Hvad posten bragte

I går fik jeg masser af spændende post for en gangs skyld..




Der var brev fra Josefines skole og de kunne meddele at hun nu er blevet tildelt et skolehjemsværelse. Åhh det lettede, og nu begynder sommerfuglene så at indfinde sig i vores maver. Der er pludselig masser af forberede, og heldigvis er der weekenden til at få styr på hendes ejendele og det der skal med.

Tøj skal vaskes, håndklæder og sengetøj skal findes frem,computer og den slags skal også med, og så er der jo indkøb af støvler og arbejdstøj. Det har jeg med vilje ikke handlet endnu, da jeg inderst inde har været bange for at hun ville springe fra.

Jeg kan faktisk ikke lige helt fatte at det nu er nu.


I mellem breve og reklamer lå også en pakke fra Losarinas mor. Den indeholdt de ting hun har hæklet til mig. Garnet og farverne har jeg selv afleveret til hende forleden, og nu kom så de fine ting. Der er en lille pung, som allerede er fyldt med de smådele jeg har til mine strikke/hækle projekter. Der er en lidt større pung, og den er fyldt med alle mine strikke/hæklepinde fra KnitPro. Den passer perfekt i størrelsen, OG så var der de små armbånd med knapper på.


Tusind tak for det, jeg er så glad og ved, at hver gang jeg har fat i tingene, så får du en kærlig tanke. :-))


Dagen i dag skal jeg ikke andet end handle med Josefine. Jeg vil prøve at få det til at glide så let som muligt. I aften skal vi nemlig til fødselsdag. Det bliver holdt i sommerhuset og derfor skal vi overnatte der. Jeg vil faktisk helst hjem, men jeg tror det er planlagt sådan at alle spiser morgenmad sammen, inden der brydes op. Det skal nok blive hyggeligt, og jeg skal passe på ikke at gøre som jeg har for vane... at blive hjemme. Tanken om mange mennesker på få kvm, musik og snak er overvældende for mig, og jeg bliver desværre træt bare ved tanken.


Rasmus den lille fis, har igen bidraget til husets dyrehold, med de små kriblekrable lus. Det er ikke noget jeg er vild med, syntes at det snart må være nok, når man tænker på hvor store ungerne er efterhånden.. det er anden gang siden han flyttede ind.
Jeg har ham mistænkt for at bytte hætter med de knægte, han går til skydning med. Og det er altså strengt verboten... :(((

I nat har han så sovet med silikonedims i håret og så tager vi det derfra med lusekammen. Heldigvis fik jeg ham overtalt til at tage det meste af håret med en maskine, for hans hår er så tykt, og er vokset så meget at det er ulig lettere at kæmme efter sådan en tur. Det har han ikke prøvet før, og lur mig om ikke det også bliver hans sidste... Han var IKKE tilfreds med resultatet. Han er nu klar til at søge ind i militæret og helt ærligt.. Det ER for kort. Sådan går det når man har husdyr!

Strikkeklub 2

Jeg er så glad fordi det ser ud til at andre også syntes om ideen med en strikkeklub..



Det med at kalde det en klub, lyder egentlig sådan lidt kikset, men hvad kan man ellers kalde en flok kvinder der gerne vil mødes om garn og tråd? Forslag modtages gerne :-))

Update fra før: Man kunne måske kalde det en kreativklub??



Jeg kan nu se, at der i hvertfald er positive meldinger om at deltage i sådan nogle arrangementer. Indtil videre er vi fire der kan og vil. Flere hvis altså ikke lige os bloggere var spredt over hele landet.. ØV. Men ok.. det er måske en rigtig fin start at der ikke er så mange, så er det vel ikke så overvældende den første gang. Dermed ikke være sagt, at jeg IKKE vil høre fra flere for det vil jeg mægtigt gerne. Tror også Losarinas mor syntes det ville være sjovt at møde flere, men det kan jo komme hen ad vejen.


Her er sådan som jeg indtil nu, har tænkt mig det kunne være:


En flok kvinder mødes jævnligt med deres pinde/garn/nål og tråd. Om det skal være ugentligt eller hver fjortende dag, ved jeg ikke endnu. Det kommer jo an på interessen.

Der er ikke mødepligt på den måde at kommer man første gang, så skal man deltage forever :-) Det skal være på frivillige betingelser, og det eneste jeg ville syntes var rimeligt, er at man i forvejen melder sig til, hos enten mig eller den der nu skal/vil lægge plads til.

Så kommer vi til det med hvor det skal foregå. Det er jo sådan at jeg selv SÅÅ gerne vil det her, men hos mig er der bare slet ikke plads eller fred til at lave den slags. Ikke lige nu ihvertfald. SÅ indtil der er mere plads hos mig, vil Losarinas mor gerne lægge hus til. Min tanke er jo så, at vi kan aftale fra gang til gang, hvor næste møde kunne være. Det er faktisk sådan det kører i den mødregruppe jeg har været i de sidste 14 år. Det går på tur. På den måde belaster man ikke kun den samme hele tiden, men man får også set hinandes "huler". :-) Jeg må hellere lige tilføje her, at jeg ikke har deltaget i mødregruppen den senere tid. Jeg stoppede fordi jeg havde det frygteligt svært med at se de andres knægte. Det fik mig til at savne Rasmus helt ulideligt meget, men det har jo ændret sig OG forresten helt irrelevant i denne sammenhæng :-)

Jeg tænker mig, at det skal være strik,hækling og broderi/håndsyning der kunne nørkles med. Med andre ord.. alt hvad man kan tage med sig, og sidde med hos andre end sig selv. Er der noget der pludselig er oppe i tiden, kunne det jo også være morsomt at prøve det sammen. Her tænker jeg på småting, som armbånd og knytning ell. lign.
Igen, bare strøtanker på tegnebrædtet.

Der skal ikke være det store pres med værtindepræstationer, bare lidt varmt at drikke og lidt kage måske. Eller noget andet der kan nippes til. Bare sådan for hyggens skyld..

Om det skal være aften eller dag når vi mødes, må afhænge af deltagerne. Er det sådan at dem der melder sig, alle har dagtimerne fri, ja så er det jo ikke umuligt at mødes der. Det vil jeg lige prøve at lade hænge i luften til jeg ved lidt mere.

Det er vist det tror jeg.


Jeg er fast besluttet på, at det skal komme til at blive virkelighed, også fordi vi går en lang og mørk tid i møde, og det er sågu da fedt at have den slags aftaler at se frem til. Jeg er ikke naiv, og ved der muligvis vil være tider, hvor jeg selv ikke ville kunne magte at møde, men når først det kører, så håber jeg at det kommer til at glide også de dage jeg selv er væk.



Uhhh det tordner og regner lige nu, og jeg kan næsten mærke hvor hyggeligt det vil være, at vi mødes og sludrer og nørkler, med tændte lys og måske lidt mild musik i baggrunden. Og prøv lige at se det for jer... i julemåneden, med lidt småkager, og lys, og duften af gran og og og...


Ej jeg bliver sgu revet lidt med her. Sorry


Her er til sidst et billede af mine bølger som det ser ud nu

Et besøg og en tur på 19..

I går onsdag var jeg både gæst hos en veninde, og i mit lille retreat på 19 sal...


Jeg startede med den lægesamtale jeg udskød i mandags. Det var nødvendigt, da han går på ferie fra i morgen. Vi skulle have udfyldt en blanket, som kommunen har bedt om, i forbindelse med vores ansøgning om hjælp. De vil vide mere om min "almene tilstand, min psykiske og fysiske tilstand og mit generelle helbred". Det fik de så..

Derefter skulle jeg videre til veninden på den anden side af broen, men da jeg var i god tid, smuttede jeg forbi kæresten på KVL. Der var tid til lidt kyssepause. :-)


Hos veninden blev jeg forkælet med dejlig frokost. Hendes madklub havde være på besøg dagen før, og der var marineret mørbrad med salat og hjemmebagt brød til. Uhmm en let anretning er lige noget jeg kan bruge, især når jeg ikke selv har lavet den. :-)
Vi fik sludret videre efter vores sidste møde, om stort og småt og om hendes lille dreng der er adopteret. Han er sådan en sød smilende lille en, og jeg syntes det er så dejligt at de har fået muligheden for at være forældre til ham.

Da vi havde talt i nogle timer, var jeg træt og jeg tog hjem. Forinden fik jeg hende dog lokket til at genoptage strikkeriet. Hun og jeg strikkede sammen da vi var teenagere, og måske jeg kan inspirere hende til at nørkle lidt, måske endda til at komme i min kommende strikkeklub. Det ville være så hyggeligt.

På vejen hjem, ku jeg mærke at jeg trængte til stilhed og ro, så jeg lynbestemte mig for at benytte mig af lejligheden jeg må låne. Derfor afsluttede jeg min dag på 19., forsynet med dejlig frugt og mit strikketøj. Jeg fik hvilet og slappet og set tv, inden jeg returnerede til familien igen ved halv tolvtiden.


Frugt, kiks m ost og lidt kaffe... Sådan er jeg tilfreds med en menu når jeg selv kan bestemme..


Jeg er nået lang med sjalet og er nu godt på vej med blonden..



En lang og dejlig dag havde jeg, og i dag torsdag skal jeg så intet. Sådan er det bedst for mig.
Kun een ting er på programmet, nemlig en opringning til Ester, det er for længe siden at jeg har været der. Min hjerne trænger til at blive tømt for ord, og det er hun mester i at hjælpe med.
Min spykolog har haft ferie, men NU kommer hun på arbejde igen.. Der er masser at tage fat på i de snoede hjerneceller der er mine.

FOF og en mulig "klub" kan tage form

Jeg fik FOF programmet ind af døren i går..

Det har i mange mange år altid været ventet med længsel. Siden jeg var helt ung, har jeg benyttet mig af deres forskellige tilbud med stor fornøjelse. Jeg har bladret i det, og læst med spænding for at finde lige det jeg havde lyst til at lære.

Der har været en del år hvor jeg selvfølgelig slet ikke kunne deltage, men jeg har læst det alligevel.
Gennem årene har jeg været på kurser i så forskellige emner som:


Keramik
Sprog
Syning
Blomsterdekoration ( det tog jeg fast igennem flere sæsoner)
Gymnastik ( det er dog meget længe siden )


Særligt det med blomsterne var noget jeg virkelig fik noget ud af. Jeg kom hos den samme underviser år efter år, sæson efter sæson, lærte en masse og har siden hen brugt det flittigt især op til jul. De senere år har jeg været den, der har forsynet venner og familie med dekorationer og pynt. Blomsterne og det at sidde med de forskellige matrialer, som jeg selv fik samlet tonsvis ind af i løbet af efteråret, virkede nærmest terapeutisk på mig i de svære år. Og så har det været morsomt at se udviklingen i mig selv og moden fra år til år, jeg har taget billeder helt fra starten af, og det er tydeligt at også der, er der modeflip og farver der hitter.


I år er det så strikkeriet jeg gerne vil deltage i.


Der var lige præcis et hold der passede mig. På ungernes gamle skole ikke langt herfra, i hele efteråret og på en aften jeg ikke skal noget andet. Men øv siger jeg bare. Selv som pensionist er det hundedyrt og jeg smed bladet ud i skraldespanden. Jeg har jo snoldet grundigt den senere tid, og desværre tænkte jeg ikke lige på at ligge penge til side til sådan et kursus. Thats life..

I aftes da kæresten og jeg sludrede om alt og intet fra dagen, fik jeg nævnt at planen om aftenskole var droppet, men tænk.. det ville han slet ikke høre tale om! Han fik lynhurtigt regnet ud hvad prisen ville være pr aften, og ser man det sådan koster det faktsik latterligt lidt. Så enden på komedien blev, at jeg gik på nettet og nu skal jeg så altså hver onsdag fra d. 16/9, være deltager på et strikke/hækle kursus.


JUBIIII juhu


Nu går det jo hverken værre eller bedre end, at jeg i min ærgrelse om eftermiddagen, besluttede mig til at noget måtte der så gøres i stedet for aftenskole. Jeg vil virkelig gerne lave en lille hygge/strikke/hækle/syklub.



Desværre er det en plan der er lidt kikset at ville oprette, når man bor som jeg gør lige for tiden. Jeg har slet ikke plads til at huse gæster. Men ideen har jeg talt med Losarinas mor om, og hun vil indtil videre gerne lægge hus til. Så kunne man evt tale sammen om, om det er noget der kan gå på skift fra gang til gang.

Hele ideen er jo, som jeg har set andre stedet i landet, at vi der elsker at nørkle mødes fast for at udveksle ideer, viden og for at lave lidt sammen. Lidt kaffe/the og godt til munden skal der selvfølgelig være, og så er det ellers bare om at komme ud af busken..

Kære bloggere, er I friske?? Jeg syntes at det kunne være så fedt at deles om en dejlig hobby.

Skriv til mig på min mail eller her, hvis det har interesse. Når jeg ved OM der er det, tager jeg næste skridt og opretter en STRIKKEKLUB. :-)


Kom ud af busken og fat garn og tråd.
Kærlig hilsen Henriette :-))))))

Marsvin og aflysning nr 2...

I dag er jeg træt og uoplagt..

Jeg skal til tandlægen i Lyngby og jeg gider bare ikke. Der er langt derud, eller sådan føles det fordi jeg ikke har sovet så mange timer i nat. Reperationerne skal genoptages og der er masser af tage fat på.


OG NU har jeg så aflyst!

Jeg orker det bare ikke. Et eller andet sted er det jo fjumset, at jeg ikke kommer afsted, men sådan må det være. Heldigvis kender de mig rigtigt godt, kender min situation og også min psyke, så vi har lavet en aftale for længe siden om, at jeg altid kan ringe og aflyse. Når jeg får en ny tid, får jeg altid flere ad gange, netop for at jeg så hele tiden har en jeg kan bruge. Ventetiderne er temmeligt lange på klinikken, og jeg kan ikke bare lige få en dagen efter feks.
Jeg er taknemmelig for at de er så fleksible, det er sgu pænt af dem.


Godt så. Nu er det altså "tilladt" for mig bare at være her. Der var strikkecafe i dag kl 10, men på det tidspunkt kunne jeg slet ikke åbne øjenene. I aftes forberedte jeg mig ellers godt på besøget i butikken. Bøger blev fundet frem, der var forskelligt jeg ville vise hende. Mit sjal er nået til blonden og jeg har ændret lidt på den for at få den til at passe bedre til det kraftigere udseende det har fået, med de to garner i kombination.

Det er muligt at jeg prøver at komme afsted i morgen aften i stedet, nu får vi se. Et foto af creationen på også vente.. tænk jeg gider bare ikke hive kameraet frem. SÅ er den altså helt gal Hihi


Nej hvor er jeg lettet lige nu. Lille chokofant ligger her ved siden af mig. Den har bygget hule i mit tæppe og jeg kan mærke dens små bevægelser.



For tiden har vi skilt dyrene ad i to hold. I stuen er for tiden Chokofanten og Karamellen. Hos Josefiner er så Cupcake og lakrids. Det er nødvendigt for Cup og Karamel er for tiden IKKE gode ved hinanden. De strides og kommer op og slås for et godt ord. Det er ikke ualmindeligt at hanner ikke kan være i "stue" sammen, men det er først nu vi oplever at det kan blive virkeligt hedt. Det flyver med pels i stuen og der er rifter at se på dem begge to. Indtil videre har vi sådan været obs på det, og har ved et par lejligheder skilt dem ad. Det kostede både Kæresten og Rasmus nogle gevaldige rifter og bid. Biddene er ikke rettet mod os mennesker, vi kommer bare i vejen for deres kampe. Den går ikke i længden..

Vi er nu ved at finde en løsning på det problem. De elsker generelt at være sammen i flok, og de kalder på hinanden, når der er nogen der er væk. Et større bur må bygges for det de er i nu, er ikke rummeligt nok, de er jo vokset helt enormt alle fire. Hver dag er de ude og muntre sig i sofaen, der bliver dækket af tæpper. Men alligevel skal de altså have plads i buret også.


Gaab og på gensyn.


Forresten...

Jeg har læst jeres kommentarer til indlæggende jeg skrev i går. Jeg takker mange gange og smiler fordi de gør mig så glad, men jeg svarer ikke på dem i dag. Det er ellers noget jeg går meget op i, for jeg syntes det er vigtigt, når nu alle er så søde at gide skrive. I dag er jeg bare helt død i sværen. :-/

Tjek... og et billede til Madame..

Tale med skole om pladsen og mentorordning. Tjek..

Rykke tiden hos lægen. Tjek..

Rydde op i stuen og køkken. Tjek..

Gøre rent hos marsvinene. Tjek..

Falde i søvn og sove to timer ekstra.... hmm ( ikke planlagt) Tjek..

Drikke min morgenkaffe. HYYYL der er ikke mere mælk! IKKE tjek..


Om mandagen prøver jeg altid at tage det helt med ro, for ligesom at få weekendens uro ud af kroppen. Sådan gør jeg også i dag. Indkøb og den slags må vente, Theis bliver sendt ned efter mælk og så er det ellers kun strikketøj og mig selv jeg har på programmet nu.

Efter at have talt med skolen, kan jeg faktisk ikke gøre mere. Der er styr på det hele, vi mangler kun sikkerhedskoene. Alle de ting der skal gøres klar til start, er gjort og så må jeg ellers bare læne mig tilbage og krydse fingre for, at alt går som vi håber. Det var helt underligt at høre vejlederen sige, at det med mentorordningen, det skulle de nok tage sig af, når nu hun starter. Jeg er så vant til at være den der skal holde rede på det hele, og sørge for at ting bliver gjort, at jeg næsten ikke tør tro på, at det nu er andre der har ansvaret for at hun får hjælp til sin uddannelse.

Der er ventetid på skolehjemmet, de er blevet rendt over ende i år, af elever der gerne vil benytte sig af sådan et tilbud, men hun står som nummer et på listen, har højeste prioritet og den første der springer fra, vil give plads til Josefine. Hendes studiekort er heldigvis i første omgang udsted til to mdr, så transporten skal jeg heller ikke tænke på nu. Det hele ser ud til at flaske sig og nøj hvor er det bare skønt. :-)



Tilsidst er her billeder af en taske jeg har talt med Madame om. Det er en lille sag jeg syede for næsten fem år siden, da jeg skulle til et bryllup. Bagsiden er hør med en påsyet lille serviet lavet af min mormor. Jeg har faktisk ikke brugt den siden, men den hænger så fint herhjemme og minder mig om, at jeg faktisk også godt kan være ret så kreativ med nål og tråd.

Tasken i baggrunden har jeg da forresten omså selv syet. DEN er tilgengæld blevet brugt rigtigt meget. Måske jeg skulle finde den frem igen..

Det er sidste uge inden...

...Josefine begynder på skolen i Roskilde..


Jeg er ret så spændt på hvordan det skal komme til at gå, men også fyldt med glæde over at hun stadig ikke er afvisende, når jeg bringer emnet på bane. Det er gode tegn.

Denne sidste uge inden skolestart, er der stadig løse ender der mangler at blive samlet. I dag skal jeg have fat i skolen for at sikre mig, at de har fået erklæringen om hendes behov for at bo på skolehjemmet. Jeg skal have talt med dem om, hvornår vi kan forvente at vide mere. Det stresser mig lidt, for med kun seks dage tilbage, er der dog en del der skal ordnes, hvis hun skal have overblik over hvad hun skal have med.

Den digitale signatur er endelig på plads, hendes SU skal søges idag, der skal købes lidt udstyr og den slags, og sidst men ikke mindst skal jeg selv til lægen for at vi sammen skal udfylde en statusrapport til kommunen. De har bedt om sådan en i forbindelse med vores samtale om situationen herhjemme og mine resourcer. Måske jeg vil prøve at få den flyttet lidt, for jeg syntes der er for meget jeg skal bruge hovedet til i dag, og selvom det er en hastesag for mig, må jeg lige have styr på Josefine først.



Det er længe siden at jeg har fortalt om mine pelsede venner, men det skal jeg nok følge op på senere. De har det godt, og udvikler sig hele tiden. De vokser og får nye vaner. OG så er de stadigt lige frække og fremme i skoene,når det handler om nysgerrighed og unoder...



Sådan lyder det herfra på denne sidste mandag i juli 2009. Det er gråt i vejret og jeg savner altså at vågne til sol. Forleden fik jeg et katalog ind af døren med den nye efterårsmode. Det gider jeg altså slet ikke have med at gøre. Efterår og varmt tøj, støvler og vanter må gerne vente meget længe endnu.


Jeg elsker bare ben og lette gevanter..

Borderline problematikker.. 2

Et aspekt ved borderline er, at man har svært ved at rumme, at mennesker kan være både gode og "onde" Eller sagt på mere almindeligt dansk.. Være både behagelige/elskelige og ubehagelige/mindre elskelige...



Det er et karaktertræk jeg mærker meget tydeligt i mig selv.


Jeg tror nok, at jeg har haft det sådan så længe tilbage jeg kan huske, men ikke før mine år hos Ester ( psykologen), kunne jeg sætte ord på det. Da først jeg var begyndt at lære om mig selv, kunne jeg se et klart mønster i mine reaktioner på hændelser med mennesker i min dagligdag.
Dermed ikke være sagt, at det så blev lettere at styre, eller mindre udtalt, men jeg kunne bedre se hvad der skete, når nogen fik gjort mig ked af det.


Vi bliver jo alle i større eller mindre grad triste eller sårede, når nogen skuffer eller viser uventet adfærd. Forskellen er at jeg simpelthen går fuldstændigt kold og mister de positive følelser jeg indtil da har haft overfor den der sårer. Der er virkeligt voldsomt, forstået på den måde at jeg på et sekund får lyst til at " pakke sydfrugterne", og bare gemme mig. Bare være foruden det menneske der har sagt/gjort et eller andet, der har været skræmmende eller uventet hårdt.

Det er så underligt, for jeg kan sidde her og forklare døre op og stolper ned, præcis hvilke mekanismer der går i gang, men det er stadigt SÅ svært for mig, at lære at rumme både de gode og de dårlige indtryk jeg får af andre mennesker. Jeg har arbejedet med det i henved ni år efterhånden. Først intensivt og sidenhen efter behov. Men lige meget hjælper det. Jeg er skam rykket langt, og kan også rykke mere, men det kræver at jeg igen kommer fast til timer med kognitive samtaler, der kan give mig vilje og lyst til at have kontakt med de mennesker der "gør mig ondt".

Når jeg bruger " tegnet, så er det fordi, at jeg med min fornuft godt ved,at det jo slet ikke er sådan det er i virkeligheden. Det at nogen ønsker at gøre mig ondt. Det er helt almindellige dagligdags ting, der i min verden ikke kan opleves med en fornuftig distance. Diskussioner, det sagte ord, eller den oplevede handling går lige direkte ind hvor man normalt skulle have et filter, der fik oplevelsen til at være mindre intens, mindre voldsom og overvældende. Det filter har jeg ikke.


Det siger sig selv, at jeg på den måde oplever mit eget liv noget mere turbulent, end det sikkert er. Her taler jeg ikke om alle de problematikker omkring de fire skarnsunger vi har, men min elskede.


Han har det ikke nemt i samlivet med mig, og mange andre mænd var smuttet lige meddetvuns...


Jeg har tænkt meget over i de sidste par dage, hvorfor jeg bliver så satans knust ind i mellem. Jeg er klar over at han som alle andre godt kan lære nogle ting i det med at være i et forhold, men DET kan jeg søreme også, men når jeg sådan får tingene lidt på afstand, kan jeg godt se at jeg måske får overreageret. Jeg har jo faktisk fået præcis den mand jeg drømte om. En mand der er en mand, og ikke en vatnisse eller tyran. En der ved hvordan man bruger sine hænder og som også besidder et varmt hjerte. En der er kærlig og huslig, men også en der er maskulin og lidt beskidt ind i mellem... Med sådan en mand følger der så også med, at han ikke er hamrende begejstret når jeg vil tale om følelser og problemer. Den slags har han ikke nemt ved. Han er selv meget sparsom med at tale om egne øvoplevelser feks. Det er ikke noget han gør, og sommetider går der lang tid, før jeg hører om et eller andet der går ham på i hans egen dagligdag.

Jeg ved at han gør sit bedste, at han gerne vil, men i hverdagen bliver sådan en som jeg, nok bare for meget ind i mellem. Jeg har jo disse rutsjteture der går op og ned med jævne mellemrum, og det er da ikke nemt at skulle gentage det samme om og om igen. Desværre er det det, der skal til for at jeg kan få hovedet på ret køl, og komme videre. Jeg skal som et barn igen og igen lige høre de samme ord, om at alt er ok, at jeg ikke skal bekymre mig osv osv.

Det er sjældent at han får en raptus og siger et eller andet der bare minder om hårde ord, eller viser irritation over mig, men når han har haft gjort det, så går jeg helt i spåner og får den der trang til med det samme, at give op og afslutte vores forhold. Det er en reaktion der er meget voldsom også for mig selv, for jeg bliver så ked, at jeg slet ikke kan rumme mine egne følelser. Kan ikke rumme at han der ellers altid er så kærlig, også kan være forbigående ufølsom Og det er så her jeg tydeligt mærker sygdommen. Det tager langt tid for mig, at arbejde mig forbi og videre efter sådan en tur. Jeg skal ligesom rejse mig igen og ryste det af mig.


Så uanset hvor meget jeg skriver eller taler om det, ændrer det ikke på at næste gang han får sagt noget på en "forkert" måde, så går jeg igen itu. Det er opslidende og jeg takker egentlig den gud jeg ikke tror på, for at min elskede er så tålmodig og at han igen og igen gentager, at det er jo mig han vil ha, og mig han ikke har tænkt sig at forlade, uanset hvordan jeg opfører mig.

UANSET hvad.....



PS: selv nu efter at have skrevet dette, er jeg stadig ikke helt kommet mig over den seneste ordveksling der har været. Det er en uge siden...




Henriette, NU tager du dig faneme sammen! ALTSÅ

På langfart

Jeg var på langfart i går..

Fredag var jeg impulsiv, så jeg pakkede mig selv og mit grej sammen i bilen og tog på tur. Kameraet var selvfølgelig med i tasken... uden strøm! Jeps, det kører bare og det er jo klart, at på sådan en tur uden strøm, var der masser af små og store oplevelser, der kunne have været skudt her til bloggen. NOT!

Bilen førte mig i første omgang lige ned til nærmeste benzintank. En ihærdig sælger, har overbevist kæresten om, at livet bliver sååå meget lettere, hvis vi har en chip i vinduet, så man bare bliver registreret når man kører bilen i stilling. Tjaaa hvis altså bare konen har forstået principippet i det. Og det har hun jo selvfølgelig ikke, så det endte med at involvere en ansat og en kunde OG sidste ende mit dankort! Det virker... ALTID.


Så førte bilen mig ellers til fjorden, og et kort visit i sommerhuset. Jeg ville se hvor langt de er kommet med det nye tag. Efter det, ned til vandet, hvor jeg godt plantet med strikkekurv, kaffe og bare ben nød den vidunderlige ro og den lune vind. SÅN CA 10 MIN.....
Længere nåede jeg ikke at sidde før der med et strylleslag blev helt mørkt, vinden begyndte at blive til regulær blæst og regnen simpelthen piskede ned. Af stig af sted tilbage til bilen i sikkerhed med mig. Den silende regn fik mig akut til at skulle tisse, så jeg måtte en tur om sommerhuset igen.

Da alle praktiske ærinder var overstået og jeg igen sad næsten tør i bilen, førte snuden mig videre til Hillerød. Parkeret ved slottet og iført regnfrakke og gummistøvler besøgte jeg det gamle hus. Det er år siden jeg sidst har været der, så jeg syntes det var på tide igen at nyde dets skønhed og imponerende detaljer. Jeg nåede ikke hele vejen rundt, omkring miniature samlingen fik jeg det pludselig helt vildt dårligt. Det er længe siden jeg har oplevet det, men hjertet hamrede og jeg fik det vildt varmt, men jeg allerede set en masse og ovenikøbet fik jeg pensionist-rabat, så jeg smuttede videre ud i den friske luft igen.


Jeg vandrede gennem gården, ud gennem porten og op til gågaden, for at finde lidt mad og drikke. Irma forsynede mig med brød og ost, Paradis med en køleboks med hyldeblomst og stracciatella is. Uhmm
På det tidspunkt skinnede solen fra en høj himmel, og mine fødder var grundigt utilfredse over at være spærret inde i et par solide gummistøvler. Det føltes på det tidspunkt som om der var en hel verdensdel i mellem mig og bilen, hvor jeg ville sidde og slappe af med mine indkøb.


Tilbage i bilen sad jeg så og nød mine forfriskninger, et ugeblad og roen omkring mig. Det var dejligt.


Jeg fik kørt både i det vildeste uvejr med lyn og torden, og i høj og varm sol. Jeg fik set en kunstner igang med et gigantisk maleri inde i en af salene på slottet, turister i alle arter,et par iklædt så stateligt tøj at jeg følte mig som en tigger i mine røjser :-), en and der ventede på mad udenfor en salatbar, springvand og fjorden så mørk som en vinterdag. Jeg fik købt en lille bitte smule garn i en af de mest rodede og overfyldte garn/stof butikker jeg nogensinde har været inde i, jeg fik smagt den dejligste is og den goeste brie, fik min gps til at virke igen og med en regulær udfladning på den opredte sofaseng i stuen, foran fjerneren med Insp. Frost, fik jeg afsluttet min dag på den bedste måde jeg ved.

Jeg havde en super dag og nu vil jeg sammen med Rasmus nyde den ( ifølge ham) mest spændende etape inden finalen i morgen. Kæresten er plantet her ved siden af mig, han leger med sin computer og der er dømt hygge.

Rasmus er klar til Touren i ført heftige beskyttelsesbriller!!!

De gode dage har jeg også nogen af... jeg føler mig glad og overskudsagtig i dag. .-)

SÅ er jeg vågen igen

Efter mit besøg hos Losarinas Mor, gik jeg helt i brædderne :-)


Åh sikke hyggelige timer vi har haft. Efter en mindre detour, fandt jeg omsider vej til hendes hoveddør. Det er et sted på kloden, som jeg syntes er virkelig dejligt. Jeg ved godt, at med naboer væk på ferie og den slags, kan man ikke regne helt med roen der omgav hende og huset, men jeg er ligeglad. Det virkede til at være et godt sted at være, og jeg selv slappede i hvert fald så godt af.

Jeg blev budt på skøn frisk salat af den slags, jeg bare kan drømme mig til derhjemme og brød der var "hjemmebagt" hihi.



Efterfølgende var der the, melon og kage. Jeg fik vist mere end jeg havde godt af, men igen... det er altså ikke tit jeg bliver budt sådanne fristelser. Jeg er helt fyldt op med gode samtaler, god mad og gode indtryk, af en kvinde der har en masse at byde på, og som er et fint menneske.

Jeg har været på rundtur og vi fik nørklet lidt. Ikke meget, men pyt det kan jo altid indhentes en anden dag. Jeg er sikker på at vi gentager succesen. Oveni hatten fik jeg også en blomst med hjem i en potte til altanen. En lille reminder om vores dag sammen. Den skal nu nurses her hos mig. Jeg føler mig altså dødheldig og glad over vores møde :-))

Nu vil jeg sidde lidt og tænke over hvad dagen bragte og bare prøve at vågne igen... inden jeg skal i seng.

Hverken regn ell torden...

... skal forhindre mig i, at tage på besøg i dag. :-)



Jeg skal nemlig besøge hende her. Det har jeg set frem til, og det kan kun være hvis gps'en svigter, eller bilen bryder sammen, at jeg bliver forsinket.

Jeg er ved at vågne nu, har sovet længe for at være frisk senere. Bedst som jeg taster bliver det så mørkt som en decemberdag, og det begynder at vælte ned med regn. Og jeg mener virkelig vælte ned. Det er helt vildt, og min altan sejler allerede. Men blomsterne er ligeglade, de trænger til lidt fugt igen, så det er ok.

Jeg skal have lidt garn med, men om det bliver bølgetæppet, eller sjalet der skal i tasken, har jeg endnu ikke besluttet mig om.

Jeg nyder lige min kaffe, og så må jeg til at være lidt praktisk. Et bad og lidt oprydning inden jeg skal afsted er det eneste jeg skal nå. Nu er min øvelse så bare at jeg ikke skal lade mig stresse. Det gør jeg nemlig, for jeg hader at komme for sent, og jeg kender ikke vejen og køretiden endnu.

Det er helt åndssvagt, for jeg har i realiteten god tid, men indeni er jeg overbevist om at jeg er for sent på den. Tik tak høre jeg uret sige..



Jeg glæder mig :-)

Borderline problematikker..

Jeg er næsten klar igen..


Det er ikke specielt sjældent i et parforhold, at man oplever den elskede som en der også kan give skuffelse eller sorg. Jeg syntes faktisk at det er relativt sjældent det er sket for mig i det forhold jeg er i nu. Der har været et par episoder, og hver gang har jeg lige måttet blinke en ekstra gang, for at ryste den af mig, men jeg har lyttet til min indre stemme om, at det er altså ikke noget der kan undgås, og så er jeg kommet videre.


Problemet for lige præcis mig, er at jeg ikke kan gennemskue om det er bordeline der bestemmer den reaktion jeg får, eller om det er mine egne reelle meninger og følelser der kommer til udtryk. Det er frygteligt frustrerende, for jeg har faktisk ikke noget ønske om at være hverken belastende eller om at overreagere. Derfor er jeg måske mere søgende end så mange andre, efter at høre hvordan problemer bliver taklet i andre kvinders hjem og hjerter.


Jeg har for længst indset at det IKKE er mig der er umoden og for tumpet, men at det er noget der følger med, når man er borderline. Det med at man ikke kan skelne imellem virkelighed og fantasi. Hvad er der faktisk sket/sagt kontra hvad er det jeg opfatter. For almindeligt dødelige er det umuligt at forstå, det forstår JEG godt, for jeg selv fatter nemlig ikke en bønne af, hvorfor det nu er sådan. Jeg kan forklare med ord hvad der rent teknisk sker i bolden på mig, men i praksis er det ikke til at ændre. Det er kontrolleret med medicin, men det er kun til en grænse. Det største skub er kommet ved timevis af samtaler. Kognitive samtaler der langsomt men sikkert, babyskridt for babyskidt, ændrer de tankemønstre der forvrænger min virkelighed.

Efter sådan en samtale med psykologen er jeg helt bombet. Kan hverken tænke eller tale. Så må jeg lige sove lidt og få mig selv på plads igen. Det er meget længe siden jeg sidst har arbejdet decideret med bordeline aspektet i mig selv. Det koster og jeg skal selv betale. Men jeg ved at det ville være en rigtig god ide at tage det op igen. Sygdommen ødelægger ufatteligt meget for mig selv, og jeg vil altså ikke blive ved med at skulle feje skårene op, efter endnu en af mine perioder med smadrede følelser og tanker.



Borderlineforeningen skriver sådan:

Borderline er en psykisk lidelse der, forenklet forklaret, kan beskrives som manglende indlært evne til at rumme og integrere såvel behagelige som ubehagelige følelser hos sig selv og andre.

Ligeledes har de grundlæggende svært ved at tro, at de overhovedet har retten til at have behov og til at sige fra.

Personer der lider af borderline har svært ved at mærke egne behov, finde hensigtsmæssige måder at tilfredsstille disse behov på samt mærke, hvornår deres behov er nået og derefter sige fra.

Dette betyder, at personen er meget sårbar og præget af stærk usikkerhed og tvivl i forhold til eget selvbillede.



Hvad karakteriserer en person med borderline?

Personer der lider af borderline kan være tilbøjelige til at se omgivelserne i enten/eller, sort/hvid. Dette skyldes den manglende evne til at rumme behagelige og ubehagelige følelser i kroppen samtidig og dermed de situationer og andre mennesker nuanceret.

Derfor ses ofte meget stærke udsving i deres stemningsleje, hvilket af omgivelserne kan opfattes som humørsvingninger og lunefuldhed. Men personer med borderline er mennesker med store indre spændinger og følelsesmæssig letbevægelighed, og de har svært ved at rumme følelser i kroppen.

De har, ubevidst, udviklet meget stærke forsvarsmekanismer for at beskytte deres sårbarhed. Hvad der umiddelbart kan opfattes som stærk vrede og konfliktsøgende adfærd, dækker reelt over følelser som desperation og magtesløshed i forhold til egen situation.

Vreden er ikke en bevidst aggressiv handling, men en ubevidst reaktion. Bag vreden ligger også et behov efter kontakt, som personen ikke på en hensigtsmæssig måde er i stand til at udtrykke behov for.

Et andet karaktertræk hos personer med borderline er splitting. Dette kan beskrives som en forsvarsmekanisme, der har til formål at gøre det muligt for personen at rumme og håndtere stærke og modsatrettede følelser.

Omgivelserne kan føle sig magtesløse overfor denne opdeling af andre personer som enten ”gode” eller ”onde”. Men her er det vigtigt at huske, at personen ikke magter at integrere både ”det gode” og ”det onde”, som alle indeholder, samtidig, hverken hos sig selv eller andre.

Splitting bruges derfor ubevidst som et forsvar fra personen, fordi det virker angstfyldt, ubærligt og smertefuldt at skulle rumme, at andre ikke er enten gode eller onde men både og.

De store indre spændinger og den ringe evne til at kunne rumme følelser gør, at personen, når den indre smerte bliver for stor, ofte handler følelserne ud. Dette kan undertiden ske gennem impulsive handlinger, hvor personen påfører sig selv fysisk skade.



Hvad skyldes borderline?

Borderline skyldes at personen i sin tid ikke gennemgik den proces, der fører til barnets selvstændighed.

Af forskellige årsager var barnet dengang ubevidst nødt til at tilsidesætte de sider hos sig selv, der handlede om at mærke og have ret til egne behov samt opleve retten til at være uenig og alligevel elsket.

Manglen af denne proces vil medføre at barnet og senere den voksne får vanskeligheder, fordi mange jeg-funktioner aldrig er blevet lært.

Der er altså ikke blot tale om en psykisk blokering, som kan fjernes, hvorefter personen igen kan fortsætte en selvstændig tilværelse. Personens selvstændige sider er ikke udviklet, så de skal først læres og trænes. Først derefter kan personen komme til at leve en selvstændig tilværelse uden de store indre spændinger, der er så smertefulde.

Bortset fra det med at forvolde skade på sig selv og udvise vrede er det en beskrivelse af mig..

Ordene der blev væk

Jeg har ikke mange ord i mig i dag..

Eller det vil sige det har jeg jo. Det er bare ord der ikke kan skrives her på bloggen. Jeg har masser af ord der svirrer rundt, ord der giver mig ondt i maven og som jeg ikke kan få ud. Jeg ved at hvis jeg åbner op og fortæller om mine tanker, kan de give mig ord retur der er så sårende at jeg hellere vil beskytte mig selv og tie. Og her taler jeg ikke om mine bloggevenner der alle er fyldt med gode og positive ord. Jeg taler om årsagen til mine ord. De mennesker der forårsager at de i det hele taget er der. De er i mine omgivelser og jeg må træde varsomt.

Mit filter til min sjæls følelser har alt for store huller, og skuffelser der måske normalt kunne takles har slået mig helt omkuld.


Jeg er rådvild er jeg...

19 etage og en sætning

Min veninde bor på 19 etage..



På de fleste dage er det en fryd at nyde udsigten, både i gråvejr og i klart og solrigt vejr. Jeg nyder at kigge ud over byens tage, at se de mange tårne der er i horisonten, de to broer og vandet. Jeg kunne sagtens bo sådan der højt hævet over byen, og så alligevel ikke..


I blæsevejr svejer huset nemlig, og selvom det er meningen, selvom det er ganske lidt, så er det altså bare ikke noget jeg kan vænne mig til. Uha jeg kan mærke bevægelsen helt inde i marven og det giver sådan en underlig fornemmelse i maven. Den helt samme fornemmelse jeg får når jeg sejler. Der er en svalegang uden på huset og den er jeg heller ikke så gode venner med. Jeg har ikke noget mod at gå ud og kigge lidt, men jeg holder altså fast på væggen. Det er nærmest som om jeg bliver draget af den kant der er , og jeg frygter simpelthen at falde ned.

Generelt har jeg ikke højdeskræk. Har været i London Eye flere gange og det var vidunderligt at tage turen hele vejen rundt, har siddet højest i parken og har fløjet flere gange. Det er ikke der det er et problem. Men tænk.. jeg stoler ikke på at jeg ikke kommer til at falde, når det kun er mig selv, jeg skal stole på. Kanten er bare for tæt på syntes jeg.


Klik på billedet og du kan se Tivolis høje tårn med mennesker der snurrer på vej ned igen.

Den store bro kan ses, trods det overskyede vejr.

Og den lille Sjællandsbro er også tydelig fra 19.sal



Lørdag tilbragte jeg så der på 19.sal. Det var en lise for mig at høre lyden af intet. Jeg havde forsynet mig med frugt i kilovis. Kirsebær,hindbær,jordbær,nektarin,æble,stikkelsbær og så lidt Bornhomlske rugkiks med lidt ost. Jeg spiser ikke frugt så tit som jeg gerne ville, for det er simpelthen for dyrt med bær til en familie på seks. Så alle de dejlige røde sunde små saftige bær, var ren forkælelse og de kan sagtens gøre det ud for måltider, når jeg selv skal bestemme. Sundt for kroppen og for mig.

Jeg skiftevis hæklede og strikkede. Langsomt og roligt bare derudaf, uden hast.


Mange timer gik på den måde og jeg er så heldig at jeg kan være der. Jeg ved at jeg i det hele taget er heldig på mange måder, og derfor er det så uforståeligt for mig selv at jeg alligevel tilbragte meget af tiden med at græde uhæmmet. Tårerne bare strømmede ud og ville ikke stoppe. Om det er reaktion på de sidste mange måneders pres og forventninger fra børn og mand, eller om det er en regulær depression der er på vej IGEN.. Det kan jeg ikke selv regne ud.

Trods det at jeg kender symptomerne til bevidstløshed, er det alligevel ikke helt til at finde ud af. Jeg er bare fortvivlet helt ind til benet og aner ikke hvordan jeg skal takle mig selv.

I mine helt unge år var jeg udsat for et overgreb der prægede mig i ufatteligt mange år frem. Det er i dag bearbejdet. Det tog sin tid, og tragedien idag for mig er, at jeg efter at have brugt så megen energi og tid på at kæmpe kampen, for at finde respekten og selvværdet igen, rendte ind i en mand, der med et knips med fingrene sendte mig direkte tilbage til stenalderen psykisk. Det skete efter skilsmissen fra endnu en mand der var stærkere end jeg. Et knips er måske at forenkle det noget, det var en process der tog nogle måneder, men metoden var sådan set ganske enkel. Daglige gentagelser af en enkelt sætning og så regelmæssige krænkelser. Hvorfor fandt du dig i det? -spørger familien og jeg, mig selv

Jeg aner det virkelig ikke. Jeg har hele livet været i selskab med stærke mænd med stor tro på at deres meninger er var den eneste rigtige. Den første var selvfølgelig min far og hans motiv har jo kun været at ville beskytte mig, hans eneste datter mod livets onde sider. Resultatet har nok bare været, at jeg fik tvivlen på egne evner til at beslutte ting, grundigt limet fast i sindet. Det er ikke noget jeg bebrejder ham, at være forælder er SÅ svært og hvor går grænsen for hjælp eller bjørnetjeneste? Jeg sidder jo selv i det samme dilemma med mine børn idag.

Det er de efterfølgende mænd i mit liv jeg kan takke for mange af mine selvdestruktive tanker. Jeg har bare ikke kunnet se på dem, at de ikke var gode for mig.

Som sagt har jeg kæmpet en næsten årti lang kamp for at komme tilbage efter sygdom. Jeg var faktisk så stærk som aldrig før, og jeg husker hvordan jeg kunne se mig selv blomstre og smile af livet. Lige indtil den dag jeg stifter bekendskab med manden med den ondskabsfulde adfærd. Til at begynde med var der ingen tegn på at noget var galt, men ganske ganske langsomt ændrede han karakter og blev anderledes. Jeg vil slet ikke komme ind på detaljerne, jeg er bange for at han måske skulle finde mig her læse dette, og genkende mig, men med alle de ord og sætninger man hører gennem livet, er det mig en gåde at det er netop denne sætning der hele tiden ringer i mine ører:



"Du er kun i mangel af bedre. Der findes ingen mand i verden, som ikke hellere ville bytte med en yngre og mere smuk kvinde, hvis han ku. Du er da ok og sød nok, det er slet ikke det, men du er jo ikke nogen vårhare og du er altså ingen mands drømmekvinde, nu hvor du har slap hud og deller."


Det præger mig hver eneste dag og i alt hvad jeg foretager mig.


Dengang måtte jeg en tur om psykologen, efter at jeg med en venindes hjælp indså, at jeg måtte have hjælp til at komme videre, efter de måneder jeg havde med ham. Det hjalp egentlig hurtigt, jeg har trods alt nogle redskaber gemt fra de mange år i hendes kontor, men i dag i et nyt forhold kører pladen igen og jeg tror ganske enkelt ikke på, at jeg er den rigtige kvinde for min elskede. Især fordi jeg ikke klarer vores liv med de fire børn så godt som jeg skulle.


Når jeg sådan sidder der alene og bare er træt træt i sindet, så kommer de væltende. Ordene bare flyder i en lind strøm og jeg erindrer de ting der ikke er til at komme uden om. At jeg som kvinde er old news, og at jeg ikke er meget værd. Jeg med den slidte krop og mine begrænsede kræfter. De latterligt FÅ kræfter faktisk.. Jeg ved at det jeg ikke magter, det klarer andre kvinder på ti min. Og det forringer min værdi som menneske. Ganske enkelt. At jeg ikke engang kan klare at være i min egen familie er et nederlag og ikke megen respekt værd.



Jeg ved at kæresten sikkert ville kunne finde en, der er bedre,smukkere og mere effektiv end jeg.
En trofækvinde..

Fri i weekenden

Jeg holder fri i denne weekend..


Lige om lidt tager jeg hen til venindens tomme lejlighed, for at være lidt alene. Jeg ville egentlig allerede have været afsted flere gange i denne uge, men så har jeg alligevel syntes at jeg bare skulle trække mig tilbage til soveværelset, og strikke i stilhed der. Det er gået ok, det er det mest kølige sted i huset, men nu kan jeg mærke at jeg nok skulle have været helt ud af hjemmet.

Den konstante kontakt med alle fire børn, og alle deres "problemer", Rasmus der taler meget, døren der går op og i hele tiden, fordi jeg skal tage stilling til alt i mellem himmel og jord, har nu fyldt mig op igen, Den første del af ugen gik fint, men efterhånden som dagene er gået er jeg igen træt og har hovedpine.
Kæresten skal til en kammerat, og Rasmus er i Lyngby for at skyde på banen, så jeg kan tage afsted uden den dårlige samvittighed.

Samvittigheden plager mig enormt. Jeg syntes at jeg skylder Rasmus at være her hele tiden, efter de års adskillelse der har været. Han vil så gerne være om mig hele tiden, og det er naturligt, jeg ved det.. MEN jeg har bare ikke så mange ord i mig, at jeg kan tale hele tiden. Jeg MÅ have lidt alenetid. Det er svært og jeg føler jeg svigter ved at være væk.


Jeg tager afsted for at nyde stilheden simpelthen. I aftes var jeg lige indenom for at vande hendes blomster, og jeg var helt stum af overvældelse. Der var en ro, jeg ikke har oplevet i 100 år. Alt var stille og der var iøvrigt så fint og ordentligt...


Åhh at have kontrol over eget hjem, at vide hvor ting ligger, at gøre rent uden at det er formålsløst, at have en blomst eller smuk ting stående, uden at der stilles undrende spørgsmål om hvorfor den overhovedet skal være der... DET savner jeg altså. Jeg indrømmer det blankt.

Jeg tager mit strikketøj med, lidt mælk til min kaffe og så har jeg ikke tænkt mig at lave en dyt eller sige et ord.



Uanset hvornår jeg tager hjem igen, skriver jeg nok ikke her igen før mandag. Jeg skal lige lades op igen, med ord og skriveenergi.



Ps: Dyrene har også været lade i varmen, men glade det er de altså. Hos dem er der ingen utilfredshed at spore og livet er bare skønt. Mine nemme små pelsede venner, spiser og spæner og sover deres dage væk.

De er vores små klovner.. :-))

Computerhedeslag

Min Computer er underlig i disse dage og jeg holder en pause for at finde ud af hvad der er galt..


Den opfører sig vildt underligt. Mit touchpad er begyndt at gå kold uden varsel, pilen ræser rundt,den skifter uden varsel side, og mere af samme skuffe.

Det er altså irriterende i betragtning af at den er ny, så det må lige undersøges.

Inden jeg smutter kan jeg da fortælle at nu er varmen altså også begyndt at påvirke mig. I går vat den helt gal, og jeg kunne næsten ikke tænke klart. Her er så lummert i lejligheden, trods god udluftning, at jeg konstant går rundt med en hinde af fugt overalt på kroppen.

Pyhhh giv mig en skylle sommerregn så jeg kan gå en tur med bare fødder i skoene og nyde den dejlige fornemmelse af friskhed i luften.


I dag tager jeg den med ro, de planer jeg har bliver skubbet til i morgen, jeg orker ikke andet.

Rigtig god fredag til alle :-))

Resultat-orientering :-)

Jeg er jo færdig med mit allerførste sjal og jeg er dødglad for det..



Farverne er ikke så gode her på skærmen, men i virkeligheden er det varme og efterårsagtige farver.


Jeg mangler kun at skylle det op og strække det, men her mangler jeg lidt gode råd. Jeg har allerede fået et, om hvilket slags sæbe/skyllemiddel jeg kunne bruge for at tage lidt af det kradse, men det har jeg selvfølgelig glemt igen. Så er der nogen der vil hjælpe med tips, bliver jeg super glad.


I aftes tog jeg så hul på nummer to. Jeg har jo en del at vælge i mellem fra den bog jeg købte, men jeg syntes at dette er sådan en god og let model, at jeg lige må gentage succesen. Det bliver lidt tykkere og på større pinde. OG så bliver det ensfarvet, måske med en kant i en anden farve. Det finder jeg ud af hen ad vejen. Garnet er fra Svit og Garn.dk. Jeg kombinerer nemlig to slags, for at eksperimentere lidt. Det er uld og hør og indtil nu er det super. Dejligt blødt men alligevel fast i det, og jeg ved at til vinter vil det varme mig dejligt.

Se bare her:


Jeg har været flittig, ud over at jeg også har vasket igen i dag. Turen er kommet til alle de tæpper og puder dyrene har fået lov til at regere over og med. Nu er de rene og venter på at tørre, og så kan vi igen ha legestue på altan og i sofa.
Jeg er nået et godt stykke længere på pindende, men det er jo også et nummer tykkere pinde, så det går lidt hurtigere.

Til sidst må jeg fortælle at Cupcake, i går gik i voldsom protest da jeg lukkede lågen til buret en tid. Jeg syntes der skulle være lidt ro hos dem, og tænkte at de kunne sove i buret, efter mange timers aktiviteter i og uden for deres hus. DET passede ham ikke...

Han peb og hylede og gnavede i tremmerne en rum tid, og til sidst tænkte jeg at der måske var noget han ville. Der havde jeg så tænkt helt rigtigt. Han spænede direkte ud og ind under lågen på buret, og lagde sig direkte til at sove på stedet. De næste mange timer rørte han sig ikke ud af flækken! Hverken når vi satte os ved siden af, eller da hans små venner igen vågnede og begyndte at spise og hoppe rundt. Han lå der som en anden løve, og vogtede på sin plads. Bevægede sig kun for at skifte stilling.

Nogle gange må jeg undres over at specielt han har så meget personlighed. :-)

Hvad sker der lige??

Lige nu ser min blog bare underlig ud...

Fra det ene sekund til det andet, fosvinder alle farverne på bloggen. Jeg ved ikke om det er min computer, eller om det er blogger, der laver rav i den, men skriv gerne til mig, og fortæl om det eneste I ser er noget stygt blåt og en tekst der er umulig at læse...

Jeg vender tilbage senere for at finde ud af hvad der er i vejen.

Lige nu vil jeg være lidt praktisk.

Krogede fingre og små øjne

Sådan ser jeg ud lige nu...

Jeg har strikket sjalet færdigt. I går fik jeg pludselig fart på pindene, det gik derudaf og kl halv tre i nat kunne jeg lukke for den sidste maske. Oj oj jeg er træt nu. Er kun vågen fordi de små pelsede kaldte på mig, for enden af min seng. MAD MAD MAD mor. Kom nu, hvorfor er du sent på den? vi er sultne.. Hvis nu vi lover ikke at være uartige bagefter, når vi løber rundt i sengen?? kommer du så med vores salat?? PIV

Et billede af værket kommer senere, lige nu skal jeg vist have et par timer mere. Kæresten er sendt afsted og ungerne sover... endnu, og det vil jeg benytte mig af.

Jeg tror..

...ikke på noget.


Desværre.

Jeg ville ønske at jeg gjorde, for jeg er sikker på at de mennesker der har en tro, er fyldt med den indre ro jeg selv mangler. Jeg er protestant sådan rent praktisk, er både døbt, konfirmeret og engang gift i en kirke. Men troen mangler i dag. For ikke længe siden var vi jo til konfirmation, og jeg mærkede tydeligt at det slet ikke sagde mig noget som helst. Når jeg en dag igen skal giftes er jeg tilfreds med rådhuset. Brylluppet i sin tid, var iøvrigt som jeg drømte om dengang, men idag er jeg blevet klogere og muligvis også mere kynisk, for efterfølgende var de mennesker der deltog ikke længe om at forsvinde igen. Det er en helt anden historie og ikke relevant lige her og nu. Kun på den måde at jeg har lært at det ikke er nødvendigt at erklære sin kærlighed og samtidig bruge en formue..


Tilbage til troen.

Jeg tænker ofte på det med at tro. At have noget der holder en fast, når verden omkring en vælter eller vakler. Det må være dejligt og lettende. Der findes mange retninger man kan gå. Der er den fordømmende tro, den der handler om synd og forladelse. Der er de mere åndelige og så dem der binder folk på hænder og fødder og deres økonomi. Dem kan jeg ikke lide.

Det er meget let for sådanne kultagtige sekter og hvad de nu kalder sig, at fange svage sjæle ind. Jeg husker engang jeg blev passet op på gaden af en meget ihærdig herre. Han talte godt for sig, og da jeg allerede dengang var skeptisk overfor den slags religiøse grupper, gik jeg med til at udfylde et spørgeskema. Det var helt galimatias..

Der var 100 spørgsmål! Og de skulle besvares på tid, og kun med ja eller nej. Derefter var der en kort ventetid, og jeg kunne så komme til at møde en anden herre der mente sig i stand til at beskrive mig som person. Behøver jeg sige at han ramte helt forkert?? Selvfølgelig var der enkelte punkter som var ramt plet, men det er jo heller ingen kunst, mine svar taget i betragtning. Jeg gyser ved tanken om hvor let det ville være at falde for den slags hundekunster, hvis man er modtagelig og søgende. Religionens overhoved var L.Ron.Hubbard....

For mange år siden havde jeg en veninde, der blev indfanget at pinsebevægelsen. Metoderne de brugte var uhyrlige, og hun så det ikke selv. Jeg ku stå ved sidelinien og bare se til, for intet kunne overbevise hende om, at det bare var humbug. Hun var helt tabt og endte med at afskrive familie og venner, da hun af "kirken" blev fortalt, vi kun ville lede hende i uføre!


Jeg selv ville meget gerne have noget at holde mig til, at tro på. Jeg går ind i en kirke sommetider, fordi jeg finder den stilhed og fred der er derinde så skøn. Men der sker ikke noget inden i mig. Det der kommer nærmest noget jeg gerne ville beskæftige mig med er Buddhisme. Ikke at jeg ved noget som helst om den, men jeg kender en der er buddist og jeg må indrømme at han virker meget afbalanceret. Han dyrker iøvrigt også Yoga og hviler i det hele taget meget i sig selv.

Måske jeg en dag gør noget ved det. Jeg tror det...


Hvad tror I på??

kl.9.35
PS: det er lige gået op for mig, at det måske er et indlæg der kan være provokerende fordi jeg har givet udtryk for min holdning til religøse sekter og den slags, og måske stiller et grænseoverskridende spørgsmål, men det har slet ikke været min hensigt. Jeg har bare skrevet det, fordi det var noget der lige lå mig på sinde. Jeg er ikke ude på at udfordre eller være debbattør, det lader jeg andre om. Kærlig hilsen

Aftenritual

Hver aften når dyrene skal sove, lægger jeg et tæppe over den ene halvdel af buret.


Det har jeg gjort fra den dag vi fik dem, i første omgang for at de kunne føle sig trygge, men senere fordi det ligesom var blevet en vane. På mange måder gør jeg faktisk der samme, som dengang jeg som barn havde undulat. Som med marsvinene var også dens bur åbent altid. Den vidste at når jeg tog tæppet frem om aftenen, var det tid til at flyve ind på pinden. Så veldresserede tror jeg alligevel ikke marsvin kan blive, men de ved alligevel godt hvad det handler om, for efterhånden er de helt med på den med tæppet. Så snart det ligger på, trisser de lidt rundt og skal lige gnaske det sidste hø, og en efter en ligger de så derinde.

I aftes var kurven blevet overladt til sig selv..


Marsvin lægger sig ikke til at sove for så at vågne næste morgen, de vågner op igen til dåd på et tidspunkt, men det er alligevel ret sødt, at tæppet nu hænger sammen med ro i buret. Til hverdag går vi jo selv i seng omtrent samtidig, men selv de aftener hvor vi fortsat har tv'et tændt, går de glad i seng helt uberørt at trafikken omkring dem. Især karamellen er en hyggefis og den er mester i at flade helt ud, ligne en død og være helt væk. Selv når de andre tre tumler rundt omkring den, er den bare helt ligeglad. Den sover bare.. På billedet her, ligger den allerbagerst lige bag kurven.

Jubelræs..

Der har været temmeligt livligt her til morgen i vores seng..


Og nej, det er ikke de voksne der har haft det sjovt, men de pelsede der har været på udflugt. Efter morgenmåltid,og nus og pus, tog fanden pludselig ved dem, og der opstod nærmest tumultagtige scener ved udgangen til buret. Først kommer Cupcake, mest omtalt som koppen, den er jo altid marsvin for at lede tropperne. Dernæst følger så de næste tre ganske som var det kongens efterfølger de havde gang i. Fire marsvin på række spæner langs sovesofaens ryg, helt ned til enden og tilbage igen.

Inden længe er der en masen og skubben for at komme frem og tilbage i vores seng og bag puderne. Det er et skue uden lige, og det hele akkompagneres af munter og ivrig pludren og piben. De fortæller hinanden en masse, og sikkert også at vores tæer smager godt, for der bliver ivrigt suttet på dem, især af karamellen, der ellers er den mest tilbageholdende af dem.

Chokofanten er den der elsker at lege gemmeleg i tæpper og dyner, og snart har den fået lavet en gennemgang langs kærestens ben og ud på den anden side. Dernæst kan den så bruge ufatteligt lang tid på at ræse rundt og rundt, ud af dynen og ind under dynen igen. Den ender med at være helt rundtosset og da den ender i fuldt fart inde i buret render den lige ind i væggen... DOING!

Karamellen kan også lege gemmeleg..


En munter måde at vågne på.



Jeg har ryddet op for at få lidt styr på, og overblik over mine garnindkøb de seneste måneder. Flyttet er stofferne, der ikke er på programmet lige for tiden, og på plads er garnet nu i min reol. Det ser lidt vildt ud og jeg må erkende at mit samlegén er brudt ud i lys lue igen. Jeg er farvenarkoman, og får mit fix ved at røre ved og kigge på det, når det står så fint der på plads.

Det ligger i to lag, og inde bag ved er der også garn. Øverst er det uld og nederst bomuld.


Mer bomuld og lidt rod også..

Rasmus har opdaget at vi i huset har en elektrisk guitar, og han er faktisk ikke helt dum til det med at spille på den. Han er dybt koncentreret om det må jeg sige..

Minimiddagsfest

I aften er der serveret et festmåltid for de små..


De har været så skønne i dag og jeg har hygget med dem.

Fristelsen i den store grønne tingest ved siden af er for stor og de skal alle lige smage inden tremmerne kommer på igen. De har fået rent bur og så snart de kunne komme tilbage i deres hus, var Lakridsen i gang med at bygge sig en dejlig rede.


Selvfølgelig EFTER at have gumlet glad på de dejlige friske hø. Alle som een gik de omkuld efter anstrengelserne. Også Karamellen..

Her ligger Lakrids og leger fugleunge

Den kan lige netop være der :-)


I aften har jeg så været ekstra god ved dem og "tilberedt" et ekstra festligt måltid. For at de ikke skal komme for nemt til det, lokkede jeg dem først ud for selv at hente lidt af det.

Det går hurtigt og de gumler højlydt med små tilfredse lyde oveni..


Måltidet bestod af små sukkerærter, strimlede gulerødder og agurker, icebergsalat og æblestykker. De er lagt i den knoklekasse der hænger på buret. Den er god fordi de skal arbejde lidt ekstra for at få noget ud af den.

Lørdagsglimt

Jeg elsker min søn..


Lørdag morgen.
Vanløse: Mor gider du hente Christoffer og køre os til Lyngby, til skydebanen?
Mig ( iført behageligt nattøj): Ja da, min egen. Hvad tid?
Rasmus: kl ca nu!! ( halv elleve)


Gl. Kongevej foran van Hauen:
Rasmus: Nå nej, forresten, han ku jo ikke alligevel. Men jeg vil gerne afsted selv alligevel, kan vi det??
Mig: Ja, ok godt så, lidt af en omvej, men pyt hvad skulle jeg da ellers finde på at få tiden til at gå med??
Rasmus: jeg ringer lige til morfar og hører om han vil køre mig tilbage i eftermiddag.
Morfar ( i telefonen): Ja det er ok, vi har nogle ærinder vi skal i formiddag, så det passer fint det først er efter tre.


Nørrebros Runddel:
Rasmus: Åhh nej! Jeg kan jo ikke skyde alligevel, for Christoffer har jo opladeren til mit batteri, og derfor duer geværet slet ikke.
Mig: Hmmmmmmm
Rasmus: Jeg ringer lige til morfar igen og hører om det er i orden at vi komme alligevel, så er jeg bare der i dag.
Morfar: Hmm, ja ok, kom bare så da. Har du nok tøj med til hvis vi går en tur og det begynder at regne??
Rasmus: Nej, og den trøje jeg har på er alt for varm allerede....




MOAR gider du lige køre os tilbage så jeg kan skifte tøj??











NIKS min søde dreng. Det gider jeg IKKE....


Jeg er vel hjemme efter en mindre taxakørsel og nu vil jeg ha lidt frokost og strikke. :-)

Møde på kommunen

Dagen i går begyndte stille, men udviklede sig støjende..

De første timers ro, blev afløst allerede ved halv ellevetiden af det stik modsatte. Ældstesønnen kommer hjem fra sit lille formiddagsjob, og det går aldrig stille for sig. Hurtigt har han fået drillet Rasmus, smækket med døre og låger, smidt sine ejendele rundt omkring på kvadratmetrene, og med høj røst fået talt en masse. Sandsynligvis er det ikke usædvanlig opførsel fra en teenager, men når man sidder i situationen, er det utroligt forstyrrende. Både han og søster er meget voldsomme, og højrøstede børn. Det er selvfølgelig både et udtryk for deres personlighed, men i høj grad også for, at de begge har en ringe fornemmelse for hvad der foregår omkring dem. Mine egne har også deres fejl, de er bare begge mere stille i det. Mærker fint hvad der sker omkring dem, og opfører sig derefter.

Det blev for meget for mig til sidst. Der gik brydekamp i den, og tre nogle gange fire unger tumlede rundt i stue og entre og køkken, som børnene på rød stue. Tre fjernsyn der kører, musik fra alle ungers værelser, høje stemmer der på skift skændes og diskuterer, fik mig til sidst til at fortrække til soveværelset. Forskanset med mit strikketøj, kom jeg ikke ud før kæresten kom hjem og vi skulle videre til et møde på kommunen om netop vores familie.

I første omgang har de skrevet tilbage på min ansøgning om hjælp og aflastning, med et afslag, fordi vi ikke er belastede nok!

I stedet er der så indkaldt til dette møde, der handler om en §50 undersøgelse af Mira.

Vi ankommer og hurtigt gik det op for den iøvrigt meget søde og flinke sagsbehandler, at det muuuligvis nok er værd at kigge nærmere på familien som helhed. Hun var ude i en forklaring om at i dag, er den kommunale struktur ikke bygget på sagsbehandling af hele familier, men på det enkelte individ. OG derpå er der så også flere indover, hvis vi er ude i noget med at sygehus eller læger er på banen. Jeg syntes det er noget underligt noget, for det gør at feks vi som er seks, skal have seks koblet på , og at det ikke er lige sådan at få seks menneskers "behandlere" til at kommunikere og arbejde sammen. Men det er sådan det er..

Under alle omstændigheder kom vi godt rundt om alle ungernes problemstillinger, og også min rolle i familien. Hun var hurtig til at se, at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde med ansvaret og kræfterne, og var ikke sen til at foreslå forskellige ting. I første omgang blev der sat fokus på at vi har to fjortenårige der begge har brug for, at man holder øje med hvordan de trivedes. De to store er jo netop det.. store, og derfor ikke i hendes regi længere. Hun kom dog med navne og numre på dem som så skal træde til, omkring deres videre liv. Bla mentorordningen til Josefine er et skridt videre.

Det der slog mig, var at hun ret hurtigt kunne regne ud, at jeg selv er helt færdig. Hun kommenterede på det og slog fast at der må gøres noget, også for mig. Som helt fremmed fik hun altså med det samme set, hvor skidt jeg har det og at det slider på mig at have så meget uro omkring mig, min psyke taget i betragtning, hvorimod min egen elskede stadig ikke helt er med på hvorfor jeg er så træt. Det er lidt omvendt ik..

Jeg har nu fået til opgave at skabe mig noget frirum andetsteds. Det kan være et par faste dage, hvor jeg simpelthen ikke sover og er her hjemme, eller det kan her i sommerferien være timer hvor jeg ikke er her. Hvad kæresten inderst inde tænker om det, ved jeg faktisk ikke, han siger ikke så meget, men jeg lægger hovedet i blød for at finde ud af hvor jeg kan tage hen.


Efter næsten halvanden time, kunne vi tage videre ud og købe ind til tomme skabe i køkkenet og derefter hjem igen. Jeg var bombet i hovedet og resten af aftenen var kort for mit vedkommende. Min seng kaldte på mig.


Nu sidder jeg så her. Jeg er forberedt på at ferietid og den slags forsinker processen, men jeg kan se lidt lys foran mig, men jeg får den tanke, at det i stedet for at det er Mira der skal have en fast ekstra-weekendfamilie og de to store der skal videre herfra, så er det måske i virkeligheden mig der skal sendes væk, med jævne mellemrum!!!

Jeg føler mig lidt kikset..




Hmmm

Godmorgen

Godmorgen verden..


Jeg syntes ikke rigtigt at jeg kan vågne i dag. Gik tidligt i seng i aftes, så jeg burde jo være kvik i pæren nu, men det er jeg altså bare ikke.

Huset er stille, så jeg tror bare jeg vil nyde det indtil videre. Ikke lave andet end at lytte til marsvinene der gnasker og gumler på deres salat. Da jeg stod op lød der en piben uden lige, for det er jo noget senere end de er vant til. I nat er det Rasmus der har sovet på sovesofaen, og derfor lige ved siden af dem. Da jeg trådte ind i stuen sprang de alle op som fjedere af en æske, fræsede hen til lågen og kaldte på mig. Med små snuder helt igennem træmmerne kiggede de på mig, som om de var døden nær af slut, og begejstringen over den mad jeg kom med, er godt nok noget anderledes and ungernes... De er nu så taknemmelige de små. :-)

Det bedste er at sidde på sin mad.. Her er det gulerødder, som de iøvrigt KUN spiser som en sidste udvej. Det er ikke favoritten.


Hvordan siger jeres kæledyr godmorgen til jer??

Hundested tur/retur

Vel hjemme igen fra Hundested..


Turen derop er jo dejlig når først man er omkring Hillerød, og desværre glemte jeg mit kamera, for der var masser at forevige. Da jeg ankom var de endnu ikke gået i gang med at spise, grillkullene ville ikke rigtig tænde, og med den lange tur hjem igen i baghovedet, tog vi bare afsted med det samme. Rasmus fik en burger på vejen retur fra Mac D.

En anden god grund til at komme derfra var den, at jeg hurtigt kunne se at han ikke havde overdrevet.. Det var sommerhuset fra helvede.

Selv ville jeg ikke engang være blevet en time, for der var sindssygt mange insekter i luften på hele grunden. Selvom det var et sødt lille hus, så er der jo åbent fra alle døre og vinduer, med det resultat at der også indendøre er masser af sværmere og kravlere. Selve grunden var god, men meget tilvokset, og med masser af nåletræer og så tilmed ligger det meget tæt ved vandet. Alt i alt en herlig festplads for små kriblere og flyvere. Uha og uff

Jeg nåede på de ti min jeg var ude af bilen, at blive stukket af myg flere steder, så jeg er også glad for at være i byen igen. Eneste stop på vejen retur, var ved " vores" sommerhus, der ligger lige på vejen. Jeg måtte ned til vandet ved fjorden, for at finde bare een lille bitte sten med hul i. Noget jeg helt glemte på ferien til kærestens store begejstring. Ha nu kommer jeg så hjem med mere end en, og jeg er glad. Hihi

Til sidst et billede fra min nye strikkebog- Den er meget smuk, og lidt anderledes fordi den både bevæger sig rundt i Toscanas natur, viser lidt mad og arkitektur frem, OG så altså smukt og også specielt strik. Se bare den her:


En stola med bolde der er strikket rundt om hasselnødder. Om det er for sjov eller for vægtens skyld kan jeg ikke lige regne ud, men smuk er den syntes jeg.


Her i byen så aften himlen sådan ud

Rasmus på tur

Rasmus tog i går i sommerhus..


En kammerat har inviteret og han har glædet sig vildt til at skulle afsted. Det første jeg hørte fra ham, var da han ringede fra toppen af et træ!! Han ville lige sige, at hvis han faldt ned, ville han nok slå sig. Hmm Mon ikke du skulle lade være at ringe lige derfra søde??

Næste gang han ringede var klokken to i nat.

Mor mor, hikstede han. Jeg er så træt, men jeg kan ikke sove. Der er så mange instekter i rummet og jeg tør ikke bevæge mig.


Hvad gør en klog??


Jeg talte med ham i en halv times tid, kom med forskellige forslag til løsninger, men intet var særligt brugbart i hans øjne, heller ikke den elektriske bugkiller, han har fået med, og til sidst måtte jeg forklare ham, at han var nødt til at trække dynen over hovedet og prøve at slappe lidt af. Trække vejret dybt og prøve at glemme dyrene omkring ham.


Det er ikke let, især ikke fordi jeg udemærket husker min egen skræk, der var meget mere udtalt da jeg var barn. Dengang skulle jeg ikke have klinket noget med at være i sommerhus. Uha nej.

Jeg håber at han kommer over det, og får talt med Asgers far, så han kan hjælpe, ellers ser det ud til at hans ferie slutter idag. Det ville da være synd syntes jeg.


Indtil nu har jeg ikke hørt mere fra ham..