Sidsels udgave at mit julekalender sjal

 

 

 

Så er den første færdige udgave allerede strikket. Sidsel har været hurtig og har fået strikket sig et let og smukt sjal som virkeligt ser flot ud. Især som det hænger her på bøjlen:

 

 

 

Hun har lagt disse og flere ind på sin Ravelry profil og der står også hvordan hun har grebet det an.

 

 

Det er en meget syret og også fantastisk oplevelse, at se sjalet strikket af andre end mig selv, og jeg er selvfølgelig smadder stolt over at have lavet noget andre kan lide. Derfor glæder jeg mig nu endnu mere til at se flere udgaver i fremtiden.

 

***************************

 

Jeg selv er helt til rotterne,  med energi der ligger langt under minus. Jeg VED at det nok skal blive bedre igen, men nu hvor det står på, og jeg er midt i endnu en vinterperiode, hvor hver dag er en kamp er det bare hårdt. Og denne gang syntes jeg det er gået super hurtigt ned ad bakke.  Rasmus er parkeret på skolen, hvor de uden at blinke har været klar til at passe på ham, selvom han ikke kan deltage i undervisningen. Det er en kæmpe lettelse for så ved jeg, at han får mad tre gange om dagen og at der er mennesker med energi omkring ham.  I dag tager de ham med på skadestuen også…  Hans ben og knæ ser nemlig IKKE godt ud. Da jeg afleverede ham i går, bad jeg dem vurdere hvordan det gik, for selv ku jeg slet ikke koncentrere mig om det. Stod bare der med tårer, og måtte forklare at heller ikke det magter jeg at forholde mig til. Sikke noget altså. Han tager det pænt Rasmus, at hans mor ikke er der for ham, men jeg ved at han gerne ville have haft mig med i dag. Jeg kan bare ikke. En lille køretur i bilen er nok til at jeg får kvalme og overvældes af stakåndethed. Så må jeg holde ind til siden, indtil det igen er gået over.

 

Nå, men jeg håber sådan at jeg i morgen kan komme ud lidt. Bare en time måske. Til forretningen og hjem igen. Måske med lidt mælk som jeg mangler. Indtil da gør jeg det jeg godt kan..

 

Hækler blomster i flotte farver.

 

Jeg er igang med de runde lige nu og har egentlig mange flere af dem, men et nyt billede kommer først når jeg får det taget.

Og så har jeg samlet en kurv med de farver jeg har lyst til at bruge. Heldigvis har jeg i flere år samlet på bomuld, og hver gang jeg har set mit snit til det, købt på tilbud eller bare et enkelt nøgle i en farve der var anderledes. Derfor er der nu nærmest uendelige kombinations muligheder.   Det er lige hvad jeg kan overskue, men lidt har også ret ik.. :)

Kort sagt

 

 

Jeg har erobret nettet for en kort stund, men jeg er træt så her følger bare lige en kort meddelelse.  Rasmus er velankommet, installeret og alt går meget bedre end jeg har frygtet. Han er sød og tager hensyn til mig, som jeg tager til ham. Han er temmeligt medtaget  og med et knæ jeg aldrig har set lignende. Alt andet lige så ER man godt nok handicappet, når man kun kan bevæge sig rundt med begge hænder på krykker. En pose til at putte ting i er nødvendig for, at han selv kan gøre lidt, men flydende varer klarer jeg. Vi har hygget i går aftes og i dag sammen. Han ved spisebordet og jeg i den store seng. Han med sin computer og internettet, jeg med mine hæklerier og serier på dvd’en.  Det går sgu meget godt, men om lidt bliver han smidt i seng, for nu trænger jeg til at få lidt ro.

 

 

I morgen er det min tur til at surfe rundt, og så følger lidt flere ord om farver og blomster :-)

Det skal nok gå, og jeg bider lige tænderne sammen

 

 

 

Jeg er hjemme igen. Den planlagte længde på min flugt fra hjemmet er forkortet ret så meget, men knægten skal jo hentes og bringes hjem på en eller anden måde. Jeg har været nødt til at gå i lettere selvterapi, for at opbygge overskuddet til den uventede ændring af min hverdag. Det skal nok gå selvfølgelig, men jeg har faktisk og desværre ikke kræfterne til det, når jeg skal være helt ærlig.

 

En stor teenager der ikke kan andet end at kalde på mig, mere nødvendig madlavning, flere ture til supermarkedet og, hvad der ellers følger af at være to i stedet for een, kan godt overvælde mig. Selv er jeg slet ikke i orden og jeg er kun langsomt ved at få færre hovedpiner. Skal jeg blive i det mørke hjørne kan jeg lige se det for mig..  Mig der kravler rundt med migræne, og Rasmus der hverken kan rejse sig eller hjælpe til med noget. Jeg undskylder lige for mit midlertidige pessimistiske humør.

 

Vel hjemme igen har jeg lige fået fjernet de værste bunker. Der er også skrevet en lille huskeseddel om indkøb jeg skal gøre i dag og jeg fik talt med lægen om, hvordan jeg skal forholde mig til Rasmus og de kommende ture til mere røngten af hans knæ. En lille detalje jeg ikke har lyst til at tale så meget om fordi jeg skammer mig over det, er også de bivirkninger der følger når man tager ketogan. Kun vil jeg fortælle at pga de gentagne anfald i sidste uge, følger der derfor nu en nedtrapning som bla betyder flere nætter og dage med rykkede rytmer. Abstinenser med andre ord. Det forsvinder heldigvis igen, men lige nu er det vældigt upraktisk at jeg først falder i søvn ved tre halv fire tiden.. Håndværkerne begynder deres arbejde ved syvtiden og det mærkes som bekendt.

 

Derfor må sønnike og jeg have os en snak om, hvordan vi takler tingene i næste uge. Når han igen er tilbage på skolen har jeg lige en uge og så er der vinterferie. BAGEFTER vil jeg ikke satse på, men bare drømme om, at behovet for en rolig og fredelig hverdag kan blive en realitet.

 

 

 

Af de mere lyse oplevelser går det fremad med blomsterne, men det må I høre om senere idag… jeg tager lige og prøver at sove lidt mere inden jeg må til dagens gøremål.

De er simpelthen for sjove. (The old barbershop i Skindergade)

 

 

 

 

Der findes ingen der ser ud præcis som de to, og jeg har aldrig set eller hørt om dem før, MEN.. jeg faldt over dem på tv her til aften.  Voksne er de så vidt jeg ved, men noj hvor er de alligevel et par drengerøve. Med monstermange tatoveringer og iført et dress, der allermest minder om noget fra en engelsk kostskole i tresserne. Jeg er charmeret er jeg. Billedet er lånt fra TVTID. DK

 

MAND! hvor er de sjove.  De mange kulører til trods er der intet, hverken skræmmende eller ubehageligt at ved de to herrer. Kun sjove ansigtsudtryk, varm humor og fede replikker er hvad der møder en, hvis man skulle vove sig indefor i

 

The Old Barbershop

 

Om man er til den slags eller ej er jo en smagssag, men jeg har længe drømt om to mere. Den ene SKAL være garn og strik i en eller anden form, og den anden noget der repræsenterer Josefine og Rasmus.  Om det bliver i Skindergade ved jeg ikke, men en dag så..

 

 

Her kan man læse kommentarer om deres arbejde. Der er som alle andre steder både ris og ros, men uanset hvad så er jeg godt underholdt af programmet. Ik ringe når man sidder og hækler bøvsede havartiblomster i bomuld. Hihi

 

( Forresten vil jeg langt hellere underholdes en time af de to, end af et program om børn der får tæsk. Det kan jeg nemlig slet ikke rumme. )

Min mailadresse er blevet, ja hvad ved jeg??

 

 

 

Jeg skriver lige her for at advare alle jer, jeg har på min adresseliste i min mailboks. Nogen har gjort et eller andet, og der er blevet sendt masser af spam mails ud fra min mailadresse.

 

Jeg beklager virkelig og beder jer om at smide dem AD HELVEDE TIL…

 

Jeg kan jo ikke se hvad det er, men der er åbenbart koblet links til, som I bliver bedt om at klikke på. GØR DET IKKE, men smid som sagt skidtet ud.

 

Jeg har IKKE sendt mails ud med links til nogen. Hvis JEG sender mails, vil I ikke være i tvivl om at de er fra mig og yderst venligtsindede.. ;)

 

Mange kærlige hilsener og igen.. beklager besværet.  !%/&”R#&¤(#¤(“!!!

Henriette

Hawaiiblomster, med og uden krøller

 

 

 

Jo altså, sådan her ser blomsten ud når Sarah London lægger nålen fra sig.

 

 

Ooogg øhhh… sådan her ser min så ud! 

 

 

Det er mit andet forsøg, og som med nummer et er den da fin og sån, men ret så meget mere krøllet i det. Sagt på en anden måde har jeg ikke knækket koden endnu. Den lyserøde er hæklet med en 3’er nål, den turkis med en 4’er.  Jeg har prøvet i to forskellige slags garn, og jeg er frisk på at prøve i et tredje for at tjekke om det har betydning.

 

De er fine begge to, men bare ikke som de var tænkt, og den turkis er endda endt med at have  FEM!!  blade. Stor mystik og endnu større undren over, hvordan det er gået til.  Opskriften ligger lige her, hvis I nogen vil prøve kræfter med hawaii blomsten.

 

Blomsten på billedet her, i øverste højre hjørne, ser næsten ud som tiltænkt og jeg har øvet efter bogen her. Den kan købes på Amazon:

Jeg er gået hjemmefra

 

 

 

 

Fuglen er fløjet.

 

 

 

Jo den er god nok. Hjemmesyetfast som jeg er, har jeg alligevel vristet mig fri af mine egne vaner, har pakket lidt dit og dat, og er udvandret.

 

Ikke langt væk, men nok til at jeg får det jeg har behov for lige nu. Nemlig fred og ro, også i maven. Den søde mand har til huse tæt på, og i hans hybel slapper jeg nu af. Som en ægte praktiker bor han enkelt, ja nærmest spartansk når man hedder Henriette… , og der oppe under taget med udsigt til tagene, vil jeg nu forsøge at komme til hægterne igen.

 

Sidste år tilbragte jeg mange timer her når jeg trængte til pause fra min hverdag, og her har jeg hver gang mærket roen sænke sig over sindet. Hvorfor ved jeg ikke. Det er bare sådan det er. Jeg elsker mit hjem, det kan ingen vist være i tvivl om, men i går ku jeg ikke holde til mere. Der tog tagmænd med hammer og mejsel for alvor fat. De begyndte i min ende af huset. Kl halv syv. Med mit hoved stadigt skævt syet på, føltes det meget voldsomt, og så vil jeg alligevel ikke klage for NOJ hvor arbejder de hurtigt. Et par timer og de var allerede forbi mig, og videre henover naboen og hans nabo igen.

 

Nu er tagballaden muligvis andledning til min retræte, men det handler faktisk allermest om, at jeg ikke har været her siden juli sidste år. SÅ svært har jeg ved at være væk fra mig selv. Der har ikke været problemer med det, vi har været hos mig og det er fint, det er bare så fjollet for jeg kan faktisk rigtigt godt lide at være her. Her hvor der ikke er meget der kan stresse øjne eller ører. Her hvor der stort set aldrig bliver set tv, og her hvor der er masser af rumplads og ikke mange møbler. Med andre ord.. her, hvor der er så meget mere anderledes end hos mig selv.

 

Siden jeg flyttede for snart et halvt år siden, har jeg nærmest været konstant syg. og det har jeg gået og summet lidt over. Påfaldende, men nok ikke så underligt når jeg tænker efter, for jeg har levet i et ( for mig ) voldsomt stressende og hårdtspændt miljø, i henved to år inden da. Fra januar til sommer klarede jeg det fint efter omstændighederne. Kørte kækt ( for det meste ), frem og tilbage imellem Østerbro og Vanløse. Da august ramte var jeg mentalt brugt op. Jeg fik flyttet og er kommet næsten på plads, men jeg orker faktisk ikke mere nu. Migrænerne og de forskellige infektioner har gjort mig så træt, at jeg på det nærmeste ikke har været i forretningen siden.

 

Jeg har talt med min læge i går. Trængte til lige at vende tingene med ham, og han mindede mig om at jeg IKKE har været hos psykologen siden januar sidste år, OG at jeg jo faktisk fik skrevet i min journal dengang i novemer 2010, at jeg udover dyb sorg ankom med symptomer på ptsd. Jeg ved han har ret, jeg ved jeg mangler samtale og bearbejdning af de chok jeg fik dengang i ‘09 og 10. Inde i mig sidder de stadigvæk og i hverdagen mærker jeg det i form af mere og mere tilbagetrækning fra hverdagen udenfor dørene. Jeg mærker det i form af alverdens smerter og dårligt immunforsvar. Jeg mærker det når jeg uden forståelig årsag flipper helt ud og mister fatningen i en strøm af tårer og afmagt. Og jeg mærker det ved denne sindssyge træthed.

 

Jeg ved det hele, men jeg har ikke gjort noget ved det. Har tænkt at det vender sikkert om lidt, og når jeg får ro og fred omkring mig.  I går fik min læge “ sat mig på plads”, og mindet mig om at det sind jeg går rundt med, SKAL ha aflastning og hjælpes videre, hvis jeg vil have det bedre end jeg har haft det på det sidste. I dag får jeg fat på psykologen, og i går pakkede jeg sammen og tog på “ferie”. Det kan jeg heldigvis fordi jeg ikke har børn derhjemme lige nu. Hvor længe ved jeg ikke, men lige nu nyder jeg det bare.

 

Jeg har ellers kæmpet hårdt for at komme videre i livet. Fokuseret virkeligt meget på de små ting og de positive vinkler. Har været optaget af håndarbejde, bloggeri, redebygning, kæreste, og når jeg ku, strikkedamer og frivilligt arbejde. Og samtidigt har jeg ganske langsomt trukket mig mere og mere. Har fået sværere ved at gå ud. Har fået sværere ved de praktiske ting, såsom tøjvask og oprydning. Særligt turen ned i vaskekælderen volder mig vanskeligheder. Jeg kan ikke forklare hvorfor.  Det første halve sidste år gik ret godt socialt, det sidste har været noget mere svævende, og det kan ikke blive ved med at gå. Jeg VIL ikke ha det. Sådan.

 

I hyblen er der derfor pludseligt kommet garn og hæklerier ind i mellem alle chiliplanterne:

 

Jeg er alene hjemme indtil arbejdsdagen er slut, og skal/kan ikke tage stilling til andet end den næste blomst jeg vil hækle.

For nemhedens skyld har jeg nemligt pakket hæklerier og ikke strikketøj. Jeg har sat mig for at hækle videre på vennetæppet, og at gå i gang med at øve blomster. I mange afskygninger.

De to bøger har jeg med hjemmefra, og så er der jo enorme mængder pinnet til min opslagstavle. Det er bare at beslutte hvilken slags og hvilke farver.

 

 

DET kan sgu da ikke stresse mig. NÅ!

Rasmus på skiferie

 

 

 

 

 

I fredags sendte jeg Rasmus afsted på skiferie med efterskolen. Uhh han har glædet sig sådan, og allerede lørdag aften ringede han op med lidt nyt fra Sverige. Ellevild af begejstring, og glad som en lille cirkusartist fortalte han om sne, og sjov og kammerater og busturen. Der er ingen tvivl om, at han har det virkeligt godt i selskab med den nye skoles elever, og alle de oplevelser der følger med. Hele familien trækker vejret lidt lettere nu, og vi glæder os over at der stadigt er fem mdr tilbage.

 

 

Her til aften kom næste situationsrapport så. ..

 

 

Knap så glad var han. Eller… knust er nok det rette ord. En forvredet knæskal betyder 6 uger på krykker. masser af smertestillende OG resten af ferien med et knæ, der er sartere end en æggeskal.

 

SATANS osse siger jeg bare. Det nytter jo ikke at sige,  “sagde jeg ikke at du skulle passe på?” , for det har han sikkert gjort så meget som man nu kan når man er bambi på ski, og et uventet hjørne dukker op. Så lå han der i sneen, indtil en båre kom frem, og han kunne transporteres til nærmeste hospital. Røngten, sugning af blod fra hævelser og venten har været mandag eftermiddags menu for knægten. Altså det lille skind, jeg har sgu så ondt af ham, men sej som han er, klynker han ikke. Kun over at være til besvær for de andre! Alle elever og lærere står på pinde for ham, men han vil hellere selv. Dog har han erkendt at det går bare ikke, for risikoen for at han støder knæet er alt for stor, så han må finde sig i at blive vartet op.

 

Fra den vinkel er der søreme længe til fredag, men jeg håber sådan at han alligevel får nogle gode dage. Og heldigvis taler han allerede om at han vil på ski igen en anden gang. Det er da altid noget ;)

Skønne dage og hurtige postbude

 

 

 

Det første oplever jeg ofte, det sidste temmeligt sjældent hihi.

 

Ikke desto mindre kan man jo blive overrasket, og her på denne mandag ringede det på min dør allerede ved ni tiden. Selvom der allerede på det tidspunkt havde været masser af støvletramp et par timer, var jeg ikke heeeelt vågen da jeg trykkede budet ind. Faktisk var jeg heller ikke klar over, hvad det var han kom med. Kunne ikke mindes at have bestilt ting og sager for nyligt, men tænk sig.. det var pakken fra Mia! 

 

Hun afsendte den igår, og allerede MINDRE end et døgn efter når den frem til mig. Man bliver jo helt svimmel.

 

 

I pakken lå de naturtabletter jeg gerne vil give en chance, og som hun har skrevet om her. Jeg håber selvfølgelig at de kan hjælpe, men nu ser vi og selvom jeg er super glad for at kunne prøve dem, så er min begejstring nok allerstørst over det magasin, hun har sendt med til mig. Uhhh jeg elsker jo smukke billeder og alt hvad der kan inspirere til positive dage. Jeg ved godt at Mia udgiver det, jeg har kigget på det mange gange i webshoppen, men endnu har jeg ikke fået givet mig selv et. Derfor jeg er vildt glad over at få et eksemplar.Tusind tak siger jeg, for den ekstra overraskelse. Det er præcis som jeg har forestillet mig. Et smukt blad med artikler om det, der gør livet skønnere. Ikke artikler der er tunge og lange og fuld af koncentrationskrævende opmærksomhed, men tekster og billeder der giver en bid af det smukke vi har omkring os. Vil vi gå dybere ind i emnerne, findes der masser af bøger at få. Her handler det om at give sig selv en stund, med skønhed og forkælelse. Det er lige hvad jeg trænger til nu.

 

****************
Øhh nu går der sgu mænd rundt på min altan!!  Og her sidder jeg i sengen endnu og ligner noget der er løvn. Jeg må liiiige finde ud af hvad det nu handler om.

 

Jeg vender tilbage senere…

 

…. nå, men jeg skal åbenbart pakkes ekstra godt ind, så jeg ikke får for meget skidt og snavs og asbest!!! ned hos mig, når nu de skal igang med at banke taget ned. Så der bliver sat lægter og plastik op nu.  Fint nok siger jeg, men jeg har lovet dem bank hvis deres asen og masen betyder, at mine små fuglevenner ikke længere tør komme her. NÅ! Iøvrigt er det ret så surrealistisk at sidde en halv meter fra fremmede der tramper rundt, når man selv ikke engang er stået op. På samme måde er det også liiidt en fest, når jeg forsøger at bade. Det er nemlig ret så svært at finde et tidspunkt hvor der IKKE går nogen forbi lige udenfor og kan se AT jeg bader. Jeg SKAL have det plastik gardin hæklet færdigt nu.

************************

 

 

Nå, men ..

 

Sjovt nok er der i  bladet også lige netop noget om mejser. Når jeg om lidt får snøvlet mig sammen til at stå op og få badet, vil jeg glæde mig til at sidde bagefter med en kop the og læse :-)

Skønne dage. Dem samler jeg på

Jeg er meget forsigtig i dag

 

 

 

Lægevagten kom rimeligt hurtigt i aftes. Sød og flink og empatisk, MEN uden en eneste form for medicin stærkere end panodil!!!  Det viser sig at mange læger har fravalgt det, af sikkerhedshensyn i det område hvor jeg bor.

 

FEDT ik. Og totttaaaalt betryggende besked. NOT!

 

Nå, men det er jo ikke fordi jeg ikke forstår manden, jeg har så bare et problem i det, at jeg jo netop ringer fordi jeg selv er løbet tør. Flere muligheder var oppe og vende, men i sidste ende fik jeg et skud flydende et eller andet som en  “nuprøvervidet”  løsning. Jeg ku godt få udskrevet præcis, hvad jeg havde brug for nemlig stikpiller, MEN de skulle så bringes ud med taxa fra nærmeste døgnapotek. Summa summarum…  minimum 600 kroner. Hurra sagde jeg, og forklarede at der ku min økonomi sgu ikke lige følge med, og hvis den så havde kunnet det, syntes jeg måske stadigt er det er lige hårdt nok, at jeg skal betale for at bo hvor jeg gør.  Normalt får man jo hvad man har brug for, og kan så senere selv afhente mere, hvis det er nødvendigt. Enten selv, eller måske en pårørende.

 

Nå, men jeg er igennem natten. Har sovet en masse, hvilket nok skyldes den store mængde kemi der har været indtaget  i de seneste døgn. Netop det med kemien har jeg det ikke så godt med, men jeg aner ikke hvordan jeg ellers skal klare mig. Jeg får tilsendt noget natur noget, som jeg kan prøve, af Mia. Sidste gang jeg forsøgte naturmetoden gik det ikke godt, men jeg vil alligevel gerne gøre et nyt forsøg, for alt skal prøves. For min krops skyld.

 

Jeg har kastet op og kan stadigt ikke holde noget i mig. Jeg er tørstig som en kamel, men må tage det i små mængder. Jeg har også ondt i maven, men spiser forsigtigt af små tørre majsgaletter. Jeg er med andre ord lige til lossepladsen i dag, men i morgen går det nok bedre igen. Hovedet er nogenlunde under kontrol, så jeg udfordrer ikke skæbnen med hverken fjernsyn eller for meget computer. Kun skriver jeg her fordi jeg har lyst, og behov for at fortælle. Alt andet lige, er det dødkedeligt at bare ligge og ligge, og jeg kan også mærke at jeg har brug for at være vertikal mere end horisontal hihi. Derfor nyder jeg lige nu at altandøren er åben og den kolde luft der kommer ind i stuen. Når jeg har postet her, vil jeg pakke mig ind i masser af strik, og sætte mig derude for at kigge på den sne, der endeligt også falder her. Stille og smukt er det.  Lige bortset fra de små musvitter og blåmejser, der lystigt hakker solsikkefrø fra min foderdims, men det må de gerne. Pip siger jeg til dem. :)

 

Og pip siger jeg også her. Nok for nu og vil høres ved igen senere, når jeg igen trænger til ord og billeder. God søndag

 

 

Jeg fik et link til blåmejsen

 

 

 

Og se her hvor kær den også er:

 

Denne er godtnok strikket, og jeg tror det var derfor jeg ikke ku hitte den i går. Jeg havde da rent glemt, at jeg har den pinnet på min strikkeopslagstavle.

 

TUSIND tak til Susanne fra Silkeborg, fordi du sendte mig linket. Jeg vil nemlig rigtigt gerne lave mig sådan et par. Jeg vidste slet ikke at du læste med hos mig, så jeg er vildt glad for, at du foruden det også kunne huske, hvor fuglen var fløjet hen.. ;)

 

**************

 

Migrænen bølger frem og tilbage så jeg ligger og venter på lægevagten. Lige nu har jeg et klart øjeblik, men jeg tør ikke tage chancen og tro på, at det ikke bliver nødvendigt med mere medicin, så jeg afbestiller ham ikke.

 

Man bliver sgu så træt af smerter, men jeg vil gerne fortælle at jeg alligevel er glad. Det er som om, at jeg ikke bliver nær så slået ud over disse anfald, som jeg gjorde da jeg var på Østerbro og i Vanløse. Jeg venter på at det går over, og SÅ skal jeg søreme bare videre i livet. Min skat har børn i denne weekend, så han er indisponibel og tilgivet hihi. Ellers tror jeg nok at jeg gerne ville have haft ham her hos mig. Nemlig så ;)

Hvornår mon det stopper?

 

 

Migrænen..

 

Jeg har taget den sidste atombombe, fra æsken jeg købte i juli så jeg håber at denne periode med smerter snart får en ende.

Januar er altid træg, men nu er det allerede d. 20!

 

 

Af uvisse grunde syntes jeg dette års januar er gået rystende hurtigt. For mig har den nærmest været uden een eneste dag, hvor jeg har været frisk og på toppen, men jeg NÆGTER at sige det har været en møgmåned. Mit mål numero uno er endnu blot et mål, for først var det feber der fik min døgnrytme til at skride, og derefter migræne. Igen i aftes og i nat har jeg kæmpet og  været vågen, så jeg tænker at januar for mig er straffen for en munter december.. ;)

Jeg har ikke haft energi til at være så meget sammen med andre, og heller ikke min skat, men den tid vi dog har haft sammen har været rigtig dejlig. Desuden syntes jeg, at januar har været en af den bedre af slagsen fordi der har været dejligt mange solskinstimer. Når nu vi ikke kan få lys via sne i rå mængder er solen vist så nok en udemærket anden løsning ik.. 

 

I dag må indkøb vente, og drømme om praktiske gøremål bliver udskudt til fordel for stille hækling. Andet kan jeg ikke. Måske det kun er godt at de firkanter jeg frembringer er i mørke farver. Det går vist helt fint til sarte øjne og en hjerne der er for stor til sin skalp.

 

 

 

 

Ugen har været larmende, og jeg indrømmer gerne at jeg glæder mig til eftermiddagen rammer. SÅ går håndværkerne endeligt hjem..  Yeahh

Farver til trods drømmer jeg stadigt om det her:

 

 

 

 

Jeg ved godt at det nok ikke bliver i ååårrr, men så vil jeg da bare lade sneen falde lige så lydløst her, som den kan gøre udenfor når det altså er. Billedet fandt jeg lige her:

http://slagtenhelligko.tumblr.com/post/16110299496

 

Ikke til at stå for syntes jeg. Her i januar. Hvor regnen fortsat siler ned i stride strømme. 

Livskvalitet kan være mange ting

 

 

 

 

For mig er det blandt andet det her.

 

Mit lille hjørne ved vinduet. Ved siden af sofaen hober der sig stille og roligt alskens ting og sager op. Alt sammen noget jeg bare MÅ have inde for rækkevidde. Egentlig er det meningen, at samlingen af kulørte effekter skal over i den anden side af stuen, for min hang til farveorden byder mig at denne krog skal være i nuancer der passer til sofaen.  Jo jeg ved godt det lyder liiidt langt ude, men sådan har jeg det altså bare. Det ser bedst ud at tingene passer på en eller anden måde, og da sofaen er stribet i hvid og blå/grå såå..

 

 

Omvendt vil det være helt fint, at den anden side af stuen bliver mere kulørt, så på et tidspunkt lykkedes det mig nok, at hitte på en måde det skal være på. Det seneste skud på farvestammen er disse her:

Snørebånd. Fra Netto i denne uge. Hvad de skal bruges til er stadigt uvist, men det bliver ikke i mine sko. Jeg går nemlig ikke med snøresko ret meget. Som de hang der på stativet skreg de bare til mig, og jeg VED at jeg nok skal finde på et eller andet med dem. For nu, ligger de så her sammen med alle de andre småting i muntre farver. Som en lille evighedsbuket faktisk.

Alle mine små strikke/hækle dimser er samlet i en æske jeg fandt i november hos Søstrene.  Den er helt perfekt til formålet og står også ved siden af mig. Den er en anden buket af farver.

 

Alle disse småting hælper gevaldigt på det faktum, at min udsigt de næste måneder er denne:

Og tilsat regnen, der siler ned i dag er det ganske enkelt nødvendigt med farver og lys indendøre. Ihvertfald for mig.

 

 

*************************************************

 

Når overskriften er som den er, er det fordi jeg er nødt til at finde livskvalitet af alternative kanaler. Det mest almindelige er at bruge ordet i forbindelse med hele pakken af liv. Indholdet af tilværelsen, måden man bruger tiden på, OM man bruger tiden efter ønske, men måske for de fleste handler livskvalitet om det de KAN med deres kroppe og hjerne. Skulle min egen livskvalitet måles på den skala, ville den være nærmest lig nul. Mit helbred og min krop er nemlig nærmest konstant ringe. Det er sjældent jeg har dage, hvor intet værker eller kan mærkes. Dage hvor jeg bare ER og har det godt. Jeg er pinligt bevidst om det, og det irriterer mig da til en grad, men omvendt er det også min egen skyld, for alt det man kan gøre for at kroppen og helbreddet bliver i tip top stand, orker jeg ofte ikke. Og jeg kan ikke overskue hvordan man gør.

Derfor har jeg valgt at måle min egen livskvalitet på andre ting. På det der giver mig varme og glæde i hjertet og sindet. På alle de små ting. Både menneskeligt og matrielt. Og ser jeg verden fra den vinkel, ja så er min livskvalitet simpelthen ikke målbar.

 

 

Den er skyhøj. Den er milevid. Den er så lang som mælkevejen.  Og den er dyb som hullet vi graver til Kina i barndommen.

Og den er så smuk som hver en tulipan jeg giver mig selv :-)

Hvad handler det så om?

 

 

 

Fra Pinterest.

 

 

Jeg har sovet. Og sovet. Og så sovet lidt mere. Om jeg begriber hvordan det kan lade sig gøre?  Jeg har sovet så tungt og dybt, at der ovenikøbet er blevet bygget, og sikkert også larmet grundigt lige over mit hoved. Jeg kan nemlig se, at det er lige om lidt den store kran kommer for at hejse tagoverbygningen på.  Derfor er det først nu jeg sidder oprejst og i sofaen.  Helt firkantet i hovedet fordi, jeg slet slet ikke får den dag jeg havde sat mig for. Men sådan er det bare. Forretningen ligger stadigt på sin adresse igen i morgen tænker jeg. Men et lille bitte øv vil jeg nu alligevel tillade at slippe ud. ØV ;)

 

*************************************

 

Om få mdr kan jeg fejre 3 år som blogger. Det glæder jeg mig til helt bestemt. 99,8 % af tiden har den nemlig været berigende, og med masser af udviklende skriverier til gavn for mig selv og andre. Derfor har det heller ikke været manglende lyst eller udefrakommende grimheder, der har fået mig til at overveje at stoppe med det.  Jeg er bare så sk.. tyndhudet. Er alt alt for tænksom også. Og begynder tvivlen først at rumstere har den gode vilkår i min organisme. Uhh jeg har en hjerne, der som fed velnæret muldjord kan få ALT til at vokse og gro til enorme vækster. Sådan en uønsket gevækst er derfor vokset frem lynhurtigt, og fra et lille bitte uskyldigt frø. Frøet blev blæst i min retning, og skulle vel bare være blæst forbi, og videre ud i verden uden at jeg mærkede mere til det. 

 

Hvad handler det så om Henriette, kan I spørge? 

 

Jamen det handler simpelthen om, at jeg blev opmærksom på de få og færre kommentarer jeg får som feedback efterhånden.  Og jo jo, jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg har lyst og for min egen skyld, men det HAR altså også en betydning for mig, at jeg mærker reaktioner fra verden. Fordi min verden jo er forholdsvis lille og snæver. Bloggen er, og har altid helt åbent været min måde at kommunikere med andre mennesker på. Fordi jeg ofte har svært ved at komme ud og være social. At jeg lukker verden fysisk ude er nemlig ikke det samme som, at jeg slet ikke vil ha den ind. Jeg kan bare bedre rumme og håndtere den tavse og skrivende form, end den ofte støjende og talende af slagsen. SÅ altså.. jeg blev ramt af følelsen af at være ligegyldig. Så fjollet kan nogle måske sige, men fred være med det. Jeg blev også ked af det, fordi jeg jo kan se rundt omkring, at mange andre bloggere får masser af respons, også på indlæg der måske er knapt så fyldige, så det kan altså ikke være det der er årsagen. At der kun er anledning og lyst til at kommentere når der er krise på programmet.  Det er samme undren jeg har haft siden jeg var ung. Den undren der handler om, at jeg uden at vide hvorfor, ikke er et menneske der modtager særligt mange hilsener ved højtider og fødselsdage. Hvorfor har jeg aldrig kunnet regne ud, men sådan er det bare. Jeg har kunnet se, hvordan der er blevet skrevet bunker af “ god jul og godt nytår” og “tillykke med fødselsdagen” i blogland og på FB, selv får jeg en lille håndfuld.  Jeg VEEED godt, at jeg skal være så fuld af godt selvværd og styrke at jeg kan sige, “ hvad rager det mig ? “, men jeg kan ikke. Sådan er jeg ikke flikket sammen. Endnu mere forvirret er jeg over, at jeg efterfølgende har kunnet se inde bagved, at jeg har rigtigt mange besøgende hver dag. Om de bliver et sekund eller en halv time er derimod et åbent spørgsmål, men besøgt det bliver jeg. Samme undren viser sig også i  mig nu og da, når jeg ser hvordan mængden af faste læsere vokser støt andre steder, men jeg selv ligger nogenlunde stille og har ikke fået mange nye læsere det sidste år. Hvordan jeg skal fortolke det, må jeg have hjælp til for jeg forstår det ikke. Min hjerne kan ikke få enderne til at mødes på en fornuftig måde, og jeg oplever derfor kun, at jeg bare ikke er værd at bruge tid på. Og hvorfor så skrive??  Ja ja, for min egen skyld, jeg ved det godt. Men helt ærligt.. vi skriver vel alle også fordi det er skønt at kommunikere ikke?  Og jojo, jeg ved jo også godt at jeg er alt for tænksom. Gid jeg ikke var.

 

********************************

 

Det her er tro det eller lad være, meget meget svært for mig at formulere. Syntes selv det kommer til at lyde som 5 årige klynkemarie, uden at det er det der er meningen. Jeg har svært ved at forklare, HVAD der egentlig rører sig inden i mig omkring det her, andet end at jeg altså blev ked af det. Og ikke forstår forskellen på mig og alle andre bloggere. Det har fået min tankeproduktion helt op på fulde omdrejninger. For jeg kæmper jo netop med det at forstå. I det hele taget.

 

Jeg har tænkt på det, og er helt klart super glad for at høre fra jer, om at jeg skal fortsætte. Målet har været, og vil altid være, at formidle erfaring og viden om sådan en som mig. Om hvordan hverdagen håndteres ( HVIS den håndteres..). Jeg har mærket at jeg slet ikke står på det sted, hvor jeg ikke længere har lyst eller gider. Så jeg skriver lystigt videre. Hvor skulle jeg ellers også poste billeder henne??  Ja jeg spørger bare. 

 

 

Forresten beklager jeg hvis teksten fremstår som rodet og underlig, men jeg er godtnok også sådan indvendigt i dag. NOJ hvor alting bare er helt forkert, når man har sovet den halve dag væk.  Der er ingen nye billeder fra mig, men så ER det da godt jeg har min   O P S L A G S T A V L E   ….. hehe

Der kan jeg altid hente lidt fra, så det har været min løsning i dag. Tak fordi I læste med, og nåede I helt herned, så også HURRA fordi I orkede.

 

Knuuuus

 

 

Jeg fortsætter. Kan slet ikke undvære eller lade være

 

 

Min krise er på vej væk, og gudskelov for det. I morgen kommer der mere om den, men for nu ville jeg bare lige sige hej og dav. Jeg er ærligt talt godt træt efter sidste uges sygdom og de sidste dages migræne. Det er sgu noget der kan slå enhver hest til jorden.  Jeg har ikke engang strikket!

 

Det vil jeg gøre noget ved om lidt. Og så håber jeg at jeg bliver frisk nok til at jeg også kan genoptage mine timer i forretningen i morgen.

 

 

Jeg overvejer lige lidt

 

 

 

 

Det er aldrig til at forudsige, hvad og hvornår der bliver sagt noget til mig, som kan sætte mine tanker i gang. Mange er de gange jeg har fortalt om hvordan det forløber, men kort fortalt starter de endeløse spekulationer med et ord eller en sætning. Det hager sig fast og begynder at centrifugere i hovedet. Rundt og rundt kan det køre, og får jeg ikke talt om det kan det meget hurtigt vokse sig så stort, at alt andet viger derinde. Tilsidst kan jeg ha så svært ved at styre tingene, at jeg får svært ved at sove, slappe af, koncentrere mig og være i ro. Det er ganske rædselsfuldt, men ingen kan direkte gives skyld, da der ingen retningslinier findes til at forhindre at det går galt for mig. En ting er dog helt sikkert. Jeg er mega sensitiv og meget meget følsom over for vibrationer.

 

Jeg har jo lært nu, at eneste måde at blive problemet kvit på er ved at åbne op. At tale/skrive om det. Det syntes jeg dog stadigt er meget meget svært. Jeg får følelsen af at fremstå som et barn, og det hader jeg af et godt hjerte.

 

I den sidste uge er en tanke dukket frem og har vokset sig så kæmpe, at jeg ikke længere helt selv kan kontrollere den. En tanke der betyder at jeg ikke ved om jeg har lyst til at fortsætte med at blogge. Det går jeg derfor lige og overvejer. Og jeg forsøger at finde en måde at formidle mine tanker på, så det giver mening og lyder fornuftigt, uden at tudemarie bliver overskyggende..

Vi blev pludseligt to om internettet..

 

 

Helt uventet dukkede sønnike op ved middagstid. Som tidligere fortalt, resulterer den slags ikke planlagte besøg i den rene nedsmeltning af min hjerne. En nødopringning til min elskede, og lidt tid og samtale med teenageren, fik min indre uro og følelse af stress til langsomt at fordampe. Desværre når jeg jo at runde det røde felt, med ukontrollabel hjertebanken og et åndedræt der runder 1000 i sek, så jeg må stadigt virkelig arbejde med det her.

 

Endnu har jeg ikke haft råd til at investere i en router, så vi indgik forlig. Han var på nettet fra eftermiddag til aften ved 22- tiden. Derefter var det tid til at skrubbe ind til sig selv, så jeg igen fik lidt fred i stuen/soveværelset. Nu sidder han og kigger på film på sin computer, jeg er lidt på nettet og så har jeg også adgangen til i morgen ved middagstid, hvor jeg har lovet at vække ham.

 

Indtil anden løsning er fundet, må det være godt nok. I den kommende weekend er han på skiferie med skolen og derefter tager vi problemet op på ny.

 

Alt andet lige har jeg da nået andre ting i tiden, jeg ellers ville have surfet rundt hihi.

To enige stærke kræfter…

 

 

 

 

… fylder mit hjem i dag.

 

Solen, der igen så herligt har valgt at skinne og hovedpinen, som også mener det er på sin plads med en gentagelse. Solen generer egentlig mine øjne, men jeg NÆGTER at bøje mig. Nægter at mugge over det, for den energi der følger med er vitaminer lige på kontoen.

 

Jeg blev forkælet i går af Rene. Stille låste han sig ind, og da jeg vågnede af døsen fra pillerne, sad han så smuk der i sofaen med en ostemad og sin bog. Også han nød lydende der kom ind udefra igennem den åbne altandør. Sushi og samtale nåede vi inden natten, men idag da jeg igen er på langs har han efter lidt rengøring forladt adressen. Der er ingen grund til at han skal være inde når han kan være ude, bare fordi jeg er det. Jeg blev serveret morgenmad på sengen og kysset godnat igen før han gik, og så kan det godt være at hovedet værker, jeg føler mig heldig alligevel.

 

Og senere, hvis der kommer kontrol over tingene er jeg den der skal nyde..  Solen, strikketøjet og måske lidt dronningejubilæum på tv. En dejlig lørdag venter. Lige om lidt.. :)

 

Det føles som en forårsdag… indenfor

 

 

 

Jeg ligger stadigt ned, men uhh hvor er det herligt alligevel. Udenfor skinner solen og der er skygger på væggene i min stue, fra sprækkerne i gardinerne. Altandøren står åben, og udefra lyder der musik og en smule støj fra arbejdet med tagene. Det er ikke voldsomt på denne fredag, og her på mit hus arbejdes der slet ikke.  Mildt føles det også herfra hvor jeg befinder mig. Denne kombination af sol, frisk luft og lydene der strømmer ind, giver simpelthen denne ( falske ) fornemmelse af forår. Jeg tager det helt ind, og lægger det på lager til brug på de mange grå dage, der stadigt venter inden det rigtige forår springer ud.

 

Jeg ved ikke lige.. men jeg er sgu da ikke til at slå ned i disse dage hihi ;)

Der er så meget at glæde sig over…

 

 

… så skidt med at det i går skred helt i sømmene. Kontrollen over migrænen forsvandt sent i aftes, og det blev nødvendigt at finde Ketogan frem fra gemmerne. Natten har derfor ikke været særligt morsom, og lige netop nu sidder jeg med eftervirkningerne af skidtet. Vågen for tohundredende gang, skæv og med langsomme bevægelser, tørstig og med dirrende hænder.

 

Men ved I hvad…

 

Det kan ikke slå mig ud, for hvornår var det nu lige sidst at jeg havde sådan en tur??

 

Netop. Det er så længe siden at jeg ikke engang kan huske det, og er det ikke det bedste bevis på ,at jeg har det 1000 gange bedre end for bare et halvt år siden? 

 

Den kraftige dosis betyder, at jeg nok ikke lige skal sætte næsen op efter at få lavet det jeg gerne ville i dag. Rene og jeg havde ellers planlagt en hyggelig fredag med mere indretning af min lejlighed, men nu tror jeg bare at jeg vil overtale ham til at vi er langsomme sammen. DET er vi nemligt vanvittigt gode til han og jeg.

 

At skrive her kræver virkelig koncentration, men jeg gør det alligevel for jeg er jo vågen og kan ikke meget andet. Tager jeg strikketøjet frem nu ender det med garanti galt, masker og tællerier går ikke hånd i hånd med “fuldskab” hihi. Lidt ligesom at skulle gå på line vil jeg tro :)

 

Jeg er nået hertil forresten:

Jeg har endnu engang valgt Kauni. Et nøgle med farveskift og et nøgle ensfarvet, og jeg kan godt sige jer at det er en fryd at strikke med. Af en eller anden grund er den råhvide helt utroligt blød at røre ved, måske er der ikke så meget spindeolie i som ellers. Jeg ved det ikke, men til forskel fra de fleste andre nøgler Kauni jeg har strikket med, er dette her helt ensartet spundet og det glider bare derudaf. På billedet her kunne det godt se ud som om at det farvede er gråt, men i virkeligheden er det jordbrunt og meleret. En skøn og afdæmpet kombination syntes jeg.

Som det lå i sofaen i går, ku jeg gå og ae det lidt. Smile fordi det næsten lyser af sig selv, og midt i min leg med alle de kraftige farver jeg viste i går, var det som en pause for øjnene at kigge på det.

 

 

Måske I fornemmer det samme som jeg. Nogle har endda bemærket overfor mig, at jeg og mine skriverier her er ganske som sjalet på billedet, SÅ meget lysere end sidste år ved samme tid. Indtil en af mine strikkeveninder første gang nævnte det, var det ikke noget jeg selv havde lagt mærke til, men jeg kan godt selv se det nu. At jeg og det jeg formidler lyser.  At der er kommet en anden stemning og person frem af mørket så at sige. Igen i går blev det så kommenteret af en anden der har fulgt mig længe, og NOJ hvor er det dejligt at få at vide.  Helt ærligt kan jeg sige, at det varmer helt ind i krogene på mig. Jeg bliver sgu glad. Endnu mere glad end jeg allerede er :)

 

 

OG derfor er jeg ikke fortvivlet over, at være midlertidigt slået hjem af hovedpinens onde tvilling.  Derfor gider jeg slet ikke bruge energi på at ærgre mig. Jeg KAN slet ikke faktisk simpelthen fordi..

 

 

Der er så meget at glæde sig over :-)

Jeg finder flere farver frem

 

 

 

 

 

Jeg skaber mit eget forår gør jeg..