Jeg kan ikke finde mit smil

Dette indlæg er ikke så fyldt af muntre ord. Beklager..


Min blog her er jo ment som en aflastning for mig selv, men heldigvis er det jo oftest glade og lyse indlæg jeg kommer med. Sådan er det ikke i dag. De seneste måneder har jeg været mere og mere præget af en hverdag der belaster mig alt for meget. Det piner mig at skrive det, for det gør det ligesom officielt, at jeg har det forfærdeligt og ikke magter min hverdag. Men sådan er det altså.

Jeg har aldrig været god til at sige tingene på en indpakket måde, jeg orker det ikke. Det nemmeste er at kalde en spade for en spade, og på min blog må det være på samme måde. Jeg ved at det muligvis vil støde nogle, men i så tilfælde anbefaler jeg at smutte videre til andre skrivere.


Da jeg måtte kaste håndklædet i ringen og lade mig pensionere, var det efter flere forgæves forsøg på at bestride et arbejde. Både i form at skånejob og flexjob og hvad det nu ellers hedder. Det gik bare ikke, især fordi jeg når jeg kom hjem intet havde tilbage at give af til mine børn. Jeg var brugt simpelthen.

Efter min skilsmisse, i de år jeg boede alene med Josefine fik jeg indhentet min energi og mit overskud igen, lidt efter lidt og det var især fordi jeg fik et roligt og stabilt privatliv. Det var ikke noget jeg var forvænt med, men det hjalp utroligt meget at jeg selv havde styringen over min tilværelse. Ikke at jeg ikke rendte ind i kedelige oplevelser der tog pusten fra mig, men jeg havde hele tiden selv kontrol med de valg jeg tog. Mit savn efter Rasmus var der hele tiden, men jeg var nødt til at pakke det lidt væk, for at kunne komme videre og leve mit liv selv sammen med min datter, der jo også havde brug for mig.

I dag lever jeg med min elskede. Sidste år var det lykkeligste jeg har oplevet i mit voksne liv. At møde ham, vendte op og ned på de erfaringer jeg har fået igennem livet, med mænd og den måde man behandler hinanden på i et forhold. At vi skal være sammen er givet og vi vidste begge fra starten af at det her ikke er noget man møder hver dag. Vi elsker hinanden så meget og vi vil hinanden 100%.

I efteråret tog vi konsekvensen og flyttede sammen, det var ligesom det eneste rigtige for os.


Jeg anede ikke dengang at jeg med det valg, lidt efter lidt ville blive mere og mere dårlig og træt. At hverdagen med tre teenagere der ikke fungerer som de fleste og med hver deres psykiske last, ville tappe mig fuldstændigt for det overskud jeg har brugt flere år på at opbygge.

Jeg er dybt ulykkelig nu. For jeg elsker min mand af hele mit hjerte, men vores fælles hverdag med børnene er mere end jeg kan klare. Jeg går rundt og græder i tide og utide, ofte helt uden grund og uden at jeg kan styre tårene. De render bare..

I dag har været et eksempel på at jeg ikke har mere overskud. Vi skulle begynde vores ferie i sommerhus og som altid er de planer vi har lagt, blevet skudt i sænk og jeg har bare tudet af desperation over det. Normalt ville man jo bare trække på skuldrene og så tage det som det kommer, men det kan jeg slet slet ikke. Jeg er helt væltet.

Historien kort er sådan her:

Vi skal afsted efter aftale med ejeren af huset efter kl 14. Vi kunne ikke bruge det før, da husets anden ejer gerne selv ville benytte det indtil da. Det kan vi jo ikke sige noget til, men klokken to er vi parate til at tage afsted. Det er en tur i flere dele..
Bilen er så lille, at vi må køre to gange og første læs er med vi to voksne, dyrene og vores baggage. Da vi kommer derop er huset endnu ikke tomt. Det viser sig så, at de to ejere ikke helt har talt ordentligt sammen, og vi får besked på at trække tiden ud, når vi er hjemme efter sidste læs, som består af de feriestemte og glade unger. Der skal nemlig skiftes sten på taget, har ejer nr 2 aftalt med en anden husejer på vejen.
Så vi tager hjem igen og venter på en opringning om fri bane. Nu er det bare sådan at jeg skulle være blevet deroppe for at få et par timer i ro for mig selv, og så når resten af holdet var vel ankommet, måtte jeg tage bilen retur, fordi jeg ikke har kunnet få lov, at flytte det berammede møde i morgen tidlig kl halv ni, i amtet. Jeg skal jo bruge bilen til at komme derop igen bagefter.
Nu var jeg så nødt til at tage med hjem igen, vente... og så tage med derop een gang til, og så endnu engang køre hjem. For så at køre retur i morgen formiddag. Da vi endelig kom derop igen ved nitiden, var begge ejere slet ikke kørt hjem endnu og jeg gik helt i baglås. Tog bilen og nærmest flygtede hjemad.

Den slags ændringer slår mig helt ud. Jeg kan simpelthen ikke håndtere det på en positiv måde og har bare tudet hele vejen hjem i bilen.

Tudet fordi jeg har brug for at tingene bare fungerer, og tudet fordi jeg ikke kan give mere af mig selv. Min Rasmus ser nu sin mor som hun var dengang hun flyttede fra hans far. Træt, opgivende, uden smil i ansiget, ude af stand til at vise glæde og give knus helhjertet. Det er et deja vu for os begge og jeg er knust fordi jeg så gerne ville, at han så sin mor som hun blev efter skilsmissen, nemlig raskere end han har oplevet før. Uden medicin der sløver og med livsgnist i øjenene.Jeg vil at han skal kunne mærke min glæde over, at han bor her og er i mit liv igen. Men der er slet ikke overskud til at finde de følelser frem. Jeg kan ikke finde dem..

Livet med de fire børn er simpelthen for meget for mig. Og det gør mig så fortvivlet. Jeg har mindre og mindre overskud til at klare en aspergerpige, der er helt uden for rækkevidde når det handler om sociale færdigheder og fornemmelse for almindelig hensyntagen til andres behov end dem hun selv har her og nu. Jeg kan ikke overskue min egen datters sociale forbi og hendes fremtidsudsigter. Hendes behandling som endnu ikke er kommet igang. Min papsøns sløve indtilling til alt andet end ham selv, og også hans behandling for den mulige epilepsi. OG for min søns mén af den behandling han har fået af sin far.

Når alt det er remset op er der så mig selv...

Alle mine kræfter går til de fire og jeg må ignorere mine egne behov,og resultatet er nu at jeg inderst inde ved hvad vej vinden blæser. Nemlig mod øget medicinering for at undgå sammenbrud og indlæggelse igen.

Jeg elsker min kæreste, men vores liv sammen gør mig ikke godt.

Jeg kan ikke finde mit smil og mærke mine følelser. Jeg er helt blank.. Nu græder jeg igen..

Blogtræf 2. sæt

Her kommer så lidt billeder fra dagen i går.
De blev ikke alle lige gode, så der er kun nogle få at vise frem:

Jens og Uffe.
Jens var øv, fordi hans småkager ikke kunne afleveres til en af de tilmeldte deltagere. Hun havde aflyst, og det var vi jo grumme glade for, kagerne var nemlig gode og vi havde ingen problemer med at sætte tænderne i dem allerede før maden..

Citroncookies. De var dejligt syrlige og med en lille sej midte. Uhmmm


Det ku dårligt have været mere rigtigt. Kortet hang på cafeen og vakte begejstring. :-)


På vejen tilbage til bilen, gik jeg igennem slottet. Det tog sig så smukt ud, der i aftensolen. Inde fra kirken ku jeg høre musik. Jeg tror at organisten øvede, og jeg tror også at det var Händel der ku høres i det fjerne. Lige noget for mig, og perfekt fordi der kun var mig og naturen og stilheden til at lytte på det. Så smukt så smukt.


Se her.. Hvis jeg havde været en superfotograf, havde jeg nok kunne fange lyset og det stille vand meget bedre, men her er mit forsøg. Jeg skal tilbage igen om ikke så længe. OG helst ikke midt på dagen. Alle turisterne ødelægger ligesom den andægtige stemning der er over det store bygningsværk.

Min tur endte på en mur lige i den nedgående sol. Jeg sad der helt alene og ku kigge på vand, og med udsigt til de små huse på den anden side af vejen, over for den parkeringsplads jeg benyttede. Jeg fik begyndt mit næste sjal. Det jeg lige har lavet mangler en blonde jeg ikke kan hitte ud af, så det ligger og venter på næste strikkecafedag. Nu er turen kommet til et dobbelt et af slagsen. Med garn fra sommerfuglen. Det bliver så dejligt at tage det på når kulden igen kommer til lande

Bare lige en hurtig..

... hilsen her efter et hyggeligt blogtræf.



Jeg har været i Hillerød i dag. Til mit første blogtræf. Og nej hvor var det hyggeligt. :-))))

Det var jo en test for mit eget vedkommende om jeg ku og om hvor længe jeg ku inden jeg fik snurrende hoved. Konklusionen er at det ku jeg godt og også længe nok til at jeg nåede at sludre lidt med alle. Alle på nær en. Desværre. For Lene fra Lenes Leben sad lige præcis sådan at jeg ikke kunne se hende og heller ikke høre hende så godt, og derfor håber jeg en anden gang at indhente hvad jeg ikke nåede i dag.


Jeg hyggede mig virkeligt meget og er glad for at jeg tog med. Mit kamera kom i brug, men I må vente til i morgen med at kigge på dem, energien er ikke til mere end denne lille opdatering.

Mange mange tak til Madame og Jens, der var arrangører af mødet og også tak til alle jer der deltog. I tog godt i mof mig, og det gjorde mig glad og mere afslappet. Selvom jeg ( som jeg altid gør...) lige fik nået at vælte vand og tabe bestik. Typisk mig, at jeg helst vil være lidt anonym, os så klumrer jeg bare i stedet. Hmm

Michael Jackson er død

Morgenvækningen i dag kom fra Rasmus...


Denne uge har jeg ikke hver morgen været vågen når Rasmus har været stået op for at gå i skole, men i dag vågnede jeg op med et sæt, da han sagde godmorgen.


Michael Jakcson er død!


Det var jo ikke uventet at han ikke holdt til han blev 100, men alligevel ved vi alle, at hans død som 50 årig også er alt for tidlig. Personligt hoppede jeg af for mange år siden, det blev for cirkusagtigt, men ingen tvivl om at cirkusset nu når nye højder.

Alle de mennesker der har haft noget med ham at gøre, vil med garanti have noget at sige og hans bo skal nok også give anledning til slåskampe og ballade.

Under alle omstændigheder er det en trist skæbne, og han vil nu komme i selskab med en masse andre legender der døde for tidligt.


Trist trist.

Ferietid

Det er ferietid her og jeg nyder det..

De seneste dage har jeg trukket stikket ud her i bloggeuniverset. Jeg kan mærke at det har været godt, for jeg har nok stresset mere end sædvanligt. Jeg havde de skidt forleden, og selvom tingene ikke er i sammenhæng, slapper jeg heller ikke rigtigt af som jeg ellers gør, når der er ferie her og tiden går med andre ting end til daglig. Kræfterne til at skrive er der ikke lige. Når man går hjemme er begræbet ferie jo også noget udvandet, og derfor holder jeg ferie ved at ændre vaner. Jeg har også meddelt af madlavning er sat på vågeblus fra min side af, for det er en af mine hadetjanser. jeg skal også mærke feriefornemmelsen syntes jeg. :-)

Istedet har jeg brugt tid på intet og lidt af hvert. Forlede fik vi klaret gaver til vores to kommende 18 årige fødselarer. Vi har fået vores SP pension udbetalt, og juhu for det... Det har reddet gaverne og så jeg har givet mig selv et nyt skriveredskab. En bærbar fra ny, har jeg ønsket mig længe. Kæresten drømte om nye højtalere så nu er der L Y D der kan høres.. Han tager dog hensyn alligevel, og venter med dramamusikken til jeg er ude af stuen. :-)

Der er sat penge til side til betaling af bilens forsikring og afgift senere på året, og jeg har shoppet strikkegarn og bøger på nettet. Ahhh det er sgu dejligt at forkæle sig selv. Resten af pengene er sat til side og også alle udgifter er betalt for næste mdr. Summa summarum:


Ingen økonomiske bekymringer den nærmeste tid. DET er endnu federe.


Min nye skriver kæmper jeg så med nu. Det tager tid at lære en ny maskine at kende. Tasterne er anderledes, for denne her har også numerisk tastatur, det hele sidder derfor en anelse anderledes for fingrene end jeg er vant til. Den fungerer og på en anden måde og sådan er der små ting der gør at jeg syntes den er rigtig umulig. Det er søreme ikke let at være et vanedyr. Det gode er at den kan en hulens masse, har masser af power i sig, gode finesser mm. Så den skal jeg nok blive glad for.

Generelt er jeg ikke meget for at bruge penge på den slags ting. Det er kedeligt og øv. Derfor har jeg heller ikke ønsket at bruge en formue. Det siger sig selv, at den derfor ikke er så superlækker som min absolutte drømmecomputer. Men skidt med det, jeg er glad for at have fået en der virker.. Også min mobil er gået kold, og jeg burde egentlig investere i en ny, men jeg nægter. Vil hellere have garn og sjov, end betale en formue for sådan et dyr. Jeg ved godt hvad jeg ville have hvis andre ville betale, men nu bruger jeg bare en oldsag af en Nokia. Den er håbløs, men dækker alligevel mit behov. Pokker mig om jeg vil smide min strikkegarn efter en mobilforhandler... Niks og nej.

På lørdag er der blogtræf og jeg er sk..nervøs. For at sige det som det er.


Jeg har i den sidste uge allerede bekymret mig om det stort set hver dag. Jeg skal heldigvis ikke køre fra sommerhuset som beregnet, men hjemmefra og det er så godt nok. Men hvad hvis jeg ikke orker det alligevel, hvad skal jeg gøre på den lange køretur? Kan jeg klare at komme hjem igen? Hvad hvis jeg ikke kan finde det og kommer for sent? Hvad hvis jeg pludselig vil hjem, og det bliver pinligt, fordi alle andre ikke er begyndt at bryde op endnu?? Sådan kører min hjerne KONSTANT og jeg bliver så træt. Jeg ved det ikke..

Jeg har glædet mig i ugevis og vil så gerne komme, men afstanden er en dræber for mig, og jeg har svært ved at overskue tingene. Jo tættere vi kommer på dagen, jo mere får jeg lyst til at springe op og sige nej nej, jeg kan ikke alligevel, men det gøre jeg ikke denne gang. Jeg vil afsted og jeg skal nok møde op.


Jeg fortsætter min ferie også her på bloggen. Kæresten får min tid i denne og næste uge. Vi tager først i sommerhus på mandag og så kommer vi hjem igen lørdag. Søndag har Josefine 18 års fødselsdag og så bliver det derefter hverdag igen.

Jeg kigger ind hver dag, men skriver nok ikke så meget. Min mail tjekker jeg selvfølgelig også, og måske jeg lige vil skrive til Madame for nærmere beskrivelse af beliggenhed af stedet i Hillerød.


Fortsat dejlig sommertid til alle I søde bloggere. Glæder mig til at jeg skal møde nogle af jer på lørdag. ;-)

The blues

I dag er jeg vågnet mere frisk end længe..

Jeg har fået en god lang nattesøvn, og det hele er bare honky dory. Eller det var det ihvertfald i den første time!


Fra det ene sekund til det andet fik jeg det bare lige pludselig rigtigt skidt. Jeg vænner mig aldrig til at det kommer på den måde, helt uden forvarsel og med en komets hastighed. Det ene øjeblik frisk og glad, det næste... vil jeg bare ligge under dynen i mørke og tude. Over hvad ved jeg ikke, og det er næsten endnu værre.

Jeg har siddet lidt og læst i blogland, men bare tanken om at kommentere virker helt uoverskuelig, der er ligesom ingen ord jeg kan få frem. Jeg trykker på tasterne, men må hele tiden rette, fordi jeg taster forkert og ikke kan styre fingrene. Det er så mærkeligt.


Det er kærestens første feriedag og jeg har dårlig samvittighed fordi jeg er trist.

Guinea News..

Jeg har lige opdaget at mine blogroll igen ikke opdaterer!!

Hvor er det da mystisk. Jeg sidder her og kigger lidt rundt, og det er slet ikke gået op for min computer, at mange bloggere har været tidligt på færde i dag. Der er masser af skønne søndagsindlæg, men her hos mig ser det ud som om hele verden slet ikke er vågnet endnu.

Nå det var bare lige noget jeg måtte kommentere på :-)


Jeg selv har været ufatteligt tidligt oppe. Halv syv faktisk, og det skyldes mine kære små hårbolde. Her er det jo lige for tiden sådan at kæresten og jeg sover på sovesofaen i stuen. På den ene side af den, ved siden af armlænet står bordet som de bor på. Det kan for det første slet ikke stå andre steder, og nu hvor det er der, så er det endt med at være helt perfekt.
Vi kan sidde helt op af dem hele tiden, og med lågen åben, er der masser af kontakt.

Cupcake er jo frygtløs og render selv ind og ud. Den tager lige en ræsertur hen af sofaen og tilbage igen. Sidder der tilfældigvis et menneske, der hvor den skal til, jå så er det bare ærgeligt.. Vi bliver simpelthen forceret som et andet bjerg og morsomt ser det ud.

Det tog ikke mange uger før de ligesom fandt ud af, at hende der den store dame, der ligger og sover ved siden af på det kæmpe møbel, det er også hende der kommer med vores mad. Faktisk er det når hun går ud af døren i stuen, at det betyder salat og agurk næste gang hun viser sig.. OG når der lyder en raslen med noget så er det også lig med mad. Desværre er der jo ikke mad i en avis, eller når man åbner en plastikpose med strikkegarn feks, men det ved de jo ikke så de hyler op hver gang alligevel. Det ku jo være. Faktisk kan de begynde at pive over en lyd, i et af de andre rum i huset.. Det er helt utroligt.

Derfor sker der følgende hver gang jeg rejser mig i stuen. Fire marsvin spæner til den åbne låge. Fire marsvin kalder dernæst alt hvad remmer og tøj kan holde på mig, og fire små pelsede hoveder og 16 små poter hænger helt ud over kanten for at markere at de er ved at dø af sult.

Piv piv piv siger de højt i kor.

Nu har de så taget den et skridt videre. De har indført en ny morgenrutine. Den går ud på at de alle stiller sig op på ræd og række, med næserne klemt UD I GENNEM tremmerne på de, om morgenen altid lukkede låger, og skriger i vilden sky.
Det stopper så først når mor her har været i køkkenet og hentet salat skåret i fine strimler og agurk der er behandlet ligeså.

SÅ bliver der stille skulle jeg hilse at sige.

Der er en gumlen af den anden verden og det er et studie for sig, at se de små gnavere æde sig gennem alt det grønne. Hastigheden af deres tygning og af madens forsvinden er et syn for guder.

Når buret så er støvsuget for mad, sker det næste faste ritual. Morgenstangning..


Det er fire små marsvin der løber Formel 1, rundt i buret. Problemet er bare, at de nu er så store at de konstant støder ind i hinanden og gokker hovederne sammen. Eller også rammer de væggen og tumler tilbage helt rundtossede. Det er det vildeste cirkus og rasende morsomt at overvære.

I guder hvor er de bare underholdende. Jeg glæder mig til at det bliver varmere og mindre blæsende igen, for de skal klart ud på altanen og hygge skal de.

Det er faktisk blevet sådan at når Josefine kommer for at hente et par af dem, eller måske dem alle ind til sig, så bliver kæresten og jeg helt fjerne i blikket. Her bliver så tomt og stille i stuen at det føles helt forkert. Desværre er den ene jo hendes, og jeg kan ikke tillade mig at sige at hun ikke må have den og de andre hos sig i buret på værelset, men jeg er ikke begejstret for at de er væk, det er jeg altså ikke..


Der gøres rent og ordnes hos de små

De er nærmest umulige at holde væk, i mens det står på og høet skal lige trampes på plads.

Mor, jeg kan ikke nå den dejlige plante der..

Man bliver så træt af at gøre rent, det gør man altså..

On nu kan vi mennesker så igen høre andre lyde i stuen.. :-)


Livet som marsvin er en herlig ting.

Feriestart

Advarsel.. Dette er et længere indlæg. Er du læsetræt, så spring videre til bunden og se de søde babyænder :-)



Kærestens ferie er begyndt og jeg glæder mig..

Vi har i første omgang 14 dage, den sidste uge falder i august. For mig er ferie jo desværre et lidt devalueret begreb. Når man er hjemme hver dag, så er ferie klart noget der foregår andetsteds. Vi har måttet ændre vores oprindelige plan for ugen i sommerhus, og i stedet for at skulle afsted nu idag, så bliver det ( om det overhovedet bliver..) først fra næste lørdag.

Pyt siger vi begge, for her er nok at pusle med hjemme, og masser man kan lave i omegnen. Med den lidt for hæsblæsende periode der har været, vil vi nok begge bare foretrække at lave så lidt som muligt. De mindstes sommerferie går først i gang fra næste fredag, så det ser ovenikøbet ud til at vi også får lidt ferie med os to alene. Det er ikke at kimse af, i vores verden.

Planer er jo noget der her i familien laves for at de kan ændres af udefrakommende elementer .. Således også med sommerhus-opholdet. Som skrevet skulle vi have været afsted i dag, men for bare et par dage siden kommer så Mira og fortæller at hun da først får ferie ugen efter! Da jeg tager fat i Rasmus, må han også erkende, at da han meddelte hvornår hans ferie gik i gang, havde husket forkert. SUK
Det er jo selvfølgelig også vores opgave at have styr på det, men der har bare været alt for meget at huske, så det har ikke været i hovedet. GODT SÅ..

"Vi rykker det da bare en uge, hvis det kan lade sig gøre", siger vi så til hinanden. Vi ringer til vennen, og han lover at vende tilbage om huset er ledigt. I mellemtiden får jeg post fra statsforvaltningen om, at jeg skal give møde om tirsdagen i den nu nye ferieuge. De oplyser om, at det kun er i yderste nødstilfælde at man anbefales at aflyse, pga koordination af deres personale og bla bla bla. Da det er mig der er sagsøger, og da jeg er ivrig efter at få denne sag videre i systemet, er jeg jo klart ikke interesseret i at ændre ved noget.

Dernæst går det op for os, at det er i selvsamme uge, at der er købt biletter til koncert i Parken. De er indkøbt for ret så længe siden, og ud fra den viden at denne uge var vi hjemme.. Hmmm
Den bil vi skulle have brugt til at læsse os selv og baggagen i, er indraget i ferien pga syn.. Hmm
OG sidst men ikke mindst, så har Josefine 18 års fødselsdag OGSÅ i den uge, og hun vil slet ikke med i sommerhus.

Jeg har en fornemmelse af, at jeg slet ikke gider alt det bøvl. Vil egentlig bare helst blive hjemme og så nyde de weekender vi kan låne os til sommerhuset når lejlighed byder sig.

Alt dette til trods er jeg glad og i godt humør. For pokker, der er jo lovet godt og mindre blæsende vejr i næste uge, og jeg har min altan at være på. Vi har indkøbt en parasol i ynglingsfarven lime, og det har indtil nu været alt for blæsende til at den kunne indvies, men mon ikke det kan blive nu her i ferien, den skal slåes ud??


Hvad skete der så i går?

Jo jeg besøgte jo veninden fra fortiden. Det gik over al forventning, og jeg glæder mig allerede til et snarligt gensyn. Man kan slet ikke komme så mange år igennem, på de timer vi havde sammen. Tiden til trods, så lignede hun sig selv fuldstændigt. Men endnu mere spooky, så lignede hun også sin mor op og ned af dage. Det var som at træde tilbage i tiden, sidde i den gamle dagligstue, og allerede der da jeg så hende i døren, gik mindemaskinen i gang.

Der har været en meget trist grund til at vi ikke har været i kontakt, men vi er begge blevet ældre og klogere. Vi har begge en anden indfaldsvinkel og livserfaring i baggagen, og det viser sig jo selvfølgelig også at selvsamme konflikt, var baseret på forkerte fakta, ungdommelig intollerance, og en god gang sået splid fra tredjepart.

Sådan er livet så underligt, og i dag er jeg lettet og lykkelig over at vi har fået det talt igennem og at det bare er fortid. Man må videre og jeg håber af hele mit hjerte, at vi ikke mister hinanden igen. Hun er som med en par enkelte andre, min snor tilbage til barndom og ungdom. Vi har masser af fælles muntre minder at erindres. Åhh det var dejligt.


Hun bor et sted med mange kontraster se bare her:

Denne udsigt har hun fra sit vindue, og det er IKKE i Spanien hun bor :-)

Det er knap så eksotisk på bagsiden...

Der er dog også grønt i kvarteret og denne gren er nær bristepunktet..

Og her er vand med ænder i myldrehopevis

Og de to her var de eneste babyer i selskabet, er de ikke nuttede??


Der er købt ind til de udsultede teenagere nu, de er igen trygge i forvisningen om at de heller ikke i dag, skal dø af hungersnød.
Der er gjort rent at Theis, som i den grad snød mig. Han hader det nemlig af et godt hjerte, men da han endelig tog fat, var han faktisk så effektiv, at jeg kun kunne rose ham så meget, og han blev lovet at få lov at gøre det igen, helst oftere.. Tænk han blev slet ikke glad! ;)


Strik og kaffe kalder på mig så fortsat god lørdag til alle

De korte nyheder

Det har været en lang lang dag for mig igen i dag..


Jeg kan først nu sætte mig i sofaen og se frem til lidt strikning og ro i kroppen. Der har været mange skønne timer i selskab med min barndomsveninde. Masser af snak og også en dejlig frisk frokost.

Jeg har masser på hjerte, og masser af vise frem, men det bliver i morgen gør det.


Mit hoved snurrer og summer. Min krop er færdig. Det har været en dejlig dag.

Godaften til alle.

Om at opføre sig ordentligt

Det er endelig tid for mig, til at sidde lidt ned..


Jeg har været på farten en stor del af dagen, og nu kan jeg faktisk mærke at jeg er temmeligt træt.
Et besøg hos negledamen, posthus, indkøb, lidt vinduespudsning i køkken og soveværelse, efter malerens visit i går, madlavning, oprydning, og en ret så ubehagelig konflikt med vores ældste søn, har gjort sit til at jeg nu er helt flad.

Konfliktens kerne er egentlig helt ligegyldig, men både kæresten og jeg måtte til sidst tage de store bogstaver i brug, for det udviklede sig til en desideret uforskammet og temmeligt respektløs opførsel, OG en sprogligt uacceptabel tone fra hans side. Det gik i første omgang ud over Josefine, og da hun ikke er den der går i flæsket på folk, kan hun så sidde der og bare tage i mod, i mens han faktisk bare kørte løs. Selvom jeg gør hvad jeg kan for at holde mig ude af børnenes uendelige konflikter, måtte jeg bare stoppe denne opførsel.Vi sidder ovenikøbet alle og spiser sammen ved middagsbordet, det blev for meget, og da jeg går ind og påpeger at det han er i færd med at overhale hende for, det er egentlig også en ting han selv er ret så slem til at gøre.

Det fik ham til at gå helt over gevind, så jeg blev den der fik turen.Der gik kæresten så lige på, og satte ham på plads. Det er ikke noget han oplever så tit, så han blev både rasende og også rystet. Resultatet blev at han gik og smækkede med sin dør. Siden har vi ikke hørt en lyd fra ham. Han sidder endnu og mukker over at være blevet skældt grundigt ud.

Her er det så at jeg vil slå et slag for, at vi som voksne ikke bare skal finde os i, at de unge mennesker taler som det passer dem, til deres nærmeste. Selvfølgelig heller ikke til venner og andre, men det må de selv om at tage balladen for. Der skal altså vises passende respekt både for de voksne, men også for alle familiemedlemmer, som de mennesker de nu engang er.
Jeg er generelt rystet ind i mellem, over den tone og det sprog der bliver lagt for dagen af den yngre generation. Her taler jeg så lidt især om drengene. Pigerne er ikke så personligt grove over for hinanden, men knægtende har ligesom adopteret en attitude og et (krops)sprog, vi ser alt for tit i nyheder og på film. De kan være ret så grove i den måde de går efter ting der ikke lige rimer med deres egen måde at være på. Altså... tollerancen er bare ikke til stede. Det at vi ikke alle er ens er en kilde til mange kommentarer, og jeg er faktisk grundigt træt af det.

Hvad er der blevet af det ordentlige sprog?? Og den gode opførsel?? Og den menneskelige forståelse? Jeg syntes det er kvaliteter der er vigtige at lære børnene, eller er det bare mig der gammeldags??


Nu er jeg så altså brugt. Jeg vil tilbringe resten af aftenen UDEN at se film, for jeg må tidligt i seng, ellers kan jeg ikke klare aftalen jeg har i morgen. Jeg er så spændt, og glæder mig meget til at skulle se veninden igen. Tænk der er gået henved .. lad mig se.. hm hm hm... tænke tænke.. tælle på fingre, regne lidt frem og tilbage, et to tre... ihvertfald 18 år såvidt jeg kan komme frem til. Det er utroligt ikke??


I morgen er der atter en dag, og nu siger jeg godaften og godnat til alle.

Film man ikke skal se..

....hvis man er glad.

De sidste par aftener har kæresten lokket mig til at se film. Ikke at jeg behøver lokkes, men havde jeg vidst hvad jeg gik ind til sååå.

Den første aften så vi Meet Joe Black. Den har jeg set flere gange og jeg syntes det er en lidt overset film i den store filmjungle. Den er utroligt godt skruet sammen, fyldt med gode navne, og så er den også virkelig smuk. Ansigtsudtryk er en stor del af filmens force. Langsomt skrider den frem og musikken gør sit til at understrege stemningen i filmen. Der er kun et men...

Jeg tuder hver eneste gang jeg ser den!


Tude kom jeg også til aften nummer to. Der så vi en film jeg ikke havde set før, og jeg var derfor fuldstændigt uforberedt på den strøm af tårer, der bare blev ved og ved hen mod slutningen. Da filmen var færdig,var der ikke flere lommetørklæder tilbage i pakken, og kæresten har fået forbud mod den slags film inden nattetid i fremtiden.
Filmen vi så var denne:

Den er også virkelig godt fundet på syntes jeg ,og iøvrigt bygget på en roman af Fitzgerrald.


I aftes var turen så kommet til en helt anden type film. Denne gang en, der i første omgang udkom som bog omkring 1985/86. Jeg husker hvordan vi i forretningen, bogstaveligt talt sprøjtede dem over disken i stride strømme. En kæmpe bestseller. Også denne gang var der dog grund til at tude til sidst. Ikke fordi det er en sørgelig film, næhh nej.
DVD'en havde en form for fejl og vi fik aldrig slutningen. Den gik kold efter de henved to timer vi havde set på den. Hyl og hulk. Det var en streg i regningen, for jeg har flere gange haft set den, men har endnu slutningen til gode, for hver gang er der sket et eller andet, så jeg har misset den.


Jeg tror den er cursed..



Med håndarbejdet går det forrygende.
Jeg har strikket en lille halsvarmer forleden dag. Jeg har en masse tykt bomuldsgarn liggende, som jeg købte for en slik på et loppemarked engang. Der er snart en fødselsdag jeg skal til, og modtageren har brug for sådan en til vinter. Hun er meget udendørs nemlig. Den endte med at se sådan ud:


Der er gået lige lidt mere end et bundt til. Jeg har bare strikket perlestrik derudaf, i et rektangulært stykke. Derefter har jeg hæklet en kant på at løkker i forskellige længde. Hvilke kan jeg ikke forklare, da jeg ikke ved hvad de hedder- Nu mangler jeg bare at find den rette ting som hun kan bruge til at lukke den med. Jeg selv smed lige en kosmetikting på, for at demonstrere princippet.


Sådan ser den ud inden man tager den på.



Sjalet skrider også frem, og nu kan man begynde at se fidusen i opskriften. Det jeg er så forundret over, er at man kan indfarve garn på den måde, så man slipper for at skifte nøgle hele tiden. Farveskiftet komme af sig selv når man strikker med det garn jeg købte. Smart ik??




Til sidst et billede af et marsvin forvandlet til spunk..

Personligt ville jeg nok have valgt en større seng. ;)

Jeg er fan af..

Søren Ryge...

Her til aften stod programmet på kontrollerede haver. Selvom jeg selv er til det mere frodige, er det meget fascinerende at se hvordan en have kan planlægges ned til mindste detalje nærmest fra scratch.. Er det mon sådan det staves??


Her var bla en have, der bestod af kun klippede hække på den ene side at huset. Haven virkede enorm og alle hækkende var dresseret ind i en bestemt form. Fruens del af haven var blomster og køkkenhave, og de var også delt så fint op i firkanter.


Den slags programmer er stille og rolige og jeg elsker dem.



De fleste ting er efterhånden ved at være på plads igen her i huset, og jeg har heldigvis kunnet strikke en del af tiden. Maleren nåede også at komme igen for anden og sidste gang. Juhu for det.

Aften og kærste venter, pligter er ordnet så jeg kan læne mig tilbage med god samvittighed. Desuden er der fire marsvin der er ved at snikke snakke mig halvt ihjel, så de skal vist lige have lidt opmærksomhed også.


Piv piv mor, hvorfor går du forbi os uden det grønne dersens der smager så godt?? Piv

O H M Y G O D !!

Jeg havde en aftale med en gammel veninde..



Det har jeg ikke alligvel!



Og her er hvorfor:


For nogle måneder siden, blev jeg kontaktet på Facebook af en gammel veninde. Jeg blev utroligt overrasket og også glad. Vi har siden skrevet frem og tilbage, men der er så mange år at indhente, at vi hurtigt blev enige om at vi bare måtte mødes.

Der har lige været en ferie og lidt børnesygdom hos hende der skulle overstås, og det skulle så endelig være i dag. Sådan kommer det ikke til at gå alligevel, for denne gang er der kommet uventede ting i vejen hos mig.


I går aftermiddags hang denne seddel lige pludselig i vores brevsmæk:



Det har sat familien på den anden ende, for ærligt talt er fristen ikke særligt lang. Vi var blevet varslet at det skulle ske, en gang i løbet af sommeren, og at vi ville få besked i god tid!!! DET blev vi så ikke.
Nu er det jo sådan at vi bor ret så tæt her i huset, så med meldingen om at alle møbler og ting i nærheden af vinduer og altandør skal fjernes, blev vi altså lidt stressede. Det er underligt, for det er udendørs der skal males, og jeg kan ikke lige forstå hvorfor det skal foregå gennem lejl. Er det egentlig ikke mere praktisk at bruge en lift??

NÅ, men..

Vi har så haft et ordentligt hyr med at få fjernet alt. Kærestens maskinstation er jo installeret i stuevinduet, og jeg har min stol mm stående lige ved altandøren. To af ungerne har deres seng omtrent i forlængelse af væggen med deres vindue, så de skulle også i gang med at fjerne og rydde for at maleren kunne komme igennem rummet. Min altan med alle blomsterne skulle ryddes for en stor dels vedkommende og nu er alt det så gjort.

Kl. 8.00 ankommer maleren. Eller skulle jeg sige: malerinden. For det er nemlig en utroligt sød ung pige. Faktisk er det godt at vores to knægte var smuttet forinden, for havde de set hende, var de aldrig kommet ud af døren... Denne her pige er nemlig af den smukke og lidt småfrække af slagsen. En slank langbenet blondine med perfekt make up og jeg tror faktisk at jeg er lidt rystet over at en maler kan se sådan ud. Hmm og :-)


Hun ankommer med en lille bøtte maling, og går direkte ind i soveværelset. Jeg siger til hende at det er den anden vej, og viser hende vejen til stuen, og så siger hun GUDHJÆLPE mig, at det ikke er de rum vi har ryddet der skal males! Jeg er himmelfalden. Gardiner og persienner er fjernet og huset ligner en slagmark. VI har udtrykkeligt fået besked på i tidernes morgen, at det var vinduer og døre ud mod facaden der skulle males.

Behøver jeg sige, at jeg er ret så irriteret?? Jeg ved godt at jeg er kæreste med en håndværker, men derfor vil jeg alligevel tillade mig at sige, at jeg syntes at det er utroligt som man aldrig får ordentlig besked fra det specielle folkefærd. Nu er det jo ikke første gang i mit liv, at jeg har skullet have besøg af sådan en af slagsen, og jeg har endnu aldrig oplevet at det gik som lovet. Og altså heller ikke idag.

Det har sån ca taget hende 20 min at male i soveværelset, og da hun er klar til at gå, spørger jeg om hun ikke også skal male køkkenvinduet, som ligger til samme side. Jeg har som bedt om, fjernet alt i og omkring vinduet, men der meddeler hun, at det skal hun ikke, for der er en anden der maler det udefra PÅ EN LIFT!!


Hold da op jeg er tæt på at flippe.

Nu sidder jeg så her, med en aflyst aftale, og et hus der flyder, og kan bare vente på at hun efter aftale dukker op igen senere idag for at male anden gang. Men et tidspunkt kunne hun jo ikke give mig sååå.....

Marsvine i højt humør

Her til aften fik Lakridsen sine venner tilbage.

Det går så godt nu, og der er igen ordentlig gang i hans mave, at jeg nu syntes det var på tide. Han har været utroligt snakkesalig de sidste timer, og det er ham der ellers er den mest tavse og generte af de fire.

Jeg har renset buret på ny, og hentet vennerne tilbage igen. DU godeste hvor blev de glade. Det kan ikke beskrives eller dokumenteres i billeder, det var ganske enkelt umuligt at fange med mit kamera. De ræsede rundt og rundt, hoppede og sprang, dansede og snakkede helt vildt. Alle skulle de nusse hinanden og der blev spist og drukket af flasken til den store guldmedalje.

Den rene fest faktisk. :-)


Jeg selv fester ikke lige så meget her til aften. I forlængelse af mit indlæg om PMS, den anden dag så se lige her:


Jeg skulle hilse at sige at det altså gør ondt i mavsen.. Jeg er så sindssygt udspilet, og selvom jeg ved det forsvinder igen, så hader jeg det, når det står på. Kæresten har undersøgt om der skulle være liv derinde og tænk... jeg grinede IKKE!
ÆV altså


Nu skal jeg videre med mit sjal. Jeg er helt vild over at det ikke er sværere og det kilder i fingrene for at fatte pindene, så det vil jeg gøre. Bevæbnet med kaffen og Insp. Lewis kl 22.00 er jeg parat til en hyggelig afslutning på en super dag.


I morgen følger endnu en spændende oplevelse, men det må vente til..

I morgen. Hihi

Jhubiduu jeg kom afsted

Jeg gjorde det...


Jeg kom afsted og gud hvor er jeg glad for det. :-)))

Egentlig var energien slet ikke til det, i morges kl seks, da jeg vågnede. Ved otte tiden, og alle var smuttet, tænkte jeg " jeg orker ikke, jeg går i seng igen" .

Kl. halv ti tog fanden ved mig, og jeg sprang i tøjet, snuppede mit hækletøj og min taske. Fløj ud af døren og kørte afsted. Det ligger godt nok kun fem min kørsel herfra, og havde jeg haft en cykel, havde jeg selvfølgelig kørt på den. Nu blev det bilen og jeg nåede at sidde i den og kigge lidt på butikken, inden jeg gik ind. Ville lige se hvad og hvem der egentlig ville være der.

Kl 10 nul nul dut, var jeg klar og parat, og indehaveren var bare noget så venlig. Det er i baglokalet, det foregår, og der var lavet kaffe og sat småkager frem. Uhmmm

Min plan var at få hjælp til et sjal jeg kunne strikke. Havde en ide i hovedet, men ikke rigtigt noget mønster. Vi fandt sammen frem til et jeg syntes var lige for mig, jeg købte garn og så jeg i gang. Bogen jeg fandt det i, købte jeg med også, for den er fyldt med gode og nemme opskrifter på sjaler i alle afskygninger.



Det kom bag på mig, at jeg hurtigt fandt ud af metoden, og nu går det bare derud af. Jeg må have en pause fra mit hækletæppe ind i mellem. Bare sådan lidt noget andet jeg kan sidde og nørkle med.

Der var fakisk kun mig den første time, og det passede mig strålende. Så kunne jeg sidde relativt roligt og slappe af med det, for det er en stor ting for mig at jeg overhovedet tog afsted. Jeg var nervøs og varm i hele kroppen, med det fortog sig, og nu ved jeg at næste tirsdag kan jeg sagtens klare at møde op igen.


Vel hjemme havde posten selvfølgelig været der..

Min pakke fra Marianne Svit, ventede på mig... på posthuset. ÆV Det betyder nemlig at jeg først kan afhente den i morgen. Sammen med post og reklamer lå der også en brochure om de nye pakkebokse, man kan melde sig gratis til at benytte sig af. Det er klart at det skal jeg have fået ordnet, for her i familien er der næsten altid et eller andet på vej. Det er smart for man kan både benytte det til at afhente og afsende pakker med. Det er sg* smart syntes jeg.

Strikkecafe måske..

I dag er der strikkecafe´hos Nørkleriet..

Jeg vil så gerne deltage og håber, at jeg kan når tiden nærmer sig. Jeg er træt her til morgen, og måske orker jeg det ikke, når det kommer til stykket. Vi får se..
Jeg har ellers noget jeg vildt gerne vil have lidt råd om, et sjal jeg så gerne vil lære at hækle, men det kan jo nås en anden gang. Cafeen er åben hver tirsdag.

Jeg venter stadig på garn og pinde fra Sommerfuglen. En af de hæklenåle jeg har bestilt er i restordre, så jeg venter utålmodigt på pakkeposten. En anden pakke der ER på vej, er varer fra Marianne Svit. Jeg har modtaget et mønster derfra via mail, og nu kommer så snart garnet. Uhh det er så spændende syntes jeg. At se farverne i virkeligheden er altid lidt interessant.



Lakridsen kommer nok til at være alene endnu en dag.

Den er egentlig frisk nok, og spiser fint sin mad. Der er bare ikke orden i dens mave endnu. Det gør mig ondt for den, for den og de andre marsvin kalder på hinanden hver gang jeg går forbi. De kan slet ikke forstå hvorfor deres verden er ændret. Måske i morgen han er klar igen.? Jeg håber det.


Josefine er ikke alt for skræmt ved tanken om at hun på skolehjemmet, skal dele værelse med en anden elev. Det kommer i den grad bag på mig, for jeg ved at hun godt kan lide at have lidt plads for sig selv. Det er utroligt positivt, og jeg skal lige have fat i skolen i dag, for at få lidt hjælp til at udfylde det fremsendte ansøgningsskema. Hendes udd kort er bestilt, og i det hele taget, er der næsten styr på det. Om ikke så længe skal vi ud og proviantere til hende, udstyr og den slags. Det er jeg også spændt på.

Hun holder aldrig op med at overraske mig..

Mandagstema

Ugens Mandagstema er barndomsminder..


Der er jo så mange af tage af, men i denne tid må det være på sin plads at hive dette foto frem:

Det er mig og billedet er fra ´81. Tror jeg nok... Jeg er lige blevet konfirmeret og jeg er i mine forældres kolonihave.


Kolonihaven var en stor del af min barndom, den lå så tæt på at vi kunne cykle dertil på fem min. Det betød at vi kunne være der stort set altid sommeren igennem, og og stadig komme hjem og ligge i vores egne senge, hvilket jeg var ret så glad for. Allerede dengang var jeg ikke ven med insekter.

Kjolen elskede jeg. Den fik ikke megen ros med på vejen, alle syntes den lignede et par viskestykker, men den røg først ud den dag den bare ikke kunne hænge sammen mere. Det var en jeg fik af min moster husker jeg, og den var dejligt kølig på de varme dage. :)

I dag ser haven jo meget anderledes ud, den er super frodig og fyldt med alskens planter og små smukke oaser. Træet jeg dengang hyggede under på tæppet, står der dog endnu.

Et andet foto jeg lige må have med er dette:

Min klasse fra Sankt Knud Lavard skolen i Lyngby. Det er fra 1979 og vi ser totalt kiksede ud hele bundtet.. I rækken øverst til højre, står en knægt der mere ligner en lærer end en elev. Jeg husker han var helt sig egen, og ikke lod sig gå på at noget. Han ville frem i verden, hvilket hans tøj også bærer præg af.. :-)

En anden af eleverne påstod at han havde en lampe der var 10 gange stærkere end solen!!!
DET troede vi jo ikke på. Der er mange minder i dette billede og de dukker frem så snart jeg kigger på det.

Lakridsen er i bedring

Min lille Lakrids er i bedring..


Jeg syntes ellers at den virker sådan lidt svagelig generelt, men den må alligevel besidde en vis viljestyrke, for den er klart i bedring.


Jeg kom sent i seng, og da jeg vågnede kiggede jeg straks til den. Den lå godt gemt i en stak hø, men da jeg raslede med salatblade kom den straks hen til lågen og tog et stykke selv. Det er jo gode tegn. Jeg kan se at den har drukket en del af flasken i nat, og nu gumler den løs igen. Denne gang af skålen med tørfoder. Den skal nok komme sig.


De andre tre komme ikke tilbage, før jeg er helt sikker på at Lakridsen er helt rask. To steder i buret er der spor endnu efter lidt løs mave, så jeg venter tålmodigt. De er IKKE tilfredse. Sidder inde på Josefines værelse og kalder som gale efter mig, når jeg går forbi den LUKKEDE dør..

Lakridsen selv, trænger til at hvile og komme sig, så den skal lige have lidt mere fred og ro.

Pyhh der har været lidt hårdt at se den have det skidt. Selvom der bare er et lille dyr, så er det altså alligevel et dyr man lærer at kende, den har sin egen sjove personlighed, så det er ikke "bare" et dyr for os herhjemme.


Alt bliver godt igen :-))

Syg lakrids

Min lille Lakrids er syg..


Jeg har hele dagen været bekymret for den. Den har virket lidt ma,t og har ikke rigtigt rørt sig så meget. I eftermiddags da jeg sad med ham kunne jeg lugte en umiskendelig lugt, og han var da også fedtet godt ind bagi.. Han har tynd mave. Det render faktisk ud af ham. Ikke sådan hele tiden, men da jeg fik kigget nærmere på buret, var der klatter flere steder, og så fik jeg fart på.

Jeg talte med Gitte, vores marsvinemor, og hun bekræftede mig i, at de tre andre skulle fjernes. Det kan være smitsomt, mest pga de bakterier der jo så er rundt omkring i høet, og som de alle tuller rundt i og også spiser af.

Pga det væsketab den får, kan den simpelthen dø af det, og jeg har nu iværksat en redningsaktion.

De tre er i karantæne hos Josefine. Buret er vasket og tørret, der er nye rene aviser i bunden. masser af savsmuld og også en stor mængde rent hø den gerne skulle gnaske lidt i. Den har fået en skål fyldt med havregryn, fordi det er godt for maven og fordi marsvin elsker grynene. Det skulle gerne friste den til at spise lidt mere. Jeg har badet den, så pelsen er ren og fri for resterne af afføring. Generelt er marsvin ikke ligefrem vilde med at blive badet, men jeg må sige at på det punkt var min lille baby eksemplarisk. Den fandt sig i det lunkne vand, og småsludrede hele tiden. Det er vist et godt tegn.

Nu vil jeg holde øje med den, så længe jeg orker at holde mig vågen. Gitte siger at hvis den stadig trækker vejret i morgen tidlig, så klarer den sig. Det den helst IKKE må gøre, er at ligge på siden uden at røre sig. Det er sådan de normalt gør, hvis de er ved at dø.

Uha, jeg bliver trist ved tanken, og jeg håber at den klarer sig. Jeg er klar med en pipette til at dryppe væske i munden på den, hvis ikke den selv kan finde ud af at drikke nok.

Her er den stadig rask og sig selv, den tager sig bare en slapper

Her er han også fanget for nogle dage siden helt rask, men det er sådan han har ligget hele dagen. Med hovedet gemt væk og bare træt og uoplagt.


Jeg krydser fingre gør jeg.

Cyklus

Min kvindelige cyklus driller..

Det kommer jo ikke just som en overraskelse, at min krop går nye tider i møde, i en eller anden (måske) nær fremtid. Det er bare ikke noget jeg ser frem til, for hele vejen igennem min karriere som kvinde, har jeg bøvlet med visse bivirkninger den berømte ene gang om mdr...

I årevis tog jeg p-piller for at få lidt kontrol med hormonerne. Grådanfald, vanvittige humørsvingninger,oppustet mave og smerter var noget jeg aldrig vidste hvordan ville angribe mig. P-pillerne hjalp til en vis grad, og i dag må jeg erkende at godtnok kan jeg ikke få børn længere,den bekymring er ikke længere en del af mit liv, men efter sterilisationen har jeg virkelig skullet vænne mig til min krops "naturlige" opførsel uden kemisk hjælp.

Kemi er jo desværre allerede en stor del af min hverdag, så det er fint at jeg ikke længere også får hormoner, MEN uden er jeg altså helt magtesløs overfor kroppens rasen. Som en kvinde i begyndelsen af fyrrene, ved jeg jo godt at der måske kommer nye udfordringer hen ad vejen, jeg håber bare at det er noget der er til at have med at gøre. Min mor var vistnok kun plaget af monster hedeture.

Her til morgen vågner jeg op med en vild trang til at bryde ud i gråd. Der er så vidt jeg ved ikke lige noget at tude over, og jeg aner ikke hvad jeg er så ked af. Jeg tænker mig om et øjeblik, og kommer så i tanke om, at det igen er ved DEN! tid. Nogle måneder mærker jeg intet overhovedet til det, andre måneder er den bare helt gal. Sådan en måned er det så åbenbart nu!
Jeg er oppustet og ligner en gravid i femte måned, jeg får igen den upraktiske ide, at jeg burde flytte fra hele familien og bare grave mig ned som eneboer, det hele er noget skidt, alle er beværlige, jeg får tårer i øjnene ved det mindste problem.. og så videre OG SÅ VIDERE.

Det er den rene ynk. Og går det som der plejer, kan det tage op til ti dage før jeg går i udbrud. SUK


Jeg har udsendt en advarsel til alle implicerede parter og de ved nu at jeg som en anden kat skal stryges med hårene..
Lykken er at være kvinde!


Hvordan fungerer alle i kvindelige bloggere? Eller er det for intimt at spørge om? I så fald glem jeg spurgte. ;-)

Josefine er så fjollet..Hi

Josefine er ikke uden humor..


I aftes stod hun pludselig i stuen sådan her:

Iført Rasmus nye kampmaske lignede hun jeg ved ikke hvad.

Jeg var dybt optaget af mit eget, og hørte hende ikke liste ind i stuen. Da jeg kigger op, skuler hun til mig bag masken og jeg fik et nærhjertestop. Jeg blev så forskrækket at jeg tabte masker og hæklepind for at holde mig for hjertet, det hamrede derudad.

Behøver jeg at fortælle at hun var flad af grin??

Jeg måtte lige trække kæresten med ud for en kort stund tidligere i dag. Jeg mente klart at han måtte være solidarisk, da jeg ikke havde mere savsmuld. Vi fik smidt nogle ting på lossepladsen, og der lå en masse grene der var skåret af omegnens buske og træer. Et par af dem, kom med hjem, og nu ligger de i vores to bure.

DET er noget marsvin kan lide. De nipper lidt til dem, måske de ikke smager godt, men de er gode at lege gemme i, og jeg skal love for at der er blevet hoppet rundt da grenen kom på plads.

Cupcake har en sjov mani. Den kan bare ikke stå stille når man rasler med noget. Sådan en gren med blade på, giver den herligste raslelyd, og den spæner rundt som skudt ud af en kanon. Hopper lige op og ned, vender en halv omgang i luften og spurter videre. Alt i mens den snakker fanden et øre af. De andre iagtager ham med undren og der går lidt tid, inden de finder ud af, at det er noget der må prøves. Fire små dyr ligner heste der slippes løs på en forårsmark. Med buede rygge og spjæt i benene.

Hele det show, pga en grøn gren... Det er billig underholdning. ;)

Lørdag lørdag lørdag

Det er lørdag..

Det ved vi alle med sikkerhed. Alle har vi et eller andet vi skal og forhåbentligt har vi også glædet os til et par dage med frihed og glæder.

Selv skal jeg ikke så meget. Mine planer går i retning af at sidde med den bærbare for at eksperimentere lidt. Jeg vil søge efter flere smukke billeder med hæklerier som jeg kan bruge som tapet herpå. Jeg har allerede flere liggende som jeg skifter imellem, og det er en fornøjelse hver gang jeg tænder, at der dukker de fineste masker og farver frem lige foran mig.

Jeg vil også selv hækle videre og nyde at det skrider langsomt fremad. Uhh hvor jeg glæder mig til det færdige resultat.

Altanen vil jeg lige tage i øjesyn for at se på de forrige dages skader, og mine små bløde dyr skal have rent hus.

Alt i alt, en dejlig dag i hyggens tegn. Jeg har ikke lyst til andet. Verden må fare uden mig, for kæresten og livet hjemme venter.
Ert marsvin kan også sætte pris på at hvile..


Rigtig god lørdag til alle

Dommen

Lige nu sidder jeg og venter på at høre hvor lang tid Stein Bagger får i fængsel..

Den altid velplejede speaker, ham med det hvide skæg på TV2 fortæller mig nu at han skal ind i 7 år. Det syntes jeg er helt ok, og havde han skulle sidde længere var det vel også i orden. Eneste ting der undrer mig generelt, ved det at få en dom for kriminalitet er, at straffen for vold og død og ødelæggelse er mindre hvis om nogen.. Hvorfor er menneskeliv mindre værd end penge??



Hvad mener I om det?

Svip svup og gummistøvler til min planter

Denne regn og blæst har knækket min pryd..

Den dahlia jeg har, der er længst med sine knopper, er en knækket skønhed.


Jeg gik nærmest i koma, da jeg kom ud på altanen lige før. Der stod den. Den før så fremmelige og ranke plante, var bare helt nedbøjet. Knoppen hang med næsen nedad og bliver nok alligevel ikke til mere end det. En knop. SUK

Hele herligheden derude ligger under vand, for at sige det mildt, og jeg har været nødt til at fjerne alle underskåle, for at de i det mindste kan smide vandet igen, fra bundens dræn og huller. Min flittiglise fra gårdsdagens tur til blomsterhandleren har det godtnok også meget vådt:


De små beholdere er helt fyldt op og madam blå sejler afsted.


Lige nu er det faktisk ikke engang regnen der bekymrer mest. Det er den vildeste blæst, der står omkring den normalt så læfyldte plads.

Kan man få røjsere og paraplyer til sine planter???

Jubidu hvor er jeg heldig og et besøg på hospital

Jeg er heldig er jeg..

Boghandelen på Jyllingevej er jo desværre lukket, MEN i stedet er der så åbnet en dejlig strikkebutik. Det er noget der har manglet her, og jeg var forbi i dag. Der var forskellige tilbud og jeg fandt dette dejlige garn, som jeg ikke har prøvet før. Er jo stadig lidt ny i garn. Det jeg tidligere har gjort mig i har været bomuld og så lidt mindre kvalitetspræget garn. Men det gider jeg bare ikke mere. Garnet er blødt som en babys kind og der er lige nok til et halstørklæde til vinter.



Det jeg så syntes er super heldigt for mig er, at da jeg fik sludret lidt med damerne i butikken, viste det sig at de har en strikkecafe hver tirsdag fra 10 -12. DET er noget jeg har savnet. Det at jeg kunne finde nogle at dele min glæde ved garn med. Og som kunne hjælpe mig med det, jeg ikke selv fatter. Da jeg jo går hjemme er det helt perfekt for mig, og som ekstragevinst kan jeg øve mig i at komme lidt væk hjemmefra. Jeg savner at mødes med andre med samme interesse som jeg selv. Det er så hyggeligt, det at sidde og nørkle og sludre sammen. Eller... det forestiller jeg mig ihvertfald.


Så på tirsdag skal jeg for første gang være sammen med andre der som jeg kan lide at hækle/strikke. Et par timer er helt ok, og jeg glæder mig.


Butikken hedder Nørkleriet. Der er et godt udvalg af tilbehør, faktisk så godt at jeg ikke længere behøver at bestille over nettet. Det betyder minus porto og ekspedition, OG at jeg kan få hvad jeg skal bruge PRONTO. Det er jo noget der batter. :-) Garn vil jeg nok stadig købe her og der, men det er også helt fint. Det gør udvalget større.


Inden jeg kom så langt var jeg på hospitalsbesøg.


I den forbindelse, vakte det minder omkring dengang for næsten præcis 10 år siden, hvor jeg blev indlagt. Underligt at det lige skulle være nu, at jeg skulle vende tilbage. 10 august '99 er det helt eksakt og hvad mere er.. det var to dage før min fødselsdag. Dengang kunne det ikke rage mig mindre at jeg fejrede dagen med at være spærret inde og på medicin, i dag bliver jeg dog trist ved tanken.

Det var på samme afd. og jeg har ikke sat mine ben der siden. Meget er blevet ændret. I dag er der kun enestuer, hvilket var noget der manglede dengang. Der var vist kun et par stykker, og jeg boede på den ene af dem, de første fire uger jeg var der. Det glæder mig at alle i dag har eget rum, for at dele med andre psykisk syge er ikke morsomt. Der var malet og sat pænere gardiner op, og kun et par enkelte fra den gamle stab var der endnu. Bl a en sygeplejerske, som havde en vis evne til at få patienterne til at få det endnu værre, når hun havde været forbi!! Hende kunne de sgu godt have skiftet ud også. Jeg kan forstå at hun er den samme som dengang, og stadig har det med at sige nogle temmeligt kiksede ting til de i forvejen sårbare patienter.
"Læg hende i spændetrøje" siger jeg bare..

Man bruger heller ikke døgnvagt på afdelingen mere. Er det nødvendigt med overvågning af en patient foregår det på det lukkede afsnit. Jeg husker hvor ubehageligt det var at skulle bade og gå på wc for åben dør. Det er selvfølgelig for patienternes egen skyld, det er jo en ting der bliver sat i værk, hvis der er givet udtryk for lede ved livet, eller hvis det er en manisk patient.. De kan godt være temmeligt svære at holde styr på, indtil deres Lithium virker.

Jeg husker en enkelt der skilte sig ud. Det gjorde voldsomt indtryk på mig og jeg var også underligt underholdt af hele det cirkus der var omkring hende. EEN lille kvinde var i stand til at holde en hel afdelings personale på stikkerne 24/7. Hun spunsede konstant rundt, var hele tiden i gang med et eller andet. Klistrede spillekort op allevegne, hørte musik for fuld udblæsning for at holde stemmerne fra livet, klippede i alt hvad hun kunne få fingre i, brugte en million drikkeglas og satte dem overalt. Havde smøger liggende i alle askebægre, og glemte med det samme at de var hendes og at de var tændte. Hun havde fire-fem sæt tøj på på een gang, det hele vendt på vrangen, gik altid med kæmpe solbriller og underlige dimser i det korte hår. Pyhh jeg bliver helt træt, når jeg tænker på det, og det gjorde jeg også dengang.

I dag var det bare et kort visit og der var trods fuld belægning, ikke et øje at se og helt stille.

Gensynet var dejligt og jeg bragte glæde med lidt hvide blomster og så en af de kopper jeg fik hjem i går. Den lyseblå med prikkerne på, passede lige til en lille hvid flittiglise. Buketten var med en stor hvid rose, en hvid gerbera og en kæmpe hvid rund blomst med masser af kronblade. Lidt ligesom en bonderose, men jeg ved ikke hvad den hedder. Hun blev glad og så var jeg det også. Behandlingen er elektrochok og jeg ved at hun går nogle svære måneder i møde, med ødelagt kortidshukommelse, men den kommer heldigvis tilbage ca seks måneder efter. Jeg skal nok hjælpe så godt jeg kan.

Nu sidder jeg her og det er endelig tid til at jeg kan hækle lidt. Tæppet var med på visit og jeg nåede da at komme en lille smule videre, hun skulle nemlig også lige se det.

En rigtig god oplevelse

Turen i går til Roskilde var en utroligt positiv oplevelse..

Glemte rent at fange lidt fra området, så jeg kan kun illustrere de faktisk dejlige omgivelser ved dette foto fra parkeringsområdet.



Da vi tog derfra var vi begge helt overstadige og også ved at dø af tørst. Man bliver ufatteligt tør i halsen af at være på i meget varme klasseværelser. Eller også er det fordi det bringer minder tilbage om egen skoletid. Hmm
Josefine var optimistisk, mere end jeg har set hende længe, og det kammede virkelig over da jeg foreslog et smut om Mac D, på vejen hjem. Det er ikke tit det sker, og hun og jeg har længe haft en tradition for at få lidt fastfood, når vi har været afsted sammen, til noget der har været svært for hende.

Kåde som vi var, lykkedes det os at hyle den stakkels knægt der sad ved luen i drive in boxen, helt og aldeles ud af den. Vi fjumrede med bestillingen af menuen, og da vi kørte videre rundt for at betale, røg jeg på rigtig blondinemanér alt for langt væk fra vinduet, så jeg måtte helt ud af bilen for at betale!! Sådan fortsatte resten af turen, med masser af grin og fjolleri. Dejligt at grine med hende.





Skolen havde for øvrigt masser af gode faciliteter at byde på, blandt andet muligheden for at bo der på et skolehjem. Det var hun lidt hooked på, da hun hørte at det kunne forlænge hendes morgensøvn betydeligt. Det hold hun skal gå på, er specielt for de elever der skal bruge lidt ekstra tid, og som også kan få brug for ekstra vejledning og hjælp, blandt andet til den teori hun skal læse... Der følger nemlig et kørekort med i uddannelsen...





Hun begynder d. 3 august og jeg skal allerede i dag have bestilt forskellige ting til hende, så vi når at få det leveret inden skolestart. Vi er ude i noget med arbejdstøj, sikkerhedssko, pga køer der kan trampe hende på tæerne.. OG andre sjove ting. Spændende helt sikkert.



Da vi kom hjem, fik jeg plukket græs til marsvinene og de nærmest hoppede højt at begejstring. :-)



Kærestens reaktion på min gemmepåpraktiskeæskermani, var forresten denne:

Et kæmpehop og den ser nu sådan ud!! Hmmmm Jeg syntes da klart den var lige til at putte noget i.. Man kan da ikke få for mange æsker.


Mit tæppe bliver længere og længere dag for dag. Det går ikke så kvikt som jeg gerne ville, for der er hele tiden noget der gør at jeg må lægge det fra mig, men generelt når jeg ca 4 rækker, dvs 2 farvestriber dagligt. Jeg har flere gange overvejet at stoppe og bruge det som et sjal, for jeg vil så gerne prøve andre hækleting også, men jeg fortsætter troligt. Et tæppe skal det være, og et tæppe bliver det. :-)



Farverne er muligvis lidt for livlige, og allerede nu har jeg et mere på tegnebrædtet, i helt andre douche farver og i en mere planlagt rækkefølge, takket være Sifkas tip til denne side.

Det har fulgt mig rundt både til tandlæge og frisør, så det har allerede nu en historie om både smerte og glæde. :-)

Som altid for meget i sigte..

Jeg har sovet meget her til formiddag..



Det er en simpel nødvendighed, for at jeg kan gennemføre resten af dagens planer. Som altid kommer ting ind fra højre, man ikke selv lige er herre over, og jeg syntes faktisk også, at SOM ALTID er det mig, der må nedprioriteres. ÆV

For nogle uger siden fik vi besked om at Josefine er kommet ind til august, på den uddannelse hun gerne vil have, og som hun har en chance for at gennemføre. Hun vil jo gerne have med dyr at gøre, og da hun ikke engang har færdiggjort 9.kl er der ikke meget plads til de store ambitioner. Hun ved godt selv at det skyldes hendes to år uden for samfundets normale rammer, men glæder sig til at komme igang. .. OG DOG..

Hun har den underligste måde at vise det på! Hun gider nemlig slet ikke læse ell opsøge mere info omkring skolen og forløbet. Hun har skrevet under og så må det være nok. Det skyldes jo til dels, at hun aller aller allerhelst bare vil være hjemme resten af livet. Hun VED det ikke er muligt, og hun kæmper også i det små for ændre på det. Vi har jo fået hende henvist til et privathospital for et godt stykke tid siden, og netop som jeg skriver dette, foresvæver det mig at jeg burde have rykket for det brev, vi er blevet lovet i den forbidelse. Vi har intet hørt siden..

Men sådan er det helt typisk her. Der sker så meget hele tiden, at jeg kommer fra at huske en masse ting. Mira og Theis har været forest og jeg må da vist lige have ringet til dem.


Hovsa, sidespring.


Så altså, vi skal i dag til infomøde kl 17 i Roskilde. Jeg ved på forhånd at det vil tære på mig. Turen dertil, en masse informationer og spørgsmål, mange mennesker, at finde den rette bygning, og så hjem igen efter et ukendt antal timer. Alt det koster på min konto af overskud.

Det ville altsammen have været udemærket, hvis altså det ikke var fordi at vi i aften kl. 20 skal stå i KB Hallen for at høre koncert. En koncert jeg har set frem til i flere måneder. En koncert som jeg også går til for at opleve lidt musik som kæresten godt kan lide, og fordi vi endnu ikke har været til den slags ting sammen. Det er musik der ligger lidt fra det jeg ellers hører, men tilgengæld er det et navn der har år på bagen, og mange grumme historier i baggagen. Jeg MÅ da opleve dem... Motley Crüe.


Desværre er det helt umuligt nu. Jeg kan ikke begge arrangementer. Det ville være det samme som at invitere til grusom træthed og utilpashed. Alligevel har jeg det indre håb, at jeg måske er tilbage fra Roskilde i så god tid, at jeg kan nå at slapppe lidt af. Måske jeg bare kan troppe op lidt senere og opleve noget af det? Jeg må se hvad der sker. Ihvertfald er jeg lidt trist over at det igen er mig, der må aflyse noget jeg har planlagt. Øv Et lyspunkt er at jeg kan gå derhen. :-)


På den lyse side er dette:


Jeg har jo bestil varer på nettet. Som jeg fortalte kom jeg lige til at bestille lidt garn og sån, men halløjsa, jeg kom altså også til at købe lidt hos Nordhjem. Der er nemlig udsalg nu, og jeg fik en masse småting der kan lyse op de næste mange måneder. UPS!

Pakken kom i dag, i mens jeg sov, og nu er den åbnet og beundret. Alle ting er der, og jeg er glad.

Se bare her:


Ting pakket så sirligt og perfekt



Silkepapir i de skønneste farver, lige til at gemme til andre formål. Juhu en ekstra gevinst :-) Og så de smukke kopper til at drikke af. Eller måske opbevare små ting i??? :-)



Små tasker i strålende farver. Og en orange nøglesnor. Glæder mig til at få den sat på, i stedet for den grimme reklameting jeg render rundt med nu.



Et par dejlige blomstrende sko til at tulle i. Str 38 og de passer perfekt. Det er mine første, for egentlig er de jo tudegrimme, men disse kan jeg godt leve med. :-)



OG en praktisk lille bitte rygsæk til mig. Den er fra Green Gate, og med blomster foran på lommen. Lavet i voksdug. Jeg har tænkt mig at bruge den i regnvejr. Små tasker I ved... i sjove variationer er min svaghed.


Måske jeg vender stærkt tilbage i aften, gør jeg ikke, er der fordi jeg har overvundet mig selv..