og mine egne nullermænd omkring mig.

 

Hvem havde nu set DET komme??

 

Ja ikke mig ihvertfald. Men sådan er det blevet, og jeg rokker mig ikke en meter før d. 15 august gør jeg. Jo jo, ingen skal tvivle på at jeg har nydt, at det kun tog fem minutter at komme på arbejde. At jeg nød at kunne lade bilen stå, og gå på mine to dertil indrettede ben ( OG spare benzin ). Nød at kunne se tv, og surfe rundt som en vanvittig for at se så mange forskellige programmer som muligt. Nød altanen og at få lov at nusse med mine planter, der er på hotel der. Der er bare

 

NO PLACE LIKE HOME..

 

Min´moster har hele livet været rejseleder. Turet rundt i en kuffert med turister. Overalt og i månedsvis. På færger og i fly. I bus og på hoteller har hun opholdt sig med sit liv i en kuffert eller to. Det giver helt ny mening for mig nu, at tænke over hvilket job hún har bestredet. Selvfølgelig er det et valg hun selv har taget, og hun har fået mange skønne oplevelser med sig på den konto, men jeg må beundre hende alligevel. Fordi hun har orket og kunnet det der med at være væk fra sit hjem. Det kræver noget.

 

Jeg ved godt at det er så forskelligt, hvordan mennesker er og nogle elsker denne form for liv. Livet i en kuffert og på farten.  Bare ikke mig. Slet ikke i dag og nu og med den jeg er blevet til.

 

Jeg er simpelthen blevet til en hyggefis, en hjemmefødning, en tryghedsnarkoman, en frivilligt stavnsbunden, en rolighedsafhængig, og en kvinde uden trang til forandring.

 

Ihvertfald ikke i laaaannng tid fremover. :-)

Mine klovne

 

 

Den var kort. Min blogferie. Eller også er dette bare lige en lille bitte ting jeg skal af med, og så er det videre igen med pausen? Man ved aldrig med mig hihi

 

Her er mine to klovneunger. Store og på vej. Det er ikke let at være mor til teens, men jeg ved at det heller ikke er let at være teen. Jeg kan faktisk godt huske hvordan det var. Hvis jeg virkeligt tænker godt efter. Hvis jeg skal være helt ærlig, ( og her kommer noget der ER skrevet om før, beklager ), så har jeg sgu ondt af de to. Forstået på den måde, at jeg VED det ikke er let at være barn med en psykisk syg forælder. Desværre er det ikke noget der gøres så meget ved i systemet. Jo jo, der er mere fokus på det nu end for 12 år siden, men fokus og velmenende skriverier fra div eksperter er ikke nok. Der skal handling til. Der skal være tilbud og samtaler med de børn og unge, der vokser op med ustabile voksne. Desværre er det ikke min oplevelse fra et system, der iøvrigt har hjulpet mig vanvittigt godt videre.

Jeg græder for mine børn når jeg tænker på, hvad de har oplevet i selskab med mig. Ved godt at der findes børn der har oplevet det, der er så meget meget værre, men det hjælper ikke på min sorg over at de to jeg elsker højest på denne jord, har skullet forholde sig til mig. Når nu jeg selv er så afhængig af stabilitet og regelmæssighed. Bliver så urolig og skidt tilpas over den mindste lille afvigelse fra mine planer eller hverdagen, så er det fortvivlende at jeg ikke er, og har været i stand til at give dem netop det.

Teenagere er jo generelt i en løsrivelsesproces, og derfor er det naturligt at de syntes, jeg er gammel og irriterende med min hang til stilhed og ro. Desværre har jeg bare haft det sådan siden de var ganske små, og på en dag som i dag hvor jeg fejrer min datter, så bliver jeg så ked af det. Ked af det over at jeg ikke nåede at opleve dem nok dengang de var små. Ikke kunne glæde mig over deres barnesind og egne personligheder. Mørke og depression har taget noget fra mig.

 

Jeg har ikke ondt af mig selv. I dag har jeg bare tænkt meget over det der med tiden, der går så hurtigt. Nu sidder jeg her midt om natten, fordi jeg ikke kan sove, med tanker om alt og ingenting, og vand der har væltet mig lidt af pinden. Over at jeg glæææder mig til at få et sted der er mit, hvor jeg kan føle mig rolig og tryg.

 

Præcis det, er det jeg ønsker for mine børn. Gode liv med ro og tryghed, og uden for mange sten der kan vælte dem af livets cykel.

 

Tjuhalløj hvor det stryger af sted

 

 

 

Ja ikke fordi garnet her har noget med noget at gøre, men jeg mangler nye billeder hihi

 

Det er ikke meget jeg får skrevet i denne tid. For slet ikke at tale om, at læse hvordan det ellers står til i blogland. Det føles sært tomt, ikke at vide hvordan I hver især har det, og hvem der nu holder ferie og hvorhenne og sån. Jeg har bare erkendt at lige nu tager livet den energi jeg har, og det vil det nok blive ved med indtil jeg er flyttet.  Det er vel egentlig også både ok, og helt naturligt, MEN jeg har bestemt ikke tænkt mig så meget som at overveje, at stoppe skriveriet.

 

Lige nu må bloggen bare holde ferie, og så skriver jeg når jeg har overskuddet til det. Ikke engang billeder får jeg skudt, og så er det søreme slemt.

 

I dag er feks indtil nu gået med at ringe alle mulige vegne hen, og alle er det steder med ventetone. Ikke noget der passer min pengepung eller tålmodighed. Rykke for boligkontrakten, sikre at flyttedatoen kan overholdes af hensyn til flyttefirmaet’s aftale med mig. Afmelde det internet der ikke skal bruges mere, sørge for nyt abb til Rasmus’ mobil, sikre at alt er iorden med efterskolen, da jeg endnu ikke har hørt en lyd fra kommunen.

 

Så er det på plads.

 

Indtil i aften vil jeg så kigge lidt på mine planter, der bor på hotel her. De er vokset fint og heldigvis for det. Det skal nok blive super på den nye altan :)

 

 

Sidst på dagen skal jeg så fejre min datters 20 års fødselsdag. Tænk sig… det er TYVE år siden hun kom til verden. Så lille og fin hun var. Skrøbelig og med Cpap i næsen lå hun på neonatal en tid, men siden indhentede hun bestemt det tabte, og nu skal vi så puste 20 lys ud i kagen. Vi kan heldigvis være hos mormor og morfar, så jeg ved at lagkagen vil smage dejligt, for mormors er altid bedst.

 

At kigge tilbage for at finde lidt billeder fra dengang hun var lille, får mine øjne til at fyldes med tårer.. tiden går alt for hurtigt, men jeg kan stadigt mærke fonemmelsen af hendes lille hånd og måden hun krammede mig på. Det kan tiden ikke tage fra mig, og selvom hun nu er stor og ikke længere holder min hånd for ikke at falde, så er hun jo stadigt min lille pige.

 

Kære Josefine tillykke med fødselsdagen. Håber livet må blive godt for dig.

Mange kærlige hilsener

Mor.

Vandskade på 3. sal! Jov jov da..

 

( Lørdag aften inden nettet røg sig en tur.. ) 

 

 

 

 

 

Med sønnike på Roskilde siden tirsdag. har jeg holdt velfortjente fridage andetsteds end på Østerbro. I dag er jeg så hjemme igen, og ved gud det er et held.

Sidder nok så fredeligt og fotograferer skybruddets fremmarch på mit vindue, da der pludseligt lyder besynderligt inde fra Rasmus’ værelse. Jeg rejser mig og ser vand!!!!  sile langsomt ud under døren..

 

Sønnike har forladt boligen som den sidste, og uden at haspe vinduet. Jeg går af princip ikke derind, da det som de fleste teenageres værelser ikke er forældrevenligt, så jeg har ikke set at vinduet har været åbnet, men da jeg skubber døren til side står der simpelthen 20 cm vand derinde. Alle hans ejendele har jo deres faste plads på gulvet. Ligeså har alt hans elektronik medsamt et ocean af ledninger og flere stikdåser. Derudover befinder der sig konstant et lag af tøj og mindre affald og service, og alt dette var nu gennemblødt.

 

Tror I lige jeg blev lidt træt i ansigtet?? 

 

Nu her et par timer senere er der så tørt igen, men om hans tv, computer, buffer og div andet kommer til at fungere igen ved jeg ikke, for dert har regnet så langt ind at selv døren var våd. Hans madrasser er ubrugelige og alt det våde tøj kan fylde en hel sæk. Dyner, tæpper, puder og min stols sæde er også mildest talt vådt. Jeg har måttet tage det ting for ting, og grave mig centimeter for centimeter, for at kunne svabe alt vandet op og væk. Resultatet er at alle hans maskiner er skilt ad fra deres ledinger, og nu står det faktisk så fint og lige klar til at flytte. Jeg har aftalt med farmor at han tager ophold derude en tid, både fordi hans seng er helt ødelagt nu, men også for at forhindre at jeg river hovedet af ham når han kommer tilbage fra festivalen…

 

 

 

Børn er en gave. Børn er en gave. Børn er en gave. Børn er en gave…..

Iøvrigt er der her i gaderne omkring nærmest noget, der ligner resterne efter en mindre borgerkrig. Oversvømmede kældre. Biler der står i vand til knæene. Røg fra undergrunden siver op alle vegne og himlen er mørk som helvede.

Sikke en omgang vi lige fik der.

  

 

  

 

 

 

 

Søndag..

 

Jeg er nu evakueret til Vanløse. Et held er det at veninden er på Fyn hele juli, så vi kan opholde os her indtil august. Så er der kun 14 dage til flytningen og det klarer jeg nok uden net. Så må jeg bare ha maskinen med mig rundt, og vente med at blogge seriøst igen til efter d.15 august. Jeg har opgivet at finde ud af hvorfor nettet ikke virker, da routeren ser ud til at fungere fint??  Her er jeg på ledning så jeg kan heldigvis kommunikere og komme på netbank de næste fire uger. Alt ligger til tørre på Østerbro, og selve bygningen er også hårdt ramt, men nu da jeg kan se tv, er det så gået op for mig at det er over hele København, at vandet har været på spil.