2010 banker på

... og jeg kan næsten ikke vente.


Der gøres status mange steder, også her i blogland. Jeg selv orker dog ikke at kigge så meget tilbage på året der er gået. Det har været træls på mange fronter, så jeg kigger frem og glæder mig til at tulipaner og primulaer skal indtage min stue og altan. 2010 kan kun blive et bedre og mere glædeligt år er jeg sikker på.

Der er dog flere sider af 2009 der fortjener at blive fremhævet som noget særligt.

Blogland og dets "indbyggere" har modtaget mig så fantastisk, og jeg har lært langt mere end jeg nogensinde havde forestillet mig, da jeg skrev den første linie en dag i april. Allerede i det første indlæg fik jeg en kommetar, og fra dag tre er det så gået slag i slag. At blogge har givet mig en masse, en udvikling er blevet skudt i gang uden at jeg selv var klar over, at det ville blive sådan.

Jeg glæder mig til et nyt år med mange flere indlæg og ny viden her fra.


Jeg fik Rasmus tilbage og også fire pelsede kom ind i mit liv med høje hyl og masser af herlige og muntre påfund.

Baby Cupcake

Baby Lakrids

Og Babyerne Karamel og Chokofant







Også en anden fantastisk og positiv ting bringer jeg med mig ind i 2010. På det mere praktiske plan kan jeg nemlig også glæde mig over at strikkeriet har bragt noget med sig, ud over selvfølgelig en masse dejlige projekter. Som med bloggen genoptog jeg strikkeriet omkring april måned, og også her anede jeg ikke dengang at det skulle komme til at betyde så meget i mit liv. At det skulle sætte mig i forbindelse med så mange kloge og kreative ligesindede kvinder, OG at jeg rent faktisk skulle kommet til at møde nogle af dem. DET er en gave jeg glæder mig over hver eneste dag.

Faktisk har jeg hele livet været ene i min tilværelse om at være kreativ. Har aldrig haft veninder eller andre der fremstillede noget som helst med deres hænder. Aldrig har jeg før oplevet, at kunne dele min begejstring for netop det at være kreativ, og også den virkning det har for sjælen at nørkle med et eller andet uanset hvad det måtte være. Jeg husker dengang Josefine var lille og jeg sad med mit broderi. Min eksmands venner og deres kærester var målløse simpelthen, men de accepterede dog at sådan var jeg bare og jeg var simpelthen hende den lidt gammeldags og underlige.. ;) Det er næsten 19 år siden og meget har ændret sig, i dag er det jo helt trendy at nørkle og fremtille egne ting. Det var det knagme ikke dengang.








Jeg slutter her med et kæmpe tak for året der er gået og alle de kloge, søde, fantastiske, hjælpsomme, varme og omsorgsfulde kommentarer jeg har fået herinde. På de dårlige dage kan de klikkes frem, og give mig et skub.



Rigtigt godt nytår og vi "ses" igen i 2010.

Første fødselsdag siden 2005

I dag skal vi fejre Rasmus' fødselsdag.

Han fylder 15 og det er en ekstra speciel dag, ved det at vi jo ikke har været sammen for at fejre ham siden 2005. I tre år har jeg lukket denne dag ude, 2006 tudede jeg bare, 2007 tog rejste jeg væk, fortrød og endte igen alligevel hjemme med mit savn, og sidste år var jeg så her sammen med min nye familie. Det var blevet lidt lettere, men sorgen lå bagved og lurede.

I år skal dagen så heldigvis være mere munter, for nu er han jo her. Her hos mig og jeg er så glad, trods de omkostninger det har haft. At miste sin fars kærlighed er en meget høj pris at betale, og jeg er sikker på at Rasmus netop i dag, mærker savnet den anden vej. Heldigvis har han en frokost aftale med sin farmor, og de to skal traditionen tro mødes og spise på Jensen's bøfhus. Desværre bliver det jo så uden far, men bare det at de har kontakt betyder alt, de to blev nært knyttet i årene uden mig. Helt modsat for Josefine, som måtte lide den tort at miste sin farmor i sine forældres skilsmisseforløb, fordi farmor ikke turde se hende af frygt for repressalier fra sin søn! Det har haft den konsekvens at Josefine i dag ikke har meget til overs for hende, hun gider hende simpelthen ikke. Jeg forstår hende godt, og farmor har måttet sande at med Rasmus har hun måttet træde i karaktér.

Nå, men vi har planlagt fælles morgenmad, alle er med på at være VÅGNE ( læs Josefine og Mira ), John går til bageren og jeg laver æg og bacon. Kl 10 vækker vi ham med flag og hurra.

I aften står den på lagkage med mine forældre her. Andre gæster kommer der desværre ikke, for det har alle dage været noget nær umuligt at få familie og venner til at møde op på denne håbløse dato. Desværre...


Jeg er bare glad i låget over at vi er sammen :)


PS: husk nu at kigge på mit forrige indlæg hvor jeg reklamerer for et særligt godt tilbud.

Godt tilbud inden nytår

Jeg må lige linke til denne side her .


Der er nemlig 10% på alle varer også de i forvejen nedsatte ting. Det fik jeg et nyhedsbrev om lige omkring jul, og jeg bestilte nogle varer d. 25 dec. Allerede i dag stod postbudet uden for døren med en kæmpe pakke til mig. En julegave til mig selv he he..


Her er hvad jeg lige faldt over:

4 herlige æsker, den største er GRANDE siger jeg bare. Nedsat fra, og hold godt fast:

589.- til bare sølle 100 kroner! Det kunne jeg ikke sidde overhørig, da jeg snart får en ny arbejdsplads. De kan rumme alverdens ting og sager og jeg elsker allerede de prikkede låg.


Lidt flere krus af denne slags, de skal bruges til at lægge småting i, ved mit skrivebord:


I alt tre forskellige mønstre og ja ja, jeg ved godt at det efterhånden er dømt ude med alle de blomster. Trenden går nu mere i retning af det rå, enkle look, men jeg er ligeglad. Jeg syntes de er smukke og anvendelige til mange forskellige ting. Også små blomster feks.



Til sidst denne æske i akryl, som jeg egenlig syntes har en noget hamper pris, men med rabat så ok da. De er dødlækre og det er fedt at man kan se igennen dem. Den skal bruges til ... hmmm ja hvad skal jeg nu bruge den til ??? Godt kæresten ikke har helt styr på alt hvad jeg har af æsker og andre opbevaringsfiduser, for så ville han få et flip. Min mani med alt hvad der kan puttes noget i, har nået nye højder.


Et andet godt tilbud jeg lige måtte benytte, var dette.
For 79 kr, får jeg lige to ekstra kopper til samlingen, medsamt de næste to magasiner. Ikke dårligt altså :)



Nu tør jeg ikke fortælle om flere indkøb i denne omgang. Men hæng på og se, hvad der ellers venter mig fra postbudet, i næste udgave af defemibyen ;)

En lille lyd...

... giver jeg lige fra mig her.


Jeg har det godt, men jeg har været flad som en fregne. Der har ikke været så meget julefri her, og derfor har jeg lige holdt en lille cyberferie. Tak Vibeke fordi du tænker på mig, og jeg er ok :) Jeg glemte i farten at give besked. Men rart er det at vide at der bliver tænkt på mig. Vi passer på hinanden her i blogland. Endnu en sidegevinst faktisk, ved at være her.

Et værelse er blevet tømt, alt er flyttet incl tingene i kælderen, dyrene er blevet nurset, kæresten har været kimet ned af en bekendt der bare ikke kunne installere 7'eren ved egen hjælp, og mange timer har han hængt i røret med skridt for skridt assistance. Ind i mellem flytning og andre praktiske gøremål, har jeg simpelthen bare ligget brak på sofaen med Taxa på tv'et. Der ER blevet strikket og det orange sjal er nu noget nær færdigt. Der mangler kun en hæklet kant og pom pom'er.

Jeg har billeder og strikkenyt at fortælle om, men det må blive i morgen. Lige nu taler Rasmus i eet væk om hvilke ønsker han har for sin fødselsdag. Han bliver 15 på onsdag, og stadig må jeg konstatere, at sjældent har jeg timet noget så dårligt som at føde dagen før nytår.

I guder altså.

Fødslen blev sat i gang af flere årsager og jeg endte altså med at føde d. 30 dec. Hvert eneste år derefter, har jeg forbandet mig selv for ikke at kunne vente lige de to-tre-fire dage mere. Jeg har ikke bagt til hans fødselsdag siden han blev 11, og i årene hvor jeg ikke så ham, gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at glemme at denne dag var noget særligt, men i år....

Der skal han knagme have hele balladen. Boller, lagkage, kakao og hvad ved jeg. Tilbage venter så nytårsaften, som ingen betydning har for mig. Den skal bare overstås. For familiens skyld deltager jeg i løjerne, alt i mens jeg drømmer om at sidde i mit nattøj og bare gnave ost og kiks, med fjerneren kørene og strikketøjet i hænderne. Jeg har bestemt festet det jeg skulle til nytår i mange år, og har derfor også lært at det altid viser sig at være en fuser. I modsætning til spontane sammenkomster, er planlagte fester altid svære at få til, at blive som man drømmer om. EEn enkelt fest står for mig som den fedeste nytårsfest i mit liv. Den første jeg selv holdt da jeg var flyttet hjemmefra. DET var en fest hihi. De sidste gik kl otte næste morgen og der blev talt om den i flere år derefter, ogsa fra mine søde og tålmodige naboer, som ikke brokkede sig over musikken. De var kun undrende over at vi ikke gik kolde noget før. Der er også den lille hage ved det, at jeg simpelthen bliver så dødhamrende træt i knolden allerede efter et par timer, og så er der stadig laaaaannng tid til kl slår midnat. Jeg bruger nærmest hele ugen fra den 24. på at øv'e over at jeg må med, men da kæresten og jeg endnu kun har tilbragt en af slagsen sammen, kan han ikke heelt forlige sig med at jeg skulle blive hjemme. Pænt af ham er det, men på det ene punkt ville det glæde mig usigeligt at få lov at være fri. For lige at understrege mine beklagelser ved nytårsaften, så plejer jeg altid at blive så forbandet nedtrykt af den. Har hadet af et godt hjerte, hele konceptet med at skulle begynde helt forfra på et nyt år. Hvad var der lige galt med det gamle har jeg ofte spurgt Vorherre om. Når jeg nu lige var ved at være så godt i gang, så skal jeg knagme til at vænne mig til et nyt igen igen og igen.

I år kan jeg dog sige at det IKKE er grunden til min negative udladning, for er der noget jeg glæder mig til denne gang, så er det da et helt friskt og nyt år at tage fat på. Ud med det gamle og trætte og noget forslidte og misbrugte år, og ind med det nye som kun kan blive bedre, lysere, lettere og mere fyldt med glæde. Og skål for det nemlig


Uha nu kom jeg IGEN på afveje. Hvad er det med de taster, når jeg begynder at trykke på dem?? De skriver nærmest af sig selv. Mærkeligt!


Så altså.. jeg har mere om strik, fødselsdag, flytning, mit fremtidige arbejdsværelse, nytår og guderne hvad ellers.


I Morgen :-)

Det får jeg jo ikke lavet noget af...

I dag er mange mange timer gået med at surfe om strik og garn. Det er helt utroligt som man kan blive suget ind i strikkeuniverset, så mange smukke ting der kan friste og så meget tid der pludselig er forsvundet ud i den blå luft.

Ravelry er en farlig farlig side at være inde på, inden man får set sig om, er man viklet dybere og dybere ind i en masse andre strikkeres projekter, grupper der er sjove eller interessante, og strikkere der fremviser ting der bare MÅ gemmes til senere.


Jeg har klikket som en gal videre og videre, er endt på sider jeg slet ikke kunne finde tilbage fra, og alt dette har betydet at jeg ikke selv har fået strikket en eneste maske. Sjaler, bluser, huer, sjaler, vanter, strømper, halstørklæder, sjaler, sjaler sjaler og lidt andet har jeg sukket efter, bogmærket eller downloaded, mine ambitioner fejler ingenting, det er vist kun tiden og evnerne der begrænser mig.





En gruppe handler om et projekt om måneden i 12 mdr. Fristende, men der må jeg nok kigge dybt i mig selv, for jeg tror ikke jeg kan strikke så hurtigt på eet eneste projekt. Så hellere den gruppe der henvender sig til dem der har masser af garn på lager og som gerne vil have brugt det. Eller den for de som ikke kan lade være med at købe lækre og herlige fibre... HMM. Rækken er endeløs og der er grupper for enhver smag og interesse. Se den her feks, den er da sjov og lige mig, eller den her som må siges også at henvende sig til mig og til sidst så er der den her, en gruppe som i høj grad må siges at være mine ligesindede hihi..

Jeg syntes jo mit eget garnlager sagtens kan rumme meget mere, men jeg er også realistisk og ved at det vil være praktisk at BRUGE af det også. En svær kunst når man har det farlige samlergén, der gør at man liiiige skal have lidt mere. En særlig farve eller nyt fra ynglingsforhandlerens lager. Ligeså med tilbehør og gadgets. Altså... kan man overhovedet få for meget af den slags??? Ik i min bog, og heldigvis har jeg en mand der har den samme last og overbevisning når det handler om at samle af det der interesserer og fascinerer. Hans kælder bugner af dimser og dutter og ledninger og ram og og og alt muligt andet til fremstilling af computere. Vi er to alen af et stykke er vi :)


I morgen må jeg bare have gang i sjalet igen, det nærmer sig sin afslutning, et mål jeg har sat mig er, at det ikke skal med ind i 2010 med pinde på. Det skal ligge på mine skuldre eller alternativt i stræk. NÅ!



Billede lånt fra hendes hjemmeside

Forresten fik jeg helt tilfældigt ramt DK4, og der var i formiddags ( sån ca) en HEL times interwiev med Christel Seyfarth og hendes fantastiske designs. Masser af klip fra festivalen på Fanø her i efteråret, og lidt tips til teknikker. Jeg svømmede hen og var lidt i himlen :)


Apropro Ravelry så prøv lige at se på det her:


Sjal

Sjal

Trøje

Halstørklæde

Sjal

Sjal

Thevarmer

Søhest ( som er præcis som den jeg har på min skulder) Den er da nuttet ik?



Osv osv osv osv..... SUK


Jeg er vist håbløst fortabt til fibre og farver og dømt til et evigt liv med pinde i hænderne. Sikke en skæbne hva..

Helt i tråd

Helt i tråd med dette års lidt anderledes december, var vores juleaften også en ganske ny oplevelse. Måske der er en ny tradition undervejs i vores familie.



Maden var god, ikke helt samme højder som tidligere præstationer, men alligevel helt til ungernes tilfredshed. Særligt sovsen som jo var nøje fremstillet med madam Plums assitance ( jeg havde computeren med i køkkenet, og DR2's julePlumudgave kørene på repeat ), blev super. Der er heldigvis så rigeligt af den, at jeg kan fryse to portioner ned og gemme til en dårlig sovsedag. De brunede kartofler kiksede også dette år, nok fordi jeg glemte at de skal være HELT tørre inden de trilles rundt i karamellen. De overlevede en mindre redningsaktion, kun kan det irritere mig at jeg TO gange i november har lavet PERFEKTE af slagsen. Typisk ik..


Og her kommer til så til den noget anderledes juleaften.


Af uransagelige grunde, men måske fordi jeg generelt har været lidt for træt og ikke rigtigt kunne samle mig om madlavningen, endte det med at kød og tilbehør allerede var færdigt og klar kl 17!!
Ungerne syntes det var totaaaalt i orden at spise på dette tidspunkt, de var sultne som ulve fordi de havde spruget frokosten over, så vi spiste altså vores julmiddag tidligt. Derefter var det jo naturligt, at så var det gavetid. Specielt Mira var spændt, og ris a'la manden fik lov at vente til senere. I år var der kun gaver til børnene, John og jeg var rørende enige om, at vi selv havde brugt de penge vi havde lyst til i løbet af året, så dem vi havde skulle gå til de "små". Især jeg har jo egentlig bare snoldet garn, når jeg har haft lyst, så jeg syntes det har været helt ok at droppe gaver til os selv i år. Ikke at jeg ikke gerne vil have gaver, jeg ELLSKER gaver som de fleste andre, så også her har det været en ny oplevelse. Og det bliver IKKE en tradition kan jeg godt love jer.

Nå, tilbage til sagen, der sad vi altså sådan omkring kl seks og kiggede på, at ungerne fik deres gaver. Der var flere overraskelser i den forbindelse. Den første kom da Mira fik præsenteret en stor pakke fra mine forældre. Det var fuldstændigt uventet også for mig, at de har tænkt på Johns to børn, men jeg skal lige love for at den tog kegler. Faktisk blev hun så rørt at hun næsten fældede en tåre. ( Jeg vil her minde om hendes asperger, der betyder at hun har umådeligt svært ved netop det med følelser udenpå). Pakken indeholdt under to lag papir og i en pose, en masse forskelligt slik og en kuvert med 100 kr. Jeg skriver og siger.... hun var virkelig overvældet, og vidste slet ikke hvordan hun skulle rumme det. At se hendes glæde var simpelthen guld værd. Der er ikke mange gaver generelt til de to, fordi de ikke har så mange pårørende, og det var lige præcis det mine forældre havde forudset. De vidste at der fra mine ungers farmor med garanti, som altid ville ligge en mindre bunke af smågaver. De har tænkt meget over det, og kunne bare ikke bære at mine to skulle sidde og pakke ud længe efter Mira var færdig med sine gaver.


GODT tænkt kære mor og far. Jeg selv har ikke engang været bevidst om den problematik, da det jo er min første jul i denne familie, hvor mine børns farmor er inde over med gaver. Jeg ved at også Theis har fået en magen til, den er med ham til Kalundborg. Jeg elsker sgu min mor og far det gør jeg altså.

Under seancen kom jeg så lige til at smage på 'la mangen, og så gik det op for os at vi slet ikke havde fået smuttet en mandel og at mandelgaven ikke var pakket ind! Og nu sad jeg så der og smovsede i herligheden uden de andre. Rent snyd og det skal heller ikke være en tradition fremover, tilgengæld var vores juleaftens ritualer slut allerede ved syv - halvottetiden, ungerne var glade for deres gaver og jeg var gået helt kold.

HOV jeg glemte næsten det mest overraskende..

Jeg fik faktisk en gave. Rasmus har nemlig overrasket sin mor med en pakke garn fra Holst! Han har helt selv bestilt, købt og hentet på posthus, seks nøgler garn til mig. Jeg var og er helt færdig over det, og iøvrigt er farverne super. Flot rød, beige og mørk brun. Han må have haft fat i mit farvekort... Jeg er så glad det er jeg altså. Mest fordi han igen og igen har erklæret, at dette er den bedste jul han har haft i årevis, at mors mad bare er den bedste i verden og, at det i år har været præcis som han drømte om... som i en rigtig familie.

Kan vi ønske os mere som forældre??

Da klokken var henved otte kunne resten af verden se en Henriette der var faldet i søvn under det røde juletæppe på sofaen, tv'et viste Nigella Bites - julespecial, og jeg lå åbenbart lige lidt for godt der, omgivet at knas og familie. Snork og jeg vågnede igen ved ti-tiden , helt tung i knolden og sådan lidt... Øhhhh hvor er juleaften blevet af??







Lige nu er Mira ude og gå sig en tur. Helt uventet fik hun lyst til at bevæge sig udenfor og inden vi fik blinket over det, var hun smuttet. Jeg skulle være gået med sku jeg, men måske i morgen så. En dejlig aften har vi haft og jeg glæder mig over børnenes glæde. I modsætning til tidligere tiders gaveregn, har der ikke været så store mængder i år, men det de har fået er de oprigtigt glade for, og der har ikke lydt beklagelser over den mindre mængde.


Summa summarum: Vi har haft en ønskeaften.
Merry Chistmas and good will to all

Dengang da....

vi blev vækket at små trippende fødder og muntre stemmer er vist en saga blot.


Dengang var det hårdt at skulle vågne allerede kl møgtidligt, men i dag må jeg erkende at det nu alligevel var hyggeligt. Her er der nemlig IKKE stemning for at vi alle mødes ved morgenbordet og ønsker glædelig jul. De nu tre teenagere vil hellere dø, end stå op før kl 11! Jeg har ellers forsøgt at motivere dem til at vi skulle hygge med det helt store morgenkalas. Hverken tanken om æg/bacon/baked beans/stegte tomater osv, ELLER hjemmebagte boller og varm kaffe/the eller kakao var nok til at friste dem til en tidlig julemorgen.


I stedet sidder jeg så her i ensom majestæt, med min morgenkaffe og en ristet bolle, tegnefilm på tv bare sådan for nostalgiens skyld, og de pelsede der meget gerne vil ud og løbe i sengen. Det er nu heller ikke helt dårligt og nye traditioner og vaner må bare bydes velkommen. Det er også en helt ok måde at begynde juledag på, for den bliver jo tæt belagt med fremstilling af aftenens festmåltid. Jeg så Madam Plum i aftes, og det var en stor fejl, for nu kan jeg jo slet ikke lade være med, at gå i gang med at lave en sovs der bare smager himmelsk. Ikke at jeg ikke før har gjort det, og jeg var ellers indstillet på at snyde lidt i år, men nu tager jeg alligevel fat på at indkoge saft og kraft. Jeg ved det kan betale sig.


Indtil der kommer liv i huset igen, vil jeg nu helt uden for nummer, strikke på mit sjal og bare lytte til den fortsatte historie i mine ører oplæst af Bent Otto.




Jeg henter lige en frisk kop kaffe og husk så alle i mødre derude med småbørn:



NYD at de er utålmodige og tidligt på færde. Opsug alle de gode timer med dem, og gem deres glæde til den dag hvor de kun er et fjernt minde. De bliver store og ugidelige en dag ;))))


Mange julehilsener
Henriette

En dag med gaver og godt humør

Pyhh det har været hektiske dage, men nu ser vi frem mod en god og tiltrængt juleferie.

Mandag ræsede vi rundt for at få underskrevet kontrakt, for nåede vi det, kunne duracelkaninen ( teenageren) allerede tirsdag morgen møde hos viceværten for at få sine nøgler. Derefter videre for at hente penge til indskud og så på posthus for at betale. Da vi kom hjem var vi begge helt udasede, batterierne var brugt op.




Tirsdag blev dagen hvor John og jeg var udsendte julenisser for firmaet. Der skulle deles julegaver ud til kunderne, og vi var oppe allerede ved femtiden. Ik lige et tidspunkt jeg er tilhænger af, især om vinteren, men kontoret er beliggende i Holbæk, så det var bare om at komme afsted. Sådan nogle håndværkere møder aldeles ukristeligt, så vi skulle være der ved syvtiden, og med trusler om snefald, måtte vi tage hensyn til mulig langsom kørsel.




Bevæbnet med kaffe, frugt, strikketøj, musik og godt humør tog vi afsted. Ufff det var bare koldt. Da bilen var pakket, gik turen så rundt på sjælland til de forskellige samarbejdspartnere og kunder. Rådhuse, arkitekter, og installatører blev glade for de to julenissers besøg. Jeg selv fik strikket et godt stykke videre på det orange sjal, og jeg kan nu begynde på at smide masker, hvilket gør det lidt mere interessant og er begyndelsen til enden. Jeg VIL være færdig med det inden nytår.



Juletræet på Roskilde Rådhus


Sidst på eftermiddagen nåede vi de sidste julegaver og så var det ellers hjem igen. På det tidspunkt var sneen og blæsten nået til vores del af landet, så vi nærmest gled mere end kørte. En varm kop kaffe, varmt nattøj og lidt marcipan senere gik jeg død på sofaen. Sådan en dag er herlig, men noj hvor bliver jeg træt. Al den snak, og kørsel betyder at mit hoved er overfyldt med indtryk, så resten af aftenen lå jeg bare. Intet andet end tv magtede jeg. Men det gør slet ingen ting, for det er også sådan en dag, der giver masser af gode oplevelser og glæde. For slet ikke at tale om at vi jo kunne være sammen en hel dag. Bare sådan alene os to i bilen, vi holdt i hånd og kyssede på hele turen, jeg halvslumrede vist også lidt lænet op af hans skulder..


I dag og i morgen skal jeg være køkkenskriver som de fleste andre. For at gøre vores liv lidt lettere efter nogle turbolente uger uden tanke for praktiske ting, fik vi i går leveret varer fra Torvet. dk. De var bestilt inden vi vidste at vi skulle tidligt op og afsted, så ungerne var instrueret i at tage kasserne ind og stille de kolde varer ud på altanen. Det første jeg så skal i dag, er at få det hele på plads, lidt af et puslespil i vores lille køkken, der er nemlig både bestilt varer til julen og så alm daglivarer til et slunkent lager. Fire papkasser og tre flamingokasser står og venter på mig.

Risengrøden skal koges, flæskestegen skal steges og havregrynskugler skal trilles. Dem får børnene lov til at sidde med, for det gider jeg ikke. Jeg satser på at der er bare en lille smule tilbage når de er færdige hihi.

Vores komfur er ikke så stort, så der skal steges af to gange. Een gang i dag og så rapanden i morgen. For ikke at jeg skal stå i køkkenet hele dagen i morgen, laver jeg så meget som muligt i dag.

De sidste gaver skal pakkes ind, og så vil jeg ellers bare glæde mig til at kæresten kommer hjem igen. SÅ har vi juleferie nemlig så. Knægten tilbragte hele dagen i går, med at gøre sin nye bolig rent og klar. Mandag aften gik forresten også med at få samlet alle de ting sammen han har stående i kælderen. Ikke så lidt skulle jeg lige hilse og sige, både i hundredevis at knallertdele, store som små, et klædeskab og et kæmpe tvbord, kasser med køkkenting og så lidt andet står nu forrest og klar til at blive kørt afsted efter jul. Tænk... Nu kan vi se gulvet og gå IND i kælderrummet! En helt ny fornemmelse ;)

Han ville egentlig allerede gerne have haft sin seng og sin computer kørt afsted i aftes, men vi var bare alt for trætte og forkørte til at flytte, og han måtte utålmodigt sove her endnu en nat. Der er ingen tvivl om at han glæder sig som et lille barn til at blive sin egen herre, og det er det, der glæder OS allermest. Han er klar og parat og har mange planer for det nye år under "eget" tag.



Jeg ved ikke hvor meget tid jeg får til at læse/skrive her i blogland de næste dage, sikkert ligesom alle jer andre juletravle husmødre og herrer, så lad mig allerede nu og her sige:




Rigtig glædelig jul og godt nytår til alle. Jeg ønsker jer dejlige dage i selskab med familie og venner, masser af varme, hygge og glæde.

Tak for alle de hilsener og kommentarer jeg har modtaget i dette mit første år som blogger. En helt ny verden har åbnet sig for mig her, og jeg har fået en masse ud af at blogge, både menneskeligt og socialt. Jeg ser frem til et friskt og nyt år med fortsat mange herlige, muntre og alvorlige indlæg både fra mig selv og fra jer derude. Jeg håber også at kunne møde flere af jer, og drømmer om en tur både til Fyn og Jylland.

Mange kærlige hilsener
Henriette

HURRRAAAA :))))

Vores teenager har fået lejlighed.


Ikke den han kiggede på, men en magen til et par husnumre længere henne ad gaden. Vi skal om et par timer lige ud og underskrive kontrakten, og så kan han hente nøglerne i mellem jul og nytår.


Hold da kæft altså. Han er ikke længere den sure teenager, men teenageren der hopper som en kanin nonstop.

Ikke til at styre på ti tønder land, og med et snakketøj der kører som et maskingevær. :)

Hvor er det bare den bedste julegave vi kunne få. Glæden vil ingen ende tage og jeg er sikker på at det skyldes alle jeres krydsede fingre her i blogland.

Det er næste ikke til at fatte, men noj hvor er det bare skønt. Vi selv kan nu se frem til også selv at skulle lave forandringer her, og det vil komme os alle til gavn. Mira flytter værelse, hun og Rasmus vil begge få indrettet deres værelser lidt bedre og sidst men absolut ikke mindst så får VI to, kæresten og jeg bedre plads i stuen og i soveværelset. Josefine er også begyndt at snakke om at når hendes første skoleforløbs slutter til marts, så vil hun også gerne flytte. Derfor søger vi allerede nu efter noget til hende. Med tre mdr at lede i, skulle det vist ikke være så galt endda. Og uanset hvad, vil der også være bedre plads til hende, hvis hun skulle være her mere permanent igen.

Januar vil blive den måned hvor hele familien får mere luft og i sidste ende mere rolige forhold.
Åhhh hvor er det dejligt at tænke på.

Juleønsket

Vi venter i spænding her på matriklen.


Om der er en lejl eller ej ved vi først senere, men chancerne er jo som de er.. 50/50. Der var også andre der skulle bese den, og her gælder jo først til mølle princippet så vi håber at den/dem der kom før os har afslået. Ellers er det op på hesten igen.

Jeg fik en mindre nedsmeltning lørdag formiddag, fordi der rent faktisk VAR en bolig klar, ledig og serveret på et fad. En helt nyopslået lejlighed, som jeg var hurtig at ringe på. En aftale om at ringe tilbage blev fikset, for på det tidspunkt var teenageren på vej til at bese den første ikke langt herfra. Jeg ringer op, tegner og fortæller begejstret om at det er en nyistandsat 1værelses, med alle hårde hvidevarer og masser af andre gode ting, og så vil han gudhjælpemig ikke ha' den!! Nægter simpelthen at tage den i betragtning. Jeg er målløs, og må ringe tilbage til udlejer og fortælle at det ikke blivet til noget i denne omgang.

Jeg fatter simpelthen ikke, at med tanke på hvor svært det kan være at finde noget overhovedet, så siger han nej.

Alt dette foregår så hurtigt, og på samme tid er kæresten i bad, så han når ikke at være med på sidelinien, men er også uforstående. Da knægten er vel hjemme igen, må vi selvfølgelig lige høre hvad det handler om, og eneste forklaring er, at han ikke kan overskue at flytte kommune. Han har været sammen med mormor ude for at kigge på den første bolig, og hun har åbenbart ikke ment at det var noget for ham, har nærmest skræmt livet af ham, med beretninger om alle mulige og umulige problemer der kan opstå i den forbindelse. HVILKE problemer spørger jeg bare??

Behøver jeg sige, at vi lige måtte forklare een gang mere, at han sådan set ikke har så mange valg. Beslutningen er taget, og han kan ikke tillade sig at stille de store krav. Det nytter jo ikke at være så stålsat på en enkelt bolig der ikke engang er sikker, at man siger nej til alt andet. Nu sidder vi så her, og kan bare håbe på at han får den han kiggede på. Jeg ved sgu ikke...

Med til historien hører også, at jeg generelt er lidt pas på de unges krav generelt til deres tilværelse som den skal være, når de skal ud i livet. Der skal være alle moderne bekvemmeligheder, der må IKKE være for lidt plads, den SKAL ligge et bestemt sted, iøvrigt skal der også helst være en bil indeover, og stor er krisen når det går op for dem, at den store mængde af film og musik som vi har, IKKE følger med i den nye bolig. Jamen kan vi da ikke lige fikse det sådan at der følger en harddisk med, med det hele?? Og hvad skal de gøre hvis ledningen ikke er lang nok, så computeren og tv'et ikke kan .... bla bla bla. Gå ud og KØB en der er længere for pokker da. Det er helt vildt hvad der pludselig opstår af spekulationer, når realiteterne går op for dem. At de SELV skal sørge for at skabe sig nogle rammer, at vi andre også startede fra bunden af, men at vi selvfølgelig vil hjælpe i en vis udstrækning og når vi kan.


Ja undskyld mig, jeg er bare lidt harm.


Lørdag var også dagen hvor jeg modtog herlige julekort. En lind strøm faktisk. Jeg blev bare SÅ glad, og jeg takker af hele mit hjerte de af jer, der har skrevet til mig. Det ene kort indeholdt den fineste juleuro, og den hænger nu ved min plads i sofaen :)



Ellers går det godt. Jeg får det langsomt bedre, men jeg husker stadig ufatteligt dårligt, og har hele tiden en fornemmelse af at der er ting jeg har glemt, mennesker jeg skulle ha talt med, men det smutter fra mig igen. Det er sk.. irriterende, men jeg må bare tage det med. Jeg har min huskeliste som jeg klamrer mig til, og der kommer ligeså meget nyt på, som jeg streger over. Jeg har også en seddel hvor der står hvad jeg skal de næste dage, hvornår jeg skal forberede hvad til juleaftens middag, for ellers kan jeg ikke overskue det. Som erfaren husmoder.... har jeg jo lært at det kan betale sig at fordele tilberedningen over flere dage. Min seddel hjælper på hvad og hvornår.

Julen kan være dejlig, men gud hvor jeg glæder mig til at den er overstået. Jeg glæder mig til et nyt og friskt år, og januar er øremærket til at finde den indre ro igen. Håber at det så også bliver sådan, for planer her i huset bliver næsten altid ændret. Jeg trænger til en stue der er lettet for al overflødig pynt, et sind der er lettet for tyngende bekymringer, og noget tid uden for mange aftaler.


Med andre ord.... en fredelig hverdag



Forresten beklager jeg den manglende billedside her på bloggen, jeg orker bare ikke for tiden. I stedet går jeg i tråd med klimadebatten ind for genbrug og benytter mig af det jeg allerede har liggende her på computeren.

Sidste søndag før jul

... og jeg tror der er ved at være styr på julen. :)

I dag skal vi lidt omkring og jeg vil nøjes med at ønske alle en dejlig vintersøndag.

Jeg er blevet forkælet

Jeg holder stadig fast i mine aftaler hos min negledame. Dvs jeg havde faktisk tid sidste fredag, men der var jeg jo liiige lidt indisponibel, og hun har derfor presset mig ind i et ellers noget tæt belagt skema i dag. Et eller andet sted betyder det vildt meget, at jeg bruger den time til mig selv hos hende med jævne mellemrum. Af alle de måder man kan bruge penge på, at forkæle sig selv med lidt pleje fra andre, er denne den billigste og jeg nyder det.

Så sidder vi der og sludrer om løst og fast, i dag selvfølgelig om sidste fredags tur til Psyk skadestuen, som hun jo kun har hørt om fra veninden, der ringede på mine vegne og aflyste. Hun blev lettet da hun hørte om hvordan det hele er gået og kom med sit eget input. Da neglene var ordnet, blev jeg lagt på briksen hun bruger til kunder der får ansigtsbehandlinger. Åhh som det var dejligt, at læne mig tilbage og lade mig massere i ansigtet. Jeg fik farvet bryn og vipper, så jeg ikke ser så brugt og træt ud. ( Jeg klagede nemlig lidt over mit blege ansigt.. )

Hendes gave til mig sagde hun.

Spørg mig om jeg blev glad og overvældet? Tænk at hun gjorde det... En dejlig julegave må jeg sige. Endnu en engel på min vej.


Nu er det sent og jeg vil lægge mig i sengen med Bent Otto, der fortæller videre i historien om Sorgenfri. Altså ikke vores grønne område ude ved Lyngby, men bogen af Jo Nesbø. Som altid er der en god historie og et plot der ikke lige er til at gennemskue. Mit orange sjal ligger så småt i mine hænder igen, men jeg mærker at jeg har svært ved at komme i omdrejninger, måske fordi jeg allerhelst vil igang med Dominoerne. Det kræver dog fuld koncentration og det kan jeg ikke præstere endnu.

Jeg fik iøvrigt fortalt af Anika, som neglemutter hedder, at mit grå sjal bliver promeneret hver dag og at hun er SÅ glad for det. Især nu. Det varmer hende så godt i klinikken, der ikke er for varm at være i, i disse dage. Vi har aftalt at det orange skal ned og hænge i vinduet når det er færdigt. Det bliver da lidt sjovt at se sit eget arbejde hænge frit fremme i et vindue.






I morgen lørdag er det store julegaveindkøbsdag, og så er vi jo spændte på om der er en lejlighed til teenageren. Han har nu hele to han skal kigge på. Den første er kl 11, og den anden ikke langt derfra kl 12. Kære julemand og Vorherre, please vær sød at sørge for at bare den ene af dem bliver hans. På forhånd tak ;)

En uge efter min nedsmeltning..

... ser tingene sådan ud:



Jeg er ok, stadig lidt rystet og der er tanker der skal på plads i mit hoved og min krop. En lille nagene usikkerhed OM jeg nu virkelig tør tro på at jeg er elsket, eller om jeg i virkeligheden bare er det velkendte og trygge.. " man ved man har, men ikke hvad man får".

Ja ja jeg ved det godt, hvem gider fortsætte noget der ikke er følelser med i?? Det er et godt spørgsmål. For hvorfor skulle han det??


Når jeg vælger at skrive så åbent, om noget der er så privat som de allerinderste tanker, så er det fordi jeg her er voldsomt styret af den side i mig der er Borderline. Den side der fortrænger alle rationelle tanker og som bare bliver VED med at vise sit stygge grimme ansigt.
En ting borderlinepatienter kæmper bravt med er det faktum, at alle mennesker indeholder gode/dårlige sider, at man kan være både "god" og "ond". Når jeg skriver netop så enkelt, er det fordi at det rammer hovedet på sømmet. Vi har umådeligt svært ved at forholde os til andet end sort/hvid, enten/eller og andre grænseområder. Alt det der er i midten er der ikke. Gråzonerne kaldes det også.

Det gør det næsten umuligt at indeholde de følelser, der opstår når jeg oplever et menneske, være begge dele og meget mere. Både kærlig og afvisende er simpelthen ikke noget jeg kan rumme, men jeg arbejder med det, og det har jeg gjort i årevis. Jeg ER kommet milelangt i de sidste 8 år, og er blevet mere bevidst om at der er så mange aspekter i livet imellem yderpolerne, men det koster på tankekontoen og dermed mister jeg koncentrationen om alt det andet jeg også skal huske/forholde mig til i livet. Som feks lige nu... Julen.


Jeg grubler og tænker og overvejer og vender og drejer i eet væk.

Min rationelle side forsøger at få lov at være herre over mig, og jeg kan godt "se" at hvis ikke jeg var elsket, ja så gad kæresten sgu nok ikke fortsætte sit liv med mig. At han har sagt og handlet som han har, fordi presset bare var for stort og han er som han er, en mand der ikke orker balladen, og ikke af mange ord.

Mine følelser der er styret at den forbandede borderline, fortæller en helt anden sandhed. Den siger til mig at han udelukkende har valgt at fortsætte sit liv med mig, fordi det nu engang er det der allerede er. Alt andet ville være dybt besværligt. At når vi er sammen, så lukker han bare af for det faktum, at han inderst inde drømmer om en helt anden kvinde og et helt andet liv.

Det er tunge tanker og jeg prøver i hærdigt at fortrænge/ at være fornuftig. Små sedler skal hjælpe mig til at huske at være kognitiv, vende tankerne om og tænke i andre baner. Gøre de negative tankemønstre positive simpelthen.


Med så alvorlige skriblerier på en fredag morgen, må det også være på sin plads at fortælle at jeg helt ulogisk også har det godt. Meget dobbelt, men dagen i går var endnu en god dag, med masser af kærlig kontakt til ungerne, en AFTALE om syn af lejl til knægten JUHUUU, og masser af kærtegn fra kæresten da han kom hjem.

Og ja I læste rigtigt, der er kommet et tilbud om kig på et sted og det sker i morgen. Så hele blogland bedes krydse fingre for at teenageren får den. At den er i orden og ok. :)


Her har ikke været meget om jul den sidste uge, og det skyldes at jeg som fortalt har svært ved at koncentrere mig om den. Hver gang jeg retter fokus mod manglende gaver og indkøb, så bliver jeg helt vildt overvældet og derfor har jeg også her små sedler med HUSK på. Vi ved nu hvad der skal købes af gaver og til hvem, og det er bare at ruste sig til en lørdag i selskab med en million andre danskere der sveder og stirrer stift frem for sig i de varme indkøbscentre. På med vanten så at sige..


Sneen har jeg heller ikke omtalt, COP15 er næsten gået min næse forbi, juleudstillinger og stemning i by og på land er noget jeg ser på tv og her i blogland. MEN MEN, jeg er vild med sne og har været ude for at mærke frosten bide mig i næsen. Min bildør er frosset fast og inde i den ligger en pakke der skulle have været sendt i sidste uge.. den med den manglende adresse. Husker I den?? Ja nu ligger den altså koldt og godt og sikkert der i den forfrosne bil, men så kan jeg jo bare trøste mig selv og Emilies mor med, at så forsvinder den da ikke i julepakkehelvedet.

Billeder har jeg ikke fået taget, og strikkeriet ligger næsten stille. Jeg har super dårlig samvittighed over at jeg ikke har fået læst og kommenteret som jeg plejer hos dem jeg holder af og som er søde til at skrive til mig. Jeg lover at det skal nok komme. I det hele taget ku det se ud som om jeg ikke har humøret i behold.



SÅDAN ER DET BARE IKKE.


For trods borderline og sneuvante danskere, ja så er jeg faktisk ved at være helt frisk igen. Jeg har det meget bedre, og giver mig selv lov til at have en reperationsperiode. Jeg syntes det er ok, at jeg stadig har tanker der skal på plads, jeg skal bare være mere opmærksom på hvad der er hvad. Sygdom versus helt normale følelser efter en voldsom rutsjetur.


Jeg ønsker alle en super fredag, den sidste inden jul. NYD at det trods alt er alt for sjældent vi har noget der bare ligner hvid farve i naturen omkring jul, GLÆD jer til stille og dejlige familiestunder i julen, og SE FREM til et nyt år med nye oplevelser og udfordringer OG at det snart er lysere tider igen.

Kærlig hilsen Henriette

Så fik vi da lige sat gang i tingene

Med hjælp fra Rikke, der sendte et link med boligudlejningsannoncer, kom vi i gang.


Der er nu lavet en "vi søger" til teenageren og så har vi søgt på en masse selv. Nu er det bare at håbe og krydse fingre og være flittig på tasterne.

Dagen bød også på en magnum vasketur, incl de tre sjaler og tæppet der skulle i stræk og bruges til julegaver. Pyhhh det er lidt hårdt med alle de nåle der skal til, når man ikke tager hvert strikkeprojekt med det samme. Da jeg endelig var færdig, skulle teenageren liiiiige teste mig og da han ved jeg hader unger der hopper i min seng, tog han tilløb og styrtdykkede lige op i den. UDEN at vide at alle nålene var der.... ( jeg bruger sengen fordi vi ikke har noget tæppe at bruge på gulvet).

Behøver jeg at beskrive hans ansigt, da han fandt ud af at han var begyndt en karriere som fakir??


SKRIG hyl og skrål, hjælp mig og så gør dog noget, var hans reaktion, men næhh nej du fister. Så kan du lære det kan du. Jeg troede stadig du havde ondt i øret fra sidste gang du prøvede den leg.. He he Han luskede tilbage til sit computerspil, ret så stille.

Vi har iøvrigt haft en udemærket dag og kommunikationen er der ikke noget i vejen med. Jeg prøver ihærdigt at lade være med at være paranoid, har valgt at opfatte hans til tider noget ungdomskiksede opførsel som hans måde at række hånden ud på, i stedet for at se det som forsøg på ballade. Det er jeg nødt til, og han virker også til at slappe lidt mere af. Vi har da været sammen i dag om at søge boliger, og jeg har hjulpet med at forfatte tekst og sån.

For Miras vedkommende har jeg været en skulder at græde ud ved. Hun kom hjem fra skole fuldstændigt knust, fordi hendes nye mobil er væk. I flere år har hun helt nægtet at have en, men endelig fik hun sin egen, har brugt den flittigt, været sød til at sende beskeder til mig om hjemkomst, sms'et med sine skoleveninder og fået sig et lille bitte netværk, og så sker dette. Det er bare ikke til at bære. Så hjælper kun trøst og Menthos og varm the, hendes favoritter. I morgen forsøger vi at ringe og spørge om den er indleveret i skranken ved svømmehallen, men det er vist for meget at håbe.


Jeg selv er flad som en fregne, men det har været en god dag så skidt med det :)

Efterlysning.. Lejl / værelse søges

Dette er det vigtigste budskab jeg kan komme med i dag.

Der kan blive meget vanskeligt at finde noget, og alle midler må vi tage i brug. Kommunen var i går stadig ikke til at få i tale, omstruktureringer og gud ved hvad ellers, gør det umuligt at komme til at tale med den ( endnu engang....) nye sagsbehandler vi skal have kontakt med.

Det går sådan ok imellem teenageren og jeg selv. Vi gør begge vores til at det hele skal glide, men det er da alligevel tydeligt at balancen er hårfin.

Så altså...


Vi efterlyser en bolig. Nogen der kender nogen, der kender nogen. Hjælp til en familie der kæmper for at forblive en familie og en knægt der trænger til at komme videre og igang med sit liv. Det er vores alle sammens største juleønske og nytårsdrøm.


Både han og vi er enige om at det vil være godt for os alle.






Til Julemanden

Kære Julemand, vi har ikke nogen skorsten du kan kom ned i, men vi har en postkasse og en mailadresse som vi kan modtage beskeder og post fra. Findes der et sted til vores dreng, så skriv, ring, brug røgsignal eller send en brevdue. Vi er klar

Kærlig hilsen og god jul
Familien fra Vanløse

PS: Glædelig jul ;)

I dag er dagen hvor reaktionen er kommet for os alle.

Lige nu kan jeg næsten ikke engang huske hvad der er hændt de seneste dage sådan helt nøjagtigt, men både jeg og mine to børn er helt og aldeles udmattede. John er kvast, Theis er det sikkert også på sin måde, men Mira virker til at være den eneste som har sin energi endnu. Hun har som os andre været vidne til det helt store meltdown, men det må være hendes Asperger og det at mange detaljer går forbi uden at hun har tanke for den dybere mening, der gør at hun på denne måde ikke er så ødelagt. Hendes verden er enkel på sin vis, og det er en lykke uden lige. I dag har hun iført min vinterfrakke og min varme strikkede vinterhue med top på, glad cyklet i skole. Et kæmpe kram til mig, og på en cykel der slingrede fordi hun har vinket hele vejen hen til hjørnet, og hun var afsted ud i verden.


I aftes samledes vi for at få sagt de ting der bare skulle siges. Ikke mere tænketid, det tærer alt for meget og der var egentlig ikke noget at være i tvivl om. Vi skal selvfølgelig blive sammen.


Den beslutning burde et eller andet sted have været så ligetil, men af flere grunde har det kostet kæresten min virkelig mange kvaler. IKKE fordi han egentlig i sit hjerte er i tvivl om at vi hører sammen, men fordi han har været udsat for et ekstremt pres. Jeg selv har jo fået støtte alle vegne fra. Her i blogland har det strålet mig i møde fra alle egne af landet, og bare det at jeg får vendt og drejet tingene, og derefter får moralsk opbakning uanset hvordan det ender, gør at jeg føler mig styrket i mine egne valg. Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget det har betydet for mig, at mennesker jeg slet ikke kender personligt har været der med ord og opmuntring.

Kæresten derimod.... ja han fortalte i går at han rent faktisk ikke har haft een eneste der har støttet ham. Han er stort set hele vejen igennem blevet opfordret til at skille sig af med mig. At du gider... har det lydt. Alle har været optaget af børnenes tarv, men ingen har haft tanke for, at vi her har at gøre med een ud af fem der ikke vil vores familie. EEn eneste UNG person, selv nærmest flytteklar, har været optaget af at vi skulle skilles. Det undrer mig at ingen har talt med John om det urimelige i, at han skal opløse sit liv, fordi en noget nær voksen knægt vil have sit gamle liv tilbage. Et liv der ikke kan realiseres nogensinde igen. Hvis jeg forsvandt ville der jo en dag dukke en anden kvinde op, og hele balladen vil starte forfra. Det hele handler om, at John allerhelst skulle leve alene med de to børn og sådan skulle det forblive.

Jeg forstår faktisk udemærket at presset til sidst blev for meget, og han gik kold i det hele. Med til historien hører også at denne lejede lejlighed ikke står i Johns navn. Da børnenes mor døde, blev den overdraget og skrevet i Theis navn. Det vil i praksis sige, at det er ham og ikke os der reelt har ret til boligen. Godtnok er det jo John og siden også jeg der har betalt husleje, men det har helt klart været en umulig tanke, at vi skulle forlange at knægten fandt sig et andet logi set i det lys. Moralsk har kæresten bare ikke kunnet forlige sig med tanken, og han har slet ikke kunnet se andre muligheder, end til sidst at bede mig om at flytte.


I denne weekend er alt blevet vendt og drejet og resultatet er klart. At han har manglet støtte fra sine egne såkaldte venner, har betydet at han virkelig har skulle finde styrken i sig selv alene, for at tage den beslutning han bedst kunne leve med. Det handler også om at han ikke vil svigte Theis som den voksne i hans liv.

Han og jeg har talt og talt og han har vist nu opdaget at JEG ikke er en der svigter og går, når det bliver svært. Sådan er kærligheden jo. Derfor kæmper vi sammen. Vi har slået fast over for den mutte teenager, at hvis ikke han kan acceptere at vi elsker hinanden og at også de yngre børn vil det her, ja så flytter VI. Så kan han beholde lejligheden og den for ham dyre husleje. Kommunen vil så stå med en fempersoners familie på gaden, i stedet for at skulle hjælpe med at finde en bolig til een. En hele vejen rundt vanvittig løsning. Vi bliver her, og han har nu erkendt at det må blive ham der skal hjælpes videre. Vi vil gøre hvad vi kan for at få det til at glide, tale med høj og lav om vigtigheden af at han får sit eget.


Vi er alle drænede helt ind til benet. Rasmus har været så påvirket at han i dag ikke engang orkede at tage tøj på, så han ligger her ved siden af mig og sover. Josefine har været igang med et projekt på skolen der bare SKULLE afleveres idag, men jeg ku se hvordan hun næsten ikke ku klare at skulle afsted. Hun har nemlig været her helt til i dag og skal nu den lange vej med tog til Roskilde. Når opgaven er afleveret kan hun tale med sin vejleder om de sidste dage inden juleferien.

John ligner en zombie, og jeg selv en hængt kat, men nu kan vi omsider se fremad og så koncentrere os om at få os alle på fode igen. Julegaver og maden til juleaften har vi slet ikke styr på, men det må vi indhente i weekenden. Theis ved nu at han SKAL opføre sig ordentligt for ellers må han opholde sig på sit værelse til han kan flytte. Vi VIL ikke have mere ballade fra den front. Vi har to unger på næsten 15, der begge trænger til ro og tryghed i deres hverdag. De skal ikke længere være ofre for balladen, og dermed mangle smil og varme fra de voksne.


Mira og jeg lå sammen på sofaen i går eftermiddags og så Harry Potter, med hver sin plaid og varm the.



Det er sådan det skal være..






Til sidst en kæmpe tak til alle jer der har lagt kommetarer og støttet mig. Jeg er ked af at jeg ikke har kommeteret tilbage, jeg har bare ikke orket det. Jeg har heller ikke fået læst blogs de sidste dage, men jeg håber at kunne koncentrere mig lidt mere om det igen. Og så er der mit strik... Jeg har ikke strikket en maske siden sidste tirsdag! Helt helt vildt og næsten utænkeligt, men igen.. jeg har ikke haft hverken lyst eller koncentration til det. Hvor underligt er lige det??


Julen er lige om hjørnet, men jeg ser mest frem til et nyt friskt år hvor vi kan se lyset komme tilbage.

Så kom vi så langt

Det er sen nat nu, og vi kan ikke mere for nu.


Familiemødet var både en varm og kold oplevelse.Varm fordi vi mærker at de tre af børnene virkelig ønsker os samlet som familie og at de alle kunne se at der var masser af gode ting ved at blive sammen.

Kun er det den omstridte teenager der blankt afviser at der er noget som helst positivt at hente. Han er fast overbevidst om at det vil være en dødssejler, og indrømmer blankt at han ikke selv mener han vil være i stand til at bidrage til at vi kunne få det godt.

Det har ellers ikke skortet på gode forslag, der alle handler om hvad vi hver især kan gøre for at hjælpe hinanden så her bliver rart at være. Lige fra omrokering af værelser, til indkøb at større spisebord, så vi igen alle kan sidde sammen og spise middag. Forslag om en fast månedlig søndagsfrokost for hele forsamlingen, med god mad og sjov og leg, til aftale om at vi SKAL tale mere sammen i hverdagen om stort og småt. Alle har haft taletid og en af de ting der kom bag på mig, var Miras ønske om at jeg igen begyndte at smile og at hun gerne ville have at jeg vinkede til hende når hun cykler i skole. Det er noget jeg altid har gjort med mine egne, men det er ligesom gået fløjten fordi jeg har været så træt om morgenen, at jeg ikke har været oppe når hun tog afsted. Hun har hørt Rasmus fortælle at det plejede jeg, og det havde hun aldrig oplevet fra sin egen mor. Selv John hostede op med at han var helt færdig over at jeg var holdt op med at vinke farvel fra altanen, heller ikke han havde nogensinde kendt nogen der vinkede til ham.

Sådan er der mange små ting der er kommet frem i lyset og jeg vil hellere end gerne vinke. Jeg elsker at vinke til jeg ikke længere kan se dem..

Intet har påvirket Theis, og jeg har erkendt at jeg ikke er vild med at vi skal ud i bestikkelse for at få en "voksen" dreng til at føje os. Faktisk har jeg meldt ud, at jeg ikke helt kan leve med at det skal være netop en voksen knægt, der skal være den der afgør om vi skal bestå eller ej. Faneme nej.

Her er jeg så heldig at jeg har John med mig. Heller ikke han kan leve med at et utilfredst individ skal være den der afgør vores fremtid. Vi har nu voteret og i morgen aften mødes vi igen, for at tage en beslutning. Jeg har gjort det klart at jeg og mine børn ikke vil ende i en situation hvor vi skal være ydmyge og krybe af taknemmelighed, hvis han skulle beslutte at vi godt må blive boende. Og igen er John helt med på den. Altså i sidste ende er det søreme de voksne der bestemmer, og da vi også vil tage hensyn til børnenes tarv, er det her vigtigt at slå fast at vi faktisk har to 14 årige der begge er ulykkelige ved udsigten til at vi IKKE bliver sammen. Mine to børn har knyttet sig til John på en måde der klart handler om, at han har været mere far end deres egen har været. En udmelding jeg ikke selv havde set komme.

Dette begynder at ligne noget fra en serie i flere afsnit og måske virkeligheden overgår selv den mest dramatiske tvproduktion fra Hollywood..

Jeg fik forresten bagt boller bare lige sådan fordi jeg syntes der skulle ske noget normalt, og her kommer Mira søreme og erklærer at de er bedre end mormors! Hvad er større?? ja jeg spørger bare

Smil og tårer og ord i stride strømme

Lørdagen har været en dag hvor intet andet end seks menneskers fremtid har været fokus.


Jul, klimademonstrationer og hele verden omkring os, har været fuldstændigt ude af vores bevidsthed og vi har kun haft vores egen verden og dens klima i tankerne. Og dermed også kun kæmpet vores egen private kamp for et bedre klima og en bedre personlig verden.


Mange mange timer er der blevet talt. Mange pauser har der været for ingen kan rumme så store følelser og så vigtige beslutninger uden åndelig ro. Det kan vist kun verdens store magthavere og forhandlere. Gad vide hvordan de pauser?


Her så vi Harry Potter alle sammen. I stuen og forsynet med marsvin, Cola, et glas noget stærkere til de voksne og så bare stilheden sammen.


Jeg selv er nået langt indvendigt. Det er underlig proces når man sådan får et chok, og bryder sammen. Jeg ved ikke hvad der er den statistiske term for sådan et forløb, men for mig var fredagen dagen hvor jeg gik i sort. Intet kunne jeg, og jeg måtte have hjælp af andre til næsten at trække vejret.

I går var så dagen hvor tårene var stilnet meget af, og hvor jeg nærmest fik et klarsyn. Derfor satte jeg mig ned og skrev et brev til John og hans børn. Bad dem om sammen at læse det og diskutere dets indhold, og derefter gå i tænkeboks for at se om mine ord havde betydning.
Jeg selv fortrak til min seng, for jeg var også i går medicineret og meget meget træt. Som havde jeg kæmpet en krig helt for mig selv. De tre skulle have fred til sammen at tale.


Denæst fulgte så ordene og samtalerne. Pausen med Harry Potter og da den var slut og jeg kendte Johns følelser og tanker lidt bedre, tog jeg to glas med whiskey og gik ind til Theis. Jeg og han sad en times tid sammen og vi fik vendt hver en sten i bunken af måneders konflikter.


I både brev og samtaler, har mit klare budskab været flere ting.


Børnene skal forstå at jeg altid har vidst at deres baggrund har betydet at de har voldsom brug for tryghed, stabilitet og kærlighed, men at det har jeg sådan set også.

De skal forstå at jeg dybest set og inderst inde jo holder utroligt meget af dem, og aldrig har ønsket at de skulle opleve svigt fra mig.

At to familier der rykker sammen er ufatteligt svært. For os alle..

At jeg ikke selv er bange for er erkende de fejl jeg har begået i min tro på at det var det rigtige, men at jeg også må være tro mod mig selv. Jeg er som jeg er, men rummer meget kærlighed som gælder dem alle.


Til John har jeg meldt ud, at jeg på ingen måde vil leve med en mand der ikke vil mig. Det ender i had. At jeg vil elskes for den jeg er, men at jeg godt er klar over at jeg har presset ham i fællesskab med hans to børn.

Jeg har fortalt at jeg vil kæmpe for vores familie, men at jeg kun kan hvis alle ønsker det samme.

Meget meget mere er der flydt af ord i mellem os, og vi sad i timevis i går helt udmattede og bare holdt om hinanden. Vi blev afbrudt ved aftenstide fordi ungerne i fælleskab havde lavet pizza!

Jeg var så påvirket af deres uventede sammenhold, at jeg tudede igen

Vi gik ikke sent i seng, dødtrætte som vi var, men jeg har igen i nat sovet ved siden af Josefine. John er som mænd er flest, en mand der skal have ro nu, og tid til at få alle ting på plads i sin knold. Men inden jeg gik, var han allerede ude med nogle forslag til løsninger, og dermed uden ord fik han fortalt, at han heller ikke selv er parat til at opgive endnu.


Her til morgen kom det så frem at hans følelser ikke er forsvundet, og at vi nu begge to skal forsøge at hele de sår vi har fået. I eftermiddag er der sammenkaldt til familieråd, hvor vi med æbleskiver og andet vil få vendt og drejet tingene med børnene. De er alle blevet opfordret til at komme med deres bud på hvad der skal til for, at vi kan blive sammen som en familie. Deres trivsel er ligeså vigtig som de voksnes kærlighed, men det tror jeg de ved nu. Omsider..


TIRSDAG vil kommunen få en opringning. Både Theis og jeg har nemlig tænkt de samme tanker den sidste tid. Vi må og skal have hjælp til at få styr på vores hverdag, med en asperger og tre andre børn, vejledning omkring dagklige rutiner og så en anmodning om hjælp til en større bolig. Theis selv skal prøve at forstå at han ikke har ansvar som en voksen, for det sidder så dybt i ham, grundet omstændighederne i hans barndom. Han skal lade os voksne om at bekymre sig om økonomi, Mira og overlevelse. Jeg har forklaret ham, at det vil give ham rum i hovedet til at koncentrere sig om sin uddannelse og fremtid.


John og jeg har iøvrigt også erkendt at vi må og skal have tid sammen til at være kærester og elskende, men at vi som fælles familie også skal lave flere ting sammen. Det bedste ville være at vi alle kunne få en ferie sammen, opleve positive stunder hjemmefra, men det er en drøm. Der mangler trods alt økonomi eller et sommerhus til det.


Pyhhh det har været og vil fortsat være nogle hårde dage. Men jeg fornemmer at alle fire unger og specielt mine to ekstrabørn, har forstået at der rent faktisk er kærlighed og omsorg at hente i denne familie, men at fælles ansvar og respekt er nøgleord hele vejen igennem.



SLUT PRUT for i dag. Til dem der har julen i hjertet, sender jeg lige en hilsen og ønsker om en god 3. søndag i advent.

Hvad der videre skete

Det var en frygtelig dag i går.

Jeg orker kun få ord, men kan fortælle at jeg brød helt sammen, et par veninder stod pludselig klar og fik mig skippet af sted til psyk skadestuen, for jeg kunne inget, kunne ikke tænke, handle eller holde op med at græde.

Der blev ringet alarm til John om at han nu måtte træde til og hjælpe mig, erkende at dette var mere end jeg kunne klare.

På psyk ville de gerne beholde mig, eller skippe mig videre til et krisecenter, men jeg havde det så dårligt at jeg slet ikke kunne holde ud at være alene. Hospitalsstuen havde tre meter til loftet og en seng. Der var så forfærdeligt at jeg vidste jeg ville få det endnu værre der.

Beslutningen var at jeg blev kørt hjem igen for der kunne jeg trods alt ligge i min egen seng, men Josefine i nærheden og iøvrigt så heftigt bedøvet af beroligende midler, at jeg intet kunne andet end sove. Noget jeg ikke har gjort i flere nætter.

Hjemme igen brød hele familien sammen en efter en. Alle som en hylede vi, Theis var nærmest lammet over at jeg var så elendig og pludselig rakte han ud og holdt om mig så fast at jeg nærmest ikke kunne trække vejret. John er selv også helt knust. Siger at han jo stadig har følelser for mig, men at han bare ikke kan klare mere ballade. Han har som jeg en enorm bitterhed over systemet. Vi har bedt om hjælp til vores familie siden maj, men intet er sket. Vi har råbt op om, at der var fare for totalt nedsmeltning uden assistance. Og nu er det så sket..

Vi har alle siddet sammen i stuen i aftes og talt og spist, og børnene har været vidne til at deres mor og far har siddet og grædt i stride strømme, holdt om hinanden af sorg over at det er endt så knudret.

Jeg trak mig tilbage ved ottetiden, med beskeden om at jeg mente de trængte til lidt tid sammen de tre. Tid til at snakke og til at genopleve en nærhed der ikke har været i mellem dem længe, fordi det har været umuligt. Jeg har opfordret alle til at tænke sig grundigt om, for at finde ud af om det er selve situationen der har presset deres far så langt ud, fordi han er blevet mere og mere klemt i mellem mig og hans viden om at også børnene trængte til ham. De skal finde ud af, om det er selve den håbløse tid der har været, der er skyld i at vi alle bare ikke havde mere at give af og som fik kærligheden til at kølne.


Jeg ku aldrig drømme om at tvinge nogen til mit selskab, hvis det oprindeligt ikke er ønsket og jeg flytter glad og gerne med mine børn, hvis der virkelig ikke er mere tilbage at kæmpe for, MEN omvendt føler jeg også at med den store kærlighed der har været i mellem os, er det ikke fornuftigt at give op hvis der er det mindste at bygge på. Jeg har igen fortalt at jeg jo dybest set holder meget af begge Johns børn, og at jeg VED at også de trænger til omsorg og en viden om at de er elsket og trygge.

Under alle omstændigheder har kommunen, John og jeg i røret i næste uge. De skal faneme ikke dø i synden. De skal vide at der kunne være reddet en familie der har brug for hinanden, hvis de ellers havde taget fingeren ud og handlet på vores nødråb.


I denne weekend vil der nok blive snakket en del, og om det ender med en flytning, så er jeg mere afklaret hvis jeg ved at det er fordi der ikke er mere tilbage i os at give af.

Jeg er stadig i en beroligende tilstand og derfor kan jeg skrive så klart. Men det gør mig også super træt så jeg vil sove lidt igen.

Kærligheden er slut

De ord fik jeg i aften..


Jeg ved ikke om jeg er i stand til at blogge de næste dage, for chokket har ramt mig med et lyntogs kraft. Kærligheden døde et sted på vejen, og grunden er klarlagt. Jeg har forandret mig for meget, er ikke længere den kvinde han mødte og forelskede sig i. Jeg har taget på, er blevet mere og mere træt, mindre og mindre overskudsagtig og der er ikke længere nogen fysisk tiltrækning i ham. Han føler hverken savn eller længsel efter mig. Min sygdom er sværere at leve med, end han havde forestillet sig, og jeg må til at lære at den også vil være en faktor i, at mit liv i fremtiden vil være som enlig. Hvis han som er så tålmodig og tollerant ikke kan klare en som mig, er der ingen i hele verden der kan, og jeg må tilbringe resten af mine dage alene.


Jeg er knust, mest fordi det jo er livet i denne familie der har kostet mig Henriette. Belastningerne der har givet mig ekstra kilo, stressen der har gjort mig træt og som har givet mig et udseende som en slidt ond stedemoder. Kampen og engagementet i en asperger og hvad deraf følger har jeg kastet mig ud i med al min energi fra begyndelsen af, og den har også tæret på mig. Kampen med den sure teenager har kostet mig min elskede og manden jeg har elsket højest af alt, og jeg kan nu spørge mig selv, om vi havde haft større chancer hvis vi ikke var flyttet sammen..


Jeg er ikke længere elsket og ikke interessant som kvinde, ven, samlever, partner eller elskerinde.


Jeg er i chok, mine børn er dybt rystede og specelt Rasmus er helt og aldeles knust. 14 dage før jul, står vi nu uden noget sted at bo, uden senge eller andre møbler, tv, stereo eller penge til at flytte for. Der er så meget at tage stilling til, at jeg er brændt sammen.


Men mest er jeg i chok.


Chok fordi det åbenbart er noget jeg er den eneste der ikke har vidst noget om. Men så har jeg jo grunden til at jeg er blevet behandlet som jeg er blevet. Jeg er ikke blevet smidt ud som sådan, men hvordan kan jeg blive? Sove ved siden af min elskede hvis krop jeg stadig begærer, men som jeg ikke længere kan række ud efter. Være i stue med manden hvis kys jeg savner så forfærdeligt??


I nat sover jeg ved siden af Josefine og det er ok, men jeg er tom indeni og mit hjerte er knust som glas. Min krop gør ondt af længsel efter de hænder jeg har elsket fra den første dag. Men også af den lange periode med alt for mange dramaer.


Jeg er voksen og har haft et langt liv, jeg VED at der vil være sorg der skal bearbejdes, at jeg vil være væltet og have svært ved at rejse mig igen, men jeg ved også at der kommer en ny tid derefter.


Lige nu skal jeg bare sørge for ikke at kaste op i min seng..

Koncentrationsproblemer

Ovre ved Mette kan man i dag læse om en af depressionens mange konsekvenser.

Der er en beskrivelse af hvordan hukommelsen ryger, og det er i høj grad noget jeg kan relatere til generelt, men også lige præcis nu og her i disse dage. Det er nemlig ikke kun depression der kan give anledning til at man ikke kan koncentrere sig, det kan også langvarig stress, press og overbelastning af nerver og hjerne. Som så i sidste ende også kan ende i en depression.


Jeg selv har jo været i behandling i årevis for netop depression og de eftervirkninger der endte med at sætte sig til kroniske "skader". Bla kan jeg ikke tåle nogen former for pres i hverdagen, og min stresstærskel er væk, hvilket betyder at jeg bryder ned med det samme, når jeg befinder mig i et klima af dårlige relationer og en ustabil hverdag, uro, støj og utryghed. De fleste mennesker har en form for stressmax, der gør at de kan handle i pressede situationer på en rationel måde i en kort periode..

Varer denne periode for længe, er det man kommer ud i den dårlige stress, den der gør en ukonstruktiv, arbejdsdygtig og ude af stand til at handle.

Jeg har en læges ord for at jeg har levet i så mange år, men en alt for høj stress/belastningsfaktor at jeg har opbrugt den kvote jeg er blevet " tildelt " som menneske. Med andre ord, jeg har brugt et helt livs stresskvote, i årene op til jeg blev syg.


Jeg skal derfor passe på mig selv hele tiden. Hele tiden veje og måle hvad jeg foretager mig, og engagerer mig i. Jeg ved nu at jeg foretog en fejlvurdering af egen formåen, da jeg troede jeg kunne klare et liv med de fire teenagere og det der måtte komme.


Set i det lys er det jo ikke så underligt at jeg laver de mest utrolige stunts for tiden, og at jeg ikke kan huske fra næse til mund. Det Mette beskriver kan jeg kun nikke ja til, og ihh hvor bliver man ærgelig over sig selv, når det kikser. I dag stod jeg i badet, og fra det ene sekund til det andet kunne jeg ikke huske om den sæbe der flød ud i afløbet kom fra håret eller kroppen! Jeg kunne ganske enkelt ikke erindre hvad jeg havde vasket. Var mit hår rent, eller min krop??

Umiddelbart ikke det store problem ku I så tænke, man tager da bare en tur mere. So what??
Men det er fortvivlende, netop fordi det sker konstant hele dagen igennem. Og når man tilstrækkeligt mange gange skal gøre ting om, begynder det i sig selv at være stressende. En tur på posthuset.. om igen. Bad.. om igen. Ringe om dette eller hint vigtigt... om igen. Hente post i postkassen nede i opgangen.. om igen. Osv osv

Jamen så skriv da sedler, når noget er gjort. Ja jo fint, det gør jeg sådan set også allerede. I hopetal faktisk. Men skal man så skive en seddel når man har været på posthuset for at minde sig selv om, at man skal huske adressen og derop igen??

Man kan hurtigt drukne i sedler, det ved de der ved hvad jeg taler om.

Der er kun en vej, og det er at finde ud af hvad det er der er skyld i hele balladen. Gøre noget ved det. Ændre på situationen simpelthen. Så det er det jeg er i gang med. Jeg har levet i et dårligt klima så længe nu, at filmen for længst er knækket, kæden er hoppet af, toget er kørt og jeg befinder mig et sted langt forbi en kort redningsaktion. Der skal skrappere midler i brug.

De sidste dage har jeg gået i en form for boble. Uden at ænse hvad der sker omkring mig, for min hjerne kværner som en centrifuge. Tanker om hvad der er sket med kærligheden og sammenholdet, fylder så meget at intet andet kan få plads. Jeg spørger og spørger mig selv hele tiden, om hvordan det kunne komme så vidt, men jeg bliver ikke klogere for der tales ikke meget her i huset mere.. Så sent som i dag har jeg rakt ud og bedt om ord til at forklare og udrede hvad der sker, forklaret at jeg er helt ude af den, men jeg sidder igen alene hjemme med børnene, uden at ane hvornår eller OM jeg overhovedet får et svar inden jeg selv går i seng. ( I stuen, for Josefine er kommet hjem en dag tidligere end beregnet ).


Jeg kan ikke holde til det mere og jeg tror ikke længere jeg er elsket. Simpelt, enkelt og den eneste fornuftige forklaring på det der sker omkring mig.



Det burde ikke være svært at tage konsekvensen af det. MEN det er det

Decembervejledning

Vejl i hvordan man sender en pakke afsted fra posthuset..


Først pakker man pakken forsvarligt ind, putter den i en dertil indrettet emballage så den kommer godt frem. Derefter skriver man adressen på modtageren på OG SÅ tager man turen til posthuset.


Ikke nogen særlig svær manøvre, men ikke desto mindre lykkedes det mig at nå helt hen til skranken efter længere ventetid, OG aflevere pakken, før jeg af en meget høflig postjulenisse blev spurgt om ikke det var hensigtsmæssigt, at der var skrevet en modtager på? Bare sådan af tekniske årsager...


Det har været umådeligt svært for mig at komme i tøjet og ud i dag, og derfor er jeg vanvittigt irriteret på mig selv over at jeg nu igen sidder med pakken foran mig på sofabordet. Den bliver altså ikke afsendt i dag heller. ÆV


Gid pokker havde det besværlige postvæsen, den skal jo bare til Jylland altså

To en halv time

Blev det til, så var jeg vågen igen.

Rasmus vækkede mig fordi hans lynlås var tvær og efter en længere kamp, var jeg så meget ude af søvnen at jeg ikke kunne finde tilbage til den igen. Nu ligger der i baghovedet en bevidsthed om, at jeg har indkøb der venter, og så de forb...... sjaler der skal i stræk. Det kan muligvis ende med at de må afleveres som de er, med en forklaring om hvordan man gør det. Problemet er at jeg kun har sengen til at ligge dem på, og eftersom min seng er en sjælden vært for min krop, har jeg virkelig svært ved at give den fra mig de dage det tager inden sjalerne er tørre igen. Fra næste uge har Josefine nemlig juleferie og så har jeg en hel mdr, at se frem til sovesofaen i stuen med dertil hørende trafik og uro ved nattetide..

Der er masser af gode intentioner, og også en pakke der skal helt til England, så posthuset står også på listen over to do, men jeg vil allerhelst bare lave



En Maud


Gemme mig under dynen og lade andre om at tage sig af verdens gang, mens jeg har Bent Otto med den bløde stemme i ørene, til at distrahere mig fra mine egne tanker og tingenes tilstand