Overspringshandling numero uno

Jeg har IKKE afleveret Josefine endnu!


Det er så meget sværere end jeg havde forestillet mig og i dag, efter mit tandlægebesøg sprang jeg over igen. Josefine lå og sov derhjemme og vi havde aftalt at jeg skulle ringe, så hun var klar når jeg var på vej hjem fra Lyngby efter tandlægen. Aftalen var også at hvis jeg var for smadret, skulle vi vente til mandag.


Besøget hos tandlægen nærmer sig farceagtige dimensioner, og her bagefter har jeg smerter helt op i hårrødderne. Det går jo over igen, men lige nu er det bedst når jeg holder munden lukket og bare ikke bevæger kæben for meget. Det begyndte ellers så godt. Tandlægen var bevæbnet til tænderne (ha ha) med sprøjter af enhver art, og jeg selv havde ikke taget min medicin, så der skulle være gode betingelser for at bedøvelsen kunne virke. NOT!

Første sprøjte var virkningsløs, næste summede lidt i kindbenet lige under øjet. Tredje blev, for at gå nye veje, lagt af kollegaen, og den sidste og fjerde var en, med efter sigene monstereffekt, og den blev lagt direkte i tandhalsen hele vejen rundt om tanden... stadig uden effekt. Den første var i øvrigt et eller andet jeg ikke har prøvet før, noget med adrenalin i, og det fik mig til at ryste og dirre og svede på den mest ubehagelige måde, og med eet begyndte tårene at rende ud af øjnene uden at jeg selv anede hvorfor, men det sagde Hr. tandlæge var helt normalt. Hmmm

Jeg joker lidt med, at jeg engang fik en kikset sprøjte af en jyde i jylland for hold i ryggen, og den virkede heller ikke, og så er det jo at jeg kigger på Hr. tandlæge som smiler djævelsk, og på klingende jydsk pointerer at HAN er ham med boret og JEG er patienten.. Sååååå... Klinikassistenten syntes her at det hele var mægtigt morsomt. Jeg selv klapper kaje og snerper munden sammen.

Nå, men nu er vi så oppe på en halv time og stadig kan jeg mærke både læber og tænder, så han går ind og ringer til en kirurgkollega for at høre om andre metoder og evt råd, for noget skal der jo gøres. I mellemtiden begynder jeg pludselig at miste følelsen og da han kommer retur er hele mit kranie bedøvet. Vi kan så bare konstatere at jeg er temmeligt langsom om at reagere, hvilket rimer meget godt med resten af mig generelt. Han får sving i instrumenterne og jeg er nærmest halvsovende i stolen på det tidspunkt, da han slår fast at " JA det er da godt at bedøvelsen er så effektiv nu, for du skal rodbehandles..",

OH MY GOD

Behøver jeg sige at jeg var helt firkantet i hovedet da jeg gik derfra? OG at min mund hang som efter bid af en tæge med borelia? OG at jeg ikke lige kunne overskue den svære opgave at aflevere min datter på en psyk.afd for derefter at skulle efterlade hende der?

Det var ihvertfald hvad jeg selv følte, så jeg ringede til hospitalet, forklarede snøvlende hvad der var hændt og de var virkelig søde. Min frygt er jo at de ikke tror vi er seriøse, men der var slet ikke nogen slinger i valsen. Maria som den søde pige jeg talte med hed, forklarede at de venter indtil vi er parate og at der er skrevet et notat om at vi kommer når vi kommer. Hun foreslog så at vi brugte weekenden til at hygge i, og så kunne vi møde mandag.

Mor her er lettet, for gud hvor er det svært at stå alene med den opgave at skulle aflevere hende sådan et sted. Jeg ved jo kun alt for godt hvordan det er at opholde sig der. Nu har jeg udskudt "problemet" til mandag, og der kan jeg så igen vågne med ondt i maven og den der lille dårlige samvittighed, som jeg godt ved jeg ikke burde have. Jeg har jo gjort alt hvad jeg kunne for at hjælpe hende videre i livet.

En laang fortælling om en underlig fredag er til ende.

Tilbage er bare at sige at nu skal jeg pleje min kæbe, slappe af med strik og lidt maling og i weekenden venter både praktisk arbejde i værelset og masser af hygge med ungerne.

PS: jeg har ondt af mig selv, det indrømmer jeg. Jeg gider ikke flere rødder der skal ud af min mund.

PSPS:: VENT med at fyre dårlige jokes af, til EFTER tandlægen har boret..



Sneen falder igen tæt her omkring og jeg dag godt jeg jeg kunne lokke mig selv og ungerne med ud og gå. Det er smukt og lyser op i mørket, men ingen af os vil andet end slappe i den varme stue.

I små bidder

Efter tirsdagens tunge beslutning, gik hele onsdagen med at være helt stillestående.

Aftalen var at jeg skulle aflevere Josefine på hospitalet i går, men jeg kunne ikke. Ikke lige på et sekund i hvertfald, for der var praktiske ting i den forbindelse jeg ikke selv kunne overskue. Hun havde intet rent tøj viste det sig, og hun fik et flip på tværs over at skulle gå ud, iført bukser og trøje som ikke var nyvasket. Sådan en anfald og medfølgende ordstrøm gør det af med mig, og derfor brugte jeg dagen i går på, at dele problemerne op i små bidder. Placerede de små bidder i en rækkefølge jeg kunne overskue, og nu har jeg så hvad man med et moderne ord, kan kalde en handlingsplan.


Jeg er nødt til at gribe det sådan an, for ellers går min egen hjerne helt i knudder.


I går var derfor dagen, hvor jeg kiggede ud i luften, strikkede ( forkert i øvrigt! ), kiggede ud i luften, skrev lidt ned, kiggede ud i luften, sov, malede lidt mere i værelset, sov, græd, kiggede ud i luften og til sidst da kæresten var hjemme igen, blev trøstet og fik mere overblik over tingene.


I dag har jeg ringet til den psykiatriske skadestue og talt med dem, jeg fået info om hvad der skal ske når jeg afleverer hende, hvilket skal ske i morgen fredag. I dag er også dagen hvor jeg har fået vasket hendes tøj. Jeg har fået orienteret egen læge om hvad vi gør, det ville han nemlig gerne have at vide, og så er der ikke mere jeg skal tænke på før i morgen. Der skal jeg lige til tandlægen og have ordnet den der tand som jeg ikke fik lavet forleden, og godt bedøvet kan jeg så køre hjem og hente datteren.

Fra en venlig dame er jeg blevet gjort opmærksom på pårørendeforeningen, og dem vil jeg tage fat i, i næste uge. Det er slet ikke faldet mig ind, at kontakte dem selvom jeg udemærket kender deres eksistens, har rent glemt at man har den mulighed, men det gør jeg bestemt noget ved nu. Dejligt er det at blogland også fører det med sig, at man kan få råd og oplysning. Det er nemlig en blogger der har skrevet til mig. Jeg lader hende være anonym, men takker hende her alligevel fordi hun skrev.


Min reaktion er nok ikke underlig, i betraktning af hvad jeg ellers har været igennem for nyligt, og det viser vel egentlig bare, at jeg stadig skal være forsigtig med hvad jeg bruger mig selv til. Jeg ER træt endnu sådan rent menneskeligt, så ikke meget skal der til før jeg vælter af toget igen. Jeg ved dog at jeg nok skal klare dette også, og jeg lader mig selv være mat og overvældet. OG så har jeg givet mig selv lidt opmuntring ved at snolde.


JA ja , jeg skriver det kun her og fortæl det ikke til nogen. En fagperson ville sikkert kunne få en hulens masse ud af, at jeg sådan trøster mig selv med lidt indkøb, men det er nu engang det der får mit humør til at stige og min glæde til at genindfinde sig. Farver må der til og jeg har derfor besøgt den Geilsk'e hjemmeside. Hun havde til min overraskelse nedsatte priser på det garn, der er af uld og bomuld. Det skal åbenbart udgå, hvilket jeg slet ikke forstår. Det er så lækkert at røre ved. Derfor har jeg altså hamstret lidt af det. "Beklager John, men det er nødvendigt for min videre overlevelse forstår du nok. "
Også Madam Holst har gjort sit til at muntre mig op, og lidt friske farver kommer til mig med posten. SIDST men ikke mindst har jeg handlet frø til årets blomsterflor på min altan. Det er Isabella der har de skønneste sorter, og problemet er kun at begrænse sig.

Jeg poster billeder af mit synderegister senere.... ;)



Indtil da kan jeg drømme om sidste sommers succes og senere død, da varmen og lusene overtog herredømmet over min altan:

De var flotte til at begynde med, og de muntrer mig op


Der er ikke længe til at stedmødrene kan komme i potter på altanerne. Dejlig dejligt

Systemsvigt i højeste potens.

Jeg er så trist. For nu at sige det mildt. Jeg er magtesløs, har været ude af stand til at råbe de rette op, og derfor er jeg nu en mor med et sygt barn.


Ser vi bort fra, at der overordnet har været idyl og lykke på hjemmefronten siden jul, og at dagene går deres hurtige gang over jorden, så har jeg i baggrunden haft en datter der i det stille har fået det værre og værre. I det stille fordi jeg ikke har skrevet om det, men bestemt ikke uden at jeg har set det. Jeg har bare forsøgt at fokusere på de gode ting, de lyse sider og den succes vi har oplevet som par og som familie, efter vi gennemførte "operation den sure teenager må videre".

Måske jeg også har haget mig fast til en usynlig planke, for at holde fast i troen på at hun var på rette vej og i bedring. Fordi jeg simpelthen havde brug for at tro på det. Alt andet er for uoverskueligt.


Faktum er bare, at det slet ikke er tilfældet og jeg kan ikke bære det mere. I tre år har jeg brugt alle de kræfter jeg havde, på at råbe systemet op, forklaret og bedt om hjælp fordi min datter har vist synlige tegn dagligt på, at hun bare ikke fungerede som det var forventeligt at hun skulle. I dag, nu tre et halvt år senere, måtte vi kaste håndklædet i ringen, opsøge vores familielæge og sammen med ham beslutte, at hun i dag onsdag må lade sig indlægge.

Når jeg tænker på, hvor meget hjælp jeg selv har fået op ad systemets lange stige, så er det mig en gåde at man lader et ungt menneske stille og roligt forbløde indvendigt. At man ignorerer de tegn der er på, at hun kunne ende som et tilfælde der bliver helt tabt på gulvet og en stor omkostning for det fælles samfund senere hen, måske allerede fra nu af. Intellektuelt fatter jeg det ikke, og som mor gør det mig så ondt at jeg ikke kan beskrive min sorg. Jeg ved nu hvordan det føles at have et ungt menneske, et barn, hvor det skriger til himlen at der skal sættes ind, og hvor intet sker. Man står der og kan INTET gøre simpelthen.

Jeg vil gøre alt for mine unger, men jeg har en menneskelig grænse, både i form af resourcer, kompetencer og følelser, der gør at dette ikke er noget jeg kan klare selv. Jeg har forsøgt, men jeg kan bare ikke. Kan ikke længere bære ansvaret for hendes ve og vel alene, nogen må overtage, skride ind, træde til for at aflaste mig. Jeg føler det som en kæmpe falliterklæring at jeg ikke magter den opgave at få hende på fode, men jeg lover at jeg virkelig HAR prøvet. Jeg har i årene siden skilsmissen talt og talt, føjet og bøjet, lyttet og følt, helt på egen hånd med hende. Hun er bare ude af stand til at tage det til sig, som jeg fortæller hende. Hendes psykes skrøbelighed er så stor nu, at hun nu ikke er i stand til at gå ud, uden at nogen følger hende. Medicinen virker ikke optimalt, hendes skole har strakt sig helt ud over det forventelige og gør det stadig, men inde i sit hoved er hun stået helt af. Koncentration er der ikke noget af, og hun husker utroligt dårligt.

Noget derinde optager hende så meget, men hun kan ikke forklare hvad det er.


Jeg ved at mange der læser med, genkender symptomerne og ved at dette er tegn på depression, det gør jeg jo også selv. Som mor er det en smerte uden lige, at opleve sit barn gå igennem noget man ved fra egen krop er så svært.

Jeg selv har i dag mærket mit indre sige stop. Jeg kan ikke mere. Det er for meget, for selvom jeg så gerne ville hjælpe hende, kan jeg bare ikke. Efter så lang en kamp for at få hjælp, og denne beslutning om indlæggelse, er jeg klasket helt og aldeles sammen. Jeg kan ikke samle mig om hverken læsning af blogs, besvarelse af mails, opringninger eller madlavning. Jeg har malet lidt, forsøgt at strikke, forsøgt at lytte til en bog, altsammen uden samling, så derfor skriver jeg nu for at komme lidt af mine tanker og min bekymring til livs. Sove kan jeg nemlig heller ikke.. Faktisk har det ikke været min hensigt at skrive om lige præcis dette, fordi det handler om min datter og ikke mig, men på den anden side, har jeg det sådan at det SKAL siges. Det SKAL fortælles, at vores samfund svigter de unge. Jeg ved at der tales om de unge med psykiske problemer,
jeg ved også at der der bliver gjort noget for nogen af dem, tag bare vores egen Mira, men hvorfor er der ingen der tager problemet med børn af psykisk syge alvorligt?? Der er en stor gruppe af børn og unge, der ikke bliver samlet op, og fulgt op på i forløbet med en forælder der kommer i behandlingssystemet. Man VED at der kan være følger af at være barn af en syg forælder, men tilsyneladende bliver det ved den viden.


Hvad pokker skal jeg gøre?

Politiaktion!

Det skal ikke være en hemmelighed, at en hjemmegående/pensionists tilværelse kan være temmeligt begivenhedsløs, set med de briller der handler om samfund, verden og omgivelser.


I dag er det anderledes.


Lille mig fik øjne så store som frisbees, da jeg ved et tilfælde kigger ud af mit køkkenvindue. Dernede render tre-fire varmtpåklædte mænd rundt på sådan en underlig måde. De spejder, kigger og taler i walkie talkies.

Hmm tænker jeg med min sædvanligt langsomme hjerne, er der en hund der er væk??

De taler med beboere der går forbi og på altanerne, og med eet tager de opstilling på alle de stier jeg kan se og ligesom bare står der. Du godeste tænker jeg så, og min husmoderhjerne er ved at komme i omdrejninger.

Jeg spæner igennem lejligheden, hen til vinduet i stuen, og dernede lige overfor er hele den første sidevej afspærret. Tre store blå politivogne og en stor ambulance holder parkeret og omkring dem er der en hektisk aktivitet. Der rendes lidt frem og tilbage og der nede lige foran mig, kommer tre politifolk i civil anstigende med en ung mand i håndjern. Bare sådan lige tværs over Ålekistevej!

Jeg måber og ved nu, at jeg får alt for få oplevelser, for jeg er ikke til at drive væk fra vinduet, men står i stedet udstyret med kaffe og snacks og kigger på. Jeg ringer op til kæresten for ikke at eksplodere helt over al denne opleven jeg får, på sådan en ellers kedelig mandag i januar. Tegner og fortæller og er heldig, at den stakkels mand ikke hænger i en tagrende og risikerer at falde ned, fordi fruen derhjemme ENDELIG oplever andet, end de daglige skærmydsler med børnene.

Endnu mere paf bliver jeg, da en hel hær af kampklædt politi krydser gaden. De er i hele udstyret, med våben, visirer og jeg ved ikke hvad. Først her får den sløve husmoderhjerne for alvor svingningerne op i højeste gear, og hun er nu i stand til at huske sit kamera..






Der sker så ikke lige så meget mere, før den anholdte bliver hevet ud af en af bilerne igen, efterfulgt at en enorm mængde politibetjente, og guderne må vide at jeg ikke aner hvor pokker de har gemt sig, for er bilerne virkelig SÅ rummelige??? De trækker af med ham, op ad den lille vej og de fleste tager så opstilling rundt om huset på hjørnet. Måske der briefes eller noget?




På dette tidspunkt er mine pelsede ved at dø af kulde fordi jeg har haft altandøren åben for at kunne tage billeder i alt for lang tid, så jeg løsriver mig for at de kan få varmen igen. Døren er for tiden barrikaderet af tre fyldte Ikeaposer. De rummer min garnsamling og jeg har skubbet hele baduljen væk for at kunne komme til at åbne den, så jeg kunne få billeder i kassen.


Hulter tilbulter ligger det hele og der venter en større sortering igen, førend jeg igen har overblik over, hvad jeg har at lege med i de kommende måneder. Heldigt er det så, at jeg elsker at røre ved og kigge på de mange farver og kvaliteter. Her er timers underholdning af den mindre oprivende slags. :)



Tilbage til fortællingen fra før:


Da jeg fem sekunder efter vender tilbage er hele banden faneme væk! Pist borte og verschvunden. Hverken biler, eller hunde eller civile er tilbage, de sortklædte mænd er også kørt bort, nu ligner det hele sig selv igen.

Hmmm jeg gad nok vide hvad der er foregået. Jeg kan jo godt regne ud at en eller flere, mere eller mindre farlige personer er spænet/sluppet løs i kvarteret, men i min begivenhedsløse tilstand er min nysgerrighed altså til at tage at føle på.


Er det mon sådan det er at være journalist?? Man kigger på fra sidelinien og håber på at finde ud af hvad der sker, tager billeder og venter. Venter uanset om det fryser eller regner eller er varmt så sveden hagler.

Jeg er i hvertfald spritvågen lige nu.



13.35

Seneste nyt:

Har lige set på EB, at det knagme var den ene af to bankrøvere som tidligt i morges røvede en bank i Lyngby. Så blev jeg da så klogere ;)

Inaktivitet og om at søge bolig

Jeg er slap i koderne og får ikke bedrevet meget i dag. Jeg har selvfølgelig alligevel overdrevet mine egne kræfter, det har kostet mig to aftaler i dag, men sådan må det være.

Den første var strikkearrangementet, og surt som det er må jeg bare glæde mig over at der kommer andre, i hvertfald det jeg selv er værtinde for i marts. Det andet er en noget mere pinlig affære..

Kl 11.15 ringer telefonen, det er en dame Josefine og jeg havde en aftale med kl 11!! For det første lå jeg og sov min skønhedssøvn, for det andet var det en aftale om at bese et værelse med udemærkede betingelser, og for det tredje havde jeg faktisk glemt allerede forleden dag, at jeg skulle have selvsamme aftale flyttet, fordi det lå samtidigt med strikkeaftalen, som jeg i første omgang troede var kl 15. For det fjerde er jeg et fjols.

Er de forvirret??

Ja, jeg selv har i hvertfald svært ved at få det hele til at gå op, og det endda på trods af at jeg har min kalender nærmest limet til kroppen.
Nu endte det med at jeg ikke var vågen, og meget skamfuld måtte undskylde for at hun havde ventet forgæves, OG at jeg nåede at melde afbud til strik, OG at jeg så kan sidde her og slå mig selv i bolden, fordi det faktisk ikke er helt så let endda at finde noget at bo i til en 18 årig pige.

Hmmm


Note til mig selv:


Jeg kan bare ikke overskue flere aftaler på kort tid..


Omkring det der finden værelsesnoget, så drømmer I ikke om, hvilke tilbud der ellers flyder ind til Josefines annonce, og som bestemt IKKE kan komme på tale. Lad mig sige det sådan:

Der er ikke mangel på mænd i tvivlsomme aldre, som bor alene og gerne vil tilbyde hende husly!

Der var bla en der ringede og tilbød hende et af to værelser, som de så kunne være fælles om.. Godt nok var der kun en brusekabine i køkkenet, men det mente herren ikke var noget problem, han skulle nok lade være med at hente kaffe når hun var derude..

Nej sagde mor her til ham og lagde på.


En anden ringede i går og tilbød hende et værelse på 16 kvm, han ringede for en ven der ikke lige selv ville ringe! Pris: 4000 dask. Det rene fund til prisen mente herren, der iøvrigt kunne fortælle at tre andre unge allerede boede i huset, der forresten var nybygget og med egen carport. Herligt, især fordi en masse unge har egen bil..

Næææ nej du, ellers tak sagde mor her igen.

I sådan situation kan det godt ærgre mig, at jeg ikke er en forælder der kunne investere i en lejlighed til mine unger. Josefine selv vil gerne flytte, hun har det som jeg svært med at vi hele tiden kommer på kant med hinanden. Det er over de latterligste småting, og handler meget om at hun har begyndende behov for at bestemme selv. Det er ikke uventet, for hun er jo sig selv på skolen i fem dage ad gangen, og det er svært at omstille sig til vores rytme og regler når hun så er her. Jeg husker udemærket mine egne skænderier med min egen mor, dengang jeg var 18.

Faktisk mindes jeg noget om at de dengang i mine øjne var mere eller mindre latterlige, med deres holdninger og regler. Oldnordiske og ufleksible og åhh så gammeldags ;)

Tjaaa, man bliver jo klogere med alderen. Især må man erkende at ens forældre havde ret i mange ting, og det er næsten det værste.


Fandes også så kloge forældre er..






Imens jeg venter på at kroppen restituerer sig, drømmer jeg fortsat om disse smukke nuancer på min altan. Er det forresten kun mig der syntes at den, ellers normalt meget lange januar er fløjet afsted i år???

Jeg tog afsted alligevel

Jeg tog med til fest i aften, jeg kunne klart mærke at kæresten gerne ville at jeg var der. Det betyder faktisk en helt masse for mig, det at han ikke er ligeglad, så jeg overvandt mig selv, klædte mig varmt på og beredte mig på nogle timer med tju hej.


Lad mig lige her standse op og filosofere lidt over livets gang..



I aften stod det nemlig lysende klart at jeg er blevet ældre, og at fornuft vinder over forfængelighed når det er hundekoldt udenfor. For 20 år siden ville jeg have klædt mig på til fest, med skørt og florlet undertøj, tynde strømper og høje hæle. Nu her midt i livet, kunne ikke ti vilde heste få mig til at gå ud, uden mindre end varmt tøj og hue, vanter og halstørklæde, vinterfrakke og tykke støvler. Faktisk er jeg nået til et punkt hvor jeg overvejer uldent undertøj! Jeg mener.. er der noget jeg har respekt for efterhånden, så er det kulde og dermed risiko for sygdom i underlivet. Hjemme render jeg rundt og ligner noget der er løgn i denne tid, især er jeg pakket godt ind omkring numsen, med et dejligt varmt sjal til at lune det sarte og udsatte indre. Jeg har nemlig prøvet både blærebetændelse og underlivsbetændelse flere gange, og jeg skulle lige hilse og sige, at det faktisk kan være ret så pinefuldt. Hvorfor jeg ikke allerede har dejligt varmt at tage på inderst inde, skyldes nok at jeg normalt aldrig fryser og at de sidste års varme vintre ikke har fordret det. Så altså, jeg gider ikke længere satse heldbreddet på en enkelt aften ude, så jeg var muligvis ikke den smarteste gæst, tilgengæld var jeg varm :-)


Når det er sagt, så er det jo heller ikke nogen hemmelighed her efterhånden, at jeg ikke trivedes med så mange mennesker samlet, så efter passende tid tog jeg hjem igen. Vi blev enige om at John kunne tage en taxa retur, for han var i muntert selskab og jeg syntes ikke det er rimeligt, at han altid skal gå når det er sjovest, fordi jeg vil hjem. Det er fint med mig, og jeg har derfor kunnet nusse rundt i stilhed, efter at jeg fik krøbet i det elskede nattøj, bare nuldre lidt med dyrene, tage en kop varm kaffe og så ellers bare være selv lidt.

Nu glæder jeg mig til at han kommer hjem, og jeg ved med sikkerhed at han ikke var helt appelsinfri da jeg kyssede ham farvel, så der er lagt op til at han vil være godt flad i morgen hehe. Jeg selv er klar til at fortsætte i mit værelse, hvis ellers jeg ikke har fået det værre end jeg har haft det i dag.

Vi får se.


Nu er klokken mange, men jeg vil lige strikke en pind eller to inden jeg går helt til ro. Jeg har nemlig modtaget garnet fra Lavendel og mit blå sjal behøver ikke længere vente. Hende Lavendel hun er en knag, og jeg vil her lige reklamere for hendes butik Lavendelgården. Kig ind, der er mange dejlige sager der. Se bare her feks, eller hvad med denne hersens tingest? Den er da lidt sjov ik.. Og så er der jo garn ikke at forglemme :-)



Forresten..


Jeg må befinde mig et rigtigt godt sted sådan på et åndeligt plan for tiden. I aften er jeg nemlig blevet spurgt om det eneste, man ALDRIG spøger en kvinde om, med mindre man kender svaret med sikkerhed på forhånd. En herre spurgte om jeg var gravid og i samme åndedrag lykønskede han så min elskede med den kommende begivenhed.


SUK og herregud altså.


Jeg svarede som sandt var: " nej, jeg er bare tyk".


Jeg kan her afsløre, at både han og de omkringstående var mere pinligt berørte end jeg selv, og i den næste halve time måtte jeg lægge øre til en strøm af undskyldninger, tamme bortforklaringer, OG at han bare syntes at gravide er sååå smukke. Nå, ja, ok, fint nok, men som sagt er jeg altså bare tyk! Fister...


Det berørte mig ikke en hujende fis, men på en dårlig dag var jeg brudt sammen, det er helt sikkert, men nu er det bare sådan at jeg har det godt indeni, og derfor kan jeg ikke rigtigt hidse mig op over at jeg har taget på. For det har jeg, den øgede dosis medicin har lidt af skylden, men resten er min egen. Jeg har ikke kunnet koncentrere mig om kost og sundhed siden decembers ballade, men jeg ved da godt at når alt er på plads her igen, så må jeg se om jeg kan finde en måde at tabe mig lidt på. Alt andet lige er det ikke godt at tøjet strammer, og så er der også den helt jordnære del, der handler om at det er besværligt at slæbe rundt på for mange kilo.

Jeg er kommet et godt stykke videre, men må nok tage en pause i arbejdet med at male og rydde på plads, for vi skranter her i huset. John har været småsløj og hjemme siden tirsdag, og her til morgen er det mig der har det underligt. Jeg kan ikke lige sige præcis hvad der er i vejen, men jeg har sån lidt ondt her og der. Mit hoved gør ondt, en mindre tandpine ligger og lurer, jeg fryser på en ubehagelig måde og jeg er tyk i halsen.

Med andre ord kunne det se ud til, at vi ikke længere undgår vintersvøben i form af forkølelse eller det der er værre. Indtil videre er vi ellers gået fri af de sygdomme der normalt følger med længere tids mørke og kulde, så jeg klager ikke. Jeg tager det varme tøj på i dag, og så ser vi..


Eneste lille problem er at vi skal til fest i aften, køleskabet er begyndt at runge hult, og søndag skal jeg både kigge på værelse med Josefine og til strikkekomsammen. Festen i aften er til ære for en nyudklækket sygeplejerske, den har været annonceret længe og jeg vil som altid helst blive hjemme. Selskabet er ellers ok, men der kommer mange mennesker og der bliver altid festet igennem når de er samlet, så jeg ved jo som sagt før, at jeg skal kæmpe for at holde ud mange timer. Strikkehalløjet på søndag glæder jeg mig meget til, men jeg er blevet lidt overrasket over mængden af gæster, så også her er jeg lidt tøvende. Alt i alt har jeg brug for alle mine kræfter i denne weekend, og får jeg det ikke bedre må jeg lige overveje hvad jeg kan deltage i. Lige nu er jeg bare skvattet.





Modsat deres mennesker, er de pelsede i fuldt firspring allerede. Jeg ved ikke lige hvad der stikker dem her til morgen, men de har simpelthen ræset rundt som skoldede grise, pludret og pebet, hoppet og danset med en sådan energi at det ligner et forårseng med føl på. Det er så muntert at skue, og de er ganske upåvirkede af at deres omgivelser ellers ligner ragnarok for tiden. Burene er nærmest pakket ind i stabler af alt muligt, der er midlertidigt stillet rundt omkring i stuen. Kasser og bunker af bøger, sække med garn, borde og stole og stof i posevis har dæmpet alle lyde i stuen den seneste tid, men hva.... så er her da isoleret hihi.



Især Karamellen er fuldstændigt tosset med frynser. Hver eneste gang jeg rejser mig fra sofaen og vender ryggen til, lister han lynhurtigt ud og gnasker løs. Når jeg så viser mig igen, stopper han op, kigger på mig med et blik der siger " hvad? mig? jeg laver ikke noget. Jeg sidder bare her og kigger lidt på udsigten. Må man nu ikke engang det mere?? " Og så spurter han højlydt tilbage i sikkerhed igen. Og jeg mener virkelig hver gang. Det slår aldrig fejl, selv når jeg ligger og sover med plaiden om mig, så lister han ud og tager en bid.



For at toppe op med indtryk af kaos, kom Josefine allerede i går og derfor kan man nu faktisk ikke gå hverken frem eller tilbage herinde, sovesofaen har taget den sidste tomme gulvplanke vi ku bruge til at betræde stuen på. Jeg trækker på skuldrene og gider ikke lade mig påvirke, for det er jo kun en kort tid endnu, og vi har prøvet det der er meget værre..


Nu venter noget varmt til halsen, noget blødt til maven og så bliver jeg i min seng lidt endnu. Heldige mig skal jo ikke engang ud i det kolde mørke, som de fleste andre mennesker.

Det er ikke så ringe endda

Endelig

I går var jeg ved farvehandlen, og jeg kan nu gå i gang med at gøre mit værelse.


Det var en noget spøjs oplevelse at handle i den butik, og for at det ikke skal være løgn, ja så glemte de lige at sige til mig sidst jeg var der, at man IKKE skal lægge 1000 i depositum når man er en lejer der skal istandsætte. Det er kun når man er nyindflyttet!!!


IH guder altså, hvor længe er det jeg har gået og ventet alene fordi de 1000 kr var et problem??? Derudover var ekspedienten ikke af den slags der går lige til sagen, at indkøbe farve og ruller og den slags, tog næsten en hel time..


Nå, men jeg stempler ind som maler de næste dage, der vil være afbrydelser fordi vi skal lidt både i morgen og i weekenden, og derefter begynder så den store rokade af bogreoler og arbejdsplads. Jeg glæder mig og syntes det er hyggeligt at gøre i stand, især når det er noget der gavner mig selv ;)


Jeg kommer nok ikke så meget forbi i blogland de næste dage, men jeg vender jo stærkt tilbage. Med skriv om alt lige fra strikkemødet på søndag og maleeventyret, til billeder af både dyr og mennesker og strik. I øvrigt har det der strikkemøde søndag, udviklet sig til en noget uoverskuelig affære. 24 høns har meldt deres ankomst, og jeg er nu lidt svedt ved tanken om hvordan jeg skal gennemføre det.. Det er næsten for meget, men jeg giver det en chance for der kommer en masse jeg gerne vil møde, OG der er en kvinde der har noget garn med til mig. Uden at jeg kender hende har hun skaffet mig noget garn jeg ikke selv kunne få fat i, og det er IKKE kaunien, men lækkert uldgarn fra Netto. Det var billigt i denne uge, men revet væk her i byen.

Om at kommunikere

Kommunikation er vigtigt på så mange planer, og for os alle sammen.

Metoderne er mange, og hvad der passer hver især er lige så forskelligt, men lever man helt uden nogen form for udveksling af ord, kan det få indflydelse på sindet og trivsel. Man bliver underlig i roen af det, og det er bevist at det er sygdomsfremkaldende, at være helt uden for et fælleskab igennem længere tid. Isolation er bare ikke godt, og også en form for nedbrydelse af sindet, når man tænker i tortur baner.

Nogle har voldsomt behov for konstant at være i kontakt med andre, behov for at tale og udtrykke tanker og meninger. Andre kan nøjes med en mere kontrolleret form for udveksling af ord, og det kan forandres livet igennem.


Jeg selv tænker meget over for tiden, hvordan jeg har det bedst med det der talenoget.


Jeg bliver mere og mere opmærksom på, at jeg trivedes helt fantastisk med bloggeriet og alt det det bringer med sig af netværk og kontakt via space. Det har dog også givet mig kvaler og sat en kæmpe skyldfølelse igang inden i mig, noget jeg slet ikke lige havde forudset da jeg gik i gang.


Det er svært at forklare og sætte ord på, men jeg prøver alligevel, og håber at det ikke hægter nogen af fordi jeg har en snørklet hjerne.


I tidernes morgen var jeg som andre vildt glad for at sludre i telefon. Regningerne taler vi ikke om, men jeg mindes da mine forældres frustration og undren over, hvordan jeg kunne tilbringe så meget tid med at knevre med veninder over en ledning. Især fordi jeg tit og ofte lige havde sagt farvel til dem efter endte aftaler, og så alligevel havde mere at sige, hvilket fik mig til at styre lige hen til væggen med røret i køkkenet.


Senere fik jeg ad mange snoede omveje et job som omstillingsdame i et stort forsikringsselskab, og der skal jeg lige love for at jeg fik min lyst styret. Jeg har stort set ikke brudt mig om at tale i telefon siden, og det var faktisk sådan at jeg de sidste år af mit ægteskab, kunne konstatere når vi fik regninger fra det hedengange KTAS, at min andel af opkald nærmest var lig nul. Eks'en derimod var et sludrechatol af dimensioner og kunne med lethed tale i timevis. Feks under fodboldkampe!!! Så sad han der med en kammerat i den anden ende af byen ( eller i opgangen lige ved siden af...) og fik debatteret hele kampen igennem via kabler i jorden og til en mindre formue.

Nå, men det var et sidespor..


Jeg selv altså, har det meget anstrengt med det der taleri. Og her mener jeg i helt generelle termer, og efter at have tænkt meget over det i det seneste års tid, hvor jeg jo har været i kontakt med flere mennesker, end jeg har været de seneste tre år tilsammen, ja så tror jeg nu at jeg ved hvor hunden egenlig ligger begravet. Når det handler om ord og udveksling af samme, så er jeg dybt skizofren.

Jeg elsker at skrive, holder vildt meget af ord i det hele taget, kan lide at lege med sproget, men når der kommer lyd på, så bliver jeg så ufatteligt udmattet. Især fordi jeg ikke kan styre mine egne impulser og alle ordene jeg har i mig, når jeg er ude i sociale sammenhænge. Jeg pludrer og sludrer løs, har masser af meninger og input jeg skal af med, men faktisk er jeg inderst inde og helt dybt i min sjæl, slet ikke tilpas med al den "støj" der følger med samtale.

Her er det virkelig vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke rent intellektuelt opfatter samtale som støj, men mit sind og mit hoved opfanger lyde som støj og det trætter mig helt ud i det åndsvage. Det er bestemt ikke noget der huer mig, at jeg sådan skal gå kold efter meget kort tid når jeg er ude og har samtaler med andre, men det er sådan det er.

Jeg har lagt mærke til, efter jeg begyndte at blogge, at jeg her har muligheden for at kommunikere og sparre med en masse herlige andre kvinder, uden at jeg bliver så forbandet træt, og det hele handler om, at jeg når jeg er på computeren, kan få sagt det jeg er fyldt af i en given situation UDEN at der er lyd på. Derved orker jeg meget mere. Jeg får viklet mig ind i masser af ord, uden at jeg mærker denne overvældene følelse af udmattelse, som ellers rammer mig efter bare få timer i selskab med andre.


Det siger sig selv at det et eller andet sted ikke er så hensigtsmæssigt at have det sådan, men det er resultatet efter at jeg har været syg. Siden '99 har jeg har det helt fint med at være ene, at være i stilhed og selv kunne kontrollere støjniveauet i mit liv. Bla har jeg været en virkelig ivrig og flittig koncertgænger, og i de første år efter min indlæggelse købte jeg troligt masser af billetter, men hver gang jeg ankom til spillestederne, måtte jeg gå hjem igen ofte inden koncerten var begyndt. Jeg kunne simpelthen ikke rumme alle stemmerne fra menneskemængden omkring mig. I det daglige liv giver det mig også problemer fordi især min egen Rasmus taler som et vandfald. Alle hans ord med lyd på overvælder mig i en sådan grad, at jeg til tider må flygte ind i et andet rum, for at få den konstante summen i mit hoved til at holde op. Helt uden at jeg selv vil det, lukker jeg mentalt ned og kan ikke længere høre hvad han siger til mig.

Af natur kan jeg ikke lade være med at stikke snuden frem, og efterhånden som jeg bliver mere og mere rask, "kommer jeg til" at deltage i arrangementer jeg super gerne vil være en del af. Prisen er så bare at jeg i dagene efter må være helt alene igen, være i stilhed og ro for at få styr på de indtryk jeg har fået. For at få alle ordene på plads simpelthen. Når jeg skriver " kommer til", betyder det at jeg egentlig ved at jeg burde lade være, men at jeg ikke KAN lade være med at have lysten til samværet. Lyder det helt knudret??

Jeg har det skidt fordi mange mennesker har sagt, at jeg bare kan ringe hvis jeg har brug for det, men jeg gør det bare ikke og så får jeg de vildeste skyldfølelser. Jeg VIL jo egentlig gerne vise at jeg sætter den største og mest taknemmelige pris på at der er nogen der gider mig, men i det daglige får jeg det ikke gjort, jeg går rundt i min lille skal i en verden uden lyde og vil hellere skrive i stedet for, men det betyder at jeg har veninder og bekendte jeg hele tiden glemmer at ringe til. Heldigvis ved dem der har kendt mig længe, at det ikke er med vilje og ikke fordi jeg ikke vil dem, jeg går bare i min egen stille verden og glemmer at være opsøgende. Jeg minder mig selv om at jeg skal huske at ringe til dem, og bliver med det samme så træt ved tanken om lange samtaler og masser af ord. Tilgengæld har jeg haft stor glæde af at bruge MSN for der kan man sidde og chatte sammen, og samtidig være i stilhed. Jeg har udviklet en tendens til at isolere mig, men alene ved at jeg har kastet mig over bloggeriet, har jeg overvundet mig selv så mange gange og jeg klapper mig selv på skuldrene over at jeg har været dygtig og været ude i verden.


Det er noget underligt noget, og vildt upraktisk når man er mor og i familie. Jeg nægter bare at leve som eremit alene fordi støj, lyd og kommunikation gør mig træt. Så hellere sove lidt mere og være sig selv i eget rum, når menneskene omkring mig bliver for meget.



Jeg ville egentlig have vist et foto af mig selv som omstillingsdame, men jeg kan ikke hitte det nogen steder, så i stedet er her et foto at noget jeg glæææææder mig til.

At se spirer komme op af jorden og gro på min altan :-))

Dit og dat

Det er mørkt og lysene er tændt, men min naturkalender fortæller mig at dagen er tiltaget med hele 48 min. Det syntes jeg faktisk godt jeg kan både se og mærke, især om eftermiddagen.


I år har jeg for første gang købt mig sådan en blå kalender der følger årets gang, inspireret af Madame, der engang har nævnt den i sin blog. Den er egentlig god, en masse ting står der i den, men jeg KAN stadig ikke vænne mig til at siderne ikke har ugerne listet op, fra mandag til søndag. Af en eller anden grund er der kun seks dage på de to opslåede sider og derfor rykker det hele tiden.


Nå, jeg vænner mig nok, og ihvertfald er det en glæde at kigge i den hver dag og se hvordan dagene langsomt bliver længere. Lige nu er det jo babysteps solen tager, men senere rykker det virkelig, og jeg kan lade stearinlysene hvile, indtil efteråret igen.




Lavendel blev min redning, hun har garnet jeg løb tør for på lager i sin butik, og jeg er glad igen.
Igen har bloggeriet vist sig at bringe gode ting med sig, for hvor ellers kan man finde så stort et netværk som her? Jo på Ravelry, og der har jeg også fået forslag til steder jeg kunne lede, men i det virkelige liv, har jeg slet slet ikke de muligheder for at sparre. Det er herligt.


Dagene går sin gang og jeg går med. Med masser af smil og godt humør, og om aftenen lægger jeg hovedet på min pude, med billeder på min nethinde af et hjem, der langsomt ændrer karakter.

Jeg bliver så glad

Garnmoster fra bloggen Garnfreak syntes jeg har fortjent at modtage denne award.

Hun skrev: fordi hun altid skriver sådan nogle søde kommentarer og hun er stærkere end hun selv ved :-)


Det gør mig virkelig glad især fordi jeg jo ikke hører til de mest produktive kreakvinder her i universet. MEN jeg takker og tager smilende imod, og dermed tager jeg også udfordringen op, der handler om at fortælle 7 ting om mig selv.


Jeg er..

1: ... mere utålmodig end jeg vil indrømme

2: ... løve og elsker at hvile, slappe af, tage mig en lur og at være på langs

3: ... så heldig at have verdens dejligste kæreste, der for nyligt har slået fast at det er mig og ingen anden han vil dele livet med

4: ... en slikmund

5: ... den glade dyreejer af fire marsvin. De har givet mig så mange muntre timer at man tror det er løvn

6: ... blev bidt sidste år. Af den meget smitsomme strikkevirus. Det har vist sig at den ikke er til at blive kvit, og at der ikke findes helbredelse for den.

7: ... drømmer om en rundtur i det ganske land, for at besøge og hilse på en masse andre herlige bloggere.



Nu er det så at tiden er kommet til at give den videre og her er de 7 bloggere jeg syntes skal have awarden.


1: Frau Putz fordi hun ganske enkelt er selvskreven som en super kreativ blogger. Et eksempel på en flittig husmoder og produktiv kreakvinde.


2: Pernille fordi hun om nogen er hittepåsom udi strik og hæklefinurligheder. Sød og hjælpsom er hun skisme også :-)

3: Mette Fordi hun har et stort stort hjerte, er marsvinemor som jeg selv OG fordi hun bestemt også er kreativ. Desuden har hun overskud til at skrive, selvom hun gennemgår en svær periode. Det er stort syntes jeg

4: Margith fordi hun er den første der sån helt uden nogen grund, sendte mig en blomst da jeg var helt ny og havde forelsket mig i en rødbedeaurikel. Jeg håber sådan at den genkommer til foråret for jeg har passet godt på den.

5: Rikke fordi hun trods to små børn og nogle gange har mange tunge tanker, altid har overskud til lige at blogge om stort og småt.

6: Pi Andrea fordi hun bestemt er kreativ og så bliver man så munter af hendes skriv. :-)

7: Meisolle fordi hun har en blog der bestemt fremviser noget andet end det gængse fra den kreative verden. Hendes dukker er så fantastiske og har alle hver deres personlighed. De er fremstillet med kærlighed og snilde og jeg ønsker mig min egen lille en af slagsen.. ;)



Værsesko alle I kære medsøsterbloggere. Rock'n blog siger jeg bare, og det er helt frivilligt at tage imod awarden.
Knus Henriette

Kender I det ??

Her sidder man godt plantet i sofaneseren, alt inden for rækkevidde, kaffe, flødebolle, fjerndimsen til tv'et, lydbog, plaid om kroppen, ungerne beskæftiget med deres, kæresten med projekt fyld-en-kommode-med-ledinger og dimsedutter, og opskriften på dominosjalet klar og så..


Jeg har §¤%&"#&!/&"#((!!****&#q¤%#/! AAARRRGHHGHGHGEUJKSHFIUESOFGSHNED


IKKE GARN NOK.



Ja undskyld, men det kan altså gøre mig helt vild. Anden række er godt i gang, men allerede nu kan jeg se, at garnet slet ikke rækker og at jeg har fejlkalkuleret mit lager. Garnet er Kauni og købt i julen ved det firma der lukkede ned pr 31 dec.

For pokker da også altså.

Jeg har lagt det helt væk og håber nu på at jeg kan finde et sted der sælger lige præcis den farvekombi, men indtil videre ser det ud til at der kun er en mulighed, og jeg vil prøve at høre i Nørkleriet om hun kan skaffe det. Jeg har faktisk heller ikke lige planlagt mere garnhandel, tror kæresten ville få en prop, men hvad så?? Skal jeg pille det hele op og begynde forfra? NEJ! Sådan er jeg slet ikke indrettet. Jeg hader at begynde om, og vil hellere vente, så det bliver enden på den historie.


Den næste krølle på dette strikkedrama er så, at ALT mit garn nu ligger pakket ned i blå Ikeakæmpeposer, fuldstændigt uden for system. I aftes sad jeg og forsøgte at beslutte hvad jeg så skulle kaste mig over, en sweater som den her fra UniKarina ligger højt på listen over to do, men hvor er garnet??


Jeg gik i seng gjorde jeg.


Godnat og øv og så kan det også bare være ligemeget NÅ!



I dag vil jeg forsøge at glemme alt om strikkepinde og i stedet fylde huller i væggen på mit værelse. Derefter ligger der flere opskrifter på engelsk, som jeg bare ikke kan finde ud af, og derfor må ideen være at jeg prøver at oversætte dem til dansk, så de kan blive omsat til strik på mine pinde.



Når jeg altså kan finde mit garn igen.




Hende her har ikke brugt meget garn på sin kjole.. Den lille spanske Infanta Margarita er udstyret efter alle datidens kunstens regler, og har sikkert haft problemer med at sidde ned. :-)

Jeg er her endnu...

....men har det vildt underligt fordi jeg ikke har den vanlige energi til at skrive og fortælle om stort og småt.

Måske det er fordi december har været så fyldt med ord, skriblerier og følelser at jeg nu er lidt tom i ordkassen...


Det er ellers ikke fordi her ikke sker noget, det gør det knagme altid syntes jeg, men bare tanken om at pakke kameraet ud, klikke på knappen gør mig såååå træt. Jeg har jo bestemt mig til at bruge januar til at restituere i, og det gør jeg egentlig også, men samtidig har vi jo virkelig kastet os over planerne, der skal give vores familie bedre kår, så jeg har skubbet lidt til ambitionerne om hvile, ro og zenstemning og tror at februar må lægge ryg til det forsæt.

Vores økonomi ligner de fleste andres her i januar, så for at kunne realisere børnenes og vores egne planer for familiesammenføring, har vi måttet benytte en udvej der ellers ikke huer mig. Vi har handlet på kredit i Ikea. Fra en fjern fortid har jeg haft en konto liggende i bero i det svenske varehus. Kontoen er betalt ud forlængst, men nu er den altså aktiveret igen, de ting vi har brug for er hentet i tirsdags og så er der et år hvor vi nu har en ekstra ydelse hver måned. Det er ok, vi kan godt klare det, og det er også en lille pris for at vi kan sidde sammen ved et ordentligt spisebord og på stole der ikke rokker. Min ryg har også fået lov at tale, så en ny seng til os er nu på plads og ved gud hvor er det fantastisk. Den gamle seng var over 20 år gammel og godt slidt på alle leder og kanter, den nye er dejligt hård og tilpasset den ryg jeg gerne skulle kunne gøre brug af i mange år endnu. Rasmus har fået en ny seng for hans var også fra ruder konges tid og næsten uden stof på madrassen.


Vi sover virkelig godt for tiden :-)



Vi har brugt denne uges aftener til at samle og rykke rundt, og nu venter kun den forbandede maling til mit værelse. Vi kan ikke komme et skridt videre før det værelse er klar, og DET er ikke noget jeg takler særligt vel. Jeg er utålmodig af natur og hader at vente. Men kontanter er der altså ikke mange af, så først på torsdag når der kommer løn igen kan jeg ræse ud og lægge de 1000 kr på disken, der skal til, og SÅ skal jeg faneme igang med at lege med farver og pensler. At være 14 dages lønnet kan godt være noget skidt ind i mellem..


Her er glade dage og højt humør generelt og jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har haft så mange uger i eet stræk uden konflikter og surhed. Er det ikke bare fabelagtigt??



Jeg har en masse malerier liggende, downloaded af John på et tidspunkt, de er så smukke så indtil jeg igen gider fotografere, bruger jeg dem til at pynte lidt herinde. Jeg kunne jo godt tage billeder af det kaos der hersker her lige nu, men jeg er ret sikker på at I alle ved hvordan det ser ud når man flytter om.. ik?

Fridage i byen

Jeg bruger ikke meget tid på nettet i disse dage.

Jeg bruger tiden på at rode og regere her hjemme, og så slapper jeg iøvrigt også af med passende intervaller. Tre forsøg på at skrive er slettet, ordene kommer ikke ud på den rigtige måde, så jeg tror bare at jeg tager et par fridage herfra.

Vi har det godt hele banden, weekenden nærmer sig og så vender jeg tilbage igen, med nyt fra de fem i byen og deres omindrettede lejlighed...




Smukt billede ik..

Ravelry og mig

Inde på strikkesitet Ravelry er jeg medlem af flere forskellige grupper. Nogle for sjov, andre for at få inspiration, og så er der Copenhagen Knitters.

Cph Knitters er som navnet antyder en gruppe for strikkere/hæklere i Kbh's området. Jeg kom forbi ved et tilfælde og har luret lidt på den et stykke tid, lige indtil jeg så en tråd om et strikkemøde hos et af medlemmerne i nærheden. Jeg meldte mig til og vupti...

Nu har jeg en aftale i slutningen af januar med 15 andre strikkere i Herlev. Det er lidt vildt og jeg kender ikke en eneste af dem. Dvs jo... en af dem mener at hun ved hvem jeg er! Hun har nemlig gjort mig opmærksom på at vi har mødtes i strikkecafeen Nørkleriet sidste år. Godt husket må man sige, da jeg jo ikke har været der så meget i efteråret.

Vores ny boligsituation har nu gjort mig mere modig på at invitere gæster, så i et anfald af momentan spontanitet (sindssyge??) oprettede jeg en ny tråd, og spurgte forsigtigt om der var nogle der kunne ha lyst til et strik in hos mig engang i marts. Jeg gjorde opmærksom på at her max ville kunne være 10 personer og, at jeg ikke havde prøvet det før, og øhhhh... allerede dagen efter var der fuld tilmelding!

Jeg gik helt i koma i aftes da jeg så interessen, og nu skal jeg altså have besøg af 10 fremmede kvinder incl en baby sidst i marts måned. Flere har tilbudt at bage og det har jeg taget imod med kyshånd, for så langt har jeg slet ikke tænkt. Hihi, så kan jeg lære hvad der sker når man stikker snuden frem fra hulen :-)

I det hele taget bruger jeg Ravelry mere og mere, og jeg syntes det er en skøn side. Eneste problem kan være, at der er så interessant at jeg får brugt alt for meget tid på at klikke på alt muligt, og dermed får jeg så ikke strikket en eneste maske selv. En klassisk nørde-bivirkning har jeg opdaget.


I dag vil jeg dog strikke lidt mere flittigt på Dominosjalet, der nu bare sidder i hænderne og ikke er spor indviklet. Og så har jeg lige et par ting der skal males og friskes op med smukt papir, ting der har ligget siden sidste februar faktisk.. Jeg holder jo meget af at lege med papir og saks, men siden jeg greb strikkepindende har jeg ikke fået klippet og klistret andet end julekortene i sidste måned. NU er chancen der, og når jeg alligevel ikke kan få hentet maling til væggene, kan jeg passende bruge mine rester på at male de ting der har stået i nu et år, og ventet på at få nyt liv og berettigelse ved min arbejdsplads.





Jeg har nu fået strikket fire firkanter og er også begyndt at kunne se en ny farve i garnet. Nyere billede følger, når jeg har opladet kameraet..





Denne her skal der bla gøres noget ved. Enten maler jeg den, eller også får den en omgang med smukt tapet/papir.



Jeg glæder mig til at tage hul på tirsdag d. 12 januar det herrens år 2010 :)))

Den sidste fugl er fløjet

I går tog vi afsked med de sidste juleferiebarn.

Josefine blev kørt hjem til skolen, efter en næsten månedlang juleferie. Det har været dejligt at have hende hjemme, men også hårdt fordi hun har base i vores soveværelse. Det fungerer egentligt udemærket og vi indretter os efter det, men der var begyndt at være lidt overfyldt i stuen. Tøj, sengetøj og alle mine sysler var med tiden endt i en munter bunke på alle overflader i stuen. Det skyldes at hun som alle andre teenagere breder sig i en helt sindssyg grad, og efter kun en uge, orkede jeg simpelthen ikke at betræde de kvm der normalt er vores. For at komme til min egen garderobe skulle flere meterhøje bunker forceres, der flød med tallerkener, glas og alt muligt andet jeg ikke ville vide hvad var.

Så i aftes da jeg var vel hjemme igen, kunne John og jeg så endelig få styr på hjemmets to vigtigste rum. Eftermiddagen var brugt på at vaske alt hvad vaskes kunne, incl det bløde sengetæppe som på en eller anden mystisk måde var endt som hendes hovedpude!! ( Jeg minder om at hun har haft lus i mellemtiden.. )

Nu er der ryddet op, der er rent tøj på de dertil indrettede hylder, der er støvet af, lagt rent sengetøj på, og i morgen følger så støvsugning. Med de to store vel anbragt i hvert deres domicil, ligner vores hjem nu faktisk noget man kunne kalde et gennemsnitshjem for en familie.







HOLD da kæft hvor jeg tillader mig at nyde livet.



Planer for mit værelse og dermed også soveværelset, som indtil nu har huset mit arbejdshjørne, OG som jeg ikke selv har kunnet benytte pga af Josefines skrummel af en stationær computer og andet dims og dut, skrider frem og vi har nu helt styr på hvad der skal være hvor, og hvad der skal indkøbes. Når soveværelset er ryddet for alt mit habengut bliver der plads til, at vi kan få et mere enkelt indrettet soverum, uden alverdens ting og sager, kasser og maskiner over alt. Med andre ord, bliver også dette rum et sted man ikke får kuller af at være i. Stuen bliver også anderledes fordi mine bogreoler kommer med mig til mit retreat. Derved får vi nu pludselig plads til at få et spisebord af fornuftige dimensioner, et bord med plads til os alle omkring, og hvor man kan sidde med både puslespil, lektier og hvad der nu ellers findes på. Lige nu har vi et bord hvor der kun kan sidde tre mennesker ved, så John og jeg spiser i sofaen, og siden begyndelsen har det været ok, men vi savner alle at sidde sammen for at sludre og hygge efter en lang dag.


Jamen jamen det løser sig til sidst, og allerede nu er der en mere afslappet og glad atmosfære herhjemme. Vi får masser af knus og kram, jeg får kys i tusindvis og ingen har kan være i tvivl om, at John og jeg tog de rigtige valg i de svære dage i december.







I aften kommer marsvinemor på besøg. Hun skal have hjælp til sin computer og så får hun endelig muligheden for at hilse på de nu store pelsede hun har leveret til os. Vi glæder os, og det bliver spændende at præsentere hende for dem.



Sådan bliver John vækket når vi sover i stuen. Med nap i tær'ne. "Så kan du godt se at vågne farmand"... Vi er sultne, vi keder os og vi vil lege tagfat under din dyne. I går var ekstra herlig fordi de allerede inden han vågnede tog sig adskillige runder under dynen, henover hans krop, og videre rundt i rundkreds. Selvom jeg ligger ved siden af, føles det som elefanter i sengen, og trods deres størrelse formår de alligevel at hoppe så voldsomt at man skulle tro vi holdt tonstunge dyr og ikke små bitte pelstotter. :-)

Jeg genoplader...

...mine batterier, i disse dage.


Gid sådan en var nok til mig og min trætte krop..




Som forventet har jeg siden nytårsaften, været virkelig træt. Min krop og mit hoved har været så meget på overarbejde i de seneste måneder, og det toppede jo i december, at jeg nu næsten ikke kan løfte en arm. Lysten til at tage hul på januar med fornyet energi mangler ikke, og jeg vil så gerne i gang med værelset, men da jeg opdagede de forhindringer med malingen, var det som om min organisme sagde " ok, så tager vi den med ro".

Jeg har tegnet og tilrettelag, ved lige hvad farver det skal ha og hvor møblerne skal stå, men så er det også det. Jeg må vente lidt, men jeg er så utålmodig at jeg er ved at eksplodere. Problematikken omkring udleveringen af maling, går jo på at forretningen vil have 1000 kr i depositum. Og I har så ganske ret i, at det er en mærkelig og ikke almindelig fremgangsmåde. I butikken ku jeg fremvise lejekontrakten helt som aftalt, men der blev mumlet noget om, at det har været svært for biksen af inddrive pengene for andre lejemåls vedligeholdelse, så nu har de indført denne sikkerhed for dem selv. Hvad jeg mener om det er underordnet og hverken brok eller prostester kan rykke ved noget.


Det er ikke sådan at jeg ikke får lavet dagens gerning, men mængden af de gerninger er bare beskåret, resten af tiden sover jeg. Spild af lyse timer tænker jeg, og selv efter så mange år med denne konsekvens af sygdommen irriterer det mig stadig lidt, men jeg har lært at forholde mig til det trods alt. I dag med den alder jeg har er der sikkert flere, der kan nikke genkendende til det, at man ikke kan det man kunne engang, flere der vil mene at det ikke er så underligt endda, at være træt efter en månedlang slåskamp og julemåneden. Her er det bare vigtigt at få med, at jeg har haft det sådan siden jeg var 31 år. En meget tidlig alder at være brugt op i. I 12 år har jeg måttet hvile hver dag, nogen dage flere gange, jeg har haft begrænset energi og skullet restituere i dagevis efter en social begivenhed. Jeg har skullet lære at indrette mig efter, hvor meget og hvor lang tid, jeg kan holde til at være i selskab med flere end tre - fire mennesker, og det er ikke længe nok efter min mening.

Allerede efter to timer begynder jeg at længes efter stilhed. Jeg får problemer med at koncentrere mig, og kan ikke længere "høre" hvad der bliver talt om. Med andre ord er alt over to timer noget jeg ikke selv får noget ud af, andet end en enorm udmattelse. Jeg kan så vælge enten at bryde op og gå på et tidspunkt hvor meget slet ikke er sagt, spist eller oplevet endnu, eller også kan jeg blive og svæve et sted udenfor det hele mentalt, og derefter gå hjem med hovedpine, mavepine og med et par dage bagefter hvor jeg er helt sat ud af spillet.

Når jeg fortæller dette, er det for at stille skarpt på de ting der følger med af at have været overbelastet psykisk og uden behandling i en årrække. Ikke mange ved at det faktisk får voldsomme og ofte livslange følger ikke at blive behandlet.
Som jeg har beskrevet ovenfor, er det specielt i sociale sammenhænge, at jeg mærker de mén jeg har fået. Mén der har kostet mig min arbejdsevne, og en masse gode oplevelser i koncertsale, ved middagsarrangementer, alm festivitas og så altså også som mor i en familie....


Jeg ved at selv raske og velfungerende kvinder, ville være gået helt kolde med den ballade der har været her i huset, så med det in mente er jeg egentlig ikke så overrasket over at jeg med min baggrund nu er helt flad. At der er kommet en reaktion og jeg venter derfor bare. Læner mig tilbage og tager en dag ad gangen, indtil jeg langsomt mærker hvordan jeg dag for dag igen kan lidt mere. Jeg har heldigvis lært kunsten at lukke verdens vrimmel ude i små perioder ad gangen, bla når jeg strikker eller broderer, og jeg benytter mig af det som det nu kan lade sig gøre.


Støj og lyde i alle afskygninger og decibel, er noget jeg er blevet helt vildt følsom overfor. Jeg der altid har elsket musik og koncerter, kan nu ikke engang klare når flere end to mennesker taler i munden på hinanden. Det er som om mit hoved er ved at ekslodere, og jeg kan nogle gange se mig selv gå hvileløst rundt for at finde et sted med stilhed. En stilhed der er nærmest umulig at opnå i et hjem med teenagere, og derfor er jeg så glad for at jeg nu har mulighed og udsigt til at få mit eget værelse. Når jeg er der, kan jeg sætte et skilt på døren med besked om, at jeg ikke er til rådighed for spørgsmål om mængden af mælk i køleskabet, menuen i morgen, hvem der må hvad hvorhenne, som mægler i alle mulige skænderier og debatter osv osv. Jeg kan simpelthen gå i hi og overlade verden til sig selv for en stund.

På denne måde sikrer vi at jeg kan give mere af mig selv i denne familie som jeg elsker og så gerne vil.



Win win ik.... :-)

Strik og venten

Jeg er endelig færdig med det orange sjal. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om der skal lidt flere blomster på, men nu gider jeg ikke mere, så det får være. Når Josefine på søndag rejser tilbage til skolen, er der fri bane for at jeg kan vaske det, og få det lagt i stræk. Hurra for det :)




Selvom jeg ikke kom i strikkeklub i aftes, ku jeg jo godt sidde og nørkle selv, og jeg fik skudt to nye strikkerier i gang.



Det ene er dominostrikkeriet, og jeg syntes det går strygende. Ik så hurtigt måske, men den første firkant er jo også med hulmønster, så jeg skulle liiige koncentrere mig en ekstra gang. Næste forkant er på vej, og jeg tror det bliver super flot. Farven er nærmest jeansblå, og det giver mig mange muligheder for at kunne gå med det både en kold sommeraften og om vinteren.



Nummer to bliver et længe ønsket halstørklæde til Rasmus.

Han har selv valgt garnet fra mors hylder og nu er det bare at køre på, halstørklæder er ikke lige min kom the, det er så uendeligt kedeligt, men jeg har jo lovet så nu skal det være.





Der er udsalg i bogklubben Bolig og Livsstil, og disse tre bøger er kommet med posten i går. Alle koster de under en 50'er så alt i alt har jeg betalt 179.- incl porto for en bog om blomsterløg, en Conran om opbevaring og en bog om enkel indretning.

Det er jo lige noget jeg kan bruge, nu hvor jeg skal til at indrette mit eget værelse. Det er ikke så stort, så gode opbevaringsråd er velkomne.

Med hensyn til værelset, er der opstået en mindre forhindring. Det er vedligeholdelseskontoen på lejligheden, der skal betale for malingen, men man skal lægge et depositum på 1000 kr nede hos malermanden, og dem har vi bare ikke lige her i januar måned. Det kan gøre mig helt vild, at jeg er tvunget til at vente, men sådan er det bare og jeg er nødt til at lade det være for nu. Et farvekort har jeg dog fået med hjem, og der har jeg allerede besluttet mig for en ide, jeg tror bliver super.


Drømme drømme drømme....

En uforudset forhindring

Besøget hos tandlægen var nedslående på en helt ny måde.


Tanden skal rodbehandles, men det var forudset og ikke det jeg blev lidt øv over. Der er opstået et nyt problem og hvordan vi løser det, skal jeg lige finde ud af. Pga udsigten til mørkets magt over mit sind og de voldsomme problemer der har været op til jul, fik jeg jo ordineret en kombiløsning af medicin. Det har hjulpet, men der er et minus og det er stort...


Det kan få betydning når man feks skal bedøves. Virkningen bliver forringet og indtil nu har vi klaret problemet med en højere dosis af bedøvelse. Den gik bare ikke i dag! Jeg lå der og lå og der skete ikke en hujende fis. Hr tandlæge kløede sig i nakken, og jeg blev mere og mere øm af at blive stukket forskellige steder i mundhulen. Til sidste meldte han pas, turde simpelthen ikke give mig mere og nu sidder jeg så hjemme igen med hovedpine, ømme knogler, en hård "knude" under kæben hvor midlet lissom har samlet sig, en tunge der summer, men ingen reperation af den dumme tand. Selve tanden og læben, som egentlig var der hvor jeg skulle kunne mærke INGENTING, tog slet ikke imod noget som helst! I morgen må jeg have fat i min læge for at høre hvad vi skal gøre, for tanden skal jo laves og det er ikke noget jeg kan holde ud UDEN smertelindring. Det er sgu noget hø syntes jeg.


Aftenens strikkekomsammen, er aflyst for mit vedkommende for jeg er ikke helt klar og har som sagt ondt i knolden, men jeg har lige fundet ud af, at de andre deltagere også har meldt fra, så for første gang ser det ud til, at strikkeklubben er blevet slået ud af helbredsproblemer. Det ironiske er at vores værtinde selv har sit at kæmpe med, men hun er simpelthen så sej at hun tidligere meldte ud, at hun var klar på gennemføre. Sikke en redelighed



Nu står den på varm kaffe og et hvil inden middagsmaden må på dagsordenen. Hip hurra for min varme plaid :-)

Av min tand

Jeg har tandpine igen. I en tand der skulle have været repareret i midten af december..


Den aftalte tid kolliderede med mit visit på psyk skadestuen, og situationen taget i betragtning kunne jeg slet ikke overskue at køre til Lyngby for at få den ordnet. Jeg var også voldtsomt påvirket af beroligende medicin og slet ikke i stand til at køre bil, så tiden blev flyttet til i dag. I den mellemliggende tid er det så blevet værre, og de sidste par dage har en stille tandpine udviklet sig.

Jeg håber af al kraft at det kan klares med en fyldning, men jeg frygter faktisk endnu en rodbehandling. Jeg er blevet forberedt på at det kunne ende sådan, men nu får vi se. Jeg tager det som det kommer, og undgår at tænke på yderligere en kæmperegning til tandlægen. :(






På den gode side, ligger en aftale om strik i aften og det har jeg glædet mig til længe. Jeg skal i gang med at lære dominostrik, og ved at jeg kan få god hjælp til det fra de dejlige strikkedamer jeg skal være i selskab med. Jeg har ikke rigtigt kunne samle mig om opskriften, der kræver lidt koncentration, men i aftes forsøgte jeg igen, og tænk....





Lige pludselig så jeg lyset. Det er bare så fed en fornemmelse, at sidde med noget man slet ikke forstår, og så med eet bliver man ramt at Edisons pære. Som en taleboble med et BOINNNGGG, går pråsen op for en, og det er som at forstå et sprog der før var umuligt at oversætte.

Nu glæder jeg mig endnu mere til at få pindende til at gløde. Denne gang i blålige toner. Jeg ved jeg burde gå i gang med andet end sjaler, der er drømme om både det ene og det andet, sokker, trøjer og huer, men indtil jeg kan bestemme mig til hvad det skal være, og hvilken opskrift jeg skal kaste mig over, bliver jeg ved med mine sjaler. Jeg har forresten også planer om at genoptage strikkecafemøderne om tirsdagen. Nu har jeg igen ro i livet til at deltage, så der kan jeg begynde på et mere svært projekt.


Ingen billeder i dag, jeg vil sove lidt mere og vender tilbage senere. Jeg skal nemlig være frisk i aften..

Siden sidst, om marsvin, strik og nye værelser

De pelsede har haft herlige dage i julen. Jeg syntes de igen er vokset, men kan det virkelig være muligt? Der må da være en grænse for, hvor store de kan blive og de får jo masser af motion, så hvad er det nu for noget?
Der har været lidt trangt med pladsen i tiden, hvor der både skulle fejres jul og flyttes ud og ind, så på et tidspunkt endte det ene bur på spisebordet lige foran det lille minijuletræ. Cupcake og Lakrids syntes bestemt at det var en fabelagtig ide, og en nat vågnede vi ved en helt koncert af bimlen og ringlen, og der stod de to med hver sin gren i munden, lystigt gumlende og i fuld sving med at gnave sig ind på julekugler og flag. Sjovt nok er det mere interessant end de gulerødder vi giver dem. De spiser dem kun i yderste nødstilfælde og når der er opstået akut hungersnød.. Se bare den gulerod på billedet, de har gnasket den i småstykker og derefter spyttet det hele ude igen! Det ligner nærmest perler af gult, og kan ikke hamle op med en god gammeldags agurk. Ret morsomt er det at se hvordan de spiser når menuen står på grønt. Alle elsker de at spise, men allermest Lakridsen :-) Når maden er inden for rækkevidde, ligner han en der er kommet for sent op og skal nå et tog. Hastigheden af hans gnasken er rekordhurtig, og når han så er færdig så gælder det for Cupcake om at gemme sig med sin egen ration, for ellers snupper Lakridsen også den. Hapser den ud af munden på den sagesløse roommate, og spæner ned i de det fjerneste hjørne, vender den brede bagdel til og så forsvinder også den agurk som dug for solen.

De er et studie værd, det er de altså :)



Mira er nu helt flyttet og her kan man se hende i gang med først at vaske vægge, male og til sidst beundre værket i aftes, da alt var på plads igen. Det er ikke så stort endda, men det er blevet godt. Hyggeligt, rent og med hendes egne marsvin i ny højde, så de nu kan rende ind og ud af buret som vores kan. De skal bare lige opdage det først he he.. De er nemlig ikke så kvikke, hunner er mere fredelige og mindre nysgerrige, men jeg tror nu nok at de hurtigt skal opdage fordelen ved den varme seng og den bløde dyne lige uden for lågen. Tøsebarnet er glad og stråler som en sol over hele femøren. En ren fryd at se



Henover julen fik jeg færdiggjort det orange sjal, men der manglede ligesom lidt tyngde i det. Det grå fik jo duske på, men denne gang fik jeg lyst til pga farven, at give det mere fest på, så jeg har hæklet blomster i forskellige farver og størrelser. De sidder nu i spidserne, men jeg er ikke helt færdig endnu. Der skal liige lidt flere mindre til, før det ser rigtigt ud. Julegaven fra Rasmus var garn fra Holst, og sammen med det ligger der nøgler af Kauni. En netshop lukkede og havde nedsat til en helt uimodståelige lav pris, så jeg hamstrede inden fristen udløb d. 31 dec. Det blev til 200 g marine, 200 g postkasserød og 200 g af den hvor farverne glider over i hinanden, også i blå nuancer. 600 g alt i alt for under 200 kr. Det er sgu en god handel.

Jeg fik jo ingen julegaver ellers, men mine forældre gav os en diskret kuvert, og min del af pengene gik til opfyldelsen af et ønske jeg har haft et stykke tid. En ordentlig strikketaske. Sådan en af slagsen, med 1000vis af rum og masser af plads til hele pivtøjet og mere til. Den er købt her og jeg ville nok ikke have haft råd til den uden mine forældres gave. Jeg troede egentlig at den var rigtig rød, men da den blev pakket ud, var den mere hen ad en mørkrosa, ikke lige min kop te, men den er alligevel taget i brug for jeg ku ikke udholde at skulle sende den tilbage igen. Jeg vænner mig nok til farven, og i hvertfald har jeg allerede taget den til mig med hele mit hjerte, for noj hvor kan den bare rumme meget. Den har en masse smarte detaljer og en hulens masse rum og ekstra tasker. Det mest utrolige var, at jeg bestilte den d. 25 dec og allerede den anden hverdag efter blev den leveret.




Til sidst må jeg vist også lige kommentere lidt på vejret her til lands.


Sneen har været omtalt overalt, og det er da også helt vildt at vi skal have den oplevelse efter mange år med kun lidt eller intet. Vores vintre er langsomt blevet mildere med tiden, men jeg tror at ham Vorherre har besluttet at markere klimatopmødet på sin egen måde..

Jeg elsker sne, men kan godt forestille mig at man i Hobro feks syntes at det er lidt vel rigeligt nu. Hverken frem eller tilbage kan de komme derovre, og nu her til morgen så jeg i nyhederne at man igen har hevet det gamle lokomotiv frem fra dets støvede hi. Stof til eftertanke syntes jeg.
Når det virkelig gælder virker vores moderne verdens bekvemme opfindelser ikke, og vi må erkende at de gode gamle solide værktøjer ikke helt skal skrottes. Lidt ligesom med mennesker. De unge og hurtige er i høj kurs, men de ældres og mere modnes erfaring kan ikke købes for penge, og vi burde være mere obs på at anerkende de resourcer der ligger gemt der.


Defemibyens update er vist komplet og jeg ønsker en god og hvid dag til alle.